Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | Kronik: Forsvar for litteraturhistorien
 

Kronik: Forsvar for litteraturhistorien

17.2.2014

 

I de gamle arabiske 1001 nats eventyr fortæller den smukke Scheherazade hver nat et nyt eventyr til underholdning for den grusomme sultan. Han har nemlig den usympatiske vane at lade sine koner halshugge, én for én, efter først at have tilbragt bryllupsnatten med dem. Men da turen kommer til Scheherazade, begynder hun at digte; nat efter nat fortæller hun et nyt eventyr og udsætter dermed gang på gang det fatale endeligt. For den skrækkelige sultan skulle jo nødigt gå glip af fortsættelsen.
 Hvad er det nu, historier kan, og hvad er det, som altid har fascineret mennesker? Spørgsmålet kan ikke besvares entydigt; men vigtigt er det, at historier giver forklaringer, de giver mening. Når man fortæller eller skriver en historie, vælger man fra virkelighedens uendelige mængde af informationer, oplevelser, begivenheder, stemninger og følelser bestemte dele ud, og man kæder dem sammen. Der stiliseres, der skabes sammenhæng, der opstilles årsags- og virkningsforhold. Forfatteren eller kunstneren selekterer en række elementer, der tilsammen repræsenterer hans oplevelse af tilværelsen, og skaber dermed et billede af verden, et verdens-billede, som netop udgør det kunstneriske udtryk. Billedet er som regel sandt for den, der skaber det, men ikke nødvendigvis for alle, der ser eller læser det. For den skabende drejer det sig om at skabe identitet, overensstemmelse mellem det indre og det ydre. At fortælle historier er nært forbundet med det at være menneske. Det er en evne, der adskiller os fra dyrene, og den kan – som historien om Scheherazade billedliggør – tilføje livet en højere dimension. Fortællingen transcenderer dødens meningsløshed.
I den sekulariserede, postmoderne vestlige verden er det efterhånden alment accepteret, at en på forhånd given mening ikke findes. Mening eksisterer ikke, den konstrueres, hedder det. Identitet er konstrueret – og kan følgelig dekonstrueres. Derom er der i de senere årtier skrevet mange lærde artikler og bøger. Man kan diskutere, i hvor høj grad det forholder sig sådan, men ikke, at det i et vist omfang er rigtigt. Så vi lader diskussionen ligge. Men den omstændighed, at mening konstrueres, gør ikke det at skabe mening mindre nødvendigt eller mindre legitimt. For som nævnt: Det hører med til at være menneske, at man ønsker at skabe fortællinger, at skabe (foreløbige) sandheder, at skabe forklaringer, hvori man kan spejle sig selv, sine medmennesker og sin tid. Konstruktion og dekonstruktion er dialektisk forbundet.

Bevidstheden om historiens karakter af konstruktion må derfor heller ikke føre til en nedgradering af den! For det er gennem fortællingen, vi får adgang til den andens liv, får åbnet for empatiens mulighed, for nye synsvinkler og nye måder at forstå verden på. Det er også gennem fortællingen, vi får kendskab til tidligere tiders forståelse af verden. Det handler altså også om historisk bevidsthed. Mangler vi den, lever vi uden orientering i et postmoderne samfund, uden forbindelse til den fælles fortid og derfor stækket i vore handlemuligheder i forhold til nutidens udfordringer. Besiddelsen af historisk bevidsthed er en nødvendighed, hvis vi også i fremtiden ønsker at tænke og handle kreativt og visionært. Ligesom et menneske med hukommelsestab er mentalt handikappet og ude af stand til at lære af sine erfaringer, er også et samfund uden historisk bevidsthed stækket i sine handlemuligheder, måske ligefrem farligt.

Kampen for dannelsesbegrebet og for humaniora generelt er nært forbundet med et forsvar for historien; ikke blot den fiktive historie som giver af identitet, men også disciplinen historie forstået som fortællingen om fortiden: Historien om, hvad der er sket i verden, hvornår og hvorfor. Også den er – indrømmet – en fortælling; den er konstrueret og vil altid være det, for også den er skabt på grundlag af en lang række valg. Skabt af talrige afgørelser af, hvad der er vigtigt og bevaringsværdigt, og hvad der må vige pladsen og synke til bunds i glemslens dyb. Men når man fortæller historier, sin egen eller sit lands historie, sin verdensdels historie eller endog hele verdens historie, skaber man mening. Man skaber identitet. Det gør man også i de historier, som kaldes litteratur, her forstået som fiktion.

Det enkelte litterære (kunst)værk formidler bl.a. et menneskes – en forfatters eller kunstners – oplevelse, forståelse og fortolkning af sit eget liv, det omgivende samfund og tiden med dens strømninger, begivenheder, magtforhold osv. Folkevisens digtere, Kingo, Grundtvig, Kierkegaard, H.C. Andersen, Blicher, Blixen, Agnes Henningsen, Inger Christensen, Michael Strunge samt alle de andre døde og levende har – alle forskelligheder ufortalt – det tilfælles, at de i deres værker bevidst eller ubevidst reflekterer den tid, de nu engang er født ind i. Læseren får netop gennem litteraturhistorien foræret en uvurderlig mulighed for gennem indlevelse, fantasi og empati at forstå andre tiders mennesker og samfund, at få indsigt i deres oplevelser og livssyn – til trods for, at de måske ligesom fx Kingo levede, led, lo og elskede helt tilbage i 1600-tallet. Litteraturhistorien blotlægger altså skæringspunkterne mellem det individuelt, subjektivt erfarede og den almene historie og åbner herved for en forståelse af det, der umiddelbart virker fremmed for os; den bidrager til skabelsen af historisk bevidsthed.

Vi er litteraturforskere, og den historie, der står os nærmest, er litteraturens historie. Derfor er vi også stærkt bekymrende over at kunne konstatere, at man på landets universiteter er i gang med at aflive litteraturhistorien. I gang med at forstærke en negativ tendens henimod det historieløse samfund, som begyndte i 1960’erne med den nykritiske metode og dens tilgang til litteraturen. Gennem de efterfølgende 30 til 40 år har man – under indflydelse af forskellige ideologiske og faglige strømninger – løbende forringet de studerendes mulighed for at erhverve historisk bevidsthed. Mulighederne for at få indsigt i, hvordan mennesker før os har tænkt og følt, er blevet indskrænket. Også derfor bliver det stadig vanskeligere at opsætte pejlemærker for navigationen ind i fremtiden. Søkortet viser ikke sejlruten, og mandskabet mangler erfaring.

Det såkaldt ’udvidede tekstbegreb’, mediernes stadigt større betydning, digitaliseringen af kommunikationen og globaliseringstendenserne har alle bidraget til interessante udvidelser af danskfagets område, og det har været nødvendigt og forståeligt. Men at det er sket på bekostning af litteraturhistorien som faglig disciplin er uheldigt og farligt, for en sådan nedprioritering betyder, at der foregår en snigende aflivning af den historiske bevidsthed og dermed også en yderligere opløsning af den fælles kulturelle referenceramme.

Sammen med gode kolleger ønsker vi at iværksætte en redningsaktion for litteraturhistorien som faglig disciplin og forskningsområde på danske universiteter. På grundlag af forespørgsler på universiteternes danskuddannelser har vi kortlagt disciplinens status. Konklusion: Det ser sort ud, og de fleste giver udtryk for bekymring. Værst er det på Roskilde Universitet med en reduktion på ca. 60 %, dernæst følger København med en beskæring af timetallet i litteraturhistorie på 35 % over de seneste 15 år.  Aalborg står for ca. 33 % nedskæring. Syddansk Universitet og Århus Universitet er kun ramt i mindre grad, idet man på uddannelserne her stadig har fire semestres undervisning i litteraturhistorie. Sammenfattende er vi overbevist om, at det er på høje tid, hvis disciplinen litteraturhistorie skal reddes sammen med den vidt forgrenede og rige forskningstradition, som den bygger på.

Med initiativet vil vi opfordre alle ansvarlige til at gøre deres for at stoppe denne bekymrende udvikling, inden det er for sent. Kun den, der fortæller historier, kan overleve. En kultur uden erindring er tom.

“Projekt Ny Litteraturhistorie” består af professorerne Hans Hertel og Johnny Kondrup, Københavns Universitet, Ivy York Möller-Christensen, Universität Flensburg, og forfatteren Ole Dalgaard (Oskar K.). Kronikken blev første gang bragt i Berlingske Tidende, fredag d. 4. oktober 2013.