1.6.2006
Af Anne Sophie Spanner Witze & Minna Major Wright
Litteraturen har, som mange andre kunstformer, fundet vej ud i cyberspace, hvor den er begyndt at mutere i nye genrer, der kan indfanges med begrebet ’netlitteratur’. Turbulens har sat tre eksperter stævne til en diskussion om nye litterære genrer på internettet. Vi har mødt Christian Yde Frostholm, digter og en af grundlæggerne af websitet Afsnit P, og Thorkild Hanghøj og Nicolai Knudsen, forfattere af bogen ”Når nye medier fortæller”.
Hver gang et nyt skriftmedie kommer frem, ændrer det vores opfattelse af hvad litteratur er, hvad enten der er tale om papyrusruller, runesten, bogtrykkerkunsten, mobiltelefonen, computeren eller internettet. Det mener Thorkild Hanghøj og Nicolai Knudsen, der gennem en årrække har fulgt den digitale kunst og kultur tæt. I deres bog Når nye medier fortæller fra 2004 tager de livtag med de mange udtryk, som opstår når litteraturen konfronteres med de digitale medier. Bogen suppleres af en hjemmeside [http://www.nyemedier.gyldendal.dk] med en række links til de eksempler i bogen, der kun er tilgængelige på internettet. Den er rettet mod danskundervisningen i gymnasiet og er skrevet i direkte forlængelse af gymnasiereformens krav om at integrere nye medier i danskfaget.
Ifølge Hanghøj og Knudsen bør netlitteraturen tages alvorligt som en vigtig del af litteraturen, idet stadig flere forfattere ser internettet som et alternativt medie eller supplement til den trykte bog. Mens den trykte bog som medie er bundet til en fast form, hvor teksten traditionelt læses i den (lineære) rækkefølge, som forfatteren har bestemt, giver computeren og internettet mulighed for at skabe en langt mere dynamisk og kompleks opbygning af teksten. I kraft af hyperlinks og interaktive elementer kan læseren selv springe rundt i teksten og vælge sit eget forløb gennem fortællingen. På nettet kan tekster desuden kombineres med andre medier, og det giver netlitteraturen helt andre udtryk end dem, man traditionelt forbinder med den trykte, tekstbaserede litteratur. ”Grænserne for hvad der er litteratur er blevet mere flydende, fordi forskellige genrer blandes og producerer nye typer tekster. På den ene side ser vi en tendens til, at det visuelle kommer mere og mere i fokus, og at forfattere begynder at kombinere poesi med fotografier, grafik, animation, levende billeder og musik. På den anden side medfører de nye medier, at der produceres tekst som aldrig før, tænk f.eks. på chat, e-mail og sms. Det er yderst svært at kortlægge feltet, fordi det hele tiden bevæger sig”, siger Thorkild Hanghøj.
For den udenforstående netlitteratur-novice kan det være svært at orientere sig i internetlitteraturens sprælske og spraglede felt. Der er dog hjælp at hente i Hanghøjs og Knudsens bog, der bl.a. giver en indføring i hyperfiktion, interaktive fortællinger og netpoesi, herunder den generative poesi. Hyperfiktionen er kort fortalt en flerstrenget skønlitterær fortælling, der består af tekstblokke som læseren kan kombinere på forskellige måder. Den trækker på hypertekstfænomenet – en form for interaktiv, associativ ordarkitektur, der kom frem længe før internettet, og som bl.a. blev konceptualiseret af de amerikanske teoretikere Vannevar Bush i 40’erne og Ted Nelson i 60’erne. I hyperfiktionens åbne struktur er det op til læseren at vælge indledning, forløb og slutning og dermed at afprøve nye svar og synsvinkler inden for fiktionens spillerum. Princippet findes også i bogform hos danske forfattere som Peter Adolphsen, Svend Åge Madsen og Peer Hultberg. Den interaktive fortælling bygger videre på hypertekstens flerstrengede principper, men inddrager også andre medier end tekst, f.eks. lyd, billede, animation og film, og skaber derved nye genreblandinger. Interaktive fortællinger er i fuld vækst og har på mange måder overhalet hyperfiktionen, der kan virke forældet og primitiv i internettets multimedielandskab. Det gælder f.eks. det interaktive radiodrama Bagsædestrisser af Michael Valeur, Lars von Triers installation Psykomobile #1: Verdensuret og Oncotypes interaktive film Switching. Også lyrikken har fået en digital lillesøster i form af netpoesien, der kan udnytte internettets multimedie egenskaber til at integrere visuelle og auditive udtryksformer på lige fod med de sproglige virkemidler. En særlig gren af den digitale poesi går under betegnelsen generativ poesi, dvs. en form for litteratur, der skriver sig selv, eller automatiserede ’digtmaskiner’. Den generative poesi tematiserer mediets materiale – den bagvedliggende kode – og baserer sig på computerprogrammer, der kan frembringe forskellige udtryk ud fra fastlagte parametre og/eller læserinput. I nogle generative poetiske værker sammensættes inputs fra f.eks. søgemaskiner, webcams eller aktiekurser på internettet i tilfældige og overraskende kombinationer, mens andre udstiller selve programkoden som lyrik i sig selv. Se f.eks. Brad Paleys flotte visualisering af programkoden som en interaktiv tekst i værket CodeProfiles fra 2002.
Men hvad er det, den digitale litteratur reflekterer? Hvorfor er forfattere og digtere nu begyndt at interessere sig for at arbejde i et hypermedie som internettet? Spørger man Thorkild Hanghøj og Nicolai Knudsen er et fællestræk ved den digitale litteratur, hvad enten der er tale om netpoesi, interaktive fortællinger eller hyperfiktion, at den udspringer af et ønske om at involvere læseren aktivt i oplevelsen. På et metaplan kan klikbar litteratur ses som en fortolkning af, hvordan vi bliver til som subjekter gennem de valg, vi foretager i vores liv. ”På den måde afspejler interaktiviteten også de mange valgmuligheder, som vi hver dag skal tage stilling til. […] De interaktive værker og genrer præsenterer derfor ikke kun måder at skabe stemninger eller fortælle historier på. De nye mediers fortællinger peger i høj grad også på, hvordan vi gennem vores valg erkender os selv og vores omverden”, som de skriver i deres bog.
Ændrede forfatter- og læserroller
En af de danske forfattere der mest konsekvent har indtaget internettets nye litterære rum, er Christian Yde Frostholm. I 1999 startede han sammen med Charlotte Hansen og Karen Wagner hjemmesiden Afsnit P, en virtuel opfølgning på boghandlen og galleriet Afsnit P i København, hvor P’et står for poesi. Siden er Charlotte Hansen blevet afløst af Martin Deichmann, der i dag sidder i redaktionen. Afsnit P er et online udstillingsrum for ”litteratur og kunst i grænselandet mellem ord og billede”, hvor man kan læse anmeldelser eller gå på opdagelse i sitets udstillinger. F.eks. i Afsnit P’s nye Parlør 2.0, der rummer visuelle og litterære bidrag fra en lang række danske forfattere og kulturpersonligheder. Websitet står som Danmarks førende og mest professionelle site, når det kommer til lyrik, der udnytter de nye hypermediers muligheder. Herhjemme kan man også finde andre litterære hjemmesider som poesi.dk, der er den eksperimenterende digtersammenslutning Øverste Kirurgiskes virtuelle forlængelse, og fyldepennen.dk, hvor amatører med en lille digterspire i maven frit kan boltre sig. Men i disse tilfælde bruges internettet snarere som en distributionskanal for poesi og litteratur end som et egentligt medielaboratorium, som det er tilfældet på Afsnit P.
For Christian Yde Frostholm, der både er digter, sidder i redaktionen for og er webdesigner på Afsnit P, er nettet et oplagt medie at digte i. Ifølge Frostholm giver mediet nogle andre muligheder end bogen: ”Da jeg fik en computer mellem hænderne og selv fik mulighed for at formgive teksten grafisk, følte jeg på en måde, at jeg var kommet ’hjem’. Jeg har altid været optaget af tekstens visuelle aspekt og har haft en meget konkret tilgang til det, jeg skrev. Ikke at jeg ikke var interesseret i, hvad der stod i teksten, og hvad det betød, men for mig gav det visuelle teksten en ekstra dimension – det, at digtet havde en form, at det grafisk så ud på en bestemt måde. Computeren gav mig mulighed for at formgive på nye måder, f.eks. arbejder jeg med bevægelse, inddragelse af læseren og med at lade teksten møde andre udtryk.” Dette ses bl.a. i hans seneste digtsamling Afrevne ord (2004), der foreligger både som bogform og som interaktiv netversion, hvor den virtuelle version er suppleret med Frostholms egne fotografier. Digteren tager her læserne med på en fotografisk vandring i et virtuelt byrum, og retter vores blik ned mod underlaget – på gadens afmærkninger, opbrudte asfalt og tabte genstande. Fotografier fra storbyen overlejres med digtfragmenter, sætninger og løsrevne citater, og ord og billede går således i dialog med hinanden, orkestreret af læserens navigation.
Netpoesi er ifølge Christian Yde Frostholm interessant, fordi han her kan udfordre klassiske opfattelser af, hvad litteratur, forfatteren og læseren er for størrelser: ”Når litteraturen blandes med andre medier, får den nogle nye egenskaber, vi ikke kender fra bogformen. Det åbner op for et bredere, mere elastisk tekst- og litteraturbegreb, hvor teksten i højere grad bliver performativ og kropslig. I stedet for, at der er én, der læser bogen op for dig, får du som læser lov at være i fred, men teksten bliver alligevel fortolket for dig gennem rytme, grafik, musik, interaktionsmuligheder osv.” Det er f.eks. tydeligt i det koreanske kunstnerkollektiv YOUNG-HAE CHANG HEAVY INDUSTRIES’ produktioner, der består af tekst og musik, hvor ordene springer frem på brugerfladen og performes grafisk i overensstemmelse med musikkens rytme og intonation. For Frostholm er et andet centralt kendetegn ved den nye litteratur samarbejdet mellem forfatteren og de programmører, teknikere og designere, der inddrages i skabelsesprocessen: ”Når det handler om at få ideer til, hvordan en webside skal se ud og fungere, så er det godt at være flere om det. Og det er jo interessant i sig selv: at man skaber fællesskab omkring litteraturproduktionen, for klassisk sidder man som forfatter alene hjemme på kontoret. Nu bliver tilblivelsen pludselig kollektiv”. En stor del af netlitteraturen arbejder desuden med nye receptionsformer og beskuerpositioner, hvor læseren ændrer status til en bruger, der aktivt må interagere med værket for at opleve det. I visse tilfælde er det ligefrem muligt selv at bidrage til den kreative skabelsesproces ved at oploade kommentarer, billeder, links osv., og her bliver læseren en slags medforfatter af værket. Et problem ved den interaktive frihed og medskabelse er dog, som Nicolai Knudsen og Thorkild Hanghøj påpeger, at forfatterne giver køb på den ’suspense’, som ofte driver læsningen af en traditionel fortælling frem: ”Det er en svær balance mellem forførelse og interaktivitetens frihed. Som journalisten Henrik Palle fra Politiken skriver: ’Hvem gider se en gyser, hvor man selv kan bestemme, om der skal gemme sig en kat eller en vanvittig frådende øksemorder med moderbindinger bag døren?’ Det er så som så med gyset, når man selv skal vælge det”.
Remediering af avantgarden
Den digitale multimedie-litteratur, som er Afsnit Ps varemærke, henter især sin inspiration fra systemdigtningen, den visuelle poesi og den litterære konkretisme i 1960’erne, hvor forfattere som Inger Christensen, Per Højholt og Vagn Steen forsøgte at rense sproget for klicheer ved at barbere det ned til dets konkrete materiale og fokusere på lyd, grafik, bogstaver, system og rytme. Der er tale om en avantgarde-tænkning, hvor det er formen, som er indholdet. Netop nu er Afsnit P aktuelle med den virtuelle udstilling ”konkretpoesi.se – svensk konkretpoesi i 1960’erne” om den svenske konkrete poesi. Udstillingen skaber forbindelseslinjerne mellem 1960’ernes materialebevidsthed og nutidens litterære eksperimenter, idet den også introducerer den yngre svenske digtergeneration. På udstillingen, der er lavet af Martin Deichmann og Christian Yde Frostholm, er de oprindelige digte fra 60’erne omsat til et digitalt format og derved aktiveres nogle af de former, der ligger nedfældet i det poetiske materiale. Selve udstillingens formidling er i sig selv en slags konkret poesi, hvor indgangssiden former sig som et dannebrogsflag skrevet med teksten ’afsnitp.dk’ i røde bogstaver på hvid baggrund, der afløses af den gule og blå tekst ’konkretpoesi.se’, der danner det svenske flag, når man scroller hen over brugerfladen med cursoren. Beskrivelse og tolkning smelter således sammen med formidlingen.
Tressernes data-fikserede digtere fantaserede om maskin-digte, hvor lyrikken kunne genereres ud fra tilfældighedsparametre. I dag kan disse fantasier realiseres gennem computeren og internettet ud fra simple algoritmer og programkoder. Thorkild Hanghøj siger: ”I det hele taget kan man sige, at man uvilkårligt reaktualiserer avantgardens virkemidler, hver gang man laver noget på computeren. Virkemidler som gentagelser, systemer, fragmenter og collage er konstant på spil i computermediet blot i en digital form. Der er tale en ’re-mediering’, hvor bestemte kunststrategier og stilistiske virkemidler overføres fra et medie, nemlig bogen og billedkunsten, og transformeres til nye former i nye, digitale medier. På den måde sætter internettet fin- eller avantgardekulturen side om side med populærkulturen”. Remedieringsprocesserne finder ikke blot sted i netlitteraturen, men også i den konventionelle samtidslitteratur i bogform. Selvom sprogrøgtere skælder ud over det unuancerede og komprimerede sprog, der kendetegner skriftlig kommunikation i digitale medier, er der en del forfattere, som inkorporerer nye udtryksformer som tale-skrift, chat, sms-forkortelser og emotikoner (en sammentrækning af ordene ’emotion’ og ’ikon’). Dvs. små tegn, ofte ’smileys’, der viser afsenderens humør: glad [:-)], trist [:-(], glimt i øjet [;-)], fuld [%-}] osv. Dette er tydeligt i Politikens føljeton Nynnes Dagbog af journalisterne Henriette Lind og Lotte Thorsen og i dansk-australske Jeff Matthews bog Halality, som på hver deres måde integrerer nye skrifts- og taleformer i litteraturen.
På trods af netlitteraturens mange potentialer har den dog svære kår, ikke mindst fordi den er gratis og har undergrundsstatus i det litterære etablissement. Thorkild Hanghøj, Nicolai Knudsen og Christian Yde Frostholm er derfor enige om, at der skal penge på bordet i form af offentlige støtteordninger, hvis online-litteraturen for alvor skal udvikle sig. ”Hele det offentlige kulturapparat halter håbløst bagefter i forhold til at opdage de nye litteraturgenrer på nettet og tage dem seriøst. Den officielle kunstverden er endnu ikke gearet til, at nogen forsøger at overskride skellet mellem teknologi og kunst. Så selvom politikerne forsøger at promovere Danmark som et højteknologisk IT-land, er det paradoksalt nok stadig kun de klassiske kunstarter, der er støtteordninger for”, siger Nicolai Knudsen. Og det er ærgerligt, mener han. For netlitteraturen er både et offentligt rum til at diskutere, hvordan det er at være menneske i en tekno-kultur og til at skabe nye perspektiver på den allerede eksisterende litteratur. Thorkild Hanghøj uddyber: ”Hvis vi kigger tilbage på litteraturhistorien gennem netlitteraturens briller, så ser vi tingene i et andet lys. Historien bliver aktuel på en anden måde, når den bliver remedieret. Pludselig kan man se oplagte forgængere til det, der i dag ser ud som randområder. Hvad lavede H.C. Andersen, da han lavede papirklip? Var det visuel poesi, eller…? På længere sigt vil netlitteraturen være med til at ændre vores opfattelse af, hvad litteratur er eller også kan være.”