Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | Kritisk samtidskunst – mellem en løs tand og en moralsk pegefinger
 

Kritisk samtidskunst – mellem en løs tand og en moralsk pegefinger

16.3.2010

Avantgardens død spøger stadig i alskens afskygninger inden for nutidens kunst og kunstkritik. Tabet af den store utopi er blevet en lænke om benet på samtidskunsten, der forsøger at kompensere for dette tab enten ved at legitimere sig selv gennem en kritisk attitude eller ved at referere til avantgarden som inspirationskilde. Men kunsten må vriste sig fri af disse forventninger og agere kritik på egne og nye præmisser.

Jeg vil starte med et citat fra lederen af Frieze fra maj 2009, hvor der blev spurgt: “If a new future is to be developed, is it reasonable to ask art to contribute to its construction?”Frieze

For det er et spørgsmål, der på mange måder rummer den diskussion om kunstens relevans og legitimering, som på det seneste har fyldt en del, og som i øvrigt har været centralt for efterårets avantgardediskussioner.

Den tabte utopi
I samtidskunsten er der mange eksempler på en kunstnerisk praksis, der enten eksplicit kalder sig ’kritisk’, eller som på anden vis påtager sig rollen som en korrigerende instans – en slags samfundets vogtere. Alligevel er alt dog ikke som det var engang i forhold til kunstens tro på eget indflydelsesrige potentiale.
Den franske teoretiker Jacques Rancière, der har beskæftiget sig indgående med forholdet mellem kunst og politik, påpeger allerede i første linje i bogen Malaise dans l’esthique fra 2004: ”Æstetikken har et dårligt rygte!”Jacques Rancière: Malaise dans l’esthetique. Læs desuden dette essay “Jacques Rancière: Aesthetics in Politics” om Jacques Rancière Og han konstaterer videre, at kunsten i dag er ’post-utopisk’: Der findes ikke længere en tro på at kunst skulle have transformerende kvaliteter på det kollektive liv, og at denne diskussion overhovedet finder sted, vidner netop om den aktuelle ’katastrofe’ i kunsten. Dette dårlige rygte handler i sin essens om at kunsten er gået fra at have en utopi – avantgardens tro på omkalfatring og samfundsrevolution via kunsten – til en æstetik, der enten blot opfattes som dekorativ æstetik eller som halvhjertede forsøg på at agere kritik, men som forbliver politisk impotent, idet den forsøger at kritisere inde fra institutionen. Hvor avantgarden forsøgte at gøre institutionen overflødig (ved at gøre kunsten til en del af hverdagen og livet ), er kunsten i dag så indspundet i både kapital og institution at enhver forbindelse til avantgardens projekt, må siges at være brudt.
Dette er en udvikling der er eskaleret siden 1968, og som efter Murens Fald i 1989 blev et uomgængeligt faktum: for nu eksisterede der reelt ingen alternativer til kapitalismen.  Og dermed gik utopien endeligt helt tabt. For med avantgarden eksisterede der reelt den selvforståelse at kunsten kunne lede til samfundsrevolution; at den i sig havde det revolutionerende potentiale, der kunne vække masserne fra deres døs og at der dermed kunne skabes en samfundsomvæltning via æstetikken.Jf. bl.a Will Bradley & Charles Esche (ed.): Art and Social Change – a critical reader. 2007.
Gerald Raunig: Art and Revolution – Transversal Activism in the Long Twentieth Century. 2007. Sylvère Lotringer & Christian Marazzi (ed.): AUTONOMIA – post-political politics. 2007.

Dette kunne man kalde både naivt og hovmodigt. Men om ikke andet, så havde kunstnerne en overbevisning om deres egen vigtighed!

I det som Jacques Rancière kalder for den ’postutopiske’ tid i kunsten forholder det sig altså ganske anderledes.Jf. Jacques Rancière: Malaise dans l’esthétique, p. 34  I dag (og gennem de seneste ca. 30 år) er kunsten blevet langt mere ydmyg over for egne forandringsskabende potentialer. Kunsten lider altså i dag under en dobbelt tyngde: dels en indspundethed i institutionen og kapitalen, der har gjort kunstens ytringer harmløse, dels alligevel et forsøg på at agere kritik.

Og det er netop her der opstår en paradoksal situation: mellem avantgardens oprindelige intentioner om samfundsomvæltning og deres fulde overbevisning om kunstens omkalfatrende potentiale, til 1990ernes politiserede kunst inden for institutionen og så til samtidskunsten i dag, der nok påtager sig en ’kritisk attitude’, men som samtidig har tabt troen på en samlet kunstnerisk kamp og på kunstens politiske indflydelse. Jeg vil hævde at dette tab af utopi stadig tynger kunsten, og at den på forskellige måder forsøger at kompensere for dette tab, ved enten at legitimere sig selv igennem en kritisk attitude, eller ved at referere til avantgarden som inspirationskilde og dermed forlene værket med en aura fra en tid, hvor kunstens utopi var intakt. En utopi som nok er gået tabt i mellemtiden, men som samtidskunsten stadig lutrer sig ved.Mange samtidskunstnere refererer til diverse avantgarderetninger som værende en direkte inspirationskilde for deres egen praksis (de senere år især Fluxus og Situationismen).

Nødvendig kritik
Og det er i sin essens godt at kritisere! For det er via kritik at et givent system kontinuerligt udvikler sig. Dette forhold har de franske sociologer Luc Boltanski & Eve Chiapello indgående beskæftiget sig med i bogen le Nouvel Esprit du Capitalisme (1999). En bog, der beskriver kapitalismens udvikling igennem tre ’ånder’ (esprits), og som netop tildeler kritik en væsentlig plads i dens udviklingshistorie – for det er igennem kritik, at et kritiseret system hele tiden finder sine fejl, mangler, uretfærdigheder, men altså også på samme tid hele tiden hærder sig mod de kritiske stemmer og bliver stærkere. Så derfor hidrører nogle af de implikationer der i dag findes ved kritisk kunst sig fra en form for blindhed over for kritikkens dynamik.
For at udøve en kritik, der ikke naivt understøtter eller fungerer som reproducerende dynamik, er det dermed i første omgang nødvendigt overhovedet at kende til kritikkens immanente dynamik.Jf. Luc Boltanski & Eve Chiapello: Le Nouvel Esprit du Capitalisme . 1999, og Rasmus Willig: Til forsvar for kritikken.  Desuden, og ikke mindre væsentligt, er det nødvendigt at analysere og inddrage ens egen position i det system, man kritiserer – i stedet for blindt at positionere sig som kritiker, og dermed forestille sig, at man på den måde er uden for det kritisables sfære. En parole fra Foucault lyder ’enhver magt skaber modmagt’, og hvis en sådan modmagt skal artikuleres gennem kunsten, er det nødvendigt at kunsten indbefatter sin egen position i magtens dynamik, sådan at man ikke naivt peger, men komplekst indbefatter; så man ikke hovmodigt tror sig uden for magten, men reflekteret analyserer sin egen position i den konstante udveksling af magtrelationer, som kan ændres og korrigeres igennem kritik. For ellers opstår det kollaps, hvor kritikken forfladiges til at blive en selvforherligende, selvomsluttende, reproducerende dynamik, og som blandt andet har ført til den nylige kritik af kunsten som værende ’tandløs’.Jf. Politiken 22. August 2009: “Kunstekspert roser hærværk i Hyskenstræde.”

Kollaps af etik og æstetik
Og her når vi så frem til en aktuel debat. For det er ikke kun kunstnerne, der for at kompensere for en manglende indflydelse påtager sig en kritisk attitude, der tjener et etisk eller moralsk formål. Der er også avantgardeteoretikere på spil i denne dynamik: kritikere, der begræder kunstens manglende revolte i gaden, manglende vovemod og vildskab og tro på eget potentiale, og som yderligere kræver af kunsten at den skal påtage sig socialt ansvar og etiske foretagender som at integrere muslimer og lignende.
Her lyder parolen noget à la: Hvis kunsten ikke er avantgarde har den ingen nødvendighed, har den ingen nødvendighed er den ligegyldig: ergo kunne kunstneren langt hellere finde på bedre at tage sig til.

Det kræves altså at kunsten skal legitimere sig selv igennem avantgardestrategier via nedbrud af lov og orden, destruktion og revolte, samtidig med at det konstateres at avantgarden er dømt til at mislykkes. Det er lidt af en negativ cirkelslutning, der ikke levner meget plads til kunstens forskellige ytringer, og dermed også en retorik der ender goldt. Og jeg vil hævde at der findes langt mere lukrative tilgange til samtidskunsten end at kollapse etik, politisk teori og æstetik og kræve ting af kunsten, der i virkeligheden i betydning ophæver hinanden og er indbyrdes uforenelige: såsom at det utæmmede, vilde og overskridende skal bruges til etiske formål.

For hermed opnår man kun at støtte den tendens, der allerede er fremherskende: at kritikeren langt hellere opfordrer til indskrænkning end overskridelse, og at kunsten derved påtager sig moralske attituder der ingenlunde klæder den.

Og det kan i øvrigt aldrig være æstetikkens primære opgave at løse politiske konflikter. Det er en kollaps af etik og æstetik, som også kunstnerne selv kommer til at dyrke i deres bestræbelse på at opnå legitimering. Og det er som om – og det ligger måske i tiden? – at det at være etisk, moralsk og opbyggelig forveksles med det at være kritisk. At det fx skulle være kunstens opgave – sådan per se – at beskæftige sig med social retfærdighed. Jeg mener derimod, at det er langt mere interessant når kritik fører til transgression, overskridelse, udvidelse, end når den bare fører til indskrænkning à la: det må du ikke, det må du heller ikke, og det der er helt forbudt! Eller omvendt det SKAL du – ellers kan du bare lave noget andet!
For mig at se er det en stor misforståelse at stille krav til kunsten (stil derimod gerne krav til kunstnerne!). For æstetikken er netop stedet for det uudsigelige, det ufornuftige, det depraverede ikke-anerkendte, og det moralsk forkastelige, og disse kvaliteter bliver for tiden nedtonet til fordel for en kritik af etisk karakter. Forskellen mellem æstetik og etik beror netop på den førstes mulighed for kompleksitet, modsatrettethed, monstrøsitet, ikke-tydelighed og åbenhed, hvor det etiske kræver en mere stringent rigoristisk argumentation. Så når det etiske bliver indbefattet i æstetikken – ofte i form af kritisk kunst – medfører dette både en forsimplet etik, simpelthen fordi æstetikken ofte ikke har mulighed for at fremføre den argumentation det etiske problem forudsætter, og en amputeret æstetik, hvor kunsten frarøves de særlige træk ved æstetik, der kan fordre til videre refleksion og produktion.

Klimakunst som kritik?
I det forløbne år har der fx været utallige eksempler på udstillinger med såkaldt ’klimakunst’. Kunst, der på den ene eller anden måde tematiserer naturen eller de udfordringer vi står over for med Jordens klimaforandringer. Denne genre af kunst kan fungere som et oplagt sted at starte, hvis man skal undersøge begrebet kritisk kunst, og kunstens mulige potentialer for at have effekt uden for kunstrummet. Og det er også et interessant sted at undersøge, hvis man som jeg er interesseret i det kollaps mellem æstetik og etik, som jeg mener finder sted på samtidskunstscenen i øjeblikket.
Der findes således mange eksempler på kunst, der forsøger at gribe direkte ind i aktuelle problematikker, men der findes også kunstnere, der er helt fri fra nogen form politisk agenda, men som alligevel – i mine øjne – kan besidde kritiske potentialer. En sådan kunstner er fx Hartmut Stockter (1973).http://www.hstockter.de/

Stockter er fascineret af landskaber og idéen om den oprindelige og uberørte Natur. Han har både undersøgt den (og været på jagt efter den) i Danmark, Norge, på Island og helt deroppe på Grønland, hvor netop mennesket i pagt med den vilde natur har sit stærkeste billede. Men kunstneren måtte indse, at selv hér var der forurening, ødelagt natur og interne stridigheder mellem biologer og jægere. Resultatet blev at Stockter selv kreerede sit perfekte ’jomfruelige’ arktiske landskab, To the Creator of Arctic Micro-Landscapes, først tegnet som en skitse under opholdet på Grønland i den store Rücksackbuch (som har været udstillet flere gange)

Rücksachbuch er en stor læderindbundet skitsebog, som kan bæres som en rygsæk. Bogen indeholder både skitser til  kommende værker, akvareller af natur og landskaber. tekster med nogle af Stockters alter egoer i centrum, fx Der Ausflügeler, som er en naturvandrer.  og endelig skabt til gruppeudstillingen ’ZERSTÖRTE WELTEN und die Utopie der Rekonstruktion’ på Kunstraum Dornbin 2006.En udstilling der efterfølgende kom til Århus Kunstbygning med titlen ’Ødelagte Verdener – og rekonstruktionens utopi.’  Denne udstillings omdrejningspunkt var netop at sætte ’fokus på det utopiske i rekonstruktionen af ødelagte, forandrede og manipulerede verdener, i kølvandet på 1970’ernes og 1980’ernes økologiske debat’, som det hed i pressemeddelelsen.

To the Creator of Arctic Micro-Landscapes er en trækasse på en treleddet fodstøtte, som indeholder is og sten. På siden af kassen er der påsat en forstøver, som kan benyttes til at skabe nedbør over ’landskabet’. Under kassen er der påmonteret et fryseelement så vandet kan fryse til is, og et arktisk landskab derefter kan konstrueres efter beskuerens ønsker: Man kan bruge forstøveren til at skabe nedbør over landskabet sådant at isen bliver mere kompakt, man kan lægge stenene i særlige mønstre og i det hele taget selv arrangere sin forestilling om det islandskab, man nu engang måtte drømme om at opleve. Via en påmonteret kikkert kan beskueren yderligere skue ind i landskabet, og derved få fornemmelsen af virkelig at være til stede i et arktisk miljø. Der bliver altså tale om en konstruktion af naturlighed, som bliver et forstærket billede netop på den fremmedgjorthed, vi i dag oplever i forhold til naturen. I dette værk tildeles man muligheden for selv at skabe et naturkonstrukt, men man skal samtidig ned og røre og lade fingrene og fantasien begrave i islandskabet. Autenticiteten er dermed forrykket, og det oprindelige islandskabs skabelse er lagt i hænderne på mennesket. Set i sammenhæng med Stockters øvrige produktion af periskoper til at nærstudere naturen, hans ilt-ryksæk med planter og en maske, der kan give frisk ilt i forurenede bylandskaber, er dette værk del af en værkpraksis, der har til formål at komme helt tæt på naturen, men også at udviske skellet mellem Naturen, eller en skøn repræsentation af den og en passiv kontemplativ beskuer. Hos Stockter aktiveres beskuerens egen iagttagelsesevne, sanserne skærpes og vores længsel efter natur og det oprindelige, intakte landskab bliver subtilt kritisk lagt i vores egne hænder. Som et værk og som æstetik er dette en strategi, der besidder flere kritiske potentialer via en subtil indlejret ironi, hvor oprindelighedstanken problematiseres via en omvendelse af skabelsesforestillingen – og dermed, mener jeg, at Stockter netop får adresseret og problematiseret begrebet ’autenticitet’, hvor længslen efter det autentiske kun kan tilfredsstilles via et konstrukt.
Det er dermed slet ikke nødvendigt at forlade det æstetiske, for at besidde et virksomt kritisk potentiale. Tværtimod. Min vedvarende påstand vil være, at nogle af de åbenbaringer man kan opleve igennem et flertydigt, åbent og komplekst æstetisk værk langt overstiger et moralsk og direkte budskab i kritisk potentiale – dvs. at anspore til kritisk refleksion, frem for (selvretfærdigt) at bekræfte allerede vedtagne ’sandheder’. Når etikken overtager det æstetiske er det derfor et dobbelt fald: hvor det æstetiske amputeres og det etiske forsimples.

At skabe sig
Så hvis vi skal vende tilbage til spørgsmålet fra Frieze: om kunsten kan være med til at udvikle nye verdener?
Selvfølgelig kan den det!
Men det ville klæde den at fravriste sig de krav der stilles til dens legitimering og dermed lade hånt om forskellige forventninger til etisk opbyggelighed. At være i stand til at forestille sig andre måder at leve på, andre verdener at eksistere i, end netop den man selv omgives af, er en specifik menneskelig egenskab – og æstetikken vedbliver at være ét af de bedste steder at udfolde denne evne i; ved at digte og skabe og skabe sig. For evnen til at fabulere og fantasere er en uomgængelig faktor for selve udviklingen af nye verdener, systemer, kunstværker. Og denne forestilling – hvis den udmøntes i noget æstetisk – indeholder allerede i sin essens et kritisk potentiale, som for mig at se er vægtigere end konkrete løsninger på problemer. For når etikken på den måde fylder i den kritiske kunst, bliver det nemlig ofte på bekostning af æstetikkens største potentiale: evnen til at tænke i kontraster og modsætninger – og stille spørgsmål der ikke kan besvares.
Æstetikken besidder nemlig den forjættende mulighed, at den kan insistere på at være åben for fortolkning, den kan skabe en modstand mod sin egen læsning, som beskueren må aktivere og investere sig selv i – og denne proces kan afføde langt større åbenbaringer og bevågenhed end værker, hvor æstetikken er udraderet til fordel for en etisk tydelig agenda. Når moralen bliver for tydelig og der peges direkte, ansporer det sjældent til andet end et nik.

Maria Kjær Themsen (f.1978), mag. art. i Litteraturvidenskab med speciale i kritiske strategier i samtidskunsten.

Ovenstående artikel er skrevet med udgangspunkt i et oplæg afholdt ved IKK-festivalen, november 2009.