Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | Klima og kapital – Interview med Andreas Malm
 

Klima og kapital – interview med Andreas Malm

19.11.2018

Af Kristoffer Balslev Willert

I sin bog Fossil Capital fra 2016 har Andreas Malm argumenteret for, at kapitalismen er hovedårsagen bag klimaforandringerne. Malm er en af de fremmeste personer inden for dette felt og publicerer og deltager ofte i den offentlige debat, både i Sverige og internationalt. I dette interview fremfører han nogle af sine konklusioner om fossilkapital, men fortæller derudover også om nutidige politiske udviklinger, global aktivisme og universitetets rolle i klimadebatten.

Universitetets rolle i klimadebatten

På Lund Universitet underviser du i faget Humanøkologi. Så vidt jeg ved, har vi ikke et tilsvarende universitetsfag i Danmark. Kan du begynde med at fortælle lidt om dette studie, samt hvad din nuværende forskning beskæftiger sig med?

“Afdelingen ledes af Alf Hornborg, som har åbnet døren for en helt bestemt tilgang til verdensøkonomiens ødelæggende effekter på miljøet. Han har lavet en hel del banebrydende forskning inden for økologisk og ulige økonomisk udveksling. I Danmark er det emne måske mere bekendt i forbindelse med Thorkild Laursen og Blekingegadebanden. Alf Hornborgs arbejde er så at sige en økologisk version af det. Den grundlæggende motivation ligger i at undersøge, hvordan økologiske ressourcer forflyttes fra perifere områder til kerneområder igennem handel og handelsaftaler.

Vi har et ret stort uddannelsesprogram for kandidatstuderende, som ofte tiltrækker danske studerende, der også fortæller mig, at der ikke er nogle lignende uddannelser i Danmark. Og jeg er ret sikker på, at det egentlig også gælder for resten af verden. Især fordi uddannelsen utvivlsomt har en kritisk profil. Uddannelsen hedder Kultur, Magt og Bæredygtighed og er tværdisciplinær, selvom vi hovedsageligt arbejder igennem social- og humanvidenskaberne. Feltet behandler destruktionen af miljøet ud fra den præmis, at problemet i sig selv er bundet sammen med spørgsmålet om magt og magtrelationer. For at forstå, hvorfor bestemte samfund ødelægger miljøet så åbenlyst og så hurtigt, er man nødt til at forstå magtrelationerne i de samfund. Og her er konklusionen, at ikke alle mennesker i disse samfund er ansvarlige for problemet i samme omfang, samt at det ikke går ud over alle mennesker i disse samfund.

Personligt arbejder jeg for tiden med forskellige ting. Blandt andet med et projekt om vildnis, som jeg netop har afholdt et foredrag om her i Danmark, hvilket på et tidspunkt vil udmønte sig i en enorm bog. Men i dette efterår er jeg beskæftiget med tre andre ting. For at bevise, at jeg kan lave andet end at skrive ekstremt lange bøger, vil jeg blandt andet skrive en kort pamflet om klimaaktivisme. Jeg er også med til at færdiggøre en antologi om ‘geo-engineering’. Og afslutningsvis arbejder jeg også på et projekt med kollegaer og studerende, hvor vi forsøger at kortlægge den europæiske højrefløj og populismes energi- og klimapolitik.”

Hvad er menneskehedens største udfordring lige nu? Hvis du tager det for at være et retorisk spørgsmål, hvilken rolle mener du så universitetet har og bør have i forhold til at udbrede budskabet om, at klimaforandringerne er det vigtigste problem, vi står over for?

“Det tager jeg uden tvivl for at være et retorisk spørgsmål. Jeg betragter med afstand klimaspørgsmålet som det største problem, selvom krisen i forhold til biodiversitet og den sjette masseudryddelse også er utrolig vigtig, men selvfølgelig også er forbundet med klimaforandringerne.

I forhold til universiteterne og deres rolle, bliver jeg ind imellem frustreret over, at de for det meste er lige så dårlige til at prioritere de grundlæggende problemer, vi står over for, som alle mulige andre institutioner.  Ligesom de fleste andre institutioner, har universiteterne, selv efter denne sommers klimabegivenheder med tørke og skovbrande i mange lande, generelt fortsat med ‘business as usual’. Det er foruroligende.

Man kunne håbe, at universiteterne ville være et sted, hvor folk hvileløst diskuterer og reflekterer over de vigtigste samfundsproblemer i forhold til klimaforandringer og arbejder med, hvad vi skal gøre ved det. Og det foregår desværre kun i meget begrænsede dele af den akademiske verden i Sverige, som er det eneste sted, jeg ved nok om til at udtale mig om det. Det eksisterer slet ikke på det niveau, som det burde være. Universiteter burde jo være fyldt med forelæsninger, seminarer og forskningsgrupper om klimaforandringer for at stimulere debatten om, hvordan vi skal handle her og nu.”

Ligesom de fleste andre institutioner, har universiteterne, selv efter denne sommers klimabegivenheder med tørke og skovbrande i mange lande, generelt fortsat med 'business as usual'. Det er foruroligende.

 

For at være lidt direkte, og sikkert også ukorrekt, vil nogle måske betragte dig som en lænestolsaktivist i kraft af, at du hovedsageligt laver akademisk arbejde. Er det eneste rigtige ikke bare at gå ud i verden og handle – blokere lufthavne, kultransporter og så videre?

“Jeg var aktivist i mange år inden jeg blev akademiker. Og jeg plages af en konstant skyld i forhold til, at jeg ikke er mere aktiv på gaderne. Jeg forsøger dog så meget jeg kan. Jeg deltog for eksempel i Code Rood i Holland og i Ende Gelände i Tyskland i oktober. Men jeg mener, det er afgørende at kunne kombinere teori og praksis.

Udfaldet af det første COP-møde i Berlin i 1995 var, at diskussionerne mellem de politiske parter skulle høre op, og at der i stedet skulle handles med det samme. Jeg mener, at det samme delvist gælder for akademikere. De skal ikke holde op med at diskutere og teoretisere, men de bør ikke kun gøre det. De bør også handle.”

Politiske udviklinger?

Fornemmer du, at der på det seneste er sket en forskydning i den generelle bevidsthed og handlekraft i forhold til klimaforandringerne, og vil det være til fare for dem, der sidder på magten?

“Uden tvivl, til det sidste spørgsmål. Men problemet er, hvordan man forvandler den voksende klimabevidsthed til handling og konkrete politiske beslutninger. Hvis jeg havde opskriften på det, ville jeg ikke sidde her, men rende rundt derude og iværksætte den. Men det har jeg ikke. Og det er ganske foruroligende, at det lader til at være så svært og problematisk at finde den opskrift. Endda efter den sommer, vi lige har haft.

Vi havde for nylig valg i Sverige, og i sidste ende viste det sig faktisk, at klimaforandringerne og sommerens begivenheder ikke gjorde den store forskel i forhold til valgresultatet. For eksempel stod Sverigedemokraterne stærkere i nogle af de landområder i Sverige, hvor sommerens hedebølge ramte hårdest, såsom Ystad og Öland. Selvom nogle medlemmer af partiet er klimabenægtere og deres eneste forslag efter sommeren var at sænke benzinskatten for at hjælpe landmændene. Det var deres eneste krav i forhold til sommerens problemer. Og Miljøpartiet, selvom det er en lidt anden historie, klarede sig dårligt til valget. Men det er helt vanvittigt, at begivenhederne ikke lod til at have nogen indvirkning på valget overhovedet. Der var lige nogle få uger med normalt vejr inden valget, hvor regnen vendte tilbage, og det var åbenbart nok til, at folk glemte klimaproblemerne.”

Var Venstrepartiets fremgang relateret til begivenhederne?

“Det har helt klart været forbundet på en eller anden måde. Men nogle målinger indikerede, at de ville få langt større fremgang. At de måske ville få 10, 11 eller 12 procent af stemmerne [de fik 7,9 procent], på grund af sommerens begivenheder og partiets progressive og miljøvenlige politik.”

Kapitalocæn

I din bog Fossil Capital fra 2016 anfægter du den almindelige anvendelse af begrebet Antropocæn og argumenterer for, at begrebet i en vis forstand dækker over en ideologisk og historieløs strategi, der giver et abstrakt begreb om ‘menneskeheden’ skylden for klimaforandringerne. Du foreslår at erstatte Antropocæn med begrebet Kapitalocæn, eftersom en bestemt samfundsorganisering og produktionsform, nemlig den kapitalistiske, er den afgørende årsag til de større naturforandringer, der finder sted på vores planet. Kan du uddybe det lidt?

“Lad mig først understrege, at jeg ikke ser det som absolut nødvendigt at lave denne udskiftning, altså at udskifte et ord med et andet. Lige siden videnskabsfolk foreslog, at vi burde anvende begrebet Antropocæn, har det været en platform, som er blevet suppleret af forskellige navne og begreber for vores epoke. For eksempel den ‘anglocæne tidsalder’, den ‘teknocæne tidsalder’ og en masse andre. Der findes efterhånden mange forskellige alternativer, og det afgørende er ikke, hvilket begreb man vælger. Det afgørende er, hvilket ikke udelukker at fastholde begrebet Antropocæn, ikke at forfalde til en fortælling om de menneskeskabte klimaforandringer, hvor den menneskelige art som en monolitisk størrelse udøver en eller anden form for naturlig disposition. Der findes massevis af eksempler på forskere og politikere, der fortæller historien på den måde. Det ville betyde, at alle mennesker, eller ’menneskets væsen’, har skabt klimaforandringerne. Men det er simpelthen historisk og empirisk forkert at bebrejde alle mennesker for det, der er den grundlæggende årsag bag klimaforandringerne, nemlig fossiløkonomien.

Kultog, Coal train, kultransport i USA,

Edward Burtynsky. “Coal Train”. Gilette, Wyoming, USA, 2015. Udstillet ved Flowers Gallery i London og Nicholas Metivier Gallery i Toronto

 

Derudover er det, fra et strategisk og politisk perspektiv, fuldkommen kontraproduktivt, fordi det leder til kollektiv lammelse. Hvis alle er skyldige, så er ingen skyldige. Hvis alle er skyldige, hvad skal vi så gøre ved det? Hvis produktionen af klimaforandringerne er noget, som er mennesket iboende, hvordan kan vi så ændre ved den prekære situation, vi befinder os i? Nogle forskere har argumenteret for, at Antropocæn er et resultat af menneskets evne til at skabe og producere ild. Men hvad skal vi gøre ved det? Vi kan ikke bare holde op med at skabe og producere ild. Og der er så mange andre versioner af denne historie, hvor alle mennesker gøres skyldige. Politisk fører det til, at folk opfordres til at ændre deres private vaner, forbrug og så videre. Imperativet bliver, at folk skal foretage små isolerede handlinger, udskifte deres elektriske pærer for eksempel. Men det bringer os absolut ingen vegne.”

Derudover er det, fra et strategisk og politisk perspektiv, fuldkommen kontraproduktivt, fordi det leder til kollektiv lammelse. Hvis alle er skyldige, så er ingen skyldige.

 

I en artikel fra år 2000, som Turbulens publicerede i en dansk oversættelse i sidste uge, introducerede Paul Crutzen og Eugene F. Stoermer begrebet Antropocæn. Fastsættelsen af, hvornår Antropocæn begyndte, diskuteres heftigt, men i deres artikel foreslår de den sidste del af 1700-tallet, som falder sammen med James Watts opfindelse af dampmaskinen. Det stemmer egentlig meget godt overens med din forskning. Hvordan er du kommet frem til, at kulindustriens fremkomst spiller en så afgørende rolle?

“Min forskning bag Fossil Capital var netop delvist motiveret af den datering af Antropocæn, særligt i forhold til opfindelsen af dampmaskinen. Denne opfindelse var en epokegørende begivenhed. Ikke opfindelsen som sådan, men indførelsen, anvendelsen og udbredelsen af den. Og det går netop fuldstændig imod den antagelse, at menneskeheden som art skabte dette problem i første omgang. For det var selvfølgelig ikke hele menneskeheden, der indførte og udbredte dampmaskinen, men derimod et meget bestemt segment af menneskearten, nemlig den kapitalistiske klasse i Storbritannien.

Det er samtidig værd at bemærke, at siden Crutzen, Stoermer og andre i begyndelsen af dette århundrede foreslog den datering af Antropocæn, har en hel del forskere argumenteret for andre dateringer. For eksempel vælger nogle forskere 1945, hvilket efterhånden er blevet ret almindeligt. Men der er også nogle, der foreslår det 17. århundrede, på grund af begivenhederne i Latinamerika, hvilket er en lidt anden historie. Jeg er uenig med begge de dateringer, fordi de overser det allermest afgørende, nemlig anvendelsen og udbredelsen af dampmaskinen og dampenergi, som introducerede en ny metode til at forbrænde fossile brændstoffer, som hverken fandt sted i det 16. eller 17. århundrede eller i 1945. Det skete derimod, viser min forskning, i begyndelsen af det 18. århundrede.”

Hvor skal forandringen komme fra?

Mener du, at global masseaktivisme er vejen frem i forhold til at undergrave fossilkapitalen, eller må vi sætte vores lid til, at politikerne indretter sig efter den øgede klimabevidsthed?

“Det ville være fantastisk med globale masseaktioner. Det ser desværre ikke ud til at ske lige nu. Den Internationale Klimabevægelse, 350.org, gør sit bedste for at mobilisere folk og handle imod udvinding af fossile brændstoffer. Det bedste vi har lige nu er netop bevægelser og kollektive handlinger som Code Rood i Holland og Ende Gelände i Tyskland i oktober. I København er der også mange progressive klimaaktivister, som planlægger og afholder kampagner og aktioner, blandt andet i forhold til industrielt landbrug. Men bevægelserne er mikroskopiske i forhold til, hvad de burde være. De burde være af en helt anden størrelsesorden. Men de udfører ikke desto mindre det bedste arbejde, der er lige nu.

Kulterminal i Indonesien, Kelanis Power Station

Dominik Vanyi. Kulenergistation i Indonesien.

 

Jeg mener, det er den rolle, aktivismen bør have: at tvinge stater til at gøre det, der er nødvendigt.

 

Spørgsmålet om, hvordan man kan nedbryde fossilkapitalen, er vanvittig kompliceret. Det er først og fremmest afgørende at anerkende, at fossilkapitalen ikke kan nedbrydes igennem aktivisme alene. Ethvert større fremskridt i forhold til klimaforandringer vil kræve beslutninger, der bliver taget på statsniveau. I Sverige ville det for eksempel kunne bestå i at forbyde køb af biler med fossile brændstoffer, eller sørge for, at al den tunge industri, der anvender fossile brændstoffer, skifter til alternative løsninger. Eller man kunne afskaffe afbrændingen af fossile brændstoffer i energi- og elektricitetssektoren. Den slags beslutninger er det kun stater, der kan foretage. Aktivister kan ikke gøre den slags på det påkrævede niveau. Det er nødvendigt at kombinere de to. For stater gør det tydeligvis ikke på eget initiativ. Derfor skal de presses til at gøre det, eller måske ligefrem overtages. Jeg mener, det er den rolle, aktivismen bør have: at tvinge stater til at gøre det, der er nødvendigt.”