21.4.2013
Mikkel Thorup undersøger her den erfaring af meningsløshed og tilfældighed der lammer os efter et terrorangreb og stiller spørgsmålet; hvordan orienterer vi os i forhold til en terrorisme, der ikke stræber efter at levere et politisk eller socialt budskab, men blot at konfrontere os med “ordløs vold”.
Som begreb begyndte terror sit liv som beskrivelse af menneskets terror ved oplevelsen af guds magt og vrede. Begrebet terror stammer fra det latinske terrorem: stor frygt, rædsel og terrere: at fylde med frygt, skræmme; og vi finder begrebet anvendt i den latinske oversættelse i det gamle testamente om den frygt, som guds interventioner i verden skaber: “Hos alle de vilde dyr, hos himlens fugle, hos alle krybdyr på jorden og hos alle havets fisk skal der være frygt og rædsel for jer; de er givet i jeres magt.” (1. mosebog 9.2). Allerede her ser vi den sammenknytning af terrorbegrebet og magten – hvad enten den så er jordisk eller hinsidig – der kommer til at definere store dele af begrebsindholdet senere, hvor det afgørende er, at magten bekræftes og bevares gennem det at “terrorisere”, dvs. sætte en skræk i livet.
Den oprindelige begrebs betydning af ordet ’terror’ er ’stor frygt, rædsel’, og i den latinske oversættelse af Bibelen angav det menneskets lamslåelse over for guds almagt eller naturens rasen, dvs. menneskets skrøbelighed og hjælpeløshed over for ukendte kræfter. Gud griber (voldeligt) ind i verden, eller naturen (jordskælv, vulkanudbrud) ryster mennesket. I dag opfattes terror ikke længere som noget, der har guddommelig oprindelse, men dog stadig naturlig (f.eks. tsunami) og nu også menneskeskabt. Grundlæggende gør den terroriserende handling det samme ved individer, grupper og samfund i dag, som den gjorde tidligere. Den slår os med lammelse.
Det ser ud til, at den præmoderne brug af begrebet var begrænset til at beskrive en hjælpeløshedens terror, som man også kunne kalde for menneskets følelse af egen usikkerhed og sårbarhed, en antropologisk disposition for frygt; samt en evighedens terror, en religiøs rædsel og frygt for guddommelig straf. Begge anvendelser tematiserer en manglende evne til at kontrollere sin egen skæbne, at være overladt til og udsat for kræfter, naturlige eller guddommelige, der kan ramme en, hvad øjeblik det skal være uden varsel og uden årsag.
Terrorens kilder taler kun gennem deres handlinger. Ingen anden forklaring gives end ødelæggelse. Den terroriserede er også stille, eller rettere: rammes af tavshed, lamslåelse. Gjort tavs af enten tabet af sit liv, af mangel på forståelse af det skete, eller af ærefrygt for det, der er ufatteligt. Sidstnævnte ses i en rejsedagbog af den romerske kardinal Luigi d’Aragona, der i 1517 reflekterer over den følelsesmæssige virkning af store kors, der afbilder Jesu lidelser. At se dem fremkaldte ”devotione” og ”terrore”. (i)
Der er noget i terrorangrebet som genskaber disse klassiske betydninger af terror. Der er en klar tendens til, at vores første reaktion er at henvise til de klassiske betydninger af at stå overfor det ufattelige og uforklarlige, og først i en senere reaktion og bearbejdelse at anvende den moderne betydning af terror som politisk motiveret vold (der netop taler i manifester, interviews mm) til at begrebsliggøre og forklare det skete. Vi kan lidt skematisk sige, at den kropslige reaktion bruger den klassiske betydning af terror som hjælpeløshed og rædsel (den tavse vold), hvorimod den intellektuelle reaktion bruger den moderne betydning som politisk motiveret vold (den talende vold). Det er først, når reaktionen går fra terror som tavs vold, der rammer uden forklaring og mening til en analyse af volden som årsagsbestemt, at vi kan undslippe frygtens kvælende favntag og kroppens lamslåelse. Begivenheden, der har rystet os med sin meningsløshed, må trækkes ind i kredsen af det forklarlige.
Denne artikel handler om den kognitive krise, som pludselig frygt skaber. Jeg vil særligt fokusere på terrorhandlingers effekt, da de mest ’rent’ er handlinger, der pludseligt og uden varsel rammer. Ærindet er at give nogle bud på terrors lamslåelse og måderne, hvorpå vi bearbejder den kognitive krise, som et terrorangreb (også) er.
I
Terrorhandlinger udløser ikke bare en bombe, men sprænger også folks og staters oplevelse af at have kontrol over deres egen skæbne: ”I frygten afsløres en grundbestemmelse ved min væren, nemlig det faktum, at jeg er udsat og i sidste instans overladt til mig selv.”Den amerikanske sammenslutning af psykologer udsendte i september 2001 et dokument om, hvordan man psykologisk håndterer et terrorangreb, og heri skriver de, at terrorisme ”truer et samfund ved at indgyde frygt og hjælpeløshed i dets indbyggere.” De fortsætter:
Når der sker en terrorhandling, leder folk ofte efter måder at håndtere akut stress og trauma på. Terrorisme fremkalderen fundamental frygt for hjælpeløshed. De voldelige handlinger er tilfældige, uprovokerede og intentionelle og er ofte rettet mod forsvarsløse borgere. At forsøge at håndtere den irrationelle information, der er uden for normal forståelse, kan igangsætte en kæde af psykologiske begivenheder, der kulminerer i følelser af frygt, hjælpeløshed, sårbarhed og sorg
Frygt er eminent kropslig. I frygtens øjeblik bliver vi bevidste som skrøbelige og sårbare kroppe, og måske endnu vigtigere: den terroriserede krop gennemstrømmes af følelsen af ikke at være i kontrol over sig eget liv, ikke at bestemme sin egen skæbne. Frygt er følelsen af at stå i en overvældende negativ og skræmmende situation, man ikke selv kan afværge, noget uoverskueligt og upåvirkeligt uden for en selv, der bare rammer en.
Moderne politik er en afvisning af skæbnens almagt til fordel for menneskelig handleevne og individuelle suverænitet. Akut frygt genaktualiserer mennesket som et skæbneudsat, skrøbeligt og ikke mindst kødeligt væsen. Vi ser i en del terrorbeskrivelser en bevægelse fra mennesket bestemt som retssubjekt og økonomisk interessesubjekt til et bestemt som krop og kød. Det er ikke det politiske menneske, der rammes, men det kropslige væsen. Der gives ingen handling, der kan afværge truslen, for terror rammer uden årsag, uventet og katastrofisk.
En vigtig del af mit argument i det følgende er, at denne genkomst af terrorbegrebets antropologiske og religiøse betydning og dens medfølgende afvisning af terrorens stemme og rationalitet er et dybtliggende, men ofte uerkendt brud med det modernes mest udbredte forståelse af vold, nemlig at vold taler og bliver hørt. Et interessant eksempel på terrorbegrebets dobbeltbetydning finder man i en artikel, som forfatteren Carsten Jensen skrev fem dage efter terrorangrebet, hvori han siger:
Der var et øjeblik tirsdag eftermiddag 1, da jeg blev grebet af en angst, som jeg i mangel af et mere passende ord vil kalde metafysisk […] Det var et øjeblik af hellig rædsel, som en sort åbenbaring, hvor dækslet blev taget af universets brønd for at afsløre den absolutte meningsløshed, som vi alle på vores sjælsensomme bund frygter, gemmer sig bag tingenes skrøbelige orden.
Et klart eksempel på den oprindelige forståelse af terror, men så besinder han sig: ”Nej, det var ikke noget sammenbrud i universets orden, vi overværede. Det var et menneskeskabt værk.” Han supplerer eller trumfer den religiøse betydning med en moderne politisk. Han synes at forlade øjeblikkets hellige rædsel til fordel for en rædsel formuleret i årsagsforklaringer. Den kropslige frygtreaktion toner bort og fornuften fortolker handlingen. Men, lidt senere i teksten, finder vi igen en beskrivelse, der skriver sig ind i det, vi skal behandle i næste afsnit: en terror tilsyneladende uden navn, stemme og årsag:
Det mest rædselsvækkende ved terrorattentatet mod Amerika er, at dets kerne synes at være en gåde. Det har ingen afsender, intet dechifrerbart budskab ledsager det, dets hovedmistænkte, Osama bin Laden, benægter ligesom den mordmistænkte i en kriminalgåde alt. Attentatet beviser ingenting, andet end at verden er utryg og meningsløs. Ingen nation hænger denne ugerning som en medalje på sit bryst, ingens selvfølelse styrkes, vi aner end ikke, hvem vi skal frygte, andet end dette mangehovedede uhyre, som vi i mangel af bedre kalder terrorismen, men som vælger at forblive uden navn og ansigt, og hvis mål vi kun kan gætte os til.
Dette er tolkningen bestemt af den klassiske betydning af terror, men denne forklaring varer sjældent ved. Den må vige for en meningsskabelse.
II
Der har i årene efter angrebet 11. september 2001 været en udpræget tendens til at tematisere terror i sin klassiske betydning som uforklarlig og stum rædsel. Det tavse er det grundlæggende princip bag analysen af ’ny terrorisme’. Der laves et skel mellem en gammel vold eller terrorisme, der ganske vist var frygtelig og blodig, men som også var kommunikativ og argumentativ, og derfor basalt set forståelig, og så en ny vold eller terrorisme, der er afgørende i modsætning til enhver rationalitet eller politik. Der var tidligere, siger terrorforskeren Paul Wilkinson, en ”potentielt forbederlig terrorisme, der begrænsede sin brug af vold, og så nu en ”uforbederlig terrorisme” med ”absolutte og maksimalistiske mål”, der i sidste ende handler om verdensherredømme eller verdens ødelæggelse.iv Dette er en kraftig og ofte gentaget påstand om den nye, langt farligere terrorisme, vi konfronteres af i dag, udført af fanatikere der ”ikke søger et sæde ved forhandlingsbordet”, som Paul Bremer, daværende ambassadør og senere leder af koalitionens provisoriske regering i Irak skrev: ”De ønsker at vælte bordet og dræbe alle, der sidder ved det.” De nye terrorister ”er motiveret mindre af snævre politiske målsætninger og mere af ideologisk, apokalyptisk eller religiøs fanatisme.”v
Religion er tilbage. Og den er vred. Det ser ud til, at man for indeværende kun behøver nævne religion for at fremmane billeder af korstog, fanatisme, eskatologisk vold, armageddon og deslige. Den ’messianske fjende’ konfronterer og dræber os. Henvisningen til religiøs bevæggrund synes i mange analyser at være forklaring nok på det katastrofiske i den nye terrorisme. Det, som religion her synes at gøre, er at forklare den større dødelighed og fare fra en fjende, der ikke bare har sejr men vores totale ødelæggelse som endemål. Men religions-henvisningen gør også noget andet. Den placerer os, tilskueren eller ofret, i den underlige rolle som rystende subjekt foran den rasende guddom, der rammer uden varsel og uden grund. Afkoblingen mellem (vores) handling og (deres) reaktion imploderer alle årsagskæder og efterlader kun terroren som en ubeskrivelig rædsel.
Dagens terrorister siges at være ”motiveret af religiøst fjendskab, blindt had eller et miks af individuelt idiosynkratiske motivationer.” (vi) Terrorisme ses ikke længere som en metode eller som et middel til et mål, men snarere, som terrorforskeren Bruce Hoffmann skriver, “som et mål i sig selv, der ikke kræver nogen stor forklaring eller retfærdiggørelse uden for gruppen selv og måske dens tilhængere.” (vii) Denne analyse ses gentaget i en artikel i militærtidsskriftet Parameters, hvor der står, at ”for mange radikale organisationer, har terror udviklet sig fra at være et middel til et mål til nu at blive målet i sig selv”, hvilket betyder, at nutidens ”terrorister i stigende grad ser deres døds- og ødelæggelseshandlinger som sakramentale eller transcendentale på et spirituelt eller eskatologisk niveau […] Religiøse terrorister er ofte deres egen valgkreds og har intet eksternt publikum til deres ødelæggelseshandlinger.” For de nye terrorister ”er vold i sig selv målet.” (viii)
Et afgørende element i mange teorier om ny terrorisme er altså, at ”fraværet af en plausibel dagsorden er relateret til et fravær af begrænsning på volden.” (ix) Terroristerne har tilsyneladende afkoblet sig fra enhver moralsk binding, mens terrorismens nye religiøse og teknologiske realitet gør, at samfundene har stadigt færre, hvis nogen, virksomme midler til at stoppe ødelæggelsen. Alle udviklinger i den terroristiske organisering, rekruttering, finansiering og udøvelse fortolkes som en forøgelse af trusselsniveauet. Der fremmanes en stadigt farligere og mere lumsk trussel med stadigt flere dødelige muligheder til sin rådighed overfor nogle samfund med stadigt færre muligheder for at forsvare sig selv og sine borgere. I litteraturen om ny terrorisme er initiativ, virkning og vilje klart og stadig mere på terroristernes side. Ingen udvikling synes at gøre os sikrere. I stedet synes den dominerende tolkning af det at være en nær panisk angst for terrorister, der nu ’ligner os’, og som kan kamuflere sig med og igennem det liv, de lever og som ligner vores. Eller man kunne i perioden efter murens fald glædes over, at atomkapløbet hos den kolde krigs supermagter er ovre, men i stedet fortælles vi tit i denne litteratur, at ”verden nu er på vej ind i en ny fase af dets historie, der er mere farlig end nogensinde før.” (x)
Der synes at være en vis konsensus om, at nuværende samfund er afhængig af en infrastruktur, der er ”stadig mere koncentreret, mere indbyrdes forbundet og mere sofistikeret”, (xi) hvilket ikke gør os mere sikre men derimod mere udsatte og vanskeligere at beskytte. Den ensidige fokus på vores ikke-viden og deres tilsyneladende al-kunnen gør det til en yderst ulige konfrontation, ulige i deres favør – det er ofte det, der udtrykkes med begrebet ’asymmetrisk’ – og det efterlader os basalt i rollen som ventende offerlam. Faren for katastrofisk terrorisme fremhæves, mens vores modstandskraft og forsvarsevne devalueres. Det, der fyldes ud imellem den fremmanede katastrofe og vores manglende evne til virkelig at reagere på truslen er ”en ny følelse af usikkerhed og sårbarhed.” (xii) Eller rettere, så er det, hvilket den just citerede tekst er et eksempel på, en insisteren på, at vi bør føle os usikre. At følelsen af usikkerhed og sårbarhed er den eneste realitetstro følelse for indeværende. Den nye trussel bliver, som den kritiske kriminolog Anastassia Tsoukala har vist, fremstillet som ekstraordinær, ubegrænset og fuldstændig uforudsigelig, og hun citerer terrorforskeren Rohan Gunaratna: ”Vi ved ikke, hvor fjenden er eller hans antal. Vi har ingen idé om, hvornår de vil angribe, hvor eller hvordan.”(xiii)
I dag betyder terror ikke kun en handling men også et vilkår. Vi har suppleret en forståelse af terror som terrorisme, dvs. som et specifikt og lokalt voldsfænomen, med dets oprindelige betydning af terror som terror, dvs. som en abstrakt, diffus, allestedsnærværende potentialitet af ukendte og usynlige farer. Måske det skyldes det, som den engelske militæranalytiker Patrick Porter identificerer som den udbredte vision i ’krigen mod terror’ under Bush-administrationen, der mindre var en strategi end en teologi, en altomfattende tolkning af en eksistentiel trussel fra ukendte kræfter med altødelæggende potentiale. (xiv) Det er i det mindste interessant at spekulere over sammenhængen mellem den religiøse tolkning af den nye terrorisme og så den kvasi-religiøse tolkning af vores udsathed. ’Deres’ religiøsitet – eller måske rettere vores fokus på dette aspekt – synes at fremmane et slags religiøst reaktions- og fortolkningsmønster, der netop genkalder sig den oprindelige brug af terrorbegrebet som en adækvat ramme for den generaliserede udsathed. Denne følelse af lurende frygt var til rådighed som tankemodel og frygtforstærker den 11. september og blev gentaget i det amerikanske militærs Quadrennial Defense Review udgivet bare 19 dage efter angrebet:
Angrebet på USA og den krig, der er blevet rettet imod os, fremhæver et fundamentalt vilkår for vores liv: Vi kan ikke vide og vil ikke vide præcis hvor og hvornår USA’s interesser vil blive truet, hvornår USA vil komme under angreb, eller hvornår amerikanerne kan risikere at komme til at dø som følge af et angreb.
Det er yderst interessant og sigende, at det er uforudsigelighed, kognitivt underskud og faren for det katastrofe, der gøres til det nye livsvilkår. Trusler er epidemiske. Når man begynder at se verden gennem sikkerhedsoptikken, da bliver alt faretruende. Det potentielle har en tendens til i kraft af sin potentialitet at antage karakter af realitet. Sikkerhed skaber usikkerhed.
At vente på katastrofen er, når vi taler om terrorisme, hvad den amerikanske sikkerhedsstrategi fra september 2002 kaldte ”et nyt livsvilkår”. (xvi) Dette nye livsvilkår er kendetegnet ved, at “hver krog og hjørne af den demokratiske verden er nu truet af […] apokalyptisk global terrorisme.” (xvii) I 1998 vendte daværende amerikanske præsident Bill Clinton nogle det åbne samfunds kerneværdier, teknologi, globalisering og mobilitet fra en styrke til en svaghed, da han sagde, at terrorismen ”har et nyt ansigt […] Terrorens nye teknologier og deres voksende udbredelse samt terroristernes stigende mobilitet, rejser den frygtindgydende mulighed for sårbarhed overfor kemiske, biologiske og andre former for angreb, der bringer os alle ind i kategorien af potentielt offer.” (xviii) Mere simpelt sagt: ”Hvor som helst kan være angrebsmålet.” (xix)
III
Terror lammer, chokerer, passiviserer, men kun for en tid. Derefter indtræder et presserende behov for ord og handling. Hvor det første billede, vi har af en lamslået George W. Bush efter terrorangrebet 11. september 2001 er fra et klasselokale, hvor en hjælper hvisker ham i øret, at det andet fly er styrtet ind i tårn nummer to, og det derfor helt sikkert er et terrorangreb, da er det andet ikoniske billede en maskulin Bush stående på ruinerne af de to tårne med armen om en brandmand, mens han lover at angribe og besejre fjenden.
Ordene og handlingerne skal bringe det ufattelige ind i kredsen af det fattelige og dermed håndterbare. Ord og handling er forsøg på at genvinde kontrol med sin egen skæbne. Derfor bliver ordene ofte kategoriske, og handlingerne brutale. De skal nemlig reetablere følelsen af basal sikkerhed og suveræn kontrol. En følelse, det netop er terrorens kendetegn at ville ødelægge. Overreaktionen, den tomme gestus (kampvogn foran lufthavnsindgangen, som man f.eks. gjorde i London efter 11. september), en militariseret retorik, kravene om handling er naturlige reaktioner på det, man kunne kalde katastrofe-rationalitet, hvor individer og systemer går i forsvarsberedskab og tolker alt eller meget inden for en sikkerhedsoptik.
Det afgørende for genoprettelsen af en følelse af sikkerhed er, at der formuleres mening(er) om det skete, og at der handles på baggrund heraf. Det samme var tilfældet, da terrorens ophav var guddommeligt og naturligt. Man søgte veje til at forstå guds motiver, aflæse naturen, formilde dem begge. I dag søges forklaringer og løsninger på sekulært grundlag, men behovet for forklaring og handling er lige så presserende, da ubegribelighed og passivitet fastholder en som individ eller samfund i terrorens handlingslammelse.
Frygt kan grundlæggende håndteres ved at gøre sig a) mindre: gøre sig så lille, at det frygtelige ikke kan ramme eller finde en. Det er en ofte anvendt overlevelsesstrategi i diktaturstater, når man bliver hjemme for at undgå overfald eller når man undlader handlinger eller kritik af frygt for reaktionen; b) større: reagere så hurtigt og kraftfuldt som muligt. Her er det handlingen selv snarere end dens effekt er det væsentligt og vil ofte have form af militær, maskulinitet, homogenitet, autoritet, hvor man proklamerer sine værdiers uangribelighed. Begge strategier fastholder i første omgang en indenfor frygtens herredømme men tillader også, at frygten kan slippe taget i en, idet begge strategier genskaber en (rigtig eller forkert) følelse af kontrol.
Den væsentligste handling for at komme ud af den lamslåede frygts jerngreb er paradoksalt nok at anvende terrorens moderne logik, dvs. at anerkende den som en årsagsbestemt gerning. Så længe man bliver i den uforklarlige volds tankekreds, da er der kun den indadvendtefokusering på egen skrøbelighed og sårbarhed. Det er først, nårman indsætter terrorangrebet i det, vi kunne kalde for ’hændelsernes logik’, dvs. en kausallogik, hvor det er muligt at identificere og adskille mål, middel, aktør og intention, at vi kan rette opmærksomheden væk fra vores egen skræmthed. Først når terroren forstås som ikke bare uforklarlig vold men også som tale – og dermed som ’meningsfuld’ – kan vi reetablere os selv som suveræne handlings individer, der kan diskutere og beregne trusselsniveau og afværgestrategier.
IV
Hvor mange bliver hensat til rædsel, når man i lufthavnen hører den evigt gentagede besked om efterladt bagage? Der er et væsentligt misforhold imellem terrorens tematisering, som beskrevet i det foregående afsnit, og så den dagligdag, vi lever i, som principielt er kendetegnet ved at, som jeg citerede i afsnit tre, ’hvor som helst kan være angrebsmålet’, og hvor vi alle hele tiden er potentielle ofre. Denne principielle udsathed er ikke vores dagligdag. Krisen er ikke permanent. Frygt er ikke alt, der er. Tværtom er det dagligdagen og en grundfølelse af sikkerhed, der dominerer.
Det skyldes formodentlig særligt to ting. For det første, at hverdagen sætter sig igennem. Begivenheden, skrækscenariet, katastrofen, døden, angrebet bliver ikke ved med at være i centrum af vores tanker. Lamslåelsen er foreløbelig. Ikke-begivenheden, hverdagen, gentagelsen, følelsen af (tålelig) sikkerhed, dagliglivets nødvendighed tager over og genskaber følelsen af normalitet og forudsigelighed. Man kan ikke leve i permanent krise- og forsvarsberedskab. Hverdagens krav om at køre til og fra arbejde, hente børnene, handle ind etc. nødvendiggør en fortælling om tålelig sikkerhed. For det andet tager kausal- og meningsforklaringen over fra den metafysiske om terrorens uforklarlighed og individets sårbarhed.
Om formiddagen den 12. september 2001, dagen efter terrorangrebet i USA, løb der hen over skærmen på CNN et ”ingen kommentarer, ingen kommentarer …”. (xx) Vi står naglet og betragter ødelæggelsen. Men denne lamslåelse eller handlingslammelse varer ikke ved. Det ufattelige fortolkes. Tidligere var det teologer, kunstnere og naturfilosoffer, der tolkede hændelserne for de terroriserede. I dag er det os alle. Kommentatorerne begynder at snakke på CNN. Regeringsledere erklærer en global krig mod terror. Befolkningen diskuterer. Forskere, bloggere, klummeskribenter, forfattere skriver. TV viser billeder og fortolker hændelser. Ord, forklaringer, årsagskæder, navne, forslag til handlinger erstatter lamslåelsen.
Derfor kan vi afslutningsvis spekulere over, om en væsentlig grund til, at demokratier ikke besejres af terrorisme, netop er fordi de er demokratier, dvs. konstant diskuterende offentligheder. Det forhold, som utallige anti-demokrater afskyr, og som endnu flere demokrati-skeptikere konstant kritiserer som demokratiets svaghed, nemlig at demokratier er evigt snakkende, viser sig måske, at være den vigtigste faktor i demokratiers manifeste overlevelsesdygtighed: Stående overfor trusler og angreb, så snakker de.
Denne artikel bygger på to kapitler fra min bog Sårbarheder – globalisering, militarisering og terrorisering fra murens fald og til i dag (Aarhus Universitetsforlag 2013).
i Citeret fra Valentin Groebner, Defaced. The Visual Culture of Violence in the Late Middle Ages, New York: Zone Book 2008, s. 89.
ii Lars Fr. H. Svendsen, Frygt,Aarhus: Klim 2008, s. 49. Se også Corey Robin, Fear.The History of a Political Idea, Oxford: Oxford University Press 2004; Frank Furedi, Politics of Fear,London & New York: Continuum 2005; Peter Høilund, Frygtens ret, København: Hans Reitzels Forlag 2010.
iii American Psychological Association, Managing Traumatic Stress: Coping with Terrorism, september 2001.
iv Paul Wilkinson, Terrorism versus Democracy. The Liberal State Response, 2. udg., London & New York: Routledge 2006, s. 4, hans kursivering.
v Paul Bremer, III, “A New Strategy for the New Face ofTerrorism”, The National Interest, Thanksgiving, 2001, s. 23-30, citeret fra s. 24.
vi Bruce Hoffman, Inside Terrorism, 2. udg., New York: Columbia University Press 2006, s. 281.
vii Bruce Hoffman, “Terrorism Trends and Prospects”, kap. 2 i Ian Lesser m.fl., Countering the New Terrorism, Rand coorporation 1999, citeret fra s. 28.
viii Matthew J. Morgan, “The Origins of the New Terrorism”, Parameters,vol. 34, nr. 1, 2004, s. 29-43, citeret fra s. 30, 32 & 34.
ix Steven Simon & Daniel Benjamin, “The Terror”, Survival, vol. 43, nr. 4, 2001/2, s. 5-18, citeret fra s. 6.
xWalter Laqueur, “Left, Right, and Beyond. The changing face of terror”,i James F. Hoge & Gideon Rose (red.), HowDid This Happen? Terrorism and the New War, Oxford: Public Affairs 2001, s. 82, min kursivering.
xi Stephen E. Flynn, “The Unguarded Homeland. A Study in Malign Neglect” i Hoge & Rose, How Did This Happen?,s. 184.
xii Flynn, “The Unguarded Homeland”, s. 185
xiii Anastassia Tsoukala, “Defining the terrorist threat in the post-September 11era”, kap. 3 i Didier Bigo & Anastassia Tsoukala (red.), Terror, Insecurity and Liberty. Illiberal practices of liberal regimes after 9/11,London & New York: Routledge 2008, s. 55.
ixv Patrick Porter, ”Long wars and long telegrams: Containing Al-Qaeda”, International Affairs,vol. 85, nr. 2, 2009, s. 285-305.
xvQuadrennial Defense Review,30. september 2001, s. 3, min kursivering.
xviNational Security Strategy of the United States of America, september 2002, s. 31.
xvii John Keane, Violence and Democracy,Cambridge: Cambridge University Press 2004, s. 27.
xviii Citeret fra s. 162 i “America and the New Terrorism: An Exchange”, Survival,vol. 42, nr. 2, 2000, s. 156-172, min kursivering.
xix Wolfgang Sofsky, Violence.Terrorism, Genocide, War,London: Granta 2003, s. 185.
xx Susan Neiman, Evilin Modern Thought. An Alternative History of Philosophy,Princeton & Oxford: Princeton University Press 2004, s. 283.
- september 2001 ↩
