1. oktober, 2005
Af Peter Mørkeberg Hinsby og Jacob Lillemose
Turbulens.net har i samarbejde med paneldeltager Jacob Lillemose korresponderet med Andy Bichlbaum, den ene halvdel af kunstnerduoen The Yes Men, om reaktioner, ansvar og potentialer i forbindelse med deres aktioner samt duoens til dato største problem: ikke at kunne få folk til at mistro dem.
Identitetstyveri er en slags hacking, hvor tyve stjæler personlige oplysninger så som kreditkortnummer og fødselsdato for at muntre sig på andres regning. Ifølge kunstnerduoen The Yes Men gør de nøjagtig det modsatte. Ideen er at påtage sig en organisations eller persons repræsentation i form af for eksempel et website, og så tviste denne selviscenesættelse eller levere ubehagelige fakta. Alt sammen med det formål at vise hvad The Yes Men anser for det sande væsen bag den polerede facade. I stedet for identitetstyveri kalder de det identitetskorrektion. Et anden vigtig forskel på den traditionelle hacking og The Yes Men`s kunstneriske leg med identiteter er at The Yes Men flytter ”hacktivismen” fra nettet ud i den virkelige verden.
Herhjemme har ”Danes For Bush” på DR 2, benyttet sig af samme strategi. Mads Brügger og Jakob Boeskov fik således den grumme bagside af republikansk åndsliv i tale ved at klæde sig ud som indædte Bush tilhængere på tour i USA.
Men når kunsten træder ud i virkeligheden er det intet carte blanche. Reaktionerne er både skræmmende og morsomme, men frem for alt vigtige i den stadige bearbejdelse af den kunstneriske aktion. Når Andy Bichlbaum, den ene af The Yes Men, 20 år efter historiens værste industriulykke i Bhopal i Indien, dukker op på BBC i skikkelse af Dow Chemicals repræsentant, Jude Finisterra er det breaking news: ”Dow Chemichals tager endelig det fulde ansvar for katastrofen.”
Det er selvfølgelig fup.Men hvis ikke et af verdens mest troværdige medier kan skelne, hvordan skal almindelige borgere så kunne gøre det og hvad med ofrene i Bhopal?
Gennem to eksempler på identitetskorrektion ”Yes Bush Can!” og netop ”Dow Chemicals” har Turbulens.net i samarbejde med paneldeltager Jacob Lillemose korresponderet med Andy Bichlbaum, den ene halvdel af kunstnerduoen, om reaktioner, ansvar og potentialer i forbindelse med deres aktioner samt duoens til dato største problem: ikke at kunne få folk til at mistro dem.
Læs The Yes Men`s vanvittige dagbog fra kampagnen ”Yes Bush Can!”
Hvad var jeres ideer angående kampagnen ”Yes Bush Can!” i forhold til dagsorden, udførelse og publikum?
AB: Vi var desperate efter at fremkalde en reaktion, men samtidig forvirrede over hvorledes vi skulle gøre det. Vi gjorde det så godt vi kunne – mere er der ikke at sige til det.
Hvad skyldes forvirringen?
AB: Vi havde ganske enkelt aldrig før forsøgt at påvirke en valgkampagne. Derudover havde vi alt for lidt tid til projektet. Vi har altid arbejdet med en temmelig lang tidshorisont i forbindelse med vores projekter både i optaktsfasen og i selve udførelsen.
En valgkampagne er tidsbegrænset. Det hele skal foregå hurtigt og meget lige på.
Opfattede i også dette ”stunt” som en identitetskorrektion?
AB: Ja, naturligvis.
Er det ikke problematisk, hvis en identitetskorrektion er succesfuld på samme måde som et identitetstyveri, dvs. ingen ved at det rent faktisk er sket?
AB: Jo og det var nøjagtigt problemet med vores Bush kampagne. Folk ville ikke mistro os nok.
Hvad fik jer til at droppe kampagnen og i stedet stemme dørklokker?
AB: Tour-bussen brød sammen i mere end en forstand. Offentligt var begrundelsen, at den rent faktisk brød sammen. Men vi ville alligevel have stoppet kampagnen, også selvom bussen ikke havde svigtet. Vi kommunikerede absolut ingenting. Jeg tror stadig den dag i dag at vi i sidste ende kunne have gjort en forskel. Men vi havde kun to uger, hvilket var alt for lidt.
Hvorfor kommunikerede I ingenting?
AB: Ingen lod mærke til os. Jeg aner ikke hvorfor. Selv da vi monterede et missil på toppen af bussen med teksten ”The end is near”, kom folk hen til os som før og bad om de obligatoriske Bush klistermærker. De eneste tidspunkter det lykkedes os at kommunikere noget som helst var ved simple og ligefremme, ansigt til ansigt, diskussioner omkring emnerne. Det skete måske en eller to gange i løbet af hele kampagnen.
Bush crazy eyes. Enkelte republikanere studsede over øjnene, men blev straks mere rolige da de hørte at de så sådan ud p.g.a kameraerne, der var installeret bag dem.
Hvordan reagerede i på reaktionerne i forhold til jeres Bhopal projekt? Havde i ondt af ofrene for ulykken fordi i skabte falske håb? Og har i stadig planer om at tage til Bhopal og følge op på projektet?
AB: Der var aldrig tale om falske håb, kun falske sikkerheder. Folkene dernede var i en kort periode sikre på at de ville få erstatning.
Men jo, vi havde det ikke helt godt til at begynde med, men da vi så hvor meget medieomtale projektet genererede fik vi humøret tilbage. Heldigvis var de fleste af vores ”ofre” af samme opfattelse og er i dag meget glade for det vi gjorde.
Både i december måned i år og til maj næste år tager vi til Bhopal og taler med nogle af de involverede. Vi er nemlig i færd med at lave en film, hvori deres syn på sagen er helt essentielt.
I virkeligheden er det ikke så meget en opfølgning på vores stunt. Egentlig har de overhovedet ikke brug for vores hjælp. Der bliver gjort så meget dernede i forhold til sagen, hvilket i forvejen tiltrækker masser af opmærksomhed.
Læs mere om The Yes Men og deres mange korrektioner
