Et mere åbent demokrati

01.12.2020

af Andreas Beyer Gregersen

Det er i dag alment accepteret, at demokratiske valg skal indeholde hemmelig stemmeafgivning. Det står endda nævnt i artikel 21 af FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948. Men behøves det at være sådan? Hvad ville der egentlig ske, hvis vi indførte en mere åben form for stemmeafgivning til forskellige valg? Disse spørgsmål undersøger filosof Rasmus Uhrenfeldt i sin kommende afhandling ”Open Democracy: The Secret Ballot, Privacy, and Democratic Participation”. Turbulens har interviewet Uhrenfeldt for at høre nærmere om de filosofiske argumenter for og imod en mere åben stemmeafgivning, og hvad der er på spil i dette spørgsmål om forholdet mellem åbenhed eller offentlighed og demokratiet som et særligt politisk system. 

Før vi taler om selve afhandlingen, vil jeg gerne starte med at spørge, om du kan fortælle lidt om din baggrund, og hvad der har ført dig til at forske i demokrati og politisk filosofi?

Jeg er uddannet i Anvendt Filosofi på Aalborg Universitet som både bachelor og kandidat, og jeg udviklede gennem studierne en interesse i politisk filosofi og moralfilosofi mere generelt. Men jeg var egentlig ikke en del af tilblivelsen af forskningsprojektet, som min afhandling indgår i – jeg var blot i den heldige position, at jeg blev spurgt af de andre, som står for det, om jeg ville være Ph.d.-studerende ved projektet. Jeg tror altid, at jeg har været interesseret i filosofi, men at jeg også har fået en forskningsstilling i det, har været lidt et heldigt tilfælde. 

Som du siger, er det forankret i det større forskningsprojekt ”Political equality and voting matters”. Kan du sige noget overordnet omkring dette projekt, og hvordan din afhandling placerer sig i forhold til nogle af de andre spørgsmål, der undersøges i forskellige dele af projektet?

Der er nogle andre delspørgsmål, som blandt andet handler om formel lighed i stemmeafgivningen. For eksempel spørgsmålet om hvorvidt hver person skal have en enkelt stemme, eller om det kan retfærdiggøres at graduere stemmer eller give flere stemmer til nogle. Et andet spørgsmål handler om, hvorvidt man skal have tvungen stemmeafgivning; altså om, hvorvidt man skal straffes for ikke at deltage til valg. Dette system har man i lande såsom Australien, hvor man får en bøde for ikke at møde op på valgdagen. Det er nogle forskellige spørgsmål, som alle handler om den demokratiske proces og valghandlingen. Lighedskoblingen er, at den kendsgerning, at alle folk har én stemme, selvfølgelig er et lighedsprincip, fordi personer er moralsk ligeværdige og derfor skal have lige stor magt i forhold til stemmeafgivning. Der er også et lighedsperspektiv forbundet med, at forskellige befolkningsgrupper på mere ligelig vis deltager i valgprocessen. Min egen afhandling handler ligeledes om et lighedsperspektiv i den forstand, at nogle mennesker kan blive undertrykte eller ’holdt nede’, hvis man ikke har hemmelig stemmeafgivning. Men hvorimod de andre spørgsmål er meget diskuteret i forskningslitteraturen, er det ikke tilfældet med mit spørgsmål. Samtidig er der ikke rigtigt nogle velfungerende demokratier i dag, der har andet end hemmelig stemmeafgivning, i modsætning til f.eks. den tvungne stemmeafgivning, hvilket visse lande som tidligere nævnt allerede har implementeret. 

Din afhandling består så i en kritisk undersøgelse af princippet om, at demokratisk stemmeafgivning skal foregå i hemmelighed. Men jeg tror, at mange mennesker slet ikke vil have tænkt over dette princip. Stemmeafgivning ses nærmest per definition som hemmeligt. Kan du starte med at skitsere, hvad der egentlig er af alternativer til hemmelig stemmeafgivning?

Modsætningen vil være en form for offentlig stemme, hvor man kan forestille sig forskellige systemer. Helt lavpraktisk kan man tænke på håndsoprækning i et klasselokale eller i andre former for forsamlinger. Hvis man f.eks. skal vedtage noget i en boligforening med håndsoprækning, så kan man se, hvem der har stemt for eller imod en ændring. Det kunne også være, at hvert parti eller hver politisk kandidat skal have sin egen bås, som man skal hen til for at stemme på den person. Andre har også foreslået, at man afslører en lille procentdel af, hvad folk har stemt – f.eks. en tilfældig 1 % af vælgerne. Dette er forskellige måder at have en form for offentlig proces på, hvor det ikke bare er sådan, at man bagefter selv kan fortælle, hvad eller hvem man har stemt på, som man jo også kan gøre i et system med hemmelig stemmeafgivning. Samtidig praktiserer vi allerede dette med politiske repræsentanter, hvor vi siger, at det ikke går, at de kan stemme i hemmelighed. De bliver nødt til at fortælle, hvad de har stemt, for at vi kan holde dem ansvarlige.

Hvilke gode argumenter er der for at indføre en mere åben eller offentlig stemmeafgivning?

Det, som man har peget på i litteraturen, er, at en åben stemmeafgivning vil give folk en eller anden form for formodning om, at de vil blive stillet til regnskab for, hvad de har stemt. At man som vælger begynder at forberede sig på at forklare andre, hvad man har stemt, og at det kan lede til, at man informerer sig selv mere og tænker sig grundigt over, hvorvidt man kan forsvare sit stemmevalg for andre. Et andet element er, at det i sig selv kan anses som et positivt princip, at dem, der tager politiske beslutninger, stilles til ansvar, uanset om det fører til, at vælgere bliver mere informerede om deres valg eller ej. Det er de mest grundlæggende argumenter. 

Du diskuterer derudover spørgsmålet om privatlivet i din afhandling. Jeg kan forestille mig, at mange vil sige, at der er et spørgsmål om privatliv, som kan bruges til at forsvare hemmelig stemmeafgivning. Synes du, at hensynet til borgernes privatliv er et godt argument?

Der er flere undersøgelser, som peger på, at vælgere opfatter deres politiske beslutninger som private. Men det er også kulturafhængigt. I USA ser man for eksempel, at de er mere åbne omkring deres politiske tilhørsforhold; man har det på kasketter og T-shirts. Det er en anden kultur end i Danmark, hvor det anses som et mere personligt spørgsmål. Hvis du spørger en dansker om det, kan man synes, at det er lidt mærkeligt. Jeg synes egentlig ikke, at de privatlivsbekymringer kan retfærdiggøre, at man skal forstå stemmeafgivningen som privat. For vi stemmer jo ikke bare på spørgsmål, der berører os selv. Vi stemmer også for andre mennesker. Når jeg stemmer på et parti, er der et spørgsmål om, hvordan det påvirker hele samfundet. Det er altså på flere måder et offentligt hensyn, der skal tages, når man stemmer. Men der er også andre forståelser af privatlivsbekymringer. Der er nogle, som mener, at privatliv kun berører de personlige informationer, der kan misbruges, og hvis de kan det, så skal de netop holdes private. Ud fra det synspunkt kan man argumentere for, at stemmeafgivning skal holdes privat, da den slags information kan misbruges af folk. Din arbejdsgiver kan fyre dig fra dit job, eller din nabo kan tvinge dig til at stemme på en bestemt måde ved at chikanere dig. Men hvis man forstår det sådan, mister selve begrebet om privatliv også sin ’pondus’, for alle informationer kan potentielt blive misbrugt. Hvis det ikke dækker over andet end potentialet for at blive misbrugt, er dette en vag forståelse af privatliv. Så bør vi hellere snakke om misbrug i stedet for privatliv.

En relateret forestilling er den idé, at vi ikke behøver at stille krav om åbenhed eller offentlighed om stemmeafgivning til vælgere, fordi vi netop stiller højere krav til politikere end vælgere i forhold til sådanne spørgsmål. Vil du sige, at din afhandling handler både om at skifte fokus fra politikere til vælgere og samtidig at stille højere krav til vælgeres politiske beslutninger?

Den handler ikke om, at vi skal stille færre krav til politikere, men afhandlingen stiller spørgsmålstegn ved den skarpe skelnen mellem de krav, som vi stiller til politikere og til vælgere. En af grundene til, at vi er så bekymrede for, hvordan politiske repræsentanter agerer, er, at de tager beslutninger med enorme konsekvenser for befolkningen. Men det kan borgere også gøre. Men selv hvis det er rigtigt, at vi kan siges at uddele et ansvar om åbenhed til de politiske repræsentanter gennem demokratiske valg, hvad betyder dette i så fald for folkeafstemninger? Så burde vi i hvert fald have en grund til, at disse skal være offentlige, fordi vælgerne i de tilfælde stemmer direkte uden om repræsentanter om sager, der vedrører samfundet som sådan. Min afhandling går altså ud på at problematisere denne opdeling og tænke borgere som ’mini-politikere’ – ikke som nogle, der har det samme ansvar som repræsentanter, men dog et vist ansvar. 

“En af grundene til, at vi er så bekymrede for, hvordan politiske repræsentanter agerer, er, at de tager beslutninger med enorme konsekvenser for befolkningen. Men det kan borgere også gøre.”

Titlen ”Open democracy” synes samtidig at lægge op til en større diskussion omkring demokratiidealer, og hvad vi i det hele taget forstår ved demokrati i første omgang. Vil du sige, at din afhandling også omhandler dette aspekt? 

Afhandlingen kobler sig også til forskellige måder at forstå demokrati på. Det er essentielt, at denne problematik hænger sammen med nogle større spørgsmål om borgernes rolle i et demokrati. Det er også ambitionen at lave en sådan kobling i noget af den eksisterende litteratur om dette emne. F.eks. var det for John Stuart Mill et spørgsmål om at anskue valgprocessen på en anden måde, end mange mennesker normalvis gør. For ham var det vigtigt, at borgere også havde en forpligtelse til at tænke over det fælles gode – altså hvad der er godt for samfundet. Han sagde, at man skulle forestille sig, at når man gik til valg, så var man den eneste vælger og derfor skulle beslutte, om det var parti A eller B, der vandt. Jeg skal virkelig føle, at jeg har et ansvar for alle andre, når jeg stemmer. Det er et sådant større perspektiv, som dette spørgsmål er bundet op på. 

Hvad tror du egentlig, at der ville ske, hvis vi indførte en mere åben stemmeafgivning til de næste kommunale eller nationale valg, når du kigger på samfundet, som det ser ud i dag?

Jeg tror ikke, at man kan indføre det lige med det samme, og jeg har været meget forsigtig med ikke at gå direkte fra filosofiske argumenter til praktiske forslag om at indføre et bestemt system. De empiriske konsekvenser er for mig at se ret uoverskuelige og vil samtidig variere meget alt efter, hvor du befinder dig henne. Jeg tror for eksempel ikke, at der er nogen, som vil mene, at man skal indføre åben stemmeafgivning i Rusland, Iran eller Saudi-Arabien. Men man kunne teste det andre steder, hvor vi ikke har samme slags bekymringer med fusk og misbrug, hvilket f.eks. kunne være i Danmark eller Skandinavien. Vi har relativt velfungerende systemer med høj valgdeltagelse, ikke særlig meget korruption og så videre. Man kunne altså teste i mindre skala, hvordan folk ville opføre sig med en mere åben stemmeafgivning. Men der er ikke noget i min afhandling, der skal forstås sådan, at vi bare skal indføre en åben stemmeafgivning, da der er en del overvejelser, som man skal gøre sig i forhold til konsekvenserne i praksis. Min undersøgelse er i stedet rettet mod normative principper omkring demokrati, vælgeradfærd og åbenhed. 

Fra et andet perspektiv kan man også sige, at du står lidt alene lige nu med at undersøge denne tematik. Har du nogle bud på, hvorfor vi ikke diskuterer dette spørgsmål mere i både universitetsverdenen og den offentlige debat? 

Det er et godt spørgsmål. For mange er dette bare en selvindlysende måde, hvorpå vi har struktureret vores valgsystem. Og fordi det fungerer så godt, giver det endnu mindre grund til at være skeptisk. Det er en vildt overset del af vores valgsystem. Det er mærkværdigt, idet der ikke bare er et spørgsmål om, hvorvidt det skal være åbent eller hemmeligt, men også om, hvornår det skal være det ene eller det andet. Der er jo forskellige måder at gøre det åbent på, hvor vi kan prøve at minimere de negative konsekvenser, der måtte følge af dette. Selv hvis vi mener, at et åbent system kun vil blive misbrugt, mangler der i dag en mere eksplicit forklaring og retfærdiggørelse af, hvorfor det er vigtigt at beholde den hemmelige stemmeafgivning i mangel af bedre. 

“Det er en vildt overset del af vores valgsystem. Det er mærkværdigt, idet der ikke bare er et spørgsmål om, hvorvidt det skal være åbent eller hemmeligt, men også om, hvornår det skal være det ene eller det andet.”