17.2.2014
I dag er litteraturhistorien faldet i kurs – og det både samfundsmæssigt og som paradigme i danskfaget. En gentænkning af litteraturhistorien må derfor både kunne svare på, hvad samfundet skal med litteraturhistorien – og hvad der skal få de studerende til at engagere sig i den. Inspireret af 70’ernes fagkritik plæderer dr. phil og lektor i nordisk litteratur på Aarhus Universitet Per Stounbjerg for en traditionsrevision, hvor de studerende i højere grad inddrages i et ligeværdigt arbejde med at genskrive litteraturhistorien som et åbent, dynamisk konfliktfelt frem for et bjerg af færdig viden. For gøres litteraturhistorien levende rummer den et socialt dannelsespotentiale, der ruster de studerende til at orientere sig i som medborgere i en globaliseret og medialiseret verden.
In jeder Epoche muss versucht werden, die Überlieferung von neuem dem Konformismus abzugewinnen, der im Begriff steht, sie zu überwältigen. (Walter Benjamin)
Da jeg i 1975 som 18-årig troppede op på Nordisk Institut på Aarhus Universitet, var den borgerlige dannelse indbegrebet af den konformisme, man ville vriste litteraturhistorien fri af. Den ’fagkritik’, der udfoldedes i forlængelse af studenteroprør og universitetsmarxisme, gjorde op med dansk som dannelsesfag. En tidstypisk formulering kunne lyde:
At dannelsen kan begribes som spidsformuleringen af den borgerlige selvforståelse betyder, at dens ideologiske forståelse af mennesket (antropologiseret i bestemt form) og samfundet (naturaliseret til vilkår slet og ret) kolporteres i uddannelsessektoren. Denne ideologiske selvforståelse er klassespecifik. Gennem dens udfoldelse i uddannelsessektoren bidrager dannelsens apologeter til at gøre den borgerlige ideologi hegemonisk. (Sørensen 1973:169)
Peer E. Sørensens ideologikritik kan i dag, hvor et senmoderne konkurrencesamfund likviderer resterne af dannelsestraditionen som støj og spildtid, lyde som et næsten camp minde fra verden af i går. Men jeg vil gerne i diskussionen af litteraturhistoriens muligheder i dag vende tilbage til noget af det, der bag det retoriske overkill var fagkritikkens force. Dertil hørte den selvrelativering, vi håbefulde førstegenerationsakademikere med kufferten fuld af nyradikalt frisind, humanistisk samfundskritik og venstredrejet eksistentialisme fik ind som en stundom ganske autoritær lektie. Vi lærte, at den slags bare var en fejlslutning fra isolerede intellektuelles indskrænkede erfaringer til antropologiske grundvilkår. Det var nok ikke hele sandheden om disse udmærkede holdninger, men trods alt en effektiv og varig udfordring. Jeg lider stadig af frankfurterskolens allergi over for falske naturaliseringer og universaliseringer. Når jeg som censor læser, at Nynnes dagbog er udbredt, fordi den svarer til ’nutidskvindens’ erfaringer, får den bestemte form små røde knopper til at slå ud. Erfaringerne er generations- og miljøspecifikke og inkluderer nok ikke min svigermor fra et midtjysk husmandshjem med arbejde siden konfirmationen og senere job som rengøringskone – selv om de formentlig vækker bredere genklang end temaerne hos mange af de mandlige forfattere, vi i øvrigt dyrker i universiteternes danskundervisning. Evnen til sociologisk, kulturel og historisk selvrelativering kan stadig være en opbyggelig effekt af beskæftigelse med litteraturhistorien – og en grund til at fastholde den som andet end kanon og konformt pligtstof.
I dag er litteraturhistorien faldet i kurs – og det både samfundsmæssigt og som paradigme i danskfaget. En gentænkning af litteraturhistorien må derfor både kunne svare på, hvad samfundet skal med litteraturhistorien – og hvad der skal få de studerende til at engagere sig i den. Svarene er ikke sammenfaldende.
Litteraturhistoriens samfundsmæssige udfordringer
Dansk litteraturhistorie har gennem det 20. århundrede haft en yderst privilegeret status i det statsregulerede uddannelsessystem, ikke mindst som centralt dannelsesmedium i gymnasiet. Det fik den, fordi den varetog væsentlige ideologiske og dannelsesmæssige funktioner. Bogen og avisen var den kulturelle offentligheds omdrejningspunkter, litteraturen var et værdsat middel til æstetisk og eksistentiel dannelse – og skolesystemets litteraturhistorieundervisning tjente til opbygningen af en national identitet. Disse forhold har alle mistet deres selvfølgelighed.
Medieudviklingen har marginaliseret litteraturen. Fra romantikken til 1960’erne var den litterære offentlighed dagsordenssættende og kulturelt dominerende; i dag er den en niche. Spindoktorers synspunkter tæller mere end forfatteres. Yahya Hassans gennemslag, hvor det er en forfatter og ikke en tv-dokumentar, der rejser en offentlig debat, er undtagelsen, der bekræfter reglen. I den situation er det ikke selvindlysende, hvorfor uddannelsessystemet skal favorisere litteraturen frem for andre medier og kunstarter. Det er heller ikke naturgivet, at den litteratur, der læses, skal være dansk. Hvorfor skal Salim læse Poul Martin Møller frem for moderne verdenslitteratur? Globalisering og migrationer anfægter litteraturhistoriens nationale begrundelser.
Udfordringerne fra medier, migration og globalisering kan ikke ignoreres. De stiller krav, som danskfaget ikke bør overhøre. Dertil kommer imidlertid som en nok så stor udfordring en stærk tvivl på historiens nytte. Uddannelsespolitikkens vægtning af kompetencer, der kan styrke nationens konkurrenceevne, rammer de historiske fag. Aktuelle innovationskrav forstærker modernitetens permanente traditionsafviklingspres. I danskfaget er det blevet lettere at begrunde sproglige kompetencer end ældre litteratur. Det er ikke sandsynligt, at beslutningstagerne lader sig overbevise om, at der skulle være evidens for, at litterær kreativitet fører til iværksætteri og samfundsmæssig nytænkning. I stedet for at argumentere på kompetencetænkningens præmisser er det vigtigt at fastholde, at litteraturen kan supplere de markedsvendte kompetencer med andre værdier, som er vigtige for et civilsamfund og en livsverden, hvor alt ikke underordnes økonomiske kalkuler. Mens globaliseringen og medieudviklingen er vilkår, vi er nødt til at gøre til udgangspunkter, står kompetencetænkningen stadig til forhandling. I udfordringen af den kommer vi ikke uden om at tale om dannelse. Spørgsmålet er blot: Hvilken dannelse?
En fælles materiel dannelse
Som medium for national dannelse havde litteraturhistorien en klar opgave i samfundet. Den er eroderet. I stedet begrundes ældre teksters værdi nu med deres personlighedsdannende effekter. Eleverne bliver bedre mennesker, mere empatiske, med større indsigt i sig selv og andre. Alt sammen sikkert sandt nok. Litteraturen skal gerne bidrage til oplevelse og eksistentiel selvudvikling. Men den personlighedsudviklende værdi for den enkelte kan næppe begrunde litteraturhistoriens markante plads i uddannelsessystemet. Dertil er den for højskoleagtig. Vil vi ikke blot overgå hinanden i elegier over historietabet, må litteraturhistorien derfor tænkes ind i en dannelse, der reflekterer samfundets udfordringer og behov (som ikke kun er arbejdsmarkedets).
Derfor må modpolen til kompetencetænkningen være en social dannelse (som selvsagt stadig er dannelse af individer, men tænkt samfundsmæssigt). En dannelse, der gør eleverne til gode borgere i et dansk og globalt fællesskab, som styrker udviklingen af civilsamfund og livsverden – og som bidrager til den kulturelle sammenhængskraft, der i EU’s nye Horizon-program bl.a. sikres ved at gøre kulturarv og fortidsforvaltning til indsatsområder. Uddannelse kan skabe en fælles kulturel referenceramme, som modvirker individualiseringens, multikulturalismens og den senmoderne traditionsnedbrydende innovationstvangs centrifugale kræfter. Det kan den som modpol til markedet. Det er uundværligt, men kræver regulering i samfundet som i kulturen. Dermed er det også sagt, at en fælles dannelse (ligesom al uddannelse, hvad enten den er i græske klassikere eller ny naturvidenskab) er en intervention i snarere end en spejling af elevernes erfaringer og fritidsinteresser. En fælles referenceramme er per definition en konstruktion, ikke en foreliggende kultur. Den hviler ikke som i den dannelsestradition, Peer E. Sørensen spiddede, på en ideologi om en fælles dansk kultur eller en fast bestand af fællesmenneskelige kulturgoder. Tværtimod står det til forhandling, hvad der skal være dens indhold.
Det er ikke en selvfølge, at dansk litteraturhistorie skal spille nogen nævneværdig rolle. Den er ikke vigtigere end udviklingen af kritisk dømmekraft som forudsætning for at agere som myndig demokratisk borger – eller udviklingen af en æstetisk sensibilitet, som inkluderer andre udtryk end de litteræreHeri ligger ikke opdragelse til kulturelt kanoniserede smagshierarkier, men en mulighed for at vælge, netop fordi man har været præsenteret for alternativer. Derfor kan man jo godt foretrække Nick Cave for Mahler eller Friends for Pontoppidan. Men den kan indgå i den fællesmængde af kulturel viden, vi forventer. Jeg plæderer således for i det mindste et minimum af materiale dannelse.
Begrebet er ikke i høj kurs. Gennemgange af dannelsesteorier i traditionen fra Klafki lægger gerne ud med at afvise den materiale dannelse (som vægter indhold, kendskab, viden og fælles referencer) til fordel for en formel, kategorial, kritisk, demokratisk osv. Den materiale dannelse er belastet af tidligere tiders ukritiske dyrkelse af den kanoniserede kultur som værdifuld og personlighedsudviklende i sig selv. Dannelsestraditionens fallit er imidlertid ikke et godt argument for at afvise enhver material dannelse (og slet ikke for kun at fokusere på kunnen og kompetencer). En material dannelse kan rumme det, der var historisk vigtigt, uden at det i sig selv var værdifuldt. Fx fordi det har formet vores måde at tænke på.
Historisk viden er netop en del af den nødvendige materiale dannelse. En viden om katastrofer som nazismen eller Gulag er ligesom en basal indsigt i, at forholdene har været og kan være anderledes end de velkendte, forudsætning for kritisk at kunne vurdere af samtiden. Dannelse til myndighed forudsætter viden. Og kendskabet til ældre litteratur kan være del af denne viden. Men netop som del af en helhed: Det er ingen selvfølge, at litteratur skal fylde mere end andre udtryksformer. Kants oplysningstænkning, udviklingen af centrale retspleje- og forvaltningsprincipper kan være nok så vigtige. Men der er gode argumenter for at litteraturen kan noget særligt sammenlignet med de andre kunstarter. Sproget er det primære medium, gennem hvilket vi tilegner os verden, opbygger sociale relationer og artikulerer vores selv- og tilværelsesbilleder. Og litteraturen er den kunstform, hvor sproget er omdrejningspunktet. Den viser, hvad det formår, og samtidig bærer ældre litteratur en sprogliggjort kulturel erindring. Via den har vi adgang til fortidens egen selvformulering. Fiktionen giver indblik i andres tanker, drømme og indre liv. Før det 20. århundrede kommer medier som film og tv til kort; litteraturen har slet og ret en længere historie (se fx Wolf 2011). Det giver den ikke noget monopol, men nok nogle privilegier. Derfor fortjener ældre litterære tekster en plads i vores fælles referenceramme.
Hvis den forrige regering ikke havde gjort ordet nationalistisk belastet, kan man godt kalde det en form for kanon. Vel at mærke, hvis kanon ikke opfattes som en fast række af værdifulde værker med særlige indre kvaliteter, men som en selektiv tradition, der udtrykker historiske værdidomme og dominansforhold. Kanon er set på den måde ikke et fast ministerielt forordnet pensum, men en nutidig dynamisk konstruktion, der forholder sig refleksivt til tidligere tiders hierarkier, hegemonier, kanoniseringer og mangel på samme. Ved at rette blikket mod dominansforhold (inklusive de æstetiske værdisætninger, der er formaliseret i de skrevne litteraturhistoriers valg og fravalg) etableres væsentlighedskriterier hinsides den individuelle smagsdomPå Aarhus Universitet etableres et basalt litteraturhistorisk vidensgrundlag stadig ved det, Johan Fjord Jensen engang beskrev som traditionens historieforvaltning (1996:100): kanoniske tekster gennemgået kronologisk med epokalt perspektiv. De to første af fire litteraturhistoriesemestre gennemgår historien fra middelalderen til i dag som udgangspunkt for en senere fordybelse i en periode hhv. et tværgående emne.
Litteraturhistoriens (universitets) pædagogiske udfordring
Bidraget til opbygningen af en fælles referenceramme (især via ungdomsuddannelserne) begrunder, at dansk litteraturhistorie ikke kun er en specialiseret videnskabelig niche forbeholdt connaisseuren, nørden og eksperten. Det begrunder emnets institutionelle plads – men sikrer ikke, at forskere og studerende på universiteterne også vælger at engagere sig i litteraturhistorien. Her har litteraturhistorien tabt terræn i form af timer (jf. Johnny Kondrups redegørelse), forskningsmidler og nyansættelser. Først og fremmest har den tabt paradigmatisk kraft.
De dagsordenssættende tilgange til litteraturen har de sidste halvtreds år – med 70’ernes fagkritiske genskrivning af historien som en parentes og nykritik, semiotik, dekonstruktionisme og kognitionsvidenskab som symbolske eksempler – ikke været historiske. I en fortrinlig reader som Litteratur – introduktion til teori og analyse fylder den tredje pol, historien, ikke meget i indholdsfortegnelsen. Det er ikke her, teoriudviklingen har fundet sted. Undtagelsen er bindestregsprojekterne, der forbinder litteraturen med kulturen: bogmediet, lov, politik, køn, sted osv. Men mange toneangivende termer og temaer kan tilsyneladende undvære historien. Og det kan mange studerende også. I det mindste signalerer de ofte en fremmedhed over for historiske tilgange. Litteraturhistorien er blevet en universitetspædagogisk udfordring.
Udfordringen er, at det historiske uden paradigmatisk kraft fremstår som pligtstof. Ligesom Kants filosofi i idéhistorien, morfologi på sprogsiden og andre uomgængeligt nødvendige felter, som man skal lære om, men være lidt til en side for at forelske sig i. Det er bagsiden af den obligatoriske materiale dannelse. Den forstærkes af det ulige forhold mellem student og underviser, som ved ældre litteratur er en særlig udfordring, fordi forskellen i viden er så stor, at dialogen risikerer at blive temmelig autoritær. Det er i forhold til denne udfordring – som mange i dag heldigvis finder nye svar på, i gymnasieskolen såvel som på universiteterne – at der stadig er noget at lære af 70’ernes fagkritik, som på mærkværdig vis fik gjort litteraturhistorisk arbejde til et masseprojekt.
Fagkritikkens fortræffeligheder
Historien om, hvordan det lykkedes at få hundredvis af danskstuderende til at engagere sig i ældre litteraturhistorie er stadig ikke skrevet. 70’erne har været temmelig ildesete, litteratur- såvel som universitetshistorisk. I flere fremstillinger fremstår de som en art mørk, munkemarxistisk middelalder, hvor man på universiteterne læste med rette glemte forfatteres kunstnerisk uambitiøse tekster med litterært ufølsomme socialvidenskabelige metoderSynspunktet har sin sandhed, men overser bl.a., hvordan læsere som Peer E. Sørensen og Jens Hougaard i en tradition fra Fjord Jensen brugte nykritikkens strukturbegreber til med stor tekstopmærksomhed at opspore historiske brudflader i værkerne.. Den gængse etikette er ‘ideologikritik’. Termen camouflerer bl.a. den socialhistoriske vending, der gjorde op med ideologikritikkens indignerede afsløring af den borgerlige litteratur som borgerlig for i stedet at rekonstruere litteraturens indlejrethed i en brydningsfuld social- og kulturhistorie. Et stærkt fokus var på 1600-tallets og 1700-tallets førborgerlige litteratur. En stor del af litteraturunderviserne på dansk i Århus var involveret i den store 9 binds litteraturhistorie, og den daglige undervisning var del af projektet. Det betød også, at vi studenter blev involveret. Allerede på første år slæbte vi årgange af tidsskrifter, som tydeligvis ikke havde været benyttet i årevis, ud af Statsbiblioteket for at opspore en spirende borgerlig offentlighed, mens vi diskuterede løs om overgangen fra feudalisme til kapitalisme. ”Danmark mellem feudalisme og kapitalisme” var netop titlen på en bog, som vi købte i tredje oplag fra november 1975. Bogen var skrevet af ‘Historiegruppen’, dvs. studenter nogle årgange over os, i tæt tilknytning til undervisningen i den nu hedengangne periodedisciplin.
Hvad lokkede mængder af ufunderede studerende til at lave en slags grundforskningi ældre dansk litteraturhistorie? Det primære var trods et udbredt politisk engagement ikke en overvættes kærlighed til ideologikritikken eller marxismen som metode. Noget skyldtes gruppepres, universitetsmarxismen var alt andet end liberal, når det gjaldt metodevalg, og de personlige omkostninger var ofte store. Men på positivsiden talte til gengæld, at litteraturhistorisk arbejde var værdsat i en universitær subkultur med organisatorisk styrke til at lave eget kulturhus i Århus C og udnytte sin demokratiske ret til at diktere studieordninger og ansættelsespolitik på store dele af universitetet. Det gav ikke kun eksaminer, men også social status og kulturel kapital. At det kunne gøre det, forudsætter som noget usagt, men dengang selvfølgeligt, at det centrale faglige paradigme var historisk. Dertil kommer, og det er den antiautoritære side af historien og i denne sammenhæng den vigtigste, at det faktisk var muligt for studerende at være med til at skrive historien om.
Fagkritikken var et projekt, man kunne arbejde med på. Historien fremstod åbenog dynamisk. Snarere end et færdigt bjerg af viden var den et konfliktfelt. Og deti mere end én forstand. Klassekampe og konflikter var en indgang til historien. Men genskrivningen var samtidig selv i konflikt med den overleverede lærdom –og den havde godt med interne kontroverser. Jens Hougaards særdeles kritiske efterord udstillede ”Danmark mellem feudalisme og kapitalisme” som et work in progress. Kontroverserne var også teoretiske. En vigtig dimension er nemlig, at der fandt en betragtelig kultur- og litteraturhistorisk teoriudvikling sted, fx omkring offentlighedsteorien. Foucault blev også læst, men primært som kulturhistoriker.
Den måde at arbejde på kan man – med en term, der dengang var et skældsord – kalde revisionistisk. Litteraturhistorien stod til revision, og det åbnede kanon og fjernede det monolitiske fra traditionen. Den skulle ikke kun læres, men også omskrives. Begge dele af værd at betone. Forsøget på at gentænke kanon krævede kendskab til den; man skulle kende det, man kritiserede. Men hvis man gjorde en indsats, kunne man føle, at man var med, og det allerede på de første år af studiet. Litteraturen blev bragt i dialog med materiale, ældre litteraturhistorier ikke havde haft fat i; den 100 sider lange litteraturhistorieopgave, jeg sammen med fire andre skrev om landarbejdere og tyende i århundredskiftelitteraturen trak på mængder af diskussioner i datidens aviser og tidsskrifter. De fleste opgaver, jeg i dag retter, holder sig i langt højere grad inden for opslagsværkernes etablerede sandheder.
Revisionisme: Kunsten at stryge historien mod hårene
Min antagelse er, at en art revisionisme stadig er nødvendig for at holde historien levende som paradigme og ikke som pligtstof, kanonlister og kedelig kulturarv. Derfor er mottoet Benjamins idé om, at hver epoke på ny må prøve at vriste overleveringen fri af konformismen. Revision er vel at mærke noget andet end revolution: Den forudsætter ikke, at overleveringen skal viskes ud, så man kan starte med en ren tavle, men tværtimod, at der er en kanon at revidere. Revisionen af kanon kræver bevidsthed om de normer, der lå bag konstruktionen af en gruppe tekster som særligt værdifuld og velegnet til national dannelse, eksistentiel selvudvikling eller æstetisk nydelse. Netop den dialektik har været tydelig i de feministiske og postkolonialistiske genskrivninger af traditionen. Historieskrivning var vigtige dele af disse projekter. De har flyttet om på kanon og givet et nyt blik på det, der er blevet tilbage. Det samme har lokale interventioner, som fx Anne-Marie Mais (der jo også med kvindelitteraturhistorien stod bag en af de mere globale omvendinger) anfægtelse af modernismens status i dansk efterkrigslitteratur.
Revisionisme er grundparadigme i al forskning, der vil være andet end fodnoter til traditionen. Skal vi engagere de studerende, må vi netop rykke undervisningen tættere på forskningen ved at lade vores arbejdsområde fremstå som åbent, dynamisk og konfliktuelt. Vi må give dem lov til at afprøve ubefæstede teorier på et stof, hvis problemer og faldgruber først erfares undervejs.
Det gælder derfor om både at blæse og at have mel i munden. Litteraturen er en del af den nødvendige dannelse, der bl.a. sikrer kulturel sammenhængskraft i form at kendskab til en fælles referenceramme. Kanon er uomgængelig. Men den er altid resultat af konflikter og kompromisser. Dvs. den står til forhandling. Hvis den ikke udfordres, går den død. Uden revisionismen bliver historien til en autoritær lektie, doxa, som Barthes kaldte det, som reelt ikke inviterer de studerende indenfor.
Litteratur:
Benjamin, Walter (1942): »Über den Begriff der Geschichte«, Gesammelte Schriften I, pp. 691-704. Frankfurt am Main: Suhrkamp 1974.
Historiegruppen (Arne Hald m.fl.) (1974): Danmark mellem feudalisme og kapitalisme. Arbejdspapirer til periodelæsning, Aarhus: Nordisk Institut, AU 1975.
Jensen, Johan Fjord (1995): »Historietabet«, i Aage Jørgensen (red.), Dansk til debat, Dansklærerforeningen 1996, pp. 93-111.
Kjældgaard, L.H. et al. (red.) (2012): Litteratur. Introduktion til teori og analyse, Århus: Aarhus Universitetsforlag.
Kondrup, Johnny (2013): »Det fremmede.: Om den historiske betragtning af litteratur«, Kritik 207, pp.133-143.
Lützen, Peter Heller (2002): Danskfagets danskhed – en bog om danskfaget mellem metode og nationalitet, Århus: Dansklærerforeningen.
Mai, Anne-Marie (2004): »L.A. Woman. Om litterturhistorieskrivningens problematik«, i Marianne Alenius et al. (red.), Kampen om litteraturhistorien. Festskrift til Pil Dahlerup, Dansklærerforeningen.
Sørensen, Peer E. (1973): Elementær litteratursociologi, Kongerslev: GMT.
Wolf, Werner (2011): »A Defence of (the Study of) Literature«, i Jan Alber et al. (eds.), Why Study Literature, Århus: Aarhus University Press, pp. 55-84.
Om Per Stounbjerg:
Per Stounbjerg, f. 1956, dr.phil. 2005 på afhandlingen Uro og urenhed. Studier i Strindbergs selvbiografiske prosa. Lektor i nordisk litteratur ved Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet. Har ud over Strindberg bl.a. skrevet om det grimmes æstetik og om realisme, modernisme og avantgarde. Se mere på www: http://person.au.dk/norps@hum