Det apokalyptiske i moderne politisk tænkning

Forestillinger og åbenbaringer om verdens undergang og en efterfølgende installering af en ny verden kan spores i dele af den moderne politiske tænkning. Cand.mag. i Filosofi Philip Martinussen sætter fokus på det apokalyptiske tankegods hos den slovenske filosof Slavoj Žižek, den tyske samfundsdebattør Thilo Sarrazin og den amerikanske historiker og politiske kommentator Robert Kagan, der bl.a. er blevet læst og refereret til af Barack Obama.

28.10.2013

Forestillinger og åbenbaringer om verdens undergang og en efterfølgende installering af en ny verden kan spores i dele af den moderne politiske tænkning. Cand.mag. i Filosofi Philip Martinussen kigger i denne artikel nærmere på det apokalyptiske tankegods hos den slovenske filosof Slavoj Žižek, den tyske samfundsdebattør Thilo Sarrazin og den amerikanske historiker og politiske kommentator Robert Kagan, der bl.a. er blevet læst og refereret til af Barack Obama.

Begrebet ”Apokalyptisk” forbinder mange enten med undergangsvisionerne i Johannes’ Åbenbaringen fra Det Nye Testamente eller med moderne Hollywoodproduktioner, hvor verden står for fald som følge af en massiv meteorregn eller miljøkatastrofer. Undergangsvisionerne er imidlertid også at finde i visse dele af den moderne politiske tænkning. Vi vil her fremdrage nogle aktuelle eksempler på, hvordan visse politiske tænkere direkte og indirekte benytter sig af apokalyptiske tankefigurer. Først er en nærmere undersøgelse af, hvad begrebet ”apokalyptisk” dækker over, dog nødvendig.

Det apokalyptiskes oprindelse

For at komme en forklaring af begrebet ”apokalyptisk” nærmere, er det nødvendigt at vende blikket mod begrebet ”apokalypse”. I Bibelen figurerer begrebet ”apokalypse” i de tidlige bibeludgavers betegnelse af det sidste skrift i Det Nye Testamente, nemlig Johannes’ Apokalypse, der i de fleste moderne autoriserede oversættelser på en række forskellige sprog i dag betegnes som Johannes’ Åbenbaring. Apokalypse, der stammer fra det græske ”α̉ποκάλυψις”, betyder oprindeligt åbenbaring. De moderne oversættelser har derfor erstattet ”apokalypse” med ”åbenbaring”. I Johannes’ Åbenbaring beskrives det, hvordan Johannes bliver Guds planer om menneskets fremtid på jorden åbenbaret igennem nogle visioner. Igennem disse visioner får Johannes serveret et blik ind i fremtiden, hvor Gud med magt befaler undergangen af det jordiske liv og beordrer, at et evigt og guddommeligt rige installeres som en erstatning for det nutidige jordiske liv.

Først i attenhundredetallet introducerede forskere som Karl Immanuel Nitzsch (1787-1868), Gottfried Christian Friedrich Lücke (1791-1855), Édouard Guillaume Eugéne Reuss (1804-1891) og Adolf Bernhard Christoph Hilgenfeld (1823-1907) begrebet ”apokalyptisk”. For disse forskere fungerede begrebet som en samlebetegnelse for en række forskellige bibelske tekster, der deler specifikke karakteristika. ”Apokalypse” mistede derfor sin oprindelige betydning og blev i stedet defineret som et særkende ved en tekst. Teksterne var således ”apokalyptiske”, hvilket i forskernes optik vil sige, at de indeholder noget specifikt ”apokalyptisk”, som adskiller dem fra andre bibelske tekster. Forskerne imellem var der uenighed omkring, hvad der karakteriserer en apokalyptisk tekst, men den for eftertiden mest indflydelsesrige af dem, Lücke, pointerede, at begrebet skulle defineres ud fra indholdet i Johannes’ Åbenbaringen: Johannes’ Åbenbaringen skulle for Lücke fungere som det prisme, hvorigennem andre bibelske tekster kunne defineres som apokalyptiske. Nærmere bestemt definerede Lücke ”apokalyptisk” som tekster, der taler om en guddommelig åbenbaring af kommende begivenheder, som vil føre til den nutidige verdens undergang og ende med fremkomsten af Guds rige, alt sammen afstedkommet og bestemt af Gud.

Det apokalyptiske i det moderne

Med Lücke blev en akademisk forskning omkring det apokalyptiske således grundlagt. Siden da voksede interessen for denne forskning og Lückes begreber blev, som de er det i dag, en ofte benyttet indgang til analysen af bibelske tekster. Samtidig har begrebet frem til i dag undergået forskellige definitionstransformationer, og rammen for, hvad der kan defineres som apokalyptisk, har udvidet sig med forskellige forskeres varierende begrebsdefinitioner. Hvor Lücke og hans kollegaer pointerede, at kun bibelske tekster kan defineres som apokalyptiske, advokerede blandt andet teologen Louis Auguste Sabatier (1839-1901) som en af de første for, at også tekster fra den moderne filosofi kan defineres som apokalyptiske. Sabatier argumenterede for, at der eksisterer en parallel mellem kristne og jødiske tekster og moderne historiefilosofi. Sabatier nævner blandt andet Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831) og Karl Marx (1818-1883), der begge opererer med en forestilling om en afslutning af en nutidig verden og en installering af en ny verden som uundgåelig, og beskriver dette igennem et profetisk sprogbrug. Sabatier udvidede således begrebet om det apokalyptiske til også at gælde tekster af politisk, erkendelsesteoretisk og historiefilosofisk karakter. I disse tekster er det ikke længere Gud, som er det handlende subjekt, der ønsker verdens undergang og genopstandelse, men mennesket selv. Forskningslitteraturen omhandlende apokalyptiske forestillinger er rig på eksempler på forskere, der er gået i Sabatiers fodspor og har defineret en bred vifte af senere religiøse og ikke-religiøse tekster som apokalyptiske. Eksempler på dette er analysen af apokalyptisk tænkning og retorik i taler holdt af repræsentanter af Nation of Islam, analysen af brugen af apokalyptisk retorik i massemedierne og analysen af det tyvende århundredes skønlitteraturs behandling af apokalyptiske temaer. Beskæftigelsen med den apokalyptiske tankegang er i det hele taget at finde i utallige skønlitterære værker, men også, som nævnt i starten af denne artikel, i filmens verden. Sekundærlitteraturen har i deres definition af begrebet fortrinsvis taget udgangspunkt i Johannes’ Åbenbaringen, hvilket artiklen her også vil gøre.

Vi vil nu undersøge, hvordan den apokalyptiske tankefigur også er at finde i nutidige eksempler på den politiske tænkning, nærmere bestemt hos den slovenske filosof Slavoj Žižek (1949-), den tyske samfundsdebattør Thilo Sarrazin (1945-) og den amerikanske historiker og politiske kommentator Robert Kagan (1958-). Valget af de tre er grundet i, at de alle har forskellige politiske projekter og befinder sig forskellige steder på det politiske spektrum, men at hver især benytter sig af en apokalyptisk tankefigur. Žižek, Sarrazin og Kagan kan på den måde være med til at illustrere rækkeviden af den apokalyptiske tankefigur: Den er ikke kun reserveret til én slags tekst eller ét bestemt politisk ståsted. I det følgende vil vi argumentere for, at der er et slægtskab mellem Johannes’ Åbenbaringen og disse politiske tænkere i deres ideer om verdens undergang og åbenbaringen herom. Dermed ikke sagt at disse tænkere bevidst adopterer ideerne fra Johannes’ Åbenbaringen, grundideerne går blot igen i deres tekster. Lad os begynde med Žižek.

Det apokalyptiske hos Žižek

Slavoj Žižek er af flere intellektuelle debattører blevet defineret som venstrefløjen og anti-kapitalismens nye teoretiske frontfigur, og Žižek selv har også advokeret for venstrefløjens behov for et nyt teoretisk ståsted.

I sin ”Living in the End Times” fra 2010 benytter Žižek sig eksplicit af apokalyptiske tankefigurer ved at hævde, at det vestlige kapitalistiske system nærmer sig et ”apokalyptisk nulpunkt” og unægtelig vil gå under i en ”nært forestående apokalypse”. Som det er tilfældet i Johannes’ Åbenbaringen, varsler også Žižek den nutidige verdens uundgåelige undergang som en sand kendsgerning. Hvor der i Johannes’ Åbenbaringen bogstavelig talt er tale om undergangen af verden i sin helhed, er der hos Žižek kun tale om en undergang af et samfundsmæssigt system. Begge tekster vurderer den nutidige verden negativt: I Johannes’ Åbenbaringen vurderes den nutidige verden i sin helhed som negativ (”Ond”), idet mennesket er syndigt; hos Žižek er det derimod kun tale om en del af den nutidige verden, nemlig det dominerende samfundsmæssige system, der ifølge Žižek fastholder mennesket i uheldsvangre positioner og samtidig medfører store sociale og økonomiske tab. Hvad Johannes i Johannes’ Åbenbaringen bliver meddelt er, at verden vil gå under som følge af menneskets syndige færden på jord, hvorimod Žižek i ”Living in the End Times” hævder, at det kapitalistiske system vil gå under som følge af de allerede igangværende kriser, som kapitalismen lider under: Ubalancen mellem økonomiske systemer, opkomsten af nye biologiske teknologier, negative indvirkninger på det økologiske system og sociale og kulturelle konflikter. Hvor det i Johannes’ Åbenbaringen er Gud, der afstedkommer jordens undergang, er det ifølge Žižek mennesket selv, der som følge af den måde det teknologisk, socialt, kulturelt og økonomisk har indrettet sig, forårsager ”jordens” (det kapitalistiske systems) undergang. Žižek vurderer imidlertid den kommende undergang positivt: Undergangen kan medføre en emancipation fra de førnævnte teknologiske, sociale, kulturelle og økonomiske bindinger, som mennesket under kapitalismen lider negativt under; en ny og bedre verden skal opstå af askerne af den nutidige. Det står i kontrast til andre politiske tekster, der også benytter sig af apokalyptisk tankegods, som for eksempel den tyske filosof Johann Gottlieb Fichte (1762-1814), der under den franske belejring af det datidige Tyskland opererede med en negativ vurdering af undergang, ved at advare imod en kommende undergang af det geografiske og kulturelle Tyskland.

Žižeks ”Living in the End Times” er et eksempel på en moderne politisk tekst, der eksplicit benytter sig af den apokalyptiske retorik (”apokalyptisk nulpunkt”, ”nært forestående apokalypse”) og en apokalyptisk tankefigur omkring verdens nært forestående undergang og reinstallering. Vi skal nu hos Robert Kagan undersøge, hvordan en sådan apokalyptisk tankefigur kan antage en anderledes form, end den gør hos Žižek.

Det apokalyptiske hos Kagan

På trods af at Robert Kagan ikke selv definerer sig som en sådan, har den amerikanske presse ved flere lejligheder kategoriseret Kagan som en neokonservativ politisk kommentator. At dette ikke er helt uden bund i virkeligheden, vil blive tydeliggjort i det følgende. I modsætning til Žižek gør Kagan i sin seneste bog ”The World America Made” fra 2012 ikke brug af begrebet apokalyptisk. Dette til trods, er det vores påstand, at Kagan alligevel opererer med en apokalyptisk tankefigur. Hovedargumentet i ”The World America Made” er, at verden kan takke USA for demokratiets udbredelse, freden mellem stormagterne og den generelle økonomiske velstand som følge af et udbredt kapitalistisk system. USA har udøvet en direkte og indirekte indflydelse på den, efter Kagans mening, positive udvikling, verden som helhed har undergået efter anden verdenskrigs afslutning. Kagan pointerer, at der ikke har været tale om en naturlig eller determineret udvikling med et teleologisk endemål, men at det derimod har krævet hårdt arbejde at nå dertil, hvor verden (med USA i spidsen) befinder sig nu. Minimeres USA’s indflydelse på den internationale scene, vil det globale demokrati – ifølge Kagan – svækkes. Derudover vil de internationale handelsruter til søs være i fare, et svækket frit marked vil komme til at stå i vejen for en dominerende statskapitalisme, og store stater vil potentielt set være på vippen til at angribe både hinanden og mindre stater. Der vil herske ”kaos og katastrofe”.

I modsætning til Johannes’ Åbenbaringen og Žižek’s ”Living in the End Times” definerer Kagan derfor den nutidige verden positivt og en ny og anderledes verden negativt: En undergang af den ”amerikanske verden” skal undgås. Kagan ønsker ikke, som i Johannes’ Åbenbaringen og i ”Living in the End Times”, et skift af verdener, og undergangen er således defineret negativt. Til forskel fra Johannes’ Åbenbaringen og Žižek’s tekst er undergangen heller ikke uundgåelig: Den kan forhindres, hvis Amerika kniber ballerne sammen og forsvarer den nutidige verden, som den er. Det er ikke, som i Johannes’ Åbenbaringen, Gud, der er det handlende subjekt, men derimod mennesket selv som stormagt i et internationalt spil. Ydermere er denne nutidige verden ikke, som hos Žižek, allerede på vej mod undergangen, den befinder sig derimod langt fra den. Vi kan altså konkludere, at Kagan også opererer med en distinktion mellem en nutidig og en ny verden, men at vurderingerne af disse er forskellige. Det samme gælder tanken om undergang. Der er mere tale om en ønsket undergang af en potentiel undergang, da undergangen helst slet ikke skal finde sted. Denne tanke kan vi også finde hos Sarrazin.

Det apokalyptiske hos Sarrazin

Thilo Sarrazin, der er medlem af Tysklands socialdemokratiske parti SPD og tidligere medlem af det ledende organ i Deutscher Bundesbank, udgav i 2010 ”Deutschland schaft sich ab”. Som Kagan, benytter Sarrazin sig ikke af begrebet apokalyptisk, men gør på trods af dette alligevel brug af en apokalyptisk tankefigur: Ifølge Sarrazin bevæger Tyskland sig mod en undergang, et ”Verfall” (Forfald) og ”Albtraum” (Mareridt), som Sarrazin betegner det. Grunden til dette er blandt andet en dalende produktivitet (som følge af en ikke-uddannet og mindre bemidlet klasse, der er vokset i takt med den øgede indvandring), et øget antal ældre over 65 (resulterende i øgede offentlige udgifter), den uddannede og arbejdsaktive klasses manglende evne til at skabe vækst og den uuddannede og arbejdsinaktive klasses vækst (førstnævnte får færre og færre børn, sidstnævnte flere og flere) og en mindre intelligent befolkning (resultatet af en voksende uuddannet og arbejdsinaktiv klasse og den øgede indvandring). Alt dette tolker Sarrazin som en økonomisk, social og menneskelig deroute, der i sidste ende vil lede til undergangen af Tyskland, som vi kender det. Denne undergang og en deraf følgende ny og anderledes verden er uønsket og defineret negativt og kan kun undgås ved samfundsorganernes (og ikke Guds) direkte indgriben. Sarrazin definerer derfor ikke den nutidige ”verden” (Tyskland) negativt, men kun forfalds- og undergangstendenserne. Hvad det gælder om, er at styrke de positive elementer – såsom produktivitet, sammenhængskraft og intelligens – i den nutidige verden, så undergangen undgås. Det er en opfattelse af en nutidig verden og undergang som også Kagan opererer med, selvom deres forståelse af de positive elementer i nutiden er forskellig.

Vi kan derfor konstatere, at også Sarrazin opererer med en distinktion mellem en nutidig og en ny og anderledes verden, men at hans forståelse af den nutidige verden, til forskel fra Žižek og Johannes’ Åbenbaringen, som helhed ikke defineres negativt. Fælles for Johannes’ Åbenbaringen og de politiske tekster er altså, at de alle opererer med en distinktion mellem en nutidig og en ny verden og har forestillinger om en undergang af den nutidige verden og en installering af en ny verden. Disse forskellige verdener defineres af de forskellige tekster enten som negative eller positive. Forskellen er dog, at de politiske tekster ikke opererer med en handlende Gud, der styrer historiens gang. Derimod er mennesket selv subjekt for samfundet, historien og dets egen forandring. Der er således, groft sagt, tale om sekulære udgaver af Johannes’ Åbenbaringen.

Åbenbaringsaspektet i moderne politisk tænkning

Fælles for både Johannes’ Åbenbaringen og de politiske tekster er imidlertid også åbenbaringsaspektet. I Johannes’ Åbenbaringen bliver Johannes Guds planer for fremtiden åbenbaret. Samtidig bliver Johannes opfordret til at videreformidle Guds planer. Der er således det, den franske filosof Jacques Derrida (1930-2004) kalder en ”dobbeltbinding” til stede: Fortælleren i teksten er både modtager og afsender af det apokalyptiske budskab. Fortælleren står i direkte forbindelse med en transcendens, hvorfra sandheden om den nutidige og den kommende verden samt den enes undergang og den andens installering stammer. Samtidig videreformidler fortælleren den sande vurdering af de to verdener og det transcendentes sandhed.

En sådan dobbeltbinding er også til stede i de politiske tekster, idet også Žižek, Kagan og Sarrazin ”modtager” sandheden om den nutidige og den kommende verden igennem en anden slags transcendens. Denne transcendens er ikke Gud, men en ide, der har samme abstrakte og sprogligt baserede grundstruktur som ideen om Gud. I Žižek’s tilfælde kan en sådan transcendent sandhed defineres ud fra Žižek’s sprogfilosofiske standpunkt, der pointerer, at sprogligt baserede vurderinger er fundamentalt ustabile (”Det kunne lige så godt forholde sig anderledes”); sådanne vurderinger kan nedbrydes, hvilket kan medføre fremkomsten af et radikalt ”andet”. Dette radikale andet er Žižek’s transcendens. Det er ud fra denne ide om ”det nye” og radikalt anderledes, at den nutidige verden hos Žižek bliver vurderet negativt og den kommende verden som potentielt positiv, fordi denne nye verden er baseret på ideen om det radikalt anderledes. Žižek har således ”modtaget” det sande budskab igennem sin teoretiske overbevisning. Den anden del af dobbeltbindingen er også til stede i ”Living in the End Times”, idet selve bogen er en afsendelse, da den er et forsøg på at videreformidle den foregående modtagelse. Det samme gør sig også gældende hos Kagan og Sarrazin, hvor den sande transcendens i Kagans tekst kan defineres som demokrati og kapitalisme, og i Sarrazin’s tekst som produktivitet, sammenhængskraft og intelligens. Hos dem er transcendensen de overordnede abstraktioner USA og Tyskland: De og ingen andre har monopol på det, de forstår som ”sandheden”. Kagan og Sarrazin er både modtagere af sandheden og afsendere af den, idet de i deres bøger videreformidler denne sandhed. I stil med Johannes’ Åbenbaringen opererer de politiske tekster derfor med det, som Derrida kalder et ”forførerisk kom”: ”Kom og få del i sandheden”. Dette kom er et ønske om at overbevise læseren om sandhedsværdien af teksten i forhold til andre tekster: ”Jeg er sandheden og kun jeg, ikke andre”. Teksterne er med andre ord sprogligt manifesterede ”voldshandlinger”, idet de vil udelukke andre udsagns forsøg på at opnå monopol på sandhedsudsagn.

Det apokalyptiske som analysemodel

Som det er blevet forsøgt skitseret i ovennævnte, er en parallel mellem Johannes’ Åbenbaringen og moderne politiske tekster åbenlys, og en fælles definitionsramme kan derigennem etableres. En tendens til at benytte sig af apokalyptisk tankegods og retorik kan altså spores i dele af den moderne politiske tænkning. Ovenikøbet drejer det sig om eksempler på den moderne politiske tænkning, der er dominerende i den offentlige debat: Žižeks teorier finder stor lydhørhed på universiteterne og i den offentlige intellektuelle debat, præsident Obama citeres for at have læst og benyttet sig af Kagans bog, og Sarrazins bog er solgt i over 1,5 millioner eksemplarer.

Men hvad er den generelle nytteværdi af en påvisning af lighederne mellem Johannes’ Åbenbaringen og de moderne politiske tekster? Med andre ord, hvad får vi ud af at drage sådan en parallel og definere teksterne som apokalyptiske? Et ydmygt svar kunne være, at man derigennem kan gøre opmærksom på visse tankefigurer, som i den generelle omtale og analyse af de moderne politiske tekster måske ikke altid bliver fremdraget, såsom tankerne om verdens undergang og ”åbenbaringen” heraf. Defineres sådanne tekster for eksempel som nationalistiske, socialistiske eller konservative, defineres de ud fra specifikke definitionselementer, hvor forestillingen om eksempelvis verdens undergang nødvendigvis ikke er et gældende definitionselement. Læses teksterne i stedet igennem et apokalyptisk prisme, kan der gøres opmærksom på andre tankefigurer end en definition af teksterne som eksempelvis nationalistiske, socialistiske eller konservative gør det muligt. Defineringen af tekster som enten det ene eller det andet har konsekvenser for, hvordan disse tekster læses og med hvilke andre tekster de kan sættes i forbindelse. Ved at definere de moderne politiske tekster som apokalyptiske, kan de sættes i forbindelse med andre tekster (Johannes’ Åbenbaringen), som de ved første øjekast umiddelbart ikke har noget til fælles med. Ikke kun de her undersøgte politiske tekster, men politiske tekster af alle mulige afskygninger og fra forskellige tidsperioder, kan ”åbnes op” ved hjælp af det apokalyptiske som analysemodel. Herfra skal derfor lyde et opråb til at lege med definitionerne og ikke gribe fat i den definition der umiddelbart ligger nærmest.


Litteratur:

Christophersen, Alf – Friedrich Lücke, de Gruyter, 1999

Derrida, Jacques – Von einem neuerdings erhobenen apokalyptischen Ton in der Philosophie, I Apokalypse, s. 11-75, Passagen Verlag, 2009

Johannes’ Åbenbaring, I Bibelen – Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger, Det Danske Bibelselvskab, 1993

Kagan, Robert – The World America Made, Vintage Books, 2012

Sabatier, Auguste – Die jüdische Apokalyptik und die Geschichtsphilosophie, I Apokalyptik, Koch, Klaus & Schmidt, Johann Michael (Hg.), Wissenschaftliche Buchgesellschaft, 1982

Sarrazin, Thilo – Deutschland schaft sich ab, Deutsche Verlags-Anstalt, 2010
Žižek, Slavoj – Living in the End Times, Verso, 2010

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *