27.01.2021
Af Malthe Høy Jensen
Digitalisering, befolkningstæthed og -tilvækst i urbane områder er blot få eksempler på, at den daglige tilværelse i storbyen spiller en stor rolle for menneskers stress og mentale sundhed. Det turbulente byliv stiller nye krav til behandlingen af mentale lidelser, hvilket har givet anledning til stiftelsen af det internationale forskningscenter Urban Brain Lab. Ved at kombinere gamle forskningstraditioner fra sociologien og nyeste fund fra neurovidenskaberne undersøger centret, hvorvidt bylivets praksisser og påvirkninger er målelige på hjernens niveau. Men hvordan kan et tværvidenskabeligt blik på hjernen give os nye indsigter i urban sundhed og udviklingen af psykiatriske problemer? Som startskuddet på en ny artikelserie om Hjernen har Turbulens interviewet centerleder Nikolas Rose, som argumenterer for, at en forståelse af hjernen som legemliggjorte ‘stier’ (såkaldte ‘pathways’) i det stressende miljø er den optimale tankemodel for vores psykiatriske fremtid.
Siden 1980’erne har forskning i psykiatrien overvejende taget en molekylær drejning ved at prøve at forstå mentale lidelser på baggrund af anomalier i hjernens mekanismer. I den forbindelse skriver du i din seneste bog Our Psychiatric Future, at “prioriteterne, metoderne og de videnskabelige fund i psykiatriforskningen ikke blot former vores viden, men også hvordan vi prøver at forstå, hvad mentale lidelser er.” Til at begynde med, kan du sætte nogle ord på, hvad dit primære formål var med at etablere Urban Brain Lab?
Over de sidste mange år har jeg forsøgt at bevæge mig hinsides en genealogisk eller filosofisk kritik af psykiatrien for at åbne op for et mere produktivt forhold til vores viden om hjernen. Det vedrører dels vores forståelse for de betingelser, der sætter rammen for mentale lidelser, dels vores muligheder for at lindre disse lidelser. Som jeg tidligere har betegnet det, indebærer det, at man bør arbejde i ‘kritisk venskab’ med neurobiologer, klinisk praktiserende psykiatere og med samfundsforskere.
På den ene side handler det om at påpege for samfundsforskerne, at enhver reference til hjernen ikke nødvendigvis er reduktionistisk, fatalistisk, deterministisk og så videre, hvilket jeg for længe siden argumenterede for med begrebet om det biologiske selv. Biologien har ændret sig og er på mange måder begyndt at indse begrænsningerne i det, jeg kalder ‘metafysisk reduktionisme’, hvor alt reduceres til et enkelt udtryk for nogle processer i hjernen eller i kroppen. På den anden side handler det om at samarbejde med neurobiologer og psykiatere, der allerede selv er begyndt at kortlægge nogle af de ‘pathways’, som forbinder det indvendige og udvendige af den menneskelige krop og hjerne og dermed udfordrer idéen om, at huden i sig selv markerer en fundamental grænse mellem det indre og det ydre.
På den baggrund opstod spørgsmålet: Hvordan finder man et empirisk forskningsområde til at udføre dette arbejde? Der er masser af forskere, som skriver manifester og foreslår at samarbejde, men i virkeligheden viser det sig, at det kun er få samarbejder, som har potentiale til at lykkes. Men idéen om, at der er et eller andet ved den urbane tilværelse, som omformer menneskets nervesystem, går helt tilbage til det 19. århundrede (blandt andre Georg Simmel og essayet Metropolen og det mentale liv), og derfor var der tradition for at arbejde sammen med samfundsvidenskaben, mens spørgsmålet om mentale lidelser har været på dagsordenen i både psykiatrien og politiske debatter siden den tidsperiode. I fællesskab med mine kolleger Des Fitzgerald og Ilina Singh blev den ‘urbane hjerne’ derfor valgt som det specifikke emne, hvorunder disse videnskaber skulle interagere. Efterfølgende fik vi tilstrækkeligt med fonde til at begynde forskningen, opsætte laboratoriet og køre fire internationale tre-dags workshops i London. Resultatet blev, at vi valgte to specifikke byer til at igangsætte arbejdet: Først i Shanghai, som vi nu er blevet færdige med, og derefter i São Paulo, hvor projektet i øjeblikket udføres.
En væsentlig begrebslig problemstilling i dit arbejde går ud på, om mentale lidelser skal betragtes som ‘hjernelidelser’, da hjernen er involveret i alt, hvad vi tænker, føler og gør. I den forbindelse argumenterer du imod biomarkører som en mulig vej til objektiv diagnosticering, men du fastholder samtidig, at vi kan tilgå en psykiatri, som ikke er mindre informeret af neurobiologien. Kan du komme mere konkret ind på den rolle, hjernen skal spille i psykiatrisk forskning, for at vi kan blive klogere på behandlingen af mentale lidelser?
Først og fremmest bør vi sætte ‘hjernen’ i anførselstegn, fordi ellers implicerer det, at den er et enkelt, sammenhængende og afgrænset organ, hvilket er misvisende. Hjernen udfører altid adskillige processer på samme tid, som med forskellige hastigheder forandres; adskillige neurale netværk, der har ændret sig i takt med menneskets evolution, og som er tilrettelagt forskelligt som følge af den tid og udvikling, et individ har været i kontakt med sit miljø. Hjernen forandrer sig fundamentalt i barndommen, forandrer sig igen i ungdommen, og undergår en modificerende proces under alle slags tidsskalaer lige fra millisekundet til årtiet.
‘Hjernen’ er en mobil sammensætning af forbindelser, intensiteter og forhold, og disse ændringer finder sted – i hvert fald delvist – via input fra resten af kroppen og op til hjernen, samt fra den ydre verden og ind gennem vores sanser. At forestille sig ‘hjernen’ som et afgrænset og adskilt organ er i den forstand misvisende, da hjernen altid er forbundet til de slags ting, som et væsen er i kontakt med for at opretholde en særlig livsform i sin økologiske niche.
Selvfølgelig har human- og samfundsvidenskaberne lært os meget om historien og diversiteten af menneskets livsformer, samt hvilke forhold, der på forskellig vis har fremstillet dem på tværs af tid og rum. Mit argument i både bogen og Urban Brain Lab er, at der findes udviklinger inden for selve hjernevidenskaberne, herunder neurobiologien, som kan bidrage til vores forståelse af livsformerne, særligt i relation til mentale lidelser og det mentale liv. På den ene side bevæger det sig fra den meget tidlige form for genotype/miljø-interaktioner og frem til epigenetikken, og på den anden side fra en forståelse af stress-relaterede ‘pathways’ (og hvordan disse påvirker hormonerne, idet hormonerne udløser en aktivering/deaktivering af generne), og frem til den anerkendelse, at hjernen konstant er udsat for forskellige eksponeringer, såsom giftholdige forureningskilder, der påvirker hjernens kemi.
“For at låne en idé fra Foucault, så ønsker vi, at vores begreber ‘ikke er til for forståelsens skyld, men for splittelsens’. De skal hjælpe os med at udføre analysearbejdet, og vi ønsker dette gennem et samarbejde med folk, som oplever mentale lidelser i bymiljøet.”
Hvis man på den baggrund begynder at tænke i neurale ‘pathways’ – ikke kun som lukkede netværk inden i kraniet, men som netværk, der også inkluderer alt det udvendige for kraniet, som forandrer sig over tid, og som påvirker og hæmmer menneskets kapaciteter – så kan man begynde at tænke over, hvordan svære mentale lidelser opstår. Og omvendt: Hvordan skal man forholde sig til de miljøer, rum, steder og eksponeringer, som mennesket selv skal reducere eller lindre for at ændre på graden af lidelser? Og her findes der en form for psykiatri, som hverken er begrænset til neurobiologi, et laboratorie eller en klinik, men som konstant må være i beskæftigelse med det, samfundsforskere, sociologer, antropologer og geografer er begyndt at forstå om de komplekse miljøer, som mennesker lever i.
Efter min mening har dette at gøre med et fundamentalt spørgsmål inden for sociologien. Jeg var biolog for mange år siden, men grunden til, jeg bevægede mig over til samfundsvidenskaberne var, at jeg også begyndte at få interesse for spørgsmål om ulighed, uretfærdighed, udstødelse og vold. Det gjaldt blandt andre skævheden i forventet levealder og skævheden i morbiditet og dødsfald fra region til region – ikke kun i et land som Storbritannien, men også i en by som New York. Hvordan kan man nedsætte de fundamentale uretfærdigheder, som er indskrevet i hjerne, krop og sind? Jeg tænkte, at medmindre vi begyndte at forstå måderne, hvorpå de rent faktisk er indskrevet i os, så ville ethvert forsøg på at ændre dem ikke blive nogen stor succes.
Selvfølgelig er der folk, som siger: ‘Jamen, hvorfor bruge tid på alle disse små ‘pathways’, når vi allerede ved, at de folk, som er fattige, arbejdsløse og genstand for diskrimination, allerede har et skodliv, bliver syge og lever korte liv?’. Den slags udtalelser kan ofte føres tilbage til Bruce Link og Jo Phelans teori om fundamental causes, som handler om, at det er misvisende at fokusere på små risici (som dem, jeg har nævnt), da det i virkeligheden er den socioøkonomiske status, der dikterer risicienes risiko på et mere strukturelt plan. Og dette er også en del af sandheden, men min fornemmelse er, at hvis man udelukkende holder sig til dét standpunkt, så er det næsten som om, vi ikke kan stille andet op end at smadre kapitalismen og erstatte den med noget bedre. Jeg tror derimod på, at det er akkumulationen af de små ting (f.eks. omformninger af det urbane miljø og ændringer af boligfaciliteter), der på sigt kan gøre en stor forskel. Hvis det står og falder med kapitalismen, eller hvis alt afhænger af neoliberalismen, så kommer vi ingen vegne med at få implementeret konkrete strategier, der rent faktisk ændrer på tingene.
For at komme lidt nærmere ind på de stiafhængige processer i din teori, så gav du en præsentation i Aarhus for et par år siden, hvor du ikke kun fremlagde begrebet ‘økologisk niche’, som du lige nævnte, men også Jakob von Uexkülls ‘Umwelt’ som et perspektiv på individuelle mekanismer i bymiljøet. Kan du uddybe forholdet mellem de to begreber?
Hvis udgangspunktet er, at et menneskes fysiske og mentale kapaciteter formes før fødslen, før dets interaktion med miljøet, så er spørgsmålet efterfølgende, hvad dette miljø egentlig består af. Og der går ikke lang tid, før alt viser sig at have indflydelse: Det er penge, det er boligfaciliteter, det er forurening, det er adgang til grønne områder, det er overbefolkning, det er racisme, om du er socialt ekskluderet eller stigmatiseret, om du har haft en ordentlig skolegang … og listen fortsætter. Alt forklarer det. Hvis man derudover kigger på noget af den sundhedsforskning, som nogle sociologer har arbejdet med, ser man, at det er uklart, hvad vi egentlig skal stille op med det – det er det omvendte af reduktionisme. Reduktionisme er skidt, fordi det skærer alt fra, som er vigtigt; men det omvendte af reduktionisme er skidt, fordi alt er vigtigt!
Men hvordan undslipper man det paradoks, hvis målet er at identificere de små ting, som kan gøre en forskel for mentale lidelser? Mit synspunkt – hvilket jeg ikke selv opfatter som særlig unikt – er, at vi skal begynde med menneskets egne erfaringer af det levede liv. For mig er dette det interessante perspektiv; jeg er foucauldianer, jeg kigger på strukturer, tankesystemernes historie og de præmisser, som ligger til grund for vores udtalelser og handlinger. Min intellektuelle arv går tilbage til Althusser og det at se mennesker som socialt konstituerede, som formet af sociale strukturer og relationer.
Derfor tænkte jeg, at vi i forskningsgruppen kunne forsøge at tydeliggøre nogle af disse forhold ved at undersøge mennesket, idet det skaber og bevæger sig gennem en særlig livsform, hvilket mine kolleger og jeg kalder en ‘økologisk niche’. Man kan tænke det som en sammensætning af rum, steder, symboler og oplevelser blandt et individ, der altid er i kontakt med andre individer på en særlig vej i dets livscyklus. På den måde er det et spatialt, materielt, symbolsk og temporalt begreb.
Hvis målet derudover er at kortlægge de livsverdener, som mennesker lever i, så er Jakob von Uexkülls idé om ‘omverdenen’ [Umwelt] mindst én måde at begynde at tænke i disse baner på; nemlig idéen om, at mennesket på vitale måder tilpasser sig de ting, som fremtræder i den verden, det lever i. Hos von Uexküll er dette et mere generelt spørgsmål om art og evolution, men i min forskningsgruppe har vi tænkt idéen med udgangspunkt i mennesket, og hvordan dets gruppetilhørsforhold afføder bestemte livsformer. Vi finder det nødvendigt at gå hinsides det, som fremstår for individet, for at undvige Uexkülls argument om, at det fremtrædende objekt udløses af et fastlagt handlingsmønster (som i hans kendte eksempel med flåten, hvis sansning af et værtsdyrs tilstedeværelse mere eller mindre automatisk udløser en bestemt adfærd).
Stress er et åbenlyst eksempel. Forskningen i stress og stress-‘pathways’ i forhold til sundhed går langt tilbage, og for at gøre en lang historie kort ved vi, at stress hverken er noget objektivt eller udgør den samme funktion i bestemte situationer. Tværtimod. Selvom det står klart, at nogle situationer er mere tilbøjelige til at udløse en stressreaktion frem for andre, så er individets vurdering af sin egen situation her det afgørende. Af den grund er din stress ikke den samme som min stress, og det fører til et vælg af andre spørgsmål, hvor nogle handler om anvendeligheden af selve idéen om stress! Ikke desto mindre er det en handy betegnelse, fordi man kan begynde at måle fysiologisk, om stress er noget, som et individ oplever. Vi ved fra adskillige eksperimenter, fra velkendte argumenter om ‘kæmp-eller-flygt’-reaktioner, og selvfølgelig fra romaner og egne erfaringer, at hvis et menneske opfatter en situation som stressende, så udløser det en bred vifte af følelser i krop og sind. Følelser, som er rodfæstet i hormonelle kaskader, hvilket har specifikke konsekvenser for kropslige og cerebrale processer. Stress-‘pathways’ er derfor én måde at forstå, hvordan fysiske, legemlige og cerebrale forstyrrelser formes hos et individ.
Sammen med vores danske kollega Rasmus Hoffman Birk fra Aalborg Universitet, Nick Manning fra King’s College og Suparna Choudhury fra McGill University, har vi arbejdet på at udvikle nogle af disse begreber, men formålet er ikke bare at beskrive deres teoretiske funktion på ny med smarte termer. For at låne en idé fra Foucault, så ønsker vi, at vores begreber ‘ikke er til for forståelsens skyld, men for splittelsens’. De skal hjælpe os med at udføre analysearbejdet, og vi ønsker dette gennem et samarbejde med folk, som oplever mentale lidelser i bymiljøet. Og det interessante er her, at mange af de neurobiologer, som tidligere udførte deres arbejde i laboratorier, nu begynder at indse vigtigheden i at komme ud i verden, hvis man virkelig skal forstå, hvordan personlige stressvurderinger former krop og hjerne. De anerkender nu, at en simulering af stress i et laboratorie ikke stemmer overens med oplevelserne af stress i den materielle og sociale verden. Der er opstået nye muligheder for samarbejder, hvilket vi nu er i gang med at eksperimentere med i vores forskningscenter.
Hvis vi zoomer ind på Shanghai-projektet om migranter og mental sundhed, har I struktureret jeres metodologi i fire faser, som slutter med udviklingen af et kognitivt instrument, der kan opfange både psykiatriske symptomer og erfaringer af det sociale liv. Hvor langt er I kommet med projektet, og har I fået mere konkret viden om instrumentet?
Jeg tror, vi er på vej derhen. Det, som Urban Brain Lab ønsker at gøre, er at udføre eksperimenter, og eksperimenter har det med at mislykkes. De mislykkes på interessante måder, vi lærer fra deres fejl, og jeg tænker, at det til en vis grad var tilfældet i Shanghai.
Migrant ‘urban village’, Shanghai. Nikolas Rose
Migrant ‘urban village’, Shanghai. Nikolas Rose
Vi valgte at tage udgangspunkt i migranter, fordi vi tænkte, at erfaringen som migrant ville give os et naturligt eksperiment at arbejde med. Den primære drivkraft bag global urbanisering er migration – ikke international migration, men migration fra land til by. Vi ser det i subsaharisk Afrika, vi ser det i Latinamerika, og vi ser det i Kina, hvor 300 millioner mennesker er flyttet fra land til by. Kigger man på Shanghais befolkning, er den svulmet op til 25 eller 28 millioner, hvor en tredjedel af befolkningen er migranter, og ingen ved noget som helst om deres mentale sundhed – i det mindste ikke, da vi igangsatte projektet.
En ting, der gik op for os, var, at der selvfølgelig ikke findes én form for migration: Den første bølge af migranter, som kom til Shanghai, varierer i stor grad fra de unge migranter, som flytter til Shanghai i øjeblikket, både når det kommer til tro, forventninger og livsformer. Derfor var det kompliceret at komme frem til en definition på, hvad en migrant egentlig er, særligt i forhold til måderne, de levede og arbejdede på, og til de relationer, de vedligeholdte og ikke vedligeholdte til deres oprindelige landsby. Hvis dét var kompliceret, så var muligheden for at udføre vores arbejde mindst lige så kompliceret. Alligevel valgte vi at benytte os af en multi-metodisk tilgang: Vi arbejdede med dybdegående etnografi, tog udgangspunkt i standard psykiatriske skalabedømmelser samt økologisk momentære bedømmelser. Vi benyttede os af en app ved navn Urban Mind App, som vi udviklede på King’s College London og oversatte til mandarin, hvorpå vi gav folk mulighed for at registrere deres oplevelser, følelser og stemninger over et par uger som grundlag for vores data.
For at gøre en lang historie kort beviste vi for os selv, at det faktisk var muligt at udføre det her arbejde, men vi lykkedes ikke med at indsamle informationerne på en sådan måde, at vi tilstrækkeligt kunne kortlægge de forskellige ‘pathways’. Planen med den nuværende forskning er derfor ikke at fokusere på en global forståelse af migranter, da begrebet er alt for heterogent, men ved i stedet at arbejde metodisk med det levede liv i form af en neuro-økosocial tilgang. Idéen er at åbne dørene op for et mere etnografisk og detaljeret arbejde, og med en tydeligere forståelse for årsagen til de forskellige økologiske nicher, som migranter indretter og befinder sig i, når de flytter fra land til by.
Dette var intentionen med São Paulo, som var den næste by i vores forskningsplaner. Vi nåede at afslutte første fase af São Paulo-projektet og skulle lige til at begynde anden fase – det egentlige feltarbejde – indtil COVID-19 slog hårdt ned i Sabopemba, som var den specifikke favela, vi havde valgt at arbejde i. Sammen med mine brasilianske kollegaer forsøger vi derfor i øjeblikket at udarbejde en ny metode til at udføre noget af den forskning, idet vi baserer det på nogle af de begreber, jeg her har nævnt. Grundlæggende ønsker vi at arbejde sammen med en række indbyggere i favelaen, som er interesseret i projektet og selv får mulighed for at blive forskere for deres egne livstilstande.
Derfor er eksperimenterne eksplicit designet til at se, om det overhovedet er muligt at arbejde på disse måder. I den forstand er det også vigtigt at betragte et mislykket eksperiment som vejledende: Hvis det ikke slår fejl, lærer vi, at det er muligt at udføre; hvis det slår fejl, lærer vi, at vi måske i sidste ende skal forlige os med Bruce Links forklaringsmodel: At “det er økonomien, det handler om, dit fjols”, som Bill Clinton promoverede sin valgkampagne med for at påpege, at den socioøkonomiske status er roden til mentale lidelser. Men i øjeblikket presser vi på i forskningsgruppen og håber, vi får flere muligheder for at udføre nogle af disse eksperimenter for at klarlægge de ‘pathways’, som vi tænker er vigtige.
Tænker du, det kunne være muligt at basere nogle af disse eksperimenter på hjernescanningsteknologier som EEG? Sammen med Fitzgerald og Singh virker du umiddelbart til at sympatisere med den metodetilgang i jeres artikel “Living Well in the Neuropolis”. Er det noget, I har diskuteret i gruppen?
Det, vi i øjeblikket arbejder på, er at koordinere en serie af workshops for at undersøge, hvilke teknikker og teknologier, man kan benytte sig af for at kortlægge det levede liv hos mennesker, idet de bevæger sig gennem deres økologiske nicher. Der er laboratoriebaserede måder at gøre dette på, hvor man indsætter folk i scannere, hvilket blandt andet blev udført af Andreas Meyer-Lindenbergs gruppe på Heidelberg Universitet. Her kiggede man på forskellige sammenhænge af hjerneaktivitet, idet en række deltagere, som enten er født i eller flyttet til bymiljøet, udsættes for stress. Men ulempen ved den metode er, at den ofte løber ind i alle mulige teknologiske og begrebslige problemer.
Hvad angår EEG, er der en anden forskningsgruppe i Japan, som undersøgte effekten af skovbadning og argumenterede for, at ophold i grønne områder har positiv indvirkning på mennesker. Deltagerne blev udstyret med mobile EEG-hjelme, der tilsyneladende viste en forskel mellem at befinde sig i ‘grå’ og i ‘grønne’ zoner. Projektet bygger på ‘biofili-hypotesen’, som går på, at mennesker af naturlige årsager har udviklet sig til at føle velbehag i det grønne og ubehag i det grå. Men det er ikke helt klart for mig, hvordan menneskeartens geografiske oprindelsessted, såsom Kalahari-ørkenen, er sammenlignelig med f.eks. en grøn og pragtfuld park i Aarhus. Så den specifikke evolutionsteori synes jeg ikke er synderligt overbevisende, selvom en del forskning stadig undersøger kontrasterne mellem stemninger, stress og hjerneaktivitet i grønne områder versus de grå områder i byerne.
Nogle af disse forskningsmetoder benytter apps (tilsvarende Urban Mind App), hvor man løbende adspørger folk, hvor de er, hvordan de har det, hvad de kan se, om de er i kontakt med grønne områder og andre mennesker, og følger derefter op med spørgsmål om deres sindstilstand. I øjeblikket forsøger man også at sammenkoble disse resultater med selvrapporterende apps gennem Fitbit-teknologi, der måler fysiologiske faktorer som blodtryk og galvanisk hudrespons. Andre tager afstand fra sådanne metoder og benytter i stedet walk-along interviews, digitale dagbøger, photo voice og lignende. Så der findes ufatteligt mange metoder – nogle ret gamle, andre temmelig højteknologiske – og i øjeblikket undersøger vi, hvilke metoder, der giver mest mening for de folk, som faktisk oplever mentale forstyrrelser.
En hel anden side af dette er at tænke over, hvilke ord man burde tage udgangspunkt i for at karakterisere de tilværelser, som er ‘dårlige’ for menneskers mentale sundhed – for nu at sige det ret primitivt. For det er jo ikke tilfældet, at alle dem, som er fattige, oplever mentale forstyrrelser. Selv i de sværeste situationer er mennesker på utrolig vis i stand til at håndtere og tage vare på deres liv helt af sig selv. På den baggrund arbejder vi med idéen om uholdbarhed og usikkerhed. Folk bruger betegnelsen ‘uholdbar’ en hel del i disse dage. Men hvad betyder det med hensyn til et individ, der konstant føler, det lever sit liv på kanten af økonomisk levedygtighed, på kanten af at blive udsat for vold af sin partner, eller at dets barn kommer i vanskeligheder med en narkotikabande?
Disse metodiske og begrebslige undersøgelser implicerer, at et laboratorieeksperiment med fMRI-målinger af hjernen ikke kan fortælle synderligt meget om et individs sindstilstand, hvis det alene udsættes for en simulation af en stressende eller beroligende situation. Etnografer har nøje udlagt de problematiske forhold ved hjernescanninger, hvor en specifik hjerneregion lyser op, såsom at visse komplekse funktioner i hjernen ‘sortbokses’. I forskningsgruppen forsøger vi derfor så vidt muligt at bevæge os væk fra ‘blobologi’ – idéen om, at en afbildning er i stand til at fortælle os, at noget påvirker frygtcentret i mandelkernen, eller at aktiveringsmønstret i det præfontale cortex viser en anomali i en af hjernens eksekutive funktioner. I stedet forsøger vi at reflektere over de neuro-biosociale netværk, som transcenderer det tilsyneladende naturlige skel mellem krop og hjerne.
I en af dine artikler nævner du Charlie Chaplins Modern Times som et eksempel på, hvordan mentale forstyrrelser blev tydeliggjort af industrialismen og det urbane arbejdsmiljø i begyndelsen af det 20. århundrede. I et nutidigt perspektiv kunne man drage paralleller til The Joker fra 2019 som en kritik af, hvordan metropolen i dag faciliterer mentale sundhedsproblemer: I filmen ser vi individets frakobling eller fremmedgørelse fra samfundet, der kan siges at involvere mange flere aspekter end ‘bare’ arbejdsmiljøet i byen. Ville du påstå, at evnen til at opretholde sin økologiske niche er blevet sværere – eller i det mindste mere kompleks – med tiden?
Jeg har aldrig tænkt over det på den måde – det er et interessant spørgsmål. Livet er jo mere eller mindre et naturligt eksperiment af afbrydelser af økologiske nicher. Men der er bestemt nogle ting ved nutidens urbane livsstil, som radikalt ændrer på den generelle levevis hos visse mennesker. Byer har altid været støjende, nu er de ufatteligt støjende; de er ofte enormt befærdet, man er omringet af information, plakattavler, blinkende lys, mobiltelefoner og hvad ved jeg – en overbelastning af informationer. I den sammenhæng handler det ikke så meget om den materielle niche, man lever i, men den kaskade af informationer, man angribes af, som kan have signifikans. Nogle af de mennesker, som går ind for biofili-hypotesen, knytter dette sammen med kaskaden af kognitiv overbelastning, som man oplever, hvis man er i byen, mens parken stadig foretrækkes som det grønne og pragtfulde sted for mental sundhed. Her er det ikke individets opfattelse af grønne og grå områder, som har betydning, men forskellen i selve det sensoriske miljø.
Migrant ‘urban village’, Beijing. Malthe Høy Jensen
Migrant ‘urban village’, Beijing. Malthe Høy Jensen
Jeg kan godt forstå ønsket om at lave disse generaliseringer. Men hvis vi vender tilbage til Shanghai-projektet, talte vi med nogle af de unge landsbymigranter, der dagligt omgås fredelig natur og åbne marker, som sagde: ‘Gud, hvor er det dødkedeligt! Det er det samme dag efter dag efter dag, og hvis man kigger på sine forældre og bedsteforældre, ved man præcis, hvor man befinder sig om 20 år. Hele ens liv er planlagt på forhånd, og man har ingen internetforbindelse’. Men på den anden side er det lige så vigtigt at forstå, hvordan folk oplever bylivet. Skal du på en af Shanghais metroer i myldretiden, er det et mareridt, og perronerne sværmer med folkemasser, der ihærdigt forsøger at nå fra A til B. De fleste ville kalde dét stressende. Men det slog mig virkelig, da en ung kvindelig tilflytter sagde: ‘Jeg elsker Shanghais myldretid! Det er så spændende, og med så mange mennesker føler man virkelig, man er del af en livlig forandring!’. Denne lille anekdote fortæller, at folk oplever den samme situation forskelligt: At blive genstand for en kaskade af én slags stimuli kan være enormt stressende for et menneske, men det er ikke altid stressende for andre.
Men jeg må sige, at der er noget ved de nye teknologiske forbindelsesmuligheder i det daglige liv, som vi på godt og ondt er nødt til at blive klogere på. Det gælder f.eks. forbindelser som dette Zoom-møde, men også det faktum, at enhver migrant i Shanghai og næsten enhver indbygger i São Paulos favelaer har en mobiltelefon. Og det samme gør sig gældende med stigningen i varetagelse af kontorarbejde – en beskæftigelse, vi har taget for givet, men som ikke desto mindre har neurosociale påvirkninger, som man stadig undersøger konsekvenserne af for vores kroppe og hjerner.
Som jeg var inde på før, er vi opmærksomme på uholdbarheden blandt individer. Og det bliver hurtigt tydeligt, at størstedelen af folk i avancerede industrielle samfund ikke følger et standard beskæftigelsesmønster – idéen om, at man lige fra endt skolegang arbejder 40 timer hver uge, indtil man bliver 65 år og går på pension. På et universelt plan har det bestemt ikke været tilfældet blandt mænd og særdeles ikke blandt kvinder, men alligevel har vi betragtet det som normen og sat det i modsætning til en ‘gig economy’, der består af leveringsbud, Uber-chauffører, nultimers-kontrakter og så videre. Men hvis man faktisk kigger på sammensætningen af arbejdskraft i europæiske lande og USA, så er det mindre end 40%, som har et standard beskæftigelsesmønster. Deltidsansættelser, kortvarige kontrakter og lejlighedsvist arbejde er meget, meget hyppige, og derfor er størstedelen af folks erfaringer med arbejdsmarkedet af den natur.
I en vis forstand er det et eksempel på, hvordan man nærmest direkte burde sigte efter at modulere bestemte former for usikkerhed i samfundet. Når man indser, at en 40-timers arbejdsuge fra alderen 20 til alderen 65 ikke er, hvordan folk lever, så kan det være en mulighed at udvikle en evidensbaseret strategi med henblik på alternativer. Universel borgerløn, negative indkomstskatter og lignende kan udgøre et basisniveau af sikkerhed, sådan at folk under uholdbare ansættelsesforhold ikke føler, at deres evne til at leve deres liv, forsørge deres børn og så videre, er under pres. Vi har også brug for at gentænke velfærdssystemerne radikalt, særligt fordi de tog form i det 20. århundrede med henblik på et helt andet arbejdsmiljø og helt andre livsformer. Så vi har brug for en seriøs form for tænkning om, hvordan vi kan transformere disse systemer. Nogle forskere arbejder på det, men formentlig ikke nok.
Titlen på din forestående bog med Des Fitzgerald er The Urban Brain: Mental Health in the Vital City.
Ud fra en helhedsbetragtning af den urbane hjerne hvad kan vi så forvente af den nye bog?
En stor del af bogen går mere ned i detaljer med de ting, vi allerede har diskuteret. Den skitserer genealogien og fremkomsten af den urbane hjerne som tankeobjekt – som et intrinsisk gennemtrængeligt objekt, der hverken er neutralt eller spatielt – og de ‘pathways’, som gennemskærer det. Det nye, som bogen rummer (udover argumentet om, at vi er nødt til at tage de diskuterede emner seriøst), er et første forsøg på at kortlægge de forhold, som formentlig resulterer i en ny urban biopolitik. Det indebærer et større arbejde med nogle af de ting, jeg her har fremlagt: at indkredse deres beskaffenhed, indkredse hvad deres udfordringer er, og argumentere for, at udfordringerne er lige så relevante for samfunds- og humanvidenskaberne som for livsvidenskaberne og neurobiologien. Hvad ville det sige at gentænke urbane livsformer på måder, som anerkender, at mennesker er vibrante væsener, former deres eget miljø, manipulerer symboler og meninger, har dyadiske og komplekse relationer med hinanden, men som også anerkender, at kroppe og hjerner direkte er involveret i disse forhold?
“Hvis udfordringen er at forstå de særlige forhold, som gør den neuro-økosociale tilgang tænkelig, duelig og handlerettet – så lever vi i en tilstand af håb.”
Det ‘udstrakte’ eller ‘legemliggjorte’ sind har efterhånden fået almengyldig status i nutidens hjerneteori, men det er stadig en radikal idé, hvis den ikke integreres i et videre omfang som teoretisk ramme i hjerneforskning. Hvordan ser du fremtiden for denne måde at bedrive hjerneforskning på?
Jeg synes, det er et særdeles udfordrende begreb at integrere i hjerneforskningens tænkemåder, fordi det kræver en ændring ikke kun i begreber, men også i måden at udføre eksperimenter på. Og eftersom hjerneforskning er eksperimentelt, som handler om at skabe evidens og opstille argumenter, så er det temmelig svært at udforme nytænkende eksperimentelle praksisser, som lever op til idéerne om udstrakte, legemliggjorte og indkulturerede sind. Igen kan jeg give et eksempel: På King’s College London har vi stiftet et forskningscenter, Centre for Society and Mental Health, som er et samarbejde mellem sociologer, antropologer og geografer på den ene side, og sociale epidemiologer, neurobiologer og klinikere på den anden side. Indbyrdes er vi konstant opmærksomme på vores forskellige tænkemåder, forskellige modi af akademisk prestige og forskellige publikationsmuligheder, og derfor handler et vellykket projekt om meget mere end bare at overbevise folk om, at det her er en god idé. Det handler om at skabe en kultur og et fællesskab af forskere, som kan og vil, og som aktivt støtter op om at arbejde med en så vanskelig form for forskning.
Selvfølgelig har nogle kliniske psykiatere altid været optaget af at fremstille tingene på baggrund af menneskers relationer med deres familier og miljøer på tværs af det levede liv. I den forstand er der stadig nogle tankemodeller, man kan hægte sig fast på, mens man skubber på. Men der er også nogle problematiske aspekter ved nogle af de måder at tage miljøer og relationer seriøst på. For eksempel gælder det teoretikere, som arbejder med ‘Developmental Origins of Health and Disease’. De angiver som regel, at et barns meget tidlige oplevelser af svær modgang programmerer dets tilværelse gennem resten af livet. I stedet for at opsøge argumenter om strukturel ulighed eller racisme benyttes en sådan model ofte for at gøre opmærksom på, at folk, der vokser op i fattige familier, også ender i fattige familier. Det lyder umiddelbart som et argument, der anerkender en legemliggørelse af hjernen, men jeg mener, det bygger på de forkerte konklusioner.
Vores forskning i den urbane hjerne indebærer derfor en konstant øvelse i at udtænke argumenter, vurdere evidens og opstille nye måder at foretage eksperimenter på, som gennem nye tænkemåder også er virkelige. Det vil sige uden at gå tilbage til begyndelsen, og uden at sige ‘alt er involveret’, hvad angår tilblivelsen af vores mentale processer og sundhed. Fordi når alt er involveret, er alt signifikant. Hvis udfordringen er at forstå de særlige forhold, som gør den neuro-økosociale tilgang tænkelig, duelig og handlerettet – så lever vi i en tilstand af håb.
Artiklen er oversat af Malthe Høy Jensen
