Naturfilosofien 2.0

10.06 2022

Af Maiken Fredsøe

I løbet af de seneste årtier er en ny sårbarhed i vores forhold til naturen blevet mere åbenbar. Coronapandemien, klimakrisen og biodiversitetsnedgangen blotlægger på forskellig vis vores skrøbelighed i forhold til den natur, der er vores fælles livsgrundlag. Selvom vi forsøger at udnytte vores tekniske og videnskabelige snilde til at holde naturen i armslængde, afslører det antropocæne landskab, hvor tørke og oversvømmelser mange steder er blevet en ny normaltilstand, at vi også i høj grad er prisgivet naturens luner. Dette åbner for en filosofisk undren over menneskets rolle i forhold til naturen i dag. Hvordan skal vi bedst forvalte naturen, hvis den overhovedet skal forvaltes? Skal vi snarere blande os helt udenom, slippe kontrollen og lade naturen passe sig selv? Dette er en af de bærende principper bag Rewilding, som man bl.a. eksperimenterer med på Molslaboratoriet, hvor man har udsat en bestand af Exmoorponyer og Gallowaykvæg, som man tilstræber at lade leve så vildt som muligt [1]. Man kan også sætte spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet er klædt godt nok på i forhold til at forstå de særlige udfordringer, som vi i stigende grad konfronteres med i Antropocæn. Er vores forhold til naturen blevet for distanceret og videnskabeligt i forhold til den mere praksisnære omgang, som vi plejede med naturen for blot få generationer siden? For selvom naturen i stigende grad er flyttet ind i byerne og menneskers hverdag i form af f.eks. havefællesskaber, trækramning og naturmeditationer, ved vi så overhovedet, hvad der foregår, når vi kommer lidt mere væk fra civilisationen – f.eks. ind i en vild naturskov? Naturfilosofien er netop ”den filosofiske refleksion over menneskets erfaringer med naturen” og rejser fundamentale spørgsmål i forhold til, hvordan vi omgås med og erkender naturen [2].Naturvidenskaben indtager en central position i samfundets overordnede naturopfattelse, men har den dermed overflødiggjort og opslugt andre måder at forstå og omgås naturen på? Naturfilosofien er også en praktisk disciplin, og den tidlige naturfilosofi er tæt knyttet sammen med en refleksion over den praktiske omgang med naturen. For når vi begiver os ud for at udforske naturen, opdager vi ofte noget andet, end når vi sidder bag vores skrivebord. Under vandringen skabes et andet rum for undren, fascination og refleksion, der tillader os at sætte spørgsmålstegn ved tilsyneladende, etablerede sandheder som f.eks. spørgsmålet om, hvad en invasiv art er – et spørgsmål, der rejses på den filosofiske fugletur med biolog og videnskabsteoretiker Claus Emmeche og studenterpræst fra K.U. Nicolai Halvorsen.

Aanden i naturen

Naturfilosofien har historisk været en kritisk modvægt til de etablerede verdensbilleder. Under romantikken frygtede de tidlige naturfilosoffer f.eks. at naturvidenskabens abstraktioner ville medføre umenneskelige måder at erkende naturen på [3].Under romantikken opstod vitalismen som en modstrømning til den mekaniske naturopfattelse. Ifølge vitalisterne kunne organisk liv ikke udelukkende forstås ud fra fysisk-kemiske love, men man måtte også inddrage vitale livskræfter i forståelsen [4]. H.C. Ørsted betonede tidligt vigtigheden af at styrke samarbejdet mellem naturvidenskaben og filosofien og anså tillige videnskaben som en stor inspiration for kunsten. Kunsten har en særlig rolle ikke blot i forhold til at nedbryde faggrænserne, men også i forhold til at udvikle og styrke kommunikationen mellem den klassiske filosofiske, humanistiske tradition og den moderne naturvidenskab. Med værket ”Aanden i naturen” betonede H.C. Ørsted idéen om, at naturforskningen bør være en vigtig del af ungdommens dannelse [5]. Denne idé genaktualiseres også på naturvandringen i Vaserne, hvor studenterpræst på K.U. Nicolai Halvorsen på ny rejser spørgsmålet om naturdannelse [6]

På vej mod en ny naturfilosofi?

Naturfilosofien spænder således bredt – både over forskellige områder i filosofien, men også som en metode til at reflektere over vores moderne erfaringer i mødet med naturen – og til at udforske hvor vi er på vej hen [7]. Naturfilosofien er et åbent felt, som bidrager til at skabe en levende erfaringsudveksling ved at indgå i dialog med andre videnskaber og lade forskellige erkendelser udfordre hinanden, som f.eks. naturvidenskaben og filosofien.

De moderne krisetendenser som f.eks. biodiversitetskrisen forstærker behovet for en kritisk undersøgelse af naturvidenskabens forudsætninger og begrænsninger. Men den nye klimabevidsthed rejser også spørgsmål, der omhandler menneskets relation til naturen. Den nye klimabevidsthed er båret frem af en videnskabelig tilgang til naturen men dækker også over en form for tabserfaring i form af en ”manglende forbundethed” med naturen, som nogle af deltagerne udtrykker det på den filosofiske fugletur i Vaserne.

Naturfilosofien er en videreførelse af en lang metafysisk tradition i filosofien, hvor man sætter spørgsmålstegn ved, hvad der findes, og hvordan fænomenerne fremtræder og findes på [8]. Naturfilosofien rejser således mange spørgsmål, som ikke blot kan besvares videnskabeligt og blotlægger nye forståelser af naturen, som f.eks. biosemiotikken – læren om tegnprocesser i naturen, der er en af de nyeste skud på naturfilosofiens stamme. I lyset af biosemiotikken anskues naturen som et åbent rum for kommunikation – som tegn, hvis betydninger ikke kan fastsættes endegyldigt, men som tværtimod åbner op for et nyt rum for fortolkninger [9].

Naturfilosofien kan bidrage til at udvikle vores helhedsforståelse af naturen ved at sammenbinde indsigter fra forskellige fagområder og give os en dybere forståelse af den situation og de udfordringer, der er særlige i dag. En ny naturfilosofi bidrager derfor ikke til en helhedsforståelse i form af et sammenfattende system men må snarere ses som en søgen efter forbindelser [10].En ny naturfilosofi rejser også uundgåeligt spørgsmålet om etik – hvordan skal vi udvikle vores ansvar og respekt over for naturen? En sådan etik må også være praksisnær for ikke blot at smuldre hen i det abstrakte ansvar for kommende generationer. Et godt sted at starte er måske ved at udvikle det praktiske kendskab til naturens sammenhænge. Turbulens byder derfor med dette tema om naturfilosofien 2.0 velkommen til en filosofisk vandring i naturen, der først lige er begyndt.

Fodnoter:

1. https://www.naturhistoriskmuseum.dk/rewilding-1
2.  Emmeche, Claus: “Hvorfor naturfilosofi”: https://www.nbi.dk/~emmeche/cePubl/95a.hvonatfil.html C. Emmeche, red.: Findes også i: Kompendium i Naturfilosofi – naturvidenskabernes teori, grundlagsproblemer og verdensbilleder. HCØ Tryk, Niels Bohr Institutet. 3. rev. udg., 1995.
3. https://nbi.ku.dk/hhh/hco/oersted/det_hele_haenger_sammen/
4. https://denstoredanske.lex.dk/vitalisme
5. https://nbi.ku.dk/hhh/hco/oersted/videnskab_og_kultur/
6. https://www.information.dk/kultur/2022/01/mere-afhaengige-naturen-nogensinde-kender-rigtigt
7. Emmeche, Claus: “Naturfilosofiens genkomst”: https://www.nbi.dk/~emmeche/cePubl/Natgen.html. Findes også i  Kritik nr.113, s. 15-29, 1995
8. Emmeche, Claus: “Hvorfor naturfilosofi”- se (2).
9. https://www.nbi.dk/~emmeche/cePubl/97f.denbiosemtan.html
10. Emmeche, Claus, “Hvorfor naturfilosofi, Se (2).