1.2.2005
Ved ensidigt at fokusere på styrket faglighed i uddannelsesdebatten glemmer man den demokratiske dimension af skolens almene dannelse. Man kan ikke læse sig til en fælles forståelse af, hvad det vil sige at deltage i et samfund med frihed og folkestyre i en global verden. Det er derimod erfaringer der skal gøres af det barn, der bliver borger – og ikke forbruger.
Det borgerlige flertal kaldte valgresultatet og regeringsskiftet i nov. 2001 for et systemskifte. Ironisk nok gør regeringspartierne en del ud af at forsikre vælgerne om, at der ikke vil ske nogen ændring af velfærdssamfundet, som Socialdemokraterne mere eller mindre underforstået tillægges bygherrestatus for. Angiveligt ønsker de borgerlige partier at forsikre vælgerne om, at de er lige så gode til velfærd, som Socialdemokraterne formodes at være.
Så hvori skulle systemskiftet så bestå? For jeg er enig i, at der er sket et systemskifte.
Beskæftigelsesministeren kalder det for ”de små skridts politik”. Statsministeren kalder det for kulturkamp gennem debat, fordi lovgivning bare er teknik. Men det lyder mere uskyldigt, end det er. Lovgivning og beslutninger i Folketinget regulerer vores adfærd. Det påvirker opfattelsen af, hvad der er legitimt. Dermed påvirkes også holdninger.
Et eksempel. Der er lovgivet dels om forældres ret til frit valg af folkeskole – også over kommunegrænser, dels om krav til skolerne om at offentliggøre karaktergennemsnit, der kan bruges til at rangordne skolerne. Begrundelserne er bl.a. at sikre åbenhed og gennemsigtighed (og hvem kan være imod det?), og at forældrenes frie valg af skole kan give den konkurrence mellem skolerne, der kan få skolerne til at oppe sig, så kvaliteten øges. Det er suppleret af centralt fastsatte bindende trinmål, og det er regeringens mål, at de følges af centrale og obligatoriske test af, om trinmålene bliver nået.
Det er kun et ud af mange af de små skridts politik, der er udtryk for en ændring af måden at tænke velfærdssamfund på.
Fra borger til forbruger
Der sker en ændring af selvforståelsen som borger til forbruger.
Borgeren søger indflydelse på egen situation i sit samvirke med skolen, med hjemmehjælperen osv. i det lokale forpligtende kommunale fællesskab.
Forbrugeren er uafhængig af og uforpligtet på den lokale løsning, fordi der let kan vælges en anden udbyder af ydelsen enten uden for det offentlige eller i en anden kommunal virksomhed måske endda i en anden kommune. Styringen af velfærdssamfundet (hvilken skole skal bestå?) bliver overladt til markedskræfter. Borgeren er blevet til forbrugeren. Det lokale fællesskab er blevet til individuelle valg mellem kommunalt betalte ydelsespakker.
Blot et enkelt internationalt eksempel. Regeringen vil sikre det danske EU-forbehold på det retlige område, således at Danmark altid vil kunne have sin egen asyl- og indvandringspolitik. Det til trods for, at hele ideen med EU er, at landene skal løse fælles grænseoverskridende opgaver og problemer i fællesskab. Men her ønsker regeringen en politik, som der ikke kan skabes enighed om i EU, så Danmark vil ikke være med, men har egne regler, der i realiteten gør Danmark til en ø i EU. Det bliver legitimt, at vælge til og fra i den internationale retsorden, som EU er en del af. Forpligtelser over for fællesskabet bestemmer vi selv.
Min pointe er, at de regler, vi skal følge i et fællesskab, påvirker vores selvforståelse og vores omverdensforståelse. Så tilbage til skolen og den almene dannelse. Konkurrence mellem folkeskoler på grundlag af karaktergennemsnit vil selvfølgelig påvirke skolernes arbejde, hvilket også er meningen. De skal oppe sig, skal de. Succeskriteriet er høje karaktergennemsnit og tiltrækning af elever, der sikrer skolens fortsatte vækst og dermed lærernes arbejdspladser. Men det er mere indviklet end som så. Karaktererne i skolen afhænger af mange forhold, bl.a. slår forældrenes socioøkonomiske forhold stærkt igennem.
Karaktererne siger ikke noget om kvaliteten af skolens arbejde: hvordan det er lykkedes at flytte en ikke særlig boglig elev fra et niveau til et andet, og hvordan det er lykkedes at give den særligt dygtige elev relevante udfordringer.
Desuden er skolens samlede opgaver meget mere komplekse i henhold til lov om folkeskolen, end et karaktergennemsnit kan vise. Men det er måske slet ikke meningen, at det er den opgave, der skal løses?
Budskabet om, hvad der er politisk fokus på og dermed værdsat gennem beslutningen om offentliggørelse af karaktergennemsnit og forældres ret til frit valg af skole, påvirker selvfølgelig opfattelsen af, hvad skolens opgave er, og hvad den skal prioritere. Den politiske fokus underbygges af de fastsatte trinmål og de nationale test fra 2. klasse og frem. Det er f.eks. velkendt og dokumenteret, at prøverne influerer på undervisningen og dens indhold. Det politiske budskab er ofte udtrykt ved ”styrket faglighed”. Hvem kan være imod det? Det er et uimodsigeligt udsagn, og derfor må det være godt!
Og skolen har tilmed fået en obligatorisk kanon med en række danske forfatterskaber, som eleverne skal have læst tekster af, samt en vejledende liste med anbefalelsesværdige forfatterskaber. Den danske nationale kultur skal skabe et dansk nationalt fællesskab. Uanset hvilke rødder, eleverne har!
Den demokratiske livsform
Men hvordan hænger det sammen med folkeskolens funktion i en globaliseret verden? Folkeskolen er en særlig fælles kulturinstitution. I modsætning til andre uddannelsesinstitutioner er den for alle børn, og det er en udelt skole, en enhedsskole. Det betyder, at alle børnene går sammen. Efter folkeskolen fordeler de sig til forskellige kompetencegivende uddannelser. Men i grunduddannelsen er de sammen fra kl. 8 til kl. 14 i 200 dage om året i mindst ni år. Fra barn til ung. Uanset, hvad der sker, så kan de ikke undgå at blive påvirket i deres udvikling. Det er sådan set også meningen. For fællesskabet har selvfølgelig en mening med den offentlige og fælles skole.
Det er ikke kun et spørgsmål om hvad, der er i skolen. Det er i høj grad også et spørgsmål om, hvordan der er i skolen. Hvis lovens formål skal tages på ordet og have konsekvenser.
Skolens dagligdag præger barnets selvforståelse (hvem er jeg?) og omverdensforståelse (hvordan hænger verden sammen, hvad er mine muligheder, hvad er mit ansvar, hvad kan jeg, hvis jeg …). Og undervisningen spiller en mægtig vigtig rolle som det særlige møde mellem den betydningsfulde voksne og barnet om et indhold. Her udvides verden, og her øves bemægtigelsen af verden ved hjælp af alt det, fagene kan give, når de bliver en integreret del af barnets personlige handlemuligheder, som også afprøves og dermed udvikles i og uden for skolens dagligdag.
Børnene er forældrenes ansvar. Grundloven bestemmer, at der er undervisningspligt og ikke skolepligt. Forældrene kan vælge folkeskolen, men så vælger de også en fælles forpligtelse. Af folkeskoleloven fremgår det,
– at skolen i samarbejde med forældrene skal fremme elevernes tilegnelse af kundskaber mm, der medvirker til den enkeltes personlige udvikling,
– at eleverne skal udvikle bl.a. deres lyst til at lære, så de har tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle,
– at de skal gøres fortrolig med dansk kultur, have forståelse for andre kulturer og for menneskets samspil med naturen, samtidig med at skolen skal forberede dem på at leve i et samfund med frihed og folkestyre, hvor de har rettigheder og pligter. Skolens dagligdag skal bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati.
De skal lære, så de fortsat har lyst til at lære. Det giver dem de bedste muligheder for at udøve deres demokratiske selvbestemmelsesret til selv at vælge deres liv. De skal lære at begå sig i verden og forstå forskellige sammenhænge – også kulturelle – som verdensborgere, og de skal lære at være sammen som gode kammerater på demokratisk vis, selv om de ikke selv har valgt, hvem de er sammen med. De skal lære den sociale sammenhæng i et fællesskab, der bygger på ligeværd. Det er den demokratiske livsform, som Hal Koch kaldte det, og som forudsætter deltagelse, samarbejde og ansvar – også for andre end sig selv. Og det skal forældrene og skolen samarbejde om. Det kan man ikke bare læse sig til i en bog. Den skolehverdag med indhold kan ikke med mening reguleres fra Frederiksholms Kanal og omegn. Det uddanner vi professionelle lærere til at udfylde i den konkrete hverdag. Det er deres ansvar. I samarbejde med forældrene.
Sammenhæng mellem ord og handling
Men med ret til frit valg af skole, svækkes forældrenes forpligtelser som forældre i den fælles folkeskole til fordel for forbrugerrettighederne, og skolen bliver en serviceydelse blandt andre skolers serviceydelser, som man kan vælge mellem. Ikke engang det kommunale fællesskab er interessant at påvirke, for man kan vælge skole i en anden kommune.
Den demokratiske dimension af skolens almene dannelse har i disse år ikke den samme politiske bevågenhed som ”styrket faglighed”.
Således sagde statsministeren – med udgangspunkt i debatten om ytringsfrihed efter mordet i Holland på van Gogh – i sin landsmødetale d. 21. nov. 04:
”Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle komme i en situation, at jeg skulle understrege, at folkeskolens formålsparagraf siger, at eleverne skal opdrages til demokrati. Vi har i Danmark vænnet os til, at det var noget, man skrev, fordi det lød godt. Men jeg skal da sandelig love for, at jeg er blevet utrolig glad for den formålsparagraf.
Jeg må opfordre alle undervisere til at tage den dybt alvorligt. Undervisningsministeren vil nu kigge på, om ikke man kan sende vejledninger ud, som kan være grundlag for, at lærerne i undervisningen kan gøre mere ud af at fortælle: Hvad er egentlig frihed? Hvad er frisind? Hvad er folkestyre?…”
Problemet er netop, hvis vi skal nøjes med at fortælle. Det er handlinger og erfaringer, der giver ord og begreber mening. Erfaringer af sammenhængen – eller manglen på samme – mellem ord og handling, det har konsekvenser. Det, der kan måles og sammenlignes i talstørrelser, kan blive grundlag for rangordning og valg. Det, der ikke kan måles med samme ulidelige lethed, er åbenbart noget, vi har vænnet os til, fordi det lyder godt.
Der er i sandhed blæst til kulturkamp.
Læs også Ole Grünbaums kommentar til Marianne Jelved: Marianne, du går lige i fælden
