1.2.2005
Dannelse er erhvervet stedsans, uden at have været alle steder.
Dannelse er ikke bare at orientere sig i denne kultur, men også i det fremtidige og det mulige. Det er at møde uoverskueligheden med begavelse, fordi man har horisont: Dannelse er at orientere sig begavet i fremtidens u-overskuelighed med fortiden som horisont.
Dannelse er at have horisont. At reagere uden horisont er at tage en chance: Chancen for at tingene tager sig ligesådan ud i morgen.
Dannelsen er ved at kvæles i den individuelle friheds greb. Kompetenceudvikling hedder det. Men de to ting er ikke det samme:
Kompetenceudvikling er udvikling af individualitet, der muliggør at individet kan begå sig i en kultur med løse bånd. Sociale kompetencer er individuelle kompetencer til at begå sig individuelt.
Dannelse går vejen om det almene for først sekundært at kende sig selv. Dannelsesprocessen går udad mod selvforglemmelsen, ikke med det mål at finde sig selv, men med det mål at finde verden. Og først derude et sted kan det være heldig at blive til, at dannes.
Dannelse er splittelse. Dannelse er at vide, hvordan man lever i den nærværende kultur, uden rigtigt at blive ét med den, fordi man har en bevidsthed, der rækker ud over kulturen. Derfor er den dannede bevidsthed både en lykkeligt drømmende bevidsthed om det, der kunne blive, og en ulykkeligt bundet bevidsthed til det, der er.
Men dannelsen limer sammen. Den ser, at nutidens fremtidsprojekter allerede er forudgrebet i fortidens greb om nu’et. Den dannede ser, at det kast, han gør, allerede er kastet, og indstiller sig derfor på, at han kun kan afbøje kastet.
Dumhed er de mennesker, der da de ikke vidste hvad de skulle, rakte fingeren i vejret for at finde ud af hvad vej vinden blæste. Men dumme blev de først, da de velfriserede og glatbarberede cyklede i medvinden og sagde til hinanden: ”Se, det blæser ikke”. Den dannede ved, at det blæser, også selvom han har medvind, for han stopper ind i mellem op og vender sig om mod historien.
Dannelse er følsomhed overfor den kildren, som historiens vind tilbyder at kærtegne nutidens arrede ansigt med.