d. 27.06
Af Maiken Fredsøe
Hvad er der blevet af ”ånden i naturen”? Meget af den nye klimabevidsthed er båret af videnskabelighed, men er det, at folk krammer træer udtryk for en ny naturspiritualitet? Hvordan vi udvikler vores forståelse for, at alt i naturen hænger sammen? Er det en åndelig forbindelse eller snarere en praktisk forståelse, der er gået tabt? I anden del af Turbulens’ serie om naturfilosofien taler jeg med studenterpræst ved KU, Nicolai Halvorsen på den årlige, filosofiske fugletur som i år foregår ved Vaserne i Holte.
Hvad er forskellen på tro og viden i vores forhold til naturen i dag?
Nicolai Halvorsen: Ja, det er sørme et godt spørgsmål. Vi har ret meget viden om naturen i dag, men jeg synes at meget af den nye klimabevidsthed er båret af videnskabelig, informeret viden i form af IPCC rapporter m.m. Med hensyn til tro forholder det sig derimod anderledes. Der er meget lidt overtro i forhold til for bare hundrede år siden, hvor naturen i de gamle folkesagn var besjælet og fuld af ellefolk og alt muligt. Så det vi ville kalde overtro er forsvundet fuldstændigt – i hvert fald i Danmark. Så er der kommet en ny følsomhed over for naturen, altså en naturforbundenhed eller naturspiritualitet, kan vi måske kalde det. Jeg vil ikke kalde det tro, men man kan måske anskue det, at folk krammer træer som et udtryk for en eller anden form for spiritualitet eller religiøsitet, som knytter sig til naturen. Jeg tror, at den er udsprunget af miljøproblemer og natur- og biodiversitetskrise, og både kan ses som udtryk for, at vi skal have et mere bæredygtigt forhold til naturen, men også en større forståelse for at vi hænger sammen med naturen. Man kan jo få en følelse af den sammenhæng, når man krammer et træ. Man kan se begge tendenser i den nye klimabevidsthed – både i retning af en større naturspiritualitet og videnskabelighed. Det er sjovt, for de foregår egentligt parallelt og er ikke nødvendigvis i konflikt med hinanden. Det virker, som om de komplementerer hinanden.
Hvad er der så blevet af ånden i naturen?
Naturen er jo blevet afsjælet over mange år alt afhængigt af, hvilket historisk perspektiv man indtager. Det begynder allerede med monoteismen, eftersom guderne ikke længere er en del af naturen, og når Gud er uden for naturen og skaber naturen, så bliver naturen sekulariseret i en eller anden forstand. Vi er i løbet af de sidste hundrede år blevet meget mere rationalistiske, og eftersom besjælingen af naturen er forsvundet, så er der ikke mere ånd i naturen. Jeg tror, at den generelle opfattelse er, at man ikke opfatter naturen som åndelig.
Er det et tab?
Ja på en måde. Jeg tror, at hele denne naturspiritualitet er et udtryk for samme tabserfaring, for naturen er jo både vores ”ophav og omgivelse”, som Løgstrup formulerede det. Naturen er både det, vi kommer fra, og vores omgivelser som vi er forbundet med. For mig er ånd netop sådan et forbindelsesbegreb, dvs. det der forbinder os med hinanden, men det har også noget at gøre med ”at ånde” og ”åndedræt”. På en måde er det noget luftigt, men det er alligevel også noget meget konkret, netop noget med sammenhæng – det, der binder os sammen. Jeg tror, det er meget vigtigt, at vi får det perspektiv med, hvis vi skal have en forståelse af naturen som noget, der ikke bare er uden for os i form af vores omgivelser men også som noget, der er vores ophav, og som vi er forbundne med. I den forstand tror jeg på en eller anden form for naturspiritualitet eller naturforbindelse, men det kan meget nemt komme til at lyde esoterisk, hvilket jeg gerne vil undgå.
Bateson taler jo også om ånden i naturen, så måske er det også et spørgsmål om, hvad vi forbinder med ånd. Hvad forbinder du med ånd?
Jeg forbinder det med, at noget kan være gennemtrængende. Nu er det længe siden, at jeg har læst Bateson, men måske forbinder jeg mest ånd med det, som sociologen Hartmut Rosa kalder resonans. I et forsøg på at lave en sociologi for det gode liv peger Rosa på tendenser som acceleration og optimeringer, som er med til at ødelægge vores natur og samfund. Rosa forstår resonans som det, at der er noget, der kalder på os eller vækker genklang i os – noget, vi kan forbinde os med – det er jo også en form for åndsoplevelse. Man kan også opleve resonans i forhold til kunst. Rosa peger på, at der altid er noget ukontrollerbart på spil forbundet med det, noget vi ikke rigtig kan råde over eller instrumentalisere fuldstændigt. På den måde minder resonansbegrebet om åndsbegrebet – følelsen af, at der er noget større, der taler til en. Der er måske noget religiøst eller metafysisk på spil. I min egen optik betegner Helligånden noget mere specifikt, men den er måske også et udtryk for en form for sammenhæng…
Hvordan hænger det sammen med, at vi i vores samfund er blevet meget optagede af kontrol og beherskelse?
Det er min egen opfattelse, og også Rosas, at al denne beherskelse, kontrol og instrumentalisering – optimering og acceleration – som han kalder den, alt sammen er en arv fra oplysningstiden. Men denne arv, som har frembragt mange goder og er stærkt koblet til kapitalismen som princip, dvs. økonomisk vækst, har simpelthen taget overhånd. Ifølge Rosa er der forskellige tendenser, som giver udtryk for dette, og som både er med til at ødelægge vores omgivelser og os selv. Han taler f.eks. meget om ”udbrændthed”.
Nicolai Halvorsen holder her en kaffepause på turen i Vaserne.
I løbet af samtalen er vi nået ud af Vasernes ellesumpe og frem til et område, hvor den Store tornskade holder til. Mens vi går og spejder efter, om den mon kunne gemme sig inde i de høje krat, begynder vores diskussion at kredse om, hvad mødet med sjældne fugle som f.eks. den lille flagspætte betyder for vores naturoplevelser.
Hvorfor er det vigtigt at lære noget om de andre arter i naturen. Er det f.eks. overhovedet vigtigt at kunne navnene på forskellige arter?
Nicolai: For mig er det en del af min forståelse af naturen. For vi går ikke bare rundt i naturen. Vi er i en skov, og det er ikke bare træer – det er elletræer. Det giver en meget større dybde og bredde, der gør det meget mere interessant at være ude i naturen. Man bliver meget mere optaget af forskellene, af den variation der er, af biodiversiteten. Hvis man vandrer rundt et eller andet sted, f.eks. langs en konventionel hvedemark, så er der vitterligt ikke meget biodiversitet. Der er næsten ingen dyr, der kan leve der. Man får større blik for variationen ved at vide, hvad det er. Det er ligesom at identificere noget. Prøv f.eks. at se – der er noget mos. Nikolaj peger ud mod en lille tue, der stikker op ude i ellesumpene.
Se, der stikker også mosblomster op. Hvor er det flot, som de står i solen og vender sig ind mod hinanden….
Mosblomster på en tue i Vasernes ellesumpe. Mosblomster er egentlig en betegnelse for de primitive sporer, som mosplanterne danner i deres sporehuse (“blomsten”).
Det er ved at være den tid, hvor Nicolai Halvorsen skal afholde sin tale på den filosofiske fugletur. I år er fokus på spørgsmålet om “naturdannelse”.
Nicolai: For nogle år tilbage bidrog jeg til en bog, der hedder ”naturens sprog”. Det er en lidt mærkelig titel – for taler naturen? Hvilket sprog har naturen? Når man er ude i naturen kan man godt opleve, at naturen taler til en, særligt hvis man tier stille. Man kan få fornemmelsen af, at der er noget, der taler til en, noget der er større end en. Anliggendet i bogen handler både om at lytte til naturen men også om at give naturen rum – plads til at være der på dens egne betingelser. Det gælder også om at forstå os selv som en del af naturen. Det bæredygtige liv er også et liv, der er mere i samklang med naturen. Den ene af redaktørerne rejste spørgsmålet om, hvorvidt det at være ude i naturen og have en daglig omgang naturen er med tilskynde folk til at passe på den. Altså om denne hverdagsagtige optagethed og omgang med naturen gjorde folk mere optagede af miljøpolitik og villige til at kæmpe for at bevare f.eks. uforstyrrede naturområder. Det er et åbent spørgsmål, om det er sådan. Den ene af bogens redaktører, antropologen Cecilie Rübow, har bl.a. undersøgt menneskers forhold til naturen på hhv. Cook Islands i Stillehavet og på en strand i Nordsjælland. Hendes undersøgelser peger på, at der på Cook Islands er en meget direkte sammenhæng mellem den natur, menneskene bor i og deres optagethed af deres vilkår. De er også i krise, fordi de inden for en overskuelig fremtid risikerer at blive oversvømmet af de vandstigninger, som klimaforandringerne medfører. Hun kunne dog ikke finde en tilsvarende direkte sammenhæng hos mennesker i Nordsjælland – måske fordi det ikke står så hårdt til.
I dag er naturen oftest noget vi ser i fjernsynet, hvor det oftest omhandler den store, vilde natur, hvor vi f.eks. er ude at svømme med en blåhval, dvs. noget som de fleste af os aldrig vil komme til at opleve. I den forgangne uge hørte jeg et foredrag af rektor for professionshøjskolerne, Stefan Hermann, og i den sammenhæng oplyste han, at en stor andel af alle børn i Danmark aldrig har set et pindsvin. De mangler altså den hverdagslige omgang med naturen. Selvom mange mennesker går rundt herude i naturen, har de færreste en idé om, hvad det egentlig er, der foregår. De kender ikke navnene på de forskellige arter – på træerne, fuglene, insekterne. Med hensyn til vores manglende erfaringsbinding til naturen, der mente Hermann, at hvis vi skal ændre vores adfærd og forhold til naturen, hvis vi skal spise mindre kød og bruge mindre plastik, som er vigtigt i forhold til både klima og biodiversitet, så skal vi have en mere erfaringsbaseret omgang med naturen. Hermann foreslår at en ny form for dannelse, nemlig ”naturdannelse” skal ind i folkeskolen. Det synes jeg er utrolig interessant, for her kobler han ting, som traditionelt har været adskilt, nemlig dannelse og natur. Traditionelt har dannelsesbegrebet, både i filosofiske og uddannelsesmæssige sammenhænge, handlet om at mennesket skal danne sig selv ved at adskille sig fra naturen. Det Humboldtske dannelsesbegreb fra romantikken omhandler det, at mennesket skal kultivere sig selv og sin omverden, og hos Grundtvig, som måske er en af de største dannelsesfigurer i Danmark overhovedet, og som har fået kæmpeindflydelse på både folkehøjskoler og folkeskolen, er naturen meget langt væk. Han har slet ikke sans for den vilde natur, tværtimod blev han primus motor for landbrugsrevolutionen, der startede med Hedeselskabet under mottoet: ”Hvad udad tabes skal indad vindes”. Man begyndte således at opdyrke hederne, og alle de store landmænd blev grundtvigianere. Så alle de tidligere dannelsesbegreber medfører en afgrænsning i forhold til naturen. Den er ikke noget, vi egentlig har respekt for. Derfor synes jeg, at Hermanns begreb om ”naturdannelse” er et skridt i en ny retning, som peger på at blive diskuteret og defineret – hvad betyder det egentlig?
Det understreger måske netop behovet for et erfaringsbaseret kendskab til naturen og naturens processer – ikke som noget, der står i modsætning til det videnskabelige sprog, men som er informeret af det. Dvs. ikke videnskabeliggjort i en eller anden sådan afsondret videnskabelig diskussion eller diskurs, men som et udgangspunkt for at vi kan forstå os selv som en del af naturen, så dette kunne skabe et solidt udgangspunkt for f.eks. at kunne give afkald på alle mulige ting, som ikke er godt for naturen….
Turdeltagerne lytter til Halvorsens filosofiske tale på den filosofiske fugletur i Vaserne. Næste del af serien “på sporet af naturfilosofien” omhandler spørgsmålet om hvad en invasiv art er.
Tak til alle deltagerne i SiV ( seminar i Videnskabsteori) som foregår på Niels Bohr Instituttet.
Fotos: Maiken Fredsøe
