Demokratiets janushoved – betragtninger om demokratisk kapitalisme

Artikel af Tim Holst Celik. Er demokratiet i dets nuværende form en gave eller en forbandelse? Det spørgsmål undersøger ph.d.-stipendiat ved Copenhagen Business School Tim Holst Celik i denne artikel, der nuancerer tidens ensidige demokrati-forherligelse og argumenterer for, at det markedsøkonomisk funderede partidemokrati kun er én mulig variant af demokratisk politik.

19.6.2015

Er demokratiet i dets nuværende form en gave eller en forbandelse? Det spørgsmål undersøger Tim Holst Celik i denne artikel, der nuancerer tidens ensidige forherligelse af demokratiet og ser nærmere på, at det markedsøkonomisk funderede partidemokrati kun er én mulig variant af demokratisk politik.

Indledning

Fortællingen er efterhånden velkendt: Murens fald indledte en ny gloriøs og krise-fri æra for den vestlige demokratiske kapitalisme. 1990ernes og start-00ernes ubekymrede teknologidrevne fremgang sedimenterede det harmoniske og historisk nødvendige ægteskab mellem det liberale demokrati og markedsøkonomisk kapitalisme – understøttet af mindet om to-tre årtiers økonomisk og social fremgang efter 1945. Men så kom den verdensomspændende krise i 2007-8 og Fukuyama – og den tredje vej – fik alligevel ikke helt ret. Det, der skulle have været endeløs økonomisk vækst var hovedsageligt en forbruger- og boliggældsdrevet vækst-boble. The Thirty Glorious Years (Les Trente Glorieuses) var ikke reglen, men undtagelsen: Den historiske fremgang efter 2. verdenskrig udglattede (eller afbrød midlertidigt) kapitalismens ‘naturlige’ ulighedsproducerende mekanismer, som dog blev genoptaget i 1970erne med stagflations-krisen – en krise, som de vestlige regeringer siden da forgæves har forsøgt at afmontere gennem (altid) midlertidige ‘konkurrencestats’-drevne vækst-bobler.

Denne nye disharmoniske post-2008-krise-fortælling omkring den forfejlede harmoniske ‘Fukuyama-fortælling’ er i høj grad blevet intellektuelt faciliteret af to personer: Thomas Piketty og Wolfgang Streeck. Førstnævnte sendte chokbølger gennem den vestlige intellektuelle (øvre) middelklasse med sin nærmest ubestridelige ulighedsdata. Ulighed, viste det sig overraskende nok, er alt andet lige systemisk indbygget i markedsdrevet kapitalisme. Sidstnævnte har i de seneste år gjort op med sine tidligere ‘Third Way’-sympatier og markeret sig på New Left-scenen med en række opsigtsvækkende udgivelser. Særligt hans artikel i New Left Review i 2011 (‘The Crises of Democratic Capitalism’) og hans seneste bog fra 2014 (Buying Time: The Delayed Crisis of Democratic Capitalism) beskriver de sidste 30 år som én lang serie af midlertidige løsninger (‘stopgaps’) – i form af inflation, offentlig gæld og privat gæld – på problemet ‘demokratisk kapitalisme’. Altså: forholdet mellem demokrati og kapitalisme har hele tiden været problematisk og potentielt krise-udløsende, og befolkningerne/regeringerne har blot ‘købt tid’ siden 1980erne via ‘output-orienterede’ midlertidige monetære eller fiskale symptombehandlinger.

Dette perspektiv, som lægger vægt på det principielt disharmoniske ægteskab mellem demokrati og kapitalisme, henter naturligvis berettiget styrke og legitimitet fra 2007-8 krisen og konkrete ‘materielle’ events forbundet med denne: nulvækst; høj arbejdsløshed; den midlertidige indsættelse af ikke-folkevalgte teknokrater i både Grækenland og Italien; TINA- eller ‘austerity’-politikkens tilsyneladende naturalisering, osv. Selvom Streeck og Piketty på mange måder anerkender og ønsker sig tilbage til den demokratiske kapitalismes ‘Golden Age’ periode – hvor de ‘demokratisk orienterede’ arbejdere og de mere ‘aristokratisk anlagte’ kapitalister indgik et ‘historisk kompromis’ – lader ‘dataen’ således til, at den såkaldte Fukuyama-tese bør gendrives. Eller sagt på en anden måde: Fortællingen om Fukuyama-fortællingen (dvs. afvisningen af denne) er blevet den populære ‘nuancerede’ fortælling.

For Strecks vedkommende er der dog i virkeligheden snarere tale om en genfortælling eller reformulering, da han trækker på Frankfurter-skole-orienteret neo-Marxistisk kriseteori fra 1970erne (O’Connor 1973; Habermas 1975; Offe 1984), som fra 1980erne og frem blev latterliggjort af den (særligt anglo-amerikanske) empiriske forskning for dens teser vedrørende den kriseudløsende spænding mellem den kapitalistiske stats simultane behov for både ‘politisk legitimitet’ og ‘kapital akkumulation’. Streeck har dog skiftet legitimations- og akkumulations-begreberne ud med henholdsvis demokrati og kapitalisme og udskiftet det gamle og støvede endemål (socialisme) med et nyere og mere ‘sexet’ (demokrati). Post-2008-krise-fortællingen dækker nemlig over en bredere og mere grundlæggende politisk-ideologisk forskydning siden 1980erne blandt venstreorienterede ‘progressive’ fra en besættelse af ‘socialisme’ til en stadig dybere forherligelse af demokratiet – en demokrati-feticherende forskydning som Ernesto Laclau og Chantal Mouffe intellektuelt manifesterede gennem deres banebrydende og provokerende værk Hegemony and Socialist Strategy (1985). Demokrati er blevet, som Wendy Brown (2011: 44) beskriver det, ‘en ny verdensreligion’ – eller med Alain Badious (2011: 6) formulering: et ‘urørligt’ og dominerende ‘emblem’ for nutidens moderne politik.

I det følgende vil jeg forsøge at bedømme kvaliteten af denne ‘nye’ disharmoniske fortælling (eller under alle omstændigheder dens post-2008-relancering). Er der, historisk eller principielt set, umiddelbart belæg for dette perspektiv? Overser den nye fortælling nogle problematiske eller utilstrækkelige elementer, set fra et (venstreorienteret eller egalitært) ‘progressivt’ perspektiv, ved det ensidige fokus på og forherligelse af demokratiet? Svaret er relativt klart: Demokrati kan historisk set ganske rigtigt betragtes som en ‘gave’ for samfundets socialt retfærdighedsorienterede progressive kræfter – eller med andre ord: Det udgør/har udgjort en ‘trussel’ for ‘kapitalismen’ (eller de kapitalorienterede kræfter i samfundet). Men der er også belæg for, at det repræsentative partidemokrati, både principielt og historisk, kan ses som en ‘forbandelse’: Det indsnævrer den politisk-økonomiske fantasi og udvander målet om social retfærdighed. Som jeg vil argumentere for, bliver denne ‘forbandelse’, som tidligere tiders kritiske tænkning ellers ofte havde et godt blik for, uheldigvis tit overset i mange samtidige diagnoser, hvilket alt andet lige producerer utilstrækkelige politisk-strategiske modeller. Det bør understreges, at øvelsen i denne artikel ikke på nogen måde består i at ‘forsvare’ et egalitært, demokratisk perspektiv, men udelukkende i at understrege iboende problemer eller utilstrækkeligheder i et sådant. 

Den demokratiske gave: demokrati som en trussel mod kapitalismen

Politisk inklusion – uanset om den oprindeligt var drevet af politisk-ideologiske ideer om ‘populær suverænitet’ (Wallerstein 2011), en militær-fiskal logik (Tilly 1990) eller en mere statsintern og interesse-drevet bureaukratisk adskillelse af privat og offentlig interesse (Bourdieu 2005) – har historisk set bidraget til kvalitativt at forbedre ‘livschancerne’ for millioner af underprivilegerede vesterlændinge. Det faktum, at de relativt underprivilegerede dele af samfundet – ‘masserne’ – langsomt fik en ‘politisk stemme’ (se her Lindert 2004), ændrede de politiske institutioners kausale komposition: Den politiske organisering af samfundets værdier og goder kom i højere grad til at afspejle og sedimentere samfundets socioøkonomiske og sociokulturelle skillelinjer.

Denne i højere grad ‘samfundsdrevne’ form for politisk organisering blev både institutionaliseret igennem og betinget af de såkaldt ‘eksternt etablerede’ massepartier (se Duverger 1954). Til at starte med fandtes der typisk ikke partier, men i stedet en form for ‘parlamentarisme’ bestående af indflydelsesrige enkeltpersoner, som gradvist dannede ‘elite’-klubber og senere elitepartier (f.eks. Manin 1997). I Danmark så man for eksempel Højre (nu Det Konservative Folkeparti) og Det forenede Venstre (nu Venstre). De socialistiske og socialdemokratiske partier, som udvikledes i anden halvdel af 1800-tallet var alle ‘eksternt etablerede’ partier: en samfundsdrevet udefrakommende politisk organisering, som udfordrede ‘elitepartiet’ og kontrollen med statsmagten (Duverger 1954). Disse partier var umiddelbart en ‘trussel’ mod de nationale statseliter og den etablerede orden – de var ‘uansvarlige’ – og blev kun gradvist accepteret (f.eks. Scarrow 2006). Herefter ser vi massepartiets konsolidering: en permanent landsorganisation, høj ‘social integration’ gennem partimedlemskab og en politisk-ideologisk mobilisering orienteret omkring specifikke religiøse eller klassebaserede interesser (f.eks. Duverger 1954; Neumann 1956).

Den revolutionære proces, som for alvor begynder i 1700-tallet, hen imod øget politisk inklusion giver sig gradvist udslag i en ‘blødgørelse’ af de ledende institutioner: De offentlige finanser i OECD-landene ændrer markant karakter fra ca. 1880 (Lindert 2004). Som Peter Lindert dokumenterer, ser vi kvantitativt en radikal stigning i den absolutte størrelse og den relative fordeling af offentlige finanser viet til ‘sociale’ tiltag. Skattefinansierede ‘sociale udgifter’ bliver en fast og stigende post på statens budgetter. Man kan betragte denne sociale konfiguration af statens budgetære struktur som den økonomisk-sociologiske eller fiskale demonstration af den stigende socialpolitiske og kausale status af de progressive/samfundsdrevne kræfter. Der er altså umiddelbart historisk belæg for at sige, at demokrati – forstået her som ‘politisk stemme’ eller institutionaliseret politisk inklusion – kan betragtes som en ‘gave’ for de progressive kræfter i samfundet.

Giver det også mening at betragte demokrati som en principiel ‘trussel’ for kapitalismen/kapitalister? Også her er der umiddelbart noget om snakken. Overordnet kan man argumentere for, at der eksisterer en spænding (dog ikke nødvendigvis en logisk modsætning) mellem demokrati og produktivitets- og effektivitetssøgende kapitalisme. Vi kan her (ikke udtømmende) skitsere fem anekdotiske problematikker.

1) Fra den enkelte kapitalists eller kapitalistiske virksomheds (institutionelle) profit-orienterede perspektiv – og ikke ‘kapitalismens’ langsigtede interesse – kan demokratisk organiserede dekommodificerings tiltag (f.eks. skattefinansieret redistribution, velfærdsydelser osv.) betragtes som en ‘trussel’ mod den snævre økonomiske selv-interesse.

2) Mainstream økonomisk teori (repræsenteret gennem særligt mikro- og makroøkonomiske tekstbøger og management-håndbøger) udviser systematiske underliggende udemokratiske og teknokratiske tendenser (se f.eks. Branco 2012).

3) Kapitalismen organiserer social praksis gennem rettigheder knyttet til ejendom/ejerskab, mens politisk demokrati knytter rettigheder til principielt ‘ligeværdige’ personer/borgere (jf. Bowles & Gintis 1982: 52).

4) Fra Platon og frem til nutidig politologi er en grundlæggende spænding i mellem (1) styring/effektivitet og (2) demokrati/deliberation blevet italesat og problematiseret.

5) Kinas aktuelle succes (og til dels Singapores) har tydeliggjort at ‘konkurrencestater’, om de er vestlige eller ej, ikke nødvendigvis behøver at være demokratiske. Kina demonstrerer (indtil videre) – som en ‘sublim’ form for ‘autoritær kapitalisme’ – at teknokrati lader til at passe ‘konkurrencestater’ bedre. Den midlertidige indsættelse af to ikke-folkevalgte teknokrater i Grækenland og Italien tydeliggjorde også dette forhold.

Altså: Der lader umiddelbart til at være belæg for Wolfgang Streecks tese omkring misforholdet mellem demokrati og kapitalisme. Demokrati kan historisk set betragtes som en ‘gave’ for de underprivilegerede progressive kræfter i samfundet, og man kan analytisk tale om en generel spænding mellem kapitalisme (effektivitet, produktivitet, teknokrati, profit-hensyn osv.) og demokrati/demokratiske principper (så som demokratisk organiseret dekommodificeringspolitik og ’populær suverænitet’, deliberation osv.).

Den demokratiske forbandelse: demokrati som ‘gunstig’ for kapitalismen

På trods af ovenstående findes der også gode argumenter for at tale om en slags demokratisk ‘forbandelse’ – at demokrati, både historisk og principielt, kan ses som en på mange måder ‘gunstig’ politisk organiseringsform for kapitalismen. Dette synspunkt, som ud fra et nutidigt ‘demokratisk’ perspektiv måske synes relativt ejendommeligt, var en fuldstændig integreret del af den tidlige ‘radikale’ og revolutionære position: Marx var stærkt kritisk overfor det borgerlige demokrati (og den borgelige stat), Rosa Luxembourg lancerede et polemisk frontalangreb på Eduard Bernsteins socialdemokratiske reformisme i hendes berømte tekst Reform eller Revolution, Lenin beskrev den ‘demokratiske republik’ som den bedst mulige politiske skal/form for kapitalismen i hans værk Staten og Revolutionen, osv. I det hele taget blev det repræsentative liberale demokrati oprindeligt set på med stor mistænksomhed af ‘kritiske’ intellektuelle/revolutionære, da de nationale partisystemer gradvist blev institutionaliseret og ‘sociale’ reformer langsomt blev rullet ud.

Historisk set kan man med god ret argumentere for, at det demokratiske partisystem ikke kun inkluderede underprivilegerede dele af befolkningen i det politiske spil. ‘Klassekamp’ og ‘social utilfredshed’ blev også inkorporeret i ‘systemet’ og ‘tæmmet’ gennem konservativ juridisk-politisk institutionalisering. Dermed blev stort set alt såkaldt ‘ekstra-parlamentarisk’ aktivitet betegnet som ‘illegal’. Denne statskonservatisme hvad angår det ‘sociale spørgsmål’ sås tydeligt gennem Bismarcks reformer – f.eks. hans ‘socialiserede’ medicin eller forsikringssystem, som modvirkede/legitimerede de lave lønninger (Khoudour-Castéras 2008) – som blev lanceret for at dæmpe den potentielt ‘truende’ socialistiske og socialdemokratiske ‘radikale’ politisk aktivitet.

På det partipolitiske plan udspillede denne generelle konservative Bismarck’ske mekanisme sig gennem en uendelig række af transformationer af de politiske partiers funktioner og former. Selvom det tit bliver glemt i nutidens politisk-strategiske Newspeak havde de oprindelige socialdemokratiske partier (særligt i Tyskland) socialisme – i form af en ‘socialisering’ af den økonomiske produktion – som et principielt endemål (se Przekowski 1980: passim, 33); og reformister som Eduard Bernstein troede (på forskellige måder) altså på, at vejen til socialisme gik gennem ‘stemmeboksen’. Dog gik der ikke længe, før de tidlige socialdemokratiske samfundsdrevne massepartier udskiftede det socialistiske endemål (Ibid.): Som Luxembourg tidligt forudså i sin kritik af Bernstein, blev sociale reformer ikke kun et øjeblikkeligt kortsigtet mål, men et mål i sig selv. I alle lande udeblev det rene arbejderflertal (Ibid.: 38), og de eksternt mobiliserede massepartier blev langsomt omdannet til såkaldt ‘catch-all’ partier (Kirchheimer 1966) – en mere professionaliseret partiinstitution, som udvandede sin oprindelige ideologiske orientering til fordel for stemmemaksimering og hengivenhed til den ‘nationalstatslige’ agenda.

Forholdet mellem staten og partierne blev endnu tættere forbundet fra 1970erne og frem, hvor vi ser dannelsen af det såkaldte kartelparti (Katz & Mair 1995), som får sin fuldendelse i 1990ernes ‘tredje vej’. Kartelpartiet markerer en gradvis dobbelt proces hen imod (1) de statslige/administrative, særligt fiskale, logikkers øgede kolonisering af partipolitikken og (2) en inflation i de symbolske og overfladeorienterede elementer af institutionel partipolitik (spin, drama, kynisme, skandaler osv.). Med kartelpartiets fremkomst ser vi en øget udvanding af partiernes oprindelige/historiske ideologiske mandat. Den skitserede partipolitiske transformation illustrerer en øget af-radikalisering og politisk-ideologisk underkastelse af det vækst- og styringsorienterede statsapparat, hvad angår de store og vigtige politisk-økonomiske spørgsmål. Gennem den partipolitiske reformisme umuliggøres signifikant social transformation gradvist. Denne udvikling bekræftes f.eks. af Stephanie Lee Mudges (2011) kvantitative kortlægning af den historiske udvikling i mainstream-partiernes ideologiske grundlag i 22 OECD-lande, som viser en tydelig tendens hen imod en ‘neoliberalisering’ af (særligt) centrum-venstrefløjens partiprogrammer fra 1970erne og fremad.

På det politisk-økonomiske plan bidrager det demokratiske partipolitiske system til at institutionalisere en tendentiel økonomisk-rationel ensidighed i forhold til formuleringen af nye politiske initiativer (f.eks. Offe 1974; Lindblom 1977). Da (1) staten selv har en historisk fremkommet selv-interesse i fiskal akkumulation (et vækstimperativ), og (2) den private markedsøkonomi formelt set ekskluderer staten fra økonomien og juridisk forhindrer den i direkte at kontrollere den økonomiske produktion og det private forbrug (økonomien og forbruget er således i ‘private hænder’), vil (3) den private sektor ‘naturligt’ fremstå som den vigtigste økonomisk ‘produktive’ sektor og mainstream økonomisk teori som den fremtrædende faglige kilde til indsigt i vækst-dynamikken. Alt andet lige placerer disse forhold private virksomheder i en politisk privilegeret position, som (4) tendentielt/statistisk set producerer en indbygget økonomisk-rationel partiskhed i formuleringen af politiske forslag – forslag, som umiddelbart har en klasse-selektiv og pro-business karakter.

Altså: Der lader til at være belæg for Luxemburgs tese om, at det liberale demokrati – samt socialistiske partier, der opererer i et sådan – ikke underminerer kapitalismen, men er med til at forlænge, udglatte eller realisere dens økonomiske dynamik. Man kan til en vis grad betragte fagforeninger ud fra samme perspektiv (som Luxemburg også gjorde): Historisk set har fagforeninger ikke ændret på hoveddynamikken i markedssamfundets ulighedsopretholdende lønstruktur; De har i lige så høj grad været med til at ‘legitimere’ og opretholde den. Demokrati kan altså også betragtes, i stil med tidligere kritiske intellektuelle, som en på mange måder ‘gunstig’ og relativ ‘bæredygtig’ form for politisk organisering for kapitalismen.

Opsummerende kan man sige, at selvom der er belæg for at se på forholdet mellem demokrati og kapitalisme som grundlæggende misharmonisk (den ’nuancerede’ fortælling om fortællingen), så er der også gode grunde til at betragte demokrati som en ‘gunstig’ politisk form for kapitalismen. Demokrati er ikke kun en ‘gave’ for folket, det er også en ‘forbandelse’. Lenins berygtede tese – at den demokratiske republik er den bedste politiske skal/form for kapitalismen – kan altså halvt verificeres: Selvom vi med 2008-krisen netop har set, at demokrati ikke er den bedste politiske skal/form for kapitalismen (teknokrati eller et udhulet ‘output-orienteret’ demokrati foretrækkes), er der principielt og historisk grundlag for at betragte demokrati som én mulig form for system-legitimitet eller gunstig ‘afradikaliserende’ politisk organiseringsform. Fra et socialistisk historisk perspektiv – som reelt har ‘socialiseringen’ af den økonomiske produktion som endemål – havde Luxemburg umiddelbart ret angående konsekvenserne af den demokratiske reformisme: Endemålet kunne ikke realiseres gennem det repræsentative partipolitiske spil (se også Przeworski 1980: 44). Reformisme gennem det ‘reelt eksisterende’ liberale demokrati betød, at socialismens/socialdemokratismens oprindelige ‘progressive’ agenda gradvist blev udvandet og erstattet af en makroøkonomisk (dvs. forbrugs- og vækst-orienteret) Staatsräson. Tony Blairs ‘modernisering’ af Labour-partiet – som ikke kun betød et nyt navn (New Labour), men at klausul IV fra 1918, som forpligtede partiet til endemålet om en ‘nationalisering’ af den økonomiske industri, effektivt blev fjernet (selvom denne klausul reelt havde været irrelevant fra start) – kan ses som den sublime manifestation af ‘afradikaliseringsprocessen’. Det er signifikant, at netop New Labour – og den ‘tredje vej’ mere generelt – af mange betragtes som (en mindre statsfjendtlig version af) neoliberalisme par excellence. Selvom det er en stor fejl at ‘trivialisere’ denne historiske partipolitiske transformation – som understreget ovenfor har demokratisk-organiserede sociale reformer kvalitativt forbedret de relative ‘livschancer’ for en betydelig del af de vestlige befolkninger – er pointen her, at det politisk-organisatoriske engagement i det ‘reelt eksisterende’ partipolitiske demokrati objektivt set ikke har realiseret de socialistiske progressive idealer (Ibid.).

Demokrati uden et nødvendigt indhold: behov for yderligere nuancering

Selvom vi ovenfor har skitseret en række spændinger i mellem demokrati og kapitalisme, er det vigtigt at bemærke, at ‘reelt eksisterende’ repræsentativt partipolitisk demokrati ikke nødvendigvis har et bestemt indhold, ikke tjener et på forhånd bestemt formål, men er en bestemt politisk styreform (se også Ross 1946). Eller sagt på en anden måde: Selvom vi idémæssigt kan tale om, at demokrati har et bestemt principielt indhold – f.eks. ‘populær suverænitet’ – som umiddelbart lægger op til (eller var tiltænkt som) et bestemt socialt retfærdigt (eller ligheds- og frihedsmaksimerende) udfald, er dette altså ikke en nødvendighed. Wolfgang Streeck (2011, 2014) begår nemlig den fejl a priori at sidestille demokratisk politik med ‘social retfærdighed’ og kapitalisme med ‘markedsretfærdighed’. Men den konkrete historiske formulering og produktion af politisk-demokratiske initiativer kan strengt taget ikke bestemmes a priori, men afhænger af: (1) statens (det bureaukratisk-administrative system) og partisystemets bestemte strukturelle logik (top-down dimensionen) og (2) befolkningens bestemte normative og sociokulturelle grundlag (bottom-up dimensionen) – og ikke mindst det historisk specifikke og kausalt emergente forhold imellem disse to niveauer. Det historiske indhold og politiske udfald af demokrati afhænger altså af mange konkrete faktorer, som går ud over det idémæssige tendentielle indhold.

Hvilket indhold demokratisk politik har – om det f.eks. er ulighedsskabende eller ej – afhænger som nævnt i høj grad af kvaliteten af vores demos; Indholdet vil bl.a. være bestemt af strukturen af befolkningens politiske bevidsthed og de gældende former for normativitet og politisk legitimitet. Selvom Streeck empirisk fremviser tendenser, der peger i en anden retning, forudsætter hans implicitte demokratiforståelse – som antager, at demokrati er lig med ‘reelt eksisterende’ partipolitik, og at politik er lig med dens institutionelle form – at borgerne i de vestlige demokratier er både oplyste og socialt retfærdighedssøgende. Og fordi han associerer demokrati med social retfærdighed, betyder mere demokrati automatisk mere social retfærdighed.

Problemet med denne ahistoriske sammenkobling er, at den ‘neoliberale revolution’ blev demokratisk vedtaget. Altså: Vælgerene har aktivt og på demokratisk vis stemt på de partier/politikere, som har vedtaget de reformer, man kan betegne som neoliberale. Neoliberale reformer er altså, som ordet reformer også indikerer, formuleret og institutionaliseret gennem det politisk-demokratiske system. Her er det ikke tilstrækkeligt kun at pege på den politiske elite. En forudsætning for at neoliberalisme, afpolitisering, ‘konkurrencestaten’ eller ’nødvendighedens politik’ kan give sociologisk mening – dvs. at vi ‘realistisk’ set og på hverdagsplan kan operere med disse størrelser – er, at vi har set en gradvis transformation hen imod en mere ‘output-orienteret’ form for folkelig normativitet eller statslegitimitet. Et neoliberalt demokrati forudsætter således et neoliberalt demos. Man kan ikke tale meningsfuldt om det første uden i en eller anden grad at tale om og forudsætte det andet.

Det faktum at ca. 90% af tyskerne i august 1934 stemte ja til Hitlers fusion af kansler- og præsidentembedet og dermed forøgede (eller i det mindste legitimerede) hans absolutistiske magt indikerer ikke kun, at førerregimet umiddelbart modtog opbakning fra den brede tyske befolkning, men også mere generelt at selvom demokrati (hvis gyldighed ifm. Hitlers magtopstigning man naturligvis bør stille spørgsmålstegn ved) er nødvendigt, er det ikke tilstrækkeligt. Som Ian Kershaws (2008: passim, xxxvii) fænomenale biografi om Hitler dokumenterer, kan vi (naturligvis) ikke reducere ‘fænomenet Hitler’ til en enkelt gal mands (demokratisk ulovlige) overgreb på den uvidende tyske befolkning: Han var et ‘socialt’ fænomen, som befolkningen, i hvert fald i en periode, investerede følelser, arbejde og bevidsthed i. Hamas’ demokratiske sejr ved de palæstinensiske valg gav, i hvert fald i Washington, anledning til at diskutere, om de nu også var ‘egnede’, om de havde den rette demokratiske ‘indstilling’.

Pointen: Man antog/håbede, at demokrati havde et bestemt indhold. At man ikke a priori kan give idealerne om deliberation og populær suverænitet et bestemt indhold ses også tydeligt på internettet: En objektiv demokratisk ‘åbning’, det at ‘masserne’ får en ‘stemme’ og et forum, giver ikke nødvendigvis en kvalificeret og oplyst debat. Den deliberative masseform kan i lige så høj grad føre til en kollektiv forfladigelse. Man kan f.eks. også argumentere for, at DRs velkendte (og positivt italesatte) forsøg på at ‘massificere’ deres programflade – på at inkorporere og komme den gennemsnitlige ‘forbruger-borgers’ smag og præferencer i forkøbet – objektivt fører til en forringelse af kvaliteten. Et ensidigt fokus på den demokratiske form er altså ikke tilstrækkeligt, hvis man ønsker at samfundet bør gå i en bestemt retning.

Da Wolfgang Streeck (og ligesindede) fra start giver demokrati et bestemt indhold, overser han, i sin dermed relativt ensidige forherligelse af demokrati, vigtigheden af produktionen af samfundsværdier og måden denne produktion udfolder sig. Den gradvise demokrati-feticherende forskydning af kritisk progressiv politik siden 1970erne overser nemlig, hvordan den nuværende politisk-demokratiske form tillader og muliggør, at det politisk-økonomiske felt over tid transformerer (og homogeniserer) de gældende former for rationalitet og normativitet og dermed ’organisk’ bestemmer kvaliteten af det demokratiske demos. I stedet for, som Esping-Andersen (1990), at fokusere på decommodifikations-mekanismen kan man spørge sig selv, om efterkrigstidens bestemte politisk-økonomiske konstellation (The Thirty Glorious Years) ikke tværtimod hjalp til at producere og normalisere ‘forbruger-borgeren’, transformere de gældende sociale forbrugsnormer og institutionalisere en sammenkædning af vækst og det gode liv. Yderligere kan man spørge sig selv, om post-1970’er-perioden ikke radikaliserede og intensiverede disse tendenser og skubbede massedemokratiet yderligere i retning af en performance-baseret politisk legitimation (jf. Zhao 2009), som er relativt ensidigt fokuseret på at levere vækst (eller nogle gange: arbejdspladser) og evigt stigende forbrugsmuligheder.

I så fald kan man stille sig selv det ultimative spørgsmål set fra et socialistisk-progressivt perspektiv: Hvad hvis økonomisk demokrati – dvs. den nærmest utænkelige situation, hvor befolkningen på demokratisk vis bestemmer over og får mulighed for at afgøre den økonomiske produktions struktur (produktionens størrelse, form og retning, samt lønningsniveauer, arbejdsforhold og arbejdstider osv.) – i praksis giver det samme resultat som vores nuværende situation? Hvad hvis folk, i et hypotetisk fremtidigt økonomisk demokrati, nogenlunde stemmer som de gør i dag? Hvad hvis befolkningen værdimæssigt (efterhånden) mere eller mindre ønsker det samfund, vi har i dag? Disse problematiske spørgsmål (eller tankeeksperimenter) stiller nutidens ‘demokratiske socialister’ sig (for) sjældent.

Også komplicerede spørgsmål omkring ‘staten’ forbliver oftest uafklarede. Er ‘reelt eksisterende’ neoliberalisme ikke i virkeligheden en bestemt statsform (f.eks. ‘konkurrencestaten’) og ikke et idémæssigt/ideologisk program, der retorisk promoverer deregulering, privatisering og en ‘minimalstat’ (se f.eks. Wacquant 2012)? Hvis ja, er staten så en del af løsningen eller en del af problemet? Er staten grundlæggende, dvs. principielt og historisk set, demokratisk? Kan vi meningsfuldt modstille, som Streecks diagnose lægger op til, økonomi og politik som to modsatrettede mekanismer, eller var/er politik snarere en forudsætning for økonomiens opståen og fortsatte reproduktion? Et perspektiv der unuanceret og naivt opstiller en opposition mellem demokrati og kapitalisme, økonomi og politik, stat og marked osv. overser, hvordan den vesteuropæiske suveræne stat – forstået som en både abstrakt og juridisk-institutionel emergent form for offentlig magt, der hverken kan reduceres til magthaverne eller befolkningen (Skinner 2002: 386) – både (1) politisk-ideologisk faciliterede opblomstringen af et privatøkonomisk forbrugersamfund (de oplyste enevælder og de tidlige bureaukratiske moderne stater havde en ‘funktionel’ fiskal interesse i at frigøre/vække individets private æstetiske og økonomiske appetit (f.eks. Coleman 1996)) og (2) i selve sin historiske konstitution er ‘udemokratisk’ (Hobbes’ ‘covenant’-narrativ fremlagt i Leviathan var naturligvis ren fiktion).

Det systematisk uafklarede og tvetydige forhold til staten kan f.eks. observeres i Enhedslistens nuværende partiprogram (se også her Sørensen 2013): På den ene side anerkender de eksistensen og betydningen af ‘konkurrencestaten’ (og de begrænsninger denne statsform sætter på udfoldelsen af den politisk-demokratiske fantasi), men på den anden side betragtes staten som en principielt demokratisk-funderet institution, der som udgangspunkt bidrager til at forbedre almindelige menneskers livsmuligheder. En mere principiel diskussion af staten (og forholdet i mellem staten og partidemokratiet) vil kunne nuancere den ofte lidt naive (implicit eller eksplicit opstillede) opposition mellem demokrati/politik/stat (det ‘gode’) og kapitalisme/økonomi/marked (det ‘onde’).

At kigge demokratisk fremad…

For at gentage: Demokrati er ikke kun en ‘gave’, men også en ‘forbandelse’. Og selvom vi kan tale om et principielt idémæssigt indhold, som tendentielt peger i en bestemt retning, har den ‘reelt eksisterende’ politisk-demokratiske form ikke nødvendigvis et historisk bestemt indhold, men bestemmes i høj grad af statens og partisystemets strukturelle logik og ‘kvaliteten’ af vores demos (og ikke mindst forholdet i mellem disse to niveauer).

Hvad skal velmenende demokrater mon stille op med sådan en diagnose? I første omgang bør alle der taler seriøst om demokrati forholde sig til og erkende at ‘reelt eksisterende’ demokrati i praksis er lig med det liberale repræsentative partisystem. Altså: Når vi taler om demokrati, så taler vi effektivt om partidemokrati. Og som nævnt kan man argumentere for, at det nuværende partidemokrati er relativt udhulet, afpolitiseret og elitebaseret (Mouffe 2000; Crouch 2004; Mair 2013; Hay 2013). Løsningen kan således ikke være ensidigt at henvise til demokratiet som en slags mirakelkur mod verdens sociale uretfærdigheder. Men selvom demokrati er utilstrækkeligt, er det stadigt nødvendigt: Det generiske (eller ‘utopiske’) demokratiske princip om ‘populær suverænitet’ er normativt overlegent – der er simpelthen ikke noget legitimt alternativt i horisonten.

Men det progressive projekt bør ikke (kun) bestå i at formulere ‘utopiske’ definitioner af demokrati. ‘Kritiske’ demokratiske teoretikere, som insisterer på at redefinere betydningen af demokrati – i form af f.eks. ‘radikalt demokrati’, ‘direkte demokrati’, ‘økonomisk demokrati’ eller ‘socialistisk demokrati’ – bør bruge energi på at formulere konkrete måder, hvorpå den utopiske version nogensinde kan penetrere og kolonisere den ‘reelt eksisterende’ partidemokratiske konstellation. Det gælder med andre ord om at finde måder, hvorpå det utopiske og det konkrete kan mødes, måder hvorpå den ideale ide om demokrati kan penetrere det gældende system. Hvilke konkrete strukturer og mekanismer dominerer praksissen? Hvilke håndtag i maskinrummet er nødvendige at dreje på, for at den ideale version eventuelt kan (altid gradvist og processuelt) realiseres?

En mulighed – som vi kun afslutningsvis skal nævne og ikke forfølge yderligere her – kunne være at omdefinere/afinstitutionalisere det gældende (BNP-baserede) vækstbegreb/mål. Da vækstimperativet – som blev historisk defineret og sedimenteret efter 2. verdenskrig i form af BNP målet som en måde at måle og sammenligne nationernes økonomiske produktion, ‘velstand’ og det gode liv – har systemisk karakter, kan en grundlæggende ændring, forskydning eller omformulering af vækstbegrebet potentielt have store afledte implikationer for statsapparatets logik og muligheden for at formulere og implementere genuin ny politik. Den optimistiske semi-Weber’ske logik (jf. 1948: især 228-30) er her tydelig: det er gennem statens fiskale værktøjskasse, at radikal socio-økonomisk forandring ofte opstår.


Litteratur

Badiou, Alain (2011): ‘The Democratic Emblem’, i Giorgio Agamben (red.), Democracy in What State?, Columbia University Press, pp. 6-15.

Bourdieu, Pierre (2005): ‘From the Kings House to the Reason of State: A Model of the Genesis of the Bureaucratic Field’, i Loïc Wacquant (red.), Pierre Bourdieu and Democratic Politics – The Mystery of Ministry, Polity, pp. 29-54.

Bowles, Samuel & Gintis, Herbert (1982): ‘The Crisis of Liberal Democratic Capitalism: The Case of the United States’, Politics & Society, 11(1), pp. 51-93.

Branco, Manuel Castelo (2012): ‘Economics Against Democracy’, Review of Radical Political Economics, 44(1), pp. 23-39.

Brown, Wendy (2011): ‘“We Are All Democrats Now”’ i Giorgio Agamben (red.), Democracy in What State?, Columbia University Press, pp. 44-57.

Coleman, Janet (1996): The Individual in Political Theory and Practice (The Origins of the Modern State in Europe, 13th to 18th Centuries). Oxford University Press.

Crouch, Colin (2004): Post-democracy, Polity Press.

Duverger, Maurice (1954): Political Parties: Their Organization and Activities in the Modern State, Methuen.

Habermas, Jürgen (1975): Legitimation Crisis, Beacon Press.

Hay, Colin (2013): Why We Hate Politics, John Wiley & Sons.

Katz, Richard S. & Mair, Peter (1995): ‘Changing Models of Party Organization and Party Democracy the Emergence of the Cartel Party’, Party Politics, 1(1), pp. 5-28.

Kershaw, Ian (2008): Hitler: A Biography, WW Norton & Company.

Khoudour-Castéras, David (2008): ‘Welfare State and Labor Mobility: The Impact of Bismarck’s Social Legislation on German Emigration before World War I’, Journal of Economic History, 68(01), pp. 211-243.

Kirchheimer, Otto (1966):‘The Transformation of Western European Party Systems’ i LaPalombara, J. & Weiner, M. (red.), Political Parties and Political Development, Princeton University Press, pp. 177–200.

Laclau, Ernesto & Mouffe, Chantal (1985): Hegemony and Social Strategy, Verso Books.

Lindblom, Charles (1977): Politics and Markets: The World’s Political Economic Systems. Basic Books.

Lindert, Peter H. (2004): Growing Public: Social Spending and Economic Growth Since the Eighteenth Century, Cambridge University Press.

Mair, Peter (2013): Ruling the Void: The Hollowing of Western Democracy, Verso Books.

Manin, Bernard (1997): The Principles of Representative Government, Cambridge University Press.

Mouffe, Chantal (2000): The Democratic Paradox, Verso Books.

Mudge, Stephanie L. (2011): ‘What’s Left of Leftism?: Neoliberal Politics in Western Party Systems, 1945-2004’, Social Science History, 35(3), pp. 337-380.

Neumann, Sigmund (red.) (1956): Modern Political Parties: Approaches to Comparative Politics, University of Chicago Press.

O’Connor, James (1973): The Fiscal Crisis of the State, St. Martin Press.

Offe, Claus (1974): ‘Structural Problems of the Capitalist State: Class rule and the political system. On the Selectiveness of Political Institutions’, i Klaus von Beyme (red.), German Political Studies, Sage, pp. 31-74.

Offe, Claus (1984): Contradictions of the Welfare State, The MIT Press.

Przeworski, Adam (1980): ‘Social Democracy as a Historical Phenomenon’, New Left Review, 122(28), pp. 27-58.

Ross, Alf (1999 [1946]): Hvorfor demokrati?, Nyt Nordisk Forlag.

Scarrow, Susan E. (2006): ‘The Nineteenth-century Origins of Modern Political Parties: The Unwanted Emergence of Party-based politics’, i Richard S. Katz & William J. Crotty (red.), Handbook of Party Politics, Sage, pp. 16–24.

Skinner, Quentin (2002): Visions of Politics (Vol. 2), Cambridge University Press.

Streeck, Wolfgang (2011): ‘The Crises of Democratic Capitalism’, New Left Review, 71, pp. 5-29.

Streeck, Wolfgang (2014): Buying Time: The Delayed Crisis of Democratic Capitalism, Verso Books.

Sørensen, Curt (2013): ’Enhedslisten glemmer forandringens politik’, Information 18/10, 2013.

Tilly, Charles (1990): Coercion, Capital, and European States, AD 990–1990, Basil Blackwell.

Wacquant, Loïc (2012): ‘Three Steps to a Historical Anthropology of Actually Existing Neoliberalism’, Social Anthropology, 20(1), pp. 66–79.

Wallerstein, Immanuel (2011): The Modern World-System IV: Centrist Liberalism Triumphant, 1789-1914, University of California Press.

Weber, Max (1948): From Max Weber: Essays in Sociology (redigeret af Gerth, H. Heinrich og Mills, C. Wright), Routledge & Kegan Paul.

Zhao, Dingxin (2009): ‘The Mandate of Heaven and Performance Legitimation in Historical and Contemporary China’, American Behavioral Scientist, 53(3), pp. 416-433.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *