Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | Antropocæn banalitet
 

Antropocæn banalitet

20.02.2019

Kunstpraksis i ”menneskets tidsalder”

’Antropocæn’ refererer som geologisk betegnelse til en potentielt ny og ruineret epoke for selve kloden, set gennem dens geologiske lag – eller strata. Men begrebet er også både meget mindre og meget mere. Som Antropocæn-antropologerne Heather Swanson, Nils Bubandt og Anna Tsing har foreslået (Swanson, Bubandt og Tsing 2015), er Antropocæn på den ene side mindre end én ting, fordi det simpelthen stadig er et forsknings- og diskussionsfelt, der er ved at tage form. Det er så at sige endnu ikke én helhed. På den anden side, har Antropocæn ikke desto mindre haft et ualmindeligt rigt liv indenfor og på tværs af et væld af discipliner, hvorigennem begrebet altså samtidig kan referere til et væld af fænomener og studier. Derfor, skriver de, egner begrebet sig måske bedst til at være et slags forestillings-rum, der tillader mange og ellers adskilte discipliner og vidensformer at mødes omkring fælles anliggender, der udspringer af den globale økologiske og klimatiske krise, vi befinder os i.

Som illustreret i de mange arrangementer og begivenheder, der er udsprunget af det Antropocæne fælles-felt, er en del af de vidensformer, der ikke bare tages seriøst, men efterspørges aktivt i arbejdet, kunstpraksisser. F.eks. samlede det enorme og ambitiøse Anthropocene Project, organiseret og faciliteret af Haus der Kulturen der Welt (HKW) i Berlin fra 2013-14 (dog delvist fortløbende under nye overskrifter) (se The Anthropocene Project i litteraturlisten), både geologer fra ’the anthropocene working group’, kunstnere som Tomas Saraceno, The Otolith Group, Armin Linke og Territorial Agency, samt filosoffer, antropologer og kunstteoretikere som Bruno Latour, Elizabeth Povinelli og Molly Nesbit. HKW arrangerede dialoger og interdisciplinære udforskninger af Antropocæne udfordringer. Geologen Jan Zalasiewicz understreger ofte naturvidenskabens behov for humanistiske indsigter, og som Latour har påpeget i en af hans funderinger over det ’Antropocæne dyr’, er selv den mest basale Antropocæn-forskning dybt afhængig af de kulturelle institutioner: ”[the Anthropocene Working Group of the International Commission on stratigraphy] is so badly funded that they had to rely on the ’Haus der Kultur der Welt’ in Berlin to pay for their meeting […] Artists financing geologists to decide upon the name of the Zeitgeist! You have to recognize that the Anthropocene is a strange animal” (Latour 2014: 5).

Men det er ikke kun i store institutionelle (og økonomiske) perspektiver, at kunstnere spiller en væsentlig rolle i forsøget på at begribe, erfare og indfange hvad, hvordan og hvor vi befinder os i denne nye planetære epoke. En ting er klodens strata og globale klimaforandringer, smeltende indlandsis, 100-års begivenheder hvert årti (mega-orkaner, skybrud, hedebølger) og deres katastrofale konsekvenser. Noget andet er alle de små og tilsyneladende banale begivenheder, langsomme katastrofer, hverdagslige handlinger og forestillinger om natur-kultur-relationer, som er indvævet i det store. Hvordan erfares disse aspekter som del af og forbundet til de store Antropocæne katastrofer? I det følgende retter jeg fokus på det ‘banalt Antropocæne’ og kunstneres måde at skalere det hverdagslige med det globale.

Antropocæns banalitet

Når der tales om ’Antropocæn’ er det oftest med udblik til de helt store skalaer: menneskehedens destruktive adfærds aftryk i klodens geologiske lag, udgjort af de samme faktorer, der har kastet os ud i globale klimaforandringer og en verdensomspændende økologisk krise. Disse kodeord refererer til Antropocæn som et kæmpe-, eller ’hyperfænomen’ – som filosoffen Timothy Morton måske ville sige (Morton 2013). Men som kæmpe-fænomen er Antropocæn også blevet underlagt alskens kritik: Hvilken ’menneskehed’ forestiller vi os f.eks., at det enhedslige ’antropos’ i ’antropocæn’ repræsenterer (Haraway et al. 2016), hvilken adfærd (se f.eks. interviewet med Andreas Malm i denne serie i Turbulens om Antropocæn)? Hvem og hvilke entiteter udviskes med sådanne brede strøg (de la Cadena 2015)? Og er forestillingen om ’kloden’ og ’det globale’ nødvendigvis så enhedsligt som den lyder, når vi tænker på klimaforandringer og økologisk krise? Både ansvar for og konsekvenserne af klimaforandringer ser markant anderledes ud for Marshalløerne end for Danmark.

Som globalt fænomen er ansvaret for den Antropocæne epoke, og dens udslag i form af klimaforandringer og økologiske kriser, på mange måder kendetegnet ved ekstrem ulighed på tværs af både verdensdele og landegrænser. Men også ved ulige erfaringer af Antropocæne fænomener i det hverdagslige. ’Globalitet’ er trods alt en abstraktion, som ingen nogensinde har adgang til, andet end som begreb. Så hvis det, den Antropocæne epoke er kendetegnet ved, er kæmpe-skalaer, hvordan ser man det så i det nære, hvor den enkelte borgers hænder deler berøringsflade med politisk mobilisering? Særligt de steder på jorden, hvor vi mærker det mindst? Hvordan ser Antropocæn ud fra en villavej i det ’globale Nord’? Antropolog Heather Swanson har følgende svar:

“For many living in precarious situations, the Anthropocene is already life-altering, life-threatening, and even deadly. It comes in the form of a massive flood or a rising tide that takes their homes away. Or as an oil well that poisons the river on which they depend. But for others, especially the white and middle-class of the global North, the Anthropocene is so banal that they do not even notice it. It is the green front lawn, the strip-mall parking lot, the drainage ditch where only bullfrog tadpoles remain.” (Swanson 2017)

Citatet er fra Swanson’s tekst The Banality of the Anthropocene, og det er særligt anden del af citatet, jeg her vil rette fokus på, gennem kunstneriske praksisser dedikeret til netop dette Antropocæne problem: mens Marshalløerne bogstaveligt talt styrter i havet, er den Antropocæne katastrofe i store dele af ’det globale nord’ så tilsyneladende banal, at mange knapt nok lægger mærke til det. Det er ikke nødvendigvis stormfloder og mega-orkaner, men alle de insekter, som ikke længere flyver rundt i det danske landskab (Jarvis 2018), uendelige marker af landbrugsindustrielle monokulturer (Shiva 2016) eller, som Swanson skriver, den ’succesfulde’ græsplæne fri for ukrudt og uønskede arter.

Både ansvar for og konsekvenserne af klimaforandringer ser markant anderledes ud for Marshalløerne end for Danmark

Skabningerne der bor her

Eftersom min forskning tager udgangspunkt i feltarbejde med kunstnere i bl.a. Japan og den måde, hvorpå de arbejder med klimaforandringer, økologiske problemer og – på sin vis – Antropocæne problemstillinger, er det også mit afsæt i denne tekst, for herigennem at vende blikket mod Danmark. Som ’højmoderne’ samfund deler Japan mange ’Antropocæne karakteristika’ med ’Vesten’, men æstetiske praksisser og indramninger er anderledes på nogle afgørende punkter. Ord som ’Antropocæn’ bliver sjældent mobiliseret som forklaringsmodel, da mange starter fra en antagelse om hverdagen og det ordinæres forrang i arbejdet med miljø- og klimaproblemer. Med andre ord: æstetisk arbejde forpligtiger sig på banalt antropocæne former.

Et eksempel på dette er Iwatani Yukiko[i], der skaber sirlige plante-skulpturer. Jeg så hendes værker første gang på den storstilede kunsttriennale Echigo Tsumari Art Triennale i 2015. Triennalen, der bl.a. tematiserer menneskets forhold til naturen, er enorm, men Iwatanis små plante-skabninger, kreeret af ukrudtsplanter, som hun finder og som har betydning lokalt, var mildest talt bemærkelsesværdige. Hendes installation havde overskriften Creatures Living Here, og værkerne – skabningerne – var formet til et væld af forskellige udtryk så de i øvrigt visne planter ikke bare virkede levende, men livlige og fulde af personlighed. Det er måske mærkeligt at sige, at en biologisk set død plante udviser personlighed, men det gjorde og gør de. Nogle virker tøvende, prøvende, nysgerrige og kontemplerende, andre irriterede, utålmodige og iltre. Iwatanis skabninger udtrykker en masse, og folk, der møder dem, reagerer i overensstemmelse hermed. Man kan således høre mennesker, både her og andre steder, udbryde at de er nuttede, vilde, eller drilske, og jeg har observeret mange samtaler omkring plante-skabningerne, hvor der blev spurgt til deres sind, ønsker og motiver: ”hvad tænker den?”, ”hvad vil den?”, ”den virker trist”, ”jeg tror den vil ud herfra” eller ”der har den sat sig godt tilrette”. Og inden en given læser trækker ’animisme-kortet’ og prøver at forklare denne adfærd ved en populær japonisme, vil jeg straks gøre opmærksom på, at Danmark er blandt ’de andre steder’, hvor jeg har observeret dette. Da jeg inviterede Iwatani, blandt andre, til at udstille i Danmark, bemærkede flere hvordan de blev mindet om planternes egenart, livlighed og mangfoldighed.[ii]

Iwatani Yukiko. 2014, Museum of Picture Book Art, Niigata.

 

Fordi planterne altid kommer fra lokale landskaber og er helt almindelige ukrudtsplanter sker der ofte to yderligere ting i mødet med den æstetiske bearbejdning og omformning: dels bliver skabningerne genkendt som en plante, der havde en anden form udenfor, og som enten var ligegyldig eller direkte irriterende. Ukrudt er trods alt definitionen af kulturelt malplacerede planter (Mabey 2010: 5). Men her fremstår de med en anderledes og bemærkelsesværdig karakter, som noget der er værd at lægge mærke til og måske ligefrem at yde omsorg for. Hvorfor er det vigtigt? Fordi det, der defineres som uskønne eller æstetisk ligegyldige skabninger, som ukrudt og insekter, ofte kan udryddes uden at vi opdager det, mens karismatisk flora og fauna mobiliseres miljøpolitisk (Lorimer 2007). Som miljø- og æstetikfilosof Saito Yuriko skriver om ’natur-skabninger’ i hendes bog Everyday Aesthetics, er der umådeligt meget på spil i vores hverdagsæstetiske anerkendelse af natur-ting: ”If we are aesthetically attracted to certain creatures, we tend to care about their fate and are inclined to protect them, while we tend to remain indifferent toward those creatures we do not find aesthetically appealing.” (Saito 2007: 59–60). Det er her, vi vender tilbage til det banalt Antropocæne.

Hverdagsæstetisk erfaring af det banalt Antropocæne

Iwatanis kunstpraksis er den slags, der medierer mellem de mest almindelige og bogstaveligt talt nede-på-jorden-erfaringer af vores økologiske anknytninger, og så de hyper-fænomener, der betragtes i forbindelse med globalt klima og den Antropocæne tidsalder. Et sted mellem oplevelsen af nuttede og iltre skabninger og genkendelsen af dem som almindelige ukrudtsplanter opstår det, Saito karakteriserer som hverdagsæstetiske erfaringer af det allerede velkendte (Saito 2017: 35). Det er en type af erfaringer, som muligvis altid har eksisteret, men hvis betydning er gået glemt i dyrkningen af det ekstraordinæres æstetik – det vil sige de skønne kunster og den sublime, storslåede og vilde natur. Den hverdagsæstetiske erfaring er imidlertid knyttet til det ordinære, som kampen mod ukrudtet i haven i ønsket om en ’ren’ græsplæne eller rosenbede. Folk i store dele af verden begærer inderligt grønne, glatte og ukrudtsfrie haver og parker, med blomster i fuldt flor. De kæmper indædt mod det brune, fordærvede, artsblandede og insektrige landskab med alle midler, med store og veldokumenterede miljømæssige omkostninger til følge (Saito 2007: 65).

Swanson kalder derfor den grønne græsplæne for et eksempel på det banalt Antropocæne. Saito kalder den for et eksempel på modstridende æstetiske og økologiske værdier. Det kræver hårdt og voldeligt arbejde at holde en plæne grøn med græs, både i kraft af ukrudtshåndtering (bl.a. via pesticidforbrug), men også i kraft af, at det er golde landskaber set i relation til biodiversitet. Det samme gælder marker, plantager og mange planteskoler. Alle er eksempler på det banalt Antropocæne, skabt via landskabelige idealer om produktivitet og æstetisk regelmæssighed, der er så ordinære, at vi knapt lægger mærke til, hvor ualmindeligt livløse de er.

Et godt ’case-studie’ på dette, i en dansk kontekst, var da kunstneren Katharina Grosse spraymalede en del af den ellers fejlfrie grønne plæne i mindeparken i Århus, i røde og hvide striber, som del af Aros’ store udstilling The Garden i 2017. Mange folk og politikere blev, som for de fleste bekendt, rasende over det, de opfattede som noget uskønt miljøsvineri. Det var grimt i den ellers smukke park, det ødelagde naturen, og græsset ville jo dø under akrylmalingen. Og var den i øvrigt ikke også giftig? Hvad med grundvandet? Forsvaret for værkets berettigelse kom dog også fra miljøbekymring, italesat af bl.a. fremtrædende økologer og naturhistorikere. F.eks. udtalte Morten D.D. Hansen, som er inspektør på Naturhistorisk Museum i Aarhus, at det var elegant formidling af de økologiske problemer vi står overfor, og at debatten mest af alt illustrerer en generelt manglende fornemmelse for sunde og usunde landskaber. Malingen var mindre giftig end den algebehandling, som bådejerne i den nærliggende havn søber deres både ind i, og Mindeparken, påpeger han, er ikke i nærheden af at være hverken natur eller en del af et sundt økosystem. Den er fabrikeret af muldjord med så-græs, og naturen er derimod det, man har ødelagt for at anlægge mindeparkens grønne monotoni. Man kan ligeledes tilføje, at set i lyset af de enorme mængder pesticider, vi hælder ud over det danske landskab rutinemæssigt, i både haver og på marker – med store biologiske konsekvenser – var Grosses værk faktisk kun bemærkelsesværdigt i kraft af sit æstetiske indgreb. Gad vide hvordan det danske landskab ville se ud, og hvordan reaktionerne ville være, hvis glyphosat og prosulfocarb[iii] gjorde alt det ramte ceriserødt?

Lars Marcussen.

 

Om kunstværket ultimativt resulterede i gode eller dårlige offentlige diskussioner, vil jeg ikke vurdere her, men det udspiller konflikten omkring kampen mellem bestemte æstetiske sensibiliteter og sunde økologier. Mindeparken var og er et banalt Antropocænt landskab, oppebåret af en æstetisk overbevisning om ’skøn natur’. Forestillinger om ’naturens’ rette form kan være tæt knyttet til økologisk destruktion, og hverdagsæstetiske fornemmelser er derfor uhyre magtfulde. De kan både nedbryde og opbygge verdener. Lad os slutte med at se på sidstnævnte.

Planter der forbinder

Da jeg begyndte min forskning i 2015, var det svært at overbevise (mange af) mine miljøbekymrede kolleger om, at kunstnere, der arbejder med ukrudt som øko-æstetiske praksisser, er relevante for klima- og Antropocændiskussioner. Var det ikke for småt, ubetydeligt eller apolitisk? Hvad havde betænksomme ukrudtspraksisser med smeltende gletsjere og den afvigende jetstrøm at gøre? Heldigvis går der i dag længere imellem, at jeg møder den slags indvendinger. Mit feltarbejde i Japan med kunstnere som Iwatani har vist, at det netop var den slags kunst, der både er relevant og afgørende for at se, hvordan variationer af diskussionerne kan have et rigt liv udenfor de mere ’højtravende’ akademiske rum, i relevante hverdagslige og banale fornemmelser for naturkulturel indvikling. Iwatanis skabninger viser, at kunst kan adressere og effektuere økologisk omsorg udenom glatte naturidealer og uden som det første at hidkalde abstraktioner som globale skalaer.

I Østasien begyndte jeg at følge de mere banale og øko-materielle aspekter af den Antropocæne epoke, fordi ord som ’Antropocæn’ og ’klimaforandringer’ ofte har meget lidt politisk trækkræft eller bliver til problematiske occidentalismer, udenfor ’vestlige’ og institutionelle centre (Honda 2016). I stedet er hverdagsæstetiske fornemmelser for f.eks. planter noget, hvor samtaler om miljøbekymring kan starte fra bunden og herfra skalere almindelig ageren med mere-end-menneskelige medskabninger, med fænomener som ’globalt klima’ og ’Antropocæn’. Begge niveauer er, ud fra min bedste vurdering, både vigtige og uløseligt forbundet med hinanden, men der har været tendens til primært at fokusere på det store. Følger man plante-forbindelser, ser man dog stykvis hvordan almindelige have- og landbrugspraksisser også har alt med det globale Antropocæn at gøre.

Iwatanis skabninger viser, at kunst kan adressere og effektuere økologisk omsorg udenom glatte naturidealer og uden som det første at hidkalde abstraktioner som globale skalaer

 

Og det er ikke kun i Østasien, at det er relevant at omdirigere blikket fra de store begreber for en stund, for at følge ting og praksisser i det banale i stedet. Lader man f.eks. planter agere bindevæv, vil man også se et væld af fantastiske kunstpraksisser i Danmark (og i resten af Europa, Nordamerika, Sydøstasien og mange andre steder), der opbygger rum for andre æstetiske forestillingsevner i forhold til hverdagslige natur-kulturelle former, der hverken tager udgangspunkt i, eller bekræfter, idealer der skaber Antropocæne landskaber. For eksempel har Camilla Berner i årevis langsomt og sikkert skubbet til æstetiske kategoriseringer af ’ukrudt’, ved at passe det som nyttehaver, servere det til frokoster og udstille det som pragtbuketter (Berner 2014; Blok 2017). Og kunstnere som Karin Lorentzen, Kirstine Vaaben og Nanna Debois-Buhl viser (i øvrigt på forskellig vis), hvordan vores hverdags fotosyntetiserende medbeboere er aftrykt i hele vores tilværelse (f.eks. Saito 2017a; Vaaben n.d.; Debois-Buhl og Kennedy 2015). Vi bygger, bor, lever og ånder med dem (Myers 2017). Derfor betyder det noget, som Saito påpeger, hvordan ’grønne’ hverdagsæstetiske forestillingsevner gøres til emne for adfærd i og imod Antropocæn.

 

Noter

[i] Jeg gengiver Japanske navne som de skrives i Japan. Dvs. med efternavnet først og derefter fornavnet. F.eks. er Iwatani efternavnet og Yukiko fornavnet her.

[ii] Hørt i samtaler med, og observationer blandt, besøgende i Rønnebæksholm Kunsthal, juli-september 2017 (Thorsen 2017)

[iii] De to mest anvendte aktivstoffer i dansk landbrug ifølge en rapport fra Miljøstyrelsen (Ørum og Sommer Holtze 2017).

Referencer

Berner, Camilla (2014): Black box garden 2011-12. Kbh.

Blok, Anders (2017): ‘Dybt inde i labyrinten – bynatur og gentagelser af noget ikke-helt-identisk’, in Line Marie Thorsen (red.) Planter i bevægelse. Næstved: Rønnebæksholm, pp. 103–117.

de la Cadena, Marisol (2015): ‘Uncommoning Nature’, e-flux journal. (Supercommunity), (65). Available at: http://supercommunity.e-flux.com/texts/uncommoning-nature/ (Accessed: 25 January 2016).

Cronon, William (2014): ‘The Trouble with Wilderness: Or, Getting Back to the Wrong Nature’, in Miller, C. and Rothman, H. (red.) Out Of The Woods: Essays in Environmental History. University of Pittsburgh Press, pp. 28–50.

Debois-Buhl, Nanna, og Kennedy, Jen (2015): Botanizing on the Asphalt. Officin.

Haraway, Donna, Noboru Ishikawa, Scott F. Gilbert, Kenneth Olwig, Anna L. Tsing og Nils Bubandt  (2016): ‘Anthropologists Are Talking – About the Anthropocene’, Ethnos, 81(3), pp. 535–564.

Honda, Eiko (2016): ‘“Planetary” Knowledge? Moving Beyond Internationalism’, Designing Media Ecology. (special issue: l The Anthropocene and Our Post-natural Future), 6 (winter), pp. 36–45.

Jarvis, Brooke (2018): ‘The Insect Apocalypse Is Here’, The New York Times, 27 November. Available at: https://www.nytimes.com/2018/11/27/magazine/insect-apocalypse.html (Accessed: 30 November 2018).

Latour, Bruno (2014): ‘Anthropology at the time of the Anthropocene – a personal view of what is to be studied’. American Anthropological Association Annual Meeting, Washington, December.

Lorimer, Jamie (2007): ‘Nonhuman Charisma’, Environment and Planning D: Society and Space, 25(5), pp. 911–932. doi: 10.1068/d71j.

Mabey, Richard (2010): Weeds: how vagabond plants gatecrashed civilisation and changed the way we think about nature. London: Profile.

Morton, Timothy (2013): Hyperobjects: philosophy and ecology after the end of the world. Minneapolis: University of Minnesota Press (Posthumanities, 27).

Myers, Natasha (2017): ‘Fotosyntetisk stof- og betydningsgørelse: rodfæste i det plantropocæne’, Line Marie Thorsen (red.) Planter i bevægelse. Næstved: Rønnebæksholm, pp. 123–131.

Purdy, Jedediah (2015): After nature: a politics for the anthropocene. Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press, London.

Saito, Yuriko (2007): Everyday aesthetics. Oxford ; New York: Oxford University Press.

Saito, Yuriko (2017): ‘Planter og hverdagsæstetik’, Line Marie Thorsen (red.) Planter i bevægelse. Næstved: Rønnebæksholm, pp. 33–46.

Shiva, Vandana (2016): Who really feeds the world?: the failures of agribusiness and the promise of agroecology. Available at: https://www.overdrive.com/search?q=BD10B91E-1F76-411A-B6AD-49AD19E82923.

Swanson, Heather Anne (2017): ‘The Banality of the Anthropocene’, Member Voices, Fieldsites. Available at: https://culanth.org/fieldsights/1074-the-banality-of-the-anthropocene

Swanson, Heather Anne, Nils Bubandt  og Anna L. Tsing (2015): ‘Less Than One But More Than Many: Anthropocene as Science Fiction and Scholarship-in-the-Making’, Environment and Society: Advances in Research, 6(1), pp. 149–166.

The Anthropocene Project HKW. Available at: http://hkw.de/en/programm/projekte/2014/anthropozaen/anthropozaen_2013_2014.php (Accessed: 3 May 2014).

Thorsen, Line Marie (2017): Planter i bevægelse. Næstved: Rønnebæksholm.

Vaaben, K. (no date) Kirstine Vaaben, Kirstine Vaaben. Available at: http://www.kirstinevaaben.dk/ (Accessed: 26 February 2019).

Ørum, Jens Erik og Maria Sommer Holtze (red.) (2017): Bekæmpelsesmiddelstatistik 2015 Behandlingshyppighed og pesticidbelastning, baseret på salgsstatistik og sprøjtejournaldata. Miljøstyrelsen (Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 17).