01 May De nye intellektuelle
1.5.2005
Hvad er det som får nogle mennesker til at vælge noget så slidsomt som at være intellektuel?
Dagbladet gennemførte i forrige måned en kåring af Norges ”ti vigtigste intellektuelle”. Vinderkriteriet i avisens lille ”konkurrence” var kandidaternes interesse for vor tids ”mest aktuelle spørgsmål”, og hvordan de tog samfundsansvar på ”overraskende, nye og udogmatiske måder”.
Mest interessant var tiendepladsen til Tor Erling Staff – forsvarsadvokaten som forsvarer alle, idet han også i de værste forbrydere ser et menneske med krav på respekt. Han har gennem et langt liv viet sit engagement til samfundets tabere. Som intellektuel er Staff en spørgende person, som modigt udfordrer politisk korrekte holdninger om eksempelvis pædofili, ofre og politi.
Blandt de 30 artikler trykt i forbindelse med kåringen i Dagbladet , efterlyste forskerne Henrik Thune og Sverre A. Christensen i en kommentar de intellektuelles kritik af terrorkrigens indvirkning på samfundet og den aktionær- og profitstyrede udvikling internationalt. Og i lighed med hvad vi her i avisen mange gange har påpeget, pointerede de svagheden ved venstrefløjens intellektuelle, som frem for analyse og intellektuel beredskab, ofte henfalder til ”overfladiske negationer” og ”politiske markører”. Som Thune og Christensen påpeger, er der mere end nogensinde behov for grundlæggende refleksion omkring national identitet, vore statsgrænsers moralske status, og Norges mulige styringsredskaber i forhold til international globalisering.
Og man kunne tilføje refleksion over kontrolsamfundets fremvækst af statsapparat, bureaukrati, overvågning og sikkerhed, godt hjulpet af frygtskabende medier. Samt nye udfordringer grundet opløste familier, indvandring, tab af religiøse holdepunkter og visionsløse politikere.
Arbejderen, entreprenøren og den intellektuelle
En anden kåring blev gennemført i Frankrig i fjor. Der undersøgte de, hvilke profilerede personer franskmænd satte mest pris på. Blandt kåringens ti første kom to idrætsudøvere, to sangere og to filmskuespillere. Ingen politikere, forfattere, forskere eller intellektuelle nåede op.
Så hvad er det som får nogle mennesker til at vælge noget så slidsomt som at være intellektuel? Eller at bruge sin tid på noget så abstrakt som det almene, eller at bryde sig om alle? Bunder det i næstekærlighed, eller en genuin holdning overfor noget alment, fællesmenneskeligt? Eller en oprørsk ånd, for hvem ingen udfordringer er for små?
Filosoffen Hannah Arendt – selve indbegrebet af en intellektuel – beskriver menneskets stræben efter at strække sig udover sig selv. Både for arbejderen, entreprenøren og den intellektuelle skal det forstås som en søgen efter udødelighed: Hannah Arendt, Vita Activa, Pax Forlag 1996, oprindelig udgave The Human Condition (1958). Arbejderen (animal laborans) og hans familie ved sin reproduktion og produktion, barnefødsler, jordbrug og lønarbejde. De sørger for sig og sit, således at generationen kan føres videre – en evig proces, hvor arbejderen både konsumerer og selv bliver konsumeret. Entreprenøren (Homo faber) stræber mod selv at blive udødelig – han vil huskes for sit værk, i lighed med en kunstner, forfatter, opfinder eller politiker. Homo faber strækker sig således udover naturens åg, og udvikler teknik, kultur, våben og værdier. Som Faust. Men når denne fabrikation bliver en eksplosion af varer og kulturprodukter i en verdensomfattende kommercialiseringsproces, fanges entreprenøren ligesom arbejderen i konsumets cirkel. Den intellektuelle er derimod den som tænker alment – et politisk menneske. Dette er praktisk filosofi, kommunikative handlinger, en tænkning udover ejendom og egeninteresse. Det er offentlighedens sokratiske og uegennyttige stemmer. Udødeligheden disse intellektuelle stræber mod, er selve menneskehedens overlevelse og udvikling – for dem er fordringen om lighed, frihed og demokrati for alle vigtigere end egen berømmelse eller familiens ve og vel.
Men det at ville strække sig udover sig selv har samtidig sin skørhed, for ikke at sige skønhed. Fordringen er gerne for krævende, og samfundet modarbejder gerne ungdommelig idealistisk overmod. Egen skrøbelighed og hård modgang skaber derfor let sarkastiske pessimister af oprindelige idealister.
Kristevas revolte
Den franske tænker Julia Kristeva, som for nylig modtog Holbergprisen i Norge, Fra takketalen. Uddrag trykket i Le Monde diplomatique, januar 2005. skriver i sin bog om Hannah Arendt Julie Kristeva, Hannah Arendt. New York : Columbia University Press, 2001 , hvordan økonomien (husholdet, oikos) æder det intellektuelle rum (polis) op. Det almene rum, der hvor tænkningen kunne bo, erstattes gerne af rummet med viv, varer, vræl og vov-vov. Men det er ikke det mindste mærkeligt, at de fleste ikke orker at leve op til den intellektuelle fordring. Og hvem kan kræve, at man gennemtænker selve grundlaget man står på, drevet ind i en sandhedsvilje som bare finder myter og atter myter der nede i grumset? At være en filosofisk engageret, sokratisk udspørgende ”værdikriger”, kan også opløse overjeget – eller ende med en udadrettet handlen, hvor drifterne nærmest eksploderer.
For Kristeva er livet som intellektuel lig med konstant at stille åbne spørgsmål. Hun knytter også denne spørgen til ”revolt” – og da ikke nødvendigvis i oprørets politiske betydning. Julie Kristeva, Revolt, she said. Semiotext(e), 2002.Etymologisk betyder ”revolt” også at afdække, åbne, sno, starte på ny, samt gentagelse og udarbejdelse. Også Hannah Arendt knytter i sin politiske tænkning nataliteten, fødselen, det at stadig begynde på ny, til tilgivelsen og håbet.
Før jeg forlader Kristeva: Debatten som efterfulgte uddelingen af Holbergprisen er et eksempel på, hvor lidt intellektuel eller udspørgende man kan blive. Økonomiprofessor Sjur Didrik Flåm udtalte i Bergens Tidende at ”Kristeva er et eksempel på hvor længe man kan blive ved, hvor feteret og højt værdsat man kan blive uden afsløring”. Vesterlændingene tog kvinden fremfor kvinten – selve kvintessensen. En negatik som følger sporet fra Alan Sokals bog Intellektuelle posører. J. Bricmont, og A. Sokal. 1997. Intellectual Imposters Empirisk orienterede videnskabsmænd, som ikke forstår teksten ,de kritiserer – de forstår ikke brugen af metaforer, og måler gerne tilværelsens ”tyngde” på en vægt. For som Kristeva sagde i sin henvisning til Sokal i takketalen: ”Vi prøvede aldrig at skabe videnskabelige modeller, bare metaforiske overføringer.” Foredrag af Kristeva i Bergen 4. december 2004. Uddrag gentrykket i Le Monde diplomatique, januar 2005.
Gramsci’s organiske intellektuelle
Jeg har beskrevet den intellektuelle som overskridende og spørgende. Den intellektuelle kan desuden ifølge filosoffen Helge Høibraaten defineres som en, der har: Mod til at tænke selv uafhængig af den politiske magt, universelt engagement, en som udtrykker sig offentligt, samt kultiverer smag og forskelle med tolerance og en ”positiv nysgerrighed i forhold til tvetydighed og kompleksitet”. Helge Høibraaten, Intellektualisme og anti-intellektualisme. Samtiden 1/1995.
Ja, for hvem tror længere på nogen distanceret intellektuel universalitet – ligesom den traditionelle intellektuelle skulle have en selvpålagt encyklopædisk forståelse af mennesket og samfundet for at afklæde magten? Dagens magtformer optræder ikke længere bare som tydelige autoritære instanser som undertrykker og marginaliserer, men magten er ofte anonym, usynlig og virker i mikroplanets sammenhænge.
Den tidligere traditionelle intellektuelle viger derfor i dag ofte for nye former for intellektuelle – eksempelvis både teknisk kyndige arbejdere, og sociale entreprenører, der tager del i kulturproduktionen. I lighed med hvad den italienske filosof Antonio Gramsci i 1920’erne Antonio Gramsci, Politik og kultur. Artikler, optegnelser og breve fra fængslet. Udvalgt af Kjeld Østerling Nielsen. Dansk Gyldendal 1972 beskrev som organiske intellektuelle: ”I den moderne verden bør den tekniske uddannelse, snævert forbundet med det industrielle arbejde… udgøre grundlaget for den nye type intellektuelle. … Den nye intellektuelles eksistensmåde… må bestå i at tage aktivt del i det praktiske liv, som den som bygger, organiserer…”.
Alle mennesker er ifølge Gramsci intellektuelle, selv om ikke alle har den funktion. De organiske intellektuelle kan derfor i vor tids ekspertsamfund også inkludere realpolitikere, militære rådgivere, specialister, fagfolk og omsorgsarbejdere, der arbejder med samfundets organisering og værdier. Det er mange som fortsætter der, hvor den traditionelle intellektuelle slap.
Gramsci satte mere eller mindre lighedstegn mellem det opnåede teknologiniveau og civilisationsniveauet. Den organiske intellektuelle er vigtig – som Erling Fossen også påpegede i sit indlæg om Dagbladkåringen – netop fordi ny teknologi bidrager indirekte til at frigøre den enkelte og hans klasse, samt skabe nye væremåder og politiske formationer. Eksempelvis de nye globaliseringskritiske bevægelsers organisering via kommunikationsteknologi.
Specifik intellektuel
Fremfor traditionelt at udtale sig i Menneskehedens, Fornuftens eller Klassens navn, er den nye intellektuelle også en ”specifik intellektuel” Begrep benyttet af den franske filosofen Michel Foucault. . Hun er gerne mere optaget af smidighed end fasthed, tolerance fremfor sandhed, og stil fremfor magtens brutalitet. Hun betragter sit arbejde som lokale indgreb i specifikke situationer, hvor begreberne er ”værktøj” og deres gyldighed afhængig af analysens givne situation.
Hun udøver med mangfoldets pragmatik en praktisk filosofi. Hendes tanke har ikke længere store synteser eller fortællinger som mål. Hun godtager nihilismens indsigt om at mennesket har rigdom nok i fortolkningerne – fremfor at søge dogmatisk-politisk udadrettede handlinger. Den specifikke intellektuelle deltager der, hvor magten er – som Arendt beskrev magt i betydningen ”at deltage” – og er kontinuerligt med til at skabe de begreber eller billeder, vi tænker med i et omskiftende samfund.
Dette samfund består af, hvad Marx en gang betegnede som et generelt intellekt – en diskurs præget af kommunikation og kundskabsudveksling. I dagens veluddannede kundskabssamfund bliver intellektualitet stadig mere allestedsnærværende – det drejer sig derfor ikke så meget om, om man vil være intellektuel, men om hvordan man forholder sig til det.
Derfor ser vi også at stadig flere i Vesten forbeholde sig retten til en kritisk distance overfor meningspres både fra familie og samfund. Et frisk eksempel er den muslimske canadiske journalist Irshad Manji, aktuel på norsk med bogen Hva er galt med Islam? Som en efterfølger af Gramscis organiske intellektuelle vil hun have etableret banklån for muslimske kvindelige entreprenører, og hun foreslår kvinder som ejere af tv-stationer. Irshad Manji ønsker en ny oplysningstid for muslimer, hvor (i lighed med Kristeva) ”den enkelte opfordres til at spørge, og til at tænke selv.” Aftenposten 30.01.05
Tiden er moden for organiske og specifikke intellektuelle. Samtidig er det umuligt at tænke sig intellektualitet uden ideen om noget universelt eller det almene – idet den intellektuelle fordring netop er at strække sig udover sig selv.
Desuden må offentligheden også have plads til amatørenSe Bodil Stenseth, tidligere rektor på Nansenskolen (kendt for handlingsrættet humanisme), i På tampen av det 20. århundre – om ideologier, eksperter og amatører (Universitetsforlaget, 1999).
som føler sit engagement i marginen og ytrer sig personligt i offentligheden. Til forskel fra de organiske eller specifikke intellektuelle, er amatøren ikke en professionel, men indtager en fri stilling uden særinteresser. Og til forskel fra distancerede eksperter, kultursnobber eller enkelte udkårede intellektuelle posører, kan amatørens engagement ofte være at foretrække. Ordet ”amare” betyder som bekendt ”at elske”.
© LMD Norden
Artiklen har været bragt i Nordiske Le Monde diplomatique i februar 2005