Category: Antropocæn

Dette års historisk varme sommer, med intet eller meget lidt nedbør og skovbrande i mange lande, har en gang for alle gjort, at klimaforandringerne har slået rod i almindelige menneskers bevidsthed. Samtalen om klimaforandringer foregår i et sammensat felt, hvor videnskab, politik, hverdagsliv og kunst krydser hinanden. Ved at sætte en række forskellige videnskaber og discipliner i spil, bringer Turbulens over de næste måneder en serie af tekster og interviews, som fra forskellige vinkler undersøger et af de mest omdiskuterede begreber inden for dette felt, nemlig Antropocæn. Temaserien skydes i gang med denne indførende artikel, skrevet af Turbulens’ redaktion.

Den Antropocæne tidsalder er bedst kendt som et ’mega-fænomen’, der beskriver menneskehedens destruktive adfærds aftryk i klodens geologiske lag. Men begreber som ’det globale’ og ’menneskeheden’ er abstraktioner, som ingen repræsenterer eller har direkte adgang til. Hvordan ser Antropocæn ud i det nære, hvor den enkelte borgers hænder deler berøringsflade med den økologiske krise som storpolitisk emne? Hvordan ser Antropocæn ud fra en villavej i det ’globale Nord’? Line Marie Thorsen giver i denne artikel en fremstilling af, at øko-æstetiske kunstpraksisser kan binde de mest almindelige erfaringer af økologi sammen med mega-fænomener som globalt klima og den Antropocæne tidsalder. Det giver udslag i begrebet om det ‘banalt Antropocæne’.

Som svar på de planetære økologiske trusler, som begrebet Antropocæn dramatiserer, er der opstået heftige diskussioner i social- og kulturvidenskaberne om den rette måde at forstå og problematisere vores nutidige situation. I denne artikel gennemgår og diskuterer sociolog Anders Blok de tre mest betydningsfulde planetære perspektiver, som er vokset frem, nemlig en ny-materialistisk tilgang til ”Antropocæn”, en øko-marxistisk tilgang til ”Kapitalocæn” samt en videnskabs- og teknologistudiebaseret tilgang til ”Gaia”. Mens de to førstnævnte tilgange løber ind i begrebslige vanskeligheder er det artiklens bud, at den intellektuelt seriøse figur om Gaia, som Isabelle Stengers (og Bruno Latour) har givet en renæssance, rummer en række konstruktive muligheder for tænkning og handlen i mødet mellem videnskab, mytologi og aktivisme.

”Antropocæn” er et problematisk begreb med en problematisk etymologi. Det beskriver et sæt af fænomener, som vi kun lige er begyndt at ane sammenhængene imellem. Ikke desto mindre rummer det også potentiale for tværfagligt samarbejde og mellemartslig sameksistens. Det er lykkes ordet at bryde igennem lydmuren mellem naturvidenskab og samfundsvidenskab, mellem videnskab og kunst, mellem universiteterne og medierne. Dermed synes det at tilbyde, hvad ingen andre ord for nuværende kan: at åbne muligheden for en politisk aktuel, empirisk og tværdisciplinær viden om klimaforandringerne som global krise. I seks teser, der vokser ud af et forskningssamarbejde på Aarhus Universitet mellem biologer og antropologer (AURA), forsvarer Nils Bubandt et såkaldt gennemstreget begreb om Antropocæn og argumenterer for, at vi skal bruge det som udgangspunkt til at undersøge en verden, som ingen af os længere kan genkende.

Er det nødvendigt for at imødegå klimaproblemerne, at mennesket begynder at gå mindre op i sig selv og mere op i det, vi normalt opfatter som det ikke-menneskelige? Det argumenterer Martin Hauberg-Lund Laugesen for i denne artikel, hvor han især henter inspiration fra populærfilosoffen Timothy Morton. Artiklen tager afsæt i det, Hauberg-Lund kalder for “det antropocæne paradoks”, som han sætter ind i en bredere kontekst ved at koble det sammen med eksistentialistisk tænkning og forslag til radikal, politisk forandring. Sidstnævnte koges ind til parolen: “Arter på hele planeten, foren jer!”.

I denne artikel tilfører Torsten Bøgh Thomsen en litterær stemme til temaet om Antropocæn. Det sker igennem en læsning af Nanna-Storr Hansens digtsamling Mimosa fra 2018, som i år er nomineret til Montanas litteraturpris. Digtene læses ud fra, hvordan de forbinder personlige sansninger med overpersonlige klimakriseperspektiver, som sættes sammen med et økofeministisk og socialt orienteret perspektiv. Der argumenteres for, at digtene også indeholder metapoetiske overvejelser om sprog og litteratur, hvilket munder ud i en pointering af økopoesiens risiko for at ende i forudsigeligheder – et forhold som Mimosa virtoust-vrængende og eftertænksomt undgår.

I denne naturvidenskabelige, men letlæste artikel fra år 2000 introducerer Paul Crutzen og Eugene F. Stoermer begrebet “Antropocæn”. Teksten har derfor været banebrydende inden for forskningsverden, da den som en af de første angiver konkrete beviser for, at mennesket er blevet en planetforandrende kraft. Crutzen og Stoermer forbinder her en historisk og naturvidenskabelig udlægning af Antropocæn med en bestemmelse af, hvordan vi bør tackle situationen. Ifølge dem bør vi sætte absolut tillid til videnskaben og informationssamfundets evne til at udvikle teknologiske løsninger. Artiklen er oversat af Kristoffer Willert.