“I sense the world as we know it / is dissolving / I sense a beautiful catastrophe” skriver Nanna Storr-Hansen i Mimosa (Storr-Hansen 2018: 47), den skrøbeligt voldsomme digtsamling, der udkom i sommeren 2018. De tre linjer kan læses på mindst to forskellige måder. Dels kan de understrege det paradoks, at katastrofen, verdens undergang, kan fremstå smuk. Dels kan de forstås sådan, at det er tabet af en velkendt verden, “the world as we know it”, der er smukt. Mimosa kan læses som en økoæstetisk behandling af en verden, der undergår klimaforandringer, og som en undersøgelse af litteraturens forhold til omverden, der afviger fra romantiske forestillinger om det Skønne som nødvendigvis knyttet til det Gode og det Sande. Derfor kan noget forfærdeligt fremstå skønt. Samtidig udfolder digtene en kropslig såvel som sproglig sensibilitet over for en verden, der ikke fremstår velkendt og gennemskuelig. Den får jegets kendskab til den til at gå i opløsning til fordel for en æggende fremmedhed. Verden er noget, jeget ikke bare er indlejret i (det er det også), men drages af, forelsker sig i, og som samtidig trækker jeget til sig og skubber det væk.
Spørgsmålet om litteraturens forhold til omverden er centralt inden for økopoesien og dens mere specifikke variant: klimakriserelateret litteratur. Sidstnævnte vil jeg definere som litteratur, der forholder sig til det, der fremsættes af teorien om Antropocæn: At vi befinder os i en verdenshistorisk situation, hvor mennesket er en dominerende geologisk faktor, der på flere fronter er i færd med at begrænse sine egne og andre arters livsbetingelser gennem en påvirkning af Jordens forhold, der accelererer klimaforandringer.
En udspaltning kan spores inden for det litterære område imellem på den ene side kunstnere og kritikere, der søger en litteratur og kritik, som tager et tydeligt politisk engagement i verden, promoverer en etik og søger at mobilisere til handling. På den anden side findes litteratur af mere undersøgende, ontologisk-eksperimenterende karakter. Den opdeling kan overdrives på en måde, så positionerne fremstår som gensidigt udelukkende. De mere spekulative overvejelser over verdens beskaffenhed kan betragtes som verdensfravendte, subjektfikserede og uden reel gennemslagskraft, hvorimod de direkte politiske kan klandres for at mangle kritisk opmærksomhed på æstetiske og kunstneriske forhold.
Nanna Storr-Hansens Mimosa er et eksempel på denne opdelings utilstrækkelighed. Digtsamlingen præsenterer overvejelser over jegets forhold til sin omverden og dennes karakter i det hele taget, som leder over i en større klimaforandringskontekst.
Nye følelser af forbundethed
Digtsamlingen indeholder masser af individuelle sansninger og overvejelser over det lyriske jeg og dets omverden, som knyttes til sproglige eksperimenter. i Mimosa er mennesket fysisk og sprogligt forbundet til verden. Det udtrykkes gennem ligheder i form imellem mennesket og naturen, som når der spørges:
“Ligesom træerne
vokser jeg
opad
er det særligt
menneskeligt” (Storr-Hansen 2018: 29)
Mennesket og træerne deler det organiskes vilkår. De stræber begge efter at vokse og udfolde sig. Senere, i forbindelse med græsset, gør jeget sig både modtageligt og lader sig modtage af sine naturlige omgivelser:
“mine ben tager imod
plænen meget kærligt
jeg synker
lidt ned med
mine sko
hér
i græsset min krop
hér
i kroppen mit græs
min gråd i
det grønne
det er så blødt
så blødt jeg
har et svar til plænen
febertræet kan vokse i mig
febertræet kan vokse i mig” (Storr-Hansen 2018: 31)
Der er en gensidighed imellem kroppen og plænen. Skoene synker ned i plænen, hvilket udtrykker en konventionel forståelse af omgivelserne som noget modtageligt og rummeligt for menneskelig påvirkning, noget, som mennesket sætter sit aftryk på. Samtidig tager jegets ben også “meget kærligt” imod plænen.
Gensidigheden går videre end interaktionen, hvor et subjekt typisk tilegner sig eller anvender et objekt. Interaktion foregår imellem to på forhånd adskilte fænomener, men her er tingene i en mere uafgjort relation, hvor de har del i hinanden. Kroppen er i græsset og græsset er i kroppen. På et mere formelt plan spejles den forbundethed. Formuleringen “hér / i græsset min krop / hér / i kroppen mit græs” er den sproglige figur, der kaldes en kiasme. Det vil sige en stilistisk figur, der opstår, når man skaber en krydsstilling eller en spejling af sætningsdele eller betydningselementer. Et eksempel er præsident Kennedys “Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, spørg hvad du kan gøre for dit land.” I det her tilfælde får kiasmen det stilistiske til at harmonere med det betydningsmæssige. “i græsset min krop / hér / i kroppen mit græs” skaber måske nok en retorisk adskillelse mellem kroppen og græsset, men samtidig, via genbrugen af det samme ordmateriale, en sproglig indlejring af de to i hinanden.
Ligeledes opstår der på et grafisk plan en indramning af kroppen i omgivelserne: “krop” og “kroppen” omsluttes af “græsset” og “græs”. Spejlingsaksen, dvs. dét, som deler kiasmen på midten, er det lille ord “hér”, et trykstærkt forholdsord, der skaber opmærksomhed om det konkrete sted, hvor sammenfletningen eller udfoldningen af græs og krop foregår. Det kan være en rumlig påpegning af stedet, men konnoterer også en tidslig understregning af øjeblikket i betydningen “hér og nu”. Og så gentages ordet. Først står det som optakt til kiasmen og derefter som dens spejlingsakse, som en kæde af på hinanden følgende øjeblikke. Det er de specifikke, lokale momenter, det hér sted lige nu… og nu, hvorudfra indlejringerne af krop og omgivelse udbreder sig. Digtene har flere af den slags kiastiske gentagelsesfigurer. Et andet sted spørges der:
“Fødes der nok
nye følelser
her til
at det kan bære
bæres der nok
nye følelser
her til
at det kan mærkes” (Storr-Hansen 2018: 23)
De passive verber “fødes” og “mærkes” indrammer de gentagne “nye følelser” samt verbet “bære”, der i to forskellige bøjninger udgør spejlingsaksen. Passagen udtrykker en søgen efter en ny sensibilitet, nye følelser, der opstår som resultat af to samtidige bevægelser til og fra mennesket. Fødslen betegner en krop, der giver form til noget nyt i en bevægelse, der går indefra og ud. At mærke noget beskriver omvendt en påvirkning på jegets krop, der kommer udefra og ind. Fødslen er det aktive, handlende, hvorimod det mærkende er det passive, modtagende. Den nye sensibilitet imod omverdenen opstår i synkrone bevægelser til og fra skabninger, der er både passive og aktive, påvirkede og påvirkende.
En omverden, der gør modstand
Der arbejdes fintmærkende med det sproglige i digtene, som snarere end at ville repræsentere noget lader til at ville skabe noget. Sproget bliver en måde at være modtagelig over for verden på. Det gør det, som menneskekroppen også gør. Sproget er en måde at sanse og fremelske en forhøjet sensibilitet på:
“forkæl den næste
følelse
ved at mærke efter
de hænder som følger dig
gennem natten
den spastiske
orddeling
i ekstasen
forkæl den næste
sætning
ved at skrive den ned” (Storr-Hansen 2018: 29)
Digtsamlingen arbejder med sprog og verden på måder, som opmuntrer læseren til at lade sig forelske, begejstres af verden, men ikke i kraft af, at den er hjemlig eller genkendelig. Det er ikke poetisk lovprisning af naturens traditionelt skønne fænomener såsom bjerge, søer eller planter. Hyldesten af skønhed foregår både når traditionelt skønne fænomener omtales og, meget sigende, når katastrofen tematiseres. Udover at være imødekommende, er verden også kaotisk og uigennemskuelig, hvilket dog ikke nødvendigvis medfører afstandtagen. Den måde, den yder modstand på, kan være bidragende til dens appel.
“Det bidske er mit rige
det indædte
bearbejdede
madvarer
er uigennemskuelige
appelsinerne taler
et klarere sprog
pluk mig
pluk mig
IDIOT
jeg fratager appelsinerne
skrællen trævlerne
hengivelse
er kaotisk
og går
aldrig kun
én vej
jeg kan samle mig
til en sky
af turkis” (Storr-Hansen 2018: 20)
Med deres gentagne opfordring til at blive plukket, tilskynder appelsinerne mennesket til at begære og konsumere sin omverden, imens det bratte udbrud “IDIOT”, skrevet i versaler, markerer et brud på den forbindelse, de inviterer til. Hengivelsen er, som der står, kaotisk, paradoksal, men den medfører en fascination af omgivelsernes på en gang lokkende og afvisende facon, som man med den materialistisk orienterede teoretiker Jane Bennett kunne kalde en vilje og evne til at lade sig fortrylle af dem.
[blockquote text=”Digtsamlingen arbejder med sprog og verden på måder, som opmuntrer læseren til at lade sig forelske, begejstres af verden, men ikke i kraft af, at den er hjemlig eller genkendelig” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]
Fortryllelse, affekt og etik
I bogen The Enchantment of Modern Life (2001) kritiserer Bennett idéen om, at vestlig modernitet skulle repræsentere et markant brud med fortiden, der forårsagede en affortryllelse. Hun vil gerne præsentere en modfortælling. Bennett ser både forestillinger om det moderne såvel som dets affortryllelse som en fortælling, der bidrager til det, den beskriver, og som i værste fald kan lede til en demoraliserende mangel på affektiv investering i omgivelserne.
“For me the question is not whether disenchantment is a regrettable or a progressive historical development. It is, rather, whether the very characterization of the world as disenchanted ignores and then discourages affective attachments to that world. The question is important because the mood of enchantment may be valuable for ethical life.” (Bennett 2001: 3)
Hun understreger betydningen af en følelse af fortryllelse, hvis et etisk engagement i verden skal anspores. Dog ikke forstået som ren påskønnelse af verdens fænomener for deres skønhed eller det at tillægge dem en godartethed. Det ville være ensbetydende med kun at påskønne de dele af verden, som vores kulturhistorie har lært os at holde af. Og hvis verden opfattes som hjemlig og velkendt, er den netop ikke fortryllende. Fortryllelsen opstår, idet mennesket sættes ud af sig selv, overvældes af verdens kompleksitet, og erfarer et fremmed potentiale i både den og sig selv. I en af Bennetts seneste udgivelser, Vegetabilt liv og ontosympati fra 2013 (dansk 2018), behandles samme spørgsmål om menneskets forhold til sine omgivelser ud fra begrebet sympati:
“Der er med andre ord en slags rækken-ud fra enhver krop mod, hvad den sanser som dens lighed ‘derude’. Leo Bersani har beskrevet sådanne tilbøjeligheder som ‘homohed’. Et begreb han definerer som en ‘kommunikation af forme’ eller en ‘korrespondance’ mellem figurer […] Hvor Bersani skriver om ‘homohed’ og ‘kærlighed’, vil jeg i stedet eksperimentere med begrebet Sympati. Sympati som en slags resonans, der ikke folder sig sammen i en simpel lighed.” (Bennett 2018: 6)
Det er en tilbøjelighed til fortryllelse og til at fatte sympati for det, der ikke er én selv, og som man ikke kan kende, jeg læser ud af Mimosas jegs bevægelser i verden: forsøg på at undersøge og udvide jegets sanselige potentiale, undersøge sprogets ikke-repræsenterende og performative karakter, skabe rum og plads til møder, der ikke er formuleret ud fra et bestemt mål eller en plan, men er umiddelbare og signalerer en spontan form for interesse. Det er forsøg på at: “give selv / den mindste følelse / dragt” (Storr-Hansen 2018: 75).
[blockquote text=”Fortryllelsen opstår, idet mennesket sættes ud af sig selv, overvældes af verdens kompleksitet, og erfarer et fremmed potentiale i både den og sig selv” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]
Økologisk queerfeminisme
Denne undersøgende, formalistiske tilgang, er imidlertid ikke ensbetydende med, at den større, politiske fortælling er fraværende i digtene. Det personlige og æstetiske niveau tones i en feministisk retning, der glider over i mere omfattende perspektiver og skaber en kontinuitet imellem det helt intimt konkrete og det mere abstrakte. Det ses i sproglige nydannelser, som da jeget henviser til sin krop med formuleringen “atombrystværket fortsætter” (Storr-Hansen 2018: 44), hvormed kvindekroppen sprogligt flettes ind i en større klimaforandringsrelevant fortælling. Sammenfletningen antyder en analogi imellem to former for tilvejebringelse af energi: skabelsen af livgivende brystmælk og senmoderne udnyttelse af uran til fremstilling af atomkraft.
Hvis digtsamlingen er feministisk, er den det på en måde, der udfordrer fortællinger om kvindens iboende livgivende kvaliteter, godartethed og uspolerede tilknytning til naturen. Det er i højere grad en bidsk økofeminisme, der undersøger magtforhold, insisterer på kroppens forening af kulturelle og naturlige dimensioner og dens tilknytning til større samfundsmæssige processer. Det er en feminisme, der kan sammenlignes med filosoffen Donna Haraways queerfeminisme:
“None of this work is about finding sweet and nice – ‘feminine’ – worlds and knowledges free of the ravages and productivities of power. Rather, feminist inquiry is about understanding how things work, who is in the action, what might be possible, and how worldly actors might somehow be accountable to and love each other less violently.” (Haraway 2003: 7)
Vi er hos Haraway ikke i et feministisk felt, der tager kvindens eller naturens iboende godhed for givet. Det er ikke en essentialistisk feminisme, men en feministisk undersøgelse af magtstrukturer. Det er dertil også en naturforståelse, der skaber plads til det queer, det ikke-lineære, det, der ikke i en traditionel forstand er (re)produktivt, men som derfor kan have et kritisk potentiale. I Mimosa står der angående reproduktion:
“jeg er den huslige arbejder
jeg skrubber dej af mine fingre og laver børn
af dem
tykke uformelige bøn
ikke symmetriske børn
ubrugelige børn
de ligger om os i en cirkel mens vi knepper
meget sæd går til spilde
jeg gider snart ikke skifte betrækket
en lille ivrig sø snart der så der
mine bryster er modstandsdygtige
i den forstand at de ikke vil optage
sæden når
den lander
på dem som bløde kometer
sengen derimod er en kryster
madrassen
den suger alt hvad der kommer til den
vi ligger og sover på hundrede generationer
af flere af dig
små ivrige drenge
særligt følsomme og med hypermobile led” (Storr-Hansen 2018: 49)
Digtet indleder med en understregning af det huslige arbejde som arbejde. I 1989 udgav Arlie Hochschild bogen The Second Shift, hvor hun påtalte, at kvinder i Vesten i slutningen af det 20. århundrede måske nok havde tilkæmpet sig formelle rettigheder til uddannelse, arbejde, bestemmelse over egen krop og lignende, men at der fortsat herskede en norm om, at kvinder også stod for størstedelen af det huslige arbejde, hvilket i praksis medførte, at når det lønnede arbejde var overstået, ventede dagens anden vagt, det ulønnede arbejde med at passe hus og opdrage børn. Mimosa strejfer en feministisk pointe med sin omtale af dette huslige arbejde, men udfordrer den i kraft af, at karaktereren af det huslige arbejde er ikke-reproduktivt, asymmetrisk, queer.
[blockquote text=”Hvis digtsamlingen er feministisk, er den det på en måde, der udfordrer fortællinger om kvindens iboende livgivende kvaliteter, godartethed og uspolerede tilknytning til naturen” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]
I en bredere kontekst kan det læses som en pointe om naturens grundlæggende irrationalitet, formålsløshed og tendens til overproduktion. Vi er på mange måder, blandt andet i kraft af arven fra Darwin, vant til at tænke naturen som formålsrettet, lineær og om dens fænomener som perfekt tilpasset et bestemt formål. Alt, hvad der ikke er optimeret, må uddø. Men Darwin selv var langt mere forstående over for det ligeledes uproduktive og (for mennesker) meningsløse i naturen. Siden har forskere, fra Camille Paglia til Karen Barad, understreget henholdsvis naturens “aggression and overkill” (Paglia 1990, 28) og “queer performativity” (Barad 2011) på måder, der bryder med et sådant nytteorienteret, kausalt-logisk blik på den.
Det lineært fremadskridende og perfektionerende er heller ikke i fokus i Mimosa. Her er det i højere grad det genkommende og ikke-formålsorienterede, der præger digtene:
“jeg elsker det yndige de cirkulære
systemer som er liv og arbejde de cirkulære
systemer som er liv og arbejde
alt hvad der udspiller sig derimellem
et hav af væsker” (Storr-hansen 2018: 67)
I Mimosa turneres feminismen i samme øjeblik, den er blevet antydet. Kvindekroppen er ikke det modtagelige. Brysterne er en uigennemtrængelig overflade, ”modstandsdygtige”, hvorimod sengens madras lader sig imprægnere af de millioner af sædceller, der synker ned i den – et monument over overproduktion og formålsløshed, som menneskene derefter hviler på. Madrassen er et landskab, en planet med søer og bakker, og ejakulationen skaber kometer af sæd. Det mest intime analogiseres med det planetære. De uformelige dejbørn ligger omkring menneskene i en cirkel og understreger det antilineære, som sexen uden reproduktion for øje kan ses som: de rene kroppes gentagne nydelse viklet ind i hinanden på måder, som mimer kometernes og planeternes ovale cirkulation om hinanden i verdensrummet.
Den store fortælling
Den større politiske fortælling er ikke adskilt fra det private i digtene. Den folder sig glimtvis ud af de nære iagttagelser. Senere i samme digt, som jeg indledningsvist citerede fra, står der: “a catastrophe is something that occurs suddenly / however I sense that this does not / this is a slow catastrophe” (Storr-Hansen 2018: 47), og det er, digtsamlingen igennem, via den slags indskud, at det tydeligere klimaorienterede tema træder frem i bogen, kulminerende i dens sidste del kaldet “Den økologiske stemme pt. 1”. Det er her, de nære relationer til de umiddelbare omgivelser forbindes til større planteariske forhold.
Citatet ovenfor parafraserer en især i populærkulturen udbredt forestilling om, at Jorden vil gå under med et brag, fremfor en langtrukken klynken. Den forestilling kendes fra den traditionelle cli-fi-films Hollywood-apokalypser, der forestiller sig, at klimaet når et tipping point, som udløser en naturkatastrofe, der truer med at udslette alt liv på Jorden fra den ene dag til den anden. Det er en forståelse af tingene, der orienterer sig omkring et spektakulært klimaks, og hvor magt altid mødes med magt, også når det gælder miljøet: Verden går under i et episk showdown, hvor en mandlig, messiaslignende helt typisk lykkes med at redde sig selv og sine nærmeste slægtninge. Det er en apokalypse, der fokuserer på en enkelt modsætning, mennesket over for naturen, og hvor begge er abstraheret til hver sin ekstrem: Det vestlige individ repræsenterer menneskeheden som sådan, og dén menneskehed forstås som en homogen størrelse. Naturen er på sin side klart adskilt fra det urbane samfund, som det smadrer via flodbølger eller jordskælv.
Et andet perspektiv er det, der skitseres i Mimosa. Det har at gøre med det, man kan kalde slow violence, og indbefatter i en økofeministisk forstand også en social bevidsthed, der er fraværende i den traditionelle fortælling. Økofeminismen opstod i slutningen af 1970’erne og havde som et af sine anliggender en kritik af den såkaldte dybdeøkologi, der så dagens lys nogle år forinden. Dybdeøkologien hævdede, at Jorden besad en værdi i sig selv, ikke kun i det omfang, den var nyttig for mennesker, og at mennesket opførte sig som en parasit, hvis handlinger var i færd med at dræbe værtsdyret. Derfor måtte menneskeheden gentænke og kraftigt korrigere sin destruktive adfærd (Zimmerman 1990: 141). Det var økofeministerne for så vidt ikke uenige i. Uenigheden opstod, idet dybdeøkologien skar menneskeheden over én kam og mente, at den i sin helhed ødelægger miljøet. Ved at gøre dette mister den opmærksomhed på den ulighed, der historisk set har været internt i det menneskelige, og på at kolonialistiske og kapitalistiske bevægelser bærer et særansvar. Den savner ligeledes opmærksomhed på muligheden for at handle etisk i en økologisk forstand inden for et moderne, urbant samfund (Kheel 1990, 129).
Samtidig kan den også meget hurtigt nå til den misantropiske tolkning, at al menneskelig adfærd er destruktiv, og at enhver form for påskønnelse og forsøg på mindre hierarkiske relationer til omverdenen altid vil ende i ødelæggende hierarkiseringer. Det er økofeminismen uenig i, og det er derfor også et perspektiv, som jeg mener, det giver mening at læse Mimosa ud fra i kraft af bogens fastholdelse af den enkelte krops erfaring som sammenhængende med den større fortælling og verdenskontekst, den er indlejret i. Faren ved at fortabe sig i de store, universaliserende fortællinger om “menneskets ødelæggelse af naturen” er nemlig, som økofeminismen pointerer, at opmærksomheden på det enkelte menneskes tilknytning til både den abstrakte menneskelighed og naturen, forsvinder. Heroverfor forsøger Mimosa at opmuntre til tilknytninger, også på trods af omgivelsernes modstand.
Bærepose-poesi
Jeg ser derfor også digtene som sammenlignelige med forfatteren Ursula LeGuins tanker om kunst fra Bæreposeteorien om fiktion (oprindeligt udgivet 1986). I det lille essay udfolder LeGuin nogle kritiske tanker omkring vestlig litteratur og litteraturhistorie. Logikken er, at vestlig litteratur og tænkning i det hele taget, traditionelt har en tendens til at basere sig på nogle fortælleformer og strukturer, der ikke er behjælpelige i en økologisk forstand. Vores kanoniserede litteratur viser typisk de singulære hændelser – unikke individers unikke præstationer. Der er et fokus på det særegne, og det fokus opstår på bekostning af de hverdagslige hændelser. Det er nedlæggelsen af mammutten, der er på hulemalerierne – ikke indsamlingen af rødder og nødder eller opfostringen af børn. Pointen bliver, at den vestlige kultur har en tendens til at prioritere individet frem for kollektivet og det lineære frem for det cyklisk gentagende. Det, der tager liv, frem for det, der skaber muligheden for opretholdelsen af liv, vurderes typisk til at være det mest gengivelsesværdige. Det vil i bund og grund sige anti-økologiske fortælleformer, der fokuserer på ødelæggelse frem for opretholdelse. Men hvad ville der ske, hvis man begyndte at betragte kunst med bæreposen som allegori snarere end spydspidsen? LeGuin citerer Elisabeth Fischer for at skrive:
“Den første kulturelle anordning var sandsynligvis en modtager. … Mange teoretikere mener at de tidligste kulturelle opfindelser må have været en beholder til at rumme indsamlede produkter og en slags slynge eller bærenet.” (LeGuin 2017: 6)
LeGuins teori om bæreposer fremfor spydspidser kan også ses som en rehabilitering af feminismens insisteren på det politiske i det private i en økologisk sammenhæng. Det vil i bund og grund kunne betyde en rehabilitering af økofeminismens sociale fokus i en økokritisk debat.
“Men nej, det kan ikke passe. Hvor er den vidunderlige, store, lange, hårde ting, en knogle, tror jeg, som Abemennesket først slog en med i filmen, for så gryntende af ekstase over at have afstedkommet det første rigtige mord at kyle det op mod himlen, og som det hvirvlede dér, blev det til et rumskib der banede sig vej ud i kosmos for at befrugte det og sidst i filmen frembringe et dejligt foster, en dreng selvfølgelig, der drev omkring i Mælkevejen uden (sært nok) livmor, uden matrix overhovedet? Jeg ved det ikke, jeg er endda ligeglad. Det er ikke den historie jeg fortæller. Vi har hørt den, vi har hørt alt om alle de kæppe og spyd og sværd, de ting man kan slå og pirke og banke med, de lange hårde ting, men vi har ikke hørt om tingen at putte ting i, beholderen til den beholdte ting. Det er en ny historie. Det er nyt. […] Jeg er tilhænger af det Fischer kalder Bæreposeteorien om den menneskelige udvikling.” (LeGuin 2017: 6-7)
Sidst i essayet kommer LeGuins poetik til syne som konsekvens af denne bæreposeteori.
“Jeg ville gå så vidt som til at sige at romanens naturlige, rette, passende form kunne være en sæk, en pose. En roman er en medicinbylt der rummer ting i et særligt, magtfuldt forhold til hinanden og til os.” (LeGuin 2017, 11)
Jeg mener, at Mimosa, selvom den ikke er en roman, alligevel kan karakteriseres som en sådan pose: Et forsøg på at gøre mennesket og verden til beholdere, der griber ind i og rummer hinanden. Jeget er et jeg, der vil bruges, som vil handles med af nogle ydre omstændigheder, og som gør sig selv til et objekt for deres skyld samtidig med, at det begærligt nyder sine omgivelser i en rækken-ud efter noget udefinerbart.
Økologisk retorik som manér
Det er dog også et jeg, der lader til at være bevidst om klichéerne, der kan knytte sig til økologisk filosofi og poesi. Miljøfilosofi, environmentalisme og økologi har eksisteret i årtier og er blandt andet kommet til udtryk gennem mere eller mindre salvelsesfuld retorik om menneskets indlejring i naturen og den gensidige samhørighed de to imellem. Dansk økopoesi har også set en opblomstring inden for det seneste årti og skabt adskillige forskellige bud på, hvordan det økologiske tematisk og formelt kan udtrykkes. Mimosa kan ses i forlængelse af den tendens, men har også, mener jeg, en bevidsthed om den tendens som tendens. Da jeg i efteråret 2018 deltog i en salon med forfatteren Julie Sten-Knudsen, anmelder Mathilde Moestrup og litteraturforsker Nicklas Freisleben Lund, havde vi i vores samtale om Mimosa svært ved at få greb om digtsamlingens afsluttende del “Den økologiske stemme pt. 1”. Efter det digt, der poetisk slutter med opfordringen om at give den mindste følelse dragt, kunne samlingen som sådan være stoppet, men den fortsætter med et digt, der blander dansk og engelsk ordmateriale på en måde, der er så påfaldende og arbejdsom at læse igennem, at den næsten fremstår vrængende efter den sarte patos, der prægede det forudgående digt. Dette leder videre over i den fragmentariske afslutning, der i sin helhed lyder:
“Den økologiske stemme pt. 1”
“Den økologiske stemme / tutorial”
“Den økologiske stemme / talkthrough”
“Den økologiske stemme get / ready with me”
“Den økologiske stemme how / to”
“Den økologiske stemme / natural & flirty”
“Den økologiske stemme the / laws of attraction”
“Den økologiske stemme how
to talk in bad weather how to
cope with the moon how to
insist on clouds how to sleep
in trees” (Storr-Hansen 2018, 82-95)
Det blev til kritikersalonen foreslået, at den afsluttende passage præsenterer et refleksivt blik på digtsamlingens egen stil og genre i påkaldelsen af ”den økologiske stemme”, som digtene selv kan siges at bidrage til. Gennem tilføjelserne, ”tutorial”, ”talkthrough” og ”how to”, som minder om formuleringer, man finder i captionen på blandt andet make-up-instruktionsvideoer på YouTube, opstår der et vrængende, hvis ikke direkte karikerende blik på genren økopoesi eller økologisk stemmeføring som sådan. Digtsamlingen ved, at den kan indlemmes i en genre af litteratur, der efterhånden er så omfangsrig og har eksisteret så længe, at der er en risiko for, at retorikken kan udvikle sig til manér. Den økologiske stemme kan forstene sig i vedtagne udtryksformer, som kan læres via en talkthrough, der kan ende i det rutineprægede og kunstige. Og det er blandt andet her, Mimosa undviger denne manér. Dels ved at arbejde på så mange tematiske og formelle niveauer, der binder sprog, verden, det individuelle og kollektive sammen på måder, der forener aggression og omsorg. Dels ved afslutningsvis at præsentere en forskydning af perspektivet, der reflekterer tilbage på resten af digtsamlingen uden dog at blive ironisk. Afslutningen underminerer ikke det forudgående, men giver et forskudt perspektiv, der kan stille det i et andet lys.
Jeg vil derfor kalde digtene på én gang formalistiske, metapoetiske og samtidig engagerede, verdensvendte. Men det er ikke et engagement, der viser sig som klart formuleret kritik. Bogen vil noget, men ikke nødvendigvis dermed realisere en utopi og slet ikke en politisk utopi, da den ikke sigter imod et klart formuleret mål og i det hele taget savner den lineære tænkning, som en politisk utopi almindeligvis indbefatter. Den har dertil heller ikke et klart formuleret poetisk ideal, men eksperimenterer begejstret med nye former, der ledsages af en bevidsthed om genrens risiko for at stagnere i rutine. Den påpeger litteraturens mulighed for at skabe plads, udvide rammerne for, hvad der kan siges, og hvad der kan opstå af nye måder at sanse, tænke og agere i forhold til sine omgivelser på, både i det nære og det store perspektiv.
Referencer
Barad, Karen (2011): “Nature’s Queer Performativity”, i Qui Parle, vol. 19, nr. 2, Durham, NC: Duke University Press.
Bennett, Jane (2001): The Enchantment of Modern Life: Attachments, Crossings, and Ethics, New Jersey & Oxfordshire: Princeton University Press.
Bennett, Jane (2018): Vegetabilt liv og ontoSympati (foredrag fra 2013 oversat af Henrik Torjusen), København: Laboratoriet for Æstetik og Økologi.
Haraway, Donna (2003): The Companion Species Manifesto: Dogs, People and Significant Otherness, Chicago: Prickly Paradigm Press.
Kheel, Marti (1990): “Ecofeminism and Deep Ecology: Reflections on Identity and Difference” i Irene Diamond og Gloria F. Orenstein (red.): Reweaving the World – the Emergence of Ecofeminism, San Francisco: Sierra Club Books.
LeGuin, Ursula K: Bæreposeteorien om fiktion (2017, opr. udg. 1986, oversat af Karsten Sand Iversen) København: Laboratoriet for Æstetik og Økologi i samarbejde med Forlaget Virkelig.
Paglia, Camille (1990): Sexual Personae – Art and Decadence from Nefertiti to Emily Dickinson, New York: Vintage Books.
Storr-Hansen, Nanna (2018): Mimosa, København: Gyldendal.
Zimmerman, Michael E. (1990): “Deep Ecology and Ecofeminism: The Emerging Dialogue” fra Irene Diamond og Gloria F. Orenstein (red.): Reweaving the World – the Emergence of Ecofeminism, San Francisco: Sierra Club Books.
