17.2.2014
Forfatteren Ole Dalgaard, der bl.a. har gendigtet litterære sværvægtere som Shakespeare, Cervantes og Goethe for nutidens mere utålmodige læsere, står bag projektet ’Bærbar dansk litteraturs historie’. Her kaster han et nyt blik på værker, der på den ene side hviler på og forholder sig til eksisterende litteratur og på den anden tilføjer den gamle litteratur ny betydning og originalitet i skabelsen af et selvstændigt, fiktivt univers, et nyt kontinent eller en genopfundet verden. Ideen er at indkredse nogle få lysende litterære værker og deres indbyrdes samspil og se på værkernes vekselvirkning med tidernes skiftende verdensbillede, livsfølelse og tanker.
”Her kommer Niding, en Dansk Mand, Den anden hafd hiem i Græcken Land.“
Sådan åbner Justesen Ranchs skolekomedie Karrig Niding fra slutningen af 1500-tallet. Han vedkender sig åbent sin kilde: Den anden, der hafd hiem i Græcken Land, er den gamle gnier Euclio. Det er ham, der i Plautus’ komedie Aulularia, Skatten, fra 195 f.Kr. uventet finder en gryde fuld af guld og plages af angst for at miste den. Først da han har givet den som medgift til sin datter og er sluppet af med den, finder han fred. Fra en dansk folkevise ”Nyding kom fra tingen hiem“ om Nyding, der må overlade konen til en anden og dør på grund af sin gerrighed, henter Ranch stof til sin hovedperson Niding. Fra den tyske skæmtevise der Betler til stodderen Jep Skald. Og fra den samtidige italienske maskekomedie og middelalderens karnevalistiske folkekultur låner Ranch de faste figurer og den omvendte verden, osv. osv. Han omplanter med vid og bid hele baduljen til Danmark og skaber med kompositorisk klarhed en komedie på fuld højde med sit klassiske forbillede, og varsler karakterkomediens komme.Justesen Ranch skriver ovenpå og stjæler med arme og ben. Som alle rigtige forfattere har gjort det til alle tider. Og det er den historie, Bærbar dansk litteraturs historie går ud på at fortælle:
Den er en undersøgelse af værker, der på den ene side hviler på og forholder sig til eksisterende litteratur og på den anden tilføjer den gamle ny betydning og originalitet i skabelsen af et selvstændigt, fiktivt univers, et nyt kontinent eller en genopfundet verden. Ideen er at indkredse nogle få lysende litterære værker og deres indbyrdes samspil og se på værkernes vekselvirkning med tidernes skiftende verdensbillede, livsfølelse og tanker.
Bærbare forfattere stjæler hvor de kan, bemægtiger sig begavet rovet og sætter sig selv på spil. Det er forudsætningen for al kunstnerisk skaben: et afsæt, et talent og en vilje.
Kald så afsættet ophav, forbillede, lån, tyveri … så længe tyvekosterne rykkes ud af deres sammenhæng eller konfronteres med den, vendes på hovedet, omstøbes med andre koster, profaneres eller ophøjes af en forfatter, der tør overskride grænser til nye verdener, ny måder at tænke, handle og skrive på. Det karakteriserer bærbare forfattere. De risikerer noget, om ikke livet, så i det mindste forstanden, for at frembringe værker, som indeholder en truende farlighed. Det er forfattere, der er helt sorte indeni af kaffe og tyrkisk tobak, der elsker skriften og kaster sig ud i fornøjelige, radikale eksperimenter, frygtløse deltagere i det tabte slag, som livet er. En flok førsteklasses forrykte, der skriver ovenpå.
Palimpsest
Der er ikke noget nyt i at skrive ovenpå. Vi kender det fra palimpsesten, et manuskript, en pergamentrulle eller en bog, hvorpå der er skrevet to eller flere gange, efter at den foregående skrift er skrabet af med en kniv. En teknik, som især blev brugt i scriptorierne i middelalderens klostre, hvor pergament og skind var en mangelvare. Skønheden i en palimpsest er, at man ofte kan skelne de oprindelige tekster gennem den ny. Palimpsest dækker da også over et litterært udtryk for et værk, der bygger på et ældre værk, som Ulysses på Odysséen, Hamlet på Amled …
Men der er ikke tale om ren og skær efterligning og afskrift, for parallelt med at glæde sig over det, der findes før, ligger der i alle nysgerrige mennesker en trang til fornyelse og originalitet: at gå på opdagelse i gamle kort, føje et land til verden. Ezra Pound formulerede det i begyndelsen af sidste århundrede som et opgør med traditionen: “Make it new, every day make it new!” – et udsagn han i øvrigt tyvstjal fra kejser Tching Tang, der i sit badekar havde indgraveret: „Bryd ny vej … Dag efter dag … ny vej“. Den opfordring afstedkom nogle af det 20. århundredes litterære hovedværker som Finnegans Wake, To the Lighthouse og Pisan Cantos. Måske først og fremmest fordi ny betydning og originalitet i litteraturen mere er et spørgsmål om at transformere eksisterende ideer end at opfinde helt nye, enestående. En fuldkommen original idé ville sandsynligvis være ligeså fremmed og ulæselig som et litterært værk fra en fjern planet. Litteraturen er i kredsløb med sig selv: Af litteratur er den kommen, til litteratur skal den blive.
Græsk og romersk litteratur
Ligesom den oldgræske litteratur havde lånt fra den nærorientalske, blev den selv en skatkiste for eftertiden, i antikken først og fremmest for den romerske litteratur, som i stor stil tiltuskede sig både genrer, motiver og sproglige karakteristika og holdbare temaer som meningen med livet, kærligheden og døden fra den græske. De tidligste litterære frembringelser på latin var bogstavelig talt oversættelser fra græsk, og de to litteraturer levede side om side i de næste århundreder – den græske op gennem middelalderen mest i latinske oversættelser, efter at det i 1054 kom til et brud mellem den øst- og vest-katolske kirke.
Dannede romere lærte både græsk og latin og var fuldt bevidst om afhængigheden af den græske litteratur. Latinsprogede forfattere skrev i aemulatio, dvs. hengiven konkurrence med de græske forbilleder for om muligt at overgå dem.
Et sprog bliver til
Dansk kultur var ved indgangen til højmiddelalderen stort set analfabetisk. Runeskriften var forbeholdt de få og fik ingen praktisk betydning for almindelig kommunikation. Med den kristne kirkes indtog fulgte latinkulturen, der i løbet af 1000-tallet gav dansk åndsliv et nyt alfabet og sprog. Den kristne kirke gjorde latin til sit universalsprog, og i takt med kristendommens udbredelse fik land efter land pålæg om at lære det døde sprog og dermed mulighed for at stifte bekendtskab med to store litteraturer, kirkens egen og den romerske, der var med til at fremkalde de enkelte landes sprog og litteraturer. Latin blev det ny formsprog og ideal for et dansk skriftsprog.
Den danske middelalderlitteratur – både den, der blev nedfældet på latin, og den, der blev skrevet på et famlende dansk – fulgte fra omkring år 1000 i samme spor som den øvrige europæiske. Den vendte i 1300-tallet låneblikket bagud mod antikken: den fysiske verden blev genopdaget, det skabende individ trådte frem i stilheden efter Den sorte Død. Kunsten blev realistisk og virkelighedsnær, og religion og overtro afløst af fornuft og erfaring. Det, der meget senere blev kaldt renæssancen, holdt sit indtog og bredte sig fra Italien til resten af Europa. Og idéen om antikken som leveringsdygtig i form- og stilideal for en ny tid levede i bedste velgående til lidt ind i 1800-tallet.
Og så går det los
I 1500-tallet fødtes med reformationen den dansksprogede litteratur. Bibel- og prædiken-oversættelser og salmebearbejdelser til dansk afløste latinen som kirkesprog, en verdslig låne-litteratur trådte forlegen frem, og det danske skriftsprog begyndte forsigtigt at tage form. Ikke et forfinet og lærd dansk, men et folkeligt og karsk sprog, der var til at forstå.
Renæssance og barok-digtningen fjernede sig med hele sin bevidste strategi, formelle stilisering og analytiske distance fra middelalderens ureflekterede realisme, som ligner nutidens upersonlige beskrivelser af en verden af begivenheder, følelser og tankesæt, der ikke skelner mellem liv og digt. Klassicismens forfattere imiterede i 1600-tallet fortsat antikkens digtere – i den klassiske retoriks betydning, hvor imitatio ikke betød efterligning, men tilegnelse af store forbilleder – og skrev som de latinsprogede forfattere i hengiven konkurrence med deres forbilleder for om muligt at overgå dem.
Holberg
Forbilledet for de danske 1700-talsforfattere var de store europæiske klassicister, som selv havde de antikke digtere som ideal. Holberg stjal stort set fra dem alle sammen: Boileau, Montaigne, Swift, Montesquieu, Defoe. Og fra de antikke: Virgil, Lukian, Plutarch, Horats, Juvenal, Cicero og Seneca. Hans komedier ligger tæt op ad Molières og trækker kraftigt på det repertoire, Evaristo Gherardi i 1701 havde samlet i Le Theatre italien. Jacob von Tyboe er skrevet ovenpå Plautus’ Miles Gloriosus, og der er tæt forbindelse mellem Huus-Spøgelse og Mostellaria, Spøgelseshuset, som Plautus selv havde oversat fra græsk. Holberg overtager forbilledernes sceniske udformning og fortællestruktur, men tilfører selv ny tematik og morale.
Af og til angiver Holberg, at hans tekst er ”uddragen af de fornemste Juristers, besynderlig Grottii, Pufenddorfs og Thomasii Skrifter” eller skrevet ”efter Plutarchi Maade”. Men når han i sit andet levnedsbrev på latin tilsyneladende fortæller om Københavns brand i 1728, skal der et skarpt blik som den klassiske filolog Aage Kragelunds til for at se, at Holberg hugger en stor del af teksten direkte fra Plinius den Yngres breve om Vesuvs udbrud i år 79. Men altså helt i klassicisternes ånd.
Laurence Sterne
Den største tyveknægt i 1700-tallet er Laurence Sterne. Han ikke alene stjæler temaer og figurer fra Rabelais, Cervantes, Pope og Swift, men kopierer ord for ord lange passager af Burtons The Anatomy of Melancholy, Lockes An Essay Concerning Human Understanding og Bacons Of Death. Sterne kompilerer, inkluderer, reorganiserer, omskriver og forvandler sine tyvekoster med artistisk virtuositet til et af den bærbare litteraturs hovedværker: The Life and Opinions of Tristram Shandy, Gentleman, som langt flere danske forfattere end Ewald og Baggesen burde stå i gæld til.
Verdensbilleder
Det er disse mageløse tyverier, der er omdrejningspunktet i historien om bærbar dansk litteratur. Undervejs dukker fremmedartede verdensbilleder op: Middelalderens, hvor jorden er flad, og Paradiset ligger lige bag bjergene. Tidløsheden er karakteristisk. At leve i tiden er at være skabning under Guds orden og magt. Tidens gang gør hverken fra eller til med hensyn til det grundlæggende i et menneskes liv. Når derfor døden hærger skånselsløst, er det en trøst at vide, at det ikke kommer an på, hvor længe et menneske lever, kun på hvordan. Den feudale orden, der betyder, at man har noget til låns, også livet, adskiller sig afgørende fra alle andre senere systemer ved, at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved det. Det ville være meningsløst at spørge, hvad meningen var … eller et andet ligeså fremmedartet verdensbillede, vores eget, hvor tid og rum er en illusion, og hvor de eksakte videnskaber har taget Gud og verden fra os. Astronomi og mikrofysik har gjort det næsten umuligt for almindelige mennesker at tænke i de baner, som atom- og kvantefysik og astronomiske betragtninger kræver. Jo mere nuanceret og uddybet ideerne bliver, des mere ubegribelig bliver verden. Verden har vendt mennesket ryggen, siger Rilke. Selv om mennesket for alvor har fjernet sig fra at være en anonym del af et hele som bien i kuben og opdaget sig selv som et frit og uafhængigt individ, føler det sig i stigende grad fremmed og uvedkommende i verden, fordi det også er blevet dybt ensomt og centreret om sig selv.
Forfattere
Som verdensbilleder har det med at forandre sig, har også synet på forfattere og deres selvbilleder ændret sig gennem tiderne. De første danske, navngivne forfattere skrev på latin eller dansk og var stort set alle økonomisk uafhængige adelsfolk eller embedsmænd i faste stillinger: professorer eller præster, som ikke kunne leve af at skrive uden en velynder. Lærde mennesker.
Fra renæssancen og frem var der en lemfældig tro på mennesket som individ både i samfundet og i litteraturen, og den biografiske forfatterpersonlighed blev efterhånden tillagt afgørende betydning. Værkerne fik autoritet fra dem, der talte til læseren og skrev værket, forfatterne. Mange af dem var stadig lærde mennesker, præster, der kunne mere end deres fadervor, læger, astronomer, alkymister, historikere, oldtidsforskere, naturvidenskabsmænd, bogtrykkere og sprogforskere – ofte i én og samme person. Jeg nævner i flæng: Tycho Brahe, Christiern Pedersen, Poul Helgesen, Peder Palladius, Hans Christensen Sthen, Holger Rosenkrantz, Arrebo, Peder Syv, Hans Mikkelsen Ravn, Steno, Rømer, Ole Worm, Anders Bording … Det vil slet ingen ende tage, for dér kommer Kingo og trækker basunen, og 1700-tallet står for døren med Holberg og Brorson og Stub og Ewald og Baggesen …
Alt var kun en drøm – en yndig illusion
Havde forfatterne hidtil været en del af noget, der var større end dem selv, og i besiddelse af den fordringsløse selvagtelse, som kendetegner ægte åndsmennesker og oprigtigt troende, så bralrede romantikken ind på scenen og udstyrede digteren med prædikatet geni og indførte et forlorent, nationalistisk syn på fortiden og en ligeså nationalistisk litteraturhistorie, som kvitterede med at give tiden betegnelsen guldalder. Litteratur blev tilgængelig for alle, der havde de nødvendige kundskaber og økonomiske midler. Uafhængig af mæcener måtte de guddommelige enere eller særlinge nu med originalitet skabe opmærksomhed om deres værker. Kunsten blev både værk og vare og underlagt markedets lunefulde krav om nyt: nye ideer, nye mennesker, nye moder. Selviscenesættelsen holdt sit indtog. Og forfatteren blev med tiden vigtigere end værket.
Descartes’ dualisme og litteraturhistorien
Den adskillelse af det materialistiske og det idealistiske, som Descartes dualistiske bestemmelse af mennesket som krop og ånd førte til, blev indbygget i de vigtigste læreanstalter, da de eksperimentelle videnskaber blev lagt ind under universiteterne: På den ene side de medicinske og naturvidenskabelige fakulteter, på den anden humaniora og teologi. I kølvandet på den deling blev også litteraturen splittet i faglitteratur og skønlitteratur. Og nu var det skønlitteraturen, litteraturhistorikerne beskæftigede sig med, når de kom til tiden efter H.C. Ørsted.
Bærbar dansk litteraturs historie forsøger at opløse skellet mellem fag- og skønlitteratur også efter 1850 og inddrager værker af Georg Brandes, Niels Bohr, Louis Hjelmslev, Holger Bech Nielsen, Jesper Hoffmeyer og Eske Willerslev på lige fod med værker af Jacobsen, Clausen, Blixen, Christensen og Ørnsbo. Som litteratur slet og ret. Vor tids store fortællinger er måske snarere at finde i de eksperimentelle videnskaber end i en opreklameret, triviel skønlitteratur eller nøje kalkulerede tv-serier.
Med opfindelsen af den dampdrevne cylinderpresse blev der fra anden halvdel af 1800-tallet sprøjtet bøger ud, og bogudgivelserne er vokset eksplosionsagtigt siden i takt med antallet af forfattere. Og skønt skellet mellem national- og verdenslitteraturhistorier med globaliseringen udviskes, og det i langt højere grad end tidligere er muligt umiddelbart at stifte bekendtskab med og sammenligne forskellige kulturers litteratur, vokser også dansklitteraturhistoriernes bind i omfang: jo nærmere de kommer nutiden, des fyldigere bliver de for at have plads til den voksende flok af forfattere og deres værker. Generationsinddelinger i ti-år afløser efter 1900 to- og tredelinger af århundrederne før og opdelingen i hundredår af de endnu tidligere. Og snart bliver det nødvendigt at opdele i sæsoner. Det kan give fornemmelsen af, at litteraturen starter i mørke og gradvis gennem århundrederne oplyses for til slut at stå fuldt illumineret i nutiden. Det er, som om tidligere tiders litteratur opfattes som lavere trin på en uafbrudt opadgående stige til nutidens sublime, og det falder os ikke ind, at denne ”opstigning” måske er vundet på bekostning af åndelig forarmelse.
Måske er litteraturhistorien i stedet en flod og de enkelte værker blade, der falder ned og en tid lang flyder af sted på vandet, frem og tilbage, hvirvler til højre og venstre og drejer i kreds for til sidst at synke til bunds, mens nye blade dukker op og føres videre af strømmen.
Bærbar dansk litteraturs historie er inddelt efter århundreder med stort set samme antal sider pr. sekel og blikket rettet mod de ganske få danske forfattere i hvert hundredår, der er til at holde ud, fem, højst ti, som nok også skal vise sig at være rigeligt i det 20. og 21. århundrede.
Men hvad så med Jensen, Andersen, Nielsen og de søde, unge digtere med sjove navne? Kommer de ikke med?
Nej, de kommer ikke med.
”Blot saare få var det givet at hæve sig til Selvstændighed i Tilegnelsen,” siger Carl S. Petersen i afsnittet om det 17. århundrede i Illustreret Dansk Litteraturhistorie. Det handler om holberghed, havde jeg nær sagt, holdbarhed. For skønt det med tiden er alle bøgers uundgåelige skæbne ikke at være gyldige mere, som Laxness skriver i Humanismens Oprindelse, er der nogle, der holder længere end andre. Og det handler ikke bare om smag og behag.
Planlagt forældelse
Siden 1920erne har firmaer over hele verden designet deres produkter til at gå i stykker efter et vist stykke tid, så behovet for udskiftning af produkterne kunne holde omsætningen oppe. F. eks. gik det hurtigt op for el-pærefabrikanterne, at den enkelte pære holdt alt for længe, så man satte et hold af ingeniører til at reducere elpærens levetid. Fænomenet hedder planlagt forældelse og kendes inden for alle brancher: udløbsdatoer på en ellers langtidsholdbar ketchup, it-produkter, der går i stykker kort efter garantiperiodens udløb osv.
Måske sker der i den økonomisk bevidste bogbranche noget tilsvarende, så forlagsredaktørernes opgave som el-ingeniørernes i sin tid er blevet at begrænse bøgernes holdbarhed, så de ikke står i vejen for nye udgivelser. Måske er det mere rentabelt at producere færdige bøger, der ikke holder til at læses mere end et par måneder efter deres udgivelse.
Om bøgers levetid
I den gamle Orient holdt en bog op med at leve, når den var færdig. Så længe bogen interesserede, blev den læst, afskrevet, suppleret og sendt videre for at forbedres eller måske forringes af den næste læser. Først når ingen brød sig om at læse den mere, var den færdig. Dengang var en bog ingens ejendom. Den tilhørte alle. Holdbarheden var afgørende.
Det gælder om at skille melet fra kliddet, lød parolen i 1580erne på Academia della Crusca, Klid-akademiet, som var modersmålsselskab i Firenze. Knap fem hundrede år senere – i sommeren 1924 – konstruerede Walter Benjamin med bemærkelsesværdigt held en lystig maskine til at veje bøger med. Den bærer hans navn og tillader os også i dag med absolut præcision at afgøre, hvilke litterære værker, der er utålelige og derfor – skønt de forsøger at skjule det – ubærlige.
Det er målet med Bærbar dansk litteraturs historie: at gøre det muligt at rive masken af dem, der med Hermann Brochs ord “ikke er dårlige forfattere, men forbrydere“. Hvorfor læse dårlige bøger, når der findes gode?
