Tre spørgsmål til professoren

Musik synes at sætte sanselighedens problematik på spidsen. På trods af at være en udbredt sanselig og æstetisk praksis, som de fleste af os – som lyttere om ikke andet – er fortrolige med og dagligt praktiserer, forbliver musik tilsyneladende et mysterium. Som Claude Lévi-Strauss formulerer det: \”Since music is the only language with the contradictory attributes of being at once intelligible and untranslatable, the musical creator is being comparable to the gods, and music itself the supreme mystery of the science of man\” (Lévi-Strauss 1970: 18).
Imidlertid er musik ikke alene et mysterium, hvad angår forståelse af, hvordan musik virker, men ifølge Anthony Storr også i forhold til, hvordan det virker på os: \”Music for those who love it is so important that to be deprived of it would constitute a cruel and unusual punishment […] Both musicians and lovers of music who are not professionally trained know that great music brings us more than sensuous pleasure, although sensuous pleasure is certainly part of musical experience. Yet what it brings is hard to define\” (Storr 1992: xi-xii).
Musik forekommer med andre ord både som sprog (tekst) og socialt forhold (kontekst) at have en dobbelt paradoksal karakter: Som sprog er musik umiddelbart forståelig i den forstand, at man, når man hører ny musik, er i stand til spontant at følge og gentage dens mønstre, samtidig med at man kan opleve med ét at blive bevæget af den. Selv børn forstår umiddelbart musik, ofte før de kan tale, hvilket blandet andet kan komme til udtryk ved, at de spontant begynder at vrikke med kroppen, når musikken spiller. På den anden side er det svært at sætte ord på dette umiddelbart forståelige sprog uden at mening tabes, dvs. det er svært at oversætte det til andre dagligdags sprog. Musikkens grammatik lader sig godt nok beskrive med musikvidenskabens tekniske og faglige fremmedord, men når det kommer til karakteristikker af de udtryk og oplevelser, musikken skaber, må selv fagfolk som regel tage flugten til metaforer og kvasi-poetiske formuleringer.
Musikken har endvidere en paradoksal karakter som socialt forhold. Mange har gennem deres personlige forhold til musik antagelig gjort erfaringer, der giver dem vished om, at musik er vigtig. Men hvorfor musik er vigtig, synes vanskeligt for de fleste at forklare. Tilsvarende forekommer hverken den sociologiske forklaring, at musikken er en del af ens sociale identitet og fungerer som markør for den enkeltes subkulturelle tilhørsforhold (Middleton 2001), eller den filosofiske forklaring, at musikken udtrykker den menneskelige naturs universelle følelser (Storr 1992), at være udtømmende eller tilfredsstilende forklaringer herpå. Erfaringen af at musik er vigtigt for den enkelte synes hverken at kunne reduceres til et spørgsmål om socialt tilhørsforhold eller generaliseres til en problematik vedrørende den menneskelige natur. Derimod peger netop erfaringens karakter af erfaring – dvs. dens livshistoriske og personlige karakter – på, at musik som socialt forhold frem for alt angår en dannelsesproblematik og dermed selve forholdet mellem selv og socialitet.
Denne artikel tager udgangspunkt i det sidste. Målet er at forstå musik som et socialt forhold og at belyse sanselighedens problematikker ved at betragte musik i et socialanalytisk selvdannelsesperspektiv (Schmidt 1999; Hammershøj 2003). Idéen er, at musik angår en dannelsesproblematik såvel som en kreativitetsproblematik. Musik har ganske vist siden de gamle grækere været opfattet som hørende til almendannelsen, f.eks. er musik en af de \’syv frie kunster\’, ligesom kendskab til klassisk musik har været en del af den borgerlig dannelses \’kulturelle kapital\’. Tilsvarende går forestillingen om musik som kreativ aktivitet og guddommeligt inspireret skaberværk tilbage den græske mytologis forestilling om \’muser\’, Euterpe for fløjtespil og Terpsichore for lyre, og dyrkes i den romantiske forestilling om den geniale og/eller gale komponist. Endelig har det været en dominerende forestilling i reformpædagogikken, at musik og sang som legende aktivitet er udtryk for menneskelig kreativitet.
Hensigten er imidlertid at forsøge at vinde en rigere forståelse af musik ved at anvende anderledes og mere specifikke begreber om dannelse og kreativitet end dem, som gængse forestillinger om musik opererer med. Til det formål skal selvdannelsesperspektivet anvendes, og grundantagelsen er her, at såvel dannelsesprocesser som kreative processer konstitueres af et spil mellem overskridelseskraft og afgørelseskraft (Hammershøj 2009, 2012).
I forlængelse heraf er tesen i denne artikel, at musik er en praksis, der umiddelbart former forholdet mellem selv og socialitet, og som sådan er en både kreativ og dannende praksis. Af denne tese følger, at svaret på spørgsmålet, om hvorfor musik er vigtigt, er, at musik praktiserer og spejler dannelsesprocesser . Det er således heller ikke tilfældigt, at vor tids musik er den rytmiske musik. Tværtimod er det tesen, rytmisk musik udtrykker og praktisere samtidens dannelsesformer, og at disse har karakter af selvdannelse.