Når forskningsfriheden underkendes

I dette interview påpeger professor emeritus Heine Andersen hvilke væsentlige konsekvenser for demokratiet og forskningens troværdighed, en nedprioritering af forskningsfriheden forårsager. På baggrund af hans bog “Forskningsfrihed – Ideal og virkelighed”, mødte vi Andersen til en tankevækkende samtale om ytringsfrihed og sandhedspligt, mundkurve og svækket demokrati, styret forskning, tavshed og frygt.

10.12.2017

Af Vanessa Bowns Poulsen

Dette efterår udgav sociolog og professor emeritus Heine Andersen bogen ”Forskningsfrihed – Ideal og virkelighed” (Hans Reitzels Forlag, 2017), der kritiserer en aktuel samfundsmæssig nedpritoritering af forskningsfrihed i en dansk kontekst. I dette interview påpeger Andersen, hvilke væsentlige konsekvenser for demokratiet og forskningens troværdighed, en sådan nedprioritering afstedkommer. Det blev til en tankevækkende samtale om ytringsfrihed og sandhedspligt, mundkurve og svækket demokrati, styret forskning, tavshed og frygt. Turbulens lagde ud med at spørge Andersen, hvad forskningsfrihed i det hele taget indebærer.

“Da jeg gik i gang med min undersøgelse, slog det mig, hvor svært det faktisk er, i mere officielle dokumenter, at finde en definition på, hvad forskningsfrihed indebærer. Jeg måtte konstatere, at der ikke findes nogen, hvilket er utroligt i betragtning af alle de reformer, der har været gennemført de sidste halvtreds år. Der er nogle anbefalinger og deklarationer fra UNESCO, som jeg har støttet mig til. Forskningsfrihed kan således deles op i tre niveauer. Først det individuelle, der indebærer forskningsfriheden for den enkelte forsker. Dernæst det institutionelle niveau, der drejer sig om den forskningsfrihed universiteter og institutioner har i forhold til staten og eksterne aktører. Det sidste, og det som folk ofte glemmer, er det kollektive niveau, der indebærer forskernes ret som gruppe til at vælge, styre og forvalte ressourcer. Det tredje niveau kaldes også det kollegiale selvstyre. Forskningsfriheden vedrører alle aspekter af forskningsprocessen, lige fra valg af emne til valg af specifikke hypoteser, teorier og metoder, friheden til at lave analyser og drage de konklusioner, man fagligt set finder mest velbegrundede samt friheden til at publicere hvor og når man vil.”

Du giver i bogen udtryk for, at vi i Danmark har taget forskningsfriheden for givet, hvilket kunne hænge sammen med fraværet af officielle definitioner. Hvorfor finder du det vigtigt, at emnet nu bliver sat under lup?

“Det skulle have været sat under lup for længe siden, og det er egentlig underligt, at det ikke er blevet det. Man har jo lavet talrige reformer med relativt korte mellemrum siden den første universitetslov i 1970, men man har simpelthen aldrig sat sig for at definere, hvad forskningsfrihed er. Det skyldes sandsynligvis dels, at man har betragtet den som given, dels at man har været optaget af andre ting. Blandt andet af at nyttiggøre forskningen i forhold til den anvendelse, man kan gøre af den både politisk og erhvervsmæssigt. Det har man været meget mere optaget af end at sørge for at sikre forskningsfriheden. De temaer jeg har fundet vigtigst at fremhæve i forhold til forskningsfrihedens aktuelle vilkår er for det første bevidstheden om selve forskningsfrihedens essens og relevans, for det andet styreformen — politisk og internt på universiteterne — og for det tredje finansieringsstrukturen.”

Et alt for snævert nyttebegreb

Din bog kritiserer nutidens krav til forskningens nytteværdi og kobler kravet til den øgede politiske og erhvervsmæssige styring af forskningen. Vil du forklare denne sammenhæng og uddybe hvilke problemer dette skaber?

“Hvis det drejer sig om forskningens praktiske nytte, og hvis man definerer praktisk nytte som økonomisk afkast, kan det gå ud over den mere basale oplysningsfunktion, som betyder meget for demokratiet og for den kulturelle mangfoldighed i samfundet generelt. Det er for alvor et problem, når nytte bliver kædet sammen med økonomisk fortjeneste. Der er nogle, der betragter for eksempel kultursociologi, antropologi og andre kulturstudier som fag, der hører en hobby til. De spørger lidt nedladende, hvad man overhovedet skal bruge sådanne fag til. Udover at have en grundlæggende oplysningsfunktion, mener jeg, at netop fag som disse kan være ualmindeligt nyttige. At sætte sig ind i andre kulturer er måske ikke noget, der giver et direkte økonomisk afkast, men det kan være utrolig nyttigt i for eksempel politisk sammenhæng. Det er således et meget snævert nyttebegreb, der opereres med. At vide hvordan samfund, historie og kultur hænger sammen kan sådan set godt være meget nyttigt i forhold til at gebærde sig rundt i verden.”

Uden forskningsfrihed forsvinder troværdigheden

Hvorfor er forskningsfriheden vigtig at værne om? 

“Forskningsfrihed hænger grundlæggende sammen med værdier om oplyst demokrati og frihed. Det er idéen om en pluralistisk og åben kultur, med både personlig og kollektiv frihed. En kultur hvor alle har adgang til oplysning og viden, og hvor alt, fra religiøse dogmer til politiske doktriner, må diskuteres. Det er friheden til at undersøge det gældende. Derfor er der en helt basal kobling mellem forskning og frihedsbegrebet. Det er målet, at der fremstilles så pålidelig og sikker viden som muligt, og at denne viden skal være til rådighed for alle borgere. Hvis man betragter det fra en mere praktisk synsvinkel – for eksempel med hensyn til løsning af sundhedsmæssige problemer – er det yderst vigtigt, at vi har en kvalificeret og troværdig viden at holde os til. Den opnås ved intern kvalitetskontrol. Forskernes udsagn og resultater skal kunne kontrolleres og konfronteres sagligt. Hvis forskere er betalt for at sige noget bestemt eller har fået restriktioner på, hvad de må sige – og det kan man finde eksempler på – forsvinder troværdigheden. Man kan sammenligne det med, når lægen udskriver en recept på medicin. Patienten skal kunne stole på lægens forsikring om, at medicinen virker.”

[blockquote text=”Hvis forskere er betalt for at sige noget bestemt eller har fået restriktioner på, hvad de må sige – og det kan man finde eksempler på – forsvinder troværdigheden.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]


Topstyring og mundkurve

Du understreger, at universiteterne i Danmark har en hierarkisk og udemokratisk styreform. Vil du uddybe, hvorfor du finder styreformen problematisk?

“Vi har en styreform i Danmark, hvor den øverste myndighed på universitetet er en bestyrelse. Bestyrelsen skal træffe de større beslutninger vedrørende blandt andet godkendelse og fordeling af budgetter. Mere langsigtet lægger den strategiplaner og træffer beslutninger omkring det mere organisatoriske såsom oprettelse og nedlæggelse af institutter. Bestyrelsen er sammensat af interne og eksterne medlemmer. De interne er videnskabeligt personale og studerende, som er demokratisk valgt af grupper på universitetet. Men de eksterne, hvoraf kun nogle kender til universitetsverdenen, er i overtal. Og med al respekt, så fungerer nogle af disse, for eksempel navne fra kulturlivet, i højere grad som ”pynt” på lagkagen. De deltager på bestyrelsesmøder 6-10 gange om året og bliver præsenteret for en bunke papirer. De er afhængige af rektors anbefalinger, men folk, der ikke har en føling med livet på universitetet, er mindre godt klædt på til at have en mening om, hvor fornuftige disse anbefalinger er.

Det er bestyrelsen, der udpeger og ansætter rektor efter almindelige stillingsopslag og bedømmelsesprocedurer. Der er en indstillingsprocedure med forslag til bestyrelsen, men det er bestyrelsen selv, der vælger de eksterne medlemmer og formanden. Hvis man skal sige det meget forenklet, er bestyrelsen selvsupplerende. Man erklærede i sin tid, at man ville prøve at lave noget, der var inspireret af private virksomheder med en bestyrelse. Der er blot den afgørende forskel, at bestyrelsen i for eksempel Danske Bank og Vestas er valgt af en generalforsamling, som er aktionærerne. Hvis aktionærerne mener, at bestyrelsen ikke har gjort det godt nok, kan de fyre den, eller de kan sælge deres aktier.”

Hvad er konsekvensen af at have en rektor, der er udpeget af bestyrelsen og en bestyrelse, der selv vælger sine medlemmer?

“Konsekvensen er, at det bliver en utrolig lukket affære, der foregår hen over hovedet på ansatte og studerende, som blot kan vente spændt på, hvem der bliver valgt som formand og bestyrelsesmedlemmer. Chefstyret, som man kunne kalde det, breder sig nedad i systemet. Når der skal laves stillingsopslag og ansættes professorer og lektorer, er det dekanen, der suverænt træffer beslutningen, i rådføring med institutlederen. Men det betyder også, at der kan blive annonceret et stillingsopslag og foregå en ansættelsesproces eller en afskedigelse, som ingen i forskerstaben inddrages i. Ligesådan med fordeling af midler til diverse fagområder.

[blockquote text=”Selvom det kan variere lidt fra det ene universitet til det andet, er universitetsbefolkningen altså officielt sat uden for indflydelse, hvad angår de vigtige beslutninger om de fælles anliggender.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

I 2009 blev der lavet en international evaluering af universiteterne og universitetsloven. Her påtalte evalueringspanelet, at ansatte på danske universiteter havde for lidt medindflydelse. I Danmark håndterede man kritikken ved at indsætte en kort formulering i Universitetsloven, der erklærede, at universitetet skulle sørge for mere medindflydelse til de ansatte. I praksis oprettede man institutråd, der skulle have til formål at rådgive institutlederen omkring stillingsopslag med mere. På Københavns Universitet har man nu besluttet at nedlægge rådene, med den utrolige begrundelse, at de alligevel ingen forskel gør, i stedet for at forsøge at få dem til at fungere.

Internationale sammenligninger viser, at Danmark, sammen med få andre af de lande, vi normalt sammenligner os med, skiller sig ud ved ikke at have en demokratisk styreform på universiteterne. Det er meget topstyret og meget hierarkisk, hvilket lægger nogle restriktioner på, hvor frit debatterne kan udspille sig inden for universiteterne og mellem universiteterne og omverdenen. Det har vi set nogle beklagelige eksempler på. Et eksempel, der har overrasket mig, og som vidner om fraværet af demokrati, er sagen om Gyllegate, hvor forskerne fik dobbelt mundkurv på. Her underskrev universiteterne nogle kontrakter, hvor der står, at forskerne skal opretholde absolut tavshed omkring deres resultater, indtil, og hvis, de har fået tilladelse til at videregive dem. Ikke nok med at de har skrevet under på dette. De må heller ikke oplyse nogen om, at de har skrevet under. Kontrakterne er udarbejdet af kammeradvokaten, og har været anvendt i mindst fem ministerier og på mindst fem universiteter. Der er tale om ulovlige kontrakter. Ikke alene strider de imod Universitetsloven, hvor der står, at man skal værne om forskningsfriheden. De strider også imod Forvaltningsloven og formentligt også Grundloven. Det er desværre en tendens, der har fået lov til at stå på i mindst ti år, uden at nogen har protesteret.”

Andersen beretter om sit hyr med at få den øverste ledelse til at tale om mundkurvssager som Gyllegate.

“Ved påbegyndelsen af min undersøgelse sendte jeg en mail til rektoraterne på universiteterne og direktørerne på sektorforskningsinstitutterne. Jeg fortalte dem om mit projekt, og de var alle villige til at deltage. Så snart jeg begyndte at stille de mere nærgående spørgsmål, blev det dog meget svært at få svar. Blandt andet spurgte jeg naivt ind til, hvorfor de skrev under. I en debat på DR P1 med prorektor Thomas Bjørnholm, efter at sagen var rullet op, og min bog var udkommet, spurgte jeg, hvorfor de ikke protesterede, men indtil videre har jeg ikke kunnet få nogle svar. Det er ikke let at få en diskussion i gang. Lederne gemmer sig i deres ”beskyttede værksteder”, og da rektorerne ikke er på valg, skal de heller ikke rigtigt stå til regnskab. Med en universitetslov, der var mere demokratisk, ville risikoen for den her type sager være langt mindre. Hvis rektorerne var valgt af en valgforsamling, som det faktisk er tilfældet i de fleste lande, vi normalt sammenligner os med, ville de være tvunget til at afgive en forklaring.”

De eksterne bevillinger koster universiteterne dyrt

”Parasitært parallelregime” er et begreb, du bruger til at beskrive nogle problemer i den nuværende struktur på universiteterne. Vil du prøve at uddybe det?

“Parallelregimet skal forstås som en del af forskningen, der primært baserer sig på de eksterne midler. Når jeg kalder det parasitært, er der to grunde til det. For det første er de eksterne midler – fra fonde og private virksomheder – skattebegunstigede. Det betyder, at det i virkeligheden er skatteyderne, der er med til at betale. De kæmpemæssige fonde hos Novo Nordisk og Lundbeck har 100 procent fradragsret på deres donationer til forskning. Det vil sige, at de får tilskud fra statskassen, og samtidig bevarer den fulde råderet. Med disse begunstigelser ville det være rimeligt, at det offentlige var med til at fordele pengene. Sådan er det desværre ikke.

For det andet suger disse fonde og virksomheder penge ud af universiteternes basisbevillinger. Når Novo-fonden kommer med to milliarder, bliver dette beløb kun brugt til selve driftsomkostningerne, hvilket indebærer lønninger og materialer, mens indirekte udgifter — også kaldet overhead — betales af universitetet. Det er sådan noget som husleje, varme, elektricitet, rengøring og administration. I eksemplet med Novo-fondens donation drejer det sig formentligt om cirka en milliard kroner, men Københavns Universitet kan, eller vil ikke, oplyse tallet. Alt i alt temmeligt store beløb, som universitetet selv skal betale. Basismidler, der skulle bruges til fri forskning i humanistiske og samfundsvidenskabelige fag, bliver brugt til at subventionere de velhavende fondes centre. Det er de to grunde til, at jeg kalder det parasitært. Det bliver til et parallelregime, fordi kompetencestrukturen, der gælder inden for disse centre til en vis grad ligger uden for universitetsloven. For eksempel med hensyn til ansættelse af forskere.”

Penge giver indflydelse på valg af projekter

Kan du sige noget om, hvilken indflydelse de eksterne donorer har på selve forskningen?

“Det bliver de eksterne, pengestærke aktører, der kommer til at bestemme, hvilke forskningsområder, der skal prioriteres. Hvis vi for eksempel ser på Novo, støtter de kun sundhedsvidenskabelig forskning. Der er fonde, der er mere åbne. For eksempel Carlsberg-fonden. Projekterne behøver ikke at handle om øl, for nu at sige det lidt humoristisk. Men selvom de bevilger penge til en række human- og samfundsvidenskabelige projekter, er det stadigvæk Carlsberg, der bestemmer, hvem der skal have deres penge. De er med til at bestemme, hvilke emner, der skal forskes i.”

Kunne man forestille sig, at samfundet ville gå glip af vigtige resultater uden den eksterne finansiering?

“Det vil jeg ikke afvise. Men det er en pris, man skal vælge, om man vil betale. Vil man afgive en del af sin forskningsfrihed for at opnå resultater, man ellers ikke ville have fået? Eller vil man holde principperne højt og satse på forskningsfriheden? Jeg siger ikke, at man skal sløjfe de eksterne bevillinger, men man kunne vælge at kræve fuld finansiering fra donorerne, og hvis de ikke ville acceptere det krav, kunne man afslå. Jeg er sikker på, at det ville have en effekt, hvis man stod sammen om det. Man ville måske få lidt færre eksterne midler, men det måtte man så leve med.  Så længe universiteterne ikke kan nå til enighed, bliver det dog desværre ikke til noget.”

[blockquote text=”Det bliver de eksterne, pengestærke aktører, der kommer til at bestemme, hvilke forskningsområder, der skal prioriteres. Hvis vi for eksempel ser på Novo, støtter de kun sundhedsvidenskabelig forskning.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

 

Korttidskontrakter og tilpasning

I bogen problematiserer du den øgede tendens til at ansætte forskere i tidsbegrænsede stillinger eller på korttidskontrakter. Hvilke konsekvenser har det for selve forskningsfriheden og for forskningen generelt? 

“Korttidskontrakterne er næsten altid knyttet til et projekt og en problemstilling, der er designet på forhånd. Det hænger igen sammen med den voksende eksterne finansiering. Når man modtager eksterne midler, er det som regel afgrænset til tre eller fem år. Typisk vil man så ansætte nogle forskere i post.doc-  eller ph.d.-stillinger. Når projektet afsluttes, ophører ansættelsen. Det er den bagvedliggende kilde til, at der har været en enorm vækst i andelen af forskere i tidsbegrænsede stillinger. Når man som kontraktansat kommer ind på et projekt, som en seniorforsker har designet og fået penge til, ligger det oftest ret fast, hvad man skal lave. Og det er helt ned i detaljer med hensyn til emne, forløb og så videre. Så allerede fra begyndelsen er der en meget begrænset forskningsfrihed. Forskerne er samtidig nødt til at styre efter de signaler, der kommer udefra. De må have antennerne ude og tilpasse sig de donationer, puljer og stillingsopslag, der dukker op. Ifølge prorektor Thomas Bjørnholm giver korttidsansættelser og eksterne bevillinger imidlertid ikke anledning til alvorlige problemer. Som han ser det, opnår forskeren sin forskningsfrihed, når vedkommende får en fast stilling. Problemet er bare, at det i praksis ofte først sker, når folk er 40-45 år gamle. Der er selvfølgelig nogle kometer, der kører den banede vej; med tre år som ph.d., tre år som post.doc. og så en lektoransættelse i begyndelsen af trediverne. Men mange går fra tue til tue i 10-15 år, mens andre aldrig rigtigt får foden inden for.”

En tavshedskultur har bredt sig

Andersen fortæller, at forskerstaben forholder sig overraskende tavs over for den begrænsning i deres forskningsfrihed, som den aktuelle styreform og struktur tillader. Jeg spørger ham, hvorfor forskerne ikke er mere kritiske?

“Tag eksemplet med nedlæggelse af institutrådet på Københavns Universitet. Der er kommet lidt spæde protester fra de studerendes organisationer, men jeg har ikke hørt nogle forskere protestere, hvilket er højst symptomatisk. Der er nogle strukturelle ting, der formentligt gør sig gældende. Korttidsansættelser er en af årsagerne. Når man er ansat på korttidskontrakt, hvilket gælder to tredjedele af forskerstaben, kan det være en svær prioritering at engagere sig i universitetspolitik. For det første har man travlt med at få en karriere i gang. For det andet er det ikke så fristende at protestere over ledelsesforhold, hvis man gerne vil forlænges. Desuden er der rift om stillingerne. Så generelt er denne store gruppe af korttidsansatte ikke særligt disponeret i forhold til at engagere sig. Det efterlader os med den faste stab, som skulle være den, der er bedst rustet til at protestere. Hvorfor den ikke gør det, er et interessant spørgsmål, der burde undersøges nærmere.”

[blockquote text=”Når man er ansat på korttidskontrakt, hvilket gælder to tredjedele af forskerstaben, kan det være en svær prioritering at engagere sig i universitetspolitik. For det første har man travlt med at få en karriere i gang. For det andet er det ikke så fristende at protestere over ledelsesforhold, hvis man gerne vil forlænges.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

Kunne man forestille sig, at de fastansatte, i kraft af deres stabile ansættelser, og formentligt højere grad af forskningsfrihed, ikke føler et incitament til at protestere på hele forskergruppens vegne?

“Det kan være en faktor, men man taler også om, at der har bredt sig en tavshedskultur på universiteterne, som i nogen grad har noget at gøre med individualisme; man passer sine egne ting og engagerer sig ikke særligt meget i de fælles anliggender. Desuden er man underlagt et pres om at skaffe eksterne midler, undervise, vejlede, publicere med videre. Men tavsheden kunne også være et udtryk for en magtesløshed; en følelse af, at man alligevel ikke kan ændre på vilkårene. Nogle steder er der en frygtkultur. I bogen fremlægger jeg eksempler på sager, hvor forskere bliver enten fyret eller udsat for disciplinære foranstaltninger, på grund af noget de har ytret. Det er altså noget, der virkelig sætter sine spor. Jeg har otte case-beskrivelser, der hver især illustrerer problematisk brug af ledelsesmagt. Syv af dem handler om krænkelse af ytringsfriheden. Der er et grotesk tilfælde fra Københavns Universitet, hvor en internationalt anerkendt, velmeriteret og fremtrædende forsker, Hans Thybo, blev fyret med to officielle begrundelser: han havde brugt Gmail til faglige korrespondancer, og han havde rådgivet en ægyptisk post.doc om, at man gerne må svare ærligt i APV’en, APV er en skriftlig arbejdspladsvurdering, som alle virksomheder med ansatte, i henhold til lovgivningen, skal udarbejde. også når det handler om lederen. Den pågældende post.doc. kendte ikke så meget til det danske system. Han var i tvivl om, hvor ærlig, man kunne tillade sig at være og spurgte derfor Hans Thybo til råds. Den her sag fik selvfølgelig andre forskere til at stoppe op og bekymre sig om risikoen for selv at blive fyret. Rektor afkræftede risikoen, men det er stadig noget, der kan være med til at skabe en frygt. Hvis man sluttede sig sammen, slog i bordet og nægtede at finde sig i vilkårene, ville det måske være anderledes.”

Forskerens sandhedspligt

Du peger altså på forskningsfrihedens tætte bånd til ytringsfriheden. Hvor vide er rammerne for en forskers ytringsfrihed, og hvor vide bør de efter din mening være?

“Jeg vil mene, at de skal være ligeså vide, som der overhovedet er plads til inden for den gældende lovgivning. Der er nogle restriktioner i lovgivningen, som kan muliggøre eller kræve fortrolighed. Når det drejer sig om personfølsomme oplysninger, hensyn til fremmede magter, økonomiske ting vedrørende køb og salg af fast ejendom samt hensyntagen til videnskabsetiske normer; for eksempel overholdelse af aftaler om anonymitet over for svarpersoner. Derudover må man ytre sig frit. Med forskning følger der til gengæld en pligt til at overholde nogle sandhedskriterier. Man må ikke ytre noget, hvis usandhed, man er bevidst om. Man må heller ikke erklære at have vist noget i en undersøgelse, som man ikke har vist. Hvis vi bruger eksemplet omkring Gyllegate, så skulle forskerne, i embedets medfør, have haft lov til frit at kunne ytre, at de tal, som Eva Kjer Hansen fremlagde, i samarbejde med sine embedsmænd, var ukorrekte.”

 Er der på den anden side grænser for, hvad forskeren i kraft af sin rolle, bør ytre sig om? Skal vi være mere opmærksomme eller kritiske over for forskeres udsagn på platforme som Facebook og Twitter?

“En forsker må ikke lægge en videnskabelig autoritet bagved mere letkøbte udsagn, da det vil være et misbrug af ytringsfriheden. Tværtimod skal forskeren være den, der går forrest med et kritisk syn og forlange argumenter og dokumentation. I praksis kan det godt være svært at afveje, hvor grænsen går. Hvis man tager det rent videnskabelige felt, er der et krav om, at man på den ene side skal kunne sige noget nyt og originalt, og på den anden skal levere argumenter og dokumentation. Man kan godt finde eksempler på episoder, hvor forskere fremlægger nogle lidt vilde påstande, som måske nok er nye, men som bliver lidt for fantasifulde. Der er selvfølgelig et langt bredere spillerum i forhold til, hvad forskeren må sige som privatperson. De udsagn har til gengæld ikke den samme tyngde.”

Du har et eksempel på en sag, hvor en forsker anklages for mobning, men ender med at få juridisk medhold med henvisning til forskningsfriheden. Kollegaen følte sig sandsynligvis ikke mindre mobbet af den grund. Kan forskerens ytringsfrihed ikke komme i konflikt med andre vigtige hensyn?

“Der er nogle kollegiale hensyn, der kan kollidere med ytringsfriheden. Karl Popper har det her herlige udsagn omkring det venligt-fjendtlige forhold forskere imellem, der går på, at man skal være kritisk og virkelig gå til stålet, hvis man møder påstande, der ikke underbygges. Der er selvfølgelig hensynet mellem at have en civiliseret omgangsform og en håndfast faglig diskussion. Det skal dog være sagen og ikke personen, man går efter, og det må aldrig udarte sig i personangreb. Der kan opstå situationer, hvor det er ledelsens opgave at løse en personkonflikt eller lignende, men vi har også set eksempler på, at ledelsen kommer til at gå for vidt i deres håndtering og misbruger deres magt. Problemet er, at det ingen disciplinære konsekvenser får for dem, også selvom modparten får medhold. I det formelle system står de ansatte meget svagt i forhold til ledelsen. I Universitetslovens paragraf to står der, at ledelsen skal værne om forskningsfriheden. Men hvad sker der, hvis ledelsen i stedet begrænser den? Indtil nu har der ikke været eksempler på konsekvenser, og det er altså med til at understøtte den her selvcensur og tavshedskultur. Man vil ikke lægge sig ud med ledelsen.”

[blockquote text=”I det formelle system står de ansatte meget svagt i forhold til ledelsen. I Universitetslovens paragraf to står der, at ledelsen skal værne om forskningsfriheden. Men hvad sker der, hvis ledelsen i stedet begrænser den? Indtil nu har der ikke været eksempler på konsekvenser” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]


Siden Turbulens’ interview med Heine Andersen, har en faglig voldgift afgjort, at fyringen af Hans Thybo var usaglig og overenskomststridig. Andersen havde i den forbindelse følgende kommentar:

“Det fører ikke til, at Thybo bliver genansat. Han er blevet tilkendt en erstatning på seks måneders løn, hvilket altså viser, at ledelsen let kan skille sig af med en uønsket medarbejder, også selvom grundene er hverken saglige eller holdbare. Når en internationalt højt respekteret forsker som Hans Thybo kan fyres på usagligt grundlag, har enhver grund til at frygte en fyringsseddel. Det er den lære, man som universitetsforsker kan drage af sådan en sag.”

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *