Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | Oprøret fra midten
 

Oprøret fra midten

24.04.2017

Af Emil Olander Gravgaard

Da jeg møder Lise Birk Pedersen, i forbindelse med en fremvisning i Bremen Teater, forklarer hun, at hun oprindeligt havde tænkt sig at lave en dokumentarfilm om det moderne Italien, der skulle skildre hverdagen i en familiedrevet italiensk virksomhed, og herigennem give et indblik i livsvilkårene i landet efter finanskrisen. Men da hun satte sig nærmere ind i den nuværende politiske situation i Italien, blev det klart for hende, at Beppe Grillo og Femstjernebevægelsen (Movimento 5 Stelle) var vanskelig at komme uden om.

“Ganske kort tid efter jeg var taget til Italien for at lave research til filmprojektet, sker der det, at der bliver udskrevet valg. Så jeg aftaler at mødes med Beppe Grillo til et valgarrangement på Sicilien, og er så heldig at få lov til at tage med ham rundt i landet i hans auto-camper under valgkampen.”

I Catania, hvor de to mødes første gang, er der i omegnen af 5.000 mennesker samlet for at høre Beppe Grillo tale, men efterhånden som valgkampagnen skrider frem, begynder vælgeropbakningen meget hurtigt at vokse:

“Til valgarrangementet i Genova møder der 10.000 mennesker op, i Milano er der 40.000, og da vi kommer til Rom taler han foran 400.000 mennesker,” siger Pedersen.

Til valgarrangementet i Genova møder der 10.000 mennesker op, i Milano er der 40.000, og da vi kommer til Rom taler han foran 400.000 mennesker.

Hun forklarer at hun ikke var så interesseret i at lave en film om Beppe Grillo, som stiftede partiet tilbage i 2009 sammen med aktivisten Gianroberto Casaleggio, selvom mediernes opmærksomhed først og fremmest har været rettet mod ham. Men det at komme med under valgkampagnen i denne tidlige fase var en måde for Pedersen at få en fod inden for i Femstjernebevægelsen, imens den stadigvæk var ved at finde sit fodfæste. Samtidig gav det hende muligheden for at komme helt tæt på de personer, som stillede op som kandidater for partiet. For det var det politiske engagement hos disse helt almindelige italienere, der senere skulle komme til at repræsentere folket, som hun var optaget af.

 

Beppe Grillo på kampagne. Foto: Magic Hour Films.

 

Fra torvet til parlamentet

“Al magt til folket” tager sit begyndelsespunkt umiddelbart efter jordskredsvalget i februar 2013, hvor partiet, til de flestes overraskelse, får 25 procent af stemmerne og med 163 mandater i parlamentet bliver Italiens næststørste parti. Femstjernebevægelsen kommer hermed til at udgøre en reel magtfaktor i italiensk politik, der bidrager til at udfordre magtbalancen mellem Silvio Berlusconis centrum-højrekoalition og Pier Luigi Bersanis centrum-venstrekoalition.

Rent filmisk så jeg et stort udviklingspotentiale i det her møde mellem et så indspist politisk system som det italienske, hvor man kan handle sig til næsten hvad som helst, og så det her nystiftede protestparti, som slog sig op på at sende alle de gamle politikere hjem og give magten tilbage til folket.

“Rent filmisk så jeg et stort udviklingspotentiale i det her møde mellem et så indspist politisk system som det italienske, hvor man kan handle sig til næsten hvad som helst, og så det her nystiftede protestparti, som slog sig op på at sende alle de gamle politikere hjem og give magten tilbage til folket,” forklarer Pedersen.

Men allerede tidligt bliver Femstjernebevægelsen tvunget til at tage stilling til, om de vil holde fast i deres principper, eller om de vil indgå forlig med de øvrige partier og hermed øge partiets indflydelse. Gennem de fire hovedpersoner, Paola, Luis, Alberto og Mario, beskriver “Al magt til folket” de interne spændinger, som konfrontationen med den politiske virkelighed afstedkommer.

Et parti af og for folket

Pedersen forklarer, at Femstjernebevægelsen i begyndelsen var udgjort af en række aktivistiske grupperinger rundt omkring i de italienske regioner. Så inden partiet stillede op til parlamentsvalget i 2013, havde det først og fremmest været engageret i lokalpolitiske anliggender. Det, som kommer til at samle partiet i løbet af parlamentsvalgkampen, er ønsket om at skabe et mere borgernært demokrati, der er kendetegnet ved åbenhed og ærlighed.

“Femstjernebevægelsen har hele vejen igennem været drevet af et ønske om at være et parti af og for folket, og derfor har de også arbejdet ud fra et princip om, at enhver borger kunne stille op som kandidat for partiet. Det som imidlertid sker ved jordskredsvalget i 2013 er, at det ikke alene er partiets topkandidater, der bliver valgt, men i nogle tilfælde hele listen af kandidater. Så det var i virkeligheden kun et fåtal af dem, som blev valgt ind i parlamentet, der tidligere havde beskæftiget sig med politik på et professionelt plan.”

Femstjernebevægelsen har hele vejen igennem været drevet af et ønske om at være et parti af og for folket, og derfor har de også arbejdet ud fra et princip om, at enhver borger kunne stille op som kandidat for partiet.

Da partiet samledes i Rom efter valget var de således ikke nået til enighed om andet end de grundprincipper, som de havde forpligtet sig til at følge i den kontrakt, de havde indgået med Beppe Grillo. De indledende møder i partigruppen, som kameraholdet deltog i, mindede derfor mest af alt om et stormøde på Christiania, og det blev efterhånden mere og mere klart for Pedersen, at hun her var vidne til et radikalt politisk eksperiment.

“Lige efter valget befinder partiet sig i en ruslignende tilstand, fordi ingen havde turdet håbe på, at de ville få så mange stemmer, som de gjorde. Men der er også nogle af medlemmerne af partigruppen, der giver udtryk for bekymring, og allerede under stormødet i Rom begyndte de første tegn på splittelse at vise sig.”

Demokrati eller demagogi

Noget af det mest iøjnefaldende ved Femstjernebevægelsen er, at den har været med til at sætte idéen om direkte demokrati på den politiske dagsorden. Siden partiet blev stiftet har Beppe Grillos blog således faciliteret en lang række online-afstemninger, hvor helt almindelige mennesker har haft mulighed for at få indflydelse på udformningen af partiets politik. Efter Femsjernebevægelsen blev valgt ind i parlamentet, har vigtige strategiske beslutninger på tilsvarende vis været til afstemning på bloggen, for at sikre at der var overensstemmelse mellem partiets politik og folkestemningen.

 

Afstemning på Beppe Grillos blog. Foto: Magic Hour Films.

 

Men ifølge Pedersen har Femstjernebevægelsens forsøg med det direkte web-demokrati ikke været helt uden problemer. Hun nævner blandt andet, at de omkring 80.000 mennesker, som gør brug af deres stemme på bloggen, kun repræsenterer en forsvindende lille del af Movimentos vælgerbase, og at man derfor kan stille spørgsmålstegn ved afstemningernes demokratiske legitimitet. Derudover forklarer hun, at Beppe Grillos blogindlæg på ingen måde kan siges at være politisk neutrale, og i og med at han har en priviligeret adgang til bloggen, har han også en meget stor indflydelse på udfaldet af online-afstemningerne.

Der hersker ingen tvivl om, at en stor del af partiets popularitet blandt vælgerne skal tilskrives dets karismatiske frontfigur, og at der ikke ville have været en Femstjernebevægelse uden Beppe Grillo, men som Pedersen bemærker, er han fortsat med at omtale sig selv som partiets “garant”, selv efter han meldte ud, at han, på grund af en tidligere dom, ikke ville stille op som kandidat til parlamentsvalget. Han mener med andre ord, at det er op til ham — som partiets stifter – at garantere, at partiet ikke lader sig korrumpere af magten, ligesom det er sket i Italien så mange gange før. Men ifølge Pedersen er det problematisk, at han ikke forholder sig mere kritisk til sin egen magtposition i partiet:

“Jeg skal ikke gøre mig klog på, om direkte demokrati er muligt, eller om det overhovedet er ønskværdigt. Men jeg synes, at det er ærgerligt, at Beppe Grillo ikke går hele vejen, når nu han har fået det her projekt op at stå,” siger hun og tilføjer, at det et eller andet sted er paradoksalt, at det er partiets stifter, der står i vejen for, at partiets grundidealer ikke bliver indfriet.

Den interne splittelse, som Beppe Grillos magtfuldkommenhed bidrager til at skabe, er siden hen blevet løst ved, at der er blevet revset ud i de mest kritiske medlemmer af partigruppen, sådan at der nu kun er folk tilbage, som er loyale over for Beppe Grillo. Konsekvensen har imidlertid været, at 37 ud af de 163 kandidater, der blev valgt ind i parlamentet, enten frivilligt, eller under tvang, forlader partiet inden for det første år. “Al magt til folket” er således også en fortælling om, hvor svært det er at komme magtmisbruget til livs selv i et parti, der har slået sig op på at bekæmpe netop dette.

“Selvom det er den her konflikt, som er er med til at gøre filmen interessant, synes jeg personligt, at det er trist at være vidne til. Det at Beppe Grillo ikke har formået at give slip på magten og lade nye kræfter komme til, sådan som han havde lovet, at han ville, har været med til at splitte partiet ad, og det må vi desværre sande, også er en del af fortællingen om Femstjernebevægelsen.”

Studehandler og lokumsaftaler

Fælles for filmens fire hovedpersoner er politikerleden. De har mistet enhver tiltro til det parlamentariske system, og ifølge Pedersen er den vrede og følelse af afmagt, som de føler, meget sigende for den afstand, som i løbet af de seneste tyve år, er blevet skabt mellem de italienske borgere og politikerne.

Et eller andet sted tror jeg, at italienerne er så berørte af alle de her korruptionssager, at der har indlejret sig en afgrund af mistillid i kulturen. Så ikke nok med at de ikke længere har tiltro til de politikere, som sidder ved magten. Jeg tror langt hen ad vejen, at de har mistet troen på, at man overhovedet kan besidde magt uden at misbruge den.

“Et eller andet sted tror jeg, at italienerne er så berørte af alle de her korruptionssager, at der har indlejret sig en afgrund af mistillid i kulturen. Så ikke nok med at de ikke længere har tiltro til de politikere, som sidder ved magten. Jeg tror langt hen ad vejen, at de har mistet troen på, at man overhovedet kan besidde magt uden at misbruge den.”

I en af de mest intense scener i filmen nedlægger Silvio Berlusconi og hans parti Forza Italia et mistillidsvotum mod den siddende regering, for at undgå at få en korruptionssag på nakken. Pedersen fortæller, at der var nok sager at vælge imellem, men at hun valgte at trække Berlusconi-sagen frem, fordi han for rigtig mange mennesker personificerer meget af det, der er galt med italiensk politik.

“Det var meget vigtigt for mig at vise, hvad Femstjernebevægelsen har været oppe imod, og hvis jeg skulle gøre det forståeligt for et internationalt publikum, så blev jeg nødt til at fremstille den her studehandelskultur i billeder. For man tror det simpelthen ikke, før man ser det.”

 

Ophedet diskussion i det italienske parlament. Foto: Magic Hour Films.

 

Hun fortæller, hvordan flere af de senatorer, som kommer fra den sydlige del af Italien, har haft mafiaen helt tæt inde på livet. Et af de tidspunkter, hvor dette blev tydeligt for Pedersen — og hvor det faktisk kom så vidt, at de blev bedt om at slukke for kameraet — var, da der skulle vælges en ny formand i Senatet, og hvor den ene af de to favoritter til posten havde en fortid som mafia-advokat. Her blev partiet stillet i et vanskeligt dilemma, idet det skulle vælge mellem at stemme på en kandidat fra et parti, som de, i kontrakten med Beppe Grillo, havde indvilliget i ikke at samarbejde med, for derved at undgå at mafia-advokaten fik flertal, eller at stemme på deres egen kandidat til posten, vel vidende at risikoen for at mafia-advokaten ville blive valgt derved ville stige.

“Folk råbte og skreg, og der var endda nogle, som brød ud i gråd. Men for mig at se var episoden med til at blotlægge nogle af de forskelle, der er mellem syd og nord i Italien. Hvor dem fra nord havde en tendens til at holde fast i deres principper, ville dem i syd for alt i verden undgå, at den her tidligere mafia-advokat blev valgt, for ellers ville de simpelthen ikke kunne vende hjem til deres valgkreds. De havde nogle meget stærke følelser investeret i det her,” fortæller Pedersen.

Noget af det, som Femstjernebevægelsen efter min mening er lykkes med, er at sige fuldstændig entydigt fra over for korruption og nepotisme.

Femstjernebevægelsen har uden tvivl været tvunget til at arbejde under særdeles vanskelige betingelser, men på trods af den kritik, man kan rette mod Beppe Grillos topstyring, så mener Pedersen alligevel, at partiet har været med til at gøre en forskel i italiensk politik:

“Noget af det, som Femstjernebevægelsen efter min mening er lykkes med, er at sige fuldstændig entydigt fra over for korruption og nepotisme. Det er virkelig chokerende at være vidne til den måde, som politik foregår på i det italienske parlament, så alene det at de har været med til at fremme antikorruptionsdagsordenen, er, for mig at se, nok til at give partiet sin berettigelse.”