1.4.2005
Der er masser af anledninger til at diskutere globalisering og gode svar på den udfordring. Det har altid været en fordel at kunne noget, at vide noget og at gøre noget. Det er en god begyndelse, hvis det er en fælles opfattelse. Især hvis det bliver en fælles forståelse, at vi kommer længst ved at gøre noget sammen med andre. For det er sjældent, at der er et menneske, der ved og kan alt på en og samme tid. Faktisk er det processen at gøre noget, der aktiverer viden og kunnen, som deles og udvikles med de andre, der er med i processen at gøre noget, fordi det giver fælles mening, når målet og opgaven er fælles.
Det kan være at drive en skole, bygge et hus, sælge et produkt, yde hjemmehjælp eller hvad som helst. Det moderne arbejdsliv vil alle steder kræve en synlig ledelse, der bidrager til fælles opfattelse af meningen med opgaven og med blik for, at alle skal og kan bidrage. Der skal gives plads til den kreativitet, som en proces i sagens natur vil leve af. Proces og kreativitet hører sammen, og man prøver sig frem for at gøre det rigtige. Modsætningen er rutinen, hvor manualen og regelsættet følges, for så er det gjort rigtigt, og så er den arbejdsdag gået.
Svaret på globaliseringen, der måske bare er en anledning til at tænke sig om, er udvikling i fællesskab. Risikoen er, at processen kører 24 timer i døgnet. Men det er en fejl. For så brænder kreativiteten op inden længe. Kreativiteten næres af de spring i engagement, der gør en til et helt menneske, ved at leve i forpligtethed med andre mennesker.
Det er altså ikke nok at gøre arbejdet rigtigt. Det skaber snarere stilstand. Kunsten er at gøre det rigtige. Hvilken dynamik.
