1. april, 2006
Af Marie Büchert
Lotte Darsø forsker i det voksende felt af Arts-in-Business, der handler om, hvordan kunst kan skabe innovation og organisatorisk forandring i erhvervslivet. Hendes forskning viser bl.a., at kunsten er et uvurderligt redskab for virksomheder i dag, hvis de skal klare udfordringerne fra nutidens vidensøkonomi. I dette interview forklarer Darsø bl.a., hvorfor det ikke bekymrer hende, om virksomheders brug af kunst og kreativitet repræsenterer en ny historisk produktionsform, hvor økonomisk tænkende virksomhedsledere kontrollerer deres fleksible, nytænkende og kreative medarbejdere i lige så høj grad, som ledere gjorde i industrisamfundet.
Lotte Darsø er ansat som lektor i innovation og læring ved Learning Lab Denmark, der er et institut på Danmarks Pædagogiske Universitet.
Nye produkter, nye produktionsmetoder
Hvorfor er forholdet mellem kunst og virksomheder vigtigt i dag?
I nutidens videns- eller oplevelsessamfund har alle virksomheder generelt adgang til den samme teknologi og viden. Derfor er det i stadigt større grad virksomheders etiske identitet og produkters æstetiske finesser, der afgør, om de kan klare sig i konkurrencen på markedet. I den sammenhæng er det klart, at virksomheder er tvunget til at udvikle produkter på andre måder end tidligere. Hvis de ønsker at skabe oplevelser for deres potentielle købere, kan de ikke blot ansætte forskere til at udvikle produkterne rationelt ved en computer, men er nødt til at ansætte kreative medarbejdere, der selv har masser af erfaringer med oplevelser og forstår, hvad der virker. Det er samtidig en af grundene til, at det bliver mere og mere almindeligt, at ledere appellerer til deres medarbejderes indre følelsesliv og udvikler virksomhedskulturer, hvor medarbejdere ikke bare afventer ordrer, men selv tager initiativ, får ideer og bliver mere udfarende.
I dag er de unge iværksættere og frie agenter med egne små virksomheder længst fremme på området. Flere undersøgelser viser, at de besidder en naturlig social bevidsthed og kreativ tilgang til arbejdslivet. En mellemklasse af virksomheder forsøger at brande sig etisk og fremelske en vis kreativitet, fordi de kan se, hvordan forbrugere straffer virksomheder, der ikke opfører sig ansvarligt. Den type virksomheder er med andre ord opmærksomme på, at det lønner sig. De mere gammeldags virksomheder – og det er desværre langt de fleste – har imidlertid ikke opdaget, hvor relevante de nye produktionsformer er. I krisesituationer afskediger lederne deres medarbejdere og presser produktionens hastighed og effektivitet så meget, det er muligt. De udtænker det ene system efter det andet, men ender som regel med at skære ned, indtil de har skåret deres egen livsnerve over og dør. Til forskel fra de kreative iværksættere kan den slags virksomheder ikke overleve i dag.
Det særlige ved kunsten er, at den involverer følelserne og derved kan løfte folk til at bruge alle facetter af sig selv, når de går på arbejde. Samtidig går kunstnere op i æstetiske detaljer og er gode til at designe produkter og oplevelser i sig selv. Derfor tror jeg, at flere virksomheder fremover vil samarbejde med kunstnere på forskellige områder. Jeg tror faktisk, at det er nødvendigt.
Kunstneren som innovatør
Du hævder, at kunstnere har stor innovativ værdi for virksomheder, fordi de beskæftiger sig med ”ikke-viden.” Hvad mener du med det?
Jeg har forsket i innovationsprocesser og i starten overraskede det mig meget, at gnisten til innovation opstår i det område, jeg kalder ikke-viden – faktisk kan den viden, vi allerede har, bremse os i at tænke innovativt. Viden bygger på bestemte underliggende antagelser, der farver vores oplevelse af verden og styrer vores tankegang i bestemte retninger uden, at vi bemærker det. På den måde kaster vores viden lys over nogle tilgange til tingene, men slører andre, og betyder derfor ofte, at vi drager for hurtige og forudfattede konklusioner. Hvis vi i stedet bliver ved med at spørge fordomsfrit til et emne, bevæger vi os gradvist ind i et område, hvor vores antagelser om verden kommer til syne, så vi kan udfordre dem og forstå tingene på nye og anderledes måder. Derved opstår innovation og nyskabelse.
Mange har svært ved at stille de spørgsmål, der sætter dynamikken mellem ikke-viden og viden i gang, for de fleste af os trives bedst, når vi kender svarene på forhånd. Hvis vi beskæftiger os med ting, vi ikke ved noget om, bliver vi usikre. Kunstnere er imidlertid trænede i at håndtere den usikkerhed på en måde, de færreste er. De er tvunget til at bevæge sig i feltet af ikke-viden, hver eneste gang de skaber et nyt kunstværk, og arbejder derfor innovativt med den største naturlighed.
Kunstnere indgår typisk i virksomheder uden på forhånd at kende deres normer eller underliggende antagelser om verden. Hvilken betydning har det?
Det er svært for alle mennesker at bevare evnen til at se verden udefra, hvis de bliver del af bestemte sociale sammenhænge. Når en person bliver ansat i en virksomhed, vil vedkommende formentlig undre sig og stille spørgsmål. I løbet af de første tre måneder lærer vedkommende imidlertid virksomhedens sprog og overtager ubevidst de underliggende antagelser om verden, der er fremherskende i den. Allerede da forstår medarbejderen de uskrevne regler for, hvad man kan tale om på stedet, og hvordan omgangsformen er. Derfor mister hun eller han hurtigt sin personlige indgangsvinkel til tingene og får svært ved at tænke nyt og anderledes.
Kunstnere kommer til gengæld fra en helt anden verden og taler ikke virksomhedens sprog.
Når de arbejder i en virksomhed, udnytter de ofte ting, der allerede findes på stedet, men som medarbejderne overhovedet ikke lægger mærke til – alt fra affald til pynt. Jeg har også oplevet, at en kunstner ændrede arbejdsrytmerne på en virksomhed ved at give salsalektioner i frokostpausen, så medarbejdere kunne vende tilbage til produktionen med ny energi. Generelt optræder kunstneren som den outsider, der stiller de anderledes spørgsmål, hvilket betyder, at virksomhedens medarbejdere pludselig får øje på deres egen forforståelse og kan problematisere den, at de bliver provokeret ud af deres vanetænkning eller – som i disse eksempler – simpelthen får ny energi til deres arbejde.
Kunstnere kan kort sagt berige virksomheder på to måder: De er dels mestre i at arbejde med deres ikke-viden og dels kommer de med en anden virkelighedsopfattelse, der er afgørende for, at de kan se virksomheder fra helt anderledes vinkler end medarbejderne selv. Det betyder, at kunstnere ikke kun er en ressource for virksomheder mht. produktudvikling og produktion, men at de også kan arbejde på et mere strategisk niveau, hvor de påvirker virksomhedskulturer og samarbejdsrelationer.
Mellem proces og produktion
Kan man undgå konflikter mellem kunstneres frie og procesorienterede tilgang til tingene og virksomhedslederes krav på målbare resultater, der gør en forskel i praksis?
Når kunstnere indgår i en virksomhed i en periode, vil der opstå et møde mellem to forskellige måder at arbejde og at se tid på. Men selvom medarbejderne på en ene side har brug for at blive konfronteret med kunstnernes spørgende og procesorienterede måde at arbejde på, hvis de skal bryde med vanetænkningen, er det på den anden side klart, at virksomhedens ledelse har brug for konkrete resultater, der kan forbedre produktionen eller arbejdskulturen i en eller anden forstand. Derfor er det vigtigt, at der opstår en god balance mellem de forskellige interesser i samarbejdet, selvom det kan være en vanskelig proces.
Hvis de innovative processer skal lykkes, kræver det samtidig, at medarbejderne selv besidder en åbenhed og interesse for de nye skæve vinkler, kunstnerne præsenterer. Der opstår ofte problemer, hvis medarbejderne er så lukkede og tryghedssøgende, at de straks afviser nye tilgange til tingene. Der er formuleret forskellige værktøjer, der kan hjælpe åbenheden på vej, men det er selvfølgelig vigtigt, at ledelsen står bag og legitimerer, at meningen med samarbejdet er, at medarbejderne skal agere på en anden måde, end de plejer. Hvis ledelsen ikke støtter op om projektet, ser man ofte, at det ikke får ret megen effekt.
Risikoen ved det frie arbejde
Hvad er konsekvensen af, at virksomhedsledere faktisk skal give deres medarbejdere fuld frihed, hvis de vælger at samarbejde med kunstnere?
I forbindelse med min forskning interviewede jeg en virksomhedsleder i London, der arbejder med et strategisk projekt for organisationsudvikling, der involverer en mangfoldighed af kunstnere. Han fortalte, at han ikke havde begrænset den tid, medarbejderne måtte bruge sammen med kunstnerne på nogen måde. Og som han sagde, var det hans oplevelse, at medarbejderne var meget mere motiverede, havde meget mere lyst til at arbejde og også arbejdede mere effektivt. Den tid de brugte på projektet, kom med andre ord rigeligt tilbage til virksomheden og blev investeret i produktion.
Dybest set handler det om, hvordan man opfatter mennesket, og det findes der forskellige teorier om. Hvor nogle teorier indebærer en mistro til mennesket med beskrivelser af, hvordan det vil snyde, og hvordan det er nødvendigt at kontrollere det, indebærer andre en tillid til mennesket og en holdning om, at det basalt set er godt og vil give alting tilbage under de rigtige betingelser. Mange af nutidens traditionelle industrivirksomheder tager udgangspunkt i det første mistroiske menneskesyn, mens de nye innovationsvirksomheder i højere grad bygger på teorien om det frie menneske, der tager ansvar.
Det frie menneskesyn er naturligvis godt for medarbejderne, der føler sig bedre tilpas end ved industrivirksomhedernes ensidige samlebånd og faste otte til fire jobs. Samtidig er det imidlertid typisk, at vidensarbejdere i dag bliver så optaget af deres opgaver, at de arbejder konstant uden at kunne slippe dem igen. Derfor mener jeg, at det er væsentligt at undersøge, hvordan vi bliver bedre til at administrere vores fritid, så vi kan etablere en god balance mellem frihed og arbejdsliv, efterhånden som videns- og oplevelsessamfundet udvikler sig.
Kan man sige, at virksomhederne reducerer kunstens menneskelige ansigt til et nyt økonomisk produktionsforhold mellem ledere og deres medarbejdere?
Det er helt klart en diskussion, om virksomhedsledere motiverer deres medarbejdere til at bruge sig selv fuldt ud, fordi de derved kan bidrage mere. Nogle påstår endda, at kapitalisterne i dag har endnu større magt over produktionsmidlerne end tidligere. I mine øjne er det imidlertid en vanskelig diskussion, som ofte bygger på postulater. For mit eget vedkommende må jeg sige, at jeg ikke tror på den onde kapitalist. Jeg tror, at virksomhedskulturer og organisationsformer lige så stille ændrer sig fremover, hvor virksomheder i stadig større grad er nødt til at forholde sig etisk til deres produktion og til at have en veldefineret holdning til menneskets rettigheder, der også udmønter sig i praksis. Uanset hvilke begrundelser virksomhederne har, er de tvunget til at finde en balance, hvor de laver gode produkter og bruger deres menneskelige ressourcer på den rigtige måde. Mange ledere har selvfølgelig en ægte høj moral, men selvom etikken ikke kommer naturligt fra ledelsen, vil den opstå som et pres udefra. Det er simpelthen ikke muligt at overleve som virksomhed i dag, hvis man ikke tager etisk stilling.
Det frie og kreative arbejde har selvfølgelig menneskelige konsekvenser, men jeg tror, at kapitalismen fremover vil få et humanistisk ansigt, der går hånd i hånd med en etik, som betyder, at det i sidste ende kommer til at virke godt. Efter min mening går vi mod bedre tider.
Læs også følgende beslægtede artikler på Turbulens.net:
Kunsten som lokal utopi – Interview med Kent Hansen, hvor han bl.a. argumenterer for, at det er nødvendigt at udvikle nye og tidssvarende former for kritik i senkapitalismen, og hvordan kunstnere kan forbedre arbejdskulturer og arbejdsmiljøer, når de samarbejder med økonomisk orienterede virksomheder.
Mødet med den anden – Interview med kunstner Morten Goll, der sammen med kurator Tone O. Nielsen har udviklet forskellige kunstneriske praksisformer, hvor mennesker kan mødes på andre betingelser end dem, det kapitalistiske system repræsenterer. I dette interview fortæller Goll nærmere om de overvejelser, integrationsprojektet Niagara Falls Artist Host Program bygger på.
I sammenhæng med denne artikel og de to ovenstående artikler kan også læses 1.del af vores samtaler mellem Mikkel Bolt og Claus Beck-Nielsen, Der vinkes til mig. Her kritiseres samtidskunsten og dennes forsøg på via den relationelle æstetik at skabe alternative og utopiske fællesskaber og livsformer for i realiteten blot at skabe nye livsstilsrum, som kapitalismen uden videre kan overtage.
Merete Jankowskis artikel, Er det alt sammen Brians skyld?, der er en opfordring til hukommelsesøvelser, når talen falder på dansk kunstpolitik
Læs mere om
Learning Lab Denmark : www.lld.dk
Den nye Masters in Leadership And Innovation in Complex Systems (LAICS), som Lotte Darsø er fagligt ansvarlig for: www.LAICS.net
