Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | En tyrkisk stemme
 

En tyrkisk stemme

1.1.2006

Mustafa Akyol (f. 1972) er tyrker, troende muslim og bosiddende i Istanbul. Han er historiker og uddannet på Institut for Internationale forbindelser ved Bosporus Universitetet i Istanbul. Fik sin master-grad om ’det kurdiske spørgsmål’ på Historisk Institut ved samme universitet. Han er også en prominent skribent i tyrkisk såvel som amerikansk presse. Hans tekster er præget af enorm tematisk spændvidde – men er næsten altid båret af en gennemgående intention om at forbinde Islam med moderniteten.

Personlig hjemmeside: The White Path

Tyrkiet og tørklædet

Der er kun få lande i verden, hvor politimænd sørger for, at kvinder er korrekt påklædt. Saudi-Arabien er ét eksempel. Dets berygtede ”religionspoliti”, kaldet mutawwa, tvinger kvinder til at dække deres hoveder og kroppe. I Tyrkiet er det omvendt: det tyrkiske politi forlanger, at tørklædet tages af. For retfærdighedens skyld må det siges, at Tyrkiets dresscode er noget mindre streng end Saudi-Arabiens. I Tyrkiet er forbuddet kun gældende i visse dele af det offentlige rum: regeringsbygninger, retssale, universitetscampuser og alle skoler.

Dette forbud har været et varmt emne i Tyrkiet i mange år. Mens ingen embedsmand eller gymnasieelev nogensinde har fået lov til at bære tørklæde, blev universitetsstuderende engang tilladt dette privilegium – lige indtil 1990erne, da det sekularistiske etablissement blev forskrækket over det voksende antal af den slags ”religionister” på videregående uddannelser, og stramme regler blev indført for at sørge for, at ”stramhovederne” ikke kunne optages. Nogle studenter gik med til ikke at dække deres hoveder og fortsatte deres uddannelse, men tusinder mistede deres chance for at tage en eksamen – simpelthen fordi de valgte at bære et stykke stof over hovedet, som de mener, det er Guds vilje.

For et par måneder siden blev en ny episode tilføjet det langtrukne drama. På Atatürk Universitetet i Erzurum, en meget konservativ by i Østtyrkiet, mødte alle de studerende, selvfølgelig uden deres tørklæder, op for at modtage deres eksamensbeviser. Med dem kom mange mødre og bedstemødre. Desværre bar nogle af dem tørklæde. Politiet nægtede dem adgang, efter ordre fra universitetets rektor. Kvinderne græd og svor, at de også troede på Atatürks, Tyrkiets Landsfaders principper; men ordrerne blev vedholdt. I det sekulære Tyrkiet må ingen religiøse beklædningsgenstande ses i det ”offentlige rum” – Tyrkiets selvudråbte sekularismes frigjorte zone.

Grunden til striden er Tyrkiets sekularistiske etablissement, hvis rigide ideologi er en intolerant version af sekularisme importeret fra Frankrig i det tidlige 20. århundrede, et tidspunkt hvor den franske revolutionismes antiklerikale fanatisme var på sit højdepunkt, og den nietzscheanske påstand ”Gud er død” var den intellektuelle norm. En almægtig stat og et uniformt samfund blev opfattet som nøglen til ”fremskridt”. Den unge Tyrkiske Republik, der blev grundlagt i 1923, formulerede en autoritær version af sekulær nationalisme, ikke neutral men dominerende over og sommetider direkte fjendtlig mod religionen. I to årtier med etparti-styre blev islamiske traditioner udskiftet med europæiske. Man blev straffet hårdt for at tale imod disse ”reformer”.

Det er derfor, Tyrkiet aldrig rigtig blev et overbevisende eksempel på kompatibiliteten mellem Islam og modernitet for muslimer i andre nationer. I problemets hjerte er manglen på reelt demokrati. Mens Tyrkiet i de seneste årtier har udviklet sig til et meget mere demokratisk land, beholdt det stadig nogle rester af den autoritære sekulære nationalisme.

Tyrkiets nuværende konservative regering, ledet af AKP (Partiet for Retfærdighed og Fremskridt), vil meget gerne fjerne forbuddet mod tørklæder. Men når som helst AKP-ledere taler om at ændre forbuddet, bliver de af det sekularistiske etablissement mindet om, at et sådant tiltag vil skabe en ”styringskrise”, en eufemisme for pres fra militæret. Deraf følger, at Tyrkiet vedbliver at være det eneste land i verden, hvor en muslimsk kvinde, der bærer tørklæde, simpelthen ikke har nogen chance for nogen form for uddannelse. Tyrkiets sekularistiske etablissement påstår, at dette er nødvendigt, fordi islamister ellers ville gøre Tyrkiet til et nyt Iran.

Det er en ubegrundet frygt. Tyrkiets nuværende regering, der ledes af AKP-leder Tayyip Erdogan, er ikke islamistisk – og slet ikke islamofascistisk som en kommentator for nylig påstod – men en konservativ politisk kraft der har bragt mere frihed til hele det tyrkiske samfund de seneste år. Meningsmålinger har vist, at mere end 90 % af tyrkerne ønsker at leve under et sekulært styre, men mere end 70 % er imod restriktionerne for tørklæder og andre personlige islamiske tiltag. Det, folket virkelig ønsker, er, at regeringen ikke laver love – og ikke beskæftiger noget politi, der ”respekterer et religiøst samfund eller forbyder dennes frie udøvelse”. Så når nu USA fremmer frihed og demokrati i det bredere Mellemøsten, burde det huske på, at selv Tyrkiet godt kunne bruge mere af begge dele. Hinsides sekularistiske og islamistiske autoritære ideologier er der en tredje vej kaldet liberalt demokrati. Det er præcis, hvad det tyrkiske samfund mangler – og fortjener.

[Oprindeligt trykt i The Washington Post]

 Gud og Tyrkiet

”Kristne missionærer infiltrerer vort land! Islam glider ud af vore hænder!” Disse ord er centrale i en meget hed debat i Tyrkiet de seneste uger. Det mest overraskende ved disse ord var, at de ikke tilhørte en konservativ muslim, men den betydningsfulde Rahsan Ecevit – gift med Bulent Ecevit, Tyrkiets tidligere præsident og guru for venstreorienteret, sekularistisk ideologi. Ingen havde før hørt Fru Ecevit bekymre sig for Islams fremtid; tværtimod plejede hun at tale om dens ”trussel”.

I virkeligheden er Fru Ecevit ikke den eneste sekulære tyrk, der er rasende på kristne missionærer, hvis eneste ”forbrydelse” er at omdele gratis bibler på tyrkiske gader og åbne små kapeller til det lillebitte kristne samfund i Tyrkiet. I de senere år har de hyper-sekulære cirkler, der defineres ud fra deres tilknytning til ”kemalisme” – den hardcore nationalistiske ideologi, som giver sig ud for at repræsentere Mustafa Kemal Atatürks (det moderne Tyrkiets grundlægger) været involveret i en fælles modstand mod den forestillede plan om at ”kristne” Tyrkiet. Selv Dogu Perincek, maoistisk veteran og erklæret ateist, møder op i fronten på det anti-kristne korstog.

Men de fleste mener, at den kemalistiske rasen mod krucifikset i virkeligheden har en skjult dagsorden. Mange tror, at det, figurer som Fru Ecevit og Hr. Perincek i virkeligheden foragter, er den nuværende reformproces i Tyrkiet, der drives af ønsket om at indgå i den Europæiske Union, et ønske der opildnes af USA. Reformerne afskaffer de årtier gamle privilegier til den traditionelle herskende klasse, der indoktrinerede og førte opsyn med hele samfundet gennem autoritær manipulation. Mange tabuer falder væk. Kurdiske borgere kan nu frit tale, synge og uddanne sig på deres modersmål – en frihed, som har været dem nægtet siden de gode gamle dage med det multietniske Osmanniske Imperium. Militærtribunaler er væk, og man er (forhåbentlig, i det mindste) gået væk fra brugen af tortur. ”Tankeforbrydelser” er fortid, og Tyrkiet bevæger sig længere væk fra politistaten end nogensinde. Ydermere gennemføres disse reformer af den nuværende, konservative AKP-regering, hvis ledere ikke kommer fra den kemalistiske elites citadeller (eller barer og klubber), men fra ”Tyrkiets Midtvesten”, det traditionelle, konservative, asketiske Anatolien – en region, som de ”hvide tyrkere” fra Istanbul og Ankara altid har set ned på.

Således opfatter de fleste det nylige angreb på missionærer som et taktisk træk i det store spil, som den kemalistiske elite spiller imod demokratisering. Ved at hævde, at korsets bærere invaderer Tyrkiet, og at AKP-regeringen tillader dette, håber de på at kunne overbevise de konservative vælgere om, at hele demokratiseringsprocessen er en stor sammensværgelse med det formål at ødelægge Tyrkiet ved at svække dets nationale etos. Det er ikke så overraskende, at det Nationale Handlingsparti – Tyrkiets stærkt højreorienterede politiske bevægelse, hvis leder, Devlet Bahceli, sommetider lyder næsten ligesom Jean-Marie Le Pen – har indgået en uhellig alliance med Perincek, der er ekskommunist og nuværende ”anti-imperialist”. Mens de hader USA og EU, beundrer de Rusland og Kina, den autoritære ideologis ærkesymboler.

Det er en skam, at visse konservative muslimer, eller i det mindste deres intellektuelle, køber denne propaganda. Skrækslagen over den forestillede trussel fra Kristendommen, appellerer de til statens autoritære midler. De forlanger, at kristne, der uddeler bibler, skal arresteres, eller at kapeller i deres hjem skal ransages af politiet. De glemmer desværre, at de selv har været ofre for sådanne forfølgelser fra myndighedernes side i mange årtier. De burde indse, at det virkelige spørgsmål her er religiøs frihed, og at hvis den skal bevares, må den udvides til at gælde for alle.

I sidste ende må Tyrkiet forstå behovet for en adskillelse af kirke og stat. Dette blev strålende fremført i det Nye Testamente for to årtusinder siden: ”Giv Kejseren, hvad Kejserens er. Giv Gud, hvad Guds er”. I Tyrkiet har Kejseren været meget lysten og dominerende i årtier. Tiden er kommet til at begrænse hans magt og give Gud, hvad der er Guds. Missionærer burde have ret til at prædike Evangeliet og åbne deres kirker. Muslimer burde have ret til at fremme Islam og drive deres moskeer. (I øjeblikket er det meningen, at de skal tro på ”officiel Islam”, gå i de statskontrollerede moskeer og opføre sig som ikke-muslimer i det offentlige rum.) Og en hvilken som helst anden trosbekendelse burde kunne prædikes i overensstemmelse med sin egen lære.

Denne holdning må komme som et chok for dem, der siger: ”vi har ingen anden konge end Kejseren.” De må imidlertid lære at affinde sig dermed. De burde nøje overveje deres egen overdrevne længsel efter en mægtig stat, der styrer undersåtternes liv og bevidsthed. Deres er sandelig en sekulær religion, hvori staten opfattes som omnipotent og alvidende – kort sagt: som guddommelig. Men det er en tro, der kun i begrænset omfang (hvis overhovedet) kan forsvares. Alle kejsere laver fejl, nogle gange forfærdelige fejl. Og hvorom alting er, Kejsere dør jo på et tidspunkt; det er kun Gud, der lever evigt.

[Oprindelig publiceret på National Review Online]

At hade USA på den tyrkiske måde

Som allierede med USA har tyrkerne sympatiseret med amerikanske værdier gennem flere årtier. Ikke desto mindre viser en ny meningsmåling – foretaget af BBC World – at Tyrkiet, blandt de 21 lande i målingen, er det mindst positive overfor USA, i særdeleshed overfor den nuværende regering. 82 % af tyrkerne sagde, at de opfattede Præsident Bush’ genvalg som ’negativt for frihed og sikkerhed i verden’. Selvom denne følelse utvivlsomt afspejler en global reaktion mod krigen i Irak, er der også særlige lokale faktorer, der forklarer den nuværende bølge af tyrkisk anti-amerikanisme. En af disse faktorer er det kurdiske spørgsmål. Den tyrkiske republik blev grundlagt i 1923, under påvirkning af sekularistisk europæisk nationalisme. Snarere end at bygge den nationale identitet op omkring den fælles islamiske arv, søgte det moderne Tyrkiet at opnå national sammenhængskraft ved at lave dets ikke-tyrkiske etniske grupper – især kurderne – om til tyrkere. Denne bestræbelse på social manipulation har kun delvis båret frugt.

De fleste kurdere har deres etniske identitet i behold – og deres mistro til den tyrkiske stat. I 1980erne og –90erne udnyttede de marxistisk-lenistiske kurdiske ekstremister i PKK denne mistro. PKK udkæmpede en blodig terrorkrig mod det tyrkiske styre og de assimilerede kurdere – en krig, der dræbte mere end 30.000 tyrkiske statsborgere. I dag er PKK svækket – til dels takket være den amerikanske støtte til Tyrkiet – men kurdernes skæbne er stadig uvis.

Kurderne bor selvfølgelig i både Tyrkiet og Irak, delt i to af grænsen mellem de to nabostater. For tyrkiske hardcore-nationalister på både venstre- og højrefløjen er et autoritært Irak – styret af en stærk mand i Baghdad, der undertrykker kurderne i den nordlige del af hans land og dermed bevarer roen ved Tyrkiets sydlige grænse – den bedste mulighed. Det forklarer disse nationalisters vedvarende sympati for Saddam Hussein. For dem lyder alarmklokkerne, når de hører om et demokratisk Irak, for hvis kurderne trives i Irak, kan de inspirere deres brødre og søstre på den anden side af grænsen til at forsøge at løsrive sig fra Tyrkiet og slutte sig til dem.

Denne forestillede trussel er muligvis ikke ren fantasi, men den bedste løsning synes at være at gøre Tyrkiets kurdere så frie og velstående, at de ikke vil løsrive sig. Og faktisk har det nuværende parlament (ført an af AKP-regeringen) givet kurderne mange kulturelle friheder i de sidste to år. Mange hardcore nationalister ønsker imidlertid at vende tilbage til de gode gamle dages ”kurdere forbudt”–politik. For dem er kurderne ikke landsmænd, der skal vindes for sagen, men bitre fjender der skal bekæmpes.

Anti-amerikanisme indgår som en naturlig del af dette tankesæt. Jo mere de irakiske kurdere kan portrætteres som agenter for ”amerikansk imperialisme”, jo mere vil mistænkeliggørelse af kurderne synes retfærdig. Som den fremtrædende tyrkiske skribent Cengiz Candar har bemærket, fremfører visse tyrkiske nationalister en antikurdisk agenda forklædt som antiamerikansk propaganda. (Et amerikansk nedslag på PKK-lejre i det nordlige Irak ville neutralisere denne propaganda og besvare Ankaras retfærdige bekymring over den genopstandne terrortrussel derfra.)

Det nationalistiske etablissements fremtrædende status i Tyrkiets medier er en anden faktor ved den nuværende antiamerikanisme.

Faktisk domineres de tyrkiske mainstream-medier af to lejre. Den første og mindste består af hardcore nationalister, ”kemalisterne”, der hævder at følge i Mustafa Kemal Atatürks fodspor. Det, de i virkeligheden gør, er at grave frossen ideologi ud af Atatürks pragmatiske arv. Den anden og største lejr består af den mere afslappede, kosmopolitiske, til en vis grad venstreorienterede, højst ”vesterniserede” intelligentsia, bedre kendt som ”de hvide tyrkere”. Mens kemalister er kategorisk anti-vestlige, forfægter de hvide tyrkere Tyrkiets ønske om at tilslutte sig EU. De fleste af dem har været store tilhængere af USA, men de har i dag også en del sammenstød med Bush-administrationen. Nogle af disse relaterer sig til krigen i Irak. De hvide tyrkere er påvirkede af de venstreorienterede medier i USA, og deres helte er figurer som Michael Moore og – for de mere sofistikerede få – Maureen Dowd.

Desuden er de fleste ældre hvide tyrkere venstreorienterede aktivister fra 68-generationen. De sang antikrigsslogans under Vietnam-krigen, og deres nuværende protester mod ”amerikansk imperialisme” har et strejf af nostalgi over sig.

Det andet problem, som de fleste hvide tyrkere og alle kemalister har med Præsident Bush, er mere filosofisk: De anser ham for at være alt for religiøs. De har altid ment, at modernisering betyder sekularisering, og de kan ikke lide, at den mest moderne nation i verden også er blandt de mest religiøse, med en præsident, der starter dagen med at læse den hellige skrift. Det er ikke tilfældigt, at de mest rasende salver i den tyrkiske presse mod Præsident Bush og værdivælgerne, der hjalp ham med at blive genvalgt, kommer fra skribenter, der også – i den tyrkiske sammenhæng – er stærkt antiislamiske. En af disse skribenter, Ozdemir Ince, skrev for nylig, at amerikanere, der stemte på Bush, må være ”uvidende”, fordi ”de tror på, at mennesket er blevet skabt, eller at himlen eksisterer”. Ganske betegnende angriber Ince ofte ”amerikansk sekularisme” for at være for bløde i deres kritik af religion, ligesom han angriber tyrkiske konservative, der sympatiserer med den.

Faktisk ville det nok overraske amerikanerne, hvis de hørte om en interessant konspirationsteori, som både kemalister og hvide tyrkere tilslutter sig: nemlig, at USA har intentioner om at afskaffe det sekulære regime i Tyrkiet og udskifte det med et moderat islamisk. Det bedste ”bevis” herfor er ifølge dem, at amerikanske topembedsmænd har nævnt Tyrkiet som en eksemplarisk ”moderat, muslimsk land”. Selvom denne karakteristik tydeligvis refererer til det tyrkiske samfund, ikke staten, er den uacceptabel for den ultrasekularistiske lejr. De kan simpelthen ikke holde ud at høre ordene ”islam” og ”Tyrkiet” i den samme sætning. En tredje vigtig faktor ved tyrkisk antiamerikanisme er den rolle, som den radikale Islam spiller.

Traditionelt har islamiske konservative i Tyrkiet haft sympati for USA, der var med til at redde Tyrkiet fra den gudløse kommunisme og har stærke religiøse og moralske værdier. Men siden de tidlige 80ere er en fremmed afart af radikal Islam trukket ind i Tyrkiet fra Mellemøsten, en version af Islam, der af natur er anti-amerikansk – og ondskabsfuldt antisemitisk.

Grænserne mellem traditionel konservatisme og den nye islamisme er ikke altid skarpt optrukne. AKP-regeringen er således konservativ, men islamistiske konspirationsteorier om det forestillede ”amerikanske korstog” mod Islam påvirker nogle AKP-støtters tanker. Alt dette ikke for at benægte, at der er reelle fakta, der stimulerer anti-amerikanske følelser. Af disse fakta er den skammelige mishandling af fanger i Abu Ghraib-fængslet og de civile ofre i operationer mod de baathistiske og zarqawistiske opstande i Irak de mest iøjnefaldende.

Den overvældende succes med valgene i Irak har dog været inspiration for mange, deriblandt tyrkere, der tidligere har været mistænksomme overfor USA. Når først et stabilt demokrati i Irak er etableret, skal de konspirationsteorier, der plager tyrkiske hjerner, nok forsvinde. Så skal antiamerikanismen i Tyrkiet nok fortrække til dens normale højborge (det marxistiske venstre, de ortodokse kemalister, den ultrasekulære del af de hvide tyrkere), for de foragter USA for det, det virkelig er: en nation, der er moderne, fri, åben – men også religiøs og moralsk, og som står for frihed i hele verden. De fleste tyrkere hylder faktisk de samme værdier. Det er derfor, deres bitterhed overfor amerikanere formentlig bare er forbigående. De to nationer er naturlige venner og allierede, der blot er skubbet ud i midlertidig gensidig modvilje af uheldige begivenheder og forgiftende ideologier.

[Oprindeligt trykt i The Weekly Standard]

Bushhadere i Tyrkiet – sådan snyder man konservative

I en artikel på The Washington Times’ hjemmeside beskriver Claude Salhani (udenrigsredaktør på magasinet United Press) en chokerende påstand fremført af en tyrkisk kommentator. ”Vi opfatter George W. Bush som vi opfatter Osama bin Laden”, bliver Beyza Bilgin, teologiprofessor ved Ankara Universitet, citeret for, ”begge mener de at være på en mission [for Gud]”. Da Mr. Bilgin bruger pronominet “vi”, foregiver kommentaren at udtrykke en fælles holdning blandt tyrkere. Men som tyrk kan jeg sige, at jeg er helt uenig.

For det første er det jo klart, at Mr. Bush, som USA’s præsident, ikke kan sammenlignes med en terrorist, der opbyggede en organisation med det ene formål at slå uskyldige civile ihjel. Det, der bekymrer mig mere, er dog Mr. Bilgins andet udsagn om, at en person, der påstår at være på mission for Gud, i virkeligheden er i samme kategori som terroristerne. Det er simpelthen absurd. Mange store mænd og kvinder har faktisk troet, at de var på en mission for Gud, uden at være beslægtet med al Qaedas agenter. I den moderne verden er der mange lidenskabeligt troende, der ligeledes føler, at de er udvalgt af Gud, uden at have en voldelig dagsorden overhovedet. Det burde egentlig være almindelig viden. Man kan undre sig over, hvorfor ellers rationelle mennesker ikke kan indse det. Problemet ligger måske ikke så meget i deres rationelle færdigheder, som i deres underliggende dagsorden.

Denne underliggende dagsorden blev tydelig for mig for første gang, da zoolog Richard Dawkins fra Oxford – en betondarwinist, erklæret ateist og benhård modstander af religion – gav den ”Abrahamske bevidsthed” skylden for terrorangrebene 11. september 2001, blot fire dage efter Twin Towers var faldet. Den anti-abrahamske propaganda spredte sig hurtigt, på begge sider af Atlanterhavet, og den har været et centralt element i ”Bush-hadernes” dagsorden. Præsident Bush’ politik kan selvfølgelig (og med rimelighed) kritiseres, men nogle af hans kritikere hader ham simpelthen, fordi han priser den Almægtige for ofte eller læser Biblen hver morgen.

En del af anti-Bushstemningen udenfor Tyrkiet er forbundet med den samme anti-religiøse dagsorden. Under og efter det foregående amerikanske præsidentvalg, iværksatte det, man kan kalde ”de venstreorienterede medier i Tyrkiet”, et uhelligt korstog mod amerikanske konservative. Værdi-vælgerne i USA blev konstant portrætteret som uvidende, gammeldags og reaktionære mennesker – kort sagt, ”religiøse fjolser”.

Denne propagandas fortrop var præcist de samme vismænd, som også er kendt for deres foragt for Islam. En af disse figurer var Mine Kirikkanat, en kontroversiel kommentator ved det indflydelsesrige, venstreorienterede dagblad Radikal. Som frankofon tyrk bosat i Paris er fru Kirikkanat en streng ultrasekularist og udtalt fortaler for ”uddrivelsen af Gud fra det offentlige rum”. Hun har en stærk modvilje mod religion – altså monoteistisk religion. I hendes uforglemmelige artikel ”Lugten af de monoteistiske religioners blod”, citerede hun overstadigt fra den ivrige franske ateist Michel Onfray, der påstod, at alle abrahamske religioner er ”mord- og hadskulter”. Fru Kirikkanats vrede bliver også sluppet løs på konservative amerikanere. Hun skrev engang, at amerikanske hjerner ”var defekte på grund af for mange hamburgers”. Hun foragtede Mr. Bush, fordi han ”står op med Gud og går i seng med Gud” og vover at give muslimer iftar-måltider. For nylig udgav fru Kirikkanat i store oplag en roman, der fortæller, hvordan Tyrkiet vil blive besat af amerikanske tropper efter et voldsomt jordskælv.

At fru Kirikkanat ikke har noget bevis udover hendes egne dagdrømme afholder ikke andre fra at lade sig overbevise af hende. Marxisterne byder som sædvanlig sådanne bizarre konspirationsteorier velkomne, men for nylig er visse konservative også gået med på fantasien. En af disse, Nuh Gonultas, kommentator for det respekterede konservative dagblad Tercuman, skrev en artikel med navnet ”Den amerikanske invasion af Tyrkiet”. Han refererede til to kilder: fru Kirikkanat, den bekendte islamofob, og Dogu Perincek, Godfather for Tyrkiets marxistisk-leninistisk-maoistiske bevægelse og streng ateist. Hr. Gonultas skriver også om ”truslen” fra evangeliske kristne, et yndlingsemne der også deles af de venstreorienterede medier i USA.

Jeg har svært ved at forstå, at hr. Gonultas er en troende konservativ. Han kunne, sammen med hr. Bilgin, med rette sympatisere med USA, fordi det er en ”nation under Gud” i en profan verden. De kunne stadig kritisere USA for visse dele af deres udenrigspolitik, men de burde ikke have nogen grund til at hoppe på den antikonservative vogn. Desværre er det lige netop det, de gør. Og hvorfor, kunne man så spørge, bekymrer jeg mig om det?

For det første styres den antikonservative vogn af dem, der tror, at religiøs tro er irrationel, og at enhver, der tager den seriøs, må være gal. Derfor er det selvmodsigende og selvfornægtende for en konservativ muslim at indoptage den holdning. For det andet beskriver de lokale “Bush-hadere” USA som en dødelig fjende af Tyrkiet og den islamiske verden, hvilket er en katastrofal misforståelse. Den slags giver liv til terrorisme og konflikt, men kvæler det, muslimer kunne lære af USA. Lad mig endelig tilføje, at amerikanere tit siger, at Tyrkiet er en model for andre muslimske nationer. Jeg værdsætter den holdning og vil gerne sende en kompliment den anden vej. USA er også en model for muslimske nationer, fordi det repræsenterer et kraftfuldt bevis på kompatibiliteten mellem dybt forankret religiøsitet og det moderne liv.

De, der fyrer op under antiamerikanismen i Tyrkiet – fx fru Kirikkanat, hr. Perincek og en masse andre erklærede islamofober, er godt klar over dette. Det er deres nye måde at udsprede deres filosofi om, at alle religiøse mennesker er nogle fjolser, og forhindre et globalt konservativt fællesskab. Tyrkiske konservative skal ikke hoppe på den finte.

[Oprindelig trykt i The Washington Times]

Alle fire tekster er oversat fra engelsk af Esben Hjuler