Introduktion til tema om hjernen

Hjernen er blevet den nye spådomskugle i det 21. århundrede, som vi kigger dybt ind i for at få svar på alverdens mysterier. For tænk, hvis vi omsider kunne finde de ultimative årsager til en lang række psykiske sygdomme, kortlægge drømmenes egentlige funktion, og en gang for alle kunne få afklaret filosofiske grundspørgsmål om bevidsthedens væsen?

Den ser måske ikke ud af så meget – en gråhvid, fedtet masse på omkring 13-1400 gram, der skvulper rundt i kraniet som en blævrende budding. Men hjernen er et uhyre komplekst fænomen, hvis væsen eller hovedfunktion det er svært, hvis ikke umuligt,  at afgrænse og definere. I løbet af de seneste årtier har hjernen som forskningsfelt været genstand for en kolossal opmærksomhed – et står enorme videnskabelige og økonomiske interesser på spil. Men selvom hjernen er et af de fænomener, vi bruger mest energi og flest penge på at udforske, er den samtidig et af de fænomener, vi har vanskeligt ved at forstå i sin helhed. 

Selvom vi er langt fra at opklare mysteriet om, hvad hjernen er for en størrelse, har hjerneforskningen været genstand for en nærmest kultagtig dyrkelse – en henvisning til hjernen påberåber sig ofte ultimativ forklaringskraft i forhold til at anskueliggøre og begribe komplekse, menneskelige handlinger. 

Hjernen er blevet den nye spådomskugle i det 21. århundrede, som vi kigger dybt ind i for at få svar på alverdens mysterier. For tænk, hvis vi omsider kunne finde de ultimative årsager til en lang række psykiske sygdomme, kortlægge drømmenes egentlige funktion, og en gang for alle kunne få afklaret filosofiske grundspørgsmål om bevidsthedens væsen?

Det var bl.a. nogle af disse ambitioner, der lå bag George H.W. Bush udnævnelse af 90’erne til “The Decade of The Brain”, som medførte massive investeringer i offentlig og privat hjerneforskning, hvilket siden blev fulgt op af Obama-regeringen med det såkaldte “BRAIN Initiative” – et projekt, der havde til formål at frembringe en dynamisk forståelse af hjernens måde at processere information på, for derigennem at bidrage til en dybere forståelse af neurologiske lidelser som Alzheimers og depression. 

Der er ingen tvivl om, at kortlægningen af hjernens funktioner ikke blot har revolutioneret vores syn på neurologiske lidelser samt deres behandlingsmuligheder, men tillige muliggjort en langt mere kompleks forståelse for sammenhængen mellem hjernen og menneskelig adfærd. Men i kølvandet på sådanne indsigter rejses også en række etiske dilemmaer – for hvem eller hvad kan denne viden potentielt (mis)bruges til? Hjernen er også blevet en kampplads for forskellige magtinteresser, og dette overlader os med en række nye problemstillinger. En større forståelse af, hvordan hjernens funktioner korresponderer med forskellige menneskelige handlinger, har vist sig at kunne udnyttes af f.eks. tech-giganterne til at manipulere menneskers adfærd i bestemte retninger, og bør derfor også åbne op for en større diskussion af hvem eller hvad der skal eje denne viden og hvad den må og ikke må bruges til.

I dette tema sætter Turbulens hjernen under lup – og for at yde den retfærdighed som det komplekse fænomen den er, har vi bestræbt os på at tilgå den fra en række forskellige perspektiver: kunstneriske, sociologiske, neurobiologiske, filosofiske og pædagogiske. For eksempel argumenterer Nikolas Rose i seriens første artikel for, at vi ikke bør forstå hjernen som et lukket kredsløb, men snarere som et organ, der er i stand til at koble sig til vores omgivende miljø. Dette kræver, at vi opgiver tanken om hjernen som et selvstændigt organ, der er tydeligt afgrænset fra sin omverden til fordel for en mere sociologisk tilgang, der åbner op for spørgsmålet om hvordan vi bør indrette de urbane miljøer. Med opmærksomheden rettet mod mentale lidelser er det Rose magtpåliggende, at fremtidens psykiatri hviler på et grundigt samarbejde med politiske strategier for byplanlægning, der kan tilbyde nye behandlingsmuligheder for borgere i voksende storbyer. Men hjernens kobling på det omgivende miljø er ikke kun omfattet af den fysiske verden. I hælene på Rose bringer Turbulens et interview med neuroforsker Katrin Heimann, som fortæller om filmperception og hjernens evne til at integrere komplekse kamerabevægelser i vores kropsskemaer, der går hinsides det naturlige synsapparat. Siden moderne filmkunst tog fart med kameratekniske Hollywood-produktioner, er vi som trofaste filmseere blevet udsat for en kulturel eksponering og dermed stillet til rådighed med en ‘filmisk krop’ både foran og væk fra skærmen. Med denne ‘legemliggørelse af kameraet’ vil Heimann slå et slag for, at nye simuleringsteknikker som virtual reality kan udnyttes som kunstform til at gøre os mere bevidste om og følelsesmæssigt involveret i nutidens miljømæssige udfordringer, der særligt trænger sig på. Efter interviewet om den filmiske krop, udgiver vi en artikel af Melanie Rosen om forholdet mellem hjernen, sindet og drømme. At drømme er, som de fleste teoretikere er enige om, en usædvanlig tilstand, og vi er faktisk ikke i besiddelse, i skrivende stund, af de rette metoder til at studere dem pålideligt og lave forudsigelser; drømmene synes at undslippe neurovidenskabens favntag, og måske er det netop det, der gør dem så fascinerende.

God læselyst!