Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | De intellektuelle på den anden side
 

De intellektuelle på den anden side

1.5.2005

Den intellektuelle er blevet en latterlig figur: En mediestjerne i bar overkrop, en fortaler for ’at tale i folks eget sprog’, en moderne
Jesus, der kalder sig selv fordømt og dissident.
 

1

De fleste har prøvet at gå over på den anden side. For at undgå at skulle forklare sig overfor Godheden selv. Man møder dem på gaden og man bliver træt indvendig, for man har ikke nogen gode undskyldninger. Der er ingen god grund til at sige nej eller gå væk, når man møder de flinke unge mennesker fra Unicef, Amnesty International, Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Røde Kors og alle de organisationer, der kun vil det gode. Man kan
blive temmeligt irriteret på disse gode mennesker, der står der på gaden og minder en om, at man slet ikke er så god. De kender jo ikke en personligt.

De kan ikke vide, at de minder en om George W. Bush. Fordi man synes, at verden er for stor og kompleks til den rene godhed og den rene ondskab, og det på en eller anden måde er fuldstændig uden humor og indsigt bare at gøre det gode. Man vil gerne investere i den her verden. Hjælpe ofrene for tsunamien og holde med de gode kræfter i Irak og være imod både terrorisme og den alt for åndssvage pegning mod terroristerne som det værste i
verden.
Indimellem taber man til dem på gaden. Man giver efter og gør som, man plejer: Man betaler sig fra det. Eller man kan prøve med et stort ideologisk opgør med Amnesty International. Eller man kan stille sig op og sige noget om, at ulandsstøtte går fra de fattige i den rige verden til de rige i den fattige verden. Og så går man alligevel videre som en taber, der nok er stoppet op, men alligevel ligner en idiot. For hvorfor i alverden skulle man have så meget imod friske unge mennesker, der bare vil det gode. Man kommer jo til at ligne en voldsmand.

Men den går ikke længere. Frigørelsen har fundet sted. Folk skal sgu ikke finde sig i at blive kaldt racister, generation x, voldsmænd eller narcissister, bare fordi de hellere vil bruge penge på sig selv end på Godhedsindustrien. De gider ikke høre på rigtige meninger, den politiske korrekthed og den offentlige dårlige samvittighed længere. De har lært
at gå forbi godheden på gaderne, de har lært at de ikke skal finde sig i moraliserende skolemestre og bedrevidende folkepædagoger.
Direkte adspurgt svarede den franske socialfilosof Michel Foucault: :»Hvad er en intellektuel? Det er en, som tematiserer og opholder sig ved det, som giver de andre dårlig samvittighed.« Uden at være blevet spurgt svarer man nu: »Fri os fra frigørerne.«

2

Den måske mest romantiske helt i det moderne var ’den intellektuelle’. Det er altid en lækker forside på franske magasiner, hvis man kan revitalisere spørgsmålet om ’les intellos’. Det er ikke tilfældigt, at en af den kulørte franske presses største helte i disse år er ’den intellektuelle’ Bernard-Henri Lévy. Gift med skuespillerinden Arielle
Dombasle, kendt for at posere i bar overkrop og med en ifølge sociologen Pierre Bourdieu ’umådeholden glæde ved tvstudier’ er Lévy sin tids største intellektuelle stjerne. Altid klar med impressionistiske rejsenoter fra totalitære stater og aldrig bange for at tilføje fiktivt melodrama til sine bestsellerbøger om krigen i Jugoslavien eller den amerikanske
journalist, der blev dræbt i Pakistan: Daniel Pearl. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, hvad der står i Lévys bøger. Men det er bestemt ikke kedeligt og Bernard-Henri Lévy har da bare opfundet sin egen genre: Han skriver ’romanqueter’; han forbinder roman med undersøgelse. Hvis han ikke ved det hele, digter han resten af vejen. Han bryder grænser, han provokerer de kedelige gammeldags venstreorienterede og han ser sig selv som ’offer for den akademiske elite’. Også Bernard-Henri Lévy lever af, at frigørelsen har fundet sted. Hans smil er en gestus, hans opportunisme er et opgør med modkulturen og den efterhånden alt for altmodisch norm om, at det hele skulle kunne være anderledes. Der er stor forskel på David Beckham og Bernard-Henri Lévy: David Beckham lever som den
fodboldstjerne, han er. Bernard Henri-Lévy har gjort den intellektuelle til den mainstreamstjerne, som den intellektuelle ikke kunne være. Det er en profanering af noget helligt. Og som sådan en moderne gestus. Det bare ikke mere end det, og allerede ikke længere rigtig moderne.
 

3

Den intellektuelle var engang en sand helt og brillerede som moderne Jesus: Fordømt af etablissementets mangel på legalitet og legitimitet. Som offer for det ondskabsfulde system og som modstandshelt blev intellektuelle kaldt ’dissidenter’. Denne intellektuelle sagde den ’farlige sandhed’ på vegne af de undertrykte masser. Denne logik kan
sagtens vendes om og trivialiseres: Hvis man er offer, kan man udstille sig selv som ’den farlige sandheds’ medium. Fordi man ikke må sige sin mening, kan man proklamere, at den mening var farlig.
Det kendetegner den intellektuelle position i de vestlige samfund, at dissidenten kun findes i de andre samfund. Dissidenter i andre lande bliver udlagt som Vestens bedste venner. Vi måler deres eksistensberettigelse på forskellen mellem deres egne islamiske, totalitære eller diktatoriske samfund og ’Vesten’. De kæmper for det, vi har i Vesten. Herhjemme hos os er dissidenten reduceret til en historisk skikkelse. Den franske filosof Michel Foucault udlægger i en samtale med kollegaen Gilles Deleuze fra 1972 afviklingen af ’den fordømte
intellektuelle’. »Der var den intellektuelle som ’den fordømte’ og den intellektuelle
som ’socialisten’. Disse to politiserede skikkelser kan nemt blive blandet sammen under visse omstændigheder, hvor magt udfoldes som voldsomme reaktioner; det skete efter 1848, det skete efter Pariserkommunen, det skete efter 1940: Den intellektuelle blev forkastet, arresteret når ’forholdene’ blev afsløret, som de ’i virkeligheden var’, eller når man ikke måtte sige, at kongen i virkeligheden var nøgen. Den intellektuelle sagde det rigtige til dem, der ikke havde set det endnu og på vegne af dem, som ikke selv kunne sige det: bevidsthed og veltalenhed.« Man genkender den ene intellektuelle figur, som forfatteren Emile Zola, der begik skriftet JEG ANKLAGER under Dreyfusaffæren. Og man genkender den anden figur, som Frankfurterskolens ideal om en teori, der kan frigøre
en hel befolkningsgruppe. Det er typisk de svageste, de dominerede, der skal frigøres fra de dominerende. Klassisk var det arbejderklassen, der skulle frigøres fra ejendomsbesidderne.
Men de svageste vil ikke frigøres af de intellektuelle. De vil frigøres fra de intellektuelle. Som Foucault også sagde til Deleuze: »Men det, som de intellektuelle for ganske nylig har fundet ud af, er, at masserne ikke har behov for de intellektuelle. Masserne ved det godt.
De siger det gerne højt og klart.«
 

4

Den fordømte intellektuelle kan både vise sig som klovn fra det gamle århundrede og som en fransk bestsellerforfatter. Den socialistiske intellektuelle ligner i dag en figur, som de svageste vil frigøres fra.
Foucault foreslår en intellektuel positur, der ikke bliver autoritær: Det gælder om at fremvise magtudøvelse. At vise hvor og hvordan der udøves. At afdække og afsløre de mekanismer og strategier, der dominerer os alle sammen, og som vi dominerer hinanden med. Den intellektuelle skal ikke stille sig udenfor og tale ned til de dominerede indenfor.
Men Foucaults diskrete fremvisning af undertrykkelse forudsætter en oplyst offentlighed. Det forudsætter, at det bedre argument dominerer, og at der gives et offentligt ræsonnement, som respekteres og udfoldes i fællesskab.
Denne diskrete afdækning kræver et engageret og lyttende publikum, hvor privatpersonen træder frem som borger. Og hvor der reageres i fællesskab på det åbenlyst urimelige.
Men Foucault havde ikke regnet med det, den tyske filosof Peter Sloterdijk har kaldt ’den kyniske fornuft’. Han havde ikke regnet med, at vi ville blive så gode til at gå over på den anden side af gaden. At forfattere, forskere og kommentatorer ville se opgøret med de rigtige meninger og godhedsindustrien som den vigtigste sociale kamp. Han kunne ikke regne ud, at foragten insisterer på sig selv som foragt, og at det nu bliver regnet for frihed. Det er ikke de dialogiske offentligheder og den respekt for det offentlige ræsonnement, der kendetegner vores politiske kultur. Overhovedet. Det er som om, det diskursive opgør med eliterne ikke bare ramte de elitære personer, men også de forskelsskabende positioner. Den diskursive idealtilstand, som Jürgen Habermas kalder den herredømmefri diskurs, og
som er hele orienteringen i hans ambitiøse tænkning på en kulturs vegne, udøver ikke den forventede normative autoritet. Den stærkt pessimistiske intellektuelle vil fastholde, at de samme dominansforhold bliver reproduceret under anti-autoritære omstændigheder.
At det jo alligevel er de diskursivt stærkeste, der dominerer i ’den Frie offentlighed’. At overklassen i dag bruger sine legitimationsstrategier. Og sine bedre argumenter præcis ligesom aristokratiet brugte sine Strategier til at fastholde sine dominansmonopoler. Den stærkt pessimistiske  intellektuelle vil kalde sig pragmatiker. Den lidt mindre pessimistiske og anderledes normative intellektuelle vil insistere på, at der er tale om en lang oversættelsesproces. Nu er den sociale foragt helt offentlig, den kræver sin ret som racisme, som krav om højere straffe og som krav om tvang og kontrol med de svageste.
Foragten er synlig, nu begynder det intellektuelle arbejde. De to pessimister
kan naturligvis begge to få ret eller begge tage fejl.