17.10.2012
Af Lars Brund Jensen og Niels Glæsner
I forsommeren 2012 afholdt Københavns Universitets Europa-forskningsinitiativ EURECO-konferencen Cosmopolitanism Contested med den tyrkiskfødte politiske filosof Seyla Benhabib Seyla Benhabib er professor i Politologi og Filosofi ved Yale University i USA. Hendes seneste bog er ‘Dignity in Adversity: Human Rights in Troubled Times’ fra 2012. som hovedtaler. Benhabib er professor ved Yale University og har i flere bøger skrevet om relationen mellem supranational lovgivning og enkeltstaters politiske autonomi, ikke mindst i forhold til EU-staternes håndtering af vor tids migrationsbølger samt flygtninge og minoritetsgruppers rettigheder. Benhabib kombinerer ofte refleksioner omkring juridiske problemstillinger med politisk filosofi og kulturvidenskab og har sit akademiske hjemsted mellem postkolonialisme,feminisme og kritisk teori. Turbulens.net talte ved konferencen med Seyla Benhabib og fik efterfølgende mulighed for at stille hende en række spørgsmål via e-mail. Interviewet bragt herunder kom til at berøre en række aktuelle politiske problemstillinger, blandt andet EU’s legitimationskrise, perspektiver i det fremtidige europæiske samarbejde samt den pågående udvikling i den arabiske verden.
Du har skrevet dybdegående om forandringerne i borgerskab i en tid kendetegnet ved globalisering og afterritorialisering. Du har også udforsket filosoffen Hannah Arendt, der i sine værker beskriver,hvordan politisk deltagelse fordrer en intimitet blandt individer, der kun kan findes i en offentlig sfære. Hvordan ser du betingelserne for en sådan intimitet i en verden, hvor individet ikke længere er bundet til en rummelig begrænset politisk entitet?
Arendt skelner mellem intimitet og venskab. Intimitet hører til i den private sfære,mens politik fordrer en bestemt slags venskab – det, der tidligere blev kaldt kammerateri på nogle sprog og solidaritet på andre. Som verden ser ud nu kan den slags venskab udvikle sig mange steder. Arendts tænkning stod i dyb gæld til erfaringer fra den offentlige sfære i det gamle Grækenland, selvom hun også skrev om, hvordan den revolutionære tradition i moderniteten skabte nye offentlige sfærer eksempelvis blandt revolutionære arbejdere, bønder og isoldater råd. Jeg tror, det er bedst at tænke offentligheden som et kontinuum af varierende topografier. En plads i byen er den paradigmatiske offentlige sfære– tænk på Tahrir-pladsen i den nylige Egyptiske revolution, januar 2011. Men der er også andre offentlige sfærer som eksempelvis printpressen og de elektroniske medier og i vore dage nettet, der har skabt mange muligheder.
Vi kan tænke på den offentlige sfære, som indeholdende en særlig relationel karakter, hvor individer træder sammen – selv i chatrum – ikke som forbrugere eller annoncører, eller personlige venner eller elskere for den sags skyld, men som potentielt ligeværdige, der drøfter og ræsonnerer angående anliggender af almen interesse – det, vi som regel refererer til som politiske spørgsmål. Den offentlige sfære er altså en særlig måde at være sammen på – som “drøftere”eller aktører. Således forstået er et afterritorialiseret borgerskab og den offentlige sfære ikke inkompatible. Jeg kan have en omfattende udveksling meden blogger i Egypten eller i Istanbul, og vi kan drøfte, hvordan vi kan hjælpe en kollega i problemer eller fremme en bestemt sag etc. Selvsagt forbliver vores drøftelser i den uformelle offentlige sfære, så længe vi ikke er underlagt en repræsentativ institutions domsmyndighed. I modsætning til den formelle offentlige sfære, der er kendetegnet ved institutionel repræsentation,politisk myndighed, magt over beskatning etc.
En af vor dages store spørgsmål er, hvordan vi overfører den uformelle offentlige sfæres utrolige energi til den formelle; til demokratiets repræsentative institutioner, der overalt synes at være fanget i en ny legitimationskrise.
Hvad betyder dette for muligheden for en global offentlig sfære? Hvad behøves for at en vedholdende og handlingsorienteret offentlighed kan opstå på tværs af grænser?
Vi har brug for at oversætte de millioner af anonyme samtaler og overvejelser, som er pågående hos individer og i grupper etc. til en tilstedeværelse, der kan repræsenteres. Netop her havde Arendt en dybsindig anskuelse: Selvom koncepter som “folket” og “verdensbefolkningen”er abstraktioner, handler politik også om symbolsk repræsentation: Folket må repræsentere sig selv for sig selv, hvilket er, hvad der sker, når det samles i synlige offentlige sfærer. Kan den globale offentlige sfære repræsenteres,gøres synlig? Kan vi eksempelvis danne menneskelige kæder overalt i verden på koordinerede tidspunkter? Kan vi alle logge ind på et bestemt tidspunkt til noget, der kunne kaldes den “globale offentlige plads”? Jeg taler ikke bare om Fareed Zakarias programmer på CNN. Kan vi organisere en folkets forsamling en måned om året og sende delegerende derhen?
Selvfølgelig er sprog en problemstilling. Politik eksisterer ikke uden sprog, og om vi kan lide det eller ej, er engelsk blevet vores verdens lingua franca. Jeg ved, at små nationer som eksempelvis Danmark er meget bevidste omkring dette, men verdenens befolkning er i dag flersproglig som resultat af verdensomspændende mobilitet, immigration, rejser og internettet.
Legitimationskrisen stammer fra de uregulerede finansielle markeder
Angående immigration taler du om adskillelse af de tre konstitutionelle dimensioner af borgerskab – kollektiv identitet, politisk medlemsskab og retten til sociale goder og fordele. Men kan disse termer eventuelt også bruges til at beskrive en slagmark inden for EU lige nu? Skabes der flere “vi” og “dem” i EU for tiden på baggrund af en forskellig forståelse og oplevelse af disse dimensioner, og gør dette det sværere at forestille sig en skabelse af en sådan offentlighed – idet mindste inden for EU?
Det er et rigtig godt spørgsmål. Der er kampe inden for EU på alle tre fronter lige nu. Spørgsmål om kollektividentitet, hvem vi er som europæere, om muslimer kan være en del af “os”, hvilke islamiske beklædningsvaner, spisevaner og ægteskabelige traditioner europæiske lande kan tolerere, multikulturalismens fremtid osv.; alle disse emner debatteres flittigt i den europæiske offentlige sfære. Samtidig er spørgsmål om asyl og flygtninge og politiske rettigheder for tredje landes borgere ikke særlig præsente i offentlighedens bevidsthed, selvom der ligeledes sker en udvikling inden for disse områder. Husk blot på hvordan Italien og Frankrig var tæt på at forlade Schengen-aftalen grundet det store antal tunesiske og libyske flygtninge, der kom til Frankrig via Italien.
Grundet den finansielle kapitalismes utrolige dominans i vores verden, bliver kampen om rettigheden til sociale goder det centrale i disse uenigheder. Banker og finansielle markeder er den globale kapitalismes nye despoter. De skræmmer og undertrykker svage stater,men konservative politikere bruger dem som røgslør, bag ved hvilke de skjuler deres angreb på sociale rettigheder og velfærdsstaten. Kapitalistiske demokratier nægter at regulere verdensomspændende finansielle markeder men ved at afvise dette, underminerer de deres egen kapacitet som stat, ligesom de truer demokratiet. Og Grækenland er ikke det eneste eksempel. Kig på USA, den moderne verdens ældste demokrati og også det mest ulige demokrati blandt OECD-landende. Dette er vores tids nye legitimationskrise: Truslen fra uregulerede finansielle markeder mod liberale demokratier overalt.
Du har betegnet Frankrig og Tysklands politik som neonationalistisk, men du har også skrevet, at demokratier har brug for grænser. I kølvandet af nylige udviklinger i europæisk politik: De græske protester mod de finansielle restriktioner fra EU, muligheden for lignende udviklinger i Spanien og andre sydeuropæiske lande, problemerne i Ungarn og andre østeuropæiske lande med at leve op til EU-standarder på en række områder og Frankrig og Tysklands nylige forslag om at genindføre grænsekontrol. Ser du en dyberegående svækkelse af de bånd, der har bundet Unionen sammen og en større mistænksomhed over for hverandre? Eller oplever vi blot en mere eller mindre normal hverdagslig kampmellem suveræn staterne i deres respektive situationer og lovgiverne i EU?
Lad mig gøre det klart, hvad jegmener, når jeg argumenterer for grænser. I min bog The Rights of Others argumenterer jeg ikke for fysiske grænser,mure eller militærbevogtede zoner. Jeg taler om grænser, fordi demokrati er et repræsentations- og domsmyndighedssystem. Som borger i et demokrati har jegbrug for at vide, at de, der laver lovene, også står til ansvar for disse. Det er det princip, vi kalder politisk autonomi, som betyder, at den, der udformer loven, og den, der er underlagt den, må overholde samme lov. Migranter er dem,der krydser de førstnævnte fysiske grænser for at underlægge sig et nyt domsmyndighedssystem – de juridiske grænsedragninger.
I dag er Europa genstand for mindst to store storme: En indefra og en anden udefra. Det monetære samarbejde undereuroen skabte uforudsete problemer inden for EU. Franske og tyske banker fortsatte med at låne penge ud så længe de spanske, græske, italienske og portugisiske økonomier voksede. Med Italien som undtagelse, havde alle landene lige forladt forskellige former for autoritative styreformer. Salazars diktatur i Portugal, Francos i Spanien og den græske junta. Alle landene forandredes i midten eller slutningen af 1970’erne til pluralistiske, flerparti-demokratier.EU havde stor stabiliseringseffekt i forhold til til disse samfund og muliggjorde, at de kunne nyde frihed såvel som økonomisk fremgang. Dette er betydelige bedrifter, og det er altid gavnligt at have et større historisk perspektiv med i vurderingen af udviklinger i Europa. Dog betød adgangen tilbillige lån fra andre europæiske lande også, at prisen for disse låntagninger forblev skjult. Tyske, hollandske og franske banker lånte penge til deres fattigere slægtninge, så disse slægtninge kunne købe tyske, hollandske og franske varer. Som budgetunderskuddet begyndte at vokse, begyndte forrentninger på disse lån at æde sig ind på disse landes økonomier. Til dette kan man læggemanglen på fælles skattepolitik, fraværet af en fælles pensionsalder og sociale goder og deraf uddrage konklusionen, at en monetærunion uden en skatteunion ikke er holdbar. Men hvilke europæiske statspersonligheder ville kunne gennemføre en sådan? Europa mangler sande ledere i dag.
Ligeså vigtigt er det, at neoliberal globalisering har skabt en vind af penge, aktier og obligationer, der hvirvler rundt på verdenens markeder. Europa er i midten af denne storm, ligesom USA er det. Se på den finansielle nedsmeltning i USA i 2008 og overvej, hvad der skete i lande som Finland og Irland på grund af katastrofer skabt af disse uregulerede finansielle markeder. Intet land, hverken stort eller småt, er immunt over for denne galskab.
Men nu har den franske befolkning valgt socialister og givet dem et stort mandat. Angela Merkel tabte valg i både Schleswig-Holstein og Nordrhein-Westfalen. Medtænk succesen for SYRIZA-partiet i Grækenland. Måske kommer forandringens vinde også til Europa.
Jeg har altid troet, at en af fordelene ved at slå suveræniteter sammen på den måde, som europæiske lande har gjort det, var, at det var den bedste måde at modstå den globale kapitalismes kræfter. Tværtimod virker det til, at Europa mangler både den politiske vilje og forudseenhed til at modstå dette – eller måske ønsker de europæiske eliter ikke at modarbejde et system, de selv er en del af.
Friheden i Mellemøsten er smittende
Som du har kommenteret, synes de arabiske lande at søge konstitutionelle reformer.Mens EU er i krise, kan udviklingen i de arabiske lande så blive et redskab for udbredelse og styrkelse af globale supranationale forbindelser? Viser de nye regeringer i Nordafrika og Mellemøsten, gennem Den Arabiske Liga, interesse fortættere konstitutionelle bånd gennem traktater og love, der på sigt kunne medføre en sådan udvikling?
Dette interview finder stedumiddelbart efter det egyptiske præsidentvalg, og det ser ud til, at det Muslimske Broderskabs kandidat Mohamed Mursi vandt (hvilket han gjorde, red.). Jeg diskuterede resultatet med en egyptisk kollega i dag på mit institut. Min kollega sagde til mig: ‘Det er forvirrende og ingen ved præcis, hvor vi er på vej hen, ikke engang militæret. Men jeg er lykkelig over denne forvirring. Min far oplevede aldrig denne forvirring, der er frihed.’ Dette er, for mig at se,den rette ånd, og jeg må sige, at jeg fortsætter med at imponeres over den egyptiske befolkning, der igen og igen går på gaden for at beskytte deres frihed. For at tale med Arendt igen er frihedens første fase befrielse fra tyranni og undertrykkelse. Anden fase er constitutio libertatis: At bygge det hus, hvori friheden kan bo og gå i arv fra generation til generation.
Egypten, Tunesien og i mindre omfang Libyen befinder sig i denne overgangsfase mellem befrielse og skabelsen af frihedens strukturer. Syrien og Bahrain er på den anden side stadig fanget ideres frihedskamp.
Hvad det arabiske forårsrevolutioner har lært os er, hvor smittende frihed er, og at folk før eller senere vågner op og forlanger deres rettigheder. Utvivlsomt er der i hvert enkelt tilfælde en række konkrete årsager, der gør, at fænomenet spredes: Nærheden i forhold til Europa, internettets fremgang i disse samfund, knusningen af arven fra de autoritære statskontrollerede medier gennem netværk som Al Jazeera,det fælles sprog og den fælles religion disse lande imellem. Af forskellige årsager tror jeg ikke, at Saudi-Arabien kommer til at ændres i den nærmeste fremtid. Landet styres af en utrolig rig og privilegeret klan, der beskyttes af de enorme indtjeninger på olie. Syrien er lakmus-testen. Som Egypten er det et af de vigtigste lande i den arabiske verden, men fordi der på nuværende tidspunkter et stort globalt magttomrum i verden, og fordi USA er optaget af sit eget præsidentvalg, vil landet blive ramt af borgerkrig. Det værst tænkelige scenarie er, at Rusland vil få grønt lys til at stabilisere Basharregimet og knuse oppositionen, hvilket desværre ikke er fuldkommen umuligt. Den Arabiske Liga er ikke villige til at indsætte landtropper, og uden disse kan de ikke gøre den store forskel.
Kan EU – i de kantianske termer du har benyttet i en forelæsning på Yale – ses som en lille verdens regering, hvor de stærkeste stater på nuværende tidspunkt sætter en klar agenda, og hvad kan dette eventuelt betyde for legitimiteten og succesen for EU-projektet som et fundament for en styrkelse af kosmopolitanismen?
EU er ikke en stat og var ikke tænkt som sådan, selvom stærke føderalister fra Jürgen Habermas til Joschka Fischer mener, at EU er på vej mod en statsdannelse. Jeg ser EU som en postnational suverænitetsorden og støtter ikke en forandring mod statsdannelse. Mere føderalisme, jo, men med grænser for centralismen. Fordi den økonomiske krise på nuværende tidspunkt dominerer alting, er de store institutionelle og retsmæssige spørgsmål omkring udformningen af den Europæiske Unions traktat blevet glemt. Det er mest nyttigt at tænke på EU som en konføderation holdt sammen af en konstitutionel traktat.
Den vigtigste kosmopolitiske arv fra Europa forbliver trefoldig: Forpligtelse på fred og den totale forvisning af krig fra det europæiske kontinent, spredningen af et menneskerettighedsregime gennem den europæiske menneskerettighedsdomstols imponerende bedrifter samt forpligtelsen på demokrati og retsstatsprincippet gennem EU-domstolen og stærke konstitutionelle domstole som den tyske forfatningsdomstol.
Hvis vi holder os disse tre temmelig vidtrækkende mål for øje, så realiserer EU-projektet rigtignok vigtige aspekter af Kants koncept for kosmopolitisme, som han definerer i sit essay ‘Til den evige fred’ fra 1797. Mareridtsversionen af denne kosmopolitiske vision ville være at anskue EU-projektet som en høflig måde at skjule en ny form for tyskherredømme over kontinentet – hvilket nogle amerikanske tænkere allerede har gjort. Jeg tror ikke, at dette kommer til at ske, fordi den tyske befolkning ikke ønsker det. Men noget af den aktuelle bitterhed mellem Grækenland og Tyskland bør få os til at standse op. Vi skal ikke styrke de europæiske banker,men snarere Europas kosmopolitiske vision om fred, menneskerettigheder og demokrati! Initiativet Another Road for Europe, som jeg er underskriver på, støtter op om dette.
Interviewet med Seyla Benhabib blev arrangeret med hjælp fra EURECO.
