Paneldebat om forskningsformidling og dannelse

Den 4. marts 2017 deltog Turbulens på Dansk Filosofisk Selskabs årsmøde, hvor vi inviterede til en paneldebat om forskningsformidling og dannelse. Panelet bestod af filosofferne Carsten Fogh Nielsen og Jan Faye, sociolog og repræsentant for forskerkollektivet UTOPIA, Anders Blok og Peter Hyldgård, udviklingschef på videnskab.dk.
Har forskerne et ansvar for almen dannelse, eller skal de koncentrere sig om den akademiske vidensproduktion? Er kravet om formidling en spændetrøje eller et oplysningens middel? Hvilke former kan og bør formidlingen tage? Det var nogle af de spørgsmål, Turbulens havde lagt op til. Vi bringer her et sammendrag med et udvalg at temaer, der kom til at dominere debatten. 

16.3.2017

Af Vanessa Bowns Poulsen

Den 4. marts 2017 deltog Turbulens på Dansk Filosofisk Selskabs årsmøde, afholdt på DPU, hvor vi inviterede til en paneldebat om forskningsformidling og dannelse. Panelet bestod af  filosofferne Carsten Fogh Nielsen, adjunkt på DPU og Jan Faye, lektor på KU, sociolog og repræsentant for forskerkollektivet UTOPIA, Anders Blok samt Peter Hyldgård, udviklingschef på videnskab.dk. David Budtz skulle oprindeligt have deltaget, men var nødsaget til at melde afbud. 

Har forskerne et ansvar for almen dannelse, eller skal de koncentrere sig om den akademiske vidensproduktion? Er kravet om formidling en spændetrøje eller et oplysningens middel? Hvilke former kan og bør formidlingen tage? Det var nogle af de spørgsmål, Turbulens havde lagt op til. Herunder følger et sammendrag med et udvalg af temaer, der kom til at dominere debatten. 

Hvad er dannelse?

”Min forståelse af dannelse er meget bred”, siger filosof Carsten Fogh, der i sin præsentation fortæller om sin store interesse for både etik og superhelte. Emner, som han erfarer, at mange mennesker kan relatere til. ”Dannelse er summen af alle de processer, mennesket indgår i for at blive til et eller andet, det endnu ikke er”. Dannelse er ifølge Fogh ikke noget, der primært sker i skoler og på uddannelser, men derimod noget, der foregår alle steder og aldrig rigtigt stopper.

Ifølge filosof Jan Faye skal man være opmærksom på, at dannelsesbegrebet ikke er en definitiv størrelse, men at det ændrer sig afhængigt af sin historiske kontekst. ”Der er formodentlig ikke nogen i dag, der vil sige, at det at være dannet kræver, at man skal kunne latin og oldgræsk. Men det var der jo selvfølgelig på et tidspunkt”. Han understreger, at diskussionen om dannelsesbegrebet uundgåeligt er en normativ diskussion.

[blockquote text=”At være dannet i et moderne samfund, betyder også, at man ved noget om, hvad naturvidenskaben er, for hvis man ikke ved det, kan man hurtigt blive kørt over af den udvikling, der er i gang. – Jan Faye” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

Faye kritiserer den traditionelle forståelse af dannelsesbegrebet som særligt forbundet med en humanistisk tilgang til verden, hvor naturvidenskabelige teorier ikke rigtigt passer ind. “At være dannet i et moderne samfund, betyder også, at man ved noget om, hvad naturvidenskaben er, for hvis man ikke ved det, kan man hurtigt blive kørt over af den udvikling, der er i gang”.

Anders Blok fortæller, at de i forskerkollektivet UTOPIA praktiserer, hvad man kunne kalde demokratisk dannelse. Ifølge Blok starter det i mødet med de studerende. ”Det er en vigtig pointe, der meget ofte overses i diskussioner som denne. Vores studerende er vores væsentligste offentlighed. Det er dem, der lytter mest, og det er dem, der skal ud i samfundet og bringe vores fagligheder i spil. Forhåbentlig til demokratiets fremme. Det skal vi jo tage hånd om. Så dannelse på universitetet handler om mere end snæver faglighed. Det handler også om demokratisk dannelse. Det prøver vi at praktisere i konteksten af noget, man kunne kalde miljødannelse, ved at tage fat på nogle af de store miljøudfordringer.

[blockquote text=”Vores studerende er vores væsentligste offentlighed. Det er dem, der lytter mest, og det er dem, der skal ud i samfundet og bringe vores fagligheder i spil. Forhåbentlig til demokratiets fremme. – Anders Blok, UTOPIA” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

Vi havde inviteret Blok med særligt henblik på at høre mere om UTOPIA, og han understregede i sin introduktion, at han primært deltager i debatten som repræsentant for forskerkollektivet og sekundært som sociologen Anders Blok. Han fortalte, at de har prøvet at praktisere deres undervisning på sociologi og antropologi som et forskningsprojekt bygget op omkring kollektive feltarbejder i det de kalder ”grønne utopier i byens rum”. ”I særdeleshed blev vi nysgerrige og endte med at dykke ned i de mange aktiviteter og indsatser og tanker, der sværmer omkring det forhold, om ikke man kunne få Ladegårdsåen, der løber under Åboulevarden, op til overfladen, så der blev lidt blåt og grønt og var lidt mindre os, og vi kunne begynde at afbøde nogle af effekterne ved vores kollektive dumhed, også kaldet klimaforandringerne. Derved at det jo vælter ned med regn, som på en eller anden måde skal opfanges. Vi har studeret, hvad ingeniører, arkitekter, lokalpolitikere, ildsjæle og borgere siger og skriver og taler om, på klassisk sociologisk og antropologisk vis”. UTOPIAs kronik ved navn ”At drømme København” har ligget tilgængelig på Turbulens’ hjemmeside siden januar 2017.

En forsker blandt publikum fremhæver Wilhelm Von Humboldts betydning for dannelsesbegrebet. ”Humboldt er jo interessant, fordi han vel er den, der først introducerer forestillingen om dannelse i relation til formidling”. Deltageren går nærmere ind i Humboldts idéer. ”Forskning er dannende, fordi forskeren i angst og ensomhed, møder det ukendte. Og derfor dannes personligheden til myndighed. Hvordan bliver oplysning til dannelse? Det gør den, når man tager skridtet fra oplysning til karakterdannelse. Det moderne samfund – på det tidspunkt et borgerligt retssamfund – har ifølge Humboldt brug for myndige mennesker. Og hvordan sker så formidlingen? Den sker ved, at man laver forskning og forskeruddannelse. Her uddanner man nogle mennesker, som så bliver formidlere. De går nemlig ud og bliver lærere i gymnasiet. Så den tætte forbindelse mellem dannelsesaspektet, ved at drive forskning og formidling gennem undervisning til dem, der går i skolen, er en klassiske model på, hvordan forskningsformidling og dannelse spiller sammen. Der er det klart, at det demokratiske spiller en afgørende rolle”.

Blok tilslutter sig denne forståelse. ”Netop det her med universitetets idé, den tætte sammenhæng mellem undervisning, forskning og formidling, er den bærende kerne i vores projekt”.

Pligt og ansvar

I løbet af debatten bevæger vi os ind på spørgsmål om formidlerens ansvar og pligt i samfundsmæssig henseende. Fogh forklarer, at han som både kantianer og offentligt ansat har en forpligtelse til at formidle sin forskning. ”Jeg mener simpelthen, det er min pligt som statsansat forsker at fortælle folk, uden for universitets mure, hvad det er, jeg går rundt og laver. Hvis de er interesserede i det. Som filosof mener jeg også – lidt ligesom Sokrates, der rendte rundt i gaderne og gjorde folk skidesure ved at fortælle om alle de underlige tanker, han havde om retfærdighed, dyd osv. – at det er en del af den grundlæggende forpligtelse som filosof, at man formidler, fortæller og forklarer, hvad det er, man render rundt og foretager sig. Som borger i et demokrati har man en forpligtelse til at bidrage til at forbedre diskussionen ved at komme med de her forskningsbaserede indspark”. Fogh henviser til et citat fra Spiderman, sagt af Uncle Ben til Peter Parker: ”With great power comes great responsibility”. Det samme gælder ifølge Carsten for forskningsformidleren.

[blockquote text=”Jeg mener simpelthen, det er min pligt som statsansat forsker at fortælle folk, uden for universitets mure, hvad det er, jeg går rundt og laver. Hvis de er interesserede i det – Carsten Fogh Nielsen” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

UTOPIA har –fortæller Anders Blok – ikke blot til hensigt at formidle viden fra forskningens verden. De ønsker også at bidrage til  en positiv forandring, med særligt fokus på klimaområdet. De har haft intentioner om at skabe et ”håbets rum” og med deres utopiske kronik at irritere det ”åg af teknokrati”, der forhindrer konstruktive tiltag i forhold til klimaet. ”Den offentlige energi omkring Ladegårdsåen er efterhånden blevet begravet i, hvad vi kunne kalde almindeligt teknokrati. Det viste sig ud fra økonomernes regneark at være for dyrt. Cost benefit beregningerne har talt. Ingeniørerne har kigget på det, og det er smartere at have biler kørende derude og ose, end det er at skulle grave dem ned i en tunnel osv. Efterhånden er alle de tanker, visioner og forestillinger, der har været og er, omkring et anderledes København, blevet gravet næsten lige så meget ned som Ladegårdsåen, under det her åg af teknokrati”. UTOPIA har, ifølge Blok, forsøgt at vække sagen til live igen og genantænde nysgerrigheden ved intervention med den utopiske kronik.

Blok understreger det ansvar, forskeren har over for offentligheden.Hvad vil det sige at være ansvarlig over for en offentligheds bekymringer? Det kræver grundige overvejelser. Vi er inspireret af f.eks. Dewey og hans politiske filosofi. Noget med principielt åbne undersøgelsesprocesser, båret af en form for saglig og dialogisk vilje”.

Også Faye understreger forskerens ansvar for at sætte fokus på de fællesmenneskelige problemer, vi står over for. ”Vi har et ansvar for ikke bare at skrive i vores faglige tidsskrifter, men at formidle det ud. Både de gode og de dårlige ting vi ser”.

En kløft mellem videnskaberne?

En anden forsker blandt publikum henviser til Habermas. ”Filosoffen skal formidle mellem ekspertverdenen og livsverdenen, og jeg mener, at det er en virkelig vigtig opgave, som vi ikke tager tilstrækkeligt alvorligt”. Hun hævder, at der finder en polarisering sted mellem naturvidenskaben og dens resultater på den ene side og humanioras løftede pegefinger på den anden side. ”Jeg tænker, at der virkelig er en opgave omkring at gå mere seriøst i dialog med andre fag og dermed også påtage sig opgaven med hensyn til at formidle til livsverdenen”. Deltageren deler Fayes synspunkt omkring vigtigheden af en diskussion mellem filosofien og naturvidenskaben.

Ifølge udviklingschef på videnskab.dk, Peter Hyldgård, er den sundhedsvidenskabelige forskning i Danmark kæmpestor, hvilket er et af hans argumenter for videnskab.dks overvægt af sundhedsvidenskabelige og naturvidenskabelige artikler. Han understreger dog en anden vigtig pointe. Nemlig den, at forskerne fra naturvidenskaberne er hurtigere og mere villige til at bidrage, end forskerne på humaniora er det. ”Det er det generelle billede. Det er karikeret. Men sådan er det altså”.

Anders Blok fremhæver klimaforskning som et eksempel på et område, hvor manglen på samarbejde mellem naturvidenskab og humaniora i høj grad falder tilbage på humaniora. ”Vi svarer dem ikke (…) De står og råber efter samfunds- og humanvidenskabelige perspektiver, der kan hjælpe dem med at forstå, hvorfor vi mennesker er så dumme. Og hvorfor institutioner er så elendige. Og hvorfor vi i det hele taget er så forhippede på at begå kollektivt selvmord kaldet klimaforandringer”. Som Blok ser det, bør vi forsøge at placere os et sted, som er forskudt fra vores faglige komfort-zone, “(…) hvor man faktisk taler med naturvidenskabsfolk, samtidig med at man taler med den bekymrede offentlighed”.

[blockquote text=”Den dominerende debat er mellem anvendt forskning og grundforskning. Grundforskning skal forstås som svær og ikke-applicerbar forskning, uanset hvilken slags. Det er der striden går. – Carsten Fogh Nielsen” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

Fogh mener, at problemet skal findes et andet sted og reflekterer over debattens skel mellem naturvidenskab og humaniora. ”Det er ikke den dominerende debat vi har i samfundet i dag. Den dominerende debat er mellem anvendt forskning og grundforskning. Grundforskning skal forstås som svær og ikke-applicerbar forskning, uanset hvilken slags. Det er der striden går”.

Filosofiens formål og potentiale

Filosofien bør i højere grad ”(…) intervenere kritisk og korrigere tåbeligheder i andre videnskaber”, mener en forsker blandt publikum. Han er fortaler for, at filosofferne ”rejser et spejl” over for institutionerne og hjælper dem til at blive tænkende institutioner. Endvidere mener han, at der skal være en højere grad af offentlig strid mellem forskere, frem for at diskussionerne primært finder sted inden for universitetets rammer.

Hyldgård er optimistisk omkring filosofiens potentiale i samfundet. “Der er et eller andet underskud, eller måske et markedspotentiale i filosofien for at komme ud og kommunikere og formidle med en bred befolkning”. Han fortæller, at de på videnskab.dk har erfaret, at der er et utrolig stort publikum for nyheder om forskning og videnskab. “Nogle gange udlægges det som om, at offentligheden i Danmark kun handler om reality og de kongelige og bagedyster. Det passer ikke. Der er en utrolig stor offentlighed, som diskuterer og snakker om de her ting, og som er interesseret i dem. Og det er i virkeligheden et tag-selv-bord for filosoffer også”.

[blockquote text=”Der er et eller andet underskud, eller måske et markedspotentiale i filosofien for at komme ud og kommunikere og formidle med en bred befolkning. – Peter Hyldgård” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

Ifølge Hyldgård er det centralt for forskningsformidlingen, at folk både forstår og stoler på, det de læser. Han møder ofte en modvillighed hos forskerne til at formidle deres viden, så almindelige mennesker kan forstå det. Hyldgård gengiver et typisk udsagn: ”Jeg kan ikke rigtigt komme ud med min viden uden at forenkle det og gøre så meget vold på mine pointer, at de mister deres sandhedsværdi”. Ifølge Hyldgård står forskeren over for en svær opgave, som dog lader sig gøre.

Faye problematiserer den stigende grad af specialisering inden for filosofien, som han anser for at være medvirkende til, at filosofferne har trukket sig ud af den vigtige generalistrolle og opgave som formidler. Han betragter filosoffen over for fysikeren. ”Der er stort set ikke den fysiker – der er et rimelig verdenskendt navn – som ikke på et eller andet tidspunkt har lavet forskningsformidling. Hvis vi ser på verdenskendte navne inden for filosofien, er der ikke nogle af dem, der har lavet tilsvarende formidlingsopgave. Nu tænker jeg på de analytiske filosoffer. Og man kan spørge, hvorfor det er endt med at være sådan. En grund kunne jo være, at filosofi så sent er blevet specialiseret. Fysik har været specialiseret i århundreder næsten. Det har filosofi ikke”. Faye overvejer årsagerne til dette og tilføjer: “(…) der har måske været en nervøsitet for at involvere sig for meget i formidlingsopgaver og anlægge en mere generalistisk tilgang til problemerne, fordi man var bange for at blive set på som en, der ikke var virkelig filosofisk forsker”.

[blockquote text=”Hvis vi ikke søger tilbage og bliver generalister igen, tror jeg ikke på, at vi overlever som fag. – Jan Faye” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

Faye mener, at filosofien er nødt til at revurdere sig selv som fag for at bevare sin eksistens. “Hele kognitionsforskningen vil på et tidspunkt løbe traditionel erkendelsesteori over ende. Det er der overhovedet ikke nogen tvivl om. Så det er på lånt tid, at filosofferne, efter min mening, arbejder med erkendelsesteori. Hvis vi ikke søger tilbage og bliver generalister igen, tror jeg ikke på, at vi overlever som fag”.

Ekspertfælden og behovet for saglighed

Som videnskabsjournalist fremhæver Hyldgård vigtigheden af at kunne referere til god forskning. “Vi arbejder som journalister med, hvordan vi kan skille skidt fra kanel og fortælle folk, at forskning ikke bare er forskning. Det er også myter og usandheder, og der findes jo en million gråtoner”.

Hyldgård oplever, at der ofte er en ærefrygt over for forskere. “Man må godt lige stikke til dem og spørge: “Er der nogle, der er uenige med dig?”. Den klassiske journalist behandler jo bare eksperten som en, der skal komme ind og sige, om tingene er rigtige eller ej. På videnskab.dk arbejder vi lidt mere nuanceret med det”.

Jan Faye ser her socialkonstruktivismen som en medskyldig. “Socialkonstruktivismen har i høj grad været med til at skubbe til den tanke, at kendsgerninger er noget vi forhandler os frem til, og hvis man bare kan opnå konsensus, er det fint. Og så er det op til politisk forhandling, hvordan virkeligheden egentlig ser ud. Det ser jeg som en stor fare. Når det f.eks. handler om klimaforandringer, er socialkonstruktivisterne utroligt tavse. De har netop opdaget, at naturvidenskaben måske har en pointe her, som de har været med til at forklejne”.

[blockquote text=”Det er udmærket at bringe forskellige kritiske røster frem i medierne, men jeg synes, at det kan have sin bagside. Det er jo ikke fordi, at offentligheden ikke må vide, at eksperter kan være uenige, men jeg tror, det er vigtigt, at man ikke ender i den der grøft, hvor det går hen og bliver postfaktuelt. – Jan Faye” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

Faye understreger vigtigheden af, at forskeren ikke blot kritiserer. “Det er udmærket at bringe forskellige kritiske røster frem i medierne, men jeg synes, at det kan have sin bagside. Det er jo ikke fordi, at offentligheden ikke må vide, at eksperter kan være uenige, men jeg tror, det er vigtigt, at man ikke ender i den der grøft, hvor det går hen og bliver postfaktuelt. Ifølge Faye skal man vide noget om det, man er kritisk over for. “Det nytter ikke, at jeg går ind og kritiserer en eller anden tolkning af kvantemekanikken –  som jeg jo har gjort gennem tiden – hvis jeg ikke ved noget om kvantemekanik. Så skal fysikeren rette mig og sige: “Det ved du ikke en skid om. Du taler jo bare som en anden uoplyst”. Jeg mener, at man skal vide noget om de videnskaber, man kritiserer”.

En forsker påpeger et problem i universitetsverdenen, der handler om, at man for det første ikke sætter sig ind i de andre fag og for det andet stiller sig decideret fjendtlig over for dem. Manglen på samarbejde afspejler sig, ifølge deltageren, i undervisningsmaterialet. “Jeg har set det så mange gange. Eksempler på lærebøger, hvor der f.eks. bliver trukket lidt på Niels Bohr. Det er så pinligt. Der har man altså en forpligtelse til at holde mund, hvis man ikke ved, hvad man taler om”.

[blockquote text=”Når man bliver spurgt om ting, man ikke ved noget om fagligt, bør man lære at sige nej. – Carsten Fogh Nielsen” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

Fogh er også opmærksom på risikoen ved at ryge i “ekspertfælden”. “Når man bliver spurgt om ting, man ikke ved noget om fagligt, bør man lære at sige nej. Man skal dog ikke bare sige nej. Man skal gerne henvise til nogle, der kan hjælpe dem til at få det, de gerne vil have. At lære at sige nej er måske det største ansvar man har, når man formidler”.

Blok fortæller, hvordan UTOPIA netop ikke stiller sig ud i offentligheden som en “(…) bedrevidende ekspert, der doserer sin ekspertviden ned over et måbende folk”. Han understreger, at de stiller sig ud som aktive, informerede, sagligt debatterende personer, der forsøger at engagere til offentlig debat. Ifølge Blok er det vigtigt, at forskere kigger indad i egen ekspertlighed, ekspertrolle og praksis.

Målgrupper og Facebook

Debatten slutter med en diskussion af de sociale mediers indflydelse på forskerens formidlingsarbejde. En forsker fortæller, at han er havnet i en Facebook-storm, uden selv at have en Facebook-profil. “Jeg har sagt noget i halvandet minut, og det er der så 100.000 der har set på i to dage. Intet af det, jeg nogensinde selv har skrevet, er set af så mange”.

[blockquote text=”(…) man formidler til akademikere, der bor i storbyer, og orienterer sig i samme miljøer som en selv. Det er fint nok, hvis det er dem, man vil nå. Men man mangler formidling, der henvender sig til nogle helt andre grupper. – Peter Hyldgård” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

Hyldgård ser Facebook som en kæmpe udfordring, hvad enten man hader eller elsker det. “Hvis man skal have et stort publikum i tale, er man nødt til at forholde sig til Facebook”. Han er tilhænger af, at man forsøger at finde nye veje og former for, hvordan man kan kommunikere til nye og bredere målgrupper i en medieverden, der er i opbrud og oprør. “Man formidler som forskere, men man formidler til akademikere, der bor i storbyer, og orienterer sig i samme miljøer som en selv. Det er fint nok, hvis det er dem, man vil nå. Men man mangler formidling, der henvender sig til nogle helt andre grupper”. Han nævner, at videnskab.dk på youtube arbejder konkret med et projekt, der henvender sig til målgrupper, der ikke er, og nok heller aldrig bliver, akademikere.

[blockquote text=”Det er et godt eksempel på noget, der kalder på et samarbejde og en dialog på tværs af faglighederne, så vi faktisk blev en smule mere oplyste om, hvad Facebook kan og ikke kan som forskningsformidlende medie. – Anders Blok, UTOPIA” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

Blok er kritisk over for den overvejende negative måde, hvorpå Facebook betragtes. “Dæmoniseringen af Facebook, som bl.a. filosoffer i Danmark står for, er ganske uproduktiv. Dæmoniseringen er ikke baseret på nogen som helst sociologisk eller antropologisk indsigt i, hvad der faktisk foregår ude på Facebook. Det er et godt eksempel på noget, der kalder på et samarbejde og en dialog på tværs af faglighederne, så vi faktisk blev en smule mere oplyste om, hvad Facebook kan og ikke kan som forskningsformidlende medie”.

Det var Maiken Fredsøe, Lars Brund Jensen og Vanessa Bowns Poulsen, der afholdt debatten, med teknisk assistance fra Michael Lodberg Samuel. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *