Dannelsens ny forbindelse

Vi er midt i en brydningstid. Den tiltagende globalisering udfordrer vores forståelse af økonomi, politik og kultur. Den gamle nationale forbindelse – den vi kunne holde os til i vores vante nationale ramme – leverer ikke længere de rigtige svar. Den binder ikke længere fragmenterne sammen til en overskuelig helhed. Vi griber efter nye forklaringer og løsninger på de aktuelle udfordringer, men er ikke helt sikre på, at vi har ordentligt fat. Vi mangler en ny forbindelse. En forbindelse mellem spørgsmål og svar – mellem de vilkår, vi møder og den måde, vi håndterer dem på.

1.2.2005

Vi er midt i en brydningstid. Den tiltagende globalisering udfordrer vores forståelse af økonomi, politik og kultur. Den gamle nationale forbindelse – den vi kunne holde os til i vores vante nationale ramme – leverer ikke længere de rigtige svar. Den binder ikke længere fragmenterne sammen til en overskuelig helhed. Vi griber efter nye forklaringer og løsninger på de aktuelle udfordringer, men er ikke helt sikre på, at vi har ordentligt fat. Vi mangler en ny forbindelse. En forbindelse mellem spørgsmål og svar – mellem de vilkår, vi møder og den måde, vi håndterer dem på.

Selvom det kun har været en del af vores ordforråd i et lille årti, er globalisering allerede et slidt udtryk. Det bruges som overskrift for stort set enhver type af forandring i vores samfund og som en bred betegnelse for de fleste af de udfordringer, vi står overfor. I den daglige brug, er dets konsekvenser overdramatiseret. Ikke desto mindre er de realiteter, der gemmer sig bag globaliseringsudtrykket, virkelige nok. De udgør vore samfunds mest påtrængende udfordringer. Udfordringer, der i sidste ende betyder, at vi må nytænke vore samfunds indretning og udformning i den ny kontekst.

Vilkårene for den livsform, vi har valgt, har ændret sig dramatisk. Det har særligt vist sig i vor økonomi, produktion og kommunikation. Samfundene er blevet stærke forbundne en før, problemerne grænseoverskridende, og udfoldelsesrummet globalt.

Globaliseringen – en velsignelse eller en trussel?

For mennesker i dagligdagen er globaliseringen ofte svær at have med at gøre. Vi kan ikke se den eller bokse med den, men kun mærke og erfare dens virkninger og konsekvenser. Den kan aflæses i statistikker, og har konsekvenser for økonomi, politik og kultur. Globaliseringen er aktuel, relevant og indeholder enorme muligheder for nogle, men er en myte, et fint fremmedord eller blot fraværende for andre. Den er en velsignelse for de veluddannede, der ser globaliseringen som et nyt potentiale, men en konstant stigende trussel for andre, der oplever den som ensbetydende med job-usikkerhed og utryghed. Men ét er vi fælles om. Globaliseringen er kommet for at blive.

Globaliseringen har skabt usikkerhed og fjernet trygheden ved det kendte, det konstante, det uforanderlige, det trygge. Den betyder konstant, accelererende forandring. Den har skabt et behov for en ny forbindelse. Vi har mistet vor gamle forbindelse. Den, der sikrede, at vi kunne ordne de fleste ting indenfor nationalstatens rammer. Den forbindelse, der var garant for, at vi vidste hvem, hvad og hvor vi var. Og hvor vi skulle hen. Vi valgte vore politikere lokalt, regionalt og til folketinget. Så kunne de ordne tingene. Og hvis vi ikke var tilfredse, så valgte vi nogle andre politikere, der kunne ‘fixe’ tingene for os. Vor danske velfærdsstat var alt vi behøvede. H er fandt vi kontakten mellem hverdagslivet og samfundslivet. Her var løsningerne på vores udfordringer. Der var en følelse af retning og sammenhæng i de ting vi foretog os. Og vi kunne altid få et godt svar, på det vi var i tvivl om. Men den gamle forbindelse forsvandt gradvist med globaliseringens gennembrud.

Vi har brug for en ny forbindelse

En ny forbindelse til verden, politikere, beslutninger, kulturer, identitet og én selv. Kun en sådan ny forbindelse kan fjerne usikkerheden og genskabe trygheden. Vi har behov for en ny forståelse af sammenhængen mellem vore demokratiske rum. Behov for en dybere indsigt i de værdifællesskaber, som tydeligere og tydeligere binder folk sammen på den blå planet. Men en sådan ny forbindelse er også et spørgsmål om dannelse. Dannelse til en ny tid. Og med et langt bredere udsyn, perspektiv og vingefang, end det vi har været vant til i de isolerede nationalstaters storhedstid.

Politisk må vi have et dannelsesideal, der giver os mulighed for at udvikle de rette politiske svar på den ny tids udfordringer. Befolkningerne skal have mulighed for at genindtage deres demokratiske medbestemmelse i de strukturer og systemer, der vil være en del af svaret på den demokratiske udfordring. Den eneste måde vi politisk kan gøre det, er ved at skabe en bedre sammenhæng mellem de fire niveauer vi træffer beslutninger på: det lokale, det regionale, det nationale og det europæiske. Hver for sig fungerer disse niveauer ikke tilstrækkeligt. Som isolerede enheder kan de ikke klare de udfordringer vi står overfor. Hver for sig er de ude af stand til at regulere de globale kræfter vi er oppe imod og til at genskabe det overblik og den tryghed, mange har mistet i takt med den stigende globalisering. Men sammen, som aktive partnere, kan de genvinde den politiske kraft og kontrol, som de mangler hver for sig.

For de politiske aktører og partier er opgaven at formulere de samme, konsekvente mål i alle fire demokratiske rum og så bruge det nødvendige værktøj til at løse de opgaver, som er relevante i det enkelte rum.

Etableringen af denne sammenhæng er den afgørende udfordring for vores demokratier. Kun herigennem kan de levere de svar vi søger. Også det kræver dannelse. En ny dannelse. En dannelse rettet mod nye fællesskaber, mod nye politiske enheder, og mod nye samarbejdsstrukturer. Uden denne dannelse – uden det element af naturlighed, som dannelse er med til at skabe – vil fremtidens beslutningsstrukturer kun være bureaukratiske systemer. Via vores borgeres aktive deltagelse kan de blive levende og nærværende.

Rammerne for den nye dannelse

Med globaliseringens hidtidige tendens til at øge forskellene i livsbetingelser for vores befolkninger, er det afgørende, at vi politisk skaber en ramme, som den ny dannelse kan opnås og udleves indenfor. Vi må sikre, at fremtidens dannelse til de nye vilkår i vor globale samfund er folkelig. At det er en realistisk mulighed for alle. At den ny dannelse udjævner forskellene i vore samfund, frem for at øge dem. Det gør vi kun ved at udvikle den sociale model, som kendetegner Europa, og som de nordiske lande hidtil er kommet længst med. Udviklingen af denne model – hvor økonomisk og materiel fremgang går hånd i hånd med social sikkerhed og samfundsmæssig samhørighed – er nødvendig, for at give globaliseringen et menneskeligt ansigt. Men den er også mulig. Det skal vi huske. Vi kan sætte en ny dagsorden for verden.

En offensiv, social tilgang til globaliseringen kan gøre den til et gode for almindelige mennesker i hele verden. Den kan sikre, at den dannelse jeg efterlyser ikke kun bliver for de, der allerede er privilegerede.

Tidens politiske dannelse må rettes mod sammenhæng! Den ny sammenhæng. I brydningsfeltet mellem det lokale, regionale, nationale og globale, er det derfor også dannelsens opgave at sikre balancen mellem alle poler. Scenerne og centrene skal først og fremmest komplimentere hinanden.

Nationalstaten i en ny sammenhæng

Nationalstaten har stadig en helt afgørende rolle. Den vil også i fremtiden være omdrejningspunktet for det meste af vores udvikling. Og den vil fortsat være den centrale ramme for vores identitetsskabelse. Men i det nye årtusinde må vi skabe sammenhæng. Vi vil i stigende grad have og skabe flere identiteter. Selv er jeg Esbjerg-dreng, dansk borger, europæer og kosmopolit. Selv er jeg det hele, og jeg er meget bevidst om, at jeg netop er det hele på samme tid. Måske også fordi jeg føler, jeg arbejder i alle fire rum – er der. Gør noget!

Min afgørende pointe er, at nationalstaten stadig er inde, at den vil spille en stærk rolle, men at nationalismen er ude, at den har haft sin tid. Det er den væsentlige forskel for os. I dag er det nemlig den største illusion at tro, at vi kan lukke vores øjne for den store verden og alene samles om det nationale fællesskab. Det er en illusion, der er ligeså ignorant, som den religiøse fundamentalisme, vi ser i forskellige udklædninger rundt omkring i verden. Det er udtryk for et forsøg på at lukke sig om sig selv i troen på, at man selv ved bedst og ikke skal lade sig påvirke af resten af verden.

I Danmark skal vores dannelse derfor ikke rettes mod en danskhed i etnisk forstand, men mod den demokratiske identitet og de værdier, vi ønsker at hævde. Vores værdier er universelle. Og det er de europæiske, samt dem som FN er baseret på, i øvrigt også. De sætter mennesket som menneske først. Det er værdier, der ikke prioriterer én religion eller kultur, men går på tværs af disse. Værdier, som ikke ekskluderer, men inkluderer. De udgør et universelt værdisæt, som vi skal udvikle i fremtiden, og som er afgørende for vor tids dannelse.

Vores folk har aldrig udviklet sig isoleret og uafhængigt af andre – og det vil de i langt mindre grad gøre i fremtiden. Jeg kan mærke på mine fodsåler, at Jorden er rund. Vi har en fælles fremtid, et stærkt skæbnefællesskab, med andre på den her planet. Det må være udgangspunktet for et nutidigt dannelsesideal.

Læs dr. phil. Poul Ferlands kommentar: Vi skal følge med

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *