Kære læser,
På Turbulens er vi glade for at kunne præsentere dig for vores næste klynge af artikler. Siden sidste udgivelse har vi på redaktionen besluttet os for at ændre måden, vi publicerer på. Derfor er de to artikler, du nu har adgang til, de første i en række af ti, som over de næste måneder vil blive lagt op et par af gangen.
De næste måneders artikler bindes sammen af temaoverskriften “kriser”. I foråret foregreb vi dette tema, da vi i efterdønningerne af marathonbomberne i Boston udgav idéhistorikeren Mikkel Thorups tekst”Bomber i Bevidstheden”. Det er klart, at enhver samfundsdiagnostik, som i 2013 ønsker at tage udgangspunkt i begrebet om kriser, ikke kan komme uden om de sidste seks års økonomiske sammenbrud og politiske forsøg på genopbygning. Det er nu et halvt årti siden subprimeboblen brast i USA, og de katastrofale rystelser, som spredte sig blandt den globale bankverdens kraftcentre, har nu forplantet sig og sat sig fast. Den økonomiske nedtur har ændret karakter fra en eskalerende nedsmeltning til en mere eller mindre permanent “omstændighed” for de vestlige landes politiske og sociale situation. Ikke blot den økonomiske politik, men stort set al politik foregår i øjeblikket med skelnen til den omstændighed, at der nu engang er krise: Derfor skal vi få pengene til at række længere i det offentlige forbrug, lyder det. Derfor kan vi ikke bare rutte med vores uddannelsesår. Derfor er det – nu mere end nogensinde –vigtigt, at vi støtter op om EU-projektet. Krisen er blevet til jokeren, og den, der forstår at spille jokeren på det rigtige tidspunkt, vinder.
Enhver tid har sine kriser, som af forskellige årsager fremstår som vigtigere end andre. Før gælds- og vækstproblemer i 2008 boblede over og blev til finanskrisen, havde vi muhammedkrisen, terrortruslen og den internationale politiske krise, der udsprang af 9/11 og de efterfølgende krige. Parallelt med begge disse to begynder vi at se konturerne af en fremtidig klimakrise, hvis fuldstændige omfang endnu ikke står klart for os. Når vi kigger tilbage på historien, er det ofte kriserne, der springer os i øjnene, og hvorfor skulle det egentlig ikke være det? Det er jo netop, når der er meget på spil, når konsekvenserne er uoverskuelige, og tingene kunne være faldet anderledes ud at det bliver rigtigt interessant.
I de tekster, der i den næste tid bliver lagt på siden, sætter Turbulens eftertryk på flertals-endelsen i temaets overskrift “kriser” i stedet for bare “krise” eller “krisen“ i ental. Havde tema-overskriften blot været “krise” ville det selvfølgelig været med en eksklusiv henvisning til den økonomiske rutsjebanetur. I stedet har vi valgt at sigte bredt og bringe en samling tekster, som ikke eksklusivt beskæftiger sig med den globale økonomi. Vi har ikke ønsket at lægge bånd på temaet ved udelukkende at inkludere tekster, der handler om den økonomiske krise. Derfor vil der i de følgende måneder også blive lagt tekster op om for eksempel det apokalyptiske i moderne politiske tænkning og det retslige efterspil som fulgte jordskælvet i den Italienske by L’Aquila i 2009.
Faktisk er det kun den ene af vores to indledende tekster, der gennem refleksioner over fænomenet gæld, indirekte berører den økonomiske krise. Teksten er et interview med den italienske filosof og sociolog Maurizio Lazaratto, som for nylig har udgivet bogen The Making of Indebted Man. Her sporer han forudsætningerne for nutidens økonomiske praksis, der i høj grader baseret på låntagning og tilbagebetaling af gæld. Den anden tekst handler om en helt anden type samfundsmæssig krise end den, der starter på bankkontoen, nemlig den, der starter i blodbanerne –epidemien. Teksten er et uddrag af Anders Fogh Jensens bog Epidemos fra 2012, og den illustrerer lige netop, hvorfor det er værd at skyde med spredehagl i et tema, der handler om kriser. I de to kapitler vi bringer, viser Fogh Jensen os, hvordan samfund formes af de måder, hvorpå de vælger at imødegå en krise, i dette tilfælde epidemien. Samtidig åbner han for erkendelsen af, at henvisninger til krisehåndtering er en yderst effektfuld måde at sikre politisk legitimitet, selv når der ikke ligger lig i gaderne, men vi blot taler om “fedmeepidemi” eller “krig mod terror”.
En tids administrative systemer, politiske retorik og sociale teknologier opstår altså i konstant udveksling med tidens kriser. Præcis derfor har vi med vores tema valgt at kigge på kriser og ikke på krisen. For det gælder for alle kriser, at de ikke kun betyder nedbrud, men også skabelsen af noget nyt, nye handlemønstre, nye magtkonstellationer og nye behov for intellektuel genorientering. Det er således kriser der både nedbryder og opbygger, vi i de følgende måneder stiller skarpt på.
God læselyst!
På vegne af redaktionen
Niels Glæsner