1.5.2007
Af Jannie Thomsen
I et pakhus et sted i Danmark den 28. september 2004 sad en række fremtrædende forskere inden for patentret og stamcelleforskning samlet til en konference. Emnet var de etiske problemer ved at tage patent på menneskelige stamceller og gener, og blandt dem sad adjunkt Klaus Høyer fra Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet og undrede sig. Han undrede sig over, hvorfor organisationer som Det Etiske Råd og Biotik-sekretariatet havde inviteret alle disse højt profilerede personer – ikke for at fremlægge og diskutere nye resultater – men for at nå til enighed om, hvad der er rigtigt og forkert i det store spørgsmål – må man eje cellerne?
”Jeg fandt det interessant, at vidensinstitutioner, sådanne autoriteter, gik ind i det her og sagde; nu må vi finde ud af, hvad man kan gøre. De går sammen om opgaven, men det var tydeligt, at det allerede lå i opgaven, at der skulle løses et problem. Man kan sige, at ved at give pengene til løsningen – til en konference, der skal finde ud af, hvad man gør på det her område omkring patenter på stamcelleforskning – så har man allerede sat deltagerne på konferencen inden for en bestemt tænkning, som skal udrede, dele op og muliggøre. Og så er der altså nogle positioner, der er svære at tage, inden for det setup. Eksempelvis kunne man ikke bare spørge: Hvorfor er det overhovedet et problem at patentere?” lyder det polemisk fra Klaus Høyer.
Patenter som løsning på et moralsk problem
Det er langt fra kun det Etiske Råd og det nu nedlagte Biotek-sekretariat, som er involveret i at ”løse” de etiske problemer, som forskning i gener og stamceller rejser. I Danmark forsøger en lang række offentlige og private institutioner og organisationer at udrede, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Udredningen er ifølge Klaus Høyer en måde at håndtere moralske dilemmaer på. På konferencer som den i 2004 gælder det altså om, at man får det gjort ufarligt at gøre nogle bestemte ting, mener han.
”Det interessante er imidlertid, hvorfor det overhovedet er et problem at patentere, når man taler om stamcelleforskning. Der er sådan en generel fornemmelse af, at ”det kan man ikke”. Måske i USA, men i hvert fald ikke i Europa,” siger Klaus Høyer.
For ham er det spørgsmål ekstra interessant, når man ser på, hvad man ifølge de samfundsetiske normer godt må tage patent på. Det gælder eksempelvis sekvenser af gener. En sekvens er en del af det menneskelige genom, som skaber et bestemt protein, som så kan få nogle bestemte effekter i kroppen. De stamceller, som ikke må patenteres kommer derimod fra embryoner, altså befrugtede æg.
”Og hvorfor er de særlige?” lyder spørgsmålet fra Høyer. ”De er jo nærmest i det tidlige stadie bare et genom, som man gerne må patentere de enkelte gensekvenser af. Hvis man kan gøre det i delen, hvorfor kan man så ikke gøre det i helheden? Argumentet lyder, at det ville være at patentere mennesket. Så man kan altså patentere mennesket i delen, men ikke i helheden. Jeg synes, at der er sådan en interessant ikke-spørgen til, hvorfor det ene er problematisk og ikke det andet. Hvis man ser historisk på det, og også hvis man spørger befolkningen, så er jeg ret sikker på, at mange ville synes, at det også er problematisk at patentere delen,” siger han.
Derfor har man løbende brug for løsninger, der løser det grundlæggende moralske problem i at patentere og dermed eje og handle med noget, der er menneskeligt. En sådan løsning har man fundet ved slet ikke at betragte patenter som ejerskab af noget menneskeligt. Det menneskelige er noget fysisk substans, og ejerskabet går kun på den viden forskerne finder om den fysiske substans, lyder Klaus Høyers forklaring.
Adskillelse af det levende fra vores viden om det levende
Ifølge Klaus Høyer kan man spore udviklingen i USA og gennem retssager se, hvordan samfundets forhold til patenter på biologisk materiale har flyttet sig. Da man først begyndte at tale om patenter, lå den etiske grænse først mellem levende og døde ting og mellem abstrakte og anvendte ideer, så mellem mennesker og planter. Dernæst fik man gennemført, at man kunne patentere planter, men ikke dyr. Senere blev det udfordret af en mand, som forsøgte at få patent på en bakterie, og i USA blev lovteksten langsomt ændret til, at alle levende organismer ”under the sun, made by man”, kunne patenteres. Sagt med andre ord fik man lagt hele patenttankegangen og ejerskabet over i dét, vi som mennesker har kontrol med.
”Man fik skilt det levende som organisme fra det levende, som dét, vi ved noget om. Og ejerskabet går kun på det, vi ved noget om – på vores kontrol med det levende. Du ejer ikke det levende, men din viden om det levende. Alle organismer kunne altså pludselige patenteres, bare ikke selve de menneskelige,” påpeger Høyer.
Ifølge Høyer træder der hele tiden en kulturel logik ind, som adskiller, laver grænser og får lavet kriterier for, hvad der må være i handel, og hvad der ikke må være i handel. Og den logik lægger handlen over på alt det, der har med viden at gøre, og alt det biologiske, som lever sit eget liv, må man stadig ikke tage patent på.
Brug for patentsystem med indbygget fokus på de svage aktører
”Der er hele tiden i de her sager en enorm omsorg for, at vi ikke må handle med mennesker. Men der er samtidig et enormt behov for via markedslogikken at gøre det muligt for parter at udveksle den her type materiale. Hvad er det, der er på spil, når vi får alle mulige etikere og universiteter til at løse det her problem for os? Nogle ville sige, at det er den onde kapital, som prøver at underlægge menneskekroppen vareliggørelse. På den måde tilskriver man al handlekraft til kapitalen som sådant et maskineri – den kapitalistiske maskine – som kører af sig selv, som vil noget, som har intentioner, og som prøver at gøre noget ved mennesket, som langsomt underligger sig. Kapitalen bliver stærkere og stærkere og mere bastant, mens menneskekroppen bliver gjort mere og mere til en vare. Men jeg tror, der foregår noget andet. Og det handler om at løse et basalt dilemma, hvor vi vil opnå to modsatrettede ting. For det første er enighed om, at vi gerne vil have noget ud af den her forskning. Da vores forskning og behandling er meget afhængig af adgang til det menneskelige biologiske materiale. Vi har eksempelvis brug for at bruge blod og knogler og for hele tiden til at udveksle ting, som har været en del af en person til en anden person. De fleste vil gerne have den her forskning. For det andet er der enighed om, at vi er nødt til at bruge privat forskning, da det offentlige ikke selv kan betale for det. For det tredje er vi også enige om, at vi ikke kan sidde og give de her produkter sådan fra ven til ven, da handlen med den slags produkter foregår globalt i nogle kæmpe netværk og via såkaldte biomedicinske platforme, hvor man ikke engang ved, hvem der handler med hvem og hvad. Når vi har de her tre forskellige processer og så samtidig har et ønske om, at mennesket ikke skal være sådan en handelsgenstand, hvordan får du det så til at hænge sammen? Vi kan ikke holde det ud, sådan kognitivt og kulturelt. Men vi kan heller ikke holde ud at opgive det. Og der kan man se udviklingen i patentsystemet som en løsning på det dilemma. Det er en slags måde, hvor det bliver sagt, at vi ikke handler med mennesker, men at vi godt kan udveksle menneskeligt biologisk materiale på den her måde alligevel,” siger Høyer.
Når du taler om denne legitimering og ændringer i det, vi forstår ved det menneskelige, fremstår udviklingen negativ. Men man kan jo sige, at vi har brug for den moralske legitimering for at sikre forskningen og dermed potentielt helbredelsen af en masse sygdomme?
”Jeg tror heller ikke, at der ikke er nogen vej uden om patenter. Patentregimet er så stærkt, og man kan se, hvordan det også rykker ind i EU-sammenhænge, selvom enkelte lande indtager særpositioner, fordi man simpelthen ikke kan blive enige om embryonets status. Selvom vi har et biotek-direktiv, er man uenige internt. Og så begynder lande som Storbritannien at behandle det som et teknisk spørgsmål, hvor det bliver et spørgsmål om, at nogle celler kan blive til hele mennesker og andre ikke kan. Den type logik ligger jo i fuldstændig forlængelse af den udvikling, som patentretten har taget. Man går bare ind og laver en ny opdeling hele tiden. Og jeg mener ikke, at det bare er en glidebane. Jeg ser det som et udtryk for, at der er en omsorg for menneskekroppen i det forsøg på at indføre nye måder at skelne mellem person og vare på. Men i hele vores fokus på, om man må patentere eller ej, så er der en slags ikke-seen på, hvad patentregimet gør. Hvordan fordeles ressourserne? Hvad gør det, at man skal organisere handel mellem private aktører? Og hvilke sygdomme prioriteres? Det glemmer man,” understreger Klaus Høyer.
Han mener, at vi i stedet for at fokusere den etiske debat på, hvor det er farligt, bør se på, hvilke interesser, der er på spil, når der handles med menneskeligt biologisk materiale.
”Vi har taget stilling til fri abort. Vi slår fostre ihjel for et godt ord, ikke kun når de er to dage, men når de er tolv uger. Det tyder på, at det ikke er omsorg for embryonets status, men at det er en sociokulturel provokation for vores moral, som vi så prøver at håndtere med semantik. I stedet for at gå ind og håndtere de interesser, der er på spil. Hvem har legitime krav på behandling, og hvordan kan de krav indbygges i de systemer, som vi bruger til udveksling af forskningsresurser? Sådan at vi i systemerne har en interesse for de svageste aktører og for de sundhedsmæssige og menneskelige behov? For patentregimet skal nok udvikle sig alligevel. Den etiske debat bør ikke begrænses til at løse patentregimets semantiske problemer,” mener Klaus Høyer.
Kapitalismens udvikling og ophør med salg af det menneskelige
Tanken om det udholdelige i at handle med mennesker opstod ifølge Høyer med dominansen af den kapitalistiske arbejdsform, hvor man fik gjort arbejdskraft til dét, der kunne sælges i modsætning til arbejderne selv. Og det er naturligvis en glidende overgang, selvom man kunne tro, at det skete som et bang med ophørelsen af slaveriet. Udviklingen af det kapitalistiske samfund er med andre ord blevet moduleret igennem tiden, så kapitalistisk ejerskab i dag udgør en del af et helt anderledes kapitalistisk regime, end det Karl Marx skrev om. Det viser, mener Høyer, at det ikke bare er en kapitalistisk maskine, som kører hen over mennesket. Det er mennesket og maskinen som rekonfigurerer hinanden – mennesket og kapitalismen, som begge to laver hinanden om. Og hvor det moralske engagement i de etiske dilemmaer i ikke at ville sælge mennesker, opstår i denne udvikling af kapitalismen.
”Udviklingen af kapitalismen skaber en stærk moralsk distinktion, som netop er en af de legitimerende kræfter bag kapitalismen, nemlig distinktionen mellem person og vare. Hvor personen er den aktive, det som man har et moralsk ansvar over for, mens varen kan handles og separeres fra det menneskelige. Varen er passiv. Man får skabt sådan et grundlæggende tankesystem, som gennemsyrer de kapitalistiske samfund, hvor personer er de moralske subjekter, der handler. Ting derimod, er amoralske, passive og kan handles med. Og så kan man sige, at hele den her tendens i sundhedsvæsenet til at være afhængig af menneskeligt biologisk materiale gør, at vi får nogle objekter, som skal handles, men som overtræder den her modsætning. Vi har sådan en antitese, sådan en total modsætning mellem to ting, og så har vi pludselig nogle objekter, som er begge dele. Men hvordan i alverden skal vi kunne udveksle det? Her blev patentet løsningen. For man kunne sige, ja men det er slet ikke mennesket, vi tager patent på. Ikke det biologiske og det fysiske, men den viden om det biologiske og det fysiske, som er inde i hjernen på forskeren. Men lige præcis med embryoner bryder det sammen. Så bliver det på en eller anden måde umuligt at forestille sig, at man kunne tage noget, som potentielt kan blive til et helt menneske, og patentere det, uden at overskride den skelnen mellem, hvad der er person og hvad der er ting. Det er for kategorisk betændt. Det overskrider simpelthen nogle grundlæggende legitimerende principper for kapitalismen, ” lyder Højers forklaring.
Og hvad gør man så?
”Ja så stiller man sig op og holder en konference, hvor man siger; ”nu skal i høre; patenter er slet ikke ejerskab. Det er en fejl, hvis vi troede at patenter var ejerskab, for så tror man, at man kommer til at eje noget, der også er en person, men det gør man ikke. Patenter er en slags midlertidigt monopol på udnyttelse af noget viden, og der er slet ikke noget med ejerskab. Vi må hive det ord ud af debatten. Vi må rydde op i det her.” Det er en måde at få skilt det hele ad på og demonstrere, at der ikke er nogen sammenblanding af markedssfæren og personsfæren. De prøver simpelthen at indføre en dobbeltadskillelse. Først prøvede man at skille mennesket fra viden. Og nu prøver man så at skille viden fra ejerskab. Så kan vi til sidst få dem ud i hver sin ende, sådan at personen og ejerskabet i form af patentet slet ikke hænger sammen. Så vi ikke har noget, som overskrider disse centrale moralske kategorier.”
Klaus Lindgaard Høyer er Adjunkt iSundhedstjenesteforskning med speciale i organisation og styring vedInstitut for Folkesundhed ved Københavns Universitet. Han eroprindeligt uddannet antropolog, med en master i afrikaområdestudiersamt Ph.D. i medicinsk etik.