Mere end papir – Pengemagt fra guld til gæld

Bue Rübner Hansen fortæller om fænomenet penge, der både binder os sammen og skiller os ad, og som har undergået en række forandringer med omfattende konsekvenser for vores måde at leve på.   

17.10.2012

Af Niels Glæsner 

Under et besøg i London i marts 2012 interviewede jeg den danske ph.d.-studerende Bue Rübner Hansen i håbet om at bliver klogere på to fænomener som er genstand for megen opmærksomhed i disse år, nemlig penge og gæld. Det mundede ud i en længere samtale om penges form og effekt, der strakte sig fra pengenes historie over arbejdsmarkedsforhold og til gældens plads i vores hverdag. Bue er i øjeblikket ved at færdiggøre sin afhandling ved Queen Mary, University of London.

Du bruger pengeformen som indgangsvinkel til en bredere samfundsreflektion, hvordan blev du ansporet til det?

Da jeg flyttede til London i 2008, fandt jeg en lejlighed ved siden af Canary Wharf – et stort finansdistrikt, hvor hele klodens finansielle nøglespillere er repræsenterede. Noget af det første jeg bemærkede, da jeg kom op ad trappen fra undergrundsstationen, var en sær strøm af slipse-klædte mænd med store flyttebokse i armene. Ved nærmere eftersyn kunne jeg se, at de var på vej ud af hovedindgangen i Lehman Brothers’ kæmpebygning. Den store finanskoncerns krak et par dage forinden markerede det punkt hvor finanskrisen accelerede ud af kontrol. I løbet af mit første år i England forsvandt godt og vel 50 procent af den papirværdi der fandtes på de globale aktiemarkeder. Krisen dannede altså i de grad rammen for mit første møde med London. Jeg var allerede før jeg ankom til London begyndt at udfordre min den faglige baggrund, jeg havde med mig fra idéhistorie og sociologi. Her var der en tendens til at ignorere økonomiske spørgsmål. Sjovt nok er det nemmere at studere naturvidenskabsfolk kritisk end økonomer.

Oplevelsen af et verdenscentrum i krise var med til at skubbe mig videre mod disse spørgsmål. Jeg bevægede mig fra et mere videnssociologisk felt til at takle egentlige økonomiske spørgsmål, som helt tydeligt havde sociale og politiske dimensioner. For eksempel var det klart, at krisen startede som en social krise i USA. Den startede med sub-prime boligboblen, men skyldtes ikke kun bankernes uansvarlighed. Forudsætningen for krisen var de millioner, hvis lønninger var blevet så lave, at de måtte gældsætte sig voldsomt for at få adgang til boliger. Den måde krisen udspillede sig på gjorde at en række politiske prioriteringer trådte klart frem. Markedet måtte reddes og resultatet var at staten trådte ind og holdt hånden under finansmarkederne, mens tusindvis af amerikanske boliger blev sat på tvangsauktion.

Der var altså nok at tage fat i. I første omgang var det nærmest umuligt for mig ikke at rette blikket mod den type værdi, som kun findes på papiret og som i løbet af få dage løb ud mellem fingrene på alverdens finansfolk. Gælden forblev dog og den bliver nu stadigvæk skubbet rundt mellem banker, regeringer og befolkninger. Det var igennem denne interesse i værdiernes varierende form der gjorde mig opmærksom på, hvor langt man kan komme ved at fokusere på penge som et prisme for økonomiske, sociale og politiske spørgsmål. Vi lever i en periode, som det har været på mode at kalde senmoderne eller post-moderne, en periode som ofte beskrives som uendeligt differentieret, kompleks og heterogen. I en verden hvor der er uudgrundelige distancer mellem identiteter og praksisformer, er pengenes evne til at skabe formel lighed noget særligt. Verden kan ikke påstås at være fuldstændigt sammensat af decentrale netværk, når så mange af disse netværk centreres omkring penge. Her findes altså et direkte eller indirekte fokuspunkt og målestok for sociale aktiviteter og værdier i alle sammenhænge. Pengeformen er noget som vi nærmest alle sammen kommer i berøring med. Hvad enten det er rubler, yen eller pund du har på kontoen, så er penge for langt størstedelen af verdens befolkning noget, der kommer gennem arbejde og noget, som det er et problem, hvis man ikke har. Sådan er det for alle os, som ikke kan reproducere os selv uden penge. Hvis vi ikke har dem, er vi strukturelt tvunget til at skaffe dem på den ene eller den anden måde: Vi kan sælge vores tid og energi, vi kan stjæle, eller ved sælge hvad vi har. Det er også en mulighed at gifte sig med en som har en indkomst eller på anden vis lade sig forsørge, men pengene er ikke til at komme uden om.

For dem, der har penge, er penge en form for magt eller indflydelse, en måde at kunne prioritere over andres tid og kroppe. Penge er andres tid. At penge har sådan en effektiv form betyder også, at de har et enormt potentiale som socialt magtmiddel. I vor tid fungerer penge ikke blot som cirkulationsmiddel og indkomst, men som et mål i sig selv, som kapital. Det betyder, at penge investeres ud fra en ret snæver profitmaksimerings-logik. Derved skaber pengestrømmene et globalt regime, hvor en forretningsbeslutning og en arbejdstime i Kina væges mod en forretningsbeslutning eller arbejdstime i Argentina eller Danmark. Selv velfærdsydelser bliver i dag organiseret efter cost-benifitanalyser, effektivitet og produktivitetsmål, hvor alt, som ikke kan opgøres i penge, bliver skubbet i baggrunden. Med udliciteringer og privatiseringer bliver velfærd gjort afhængig af de internationale finansmarkeder. Penge forstået som global kapital er altså med til at skabe et globalt formidlet pres, ikke blot på individer, men på firmaer, stater og sociale grupper. Vare- og serviceudveksling mellem lande er gearet til passe ind i, eller rettere konkurrere om, adgang til det globale pengeflow, om adgang til investeringer og kredit. Denne udvikling er et resultat af et komplekst sammenspil om beslutninger taget af økonomisk nødvendighed, og økonomiske nødvendigheder etableret gennem politiske beslutninger.

Den globale pengemagt fremstår i dag som abstrak, upersonlig og strukturel. Men pengenes magt er ikke kun strukturel. Den har visse betingelser; herunder, at folk faktisk har brug for penge. For eksempel har subsistensbønder ringe brug for penge. Nødvendigheden af penge er historisk set blevet gennemtvunget – og bliver reproduceret – på forskellige måder. Penges funktion som mediering mellem mennesker kræver en afstand mellem dem. Historisk set blev penge kun brugt til handel mellem fremmede folk; internt i samfund var der tale om bytte-, dele- og gaveøkonomier. Så penge som en funktion i hverdagen forudsætter en vis destruktion af sociale bånd; de spiller for eksempel stadig kun en marginal rolle i relationer mellem venner eller i familier. Pengeøkonomien virker frisættende for individet som kan få fat i penge, men etablerer også nye afhængighedsrelationer: fra en afhængighed af familien og landsbyen til en afhængighed af lønnen. Penge opløser ikke det sociale bånd, men gør det tendentielt upersonligt, individuelt og abstrakt.

Pengebrug som magtudøvelse er opstået ad mange veje. Blandt de gamle romere blev erobringstogter fulgt op af skatteopkrævning. De slagne folkefærd fik at vide, at de nu stod i gæld kejseren, som var deres legitime hersker og beskytter. I sig selv var skatteindkrævning ikke noget særegent for romerne. De pålage dog yderligere, at skatten skulle betales i romersk mønt: Hverken naturalier eller lokal møntfod ville slå til. Dette var snedigt, idet det tvang de erobrede til at omstille deres produktion til noget, der kunne sælges for romesk valuta. De blev således gjort mere afhængige af udveksling med det romerske imperiums kerneområde. Englændernes koloniale strategi i Afrika gik frem efter en ligende devise. Her fremstod baseret skatter som en del af tilbuddet om civilisatoriske fremskridt, som de indfødte ikke kunne afslå: De  skulle civiliseres gennem brugen af penge.

Men pengeformen har jo ikke være konstant. Det sidste århundrede er der tilsyneladende sket et skred fra materielt funderede til immaterielle penge, et skift som indtil videre kulminerede i det 20. århundrede. Har formen penge antager som magtmiddel også ændret sig? 

På sin vis er der helt sikker sket et skift fra det materielle imod det ‘immaterielle’. Op til mellemkrigsperioden var statslige guldstandarder almindelige. Det betød ikke nødvendigvis, at de penge, som var i omløb var guldmønter. I stedet var mønter og sedler altid i princippet mulige at veksle til guld til en fast kurs i centralbanken. Penge-seddeler var oprindeligt sådan et tilgodebevis hos en bank. Guldstandarden var den faste kurs mellem guld og et lands valuta. Den var en garanti for pengenes stabile værdi og betød sikkerhed for alle statens kreditorer. Den blev dog ofte suspenderet, når seddelpressen kørte for at finansiere krig eller krisepolitik: Således opgav Storbritannien guldstandarden under begge verdenskrige, samt efter den store depression i 1931. Det var klart for Keynesianerne, at guldstandarden ikke havde den fleksibilitet, der skal til i en moderne kapitalistisk økonomi, hvor det kan være nødvendigt at forøge pengemængden kraftigt for at stimulere økonomien og finansiere store statslige projekter.

Efter Bretton Woods-aftalerne i 1944 var der kun én guldstandard: den amerikanske. Man fastsatte den såkaldte ”gold exchange standard”, hvor den amerikanske stat garanterede, at dollarens værdi ville være sikret af de amerikanske guldreserver. Det betød, at andre stater kunne opbevare dollars i stedet for guld i deres centralbanker. Pengemængden i økonomien var ikke længere direkte begrænset af mængden af guld på verdensmarkedet. Den amerikanske dollar blev hermed officielt verdenspenge. Dollaren var nu den valuta, som internationale handler afregnes i, og som gemmes i centralbanker for at skabe sikkerhed omkring en nations internationale købekraft. Men dollaren har, i modsætning til guld, en klar afsender: USA. I princippet er dollars i den danske Nationalbank udtryk for, at den amerikanske Federal Reserve skylder Danmark penge. Med Bretton Woods betød det, at hvis man indløser sine dollars i Washington fik man guld retur. 

Amerikanerne kunne dog ikke i længden sikre, at dollaren kunne byttes for guld. Blandt andet Vietnamkrigen skabte et pres på de amerikanske finanser, og fristelsen til at lade seddelpressen køre var stor. En forhøjet inflationen fulgte naturligt. Det betød, at forholdet mellem den amerikanske guldbeholdning og antallet af dollars i cirkulation blev forskudt. Dækningen for den amerikanske gæld blev derved mindre og mindre, og blandt kreditor-nationerne opstod en frygt for, at amerikanerne ikke ville kunne leve op til løftet om at konvertere dollars til guld. Da lande som Frankrig og Schweiz efterfølgende konverterede store dele af deres dollarbeholdning til guld følte Nixon sig tvunget til at ophæve vekslingsgarantien. Guldstandarten ophørte således med at eksistere i august 1971. Fra dette punkt var guld-varen ikke længere ‘anker’ for de globale valutakurserne: valutakurserne var nu flydende.

Vi kan formulere det væsentlige ved denne ændring på denne måde: Afskaffelsen af guldstandarden var udtryk for en frisættelse af gælds-skabelsen. Den totale mængde guld begrænsede sig ikke længere den totale mængde gæld i en økonomi.

Valutakurserne orienterede sig dengang, som nu, udelukkende i forhold til hinanden. Derfor blev de ustabile og fluktuerende. Resultatet var en kraftigt forøget usikkerhed, som skabte store problemer for virksomheder der var afhængige af import eller eksport. Med de svingende valutakurserne steg risikoen for ekportvirksomheder. Dette skabte et marked for forsikring imod fluktuationer og både handlen med derivater og de udviklingen af nye finansielle produkter boomede. Senhalvfjerdsernes og firsernes deregulering af finansmarkederne, der ofte gives skylden for krisen i dag, var oprindeligt et led i en indsats for at inddæmme risikoen ved flydende vakutakurser. Sammen med den øgede mulighed gældsskabelse særligt i USA, betød denne usikerhed, at både finansverdenen og industrien øgede presset på politikerne for at føre en særlig politik. De ønskede at det skulle være en politisk prioritet at garantere prisstabiliteten, dvs. stabiliteten af pengenes værdi. Dette var grundlaget for inflationsfrygten, og den monetaristiske doktrins sejrsgang fra sluthalvfjerdserne med Reagan og Thatcher.

Under hele denne periode forblev den amerikanske dollar verdensvaluta. Andre landes centralbanker måtte fortsat sikre sig ved at låne amerikanerne penge, og måtte til tider forsvare værdien af denne gæld ved at opkøbe flere dollars. Som et amerikansk ordsprog lyder: ”Hvis du skylder banken ti tusinde dollar, har du et problem. Hvis du skylder banken hundrede millioner har banken et problem”. Grunden til, at amerikanerne har formået at afvikle en stor del af deres industri og samtidig har kunnet opretholde uhørt høje militærbudgetter, ligger i landets monetære særstilling. Men denne politik er ikke uden risici, som vi ser i forholdet mellem Kina og USA. Hvis Kina sælger alle sine dollars på én gang vil den amerikanske dollar blive komplet destrueret, men det ville værdien af kinesernes dollar også; kineserne ville selv ryge med i faldet, ligesom en stor del af verdensøkonomien. Den globale pengemagt er altså integreret på et niveau, hvor det giver mening at tale om eksistensen af monetære atombomber.

Så pengeformen har forskudt sig og gæld er i dag blevet et centralt fænomen. Har dette betydet noget for hvordan befolkningerne identificerer sig politisk?

Det er klart, at den specifikke måde økonomien fungerer på, har indflydelse på hvordan folk grupperer sig politisk. Forestillingen om at  politik og økonomi kan  adskilles er ikke andet end en teoretisk kortslutning i liberalismens tankegods. Dette bliver tydeligt, når man kigger på boligpolitikken i firsernes England: Gennem salg af en stor del af den offentligt ejede boligmasse til privatpersoner mente Thatchers regering, at det var muligt at få en gruppe mennesker til ændre politiske interesser. Hvor de før var lejere hos det offentlige – som i England typisk stemmer på Labour – ville de nu blive ejere og stemme konservativt. Denne udstykningspolitik betød samtidig, at en større gruppe borgere nu blev gjort afhængige af finansmarkedernes bølgegang. Selvom der i den brede befolkning fandtes ret få deciderede spekulanter, var de flestes interesser nu knyttet til finansmarkederne på en anden måde end tidligere. Spørgsmål som ”hvor høj er renten?” eller ”hvor stabile er pengemarkederne?” og ”hvad er min bolig værd om 6 måneder?” blev nu i meget højere grad afgørende for, hvordan en stor gruppe mennesker forstod deres interesser. På denne måde  bliver berøring med det finansielle marked en måde at forme politiske tilhørsforhold. Pensionsopsparinger fungerer på samme måde. Hvor de hidtil havde været investeret i statsobligationer, og havde bundet folks interesser til nationaløkonomien, blev de nu sluppet løs på de internationale finansmarkeder. Den risiko, der følger med involvering i finansiel aktivitet, bliver gjort fælles på en anden måde end tidligere. Resultatet er ikke, at folk er blevet kapitalister – deres indkomster, evne til at låne og spare op er stadigvæk afhængig af lønnen. Lønmodtagerne er snarere blevet gjort afhængige af kapitalen på nye måder og som krisen har vist, er effekten en socialisering af risikoen og prisen snarere end gevinsterne.

Yderligere en vigtig udvikling for skabelsen af den almindelige borger politiske præference har fundet sted i mulighederne for at låne penge. Fra tresserneerne begyndte en lang række lande, særligt i fjernøsten, at producere til verdensmarkedet: De bidrog med billige varer – med øget konkurrence – snarere end med nye forbrugere. Profitterne faldt globalt og regningen blev ofte sendt videre til lønmodtagerne; både ved udflytning af virksomheder og ved pres på lønnen. Det betyder, at den amerikanske realløn overordnet er blevet udhulet siden starten af 1970erne. I de fleste europæiske lande har der været tale om et lignende fald eller stagnering fra midt-eller slut-70erne; en faldende købekraft i forhold til bolig og mad er blevet maskeret af adgang til billige lån og elektronik fra fjernøsten. Den lavere købekraft betyder, at folk er blevet stadigt mere afhængige af at låne til huskøb, til bil og ofte til almindeligt forbrug. Konsekvensen er, at det gennemsnitlige hjem må håndtere en ekstra udgift i form af rente og afbetaling. Det medfører at borgernes afhængighed af lønarbejdet bliver større og at en fyreseddel kan få fuldstændigt uoverskuelige konsekvenser for det forløb, man er i som låntager. Hvis man lejer en billig lejlighed kan man gå på bistand, men hvis man har lånt til at købe et hus, er de fleste nødt til at arbejde for ikke at blive sat ud. Dette betyder selvfølgelig, at folk generelt er mindre villige til at risikere deres job: de bliver mindre tilbøjelige til at sige chefen imod, mere tilbøjelige til at tage en times ubetalt overtid. Husk, at penge er det sociale bånd. Har man få eller ingen penge, står man uden for samfundet. Når man mødes med bank-rådgiveren, bliver ens habitus bedømt: Disponerer man økonomisk fornuftigt i hverdagen? Har man gang i en karriere, eller er man på vej mod en? Dit valg af uddannelse, dit valg af samlivsform, boligtype og forbrug bliver alt sammen relevant når der skal lånes. Gæld virker på denne måde som en form for social kontrol: ens personlige værd bliver målt som kreditværdighed, ligesom man bliver målt af arbejdsgiveren til jobsamtalen og i hverdagen. Arbejdets moralske skema ”du skal yde, før du kan nyde” bliver fordoblet med gældens moralitet ”du har lovet, så du skylder”.

Hvis penge er tid, så er gæld fremtid. I arbejdet sælger vi en del af vores nutid for en løn – med gæld bortlover vi frugterne af vores fremtidige arbejde. I denne henseende havde Jean Baudrillard ret, da han sagde, at med gæld er vi i et proto-feudalt forhold: Lige som herremanden ejer en del af fæstebondens arbejde på forhånd, ejer banken allerede en portion af vores fremtidige arbejde. Den gældsattes er dog stadig formelt fri, hun kan gøre hvad hun vil – så længe det ikke sætter hendes evne til at afdrage over styr. Gæld, i modsætning til feudal magt, er altså ikke udtryk for tvang og tradition, men for mere flydende magt, som fungerer gennem folks frie handlinger. Ved at forsøge at gøre fremtiden kalkulérbar gør gæld tendentielt fremtiden til en funktion af nutiden, den lukker ned for fremtidens åbenhed.

Men betyder det, at gælden i dag er totalt universel? Er vi alle gældsatte?

I dag i England og USA skal man, for at have adgang til mange låntyper, helst have taget end uddannelse, som de fleste også skal låne penge til. Så for at kunne låne, må man låne. En betingelse for succes blandt langt størstedelen af befolkningen bliver altså evnen til at gældsætte sig. Dette, at gældssætning er blevet et livsvilkår for mange mennesker, betyder også, at flere ligger under for den normaliserende effekt, der opstår når man som person skal findes kreditværdig. Hvor mange vil for eksempel vælge deres drømmefag, hvis de ved, at de vil skylder femhundrede tusind kroner væk efter endt uddannelse? Og i et vist omfang ændrer selve drømmene sig, hvis der stadig er rum til at drømme. Den nye drøm er at studere business.

Arbejdsmarkedet har altid været stratificeret på forskellige måder: Vores forskellige habitusser og evner til at ‘performe’ en bestemt subjektivitet bestemmer hvem, der vil ansætte os, vores lønniveau, vores sociale status og sikkerhed. I dag er denne stratificering overlejret med skellet mellem de, der har adgang til kredit og de, der ikke har. Der er opstået et dybt skel mellem gode og dårlige lånere, og under dem de, som er helt ekskluderet fra låntagning; migranter, førtidspensionister, og løstansatte. Blandt folk, der har adgang til gæld, er der også en vigtig forskel: Låner man for at investere eller for at leve og bo? Dette er forskellen mellem gæld som en potentiel indtægtsform og gæld som en ekstraudgift.

Krisen fra 2008 har vist, hvordan gælden er blevet et systemisk problem. Da staterne trådte til for at redde bankerne i 2008-9 var det under trussel om ‘contagion’, dvs. smitte i epidemiologisk forstand. Bankerne skyldte hinanden milliarder på kryds og tværs. Kreditsystemet er så integreret internationalt og i de forskellige lande, at krisen, som startede i bankerne, hastigt spredte sig globalt og truede vores pensionsopsparinger og arbejdspladser. Vi er alle i dag er afhængige af bankerne på forskellige måder, og det er en af forklaringerne på, at så få stejlede over, at gælden blev overført fra bankerne til staterne og videre til befolkningerne. Resultatet er, at selv folk, som bankerne aldrig ville låne penge i dag betaler af på bankernes gæld gennem lavere velfærdsydelser. Så ja, hvis man ser på det store flertal, er vi alle gældssatte, direkte eller indirekte.

Hvilke nye erfaringer skabes af en finansiel krise i en sådan en finansialiseret hverdag?

Erfaringen af den nuværende krise er, i hvert fald i Nordeuropa, i høj grad abstrakt. Det er ikke som i trediverne eller i Grækenland, hvor der er lange køer til suppekøkkenerne. Krisen virker for os abstrakt, både fordi det i høj grad er abstrakt værdi, der ødelægges, men også fordi det er livsmulighederne, folks fremtid snarere end deres nutid, som rammes først. Krisen betyder, at folk, som er født i sluthalvfjerdserne og frem, er begyndt at indstille sig på, at det forløb de kan se frem til på arbejdsmarkedet, vil være mindre fordelagtigt end de tidligere troede. Jeg tilhører en generation, der har fået optimisme og forventningspres serveret fra barnsben af. Vi troede, at der var billige boliglån og interessante karrierer til alle, som ville arbejde for det.

Således skabes i høj grad et nyt sæt kriseerfaringer, især hos unge. Hvis man er fra firserne, er man som ganske ung blevet tudet ørerne fulde af snak om, at der ikke var hænder nok og at arbejdsgivere ville rive og flå i en fra alle sider. Nu viser det sig, at det overhovedet ikke passer. For første gang, i hvert fald siden mellemkrigstiden, finder der et sammenbrud af fremskridtsfortællingen sted i Vesten. Vi kan ikke længere tro på, at vi får bedre livevilkår og levechancer end vores forældres generation. Efterhånden som det går op for os, at vi slet ikke bliver i stand til at leve det liv, vi gerne ville have levet, kan vi komme til at se en opløsning – eller måske blot en justering – af mange af de måder vi vurderer os selv på. Vores rammer for forventninger til os selv er under voldsom forandring. I Sydeuropa giver dette sig til udtryk i en vred ungdom, som foreslår og kræver en ny og anderledes fremtid uden gæld, mens vi i Danmark stadig mest oplever tilpasning, individuelle skuffelser eller depressioner.

Penge er et historisk fænomen, som har ændret sig over tid. Kan man forestille sig et pengeløst samfund?

Historisk set har de fleste samfund været fuldstændig pengeløse, eller kun brugt penge lejlighedsvist til handel med fremmede. Den ‘moderne’ epoke er kendetegnet ved pengenes position som mediering mellem mennesker, firmaer og stater, som et middel, der har stået for ekspansionen af ‘den kapitalistiske ånd’ globalt og ind i detaljerne af vores hverdag.

I halvfjerdserne drømte en halv generation om at leve i et pengeløst samfund – og mange arbejdede konkret på blive mere uafhængige af pengeøkonomien. De tanker fremstår for de fleste i dagens Danmark som håbløst naive utopier. Men i Grækenland, som var en af oldtidens første  pengeøkonomier, er spørgsmålet om en marginalisering af pengeøkonomien vendt tilbage. Her er det ikke udtryk for et oprør på samfundets rand, men om en central effekt af selve krisen. Folk bliver simpelthen nødt til at finde måder at overleve uden løn, bistand eller lån. Og hvis Grækenland bliver tvunget til at forlade euroen, vil de gå tilbage til drachmen, en valuta med meget lille købekraft på verdensmarkedet. Derfor fokuserer det potentielle græske regeringsparti SYRIZA i dag sine ressourcer på at udvikle og støtte eksisterende selvforsynings-, dele- og bytte-økonomier. Penge kan altså bruges som et prisme for at forstå, hvordan økonomien, politikken og det sociale fungerer – og ikke fungerer – sammen. I vores dages krisetid er det ikke længere muligt at foreslå en samfundsteori, som ikke også er en penge- og gældsteori. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *