Lad os danse med moralen!

Georges Batailles “Nietzsche. Memorandum” er en bog, der, som titlen antyder, vil have os til at ihukomme og forholde os til det vigtigste fra Nietzsches forfatterskab. Men det er vigtigt at understrege, at Bataille bruger Nietzsche som en indgang til sin egen filosofi. Man bør derfor være opmærksom på, at det er en Bataille-sorteret Nietzsche, som man har med at gøre.

Georges Bataille
Nietzsche. Memorandum. Maksimer og tekster samlet og fremlagt af Georges Bataille
Forlaget Klim, 2022

 

 

 

 

 

10.04.22

George Batailles Nietzsche. Memorandum er en bog, der, som titlen antyder, vil have os til at ihukomme og forholde os til det vigtigste fra Nietzsches forfatterskab. Men det er vigtigt at understrege, at Bataille bruger Nietzsche som en indgang til sin egen filosofi. Man bør derfor være opmærksom på, at det er en Bataille-sorteret Nietzsche, som man har med at gøre.

Nietzsche. Memorandum er ikke bare skrevet med Nietzsches tanker for øje. Det er næsten udelukkende Nietzsches egne ord. Af bogens (foruden Peter K. Westergaards indledning) omkring 80 sider er det kun lidt over tre sider, der er skrevet af Bataille selv. Det er i alt 280 korte Nietzsche-citater, der tilsammen udgør størstedelen af bogen. Det er tydeligt fra starten, at denne bog ikke lader sig overvinde med hurtig gennemlæsning – det er meningen. Bataille benytter sig nemlig af det poetiske sprog og den antimetode, han kalder for meditationen. Han skriver på første side i bogen: “Jeg forestiller mig, at ingen bog er mere værdig end denne til at blive mediteret over – mediteret drøvtyggende, endeløst. Ingen meditation er mere afgørende end denne” (Bataille, 2022, s. 40). Vi må altså forstå, at det ikke er meningen, at vi bare kan begribe eller indkapsle denne bog, eller Nietzsches tænkning i det hele taget, i vores forståelse og fortolkning. Vi må læse Nietzsche RIGTIGT!

Batailles direktiv om, at vi bør være drøvtyggende grublere, er formentlig en henvisning til Nietzsches tanke om læsningens kunst fra forordet til Zur Genealogie der Moral (1887), hvor Nietzsche skriver, at man er nødt til at øve sig i noget, som ofte glemmes, når man læser, “noget, som man næsten er nødt til at være ko og i hvert fald ikke ‘moderne menneske’ for at gøre: at tygge drøv…” (Nietzsche, 1993, s. 24). Netop denne pointe er yderst vigtig for at forstå, hvad det er Bataille gerne vil med sin bog. Nietzsche mente selv, at han ikke blev læst i sin samtid, og Bataille mener, at det stadig gør sig gældende. Derfor vil han med denne bog give læseren mulighed for at leve sig ind i Nietzsches filosofi ved at samle de aforismer fra Nietzsches forfatterskab, der ikke nødvendigvis er de nemmeste, men de vigtigste.

Bogen er skrevet i udvalg på denne måde – flygtigt, forstyrrende og dog til tider med glidende overgange – fordi den ikke ønsker at være (akademisk) klar og overskuelig. Opbygning og sammenhæng er skåret fra og gjort magtesløs, netop fordi vi ikke bare skal forstå og fortolke Nietzsche, men vi skal sætte os selv og vores eget liv på spil, når vi oprigtigt søger konsekvenserne. Det, at søge konsekvenserne, betyder for Bataille og Nietzsche, at man tør vove sin nuværende tilværelse og den måde man anskuer verden på. Man skal med andre ord lægge krop til en tilstandsforandring, der, gennem læsningen, har vist sig at være tilgængelig. Det er altså en livsforandring, der kræves, når Bataille taler om konsekvenserne.

Menneskets er en overgang og en undergang

Nietzsche. Memorandum er inddelt i fire kapitler hvoraf kapitel to, MORAL, fylder størstedelen af bogen. Dette er næppe tilfældigt. Moral fylder nemlig meget for Nietzsche og Bataille, og det er især idéen om overmennesket (som hos Bataille kommer til at hedde det suveræne menneske), der er det vigtigste at tage med fra bogen. Vi skal bryde med normen. Vi skal afvise handlingens moral, det vil sige den moral og de normer, der giver mennesker formål. Bataille skriver, at vi skal danse med Nietzsches moral. Vi skal turde tage imod den invitation, der får os til at forlade vores ståsted og gå ad veje som “leder intetsteds” (Bataille, 2022, s. 50). Mennesket er nemlig ikke noget formål, det er en bro.

Her bliver det tydeligt, hvad Bataille mener med at søge konsekvenserne. Batailles filosofi er en livsfilosofi, der skal udfoldes. Den skal leves. Det er tilvejebringelsen af en ny tilværelse, der bør være konsekvensen – og dermed hverken en hermeneutisk eller fænomenologisk analyse, hvilket Bataille ville mene i virkeligheden er at tage afstand fra bogen.

Vi må forstå, at mennesket i sin nuværende form (det moderne menneske) ikke kan være målet, og ifølge Bataille og Nietzsche er der noget i os, der er klar over det. Der er noget i mennesket, der søger noget andet og mere. Det søger overmennesket – en overskridelse af sit nuværende ‘jeg’, der er hæmmet af værdier, normer og regler, der gør det ude af stand til at blive frit. Det er friheden, der er i centrum for denne livsfilosofi. Det suveræne menneske er frit, hvilket også gør det intrinsisk værdifuldt. Overmennesket er ikke til for noget andet end sig selv. Det er ikke styret af magt og mål men i stedet mod det at blive sig selv – at blive et helt menneske. Vi kan og bør hver især blive vores egen Gud (Bataille, 2022, s. 71).

At blive sin egen Gud betyder, at man slipper bort fra de værdier og normer, man er underlagt af den gud og det samfund, der er trukket ned over hovedet på en. Nietzsche og Batailles pointe er her, at det er de færreste, der er klar over, at man har muligheden for selv at vælge, og at det, at blive sin egen Gud er den eneste måde, hvorpå vi kan erfare ud over handlingens moral. Hvordan gør man dette? Det kræver en undergang. En undergang af vores eget ‘jeg’. Vi må lade os selv gå og se ned i afgrunden. Vi bør være dybe, ensomme, føle os fortabte og formålsløse, for det er kun det menneske, der har formået at give sit ‘jeg’ det nødvendige nådestød, der kan gå over broen, transcendere sin menneskehed og blive suverænt.

Overmenneskets frie ånd er apolitisk

Forlaget skriver på deres hjemmeside om bogen, at det var Batailles udlægning af Nietzsches filosofi “der skulle vriste den tyske tænker fri fra nazisternes politiske misbrug”. Batailles Nietzsche er altså en apolitisk eller ligefrem antipolitisk Nietzsche. ”DET HANDLER mere beskedent OM AT ERSTATTE GUD” som Bataille skriver i indledning til kapitel tre, hvis titel netop er POLITIK (Bataille, 2022, s. 101). Man kan sige, at den politik Bataille og Nietzsche efterlyser, er mindre politik eller en aftagende politik. Det er moralsk frihed, der er budskabet hos Nietzsche, og staten bør i den forbindelse vige bort og lade den enkelte blive sin egen Gud uden offentlig indblanding. Det er ikke, at der er nogen mennesker, der er mere suveræne i en hersker- eller magtforståelse, men at der er nogen, der er suveræne i den frie forståelse. Vi må forstå, at statsmagten ikke er suveræn i denne forstand, for den bekymrer sig om økonomiske problemer, materielle goder og magt. Den forsøger med andre ord at modellere samfundet.

Men samfundet skal ikke modelleres. Det bør i stedet forsøge at aftage sin form, at blive formløs. Kun derigennem kan de frugtbare betingelser for moralsk frihed være til stede. Selvom Batailles Nietzsche skal forestille at være apolitisk, er der alligevel en politisk tanke, om at den værdi- og normfrigørende stat er bedst. Men det er svært at forholde sig til, hvordan et amorft samfund kan se ud. Det er sandsynligvis heller ikke muligt at beskrive det. Ligesom det heller ikke er muligt at beskrive overmennesket yderligere end det, at det er frit. For hvordan er det muligt at definere og begribe det, som er frit eller uden form?

Peter K. Westergaard, der har oversat bogen til dansk, skriver en indledning, der giver et mere solidt fundament for bedre at kunne forstå, hvad bogen vil. Men Westergaards indledning gør det også tydeligt, at Nietzsche. Memorandum fylder meget lidt sammenlignet med hele Batailles forfatterskab om Nietzsches filosofi. Der er centrale pointer fra andre af Batailles skrifter, der i denne udgivelse tages for givet. Det hjælper selvfølgelig ikke på bogens til tider fjernt skuende ånd. Nietzsche. Memorandum er mildest talt vanskelig og kræver, jævnfør første afsnit, en grundig gennemlæsning efterfulgt af endnu en grundig gennemlæsning etc. De mange små citater efterfulgt af hinanden (godt nok opstillet i en form for sektioner, der giver dem en fælles tematik) gør, at bogen er svær at forhandle med. Den giver ikke meget.

Men den giver lige præcis nok til, at man som læser sidder tilbage med en følelse af, at der er noget at komme efter – at der er en pointe der er værd at søge. Hvad pointerne præcist går ud på, og hvad de bygger på, er ikke til at sige udelukkende ud fra denne bog. Men det er, som tidligere nævnt, heller ikke meningen. Man skal forundres. Man skal turde tænke. Man skal turde læse – oprigtigt læse. Hvis man har overskuddet og tiden til dette, at være ko, og øver sig i meditativ refleksion, så tror jeg, at man vil få en dybere forståelse for både Nietzsche og Bataille – og, hvis Bataille har ret, en anden måde at erfare og anskue livet på.