Marianne, du går lige i fælden

Åbent brev til Marianne Jelved fra Ole Grünbaum efter debatarrangement i Politikens Hus arrangeret af Turbulens.net

1. februar, 2005

Kære Marianne Jelved. Tak for debatten forleden i Politikens Hus om dannelse og folkeskole. Du fremførte dine synspunkter med stor autoritet. Folkeskolen skal være almen, det vil sige for alle, alle skal gå sammen, og folkeskolen skal opdrage til demokrati. Og den bliver nu angrebet, sagde du, med en kombination af frit skolevalg og offentliggjorte test-resultater for børnene helt ned til 2. klasse.

Jeg kan genkende en vis sandhed i det du sagde. Selvfølgelig er det populistisk straks at forlange flere tests, fordi en undersøgelse viser, at der er problemer med danskkundskaberne. Det lyder jo nærmest som om tests alene vil klare problemerne.

Men…der er et stort, rungende men.
Når du taler om den almene skole og opdragelse til demokrati og fællesskab, så gør du det godt og næsten overbevisende. Det er lige ved, man bliver rørt og får lyst til at hejse dannebrog.

Pas på, Marianne

Alligevel siger en stemme i mig: Pas på, Marianne. Du er ved at sætte en fælde op, som du – og dine mange ”frisindede” og ”moderne” meningsfæller – selv vil falde i.

Vi får en klar politisk polarisering. Og det gør det jo nemmere at stemme. På den ene side råber Pia Kjærsgaard, de konservative og venstre: ”Litterær kanon og offentliggjorte testresultater helt ned til 2. klasse”. På den anden sider svarer du og det meste af centrum-venstre-oppositionen: ”Nej til kanon og tests. Ja til fællesskab og demokrati i skolen”.

Men det er en fælde.

For det første, fordi vi er ganske mange i dette land, som ikke ønsker at vælge mellem Pia Kjærsgaard og VK og litterær kanon og tests på den ene side – og centrum-venstre-oppositionen og bevarelse af 70ernes skoletankegang på den anden.

Hvis man for eksempel ønsker at stemme på dig af helt andre grunde, men samtidig går ind for den litterære kanon og også gerne så folkeskolen teste og evaluere bedre – så gør du det altså svært for en.

Men, ok, kunne man sige. Det er politik. Når man stemmer, kan man ikke undgå at få noget med i pakken, som man ikke ønsker.

Men skole-polariseringen er også en fælde af helt andre og mere vægtige grunde.

Den efterlader de mange, mange seriøse og hårdtarbejdende skolefolk i dette land i et umuligt dilemma. Fordi virkeligheden derude på skolerne ikke kan rummes af disse begrebs-modstillinger. Hverken dem, du stiller op, eller dem, de borgerlige stiller op.

En anden virkelighed

Samfundet har ændret sig meget siden 60erne og 70erne. Børnene er meget mere individualister, end vi var, da vi gik i skole. Og samfundet leverer en helt anden virkelighed, som meget mere kræver, at de enkelte tager vare på sig selv og deres udvikling.

Det er ikke slut på fællesskab og demokrati, men det er måske et andet slags fællesskab, som vore børn og børnebørn skal leve i. Og der kan det meget vel være, at de flotte ord om den almene skole og demokratiet i virkelighedens verden er eller bliver en spærre for at skolen kan hjælpe hver enkelt elev til at lære og udvikle sig optimalt.

Virkeligheden bag begreberne kan godt se sådan her ud: at ideologien om fællesskab og demokrati spærrer for de enkelte elevers personlige udvikling. Man bruger nemlig disse ideer som et påskud til at forhindre elever i at fordybe sig i specielle interesser, man bruger ideologien til at sætte bremser i for de kvikkeste elever.

Og derved får man – i virkelighedens verden – en skole, som heller ikke hjælper de såkaldt svageste elever særlig godt. Man får en middelmådig og udynamisk skole. Og alle lider under det, stærke såvel som svage.

Hvis dette er sandt, så kan det godt være en god idé at teste eleverne noget mere. Formålet med testning skal selvfølgelig ikke blot være, at de ressourcestærke forældre kan få redskaber til at finde den bedste skole for deres børn, men det skal først og fremmest være at kunne arbejde bedre med den enkelte elev.

Og nu vi er ved det. Ikke bare eleverne, men også lærerne skal da testes og evalueres!

Jamen, sagde du på mødet, testning fører til, at det kun bliver det målbare, som man går efter, og mange store og vigtige kvaliteter bliver derfor nedprioriteret.

Den kritik er ikke ved siden af, og den er også sand, når man ser på dit eget virke som vicestatsminister og økonomiminister. Det gælder jo hele det offentlige, at mere og mere test og evaluering fører til, at store kvaliteter som omsorg og kreativitet ligesom ikke fremmes.

Men selvfølgelig skal man evaluere en stor virksomhed, og også en lille. Det er bare ikke nok at evaluere. Man skal først og fremmest diskutere formål og sætte sig mål og løbende arbejde med forståelsen af, hvad man gør. Gør man det, så kan man bruge evalueringer. Gør man det ikke, så bliver evalueringer enten paniksignaler eller sovepiller.

Hvad jeg prøver at sige er, at vi godt kan arbejde for at fortsætte folkeskolens almene og demokratiopdragende sigte samtidig med at vi tester og evaluerer og individualiserer. Det vil jeg endda tro, at landets førende pædagogiske specialister mener.

Derfor er det en kæmpe fælde at stille disse ting op som modsætninger.
Og et svigt imod skolen og folket.

Hop ud af skolefælden, Marianne, før det er for sent.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *