02 Jun Retten til opstand
07.06.2021
Hvad er demokrati? De fleste tænker nok først og fremmest på valg. På stemmeurner og partidebatter. På landkort med partifarver og søjlediagrammer med partisymboler. På møder i andelsforeningen og i fodboldklubben. På fred og fordragelighed, respektfuld debat, håndtryk og civiliseret uenighed.
Men hvad med tåregasgranater? Armstumper og afrevne hænder? Urobetjente i fuld uniform? Skjolde, stave, ridende politi, masseanholdelser, skrigende demonstranter, der ligger på den våde asfalt, mens et halvt dusin betjente tæver dem til ukendelighed? Halvtreds gymnasieelever, der sidder på knæ i en baghave, stirrende tomt frem foran sig med hænderne bag nakken mens betjente filmer dem og joker om, at deres klasselærer nok aldrig har set dem opføre sig så ordentligt? Une classe qui se tient sage. En klasse, der opfører sig pænt, som den filmende betjent grinende formulerer det.
Den franske dokumentarfilm Un pays qui se tient sage (engelsk titel: The Monopoloy of Violence) tager sit navn fra denne scene, som udspillede sig i den parisiske forstad Mantes-la-jolie i december 2018. Filmen består af en række optagelser fra De Gule Vestes spektakulære sammenstød med politi samt klip med en række franskmænd, der i et mørkt studie kommenterer på disse billeder og diskuterer med hinanden to og to: sociologer, kunstnere, politifolk, jurister, fagforeningsfolk, aktivistiske journalister og demonstranter, der ser sig selv miste øjne, forstanden og bevidstheden.
Diskussionerne kredser om en række interessante problemstillinger om Frankrigs politiske orden og de vestlige demokratier generelt. Det diskuteres, hvordan undtagelsestilstanden er blevet et normalt instrument for regeringen. Hvordan der indføres zoner, hvor almen lov ikke er gældende. Hvordan der indføres situationer, hvor excessiv politivold betragtes som acceptabel. Hvordan ikke blot den udøvende, men også den dømmende magt holder folk fra gaden i en kombination af præventive tilbageholdelser (uden efterfølgende sigtelse) og en eskalering af vold. Som en demonstrant formulerer det: Hvis ikke det var for volden, ville der have været mange flere demonstranter.
Men det diskuteres også, hvordan moderne teknologi og medier pludselig har gjort denne førhen usynlige vold synlig. Filmen bruger optagelser fra mobiltelefoner, som viser demonstranter, der sidder med deres venner på gulvet i en restaurant og alligevel bliver tævet halvt ihjel med knipler, eller en panorering fra midten af en demonstration, hvor kameraet pludselig, voldeligt, laver et tilt, hvor vi først ser himlen og dernæst oprevede meddemonstranter, som iler til og bøjer sig ind over kameraet, mens lyd af smerte, støn og skrig efter en læge overtager lydbilledet. Jeg stopper denne livetransmission nu, siger en meddemonstrant til kameraet, mens telefonens ejer – ramt af en røggranat – bliver ved med at spørge efter sin telefon. Ingen telefon, ingen demonstration.
Ritualiseret Vold
Demonstrationerne er en kamp om billeder, og giver mindelser til Jean Baudrillards berømte og forkætrede diktum, at Golfkrigen aldrig fandt sted. Det er spektakler i en propagandakrig mellem demonstranter og regeringen. Som sociologen Fabien Jobard forklarer i en af filmens bedste scener, er det imponerende, hvor ritualiseret, disciplineret og tilbageholdende volden i disse demonstrationer er. En håndfuld urobetjente står ved deres motorcykler med tusindvis af vrede demonstranter foran sig. En demonstrant løber hen og skubber den ene betjent, som vælter med sin motorcykel. De andre betjente løber hen for at forsvare deres kollega, som lige nu er sårbar på jorden, og den ene betjent trækker kort sin pistol, men stikker den straks tilbage i hylsteret. Demonstranterne råber og opfører sig truende, men holder behørig afstand. Betjentene kommer på motorcyklerne, og i selv samme sekund, betjentene kan køre sikkert væk, stormer demonstranterne frem. De angriber først, da de er sikre på, at fjenden kan komme i sikkerhed.
I sin kommentar til sekvensen understreger politimanden – hvis deltagelse i filmen er en befrielse, da den giver filmen perspektiv og skaber en spænding mellem forskellige opfattelser – hvor farlige demonstranterne er, hvor vanvittigt de opfører sig. Han er bekymret for politifolkenes sikkerhed og legitimerer politiets vold med henvisning til demonstranternes ekstreme vold. Men som både en sociolog og en advokat påpeger i filmen, er disse demonstrationer på ingen måde kendetegnet ved ekstrem vold fra demonstranternes side. De er truende, der begås hærværk, men volden forbliver langt henad vejen rituel og symbolsk, som med urobetjentene, der skræmmes, men ikke reelt forsøges tilintetgjort. De døde er alle på civil side.
Magtens Manifestation
De Gule Vestes opstande var en revolte og ikke en revolution. De manifesterede utilfredshed og frustration, men der var intet politisk program, intet forsøg på – endsige ønske om – at tage magten, ingen storm på Nationalforsamlingen. Som en af demonstranterne formulerer det, handler protesterne om at få magten til at manifestere sig. Til hverdag er magten overalt, decentraliseret, pulserende i de rytmer, som vores liv følger. De er i byplanlægningen, på arbejdspladsen, i skolen, i boligmarkedet. Hvis du vil klare dig bare nogenlunde i dette liv, må du være på en bestemt måde, tage nogle bestemte valg, opføre dig pænt som en gymnasieelev på knæ i en baggård.
Men når du deltager i en demonstration, manifesterer magten sig. Der er modstand, noget du kan kæmpe imod, slå på, forsøge at ødelægge. Filmen krydsklipper elegant mellem billeder af De Gule Vestes voldelige optøjer, smadrede butiksvinduer, løbende demonstranter, røggranater – og så de selvsamme gader på en ’normal’ hverdag med de pæne facader, trafikkens normale cirkulation, folk der køber ting. I det første er alt kaotisk og byrummet transformeret til forhindringer og bastioner. I det andet glider alt glat i kapitalens evige selvvalorisering. Som demonstranten formulerer det, er demonstrationen forbundet med nydelse og tilfredsstillelse. Når du holder et stykke smadret glad fra en butiksrude eller bankautomat, så holder du et stykke af magten i din hånd. Du kan ikke besejre den, men du kan såre dens stolthed.
Demonstrantens ord og opfattelse viser klart demonstrationernes begrænsninger. Som sociologen Fabien Jobard påpeger i sin analyse af den rituelle vold: Alle ønsker, at staten bevarer sit voldsmonopol. Demonstranterne såvel som politiet. Demonstranterne fordi de dybest set appellerer til den eksisterende magt – ingen kæmper for en fundamentalt anden politisk orden – og politiet fordi de udøver og konserverer den.
Retten til opstand
I det hele taget centrerer filmen sig omkring spørgsmålet om statens monopol på legitim vold. Hvor demokratisk er den egentlig? Tesen blev formuleret af den autoritære liberalist, Max Weber, der anså statens voldsmonopol som et logisk resultat af en professionalisering af politik og statsadministrationen. I filmen argumenterer flere af deltagerne for, at statens voldsmonopol er demokratisk fordi vi alle afgiver vores naturlige ret til at forsvare os selv og vores interesser til en tredje magt, når vi indgår i samfundet. Vi accepterer samfundets love og beskyttelsen af den herskende orden til gengæld for, at alle andre også gør det. Det er værd at bemærke, at dette er en hobbesiansk logik, som på ingen måde er demokratisk, men som handler om accepten af en stat som sådan (Hobbes var selv absolutistisk monarkist). I denne optik er al modstand fundamentalt set illegitim. Vi har valghandlingen og parlamentet, og den juridiske og udøvende magt betragtes som en art stumt instrument, der blindt udfører suverænens vilje, og det er derfor udemokratisk at manifestere sin modstand imod den herskende sociale og politiske orden.
I FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder af 1948 hedder det om retten til modstand, at det er essentielt, at menneskerettighederne beskyttes af retsstaten, hvis ikke folk skal gribe til oprør imod tyranni. Retten til modstand er her ikke formuleret som en menneskeret, men som et rent negativ – som noget, man kan blive tvunget til at kaste sig ud i, hvis ikke retsstaten eksisterer.
Der eksisterede dog en anden opfattelse af retten til modstand, da den første gang blev formuleret som en integreret del af mange af de menneskerettighedserklæringer, der blev diskuteret og i nogle tilfælde vedtaget i Den Franske Revolution (1789-1794). For nogle betød retten til modstand, at borgerne skulle have en ret til at indkalde lokale rådsforsamlinger til at diskutere, om staten forbrød sig imod borgerne. Men for andre blev retten til modstand forbundet retten til oprør. I Maximilien Robespierres udkast til en Rettighedserklæring af 1793 hedder det, at hvis så meget som et enkelt medlem af samfundslegemet er undertrykt, har alle medlemmer en ret og en pligt til at gøre oprør imod den eksisterende orden. Det hedder desuden, at man må antage, at enhver regering har en tendens til korruption og til at tage vare på egne snarere end borgernes interesser.
Man kan nemt forestille sig et ’demokratisk’ system, hvor der er valg og en professionel udøvende magt, der systematisk undertrykker et mindretal og ignorerer dets behov. I Robespierres optik har alle borgere i et sådant samfund en ret og en pligt til at gøre oprør. Fordi man desuden må antage, at der i magtfulde embeder vil være en vis tendens til at tage vare på egne gruppers behov, er det endda nødvendigt med konstant ekstra-parlamentarisk og ekstra-juridisk politisk aktivitet til at holde magten på dydens smalle sti, hvor det tager vare på det fælles bedste. I denne optik har staten ikke et legitimt monopol på vold. Her er vold legitim, når den angriber undertrykkelse, mens det er opretholdelsen af status quo, der er illegitim.
De franske demonstranter og intellektuelle er rundet af den republikanske tradition, der går tilbage til revolutionstiden, hvilket kommer til udtryk undervejs i filmen. Men det er den moderate variant, der tilskriver staten monopol på legitim voldsudøvelse. Der er ingen bevidsthed om den mere radikale republikanisme, der aktivt søger at finde en plads til retten til opstand i den etablerede politiske orden. Filmen om ’et land, som opfører sig pænt’ er interessant, fordi den rejser dette spørgsmål. Men den er også interessant som et symptom på den mangel på evne til at formulere en alternativ vision til den i stigende grad autoritært liberale orden, vi lever i. Dette symptom manifesteres i filmens slutscene, som ikke viser nogen positiv vision, men hvor et kamera fra en mobiltelefon i stedet zoomer ind på den blodige armstump for hvis ende, der få sekunder forinden havde siddet på en hånd. Fade to black.