Besværlige tider, besværlige verdener

Donna J. Haraway
At blive i besværet: Om at skabe slægt i chthulucæn
Mindspace, 2021

 

 

 

 

 

09.08.2022

Donna Haraways bog At blive i besværet, der oprindeligt udkom på engelsk i 2016, er en besværlig bog – lettere usammenhængende, essayistisk og tankeprovokerende. Men det er samtidig alt dette, som gør Haraway interessant at beskæftige sig med. Modsat tidligere værker i samme genre er det imidlertid som om, at Haraway med sin indforståede skrivestil og problematiske teser om f.eks. overbefolkning denne gang har glemt sig at tænke sig om en ekstra gang i forhold til, hvad det egentlig er for en klima- og miljøkrise, som mennesker og andre af jordens beboere står midt i.

Haraway er en tænker og teoretiker, hvis sproglige opfindelser og grænseoverskridende perspektiver kan vække nærmest enhver læser fra ens dogmatiske slummer, som den tyske filosof Immanuel Kant berømt hævdede, at læsningen af David Hume havde gjort ved ham. Selvom en biodiversitetskrise eskalerer i disse år, hvor arter forsvinder dag for dag, kan mange af os nemlig stadig siges at ‘slumre’ i en række faste forestillinger om, at mennesker er noget særligt, og at vi ikke er specielt forbundne med resten af jordens liv. Haraways nyskabende begreb omkring det chthulucæne handler i den forbindelse om at forbinde os på ny med andre livsformer – at skabe og blive i en “blandet slægt”, som hun også kalder det. For Haraway giver det ikke nogle svar på den menneskeskabte miljøkrise at fokusere endnu mere på menneskets særlige skyld og ansvar. Tværtimod bør vi udvide blikket og indgå i en såkaldt “sympoiese” med særligt andre dyrearter, så vi kan skabe løsningerne på tværs af artsskel snarere end bare hos mennesket (s. 218).

Uklarhederne viser dog allerede på dette punkt hos Haraway. For mens hun hævder, at det chthulucæne er en både mere præcis og mere dækkende betegnelse end særligt det antropocæne og det kapitalocæne, er det uklart, hvad det chthulucæne egentlig peger på. Det er påpeget af mange, at det antropocæne er en periodisering af vores tid, der tenderer til at skære alle mennesker over én kam – som om at vi alle deler et ligeligt ansvar for f.eks. de globale drivhusgasudledninger. Haraways begreb om det chthulucæne er imidlertid endnu mere abstrakt og ‘ansvarsudlignende’, da det som udgangspunkt bare peger på en vis mangel på forbundethed som en årsag til vores problemer. Samtidig svarer Haraway heller ikke tydeligt på, om det chthulucæne egentlig er en periodisering af vores tid eller snarere et moralsk ideal at stræbe imod. Hvis det chthuculæne handler om biologisk og jordlig forbundethed, kan vores tid både siges at manifestere en radikal mangel på dette fra visse menneskelige aktørers side – men samtidig er konsekvenserne af f.eks. klimaforandringerne også en manifestation af, hvordan denne forbundethed vender tilbage with a vengeance. Endelig er det også uklart, om forbundet altid er en god ting. Sat på spidsen: Hvem er mere forbundet med naturen end én, som drukner af klimarelaterede oversvømmelser?

I den næste del af anmeldelsen vil vi kigge nærmere på særligt et tematisk fokus, som står centralt i dette værk, og som også må siges at være det mest kontroversielle af dem alle – nemlig overbefolkning.

Haraways overbefolkningseksplosion desarmeret 

Et af Haraways kerneargumenter er, at den eksponentielle befolkningstilvækst bør anses som nok den betydeligste årsag til klimakrisens fremkomst. Haraway hævder, at 7-11 milliarder mennesker på Jorden uungåeligt vil føre til “omfattende skader” på hele kloden (s. 330). Men hvor kommer denne ‘uundgåelighed’ fra? Der er videnskabelig konsensus om, at det er muligt at brødføde en befolkning på 10 milliarder mennesker inden for de plantetære grænser (ni grænser såsom biodiversitet og klima, der fastholder Jorden stabilitet). Problemet er ikke omfanget af fremtidens befolkningstilvækst, men hvordan menneskenes livsstilsvalg ser ud. For eksempel udleder en person bosat i USA gennemsnitligt mere end 200 gange mere end en person bosat i Niger. Det viser sig endda, at hvis alle på Jorden brugte ressourcer som den gennemsnitlige dansker, ville vi have brug for yderligere tre-fire planeter på størrelse med Jorden.

Logikken bag Haraway’s tankegang virker ugennemtænkt, og det er samtidig besynderligt at hævde på den ene side, at menneskene skal leve i en ‘sympoiese’, som er centrum for “tænkning om/skabelse af en mere livsvenlig politik og økologi i den afbrændings- og udvingsæra, der kaldes antropocæn og kapitalocæn”, men på den anden side, at rigtig mange af os mennesker egentlig ikke burde være her, nu hvor befolkningstallet åbenbart er alt for højt (s. 146). Er det ikke snarere at fjerne fokus fra de reelle løsninger på den krisesituation, vi står i, samtidig med at det kræver alt for meget af verdens fattigste?

Haraway’s slogan “Skab slægt, ikke børn” for det chthulucæne åbner op for et potpourri af moralske og etiske problemstillinger, men de reelle problematikker såsom overforbrug og vedvarende brug af fossile brændsler bliver næsten tilsidesat. Én af de seneste rapporter fra FN’s klimapanel (IPCC) udgivet i april viser, at ved at skifte forbrugsmønstre kan det reducere drivhusgasudledningerne med 40-70 % inden 2050. At tilskrive befolkningstilvæksten som én af hovedårsagerne til klimakrisens fremkomst virker malplaceret set i lyset af en række af videnskabelige rapporter. Haraway undviger at fremhæve vigtigheden af de rige menneskers ekstreme udledninger af CO2 ved i stedet at forestille sig, at klimakrisen bliver løst, hvis verdens befolkning bliver reduceret til kun 2-3 milliarder mennesker om et par hundrede år. Det vil næppe løse klimakrisens problematikker, selvom de muligvis begrænses en smule, hvis disse 2-3 milliarder mennesker udleder lige så meget – muligvis mere – som den gennemsnitlige dansker i dag.

En gennemsnitlig mursten uden klare svar

Alt i alt rejser Haraways bog på godt og ondt en del flere spørgsmål, end det besvarer. På den ene side er det fascinerende med den slags flade ontologi, som Haraway abonnerer på – hvor f.eks. mennesker forstås som væsener på samme plan som edderkopper, svampe og bakterier – men på den anden side synes det også at være både etisk og problematisk at tilsidesætte enhver idé om menneskets særlige værdi. Haraways position kan muligvis beskrives som en slags relationel egalitarisme på tværs af arter i den forstand, at det for Haraway er ligeværdige relationer, der anses som værdifulde, snarere end de individer og grupper, som indgår i relationerne. I Camille-historierne sidst i bogen skriver Haraway endda direkte om den slags relationelle utopi, som disse historier kan forstås som et udtryk for, at “leve-med var den eneste mulige måde at leve godt” (s. 247). Men hvorfor er forbundethed på tværs af artsgrænser egentlig godt? Hvis i hvert fald nogle arter såsom ringduer bedst trives med at leve blandt artsfæller snarere end at være tvunget til at interagere med insisterende medlemmer af menneskearten, er der så noget galt med det?

På trods af Haraways imponerende indblik i vidt forskellige fagtraditioner og tankevækkende diskussioner af eksempelvis hvad det antropocæne og det kapitalocæne som kategorier dækker over, er der altså mange oplagte spørgsmål, som Haraway slet ikke stiller og dermed heller ikke nærmer sig et svar på. Layoutet på den danske oversættelse er fra forlaget Mindspace designet sådan, at bogen fylder lige så meget i længde, bredde og højde som en gennemsnitlig mursten. Men lige så lidt som det at holde en mursten i hånden giver os svar på tidens store etisk-politisk spørgsmål, lige så lidt giver Haraways ellers fascinerende fokus på vores netop materielle forbundethed os svar på, hvordan vi derudfra bør handle.