Den koloniserede ikke-væren som projekt

Den latinamerikanske tænker Enrique Dussel fortæller her om de filosofiske perspektiver han ser i forholdet mellem de tidligere kolonialiserede folkeslag og deres koloniherret. Dette forhold er mere fundamentalt end vi ofte tror, og trækker linier helt op til dagens politiske forhold på kontinentet.

18.4.2012

Af Christina Yderstræde og Niels Glæsner.

Den latinamerikanske tænker Enrique Dussel fortæller her om de filosofiske perspektiver han ser i forholdet mellem de tidligere kolonialiserede folkeslag og deres koloniherret. Dette forhold er mere fundamentalt end vi ofte tror, og trækker linier helt op til dagens politiske forhold på kontinentet.

På Turbulens.net var vi så priviligerede at få tre kvarter med Dussel, hvis skrifter har været grundlæggende for den intellektuelle udvikling af Mellem- og Sydamerika. Den latinamerikanske filosof optræder til hverdag som professor på filosofisk institut på UAM (Universidad Autonoma Metropolitana) i Mexico, samt som gæsteforelæser på UNAM (Universidad Nacional Autonoma de Mexico).

Trods hans nuværende status som offentlig intellektuel i Mexico, er Dussel ikke af mexicansk afstamning. Han er født i Argentina, hvor hans akademiske karriere startede. Efter at have studeret i bl.a. Madrid og Paris, vendte Dussel atter hjem og bidrog i sluttresserne sammen med andre unge tænkere til udformningen af en ny gren af filosofien i Latinamerika; ”frigørelsesfilosofi”.

Udtrykket blev rammebetegnelsen for en filosofisk og politisk nytænkning af forholdet mellem undertrykkeren og den undertrykte med udgangspunkt i de tidligere kolonier. For de unge frigørelsestænkere kunne denne ramme bruges til at analysere magtforhold på internationalt plan, såvel som ulighederne internt i de autoritære latinamerikanske regimer. Centralt for frigørelsesfilosofferne var et perspektivskift som skulle gøre det muligt at anskue kolonialiseringens historiske udvikling fra periferien i Latinamerika frem for fra det europæiske centrum. Filosofisk blev dette til en ambition om at forstå magtforhold med udgangspunkt i den ”magtesløses væren”. En værensform som Dussel karakteriserer som; “ikke-væren”. 

Interviewet er foretaget i anledning af Filosofisk Selskabsårsmøde i 2010, hvor Dussel gæstede Danmark.

 

Det værende er – det ikke-værende er ikke

 

Du diskuterer forholdet mellem center og periferi, med udgangspunkt i forholdet mellem den europæiske erobringsmagt og de perifere latinamerikanske kolonier. Hvordan er det forhold opstået, og hvordan har det udviklet sig?

Fra 1492 og fremefter oplevede europæerne en ny identitet som kolonister og erobrere. En identitet, der egentlig var fremmed for dem. De var selv sat under pres af den arabiske verden, der umuliggjorde handel mellem Asien og Europa. Derfor søgte spanierne søvejen for at nå bagom til Indien, men fandt som bekendt noget ganske andet. Det der interesserer mig er netop den måde, europæerne forstod det ’andet’, og den ”andethed”, de fandt. En forståelse som formede den værensdiskurs, som var til stede i den tidlige modernitets Europa.

Det interessante for mig er den modsætning mellem ”væren” og ”ikke-væren” som opstod i kolonialiseringernes kølvand. Den moderne europæer får i denne forbindelse sin identitet og sin væren som en følge af erobringstogterne i ”Den Nye Verden”. Men samtidig opstår ”ikke-væren” som modsætningen til denne nye væren. Jeg kalder denne proces ”overdækningen af andetheden” – et udtryk for det forhold at der aldrig var et konkret møde mellem det europæiske kontinent og det syd- og mellemamerikanske. Jeg udelader bevidst Nordamerika i denne sammenhæng, da koloniseringshistorien der er en anden, og fortrinsvist drevet af puritanernes drøm om det hellige land.

I et konkret møde anerkender begge parter hinandens eksistens. Hvad jeg kalder ”Ikke-væren” opstår i det modsatte tilfælde; nemlig det øjeblik hvor der ikke er gensidig anerkendelse tilstede. Dette var lige præcist hvad der hændte i det Latinamerikanske tilfælde. Europæerne tillod ikke nogen plads til det ikke-europæiske projekt, der var at finde hos indianerne. Som en følge af deres eget projekt og den fejltolkede opdagelse af ”Den Nye Verden” (ny var den jo ikke) blev andetheden udelukket og overset. De koloniseredes ”ikke-væren” betød en status som ”ikke-menneskelig”, men derimod som et objekt for udnyttelse.

Min kritik retter sig mod den historiske fortælling, som i lang tid er blevet reproduceret i det eurocentriske narrativ, med filosoffen Hegel som en af grundlæggerne. Jeg ønsker at periferien skal finde en stemme og gøre sig selv til centrum.

Dette indebærer for os frigørelsestænkere en gentænkning af historien set fra det ”ikke-værendes” perspektiv og vil give afsæt til nye kategorier og tankemåder, som kan omtolke historien med det ikke-værende inkluderet som et historisk faktum. Det intellektuelle mål er en ny form for filosofisk tænkning, som først og fremmest fødes af en anerkendelse af de dominansforhold som latinamerikanerne har været den svageste part i. Både den politiske of den intellektuelle bevægelse starter ved en bekæmpelse af frihedsberøvende faktorer, som for eksempel at gøre oprør mod autoritærere regeringer.

Det er denne frigørelsesproces jeg kalder ”Frigørelsesfilosofien”. Den opstod i 1968 med studenteroprøret, hvor nogle kollegaer og jeg deltog i oprøret mod regeringens repression af dens borgere. Da studenterne overtog Buenos Aires udfoldede det politiske projekt sig, og i 1974 udkom ”Frigørelsesfilosofien”.

Da jeg deltog i en filosofisk kongres I USA I 1972, eller -73 udtalte jeg at; ”vi er det ikke-værende, og når jeg taler er min ytring falsk, fordi jeg taler om det ikke-værende. Dette forhold er ligesom grækerne og barbarerne. Frigørelsesfilosofien er Barbarernes filosofi.”

Man kan til en vis grad sammenligne vores projekt dengang med den selvbevidste postkolonialistiske tænkning som Edward Said indledte med sin bog Orientalism fra 1978. Men hvor denne undersøgelse historisk forsøgte at koble europæiske forståelser af Orientens kultur sammen med politiske problemstillinger i vores tid, forsøgte vi ti år forinden filosofisk at overveje perspektiverne i magtformerne mellem center og periferi. Ligesom Said stræbte vi dengang, og gør det stadigvæk, efter at påføre vores intellektuelle arbejde en praktisk politisk dimension.

Er der en kobling mellem denne bevægelse i filosofien, og den socialistiske drejning i Latinamerika, som vi har kunnet observere de sidste ti år?

Der er en sammenhæng, selvom vores tænkning indledtes for snart et halvt århundrede siden, og den praktiske side af frigørelsesfilosofien har haft trange kår hen ad vejen. Først i 1984 faldt diktaturerne i lande som Argentina og Brazilien og perioden der fulgte var domineret af en ideologisk neoliberal verdensstrømning, som vi kun for nylig har haft et opgør med på den kriseramte globale scene. I det perifere Latinamerika har man, som du nævner, kunnet observere en social og politisk kritik af denne tendens, manifesteret ved valgene af venstreorienterede ledere som Chávez og Morales. På trods af disse lederes fejl og mangler udtrykker tilsynekomsten af deres politiske dagsordner, hvad man kan kalde en Latinamerikansk ”kommen til sig selv”, altså en politisk erkendelse af konsekvenserne af Latinamerikas position som periferi. Måske kan man sige at frigørelsesfilosofien, som tidligere var rettet mod praksis, nu rent faktisk er indtrådt i praksis – og at den derfor nu er indlejret i en kontekst.

For at sætte dette i relief, kan man jo påpege at jeg i 1968 var udsat for et regeringsforanstaltet bombeattentat, men jeg og mine ligesindede i dag underviser, forelæser og debatterer ivrigt uden nogen som helst tanke på vores personlige sikkerhed. Sidste år forelæste jeg faktisk på en militærskole i Venezuela, så der er i den grad sket en forskydning. Latinamerikas masser er begyndt at indse at vejen frem kommer fra venstre, ikke i form af en radikal revolution, men i form af et selvbevidst og kritisk perspektiv på vores verden, et perspektiv som er inspireret af en socialistisk tradition.

Men de gamle marxistiske center-periferi-teorier var jo økonomiske. Hvordan spiller dette sammen med center-periferispørgsmålet i et filosofisk og erkendelsesmæssigt perspektiv?

Det er fejlagtigt at opstille problemet som enten det ene eller det andet. Vi må forstå enkeltdelene i deres samhørighed, ellers misser vi pointen. Men dermed ikke være sagt at spørgsmålet ikke har en epistemologisk side, vi kan beskæftige os med og fokusere på. Her advokerer jeg heftigt brugen af udtrykket ”the colonization turn”, som både vi og Said er en del af. Udtrykket spiller selvfølgelig på den gamle traver ”the linguistic turn”, men forskellen er at førstnævnte skal opfattes som noget konkret, både som beskrivelse af en teoretisk opblomstring, men også som en fordring til orientering i fremtiden. Denne fordring angår kort sagt en gentænkning af center-periferiforholdet og de kategorier vi inddeler verden i som et resultat heraf. Væsentligt er, at den både gælder de tidligere kolonier, men også de tidligere kolonialister. Det epistemologiske element ligger her i, at vi må undersøge hvilken indflydelse en kontingent historisk konstellation (kolonialismen og de deraf affødte globale magtforhold) har haft på de af vor tænknings kategorier som vi anser for grundlæggende. Tidligere såvel herrer som slaver, udbyttere og udbyttede, må gentænke disse forhold. På sin vis kan man altså sige at både Latinamerikanerne og europæerne har behov for en afkolonisering. Man kan for så vidt udstrække denne pointe til at gælde alle de tidligere kolonier; Indien, Afrika, Japan – ja selv i tilfældet med et land som Kina, som ikke direkte var underlagt kolonidømme, kan denne figur hævdes at være relevant. Den vestlige indflydelse kulturelt, økonomisk og politisk har været enorm og har formet vores måde at orientere os i verden. Men verden er på vej i en anden retning nu og vi i periferien ønsker ikke længere at falde under et tankesystem som sit udgangspunkt betragtede os – og fik os til at betragte os selv – som barbarer, som ikke-væren.

Hvordan tænkes det økonomiske så ind i afkoloniseringen?

En af de drivende historiske kræfter bag denne stræben efter emancipation har været de økonomiske. Hermed berører vi en anden side af denne afkolonisering. Vi kan kalde det for det økonomiske element, og dette kan formuleres i en mere velkendt politisk sprogbrug, nemlig den kapitalismekritiske. Her kan afkoloniseringsprojektet formuleres som opgøret med, eller i hvert fald kritikken af, de neoliberale økonomiske institutioner som er blevet oprettet i vesten, og som på sin vis er med til at reproducere center-periferiordenen.

Her må vi forholde os til et paradoks, nemlig at det bedste redskab til økonomisk afkolonisering vi besidder i øjeblikket, er nationalstaten. Spillet mellem de neoliberale internationale institutioner og de tidligere kolonier i halvfemserne, var nærmest per definition præget af en modstilling mellem de enkelte staters nationale interesser, og institutionernes ofte ublu ideologiske krav om at tilpasse nationaløkonomien til en neoliberal skabelon. Selvom institutionerne i dag har skruet en smule ned for den åbenlyse liberalistiske dagsorden, er det stadigvæk staterne som er de tidligere udbyttedes værktøj til at arbejde politisk på den internationale scene. Dette er ikke ukompliceret med et blik fra en position som vores, som jo henter sin inspiration fra venstre. Marx selv så jo entydigt nationalstaten som en konsekvens af den borgerlige kapitalismes organisationsform, og derfor som en størrelse vi med tiden måtte forlade. Siden har vi måttet sande at denne yder den i øjeblikket bedste beskyttelse mod den globale kapitalisme. Vi har været tvunget til at foretage en politisk prioritering, og har måttet erkende at selv Marx var en stor økonom, må hans arv tilpasses afkoloniseringen og den politiske realitet der følger af den.

 

Socialpolitikken – potentiale og handling

 

Er staten så ENTYDIGT den primære aktør i den politiske forandring?

Det politiske felt er indbyrdes forbundet med alle andre samfundsmæssige felter; kulturelle, økonomiske, økologiske etc. Modsat filosoffen Hannah Arendt mener jeg at disse felter ikke kan, eller bør, skilles fra hinanden. Sociale bevægelser, græsrodbevægelser etc. indeholder potentialet til at kritisere staten, eftersom de optræder i statens periferi, som dens opposition. Problemet med mange sociale bevægelser er imidlertid at de ofte har en negativ vision af politik og derfor ikke vil gå ind på den arena. Denne vision skal gennem engagement ændres til en positiv tilgang, så der ikke opstår denne skelnen. På det sociale niveau rejses der kritik, såsom spørgsmål om racisme, feminisme etc. som har en indvirkning i det politiske felt, vi må dog ikke forblive i det sociale felt, men også agere ved politisk engagement. Lederne af de sociale bevægelser (såsom Lula, Moralez, Che Guevara) kan blive gode politiske ledere, hvis de træder ud af det sociales afskæring af sig selv og accepterer tilknytningen til det politiske.

 

Næste skridt – det transmoderne

 

Du introducerer begrebet om det ”transmoderne” som en væsentlig del af en løsning. Hvad indeholder dette begreb? 

Først og fremmest er det nødvendigt at den fulde effekt af koloniseringernes repressive magtudøvelse i kolonierne skal erkendes af netop de koloniserede. Periferiens status som ”ikke-væren” må tydeliggøres og dette er ikke lige til da mange af tankevanerne i kolonierne er skabt med udgangspunkt i den europæiske modernitet. Der skal skabes et en ny ”væren”, en ny identitet. Ligesom europæerne fra 1492 og frem blev formet af rollet som erobrere, skal vi nu formes som de ”ikke-længere-kolonialiserede”. På den måde kan periferiens ikke-væren skifte status, og blive i stand til at gå i ligeværdig dialog med den europæiske modernitet. Dette kræver nye kategorier og sammenbrud af de gamle fastlåste rammer for tanken. Det er denne dialog jeg kalder det transmoderne. At den er ’transmoderne’ vil sige at den overskrider det moderne projekt, og både kritiserer det og bidrager til dets udvikling.

Transmodernitet bliver kun mulig gennem frigørelsen af de tidligere faståste, og midlet er en filosofi der skaber plads til nye kategorier.

 

Om Enrique Dussel:

Enrique Dussel er født i 1934 i Argentina, men flygtede i 1973 fra den argentinske fascisme efter at have være udsat for et bombeattentat. Siden da har han levet, tænkt og undervist på Metropolitan Autonomous University i Mexico City. Han anses for at være et af fyrtårnene i den sydamerikanske frigørelsesfilosofi, en tradition som siden sluttresserne har søgt at behandle den postkolonielle erfaring filosofisk. Hans udgivelser tæller blandt andre Philosophy of Liberation (1980), The Invention of the Americas: Eclipse of “the Other” and the Myth of Modernity (1995) og senest Twenty Theses on Politics (2008).

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *