Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | Krop, Teknik og Medier
 

Krop, Teknik og Medier

1.5.2007

Vi bringer her et kapitel fra Niels Brüggers bog “Virilio – essays om dromologi”, Introite, publishers, 2001.

Hvorledes kan man opfatte forholdet mellem krop og teknik? Og hvorledes kan man i forlængelse heraf opfatte forholdet mellem krop og medier, for så vidt der fokuseres på medier som teknik?

Én opfattelse kunne være følgende: Kroppen er lukket om sig selv, og uden for kroppen er verden. Kroppen forholder sig på forskellig vis til verden, for eksempel ved at bearbejde den konstruktivt eller destruktivt. Hertil benyttes ofte en bestemt del af verden, nemlig et varieret register af redskaber. Kroppen bearbejder verden ved hjælp af tekniske redskaber, der er adskilt fra og uden for kroppen. Denne grundopfattelse af forholdet krop og teknik kan udbygges og varieres på forskellig måde. Eksempelvis kan den knyttes til begreber som ‘umiddelbarhed’ og ‘manipulerbarhed’.

Knyttes den til begrebet ‘umiddelbarhed’, kan den lede til ideen om teknik som anledning til en forfaldshistorie. En forfaldshistorie, der i meget korte træk kunne lyde således: Først var kroppen, og den indgik i en naturlig og umiddelbar omgang med verden. Siden hen kom teknikken imellem, hvorved det umiddelbare, kropslige nærvær fordærvedes af kulturskabte og middelbare redskaber. Resten er herefter tiltagende forfald, og det ideale mål er at fjerne teknikken med henblik på at genetablere kroppens nære omgang med verden. Teknik er i denne variant et menneskeskabt artefakt, der er adskilt fra og uden for kroppen, men vel at mærke fra en krop, der i sig selv anses for at have en umiddelbar omgang med verden – en umiddelbarhed, som altså forsvinder ved teknikkens mellemkomst.

Knyttes den nævnte opfattelse af forholdet mellem krop og teknologi derimod til begrebet ‘manipulerbarhed’, kan den fungere som klangbund for ideen om teknik som fremmedgørende. Kropslig fremmedgørelse er der tale om, når de tekniske redskaber ikke lader sig manipulere af kroppen, og når kroppen derfor bliver fremmed i omgangen med dem. Eksempelvis kan de tekniske redskaber blive så komplicerede og uoverskuelige, at de fremstår som en selvstændigt kørende mekanisme, der måske endda slår tilbage og truer den nu fremmedgjorte krop. Det ideale mål for kroppen vil da være at forsøge at tæmme den selvkørende teknik, hvilket ofte kræver nye redskaber, ny teknik, hvormed den første kan bemestres. Og så videre. Også i denne variant er teknik et menneskeskabt artefakt, der er adskilt fra og uden for kroppen – et artefakt som er fremmed for kroppen, og som udefra kan vende sig mod kroppen og true den, fordi teknikken ikke fuldstændigt lader sig manipulere.

Endelig kan disse to varianter på forskellig vis kombineres: Forfaldet kan indskrives i fremmedgørelsen (umiddelbarhedens forsvinden med teknikkens mellemkomst fremmedgør kroppen), og fremmedgørelsen kan indskrives i forfaldet (en del af det forfald, teknikken generelt afstedkommer, ligger i, at den også fremmedgør og truer kroppen).

Denne klassiske opfattelse af forholdet mellem krop og teknik (og af kropsligt forfald og fremmedgørelse) besidder givetvis en vis analytisk produktivitet. Men måske fortjener den strenge dualisme mellem på den ene side kroppen og på den anden side teknikken et par kommentarer, som følger andre tankebaner – og som dermed muligvis vil kunne danne baggrund for en reformulering af ideen om teknik som anledning til kropsligt forfald og fremmedgørelse. I en sådan bestræbelse kan den franske sociolog og etnograf Marcel Mauss, den canadiske medieforsker Marshall McLuhan samt Paul Virilio udgøre inspirerende vejvisere.

I og med kroppen

I 1934 holdt Marcel Mauss i Paris en række foredrag i La société psychologique med den overordnede titel „Kropsteknikkerne“.Trykt i Journal de psychologie, vol. 32, nr. 3-4, 1936. Genoptrykt i Marcel Mauss: Sociologie et anthropologie, Paris 1995: 363-386.
 Når Mauss her taler om teknik, tænker han i første omgang ikke på den gængse opfattelse af teknik som redskab, men derimod på de mange forskellige teknikker, der anvendes i forbindelse med kroppens bevægelser. Men gennem sine analyser af kropsteknikkerne føres han i retning af mere generelle overvejelser over forholdet mellem krop og teknik: Kropsteknikkerne synes at gøre selve kroppen til et teknisk redskab.

Går alle mennesker på samme måde? Det er spørgsmål af denne type, der ligger til grund for Mauss’ overvejelser. Det umiddelbare svar vil naturligvis være: Nej, naturligvis gør de ikke det, der er nogenlunde lige så mange måder at gå på, som der er enkeltindivider. Men ikke desto mindre er det – hævder Mauss – muligt at systematisere de mange forskellige individuelle måder at bevæge sig til fods på og således udlede nogle generelle, identiske træk. Når man gør det, viser det sig, at grupper af mennesker fra to forskellige perioder i historien eller fra to forskellige lokaliteter ganske enkelt går forskelligt (jvf. eksemplerne senere). Så også på et mere systematisk og generelt plan må man svare nej til, at alle mennesker skulle gå på samme måde.

Men hvorledes så forklare disse forskelle? Eller mere generelt: Hvorledes overhovedet forstå kroppen og dens bevægelser. Skal forskellene i gang forklares ud fra et anatomisk, fysiologisk synspunkt som et rent mekanisk, fysisk fænomen? Eller skal kroppen og dens bevægelser forstås psykologisk eller måske sociologisk? Mauss’ svar er, at kroppen må forstås ud fra alle tre synsvinkler: „Overalt er vi vidne til, at handlinger er sammensat af fysio-psyko-sociologiske handlingsserier“ (op.cit.: 384).

At Mauss fastslår, at kroppen ikke kan reduceres til anatomi, men også på en og samme tid må forstås som en psykologisk og en social størrelse, betyder imidlertid ikke, at han i sine egne analyser fordeler vægten mellem disse tre lige; derimod lægger han hovedvægten på den sociale forklaringsmodel. Derfor forklares forskellene i for eksempel gang ud fra, at kroppens bevægelser ikke blot er naturlige, men derimod er indlejret i en social kodning, og denne kodning ses i de teknikker, der anvendes til kroppens bevægelser: „Med dette ord [kropsteknikker] mener jeg de måder, hvorpå mennesker i forskellige samfund på en traditionsbundet måde har lært at benytte sig af deres krop […] Disse ‘vaner’ varierer ikke blot med de enkelte individer og disses måder at efterligne på, de varierer især fra samfund til samfund […] Hvor man sædvanligvis kun har set sjælen og dens evner til at gentage, skal man se teknikker og den kollektive og individuelle praktiske fornufts værk“ (op.cit.: 365, 368-69). Med andre ord: Vi går forskelligt, fordi vi anvender forskellige kropsteknikker, det vil sige forskellige sociale kodninger af kroppens mekanisk/fysiologiske bevægelser.

To af Mauss’ eksempler kan illustrere denne forskellighed; det ene viser en forskel i tid, det andet en forskel i sted.

Det første angår svømning, hvor Mauss ud fra sine egne erfaringer gør rede for to forhold. Dels lærte man tidligere at springe i vandet, før man lærte at svømme, ligesom man først lidt efter lidt lærte at åbne øjnene under vandet, mens man i dag (i 30’erne) skal det modsatte: Man skal lære at svømme, før man lærer at springe i, og man skal med det samme have øjnene åbne under vandet. Dels har Mauss i sin generation været vidne til, at selve svømmeteknikkerne har ændret sig: De forskellige former for brystsvømning er blevet erstattet af crawl. Men Mauss fortsætter selv med at svømme brystsvømning, sådan som han har lært det, for – som han skriver – „jeg kan ikke frigøre mig fra min teknik“ (op.cit.: 367).

Det andet eksempel angår gang. Under et hospitalsophold i New York forekom det Mauss, at den måde, de amerikanske sygeplejersker gik på, var anderledes, om end den syntes ham bekendt. Hvor havde han tidligere set kvinder gå på samme måde? I amerikanske film. Og efter at være vendt tilbage til Frankrig, stod det klart, at især de parisiske kvinder var begyndt at gå som de amerikanske filmstjerner – et fænomen, som Mauss mener at kunne generalisere: „Armenes og hændernes placering, når man går, udgør en social idiosynkrasi og er ikke blot et produkt af rent individuelle, næsten udelukkende psykiske indretninger og mekanismer“ ( op.cit. : 368).

Disse analyser af kroppens forskellige teknikker fører i første omgang Mauss frem til at fastslå, at der ikke kun er tale om teknik, når der er tale om redskaber: „Alle disse måder at bevæge sig på var teknikker, kropsteknikker. Jeg – og man – har i flere år begået den grundlæggende fejltagelse at tro, at der kun er tale om teknik, når der er tale om et redskab“ (op.cit.: 371).

Men at der ikke kun er tale om teknik, når der er tale om redskaber, vender Mauss så at sige ind mod kroppen; der er nemlig også tale om teknik, når der er tale om krop. Eller mere præcist formuleret: Den fysiologiske krops indlejring i de sociale kropsteknikker betyder, at kroppen er teknik: „Kroppen er menneskets første og mest naturlige redskab. Eller mere præcist – og uden at tale om redskab – så er menneskets første og mest naturlige tekniske genstand og indretning dets krop […] Alle de mange kropsteknikker er der før de tekniske redskaber“ (op.cit.: 372). Analysen af kropsteknikkerne fører altså Mauss frem til den afgørende generelle konklusion, at kroppen er teknik – kroppen er den første tekniske indretning, siden hen kommer redskaberne.

Hos Marcel Mauss møder man således en opfattelse af forholdet mellem krop og teknik, hvor den skarpe dualisme mellem de to størrelser er modificeret.

Teknik opfattes ikke først og fremmest som noget, der er adskilt fra og uden for kroppen. Snarere er teknik kropsnær – den så at sige ‘klæber’ til kroppen – og det i en sådan grad at kroppen er teknik, kroppen er redskab. At kroppen er teknik, skal som antydet ikke forstås i mekanicistiske termer (‘Den fysiologiske krop er en maskine’), men derimod i antropologisk/samfundsmæssige termer: Den fysiologiske krop (der så muligvis kan opfattes som en maskine) bliver først krop i menneskelig og social forstand, i og med den ‘teknificeres’ via de menneskeskabte sociale kodninger af dens bevægelser. Det første, mennesket teknificerer, er den mekanisk/fysiologiske krop.

Selvom Mauss udelukkende tematiserer selve kroppen som teknik – og altså ikke de øvrige redskaber, vi vanligvis omtaler som teknik – så har hans synsvinkel en række konsekvenser, hvis den bringes i dialog med den tidligere skitserede dualistiske teknikopfattelses kobling med henholdsvis umid-delbarhed og manipulation.

For det første stiller spørgsmålet om forfald sig anderledes, hvis man tænker i forlængelse af Mauss. Den naturlige og umiddelbare omgang med verden, som teknikkens mellemkomst via sin afstandsskaben og yderlighed skulle få til at forfalde, har nemlig aldrig været der – og vil aldrig kunne være der. I og med at der overhovedet er tale om en menneskelig og social krop, så er kroppen altid allerede teknisk. Dette betyder, at uanset hvor mange ydre redskaber, en forfaldshistorisk teknikopfattelse fjerner fra kroppens omgang med verden, så vil den krop, der står tilbage, være teknik. Uanset om vi fjerner svømmefødderne, sejlbåden og vandscooteren, så vil kroppen være tilbage som et ‘svømmeredskab’, og uanset om vi fjerner sko, cykler, biler og tog, så vil den krop, der står tilbage, være et gangredskab. Teknikken klæber altså til kroppen i en sådan grad, at kroppen ikke kan undslippe den.

For det andet stiller også spørgsmålet om kropslig fremmedgørelse sig anderledes. Når der ikke er nogen afstand mellem krop og redskab, kan det redskab, som kroppen er, ikke på samme måde være fremmed for kroppen. Den afstand og yderlighed, der er en forudsætning for, at teknik kan vise sig som fremmedgjort for kroppen, mangler ganske enkelt – ‘det tekniske’ sidder på kroppen, hvilket gør det ‘usynligt’. Kun hvis den fraværende afstand installeres af noget uden for den tekniske krop, vil fremmedgørelsen over for kroppen som teknik kunne blive mulig. Hertil vil kræves en slags spejl, eksempelvis formidlet via en afstand i tid/rum (en af kroppens bevægelser ses i forhold til en anden periodes eller en anden lokalitets anderledes bevægelser) eller i form af et brud (én af kroppens bevægelser bryder sammen). Men fremmedgørelsen vil i så fald ikke ligge i selve brugen af kroppen som teknik, men snarere i det forhold at denne brug hører op. Men i den brug af kroppen, hvor den er teknik, er der ingen afstand.

Ud fra kroppen

Allerede på de første sider af Understanding media fra 1964 tematiserer Marshall McLuhan forholdet mellem krop, teknik og medier. Hans grundlæggende synspunkt er dette: Teknik – og medier – skal opfattes som „extensions of our bodies“Marshall Mcluhan: Understanding Media. The extensions of Man, London/New York 1987..

Hermed menes, at teknik og medier på en og samme tid udgør både en forlængelse, en forstærkning og en acceleration af kroppen, dens legemsdele, dens sanser. Et hvilket som helst stykke teknik, et hvilket som helst medie kan opfattes som en slags protese, der udstrækker én eller flere af menneskets sanser: Briller, teleskoper og tv er synsproteser, der ‘forlænger’ øjet, tøjet forlænger huden, og sko, hjul og biler er gangproteser, der forlænger fødderne. Og gennem disse forlængelser forstærkes den pågældende legemsdel/sans: Briller, teleskoper og tv forlænger ikke blot synssansen, de forstærker den også, idet de får os til at se ‘bedre’, ligesom sko, hjul og biler kan bringe os længere væk end fødderne kunne. Og den forstærkelse, der er tale om, har i høj grad karakter af en acceleration. Teleskoper og tv får os til at se ‘bedre’ og hurtigere, sko og biler gør det muligt at bevæge sig ‘bedre’ og hurtigere. Det vil sige: Synsproteserne forstærker øjet ved at accelerere synet, gangproteserne forstærker fødderne ved at accelerere gangen. Disse tekniske proteser forlænger således kroppen, ved hjælp af dem strækker den sig så at sige ud i verden.

Yderligere to fænomener bør nævnes i forbindelse med McLuhans opfattelse af forholdet mellem krop, teknik og medier. Det første er ideen om, at når én af kroppens legemsdele eller sanser – gennem en ny forlængelse – bliver forstærket, sker der to ting: Dels ændres balancen mellem alle vore sanser, dels – og i forlængelse heraf – bliver vi desto mere opmærksomme på de andre sanser.

Med indførelsen af et nyt medie sker der altså en forskubbelse af hele vores ‘sanse-matrix’: „Any extension, whether of skin, hand, or foot, affects the whole psychic and social complex“ (op.cit.: 4). Når en ny forlængelse forstærker én sans, kommer vi legemligt og sansemæssigt ud af balance, hierarkiet i det sensoriske apparat, ja, hele vores måde at være i verden på forskubbes, indtil vi senere finder en ny balance, der så atter kan forskubbes osv.

Konsekvensen af denne ubalance er så det forhold, at vi bliver desto mere opmærksomme på de andre sanser. Som når et menneske mister en sans – bliver blind, for eksempel – hvorved opmærksomheden på de øvrige sanser (høre og følesansen, f.eks.) ændres. Eller i forbindelse med medier: Når en sans forlænges – forlængelsen af synet i tv, for eksempel – ændrer ubalancen opmærksomheden på og omgangen med eksempelvis aviser og bøger, og nye former for brug af disse kan opstå.

Det andet fænomen, der bør nævnes, er den historisering, der lægges ind over analysen af teknik og medier som forlængelse af kroppen. De sidste 3-5000 år har menneskets teknologier været mekaniske forlængelser, og de har i overvejende grad angået kroppens ydre legemsdele (arme, ben…). Inden for de seneste 100 år oplever man som noget helt nyt, at forlængelserne i stigende grad bliver elektriske og direkte angår hele nervesystemet og hjernen: „After three thousand years of explosion, by means of fragmentary and mechanical technologies, the Western world is imploding. During the mechanical ages we had extended our bodies in space. Today, after more than a century of electric technology, we have ex-tended our central nervous system itself in a global embrace, abolishing both space and time as far as our planet is concerned. Rapidly, we approach the final phase of the extensions of man – the technological simulation of consciousness, when the creative process of knowing will be collectively and corporately extended to the whole of human society, much as we have already extended our senses and our nerves by the various media“ (op.cit.: 3-4).

Den mekaniske teknik forlænger altså kroppens ydre, mens de elektriske teknikker og medier forlænger kroppens indre, så også det indre bevæger sig ud fra kroppen; centralnervesystemet – og i sidste ende bevidstheden – lægges uden for kroppen.

Som det var tilfældet med Marcel Mauss, opfatter Mar-shall McLuhan også forholdet mellem krop og teknik på en måde, der slører den skarpe skillelinje mellem de to. Men hvor Mauss udelukkende taler om selve kroppen som teknik, fokuserer McLuhan på de redskaber, der knyttes til kroppen. I den forbindelse er det vigtigt at holde fast i, at disse redskaber netop ‘knyttes’. Ganske vist er de i en vis forstand uden for kroppen, men de hænger så at sige fast i kroppen, de er ‘podet’ på kroppen med henblik på at forlænge både dens ydre og indre legemsdele og sanser.

I McLuhans perspektiv er der således tale om, at den teknik, der for Mauss er i og med kroppen, vokser ud fra kroppen og ud i verden – via de tekniske redskaber – uden at disse redskaber dog dermed opfattes som adskilte fra kroppen – som hvis man forestillede sig, at arme, ben og nervebaner blev ved med at vokse. Måske vil det være mere korrekt at sige, at de tekniske redskaber er både indre og ydre, en slags ‘interface’ på samme måde som huden er det. I den forstand er teknik for McLuhan altså hverken adskilt fra eller uden for kroppen; skellet mellem krop og teknik sløres, kroppen glider over i de tekniske redskaber, og redskaberne glider tilbage i kroppen.

Ind i og inde i kroppen

Også for Virilio er teknik og medier ydre redskaber, der forlænger, forstærker og accelererer kroppens ydre og indre. Men han føjer endnu en dimension til denne opfattelse – en dimension, der udspringer af hans generelle teoretiske overvejelser om hastighed og acceleration. Som nævnt er Virilios teoretiske grundsynspunkt følgende: 1) Den hastighed, en bevægelse foregår med, påvirker udseendet af det, bevægelsen foregår i eller på; bevægelsernes hastighed er bestemmende for indretningen af verden og de tekniske redskaber i den; 2) hastighedens logik er, at den vil forsøge at stige; 3) indretningen af verden ændres i takt med hastig­hedens stigninger i de tekniske redskaber. Accelerationens mål er således at ophæve de rum- og tidsmæssige afstande.

Men det forhold at hastighedens logik er, at den vil stige – hvad der kan accelereres, vil blive accelereret – giver anledning til følgende spørgsmål: Vil teknikkens ekspansion i form af kropsproteser, der forlænger kroppens ydre og indre ved at strække sig ud i verden, fortsætte? Det vil den givetvis, men derudover vil hastighedens logik medføre, at de tekniske redskabers ekspansion vil ændre retning. I takt med at accelerationen af den geofysiske overflade (tog, biler…), af luftrummet (fly, satellitter…) og af det elektro‑magnetiske spektrum (tv, computere, laser…) når et mætningspunkt, rejser spørgsmålet sig, hvor der stadig gives et materiale, som endnu ikke er accelereret. Virilios svar på dette spørgsmål er: Kroppen. Efter den ekspansive teknificering af det ydre rum, vil den søgen efter nye områder at accelerere, som ligger i hastighedens logik, få teknikken til at vende sig mod det indre ‘rum’ – det ydres og det indres ekspansion i det ydre vil vende sig om og blive en ‘inkorporeret ekspansion’.

De konkrete tekniske indretninger, der peger i retning af denne teknikkens inkorporering, er mange. Et par eksempler på synsproteser kan tjene til illustration. I første omgang er der tale om synsproteser, der blot kigger ind i kroppen, således som det kendes fra røntgenapparater og scannere, der gennemlyser kroppen udefra, samt diverse sondekameraer, der går på visuel opdagelse i den levende krops indre. Siden hen fremkommer der synsteknologier, hvor selve den elektroniske skærm som præsentationsflade og interface accelereres. To fænomener, som peger i denne retning, er tidligere omtalt. Dels de ‘briller’, der blandt andet anvendes i forbindelse med virtual reality, dels et flysimuleringsprojekt, hvor en hjelm med optiske fibre kan vise billederne fra luftkampen direkte i pilotens øjeæble (jvf. p. 62).

‘Disse konkrete eksempler hentet fra synets medier antyder for Virilio en generel tendens, nemlig at selve den ‘flade’ (f.eks. skærmen), der knytter protesen til den menneskelige krop, synes i færd med at forsvinde, fordi den som interface er for langsom. Hastighedens logik presser interfacen tættere og tættere ind på kroppens overflade, hvorfra den til slut – sammen med hele protesen – forsvinder ind i kroppen. Det er denne nye retning, Virilio mener, teknificeringen i fremtiden også vil tage. Kroppen vil ikke kun fyldes med fremmede, levende organer, men i langt højere grad med tekniske organer, der vil kunne kommunikere med verden uden for kroppen (jvf. Privilegium: 89, 95, 97).

Man kunne da spørge, hvad disse proteser inde i kroppen er proteser for. De vil kunne være proteser for alle kroppens indre funktioner, og frem for alt skal de forstærke, accelerere og stimulere selve nervebanerne, selve centralnervesystemet. De inkorporerede teknikker er altså proteser, der skal beherske og øge kroppens indre intensitet, skabe en bevægelse på stedet i kroppens indre. I dette perspektiv er den levende krop således blot en træg og langsom motor, der skal acce-lereres.

For så vidt de inkorporerede teknikker har med det ydre at gøre – hvis der er tale om ‘kommunikation’ med noget uden for kroppen – så er proteserne altså ikke længere knyttet til kroppens overflade (som hos McLuhan), men er så at sige gået gennem overfladen – yderliggørelsen af det indre knyttes ikke længere til kroppen som overflade, men til dens indre. Det er mere præcist dette forhold, der sigtes til med udtrykket ‘inkorporeret ekspansion’.

Ud fra en rent teknisk betragtning, der følger Virilios perspektiv, åbnes der for en radikalt anderledes kropslig omgang med det, vi vanligvis kalder medier. Som materielle tekniske artefakter vil medierne kunne forsvinde ind i kroppen i form af forskellige sendere-modtagere. Med disse vil man eksempelvis i hjernens syns- og hørecentre – uden om den træge kropslige interaktions- og perceptionsproces – direkte kunne modtage stimulerende syns- og lydindtryk (fotos, film, live-tv, computerspil…) samt meddele, hvilke sanseindtryk, man ønsker at modtage. Langsomme interfacemoduler som tastatur, remotecontrol og skærm indoptages, og bestillingen af sanseindtryk vil blive lige så direkte som ens egne tanker: Luk øjnene, tænk på et tv-program, og du ser det (What you think is what you get!). En sådan acceleration af eksempelvis synet synes altså at føre til, at dets ‘yderlighed’ – afhængigheden af stimulering af kroppens ydre (eventuelt forstærket via sanseforlængende proteser) – fordobles af en synets ‘inderlighed’, et inderliggjort syn hvor billeddannelsen ikke sker ud fra ydre, kropslige stimuleringer. En sådan teknificering af medierne vil i kropslig henseende gøre dem til en slags rusmidler, der meget direkte vil kunne skabe egentlige hallucinationer.

Som både Marcel Mauss og Marshall McLuhan opfatter også Paul Virilio forholdet mellem krop og teknik på en sådan måde, at et skarpt skel mellem de to størrelser bliver modificeret. Virilio ligger i sin opfattelse i forlængelse af både Mauss og McLuhan: Kroppen er i sig selv teknik, og de tekniske redskaber vokser ud fra kroppen, hvorved den breder sig ud i verden. I samme forstand som hos Mauss og McLuhan er det således også for Virilio rigtigt, at teknik hverken er adskilt fra eller uden for kroppen.

Men for Virilio er dette ligeledes rigtigt i en anden forstand, nemlig for så vidt kroppen bliver teknificeret indefra, hvorved de to tidligere opfattelser tilføjes endnu et element. Teknikken klæber nu ikke blot til kroppen, den forlænger heller ikke blot det ydre og det indre ud fra og uden for kroppen, nej, den forlænger desuden kroppens indre ind i kroppen og det indre forstærkes og accelereres inde i kroppen. Den teknik, der uden for kroppen har forlænget dens indre, synes hermed – udefra – at være trængt tilbage igennem den endnu levende krops overflade, og det i en sådan udstrækning at man nu i meget konkret og radikal forstand kan hævde, at kroppen ikke kan undslippe teknikken. Denne form for teknificering af kroppen foregår altså ikke ‘i og med kroppen’ (som hos Mauss) eller ‘ud fra kroppen’ (som hos McLuhan), men ind i og inde i kroppen. For Virilio er det således i dobbelt forstand rigtigt, at teknikken hverken er adskilt fra eller uden for kroppen.

Face, interface, intraface

Den klassiske dualisme mellem på den ene side kroppen og på den anden side teknikken reformuleres af Mauss, McLuhan og Virilio på tre forskellige måder, der imidlertid ikke er gensidigt ekskluderende, men snarere kompletterende, idet de bygger videre på snarere end udelukker hinanden. For Mauss gives det tekniske i og med kroppen, for McLuhan glider kroppen over i sine sanseproteser, og for Virilio er teknikken på vej ind i kroppen.

I alle tre tilfælde er der således tale om variationer over det forhold, at teknik hverken er adskilt fra eller uden for kroppen. Man kunne sige, at teknikken i forhold til kroppen optræder som henholdsvis ‘face’, ‘interface’ og ‘intraface’. For Mauss er for eksempel kroppens ansigt, dens ‘face’, teknisk, det tekniske befinder sig på det menneskelige ansigt, i og med dets socialt kodede bevægelser. Dette er også tilfældet hos McLuhan, men her er der desuden tale om en forlængelse: Teknikken er ikke længere et ‘face’ på kroppen, men et ‘interface’, der er knyttet til kroppen og forlænges ud fra kroppen. Begge disse opfattelser finder genklang hos Virilio, men der tilføjes endnu en dimension: Der fokuseres her ikke så meget på teknik som ‘face’ og ‘interface’, men derimod på det forhold at accelerationen af teknikken presser interfacet ind i kroppen, og der er da snarere tale om, hvad man kunne kalde et ‘intraface’.

Hvilke konsekvenser får disse tre opfattelser af forholdet mellem krop og teknik for ideen om teknik som noget, der markerer et kropsligt forfald, og som noget der fremmedgør kroppen? I og med at teknikkens afstand og yderlighed i forholdet til kroppen ikke sættes i centrum, vanskeliggøres ideen om såvel forfald som fremmedgørelse i klassisk forstand.

For det første gør teknikkens sammensmeltning med kroppen det vanskeligt at hævde en naturlig, kropslig umiddelbarhed, som den kulturskabte og middelbare teknik skulle få til at forfalde. For det andet er teknikken for tæt på kroppen til at ‘det fremmede’ overhovedet kan indsnige sig – det er svært at trække en tydelig skillelinje mellem ‘det fremmede’ og ‘(egen)kroppen’.

Men at ideen om forfald og fremmedgørelse i klassisk forstand vanskeliggøres, er imidlertid ikke nødvendigvis det samme som, at de to fænomener ikke eksisterer. Blot skal de måske tænkes i andre baner – for eksempel på baggrund af den modificering af dualismen mellem krop og teknik, som man møder hos de tre teoretikere.

Tager man udgangspunkt i, at den menneskelige krop uophørligt på den ene eller anden måde er involveret i teknikken, viser forfaldet og fremmedgørelsen sig på en langt mere radikal og grundlæggende måde. Hvis der overhovedet er tale om forfald, ligger det måske i, at teknikken ikke længere entydigt er middelbar i forhold til kroppen; den er på en meget grundlæggende og konkret måde i færd med at blive så umiddelbar for kroppen, at den slet ikke bemærkes. Og hvis der overhovedet er tale om kropslig fremmedgørelse, ligger det måske i, at det ikke er teknikken, der er fremmed for kroppen; derimod er både ‘kroppen’ og ‘teknikken’ ‘fremmed’. Men for hvem og for hvad?

1 – Trykt i Journal de psychologie, vol. 32, nr. 3-4, 1936. Genoptrykt i Marcel Mauss: Sociologie et anthropologie, Paris 1995: 363-386.

 Niels Brügger, lektor ved Institut for Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet.