1.2.2005
Den litterære danske kanon lider af tre svagheder. For det første er den litterær. For det andet er den dansk og for det tredje er det en kanon.
Nu skal vi have en kánon. En litterær kanon. En litterær dansk kanon. En kanon af danske litterære forfatternavne.
Er det nu en vej frem hvis man tror at begrebet dannelse i én eller anden forstand skal spille en positiv rolle i menneskers liv, og at skole- og uddannelsessystemet skal medvirke til at det sker?
Ud fra dette overordnede spørgsmål rejser der sig en række kritiske spørgsmål til kánon-initiativet.
Hvorfor alene beskæftige sig med de vigtigste litterære skikkelser?
Litteraturen er den sproglige kunstart, og det er i sproget at vi primært udtrykker tanker, holdninger, værdibegreber, meninger, ideologier, livsfilosofier, verdenssyn. Og det er så i virkeligheden dem vi skal arbejde med ifølge de holdninger der bærer kánon-tanken frem. Litteraturen som et reservoir for værdibegreber, livssyn og holdninger.
Det er jo ikke sådan at man også gør de vigtigste malere eller komponister eller filmskabere til kánon-føde. Havde man haft den kunstneriske vinkel på, så havde det været indlysende at den danske kánon også skulle indbefatte Carl Nielsen, Carl Th. Dreyer og Jens Søndergaard. Men det gør den ikke. Man har ikke anlagt den kunstneriske vinkel. Man har implicit anlagt den indholdsorienterede vinkel, den hvor disse forfattere repræsenterer dansk livssyn og dansk “kultur” snarere end dansk litterær kunst, og kultur optræder så i betydningen: de tanker og værdier man skal kende for at være rigtigt integreret i dansk kultur.
Den kunstneriske vinkels underprioritering i forhold til den kulturelle ser man også i at det selvfølgelig drejer sig om de vigtigste danske forfattere. Disse her er jo ikke de vigtigste forfattere der findes. Deres værker er ikke de bedste kunstværker der findes.
Og det viser sig i at man peger på de vigtigste forfattere, altså på personer med forfatterskaber, snarere end netop på værker.
Det her er ikke en kvalitetskánon, det er en kultur- eller kultiveringskánon. Det er det vi skal have til fælles for at være rigtige danske. En kulturel referenceramme.
Man kan så have lov at mene at netop som repræsentanter for centrale kulturelle værdier og dansk livssyn er det et højst tilfældigt og problematisk udvalg man har fundet frem. Det er ikke Danmarks største tænkere der står på listen. Kierkegaard er ikke med i startopstillingen. Men Johannes V. Jensen er med, en mand hvis livssyn og tanker rækker fra det trivielle til det infantile.
Nåh jo, Johannes V. Jensen er en genial forfatter, han har skrevet Kongens Fald, som i flere kåringer er udråbt til det 20. århundredes danske roman, han har modtaget Nobelprisen med rette – men hans tænkning, tanke- og værdiindholdet i hans skrifter, alt dét hører hjemme i 2. division. Ikke i superligaen. Han er en genial sprogkunstner der med ikke mindst Kongens Fald har skrevet et værk af enestående æstetisk styrke. Men det er karakteristisk (både for Jensen og for god kunst i det hele taget) at hans bedste og stærkeste værk, det er i alle henseender dunkelt og forvirrende og modsætter sig alle forsøg på at få et fornuftigt tankeindhold ud af det. Omvendt gælder det for de af hans skrifter hvor et klart tankeindhold er til at få øje på, at det som sagt er – ja, enten infantilt eller trivielt. Det sidste gælder også mange af hans vidunderlige digte – for hvad der gør dem så gode, er deres sprogkunst, derunder deres evne til med sproglig kreativitet at sløre at tankeindholdet er som det er.
Andre store danske digtere har rigtignok både sprogkunst og et tankeindhold der ikke er helt så hjemmestrikket som Johs. V. Jensens – men på den anden side er det et tankeindhold der ikke er specielt dansk, og stadig ikke specielt interessant, som tankeindhold betragtet. Det gælder J.P. Jacobsens og hans ateistiske darwinisme, eller Karen Blixen (den eneste kánon-kvinde) og hendes aristokratiske ”kend-din-plads-i-den-store-historie”-tænkning. Men de anses for væsentligere end så mange andre fordi de er danske.
Fra navne-kánon til namedropping
Kánon-tænkningen som nu realiseret trækker naturligt i retning af at handle om det personlige, det nationale og det livssynsmæssige indhold – på bekostning af det kunstneriske. Havde det kunstneriske været i centrum, havde det været ulogisk at bygge en kánon op på en liste af personer – som alene har det til fælles at de skriver ord, og at de er danske. Så havde man snarere måttet opstille en kánon af værker, der gik på tværs af kunstarter og af nationer.
Men havde man gjort det, så var det dog stadig sådan at fællesnævneren for det hele ville være kendskab til disse værker – at man havde hørt om dem, tilegnet sig dem i en eller anden grad og derfor, i en vis forstand, fået ”dannelse”. Dannelse som kultur. En dannelse som især ville vise sig i at man kunne tale med. Det kan man beskrive med et positivt udtryk ved at sige at så havde man altså en fælles referenceramme, og det er en god ting når vi skal forstå hinanden. Forskellige store amerikanske humanister har talt for en tilsvarende fælleskulturel kánon, f.eks. Harold Bloom – men hos ham, og i amerikansk humaniora i det hele taget, ville man trods alt ikke finde på at en kánon kun skulle omfatte amerikanske værker. Og stadig væk – hvad bliver sådan en kánon hos de fleste og i praksis, andet end et redskab til at tale sammen med andre dannede, og dermed i fællesskab signalere hvor dannede, og danske, vi er? Skridtet fra navne-kánon til namedropping er kort. Og både hos os og hos den meget mere kunstnerisk og kosmopolitisk orienterede Bloom er dannelse vedr. kunstarterne stadig = kendskab. Kendskab der let bliver et redskab til at snakke dannet, en kulturel “kapital”, for at tale med sociologen Bourdieu.
Dannelse som udøvelse
Hvad der derimod ikke bliver tænkt på i ny dansk uddannelsestænkning, er den dannelse som består i udøvelse.
Tværtimod. De såkaldte kreative fag i skolesystemet er kun blevet reduceret og reduceret. Musik i folkeskolen er ikke genstand for politisk interesse og ophører efter 6. klasse. I den nye gymnasiereform har musik mistet sin obligatoriske status og er blevet til ét muligt valg inden for “kunstneriske” fag på laveste niveau. Derefter kan man vælge en “studieretning” hvori det indgår. Eller lade være. Alt imens udøvende fag nedprioriteres og bliver til en niche for særligt interesserede, insisteres der på dannelse som noget obligatorisk i form af kulturel kapital.
Udøvende kreativitet er derimod nedvurderet og bliver i den almindelige politiske tænkning opfattet som lig med fingermaling.
Det der mangler er at man forstår udøvende fag som fag hvor man lærer noget – dvs. lærer noget konkret og noget der handler om at gøre noget, ikke kun vide noget. For eksempel: Lærer at læse noder. Lære at tælle en rytme. Lærer at skrive noder. Lære at synge efter noder. Lære at spille på noget i en eller anden grad – efter noder, efter becifringer, efter gehør. Lærer at synge/spille sammen. Og ikke bare at man gør det på bedste fingermalingsagtige beskub. Men lærer det.
For et barn eller ungt menneske består det afgørende incitament ved noget der skal læres, i at det giver en kunnen. Ikke kun en viden.
Hvilken kunnen erhverver man i kraft at have læst en obligatorisk kanon?
Man kan i de heldigste fald erhverve den kunnen at opleve litteraturs kunstneriske potentiale. Men det er jo ikke det der er den røde tråd i en kanon defineret som en liste af personer der skulle stå for noget særligt “dansk”. Primært vil en sådan baggrund blot give den unge en kunnen i at udnytte kulturel kapital, dvs. hævde sit dannelsesmæssige mereværd.
Den kunnen man erhverver i kraft at have lært at udøve en kreativ færdighed, er derimod en lyst i sig selv, en livskvalitet, plus en indre oplevelse af at man er noget værd – ikke et bedreværd til socialt brug, dvs. til at hævde sig over for andre med, men til at indgå i lystfyldt aktivitet sammen med andre.
For det andet – og ud over denne lyst der retfærdiggør sig selv – er der tungtvejende vidnesbyrd om at børns indlæring af kreativ kunnen smitter af på de øvrige slags kunnen som de forventes at erhverve i deres uddannelse.
Det ved danske politikere bare ikke. De som er så bekymrede for danske unges kunnen i læsning, matematik og national dannelse, har ironisk nok intet kendskab til de stærke belæg som findes for at netop indlæring af kreativ kunnen i skolen er det måske sikreste middel til generelt at styrke de unges kunnen på de områder man mest bekymrer sig for.
Østrigsgade-forsøget
Et fingerpeg om det gav allerede det såkaldte “Østrigsgade-forsøg” på en dansk folkeskole på Amager i første halvdel af tresserne. Her gav man nogle klasser ekstra, obligatoriske timer i sang/musik, naturligvis på bekostning af nogle af de traditionelle fag som dansk og regning; dem havde de traditionelle klasser derimod i fuldt omfang. Ikke desto mindre viste det sig efter nogle års skolegang at forsøgsklasserne klarede sig fuldt ud lige så godt eller bedre i læsning og regning end kontrolklasserne (forsøget er rapporteret af G. Kjær Rasmussen i Læsepædagogen 4/1966).
Forsøgets talstørrelser er lovlig små til at lave statistik på med signifikanstestning osv., og der er også metodiske indvendinger, bl.a. at forsøgklasserne var sammensat ved frivillighed, ikke lodtrækning. Men fingerpeget er der. Og her 40 år efter forsøget foreligger betydelig stærkere understøttelse af sammenhængen mellem indlæring af musisk aktivitet på den ene side – og de centrale skolefærdigheder og uddannelsesmål på den anden. Det skyldes den tyske professor i musikpædagogik Hans Günther Bastian. Han har i bøgerne “Musikerziehung und ihre Wirkung” fra 2000 og “Kinder optimal fördern – mit musik” fra 2001 gjort rede for et langtidsstudium over seks år af skoleklasser ved grundskoler i Berlin. Ideen minder om Østrigsgade, nemlig at forsøgsklasser – her vilkårligt sammensat – skal have ekstra. Bastians langtidsstudier af disse klasser viser blandt andet, med signifikante statistisk belæg, at intensiv musikundervisning både øger forsøgsbørnenes intelligens og koncentrationsevne, og styrker deres sociale adfærd.
Resultaterne af Bastians undersøgelser fremlagde han selv ved en konference arrangeret af Dansk Kodály Selskab i Odense i august sidste år, og ud over hans egne bøger har der været omtale i bl.a. DR’s P1-program “Bolero”. (Bastian har selv skrevet et fyldigt referat som i skrivende stund kan læses på dansk på netadressen http://www.kodaly.dk/nyheder.html
At lære for at kunne gøre, og ved at gøre
Der er intet reelt nyt i ideen. At man sætter indlæring af udøvende kreative fag centralt i uddannelsen lige fra børneårene, var også et kendetegn ved den uddannelsestradition som blev grundlagt i det antikke Grækenland, videreført i Romerriget og kodificeret læren om uddannelsens to hovedsøjler, “trivium” (grammatik, logik, retorik – den sproglige søjle) og “quadrivium” (aritmetik, geometri, musik og astronomi – den “talmæssige” søjle). Afgørende for hele det antikke koncept, der først for alvor blev kastet ud her i Vesten i 1800-tallet, var i det hele taget at man lærte for at kunne gøre, og ved at gøre. Arbejdet med tekster var for eksempel centreret om at lære at frembringe tekster. Man lærte også hvordan man skulle læse tekster, og til det formål havde man også en art kanon med Homér m.fl. i spidsen; men man læste dem dels for at opleve deres kunstneriske storhed, dels og ikke mindst for derved at lære noget om selv at frembringe tekster. Man skulle lære for at kunne, og kunnen på et område har en transfer-virkning til andre. Det er det som bl.a. Bastians udviklingsstudier peger på.
Sand dannelse handler om kunnen, kvalitet, mellemmenneskelig aktivitet og transfer til andre områder. Kan en kanon der er opbygget omkring viden og kendskab, personer og danskhed, fremme en sådan dannelse? I en del heldige enkelttilfælde måske. Men selve måden den er konciperet på, vil virke i retning af den ikke opbygger mellemmenneskelig kunnen, men kulturel kapital.
Læs også Turbulens.net’s samtale med Bjørn Nørgaard omkring kunst og dannelse i Dunsten fra Kunsten: Vi skal lære at se.
Omkring kanon og dannelse – læs også: Ditlev Tamm: Dannelse på den fede måde, Hans Hauge: Dannelse og Ole Grünbaum: Kanonen og den nationale forhudsindsnævring.
Læs også Steen Nepper Larsens indlæg om dannelse og kanon i Forum Dynamo: Mellem koldt trækul og ustyrlige ambitioner.