1. april, 2005
Af Peder Holm-Pedersen
Arbejdet har undergået radikale forandringer de seneste årtier. Forandringerne beskrives af nogle som en positiv udvikling frem imod den endelige frisættelse af individet i arbejdet. Individet planlægger selv sit arbejde, udfolder sin kreativitet, tager personligheden med på arbejde og realiserer sig selv gennem arbejdet.
Samme udvikling beskrives af andre som det grådige og grænseløse arbejdet. Arbejdets kolonisering af personligheden, fritiden og det sociale. Som en ny og subtil form for udbytning af ikke blot arbejdskraften men af hele subjektet. Hvordan bedømmer du udviklingen?
Hvis vi anskuer det moderne arbejdsliv i den skandinaviske kontekst, og ser på de seneste 50 års udvikling, så vil jeg sige, at der står plus over linien. Der er sket det, at arbejdslinien er begyndt at rette sig efter livslinien og ikke omvendt. Der er meget mere fritid og ferie nu end før. Det fysisk nedslidende arbejde er trængt i baggrunden af bl.a. teknologien. Arbejdspladsen bliver i højere grad indrettet efter menneskers behov. Der er sket enorme positive fremskridt. Det, synes jeg, er noget meget fundamentalt at få slået fast.
Aldrig før har det arbejdende menneske været så tæt på at kunne udfolde sit talent på arbejdspladsen. Og derfor er tiden også kommet til at tage det næste skridt i både virksomhedernes og den enkelte medarbejders interesse, nemlig at skabe den egentlige frigørelse af den menneskelige kreativitet og inddrage mennesket i en ny medbestemmelses-proces.
Vi er i en overgangsfase, hvor folk skal til at leve med at have et meget større ansvar for eget liv. Men vi har selv villet det. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at en udvikling, hvor du bestemmer stadig mere over dit eget liv, aldrig kan blive mere tyngende end det gamle lønslaveri var.
Vi har jo kæmpet i hundrede år for at nå dertil, at arbejdsgiveren ikke bestemmer alt. Så kan det ikke nytte noget, at vi begynder at blive kede af det, når han ikke bestemmer alt. Vi har villet individualiteten. Det har aldrig været meningen med den socialdemokratiske linie og velfærdslinien, at vi skulle gå i spidsen for en flok tabere eller en sulten slavehær. Vi skulle skabe betingelserne for at folket kunne tage ansvar for eget liv med flere pligter og rettigheder.
Derfor mener jeg ikke, der er tale om en ny udbytningssituation. Jeg mener, der er tale om en begyndende ny arbejdsramme. Hvor det tyvende århundrede var præget af, at den dyrebareste kapital var selve kapitalen, vil det 21 århundrede blive præget af, at den dyrebareste kapital er arbejdskraften. Dvs. det enkelte menneske.Nye problemer er kommet til
Men selvom udviklingen i vores arbejdsliv igennem det seneste århundrede må betegnes som positiv og en masse problemer er blevet løst, er der vel også kommet nye problemer til i takt med, at den nye arbejdsramme begynder at tage form?
Det er klart, det er ikke uden problemer.
Hvis det f.eks. er lykkes at skabe et arbejdsliv, hvor du kan inddrage selv samme kreativitet, som du udfolder i dit fritidsliv, er det klart at de to størrelser – arbejdsliv og fritidsliv – indgår i en ny vekselvirkning. Og det kan det meget vel betyde, at overgangen fra dit arbejdsliv til dit fritidsliv ikke bliver så skarp som den har været.
Og en af de stressende faktorer i dag er netop, at vi endnu ikke har lært at tage fritidsliv og arbejdsliv ind i en ny sammenhæng.
Aldrig før har vi haft så meget fritid, som vi har nu. Og spørger du folk, så er det rigtigt, at der er stressfænomener – især hos børnefamilier – fordi vi ikke har fundet ud af at indrette os med de nye strukturer. Men samtidig er der også meget større arbejdstilfredshed, end der var før. Meget større.
Jeg mener i virkeligheden, at den største udfordring i det moderne arbejdsliv er at skabe en ny ramme, hvor det enkelte menneske kan føle sig tryg under den konstante forandring, som globaliseringen fremtvinger.
Hvilke muligheder?
Hvilke redskaber har vi så til at styre udviklingen, så vi kan få de mange krav om udvikling og livslang læring til ikke at blive et konstant pres, der stresser os, men i stedet fremstå som en positiv mulighed?
Der er især fire temaer, jeg vil pege på.
Det ene vil handle om overblikket. Der er ikke noget mere frustrerende, end hvis man ikke har overblik over sin egen situation og det man laver. Man kan sige, at det moderne mennesker har mistet overblikket og retningssansen, fordi nationalstaten og lokalsamfundet ikke længere kan levere hele svaret.
Det hænger så igen sammen med, at globaliseringen har sat sig godt og grundig på os. Det er oven i købet en størrelse, man ikke rigtig kan se og diskutere med. Man kan ikke bokse med globaliseringen.
Men vi mærker effekterne af den. F.eks. i form af udflytning af arbejdspladser, det enkelte menneskes bekymring: Hvad med mine børn, kan de få den rigtige uddannelse, hvad med mig selv, kan jeg klare de nye kvalifikationskrav osv.
Folk spørger: Hvordan får jeg kontrol over mit liv i en verden, der er ude af kontrol? Svaret ligger i selve spørgsmålet. Vi må se at få den verden under kontrol.
At få styr på sit liv kan ikke længere klares indenfor landets grænser alene, men betyder, at vi nu også i fællesskab i Europa skal have styr på visse kræfter uden for landets grænser. Den gamle forbindelse er væk. Vi mangler retning og den nye sammenhæng, der kan skabe overskuelighed for det enkelte menneske.
Mit andet hovedsynspunkt er, at give folk medindflydelse og medansvar. Reelt medansvar og medindflydelse. Medarbejderne skal være smeltediglen i kreativiteten og udviklingen af nye produkter. Det betyder, at medarbejderne skal i front. De skal ikke have at vide fra oven, hvad de skal mene, og hvordan de skal forholde sig i forhold til globaliseringen. De skal være en del af det, der skaber forandringen. Kun herigennem bliver forandringen formet på menneskers præmisser.
Familiepolitikken er mit tredje tema: Jeg tror, vi mennesker skal til at lære, hvordan vi får det hele til at hænge bedre sammen sammen. Familieliv, kærlighedsliv, arbejdsliv, fritidsliv – ikke som en kommode, hvor kun en skuffe kan være ude ad gangen, men som et stykke musik inden i os med mange toner og variationer. Og gode råd under vejs fra folk, der ved noget om familielivet.
Det fjerde og sidste punkt handler om at genfinde generationssolidariteten. Vi lever længere og render til alt muligt, og samtidig råber bedsteforældrene på at komme til. De vil gerne passe børn, de vil gerne tage sig af de stakkels overbelastede forældre. Vi skal prøve at placere de forskellige generationer i en ny solidarisk sammenhæng, hvor vi kan hjælpe og afhjælpe – og fornøje os med hinanden.
Jeg tror disse fire temaer rummer nogle af de redskaber, vi har til at sikre os, at de nye forhold og muligheder i arbejdslivet bliver udfoldet på en positiv og frisættende måde.
Der vil jeg gerne spørge til f.eks. det første tema. Hvordan kan overblikket – det globale overblik – spille ind i forhold til den arbejdssituation vi ser, hvor det hele tiden handler om udvikling, udvikling, udvikling. Er du ikke under udvikling er du under afvikling. Det giver jo en usikkerhed, for det betyder jo faktisk, at du aldrig er god nok. Dine mange erfaringer slår aldrig til.
Det kommer jo helt an på, om du selv har indflydelse på det og overblik. Hvis du ikke selv kan se, til hvad nytte den krævede udvikling skal ske, så bliver det stressende.
Men hvis man tilrettelægger det således, at man imødekommer menneskets grundlæggende behov for at få overblik, så bliver det ikke længere en stressfaktor, at du skal udvikle dig, så bliver det virkelig spændende.
Og overblik er altså ikke kun begrænset til at omhandle den enkelte arbejdsplads. Hvis du dybest set mener, at du lever i en kaotisk verden, og at der ikke er noget at gøre ved det – ja så bliver du jo ret stresset ved den tanke.
Men hvis du begynder at få den mavefornemmelse, som vi havde i gamle dage. Den gang med ”Far til Fire” filmene og Morten Korch. Den gang, hvor folk følte, at der var styr på det, hvor der var en retning, hvor der var Staunning og ikke kaos. Hvis du kan genskabe den retningssans hos folk, og ikke bare i en retorisk form, så kan vi igen få styr på det kaos, der hersker nu.
For at nå dertil, kræver det, at vi får inddraget den europæiske og globale dimension i en ny forbindelse, der kan skabe den nye retningssans. Den nye forbindelse.
Fagbevægelsen i det moderne arbejdsliv
Hvilken rolle kan fagbevægelsen spille i den udvikling?
Jeg mener fagbevægelsen kan spille en rolle i forhold til alle fire temaer.
På det familiepolitiske område synes jeg bestemt man kan forestille sig, at fagbevægelsen kan give en service og ligeledes i forhold til generationssolidariteten. Jeg synes, det er meget nærliggende for fagbevægelsen at gå ind i og få etableret en god service overfor medlemmerne i disse spørgsmål..
Når det gælder overblikket, mener jeg, det vigtigste for fagbevægelsen er, at den sætter sig i spidsen for at medarbejderne bliver inddraget i spørgsmålet om, hvor den enkelte virksomhed skal hen. Medarbejderne skal være med til at skabe den udvikling, således at kreativitetsudviklingen ikke kun bliver på direktionsgangenes præmisser. Fagbevægelsen må forstå og sætte sig i spidsen for udbredelsen af den tanke, at uddelegering af ansvar, medindflydelse og overblik er vejen til afstressning.
Samtidig kan fagbevægelsen arbejde aktivt for at få skabt den nye forbindelse til afløsning af den gamle nationale forbindelse, jeg talte om. Både i sit politiske og faglige engagement må fagbevægelsen træde ind på den europæiske og den globale scene og være med til at få tilvejebragt den sammenhæng. Man er allerede i gang, men der kan investeres meget mere i det arbejde. Vi skal have skabt samhørighedsfølelsen påny.
Netop omkring samhørighedsfølelsen eller det gode gamle ord solidaritet er der vel også ved at ske nogle ændringer på arbejdsmarkedet. Solidariteten retter sig jo i dag i højere grad end tidligere mod den enkelte virksomhed og organisation, man arbejder for end mod fagfællerne. Det er virksomhederne der stiller selvrealiseringsmuligheder og dermed friheden til rådighed.
Det er ikke virksomheden alene, der sætter dagsordenen. Det er jo rigtigt at solidariteten med ens arbejdsplads er stærkt voksende i disse år, men er der egentlig noget forkert i det?
Ikke nødvendigvis, men som f.eks. Kirsten Marie Bovbjerg gør opmærksom på i vores interview med hende, så er der en fare for, at forhandlingsmuligheden hermed forsvinder, fordi interessemodsætningerne mellem arbejds-tager og – giver tilsyneladende er væk.
Jeg synes, det er for overfladisk. Det har jo alligevel vist sig, at når der er behov for at stå sammen, så står folk sammen. Omvendt er der jo ikke noget at sige til, at når eksempelvis Lego lukker ned, så står medarbejdere og virksomhed sammen for at finde nogle løsninger.
Og husk: Når det endelig gælder og der skal sættes tryk på i forhold til arbejdsgiverne, så er man stadig i stand til at opbygge konflikt, hvis det er det, der skal til. Så jeg ser egentlig ikke den udvikling som noget, der er substantielt anderledes i forhold til hvad vi har set de sidste 15 år.
Fuld beskæftigelse – en drøm eller en mulighed?
En helt anden udfordring, som bl.a. mange sociologer har peget på, er, at med de fremskredne teknologiske udviklinger og globaliseringen synes drømmen om den fulde beskæftigelse, som alle partier jagter, og som vel også er forudsætningen for vores velfærdssamfund, netop at være en drøm. Hvordan stiller du dig i forhold til det spørgsmål?
Det er jo en gammel diskussion. Visionen om fuld beskæftigelse har jo været anfægtet ligeså lang tid den har været formuleret, dvs. diskussionen om, hvorvidt den er opnåelig, er ligeså gammel som samfundet. Jeg mener personligt, det er opnåeligt. I de næsten ni år, da jeg var statsminister, skete der faktisk nogle væsentlige fremskridt på dette område.
Jeg mener også som økonom, at fuld beskæftigelse er realisabel.
Det har for mig altid været klart, at vi ikke kan sikre et velfærdssamfund uden meget høj beskæftigelse. Vi kan heller ikke bryde den negative sociale arv, frigøre folk og skabe reelle valgmuligheder på uddannelsesfronten, hvad enten du er født med en sølvske i munden eller et drag over nakken, uden en meget høj beskæftigelse.
Derfor hænger velfærdssamfundet meget nøje sammen med fuld beskæftigelse. Derfor vil jeg ikke opgive muligheden for fuld beskæftigelse.
Så du mener ikke, det er nødvendigt at ændre måden vi betragter arbejdsløshed på i dag. Fænomenet betragtes jo som en midlertidig krise, der via af justeringer vil forsvinde.
En anden mulighed kunne f.eks. være, at man udvidede begrebet om, hvad der skal gælde som en legitim funktion i samfundet. Den tyske sociolog Ulrich Beck taler f.eks. om muligheden for at indføre borgerarbejde, dvs. at man anerkender andre funktioner, som legitime funktioner i samfundet end kun det lønnede erhvervsarbejde.
Til det vil jeg sige, at vi skal passe på, vi ikke leder efter guldet det forkerte sted. Min pointe er, at vi ikke hele tiden skal lede efter noget, der kan gøres anderledes uden for virksomhederne, uden for arbejdsmarkedet, men i stedet skal vi gå ind i virksomheden og sige, nu skal det altså ændres her. Hvordan kan vi indrette det her arbejdsmarked endnu bedre? Arbejdsløshedsunderstøttelsen må aldrig blive en sovepude for virksomhederne, til ikke at gøre noget.
Og det gælder også i forhold til mange af de andre ting vi har talt om.
Det er der, vi kan gøre noget. På arbejdspladserne.
Det er arbejdsgiverne nu, der skal bevæge sig ind i det 21. århundrede, og forstå at de, sammen med medarbejderne, må levere en ramme, der kan minimere f.eks. de stressfaktorer, vi har talt om.
Det vi trænger til, er en revolution på arbejdspladsen, der tager højde for det 21. århundrede, og tager konsekvensen og ikke kun betragter mennesket som en produktionsfaktor, men som et kreativt helt menneske.
Og hverken den ny teknologi eller globaliseringen er, for mig at se, noget, der stiller sig i vejen for fuld beskæftigelse. Vel at mærke en fuld beskæftigelse, som også omfatter de mange grupper, der endnu ikke er kommet ind på arbejdsmarkedet i Danmark.