1.5.2005
”Den intellektuelle” har licens til kritik. Den intellektuelle har nemlig et privilegeret udsyn at kritisere samfundet ud fra. Og intellektuel kritik er venstreorienteret; der findes ikke højreorienterede intellektuelle. Eller, hvis der gør, kan man vel højst kalde dem for ”kontra-intellektuelle”. Men måske er det alligevel disse – til tiden eller stedet, religionen eller nationen bundne – kontraintellektuelle, der har fremtiden for sig. Dr. phil. Hans Hauge giver her sit bud på, hvordan ”den intellektuelle” opstod sammen med Oplysningen – og hvordan han er blevet overflødig igen efter at have fået kontor, pension og parkeringsplads.
P.O. Enquists doku-roman om Struensee: Livläkaren besök fra 1999 handler om den gruppe intellektuelle, der indførte oplysningen i Danmark. Oplysningen kom til os udefra og ikke nedefra, og vi ville helst ikke have haft den, hvis vi skal tro Enquist. Bogens skurk er den kristne patriot, Ove Høegh-Guldberg, for han forsøgte standse oplysningen. Han er derfor ikke intellektuel, men hvad var denne lærde mand og professor så?
Danskerne huggede hovedet af fornuften, altså Struensee – men dermed jo også af diktaturet. Siger bogen, at oplysningen kun kan tvinges igennem oppefra af intellektuelle udefra? Mens folket, massen, det tavse flertal indefra tavse ser til uden at reagere, og at oplysningen imploderer i massen.
Struensee, forklarer Enquist, betragtede måske ikke sig selv som intellektuel, men det gjorde hans ven og lærer grev Rantzau. ”Han var intellektuel”, står der. Der fandtes naturligvis ikke intellektuelle dengang; Rantzau ville vi snarere kalde en ”philosophe”. De intellektuelle blev opfundet af Zola i ”J’Accuse” i 1898. I Enquists roman, Lewis Resa, kaldes Struensee ”kulturradikal”. Der er tale om beslægtede termer.
Enquist skriver altså omkring årtusindskiftet to romaner eller allegorier om oplysningen, de nationale, og de kulturradikale i Danmark i Nyrups og Jelveds Danmark på overgangen til 2001. Den nye æra med Anders Fogh Rasmussens tilsyneladende angreb på de intellektuelle, de kulturradikale, eksperterne og smagsdommerne synes så at gentage historie. Igen forvises de intellektuelle. Og med Søren Krarup i rollen som Ove Høegh-Guldberg.
Enquist forklarer, hvorfor grev Ranztau blev intellektuel ved at fortælle hans livshistorie. Kan vi lære noget af den historie? Måske. Historien kan være ironisk. Rantzau blev som 35-årig regimentschef i den danske hær; for var man det, var der ikke store chancer for at komme i krig. (De intellektuelle er imod krig?) Han var gift og havde et barn. Han var uddannet i Frankrig. Så blev han forelsket i en italiensk sangerinde og rejste rundt med hende i Europa. (De intellektuelle respekterer ikke ægteskabet?). Han efterlod sig gæld de fleste steder og klædte sig ud som præst. Så forlod han pigen, rejste hjem til sit gods ved Altona, hentede penge som han havde franarret af kongen (de intellektuelle nasser på det offentlige), tog igen kontakt til konen og rejste til Rusland. Han tilbød sig som ekspert i danske og europæiske forhold. Rygtet om en krig mellem Danmark og Rusland gik, og Rantzau ville altså afsløre hemmeligheder til russerne (den intellektuelle er landsforræder?). Russerne var betænkelige ved ham og alle hans damebekendtskaber; de smed ham ud, og han endte i Danzig. Her mødte han en fabrikant, der gerne ville slå sig ned i Danmark. Han snød ham og tog hans penge (den intellektuelle er anti-kapitalist?); vendte tilbage til Danmark og sagde, at han ikke havde villet hjælpe russerne, men danskerne. Han tog hjem til godset, hvor konen og barnet var, og der samlede han en gruppe intellektuelle oplysningsmænd omkrig sig. Deriblandt Struensee. På grund af denne historie blev han intellektuel. ”Den roll han spelar är den av en intellektuel”. Hvad i al verden er forbindelsen mellem Rantzaus historie og den intellektuelle? Han fremstilles som en rodløs, kujon, svindler, landsforræder og mandschauvinist. Og så var han aristokrat. Er det en parodi på den intellektuelle? Pointen er, at der spilles en ”rolle”.
Danmark kom i oplysningens eller, hvad der det det samme, i tyske hænder, står der senere. Oplysningens smitte havde bidt sig fast og oplysningen var det modsatte af det nationale, der i Danmarkshistorien kommer efter oplysningen. Fører oplysning altid til national oplysning? Er nutidens megen tale om oplysningsideer forløber for en reelt eksisterende nynationalisme? Er nutidens oplysningstænkere ved at tilbageerobre det nationale fra de virtuelt nationale – dvs. Dansk Folkeparti?
Struensee var ikke blot en ”skrivebordsintellektuel”. Men efter Struensee kom Ove Høegh-Guldberg. Hvad var han? Han var national, konservativ, kristen. Modstander af oplysningen og det tyske. Og han vandt vel? Efter ham kom det romantiske, dvs. det moderne og demokratiske gennembrud. Der kom en guldalder; der kom de folkelige bevægelser, højskoler, indre mission osv. Det var også oplysning, men en anden end Struensees. Disse bevægelser var ikke igangsat af intellektuelle, men heller ikke nedefra af folket. Hvem ville kalde Vilhelm Bech intellektuel?
Guldberg var altså ikke intellektuel, men hvorfor ikke? Hvad var han så? Vi mangler en betegnelse for dem, der er ikke er intellektuelle, men som dog ligner og har visse af de samme funktioner. En konservativ, national intellektuel. Det er en modsigelse. Vi ville ikke kalde Edmund Burke eller Tocqueville intellektuelle. De kritiserede de intellektuelle. Grundtvig eller Kierkegaard var heller ikke. Tværtimod. Og kombinationen af de to er jo forudsætningen for DF. Den engelske roman vrimler med kritiske portrætter af intellektuelle: hos Peacock, Disraeli og Dickens. Vi har i Danmark noget tilsvarende: parodiske Brandes-portrættet som hos Helge Rode og Kaj Munk, og det er netop genoplivet af Jette Kaarsbøl og Michael Larsen. Der er tale om en kritik af den intellektuelle.
Georg Brandes var uden tvivl en intellektuel, men vi mangler et modbegreb til den intellektuelle. En kategori der kunne indeholde nutidens neokonservative og neoliberale tænkere. En kategori der ville kunne favne amerikanske neokonservative som Daniel Bell, Daniel Moynihan, Irving Kristol, Peter L. Berger, Samuel Huntington, Francis Fukuyama; europæere som T.S. Eliot, George Orwell, Pascal Bruckner, Alain Finkielkraut, Luc Ferry, Botho Strauss, Peter Handke, Walzer, Safranski, eller i Danmark tænkere som Johannes Sløk, K.E. Løgstrup, Justus Hartnack, K.Olesen Larsen, Henning Fonsmark, Søren Krarup, Jan Lindhardt, David Gress, Frederik Stjernfelt.
I Danmark har vi for tiden en regering, hvori der er en del tænkere, men ikke intellektuelle. Anders Fogh Rasmussen som politisk filosof med bogen om minimalstaten, Per Stig Møllers store forfatterskab, hvoraf især Kaj Munk skal nævnes; Bertel Haarder har et betydeligt forfatterskab bag sig. Mest symbolsk er det, at den unge skatteminister Kristian Jensen har skrevet en bog, der hedder Hurra for globaliseringen, mens Helle Thorning-Smidt er medforfatter til en bog, der hed Forsvar for fællesskabet. Jeg behøver næppe her nævne Dansk Folkepartis Søren Krarups og Jesper Langballes forfatterskaber eller Birthe Rønn Hornbechs. Men intellektuelle? Nej, det er de ikke.
Villy Sørensen var. Carsten Jensen er. Men betyder det blot en fritsvævende som Karl Mannheim kaldte den intellektuelle eller en venstreorienteret akademiker? Lionel Trilling lavede ordet ”adversary spirit”, men det dækker heller ikke. For også neokonservative kan være det. Nej, for der findes kun to fritsvævende intellektuelle i Danmark: Arno Victor Nielsen og Ole Grünbaum. Resten er landet.
C.P. Snow fortæller i sit foredrag ”The Two Cultures” fra 1959 om matematikeren G.H. Hardy, der engang i 30’erne kom hen til Snow og spurgte ham, om han havde bemærket, hvordan man brugte ordet intellektuel. For, tilføjede Hardy, det synes ikke at omfatte Rutherford, Eddington, Dirac, Adrianv – ”or me”, som han sagde, og fortsatte ”It does seem rather odd, don’t y’ know?” Snow giver ham ret og bruger i sin berømte forelæsning ordet ”literary intellectuals” om den gruppe reaktionære, halvfascistiske forfattere, der ville ønske fremtiden ikke eksisterede. På det tidspunkt var de intellektuelle forfattere som T. S. Eliot, Yeays, D.H. Lawrence og George Orwell. De var ”politically wicked”, og det var den slags, hvis indflydelse bragte Auschwitz nærmere.
Den nye klasse
Det er fra den tysk-engelske videnssociolog Karl Mannheim, vi har ideen om den intellektuelle som fritsvævende eller ”uattached”. Dvs. den intellektuelle var frisat fra klassetilhørsforhold. Han var abstrakt eller et luftmenneske, men han var også kulturskabende. Den intellektuelle kunne for Mannheim både være til venstre og højre, og den intellektuelle havde muligheden for frit at tilknytte sig en klasse eller en ideologi – enten arbejderklassen eller konservatismen. Hans modpol i efterkrigstidens England var T. S. Eliot. Eliot mente ikke, der var den slags fritsvævende intellektuelle; han mente ikke, man kunne frisættes fra sin klasse, og kultur var altid noget, der skabtes af en klasse eller af samfundet som en helhed. Eliot er et fint udtryk for konservatisme, som er en overbevisning om, at mennesket slet ikke kan løsrive sig fra stedet, kulturen, klassen eller nationen. Konservatismen hylder det konkrete.
Georg Brandes mente, at det store menneske var kulturens skaber, og det måtte masserne tugtes til at indse. Georg Brandes og Poul Henningsen allierede sig aldrig med en klasse eller et parti, sådan som ellers mange kulturradikale gjorde: Kjeld Abell, Otto Gelsted, Hans Kirk osv. De var eksempler på den fritsvævende.
Senere sagde man, at de intellektuelle blev kernen i den eller en ”ny klasse”. De var omgivet af sundhedsarbejdere, gymnasielærere, socialarbejdere osv. De sad på vidensindustrien. (I Danmark DR, Gyldendal, Politiken, universiteterne osv.) Med denne beskrivelse sætter man spørgsmålstegn ved, om den intellektuelle overhovedet kan være fri.
Når vi netop nu igen taler om de intellektuelle, er det også, fordi de er blevet ”dispossessed”. Den intellektuelle er herhjemme genopdukket som advarsary spirit samtidig med den nye regering og i rollen som forsvarer af det 18. århundredes franske oplysningsidealer og som kulturradikal. En ny aristokratisk kritik af det folkelige, som det siges i den norske Magtudredning.
De iscenesætter sig selv i rollen som intellektuelle ved at tilslutte sig dem, der er imod globalisering, USA og krigen i Irak osv. Reelt har de blot tilsluttet sig oppositionen. De er ikke ”unattached”. Men de mange medlemmer af råd og nævn lod, som de var frisatte.
Markedet marginaliserer de intellektuelle, derfor deres had til markedet. De føler, at andre er kommet til, men disse andre er blot ikke intellektuelle, hvorfor de af de intellektuelle fremstilles som anti-intellektuelle. De glemmer og tilgiver aldrig Anders Fogh Rasmussens angreb på eksperter og smagsdommere, og de tror, at det eneste, som han var ude på, var at udskifte et hold eksperter med et andet. Glemt var de intellektuelles egen kritik af eksperttyranni og instrumentel fornuft.
Peter Steinfels foreslog i bogen The Neo-Conservatives: The Men Who Are Changing America’s Politics fra 1979, at man om de neokonservative kunne bruge ordet ”counter-intellectuals”, fordi man ikke kunne kalde dem intellektuelle. Han gennemgår flere af de kontra-intellektuelle forsøg på at beskrive de intellektuelle. Den berømte amerikanske historiker Richard Hofstadter – forfatter til en bog om den anti-intellektuelle strømning i amerikansk politik – definerer den intellektuelle som en klasse og en kraft, der er identisk med en politisk og moralsk protestholdning. Steinfels beskriver videre, hvordan den intellektuelle – i takt med religionens magttab – iklæder sig teologens og prædikantens kjole. De intellektuelle er erstatningspræster, deraf deres anti-klerikalisme. For den kontra-intellektuelle har den intellektuelle ganske enkelt forskudt de håb og længsler, der hører det hellige til, fra himmel til jord. De intellektuelle skelner ikke mellem religion, politik og moral. Daniel Bell beskrev den intellektuelle som den, der var forkastet af ”business civilization”, som den intellektuelle derfor vendte sig imod. Og det samme ser vi i dag, i de universitetsintellektuelles æstetisk-idiosynkratiske afsky for ideen om ”fra tanke til faktura”. Bell selv så de intellektuelle som en anakronisme, fordi de ideologier fra det 19. århundrede, som de repræsenterede, var udtømte. De intellektuelle var som en overflødig blindtarm, og de har betydning, fordi denne blindtarm ofte kan rammes af betændelse. Bells modbegreb til den intellektuelle var ”the scholar”. Han adskilte sig fra den intellektuelle ved at være mindre optaget af sit ”selv”, mens den intellektuelle altid tog udgangspunkt i sin egen erfaring og privilegier.
Den intellektuelle er overflødig
Hans Hertel efterlyser i antologien Det stadig moderne gennembrud den intellektuelle, dvs. en person som Georg Brandes og Poul Henningsen. Han påtager sig ikke selv rollen, men venter på, at den intellektuelle skal komme tilbage. Denne intellektuelle skal være fritsvævende. Løsrevet fra klasser, men problemet er, at der ingen klasser er at frisætte sig fra. Problemet er, at alle er frisatte, abstrakte, luftmennesker, der drømmer om et sted, det lokale, eller ”the location of culture”. Al tale om kultur holder drømmen om stedet i live, håbet om ”embodiment”. Vi er på den måde alle blevet intellektuelle – hvert barn opdrages til at være kritisk, altså i en ”adversary spirit.”
Hans Hertels ideal er litteraturteoretikeren Edward Said, kendt fra bogen Orientalism, på grund af dennes liberale engagement og internationale gennemslagskraft, men først og fremmest fordi han efter en ”dekonstruktiv formalisme (sic!)” førte litteraturen ”tilbage til det politiske rum”. Dekonstruktion er anti-formalisme, men lad nu det ligge. Said overførte Michel Foucaults ide om diskurser på et kendt stof – orientalismen – og det blev han berømt på. Hertel kan få Brandes og Said til at ligne hinanden. Og udnævner den kontra-intellektuelle Daniel Bell til intellektuel!
Edward Said mente sagtens, at et universitetsprofessorat ved et amerikansk eliteuniversitet og en enestående anerkendelse fra utallige andre institutioner og en succes uden lige kunne forenes med rollen som intellektuel. Trods det hævdede Said, at den intellektuelle skulle sige noget, der var ”unpleasant”, eller med andre ord være en del af den ”negative opbyggelighed”. Det var vejen til succes. Det er det endnu. Hvis Said nogen sinde havde sagt noget ”unpleasant”, ville han ikke have fået al den anerkendelse.
Det gælder jo som Russell Jacoby engang sagde: amerikanske marxister har ”assigned parking spaces”, og den marxistiske teoretiske ”explosion” har samme kraft som ”a seminar coffee break”. Mannheims fritsvævende intellektuelle er kommet hjem og har fået et kontor; selv Said havde skønt han talte henført om eksilet.
Med Said som eksempel fremhæver Hertel den intellektuelle som en modmagt til eksperten – den ”konforme ekspertise” og som repræsenterende en vis amatørisme. Og endelig er den intellektuelle universalist og tror på ”evige standarder”. Derfor, siger Hertel, lægges den intellektuelle for ”had af fundamentalistiske bevægelser”. Universalisten Struensee versus fundamentalisten Høegh-Guldberg? Ja, bortset fra at ”fundamentalister” også tror på evige og universelle sandheder. Den postkoloniale intellektuelle synes at være en fornyelse, fordi denne netop ikke tilhører enten den ene eller den anden kultur, men er in-between eller en hybrid, som Homi Bhabha siger, men der sker også det, at han hele tiden længes efter et nyt fællesskab. Den ”kosmopolitiske” marokkansk-franske forfatter Ten Bahar Jelloun er i Frankrig, men længes tilbage til det Marokko, han aldrig ville drømme om at bo i.
Zygmunt Bauman er en af vor tids Untergangstere des Abendlandes. Han længes også tilbage til det kommunistiske Polen i 50’erne, og til dengang den intellektuelle havde en rolle at spille. Han har selv opgivet håbet om, at den intellektuelle kan have en sådan i fremtidens globaliserede verden. Han konstaterer – i traditionen fra Max Weber (der heller ikke troede på den intellektuelle): ”And there is no need for knowledge classes to assume the role of intellectuals – of spiritual guides intending to make people different from what they are by teaching them things they would not learn by themselves and teaching them first of all that learning such things is worth their while. There are no big tasks, so there is no use for big ideas (In Search of Agency).”
Det er godt set: Den intellektuelle er overflødig. I hans sted er trådt den kontra-intellektuelle. Han eller hun har afløst ”eksperterne og smagsdommerne” og har ikke nogen vision, værdier, kompetencer eller ”big tasks”. Den kontraintellektuelle er glad for verden, som den er og venter ikke på en bedre verden. Han er ikke kulturskabende, men tager kulturen som den er. Den kontraintellektuelle er fornuftskritiker og anti-universalist. Han ved, at universalisme er det, vi mangler, eller at den er kontekstuel. Den kontraintellektuelle forguder ikke menneskerettighederne. Han eller hun trives i det postmoderne imperium (EU) og ved, han skylder det amerikanske og britiske militær sin trygge tilværelse. Den kontraintellektuelle støtter de imperiale kræfter, der vil udbrede det, vi allerede har: det fjendeløse demokrati, det frie marked og menneskerettigheder.
Hvis alle er frisatte, frisvævende, ”unattached”, hvordan kan så den intellektuelle have fundet et sted, et kontor, en stilling, en pension og en parkeringsplads? Det må være, fordi den gamle modsætning mellem nomade og bosiddende, mellem abstrakt og konkret, fødder og rødder, reason og roots, mellem verdensborger og landsbybeboer er ophævet med glokaliseringen. Det som allerede katolikken Marshall McLuhan kaldte den globale landsby. Vi har nemlig alle ”routes”, som Homi Bhabha siger, og det vil også sige, at vor kosmopolitisme nu er banal.
Læs “Kritisk er man altid”, interview med Hans Hauge her