06.08.2018
Demokrati som de ekskluderedes oprørs- og styreform
Et af de vigtigste og mest indflydelsesrige politiske fænomener under Den Russiske Revolution var sovjetterne. Sovjetterne betegner de russiske arbejdere og soldaters spontane rådsdemokratiske selvorganisering, der både fungerede som et revolutionært instrument i kampen mod den eksisterende politiske orden og som en alternativ demokratisk organisationsform. ”Sovjet” betyder kort og godt “råd” og har, etymologisk, samme dobbelte betydning som det danske ord, der både refererer til vejledning og til en forsamling. Sovjetterne medvirkede som sådan til en spontan demokratisering af samfundet; de fungerede som en metode til at skabe deltagelsesdemokratiske forsamlinger og repræsentative organer for de ikke-repræsenterede og skabte kimformen til en ny rådsdemokratisk styreform, der grundlæggende er uforenelig med både monarki og borgerlige parlamentariske styreformer.
I den foregående og indeværende artikel diskuterer vi sovjetternes betydning for Den Russiske Revolution og bidrager til en formulering af den progressive rolle, vi mener sovjetterne kan spille for demokratisk teori og praksis. Det er vores ambition at kombinere analysen af den historiske udvikling af sovjetterne i og omkring 1917 med en teoretisk analyse af denne organisationsform i forhold til det liberale parlamentariske demokrati. I denne artikel – del 2 – fremlægger vi en skitse til en demokratiteori med udgangspunkt i de historiske erfaringer med rådsdemokrati under Den Russiske Revolution og umiddelbart efter.
VI. Sovjetternes efterliv i den europæiske arbejderbevægelse
Selvom sovjetterne blev undermineret i Rusland, udviklede den rådsdemokratiske tradition sig i resten af Europa efter Den Russiske Revolution. Første Verdenskrig havde rystet den politiske orden på hele kontinentet. Ved krigens afslutning i 1918 befandt mange europæiske lande sig i en præ-revolutionær tilstand. Arbejdere og soldater oprettede mange steder råd for at koordinere protester og strejker. Nogle steder udviklede disse råd sig til mere stabile alternative politiske strukturer, hvorfor rådsprincipperne blev udforsket i praksis i store dele af Europa efter Den Russiske Revolution; på fabrikker, i hæren, i flåden og blandt bønder overalt i Europa blev der etableret lokale råd og udpeget delegerede til begyndende rådsføderationer. Den Tyske Revolution, som vi kort uddyber nedenfor, var uden tvivl et af de mest afgørende eksempler. I Østrig, særligt i Wien, havde arbejderråd ligeledes etableret kontrol over betydelige dele af produktionen ved krigens afslutning, men rådsbevægelsen blev hurtigt domineret af reformistiske socialdemokrater, der underminerede dem til fordel for en parlamentarisk republik. I Ungarn, især i Budapest, men også i andre industrialiserede områder, etablerede arbejderrådene en kortlivet rådsrepublik i 1918, der imidlertid kun overlevede i 123 dage. I Italien spillede arbejderråd og fabriksbesættelser en afgørende i rolle i ‘de røde år’ (1919-1920), hvor landet befandt sig på randen af revolution. Rådene var særligt udprægede i de industrialiserede områder omkring Genoa, Milano og Torino, der havde udgjort kernen i den italienske krigsindustri (Gluckstein, 1985). Selv på den danske ø Als etableredes et arbejderråd af skomageren Bruno Topff, der eksisterede fra november 1918 til februar 1919. Lande med stor geografisk afstand, forskellige traditioner for arbejderrepræsentation, forskellige industrialiseringsgrader og forskellige politisk-strategiske positioner som resultat af Første Verdenskrig, udviklede med andre ord relativt ens rådsdemokratiske organer for arbejderkontrol og selvbestemmelse i årene umiddelbart efter krigen (Carsten, 1972; Lindemann, 1974; Sirianni, 1980).
Et af de vigtigste eksempler på rådsorganisering udenfor Rusland findes i den tyske rådsbevægelse. Denne bevægelse startede da den tyske flådes ledelse d. 24. oktober 1918 gav ordre til at starte en sidste desperat offensiv mod den overlegne britiske flåde, på trods af, at krigen for længst var tabt. Matroserne i Wilhelmshaven og Kiel nægtede at adlyde ordren og startede i stedet et mytteri. De organiserede sig i et sømandsråd i Kiel, der hurtigt etablerede kontrol over byen. Herfra spredte den revolutionære, socialistiske bevægelse sig til landets større byer, hvor arbejdere og soldater organiserede sig i lignende råd, der afløste de lokale myndigheder. Den 9. november 1918 blev der i Berlin proklameret ikke bare én ny republik, men to. Med opbakning fra de nyetablerede råd udråbte Karl Liebknecht en socialistisk rådsrepublik, men allerede et par timer inden havde den højtstående socialdemokrat Philipp Scheidemann proklameret Tyskland for et parlamentarisk demokrati fra Rigsdagens store balkon. Den dobbeltmagtsstruktur, der havde kendetegnet Rusland mellem de to revolutioner i februar og oktober, opstod således også i Tyskland. Rådene blev imidlertid hurtigt domineret af de reformistiske tyske socialdemokrater, der inddæmmede og underminerede den rådsdemokratiske bevægelse til fordel for etableringen af en borgerlig parlamentarisk republik. Men inden det lykkedes dem, havde Den Tyske Revolution væltet samtlige tyske monarker og kejseren samt rystet de gamle eliter i deres grundvold (Gluckstein, 2011: 36-43; Broue, 2005: 129ff, 149ff). Selv efter den socialdemokratiske regering havde nedkæmpet Spartakistoprøret i januar 1918 og likvideret Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht med hjælp fra rigsværn og frikorps og etableret Weimar Republikken, døjede landet med tilbagevendende politiske kriser og den rådsdemokratiske praksis havde etableret så dybe rødder, at der blev udråbt indtil flere rådsrepublikker over de følgende par år, blandt andet i delstaterne Bremen og Bayern.
Der havde længe været politiske forskelle på de socialistiske partier i Europa, men skellet mellem reformister og revolutionære havde primært været teoretisk forud for Første Verdenskrig og Den Russiske Revolution. Disse begivenheder splittede den europæiske venstrefløj og arbejderbevægelse endegyldigt mellem socialdemokratiske massepartier, der ønskede at ændre samfundet gennem parlamentarisk arbejde, og kommunistiske partier, inspireret af bolsjevikkernes idealiserede selvfortælling om deres rolle som arbejderklassens revolutionære fortrop. Konflikten mellem den parlamentariske socialdemokratisme og den revolutionære kommunisme dominerede debatten på venstrefløjen og i arbejderbevægelsen op gennem 1920’erne og 1930’erne. Men på ét afgørende punkt var socialdemokrater og kommunister forholdsvis enige. Begge grupper anså staten for at være afgørende: For socialdemokrater gav den demokratiske vej til statsmagten gennem parlamentarisme en enestående mulighed for at kontrollere kapitalismen; for kommunister skulle en proletarisk statsmagt etableres for at vinde klassekampen, for sidenhen at bevæge sig over i det klasseløse samfund (Eley, 2002: 89).
Der opstod dog også en tredje marginal position, der afviste både bolsjevisme og socialdemokratisme, særligt i spørgsmålet om statsmagtens strategiske centralitet, nemlig rådskommunismen. Den historiske erfaring med arbejder- og soldaterråd blev afgørende for denne gruppe tænkere, der ønskede at bevæge sig hinsides det borgerlige parlamentariske demokrati og kapitalismen, men som samtidig forholdt sig kritisk overfor udviklingen i Rusland (Rachleff, 1976: 178-276). Rådskommunisterne forsøgte at genoplive den rådsdemokratiske praksis ved at identificere de faktorer, der havde ledt bolsjevikkerne til at underminere sovjetterne på trods af deres eksplicitte målsætning om at opbygge en socialistisk sovjetrepublik regeret nedefra af lokale sovjetter. De pegede på to primære problemstillinger relateret til henholdsvis parti- og statsformen, hvilke Rådskommunisterne opfattede arbejderrådene som et alternativ til. Den revolutionære erfaring med arbejderråd i Den Russiske Revolution og Europa pegede således for rådskommunisterne ud over de institutioner, der ellers dominerer moderne politik: staten og idéen om statssuverænitet, såvel som kapitalisme, parlamentarisme, partier og fagforeninger.
Fællesnævneren for rådskommunisternes afvisning af både socialdemokratisme og bolsjevisme var deres identifikation af en sammenhæng mellem politiske separationsmekanismer og dominans, der kendetegner både parlamentarisk demokrati og “socialismen” som den havde udviklet sig i Rusland.
Den første af disse separationsmekanismer var adskillelsen mellem stat og samfund, som rådskommunisterne regnede som central for liberalismen. Staten blev ifølge liberalismen opfattet som en separat politisk entitet, der administrerede et apolitisk (kapitalistisk) samfund. Liberalismen hævdede således at være baseret på frihed og lighed i den politiske sfære på grund af universelle politiske rettigheder. Da samfundet ifølge liberalismen var en apolitisk entitet, havde begreber som frihed, lighed og dominans ingen væsentlig betydning, da disse var distinkt juridiske begreber kendetegnende for den politiske sfære. Men ifølge rådskommunisterne tjente staten i virkeligheden til at opretholde ejendomsforholdene (borgerskabets ejerskab over produktionsmidlerne), der udgjorde grundlaget for udbytningen af arbejderklassen. Separationen af disse to sfærer tjente således til at depolitisere og skjule denne proces.
Den anden separationsmekanisme, som det parlamentariske system var bygget på, var ifølge rådskommunisterne adskillelsen mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt. Denne adskillelse tjente til at besværliggøre den direkte oversættelse af folkets vilje til konkret politik, idet beslutningskompetencen var delt mellem mange instanser, hvoraf flere ikke var folkevalgte. Rådskommunisterne opfattede sovjetterne og arbejderrådene som politiske organisationsformer, der pegede ud over disse separationsmekanismer og derved på muligheden for at overkomme adskillelsen mellem magthavere og undersåtter, for så vidt rådene udgjorde ét samlet politisk samfund baseret på populær selvbestemmelse og økonomisk selvforvaltning.
1920’ernes rådskommunister anvendte disse indsigter i angrebet på både den socialdemokratiske parlamentarisme og bolsjevikkernes etpartistyre. Angrebet på bolsjevikkerne tog udgangspunkt i en genfortolkning af Den Russiske Revolution. Argumentet var, at Den Russiske Revolution – i kraft af regeringens efterfølgende pacificering af sovjetterne – skabte de samme separations- og dominansmekanismer som borgerlige, parlamentariske samfund var baseret på. Rådskommunisterne var således yderst kritiske over for den “virkeliggjorte socialismes” udformning i Rusland. Men deres kritik blev ikke leveret fra højre – det vil sige fra et liberalt, parlamentarisk eller kapitalistisk perspektiv, som det oftest var tilfældet under Den Kolde Krig – men fra venstre. Den rådskommunistiske kritik af bolsjevismen argumenterede for, at den eneste måde at overkomme hierarki og dominans på, var at give afkald på enhver form for lederskab, parti eller bureaukrati separat fra arbejderklassen selv. Kun gennem arbejderklassens autonome selvbestemmelse, selvforvaltning og selvstyre, dvs. sovjetterne, kunne udbytning og dominans endegyldigt ophæves (Pannekoek, 2003: 83).
For rådskommunisterne var sovjetter og arbejderråd de helt centrale politiske organer på grund af deres dobbelte karakter som midlertidige kamporganer med evnen til at nedbryde det bestående, og som permanente organer for selvbestemmelse – det vil sige som både kampform og styreform. På grund af de interne mekanismer med imperative mandater og øjeblikkeligt tilbagekald, anså rådskommunisterne sovjetterne som den organisationsform, der var i stand til at udøve politisk magt uden at komme til at udgøre et separat organ, der over tid ville blive dominerende. De opfattede sovjetternes nederlag i Den Russiske Revolution som et grundlæggende tilfældigt udfald af politiske kampe og ulige styrkeforhold. Sovjetterne havde generelt vist sig enormt effektive, selv i ekstremt pressede situationer. Deres nederlag i Rusland og Tyskland havde været et resultat af henholdsvis et kommunistisk og et socialdemokratisk parti, der arbejdede gennem dem, for at underminere dem indefra og derefter knuse dem.
Rådskommunisterne anvendte lignende argumenter imod de socialdemokratiske partier. På grund af disse partiers deltagelse i det parlamentariske system, deltog de i den dominans, som adskillelsen mellem parlament og befolkning bevirker. Gennem deres parlamentariske arbejde forsøgte socialdemokraterne at tøjle kapitalismen snarere end at bekæmpe den, hvilket ifølge rådskommunisterne var en umulig opgave, der ifølge dem afslørede socialdemokratierne som bureaukratiske og statsfikserede organisationer, der varetog deres egne og statens interesser i parlamentet – snarere end arbejderklassens.
1920’erne og 1930’ernes rådskommunister udviklede således deres teorier om rådsdemokrati gennem en tofrontskrig: Både bolsjevikker og socialdemokrater forbrød sig imod hvad de anså for socialismens grundlæggende betydning, nemlig arbejdernes selv-emancipation. Arbejderrådene var den institutionelle mekanisme, der kunne opnå denne selv-emancipation, på grund af deres forankring i arbejdernes selvstændige kamp imod undertrykkelse og udbytning og på grund af deres specifikke demokratiske strukturer baseret på lokal selvforvaltning, imperative mandater og øjeblikkeligt tilbagekald. Rådskommunisterne konkluderede således, at sovjetterne kunne fungere som både revolutionære kamporganer og et post-revolutionært, emanciperet samfunds grundlæggende politiske form.
VII. Omrids af en politisk teori om rådsdemokrati
Igennem disse artikler har vi kortlagt sovjetternes rolle i Den Russiske Revolution, analyseret bolsjevikkernes relation til sovjetterne efter Oktoberrevolutionen og diskuteret de bredere europæiske erfaringer med rådsorganisering og -teoretisering. Vi vil nu, i denne sidste del, skitsere hvordan disse historiske erfaringer med arbejderråd og de forskellige teoretiske fortolkninger kan bidrage til en teoretisk bestemmelse af rådsdemokratiets specifikke karakter og potentiale, som vi tegner op over for det parlamentariske demokrati.
Den grundlæggende rådsdemokratiske form, som den udviklede sig i de russiske revolutioner og efterfølgende i Europa, kan opsummeres relativt kort: Lokale forsamlinger varetager lokale opgaver gennem fælles deliberation, beslutningstagning og handling. Anliggender, der er af bredere geografisk og politisk relevans, varetages af regionale sovjetter, og anliggender, der vedkommer hele den politiske sammenslutning, varetages af en central sovjet – i Rusland først Petrograd-Sovjetten og efterfølgende den Alrussiske Sovjetkongres. Relationerne mellem de forskellige lag i denne rådspyramide er karakteriseret ved imperative mandater og øjeblikkeligt tilbagekald, der i hvert fald teoretisk sikrer, at den politiske magt forbliver på græsrodsniveau. Således undgår man at fremmedgøre den politiske magt, samtidig med, at man muliggør etableringen af et politisk system med større rækkevidde end en bystat eller kommune. Således sikres også en balance mellem decentralisering og centralisering; mellem lokalt selvstyre og effektiv kollektiv handling. Baseret på dette historisk funderede omrids af sovjetternes rådsdemokratiske struktur, er det muligt at identificere de unikke karakteristika, der adskiller dem fra det parlamentariske demokrati og derved tegne et omrids af det russiske rådsdemokratis unikke bidrag til politisk og demokratisk teori og praksis.
Den første forskel relaterer sig til, hvorvidt populær selvbestemmelse er reel eller formel. Både det parlamentarisk demokrati og rådsdemokratiet hævder at være baseret på folkets vilje og selvbestemmelse. For parlamentarisk demokrati forbliver den folkelige selvbestemmelse dog en fiktion eller en ren formalitet: I det øjeblik, hvor folket skal gennemtrumfe dets vilje, bliver det opløst, privatiseret og atomiseret i individuelle valg af autonome repræsentanter, der herigennem får monopol på politisk beslutningstagning mellem valg. I stedet for, at folket har kontrol med dets institutioner, får institutionerne kontrol over folket. Allerede Jean-Jacques Rousseau analyserede denne dynamik med bidende ironi (Rousseau, 2002: 220-223). Dermed ikke sagt, at ‘folket’ kan eller skal tale med én stemme eller, at ‘folket’ har én enkelt vilje – ‘folket’ er altid flertydigt og i konflikt med sig selv, det indeholder og udtrykker en pluralitet af krav, interesser og overbevisninger. Spørgsmålet er derfor, hvilke institutionelle mekanismer, der kan approksimere og/eller konstruere en fællesvilje med udgangspunkt i befolkningens hverdag. De historiske arbejderråd tog udgangspunkt i hverdagslivet. De forsøgte at etablere demokratisk selvbestemmelse på arbejdspladsen eller i nabolaget, hvor folks levede liv fandt sted, og hvor undertrykkelse og dominans derfor føltes mest direkte. Ved at tage udgangspunkt i demokratiseringen af hverdagslivet og konstruktionen af en fællesvilje baseret på dette udgangspunkt, forsøgte sovjetterne at gøre den populære selvbestemmelse direkte og reel snarere end fjern og udelukkende formel. I stedet for, at den folkelige fællesvilje skabes via en akkumulation af individuelle enkeltviljer udtrykt ved hemmelige stemmeafgivning og uden mulighed for fælles deliberation, var sovjetterne et forum for både kollektiv deliberation og beslutningstagning. I stedet for, at det politiske liv og den politiske beslutningsproces var forbeholdt få valgte repræsentanter, og som sådan udgjorde en aristokratisk form, forsøgte sovjetterne at åbne den politiske beslutningsproces og skabe en inkluderende og pluralistisk organisationsform. I stedet for at forestille sig én repræsentativ forsamling, der er i stand til at repræsentere befolkningen på alle områder, inkorporerede rådsdemokratiet i stedet mange forskellige delibererende, repræsentative og besluttende forsamlinger.
Dette bringer os videre til den anden forskel mellem rådsdemokrati og parlamentarisk demokrati, nemlig deres forskellige opfattelser af politisk repræsentation og delegation. Parlamentarisk demokrati er baseret på idéen om politisk repræsentation, ikke delegation, hvilket vil sige, at repræsentanterne ikke kan afsættes mellem valg eller få instrukser direkte fra vælgerne. Rent begrebshistorisk er der bred enighed om, at repræsentation er en aristokratisk mekanisme til at ophøje de mest ‘egnede’ og mest ‘noble’ til at styre, ikke et demokratisk begreb til at højne folkets magt (Urbinati, 2006: 1). Kravet om repræsentation blev oprindeligt rejst af aristokratiet, og derefter borgerskabet, over for kongemagten, ikke af folkelige kræfter (Manin, 1997: 1-7). Den politiske teori, der udviklede sig op gennem 1700-tallet og 1800-tallet, skelner helt bevidst mellem et demokrati og en republik, hvor den afgørende forskel er, at republikken indeholder et repræsentativt styre modsat demokrati. Repræsentation blev således først en uomgængelig del af vores forståelse af demokrati efter Anden Verdenskrig, og for klassiske politiske tænkere som Thomas Hobbes og Jean-Jacques Rousseau var repræsentation og fremmedgørelse to sider af samme sag. Repræsentation blev konsekvent forstået som en mekanisme til afhændelsen af magten, ikke til magtens folkelige fastholdelse. I den danske Grundlov (§ 56) hedder det ligeledes, at Folketingets medlemmer kun er forpligtet af deres egen samvittighed mellem folketingsvalg og ikke af det folkelige mandat, de er blevet valgt på.
De historiske arbejderråd var ikke baseret på repræsentation, men på delegation. Delegation adskiller sig fra repræsentation for så vidt, at magten ikke afhændes i forholdet mellem de forskellige lag i rådspyramiden. Imperative mandater og øjeblikkeligt tilbagekald skal – i hvert fald teoretisk – sikre, at de lokale råds delegerede ikke forfølger deres egne holdninger og interesser eller på sigt kan etablere sig som et distinkt bureaukratisk lag med magt over de lokale råd. Idéen er kort sagt, at den fælles, politiske vilje konstrueres i sovjetterne som folkelige organer, og at de delegerede udelukkende viderebringer denne vilje i uændret form til næste lag i rådspyramiden. Disse mekanismer blev undermineret i Rusland som følge af politiske kampe og handlinger, snarere end på grund af deres institutionelle svaghed.
Rådenes pyramidiske organisationsform er den tredje forskel mellem rådsdemokratiet og det parlamentariske demokrati. Det parlamentariske demokrati er opstået efter opkomsten af den moderne stat, og er således et forsøg på at demokratisere staten. Et sådant forsøg er efter vores overbevisning svært: Staten er i sin essens en monarkisk politisk form, baseret på det hierarkiske forhold mellem en suveræn magt og dens underordnede subjekter (Kalyvas, 2005: 224). Staten er konstitueret i modsætning til samfundet (forstået som dens subjekter) og udgør (i hvert fald i teorien) en omnipotent og absolut aktør, der transcenderer og hersker over samfundet som helhed. Statssuverænitet og demokratisk handling er derfor svært forenelige, da det første er baseret på enhed, hierarki og magt som befaling; mens det sidste er baseret på pluralisme, egalitarisme og magt som fælles handling (Arendt, 1998: 22-72).
De historiske arbejderråd forsøgte at etablere en anden ‘ekstra-statslig’ politisk form, baseret på føderationen som organisationsform. Rådspyramiden med sine lokale, regionale og centrale sovjetter var i hvert fald idealtypisk en føderal politisk form, der konstituerede sig ved siden af den etablerede stat. Føderationen som politisk form er karakteriseret ved fraværet af suverænitet, ved selvbestemmelse og lige medbestemmelse: selvbestemmelse på de områder, der kun vedkommer den enkelte sovjet; lige medbestemmelse på områder af fælles relevans. Føderationen indeholder flere niveauer for deliberation, delegation og deltagelse. Rådsdemokrati er således ikke et forsøg på en demokratisering af en essentielt udemokratisk politisk form (staten), men en videreudvikling af en grundlæggende demokratisk form (føderationen).
Det bringer os til den fjerde og sidste vigtige forskel mellem rådsdemokrati og parlamentarisk demokrati, nemlig forskellen mellem konstruktionen af politiske organer som klasseneutrale eller klassespecifikke. Parlamentarisk demokrati hævder at være baseret på klasseneutralitet, idet stemmeret og valgret er universel. Marx havde allerede i Kritik af Hegels Retsfilosofi (skrevet i 1843) og Om Jødespørgsmålet (1844) kritiseret denne illusoriske klasseneutralitet som dækkende over den kapitalistiske udbytning, idet lige og frie relationer i parlamentariske system kun gør sig gældende i den politiske sfære og ikke i den økonomiske (Marx, 1996: 211-242). Denne påståede klasseneutralitet gør også, at parlamentariske systemer ikke kan modvirke den strukturelle sammenhæng mellem økonomisk og politisk magt (McCormick, 2011). Sovjetterne opstod som kamporganer for arbejderklassen og var som sådan klassespecifikke organer for de undertrykte og ekskluderede, hvorfor de viderefører den antikke forståelse af demokrati som de fattiges styreform (Aristoteles, 1992: 192/ 1279b26). Forståelsen af demokrati har altid balanceret mellem ‘folkets magt’ og ‘de fattiges magt’ – jævnfør idéen om ‘pøbelvælde’. Som også Lenin påpegede, var sovjetterne en både kvantitativ og kvalitativ udvikling af demokratiet, idet rækkevidden for de politiske beslutninger blev udvidet med demokratiseringen af økonomien (et af de kvalitative elementer) og idet deltagelsen af arbejdere og bønder i den politiske beslutningsproces udvidede antallet af politiske borgere betydeligt (det kvantitative element). Sovjetternes klassespecificitet udgør således grundlaget for Lenins evaluering af sovjetterne som en ‘højere’ demokratiform. Sovjetternes opståen som klassespecifikke organer vidner således om, at demokrati kan forstås som både oprørsform og styreform. Demokrati kan via den historiske erfaring med sovjetterne forstås som de fattiges, de undertryktes, og de ekskluderes oprør mod de rige og de bemidlede, samtidig med, at dette oprør indeholder kimen til en mere egalitær, anti-hierarkisk og deltagelsesorienteret modstands- og styreform.
Denne artikel tager udgangspunkt i det redigeringsarbejde, forfatterne har foretaget i forbindelse med udgivelsen af Den Russiske Revolution (2017) i Slagmarks revolutionsserie (sammen med Mathias Hein Jessen og Kasper Mikael Jacek), som kan købes her
Referencer
Arendt, Hannah (1998): The Human Condition, Chicago: University of Chicago Press.
Aristoteles (1992): The Politics. London: Penguin.
Broue, Pierre (2005 [1971]): The German Revolution 1917-1923. Leiden: Brill.
Carsten Francis (1972): Revolution in Central Europe, 1918-1919, London: Maurice Temple Smith Ltd.
Eley, Geoff (2002): Forging Democracy: The History of the Left in Europe, 1850-2000. Oxford: Oxford University Press.
Gluckstein, Donny (1985): The Western Soviets: Workers’ councils versus Parliament, 1915–1920. London: Bookmarks.
Kalyvas, Andreas (2005): “Popular Sovereignty, the Constituent Power, and Democracy,”
Constellations, 12 (2), s. 223-244.
Lindemann, Albert (1974): The Red Years: European Socialism Versus Bolshevism, 1919-1921, Berkeley: University of California Press.
Manin, Bernard (1997): The Principles of Representative Government, Cambridge: Cambridge University Press.
Marx, Karl (1996): “On the Jewish Question” i Early Writings, London: Penguin Classics, s. 211-242.
McCormick, John (2011): Machiavellian Democracy, Cambridge: Cambridge University Press.
Pannekoek, Anton (2003): Workers’ Councils. London: AK Press.
Rachleff, Peter J. (1976): Marxism and Council Communism. Brooklyn: The Revisionist Press.
Rousseau, Jean-Jacques (2002): The Social Contract and the First and Second Discourses, New Haven: Yale University Press.
Sirianni, Carmen (1980): “Workers’ Control in the Era of World War I: A Comparative Analysis of the European Experience” i Theory and Society Vol. 9, nr. 1, s. 29-88.
Urbinati, Nadia (2006): Representative Government: Principles and Genealogy, Chicago: Chicago University Press.
