Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | Sportens spil handler ikke om sundhed
 

Sportens spil handler ikke om sundhed

1.5.2007

Teksten tager afsæt i og diskuterer Thomas Søbirks tekst “No Dope, No Hope “ 

Sport er enestående med lighed som udgangspunkt for konkurrencen og ulighed som resultat. Der findes ingen andre samfundsmæssige institutioner, der har indbygget såvel et ligheds- som et forskelsprincip, hvor lige parter skal dyste mod hinanden under lige vilkår med henblik på at finde en forskel, der ikke umiddelbart kan forklares. Derfor er doping ikke bare snyd – som et spark på modstanderens skinneben eller tyvstart fra startblokken – men korrumperer simpelthen sporten som system.

Tour de France-vinderen fra 1996, Bjarne Riis’ skarpeste bemærkning ved hans famøse pressemøde den 25. maj om indrømmelse af brugen af EPO og andre dopingmidler i perioden 1993-98 var da også hans svar på spørgsmålet om, hvorfor man overhovedet skulle undgå EPO og andre dopingmidler i cykelsport: ”For sportens skyld”. I forlængelse af Bjarne Riis’ egne ord er han altså en synder og ikke blot en snyder.

Sporten er en ridderlig form for konkurrence, som er opbygget i moderne tid omkring den idé, de moderne Olympiske Leges grundlægger, Pierre de Coubertin, betegnede ved ”esprit chevaleresque”. Som ædel kappestrid kombinerer sport med sine særlige regler et feudalt og et demokratisk ideal med en dynamisk excellenceorden. Med lighed som udgangspunkt skal en fair sportskonkurrence resultere i en retfærdig ulighed, befriet fra sociale forskelle og udelukkende skabt på baggrund af forskelle i styrke, udholdenhed, koordination, hurtighed og bevægelighed.

Denne ridderlighed er naturligvis ikke befriet for kolde krige, dopingskandaler, politiske udnyttelser af de store konkurrencer og deres deltagere og globale skævvridninger som følge af ulige fordeling af økonomi, eksperter og teknologiske hjælpemidler. Men overholdelse af regler, der gælder for alle udøvere på sportens arenaer, må effektueres, hvis sporten som system skal fastholdes og ikke udvikle sig til ren underholdningsindustri. I det følgende vil der blive argumenteret for, at de regler, der skal bestemme, hvad sport skal være, herunder især dopingreglementet, ikke udelukkende skal baseres på argumenter om ’sundhed’, hvis man vil fastholde sporten som en særegen institution.

No dope – sportens hope

I ballettens verden er der ingen regler og derfor heller ingen sanktioner omkring brug af farmakologiske præparater. Ej heller er der beta-blokker kontrol af studerende ved eksamensbordet. Rockmusikere spiller og lever stærkt med stoffer i blodet. Motionsløberen kan løbe med så meget EPO i kroppen, det skal være. Hvorfor skal der så være regler for brug af medicin for sportsfolk?

Sådanne spørgsmål fyger rundt i mediedebatten og rejses også af Thomas Søbirk Petersen (TSP) i ’No dope, no hope!’, TURBULENS.net #10 maj 2007. Han påpeger det mærkværdige ved, at der i sporten er medikamenter, man ikke må tage, men som man rask væk bruger i andre sociale sammenhænge uden for sporten, f.eks i kunsten. Omdrejningspunktet i denne artikel vil som et modspil være de retoriske spørgsmål: Hvad er problemet i at have forskellige regler og forbud i forskellige samfundsmæssige institutioner? Er sådanne forskelle ikke netop med til at sikre en mangfoldighed af institutioner – at der er noget, der hedder sport, kunst, uddannelse, rockmusik, fotografi, reportagefotografi, film, dogmefilm?

Forslaget om at fjerne to stoffer og én metode, nemlig EPO (erythropoietin) og beta-blokkere samt intravenøse injektioner, fra sportens dopingliste fremfører TSP udelukkende ud fra et argument om ’sundhed’. Udenfor sportens verden er sundhedsargumentet dominerende, f.eks. med dopingkontrol i motionscentre og med lovforbud omkring besiddelse af anabole steroider, EPO, væksthormon m.v.; men hvorfor skal den samme tendens gøre sig gældende i sport? Diskussionen i det følgende vil pege på det problematiske i at indsnævre dopingdebatten i sport til et spørgsmål om atleternes ’sundhed’. Sundhedsargumentet er ikke, har aldrig været og bør heller ikke blive det afgørende argument for dopinglistens udformning.

Fremtrædende etikere og filosoffer, der internationalt har bidraget i dopingdebatten som fortalere for afskaffelse eller lempelse af dopingforbudet i sport, fokuserer oftest på spørgsmål om individuel frihed og autonomi (f.eks. Tamburrini 2000) og på enkeltstående argumenter for eller imod doping, især spørgsmålet om ’sundhed’ (f.eks. Miah 2004); men også fair play-argumentet og argumenter omkring sportens ’renhed’ og ’naturlighed’ og atleternes rolle som mønstereksempler overfor børn og unge i sport er på spil i dopingdebatten (se også Doping i Danmark. En hvidbog, 1999: 91ff
samt Journal of the Philosophy of Sport for isolerede såvel som kombinerede argumenter ).

Det er uden tvivl nyttigt og nødvendigt at afprøve og udvikle enkeltstående argumenter i diskussioner af anvendelse og udvikling af nye teknologier og teknikker til behandling og formning af kroppe, herunder præstationsfremmende præparater og metoder som optræder på sportens dopingliste. Isolerede argumenter, som eksempelvis et argument om ’sundhed’ er imidlertid ikke et hverken ’uskyldigt’ eller nødvendigt argument, men må blive fremført under hensyntagen til naturligvis hvilke mennesker vi vil være og skabe, men også hvilke omstændigheder – og institutioner – vi gerne vil være mennesker i. Et spørgsmål, der således følger argumenterne omkring dopinglistens udformning eller eventuelle afskaffelse, er: hvilken sport vil vi gerne have? Dopingens fortalere vil konvertere sport til en overdrivelsens kunst. Andre ser helst sporten som en sundhedsinstitution. Artiklen her vil derimod begrunde sport som en aktivitetsform og institution, der rækker ud over kunst eller sundhed som afgørende kriterier.

Hvad er doping – hvad er sport?

De internationale dopingregler omfatter udøvere i sportens aktiviteter – og ikke motionister, der ikke deltager i sportens turneringer og konkurrencer. For sidstnævnte kan lokale eller nationale regler eller love om præstationsfremmende midler gøre sig gældende, men de er ikke omdrejningspunktet her.

Aktivitetsmæssigt er sport – til forskel fra en bredere betegnelse som ”idræt” eller endnu bredere: ”motion” – i denne artikel kendetegnet ved fysiske aktiviteter, der udfoldes indtil det maksimale indenfor på forhånd fastlagte mål, regler og tekniske udførelser, i konkurrence mod andre på tilsvarende fysiske niveau. Konkurrencen og resultatet er sportens centrale elementer. Underholdnings- eller sundhedsdimensioner er ikke, som konkurrencen er det, konstituerende for sport i moderne forstand. Det vil sige, at sport i denne forstand sagtens kan finde sted uden at være sundt eller underholdende, men ikke uden konkurrence. Og konkurrencen sikrer ved nøje fastlagte begrænsninger et måleligt resultat på helt anden vis end f.eks. kunsten, journalistikken eller den kapitalistiske virksomhed. Sporten turneringssystem i moderne tid (til forskel fra antikkens sport og middelalderens sportslignende lege) sikrer, at nogenlunde lige parter dyster mod hinanden med henblik på at finde en vinder, som dermed er eksponent for forskellen. Den rette vinder søges igennem:

– fastholdelse af lighedsprincipper ved ikke at tillade såkaldte kunstige hjælpemidler, der ligger ud over, hvad der kan tilvejebringes gennem ændringer i kost- og træningsplaner;

– tilvejebringelse af en dynamisk excellenceorden på baggrund af forskelle, der ikke umiddelbart kan forklares. Det gælder forskelle i grundlæggende psykiske og fysiske egenskaber, som tidligere nævnt forbundet med styrke, udholdenhed, koordination, hurtighed og bevægelighed.

Sporten er særegen med sine præmisser: er vi ikke lige, kan vi ikke lege; vil du ikke vinde, kan vi ikke lege. Til forskel fra leg (hos både Huizinga 1993(1938), Caillois 1969 og Guttmann 1978) er sporten karakteriseret ved et formelt regelsystem, der muliggør turneringer, som aldrig ville være muligt for eksempelvis en leg som tagfat at indgå i.

I denne artikel er doping-termen knyttet til sport i ovenstående forstand og til dens reglementer, som er internationalt gældende, og refererer således til den gældende dopingliste, der løbende udarbejdes af sportens internationale anti-dopingorganisation, WADA (World Anti-Doping Agency). ’Doping’ omfatter altså her organiserede sportsfolks indtagelse af de stoffer eller anvendelse af de metoder, der er forbudte i følge WADA’s gældende liste I dag skal to ud af tre kriterier være opfyldt for, at et præparat optages på dopinglisten:

1) Præstationsfremmende effekt (reelt den vigtigste, siden det første dopingreglement trådte i anvendelse i 1967);

2) Sundhedsskadelig virkning;

3) I strid med ’Sportens ånd’ (et ikke særlig klart kriterium)

Udover sportens særlige dopingregler – og sanktioner – har nationerne forskellige love omkring nogle af de midler, der optræder på dopinglisten, som iøvrigt løbende revideres. F.eks. er der i Danmark kun lovforbud (dvs. gældende også for andre end sportens udøvere) mod at besidde, forhandle eller distribuere visse af stofferne på dopinglisten, f.eks. anabole steroider, væksthormoner, EPO. Når Thomas Søbirk Petersen (TSP) opfordrer til at fjerne EPO fra dopinglisten med henblik på at ”afkriminalisere” sportsfolk, burde han således også forholde sig til en lovændring, da hans opfordring ellers fører til lige præcis det modsatte, nemlig til en kriminalisering af sportsfolk, der måske ville lade sig friste af at bruge EPO, hvis det ikke var på dopinglisten.

Brugen af præstationsfremmende stoffer i sportslignende aktiviteter er en flere tusind år gammel historie og har aldrig været isoleret til eliteatleter. I det tredje århundrede før vores tidsregning indtog græske atleter forskellige typer af svampe for at forbedre deres præstationsevner. De romerske gladiatorer anvendte stimulanser for at komme sig hurtigt efter skader (Wadler & Hainline 1989). Inka-folk tyggede på kokablade for at fremme udholdenheden ved fysisk krævende aktiviteter. I 1800-tallet var der eksempler på cykelryttere, svømmere, langdistanceløbere og sprintere, som tog stryknin, kokain, koffein, alkohol, æter, opium og heroin. Fra midten af 1900-tallet begyndte produktionen af syntetiske hormoner, og i dag er der tusindvis af farmakologiske midler, der kan indtages for at fremme fysiske præstationer. Med de syntetiske hormoners fremvækst fra koldkrigstiden, mest synliggjort i sovjetisk, østtysk og amerikansk sport, og efter en række sportsfolks dødsfald, man formodede skyldtes overdrevet indtag af medicin, opstod i 1960’erne et behov for og en opbakning bag en ekstra regulering af sportens reglementer. Således lod den Internationale Olympiske Komité (IOC) det første dopingreglement træde i anvendelse i 1967.

I lyset af den seneste medicinske og bioteknologiske udvikling kan sportens antidoping-politik forekomme at være ude af trit med tiden. I hvert tilfælde mere end anes en anakronisme i sportens normer om atleternes ’renhed’ og ’naturlighed’. Det præsterende sportsmenneske skal ideelt set være befriet fra såkaldt kunstige medikamenter, således at han eller hun kan vise, hvad der kan lade sig gøre udelukkende ved træning, kost og det, man er udrustet med fra naturens hånd. ’Gendoping’ optræder i takt med den bioteknologiske udvikling nu også på dopinglisten (Pedersen 2006). Men er det realistisk at holde gendoping uden for sportens verden, hvis genterapi eller sågar genmodifikation skulle blive bredere anvendte behandlings- og forebyggelsesformer?

Ny genetik åbner for muligheder, som sportens organisationer alligevel ikke ene og alene har indflydelse på. Fremtiden byder på endnu større udfordringer end i dag som en følge af et stadigt øget kendskab til kroppens funktioner helt ned på genets og de regulerende mekanismers niveau. Således kan man diskutere, om det overhovedet vil være muligt for sportens anti-dopingorganisationer at opretholde et dopingforbud med, hvad det nødvendigvis må indebære af mere og mere avancerede kontrolforanstaltninger og dertil svarende sanktionsmuligheder.

Snævre sundheds- og frihedsbegreber

Det er imidlertid ikke en grundlæggende diskussion af dopingforbudet, Thomas Søbirk Petersen udfolder med sit indlæg ’No dope, no hope’. Han vil her tage et mindre skridt – som dog ikke garanterer, at bukserne holder – nemlig tage stilling til, om to konkrete præparater og en enkelt metode skal tages ud af dopinglistens flere hundreder forbudte stoffer (herunder tusindvis af præparater) og metoder. Således vil han argumentere for, “at atleter, som alle os andre, bør have lov til at nyde godt af medicinske stoffer”. Konkret foreslår han, som nævnt, at præparaterne EPO og beta-blokkere samt brugen af intravenøst drop fjernes fra dopinglisten, idet han mener, at disse ligefrem kan fremme sundheden hos sportsfolk.

Gennemgående præmisser i artiklen er, at dopinglistens inkludering af EPO, beta-blokkere og brug af intravenøst drop er:

A) et indgreb i sportsfolks individuelle ’sundhed’ (TSP: dvs. hindrer restitution og lindring af smerter);

B) et indgreb i sportsfolk individuelle frihed (TSP: dvs. hindrer indtag af ligeså meget medicin, som ikke-sportsfolk kan indtage);

C) er en blokering af muligheder for at udligne genetiske uligheder (TSP: EPO-indtag vil kunne udligne sådanne uligheder).

Selvom det i TSP’s indlæg var blevet udviklet til en argumentation og ikke blot fremstod som ubegrundede postulater, så gives der i hans artikel ikke meget plads for mere nuancerede indfaldsvinkler på såvel sundheds- som frihedsbegrebet. Havde diskussionen også indeholdt et syn på dopingreglementet som en beskyttelse af sportsudøvere, ville indlægget kunne inddrage nogle væsentlige aspekter, som vil fremgå af følgende kommentarer til A), B) og C):

Ad A) Sundhedsargumentet

Ved læsning af TSP’s indlæg forstår man efterhånden, at ’sundhed’ dækker over en lindring af smerter, mindskelse af ubehag samt en hurtigere restitution efter hårde fysiske anstrengelser. At de nævnte præparater kan fremme sundheden i denne forstand, er naturligvis en mening, man kan have, men den dokumenteres aldrig i artiklen. Det er da også et af de lægevidenskabelige forskeres store problem, at det stort set er umuligt og også etisk uforsvarligt at udføre systematiske videnskabelige undersøgelser på sportsudøvere, der anvender sådanne præparater; og ofte kan resultater fra studier på patienter ikke umiddelbart overføres til hårdt fysisk trænende og raske sportsudøvere. Ydermere ville en ophævelse af EPO-forbuddet aldrig sikre, at sportsudøvere ville stille sig til rådighed for forskningen og stille deres anvendte midler åbent til skue for offentlighedens indsigt. De indgår stadigvæk i konkurrence med andre potentielle EPO-brugere og ville næppe afsløre deres medicinske ’opskrifter’.

Et væsentligt faktum – omend banalt – er iøvrigt, at al medicin også kan have bivirkninger. Helt banalt er det måske ikke at fremhæve det faktum, at der i dopingøjemed ofte anvendes doser, som er 10-100 gange større end de lægeligt anbefalede, og mulige bivirkninger således er ukendte. Ydermere indtager sportsfolk og andre trænende, der benytter sig af præstationsfremmende midler, ofte flere medikamenter ad gangen. Således anvendes ved indtagelse af EPO ofte både blodfortyndende midler til at forhindre blodpropper og blodtrykssænkende medicin. Her kan fortalere for EPO-brug trække Bjarne Riis frem med hans indrømmelser af også at have indtaget cortison og væksthormoner: han er nemlig alligevel efter eget skøn og andres syn ”sund og rask.”

Der er imidlertid ikke kun risiko for umiddelbare bivirkninger af EPO, såsom blodpropper, som man mener, at 12 hollandske cykelryttere døde af i perioden 1987-91 (Houlihan 1999:42). Langtidsvirkninger af EPO er indtil videre ukendte, men der er lægevidenskabelige formodninger om mulige skader på lever og nyrer (Doping i Danmark. En hvidbog, 1999: 47). Det forekommer i lyset af videnskabelig viden under ingen omstændigheder overbevisende, at TSP henviser til en skiløbers(!) udtalelse om, at indtagelse af EPO for skiløberne vil øge sikkerheden ved udøvelsen af deres sport.

TSP er klar over, at indtag af EPO kræver lægelig vejledning og overvågning. Samtidig er hans væsentligste argument, næstefter sundhedsargumentet, for at legalisere EPO, at EPO-indtagelse vil øge ligheden blandt sportsudøvere. Her gennemfører han et uholdbart regnestykke, hvori bl.a. indgår omkostninger til et muligt alternativ til EPO, nemlig højdetrykskamre. Han medtager ikke i sine løse beregninger, hvad det ville koste at indføre lægelig overvågning af sportsfolk på alle niveauer i hele verden. Og han fokuserer snævert på afkriminalisering som en positiv følge af legalisering af EPO. Sandsynligvis er det kun en minimal brøkdel af alle sportsfolk, der har anvendt EPO, så der vil næppe blive tale om, at man kunne opnå at afkriminalisere ret mange kriminelle.

Vigtigere ville det have været at fremhæve den sygeliggørelse af raske sportsfolk, der kan ligge i at udstede nyrepatientmedicin (EPO) til diverse sportsfolk, inklusive i lighedens tegn atleter i udviklingslande, med lægelig overvågning til følge. Langt mere alvorligt, end at TSP’s beregninger er uholdbare, er altså, at afkriminaliserings-argumentet ikke holder, tværtimod, samtidig med at sygeliggørelsesaspektet overses. De konkrete forslag og påstande er derfor uvidenskabelige og mindre interessante at gå dybere ind i, hvor præmisserne for TSP’s diskussioner er mere vedkommende at indgå i en seriøs debat omkring.

TSP’s inddragelse af ’friheds-præmissen’ i sit ’sundheds’-argument er uholdbart, såfremt der findes sportsfolk, som ikke er interesserede i at indtage EPO for at kunne kvalificere sig til at deltage i konkurrencer. Og det vil jeg vove at påstå drejer sig om næsten alle sportsfolk i verden, på nær nogle top-cykelryttere og -skiløbere (for danske elitesportsfolk, se Benjaminsen & Pedersen 2002: 96f, hvor kun 3 % af 995 udøvere svarer ”enig” i, at brug af dopingmidler gøres tilladt). Spørgsmålet går naturligvis ikke på EPO specifikt, men da det er et af mest præstationsfremmende dopingmidler, og elitesportsfolk synes mest fokuseret på uretfærdighed (og meget lidt på ’sundhed’ i TSP’s snævre forstand) og dermed det præstationsfremmende argument, er det sandsynligt, at svarene ikke ville afvige særlig meget på spørgsmålet om EPO).

Hvis EPO legaliseres, er der ikke tale om udelukkende individuelt at kunne vælge til og fra, men også om at mere tvangsmæssige relationer vil kunne sætte sig igennem, eksempelvis mere eller mindre direkte tvang fra trænere, holdlæger, -kammerater og sponsorer til at bruge EPO, hvis man vil sikre sig en plads på holdet. Derfor ville det have været langt mere relevant at klarlægge, hvilken type frihed henholdsvis ufrihed til hvilke former for ’sundhed’, der vil komme på tale med en legalisering af EPO.

Ad B) Frihedsargumentet

Dopingreglementerne er således ikke i modstrid med enhver frihed, men kan også anskues som frihedens reelle mulighedsbetingelse. Dopingforbud er (i Dworkins (1974) udlægning af paternalisme) ikke paternalistisk, hvis sportsudøverne har en fælles interesse i at sikre sig imod risici, som er forbundet med doping. Og der synes ikke kun blandt sportens udøvere, men også blandt publikum, sponsorer og ikke mindst generelt i befolkningerne at være stort flertal for, at sportslige færdigheder ikke skal opnås ved hjælp af præstationsfremmende midler. Her kan nævnes, at i den seneste befolkningsundersøgelse i Danmark omkring dette spørgsmål er stort set alle i en repræsentativ befolkningsundersøgelse uenige i, at ”doping bør tillades, fordi det er ens eget valg” (Pedersen 2002). Det samme er tilfældet i andre skandinaviske lande. Jo længere syd på, man kommer i Europa, des mere indstillet er landenes befolkninger på en eventuel tilladelse af doping i sport, men stadigvæk er der tal og klare tegn på en generel modstand mod en sådan tilladelse (Idrætsliv 1998).

Selvom TSP i sit indlæg ikke (entydigt) plæderer for ophævelse af et dopingforbud, anfægter han den frihedsberøvelse, der ligger i at forhindre sportsfolk i at tage medicin til lindring af smerter. I den moderne forståelse af mennesket knytter der sig et mere kompliceret frihedsbegreb end det, TSP her lader komme til udtryk. Eksempelvis kan der henvises til den lettisk-engelske filosof Isaiah Berlins essay fra 1958: ”Two Concepts of Liberty”, nemlig friheden ’fra’ og ’til’. Med sportens dopingreglement og alle de andre regler i sport hviler sportens idé ikke på individuel handlefrihed ’fra’ ydre begrænsninger, men snarere på friheden ’til’ selvbeherskelse og kontrol. Man kan selvfølgelig være uenig i denne dimension af sportens idé, men være klar over, at en udradering af sportens begrænsende dimension skaber et andet spil end sport i den forstand, som den blev udtænkt fra og med den moderne olympiske sport fra slutningen af det 19. århundrede.

Med den svenske sociolog Johan Asplunds tolkning, så forsøgte de moderne Olympiske Leges grundlægger, Pierre de Coubertin og hans fæller – uden nødvendigvis at have gjort sig det klart – med den olympiske idé at afgrænse sporten fra mimetisk rivalitet (se Asplund 1989). ”Mimetisk rivalitet” er som begreb blevet lanceret af den fransk-amerikanske litteraturhistoriker René Girard til at forklare den menneskelige kulturs oprindelse. Men Asplunds tese er, at mimetisk rivalitet ikke omfatter sportens grundidé. Den bogstavelige betydning af mimetisk rivalitet er ”at efterligne og forsøge at overgå”, men i sport er der netop regler for, hvordan efterligningen kan finde sted og for, hvordan de rivaliserede parter kan overgå hinanden. I mimetisk rivalitet er der ingen regler – alle midler er i princippet tilladte og kan føre til ’mimetisk krise’. I sport er der derimod en veldefineret slutning og ’noget’, man konkurrerer om. En sejrende skal udpeges, og publikum og den besejrede kan i den ’rene’ konkurrence kun bifalde sejren. Den sejrende har ret til sin sejr, hvorimod denne ret er til evig diskussion i den mimetiske rivalitet.

Den moderne sports idé betragtet som en antitese til mimetisk rivalitet, som hersker i et samfundsmæssigt kaos, hvor ingen magtpositioner er éntydige, kan udgøre et teoretisk perspektiv – også for anskuelsen af dopingproblematikker, selvom Asplund ikke selv udfolder et sådant. I sporten er der i modsætning til den mimetiske rivalitet klare regler for excellenceordenen. Men den mimetiske rivalitet kan trænge sig på, når der anvendes midler, der strider imod sportens regler og idealer. Sportens idealer er naturligvis ikke en fast størrelse, men ændrer sig til stadighed – og nogle gange i utakt med sportens regler; men måske snarere i utakt med sportens praksis og flere sportsorganisationers faktisk førte politik (se f.eks. MacAloon 2001 og Hoberman 2001 for en kritik af IOC’s politiske praksis, ofte i modstrid med dopingreglementerne). Hvis man imidlertid antager, at sportens dopingregler er et demokratisk forsøg på at indføre og leve op til udbredt accepterede sportslige idealer, så fremmer doping i dette perspektiv et nyt og ganske andet spil end sport – nemlig et spil om, hvad totalmodificerede kroppe kan udrette i en mimetisk rivalitet.

TSP pointerer, at han ikke går ind for, at dopingregler fjernes i sport, men at de lempes, og det er naturligvis til hver en tid en vigtig diskussion. Men at tillade et så beviseligt præstationsfremmende stof som EPO kan bidrage til, at sportens sociale former forandres i en retning, hvor aktiviteterne i mindre grad er sport i ovennævnte forstand og snarere fremstår som ekstrem fitness, cirkus, bodybuilding, amerikansk wrestling eller andet, som har lige så lidt at gøre med moderne sport i ovennævnte forstand som antikkens Pancration (en voldelig brydekamp, der fortsatte, indtil en af de kæmpende holdt op eller døde) og andre sportslignende aktivitetsformer udenfor sportens moderne tid og rum.

Ad C) Lighedsargumentet

Sport på et niveau, hvor EPO kunne være relevant, i den forstand TSP fremhæver, dyrkes næppe for ’sundhedens’ skyld. Indtag af EPO sætter i ’heldigste’ fald blot præstationerne op i et højere gear, hvor man igen vil mærke smerten og få brug for restitution. Effekten vil være ligesom at tisse i bukserne – hvilket kan være hensigtsmæssigt nok, hvis sportskarrieren er tilstrækkelig kort; men da alle sandsynligvis vil forbedre udholdenheden ved optimalt indtag af EPO, udlignes næppe en i udgangspunktet eventuel genetisk ulighed.

I øvrigt vil legaliseringen af EPO, som det blev antydet i førnævnte argumenter mod ’sundheds’-argumentet, sandsynligvis betyde, at de rige sportshold med professionelle læger, vil være de eneste, der har tilstrækkelig økonomi og ekspertviden til at lade deres sportsfolk anvende EPO.

Farmakogenetiske indsigter tyder på, at medicin virker forskelligt fra individ til individ, og der synes ikke at være nogen garanti for, at EPO vil kunne kompensere for genetiske uligheder. Og selvom medicinen i princippet skulle have den samme virkning, er hvert individ stadigvæk i udgangspunktet unik i sit kropslige ’udstyr’.

Sport som laboratorium i udforskningen af ’liv, krop og teknologi’

Dopingdebatten rejser nogle generelle sociologiske grundproblemstillinger omkring reglers og normers betydning for menneskelig handlen og kan således illustrere væsentlige problemstillinger i TUBULENS.net’s tema om ’Liv, krop og teknologi’, eksempelvis hvorledes forskellige målestokke kan ligge til grund for, hvordan stregerne trækkes i anvendelsen og eventuelt forbud af nye og gamle præparater og teknologier, også uden for sportens verden.

Spørgsmålet, om doping eller nogle enkelte dopingmidler er et problem for sporten, er her diskuteret med henblik på at argumentere for, at individets ’frihed’ og ’autonomi’ betragtes ud fra de situationer og institutioner, mennesker handler i, reelt såvel som ideelt set. En sådan diskussion rækker ind i andre bioteknologiske og etiske debatter, f.eks. om abortgrænsen, hvor det er væsentligt at diskutere og analysere bioteknologiske muligheder og risici i konkrete sammenhænge, der ikke er løsrevet fra tid og situation.

Hvor stregen går for regler og forbud, er naturligvis betydende for, hvilket samfund man får. Og således er det også i sport, hvor dopingdiskussionen på den måde kommer til at handle om, hvilken sport man gerne vil have. Skal sport være en blanding af feudale efterladenskaber og moderne bestræbelser på at udføre optimale fysiske og såkaldt ’rene’ præstationer på fair play præmisser som forbillede for børn og unge? Eller skal sport være et (postmoderne) spil om, hvad totaltmodificerede kroppe kan udrette, hvor alle midler gælder? Skal sport være en begrænsningens kunst eller en overdrivelsens kunst? Her har jeg argumenteret for, at det netop er kombinationen af begrænsning og overdrivelse, der er sportens væsen.

Det nuværende dopingreglement har en historisk baggrund i, hvilke idealer der tilstræbes i sport. Sådanne idealer er med til at forme sporten, og historiske omstændigheder har dannet sporten som en særlig institution, der ikke har ret meget med hverken kunst eller sundhed at gøre. Sport anses ikke for at være sport, men derimod cirkus eller et spil om hvad totalt-modificerede kroppe kan udrette, hvis det anføres, at et EPO-forbud er uetisk eller synd for sportsfolk og hindrer dem i at opnå de mest optimale resultater på mest lempelig vis. Sport bør hverken være et snævert sundhedsanliggende eller ren numerisk overdrivelseskunst. Sportens ridderlige konkurrenceform i søgningen efter en særlig excellence er det, der karakteriserer sportens idé og fortsat skal efterstræbes i praksis – især for udøvernes skyld, men også for det publikum, der nyder sport som mere end et kvælende sundhedsprojekt eller blot og bar kommerciel underholdning. 

Litteratur

Asplund, J. 1989: Rivaler och syndabockar. Göteborg: Bokförlaget Korpen.

Benjaminsen, L. & I. K. Pedersen 2002: Doping og brug af andre præstationsfremmende midler blandt eliteidrætsudøvere under Danmarks Idræts-Forbund – en statistisk analyse. Sociologisk Rapportserie nr. 8, Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Berlin , I. 1966[1958]: Two Concepts of Liberty. Oxford: The Clarendon Press.

Caillois, R. 1969: The Structure and Classification of Games. In: Loy, J.W. & Kenyon, G.S. (Eds.): Sport, Culture, and Society: A Reader on the Sociology of Sport. London: The Macmillan Publishing Co., 44-55.

Doping i Danmark. En hvidbog 1999. København: Kulturministeriet.

Dworkin, G. 1972: Paternalism. The Monist , 56, 64-84.

Guttmann, A. 1978: From Ritual to Record. The Nature of Modern Sport. N.Y.: Columbi­a University Press.

Hoberman, J. M. 2001: How Drug Testing Fails: The Politics of Doping Control. In: W. Wilson and E. Derse (Eds.): Doping in Elite Sport: The Politics of Drugs in the Olympic Movement. Champaign, IL: Human Kinetics: 241-74.

Huizinga, J. 1993[1938]: Homo Ludens. Om Kulturens Oprindelse i Leg. København: Gyldendal.

Idrætsliv 1998, nr. 19.

MacAloon, J. J. 2001: Doping and Moral Authority: Sport Organizations Today. In: W. Wilson and E. Derse (Eds.): Doping in Elite Sport: The Politics of Drugs in the Olympic Movement. Champaign, IL: Human Kinetics: 205-24.

Miah, A. 2004: Genetically Modified Athletes. Biomedical Ethics, Gene Doping and Sport. London: Routledge.

Pedersen, I. K. 2006: Genmodificerede atleter står på spring. Social Kritik, 103, s. 84-93.

Pedersen, I. K. 2002: Voksende adgang til dopingmidler i befolkningen. Politiken d. 9. juni.

Tamburrini, C. M. 2000: What’s Wrong with Doping?” I: Tännsjö, T. & Tamburinni, C.M. (Eds.): Values in Sport: Elitism, Nationalism, Gender Equality, and the Scientific Manufacture of Winners . London: E & FN Spon, pp. 200-216.

Wadler, G. & B. Hainline 1989: Drugs and the Athlete. Philadelphia: Davis.