1.1.2006
Osmannerrigets opløsning var uundgåelig og nødvendig – men samtidig også begyndelsen på en uheldig rivalisering mellem nationalismer i det østlige Anatolien. Historiker Peter Seeberg, der er centerleder ved Center for Mellemøststudier (Syddansk Universitet), beskriver her, hvorledes tyrkisk og kurdisk nationalisme har fulgtes ad siden 1. verdenskrig. Udviklinger i forholdet mellem de to har ofte et tydeligt europæisk aspekt – som et led i eller et resultat af europæisk storpolitik.
”Den moderne tyrkiske stat er en efterfølgerstat
til det osmanniske imperium på samme måde
som Grækenland, Bulgarien, Rumænien, Serbien
og Albanien er det, for slet ikke at nævne navnene
i det nu forhenværende Jugoslavien.”
(Uffe Østergaard)
Den tyrkiske nationalisme opstod som en reaktion på Europas vedvarende og stigende pres. I den langvarige og pinefulde proces, hvor det osmanniske rige gradvist smuldrede og faldt fra hinanden, skabtes konturerne af en tyrkisk-national bevægelse. Betoningen af det tyrkiske fik omvendt en kurdisk reaktion til at rejse sig. Såvel den tyrkiske som den kurdiske nationalisme opstod således under og som et resultat af Osmannerrigets dødskamp. Den tyrkiske og kurdiske nationalisme handlede om identitetsproblemer og om, hvordan det opløste verdensrige skulle organiseres politisk. I århundreder havde Osmannerriget været velfungerende og styret i Konstantinopel i god kontakt med rigets provins. Men dette lå langt tilbage.
Osmannisk ekspansion
Tilbage i anden halvdel af det 15. århundrede foregik en ekspansion i form af erobringer af det nuværende Grækenland, Bosnien, Hercegovina og Albanien samtidig med, at dominansen på den anatolske halvø førte til en islamisering, som har været gældende lige siden. Herefter fulgte erobringskrige, der udstrakte det osmanniske rige til det østlige Anatolien og det vestlige Iran og førte til beherskelse af de vigtige handelsruter fra øst til vest. Videre førte krige til beherskelse af Mamelukkernes rige i Syrien og Egypten og de hellige muslimske steder i Arabien. Bagdad faldt i 1534, Basra i 1538 og Bahrain i 1554 og snart herefter var det meste af det nordlige Afrika, den arabiske halvø og større dele af Balkan underlagt Osmannerstaten.
Indtil videre opstod der ikke større konflikter mellem de europæiske magter og osmannerne, da de ikke i synderlig grad kom på tværs af hinanden. Osmannerne stødte på de portugisiske handelsinteresser i det indiske ocean, men da de selv mere var interesseret i indtægter fra de lande, de erobrede, gav dette ikke anledning til konflikt med portugiserne.
I slutningen af det 1600-tallet havde osmannerne skabt et verdensrige fra det vestlige Middelhav til Iran og fra Ukraine til Yemen. Riget baserede sig på dygtige krigere, et ekstraordinært talent for at organisere erobringstogter, en efter samtiden avanceret militær teknologi, især bygget op om kanoner og geværer og en evne til at etablere et tolerant styre, der tillod andre religioner og et vist politisk selvstyre, når blot en del af produktionen blev afleveret til de osmanniske herskere. Den osmanniske stat havde ikke nogen betydningsfuld konkurrent indtil slutningen af det 17. århundrede, hvor de europæiske magter havde opnået tilstrækkelig styrke til for alvor at kunne udfordre osmannerne militært.
De europæiske stormagter var skræmte, da tyrkerne i 1683 for sidste gang forsøgte at erobre Wien – uden succes. Med en otte uger lang belejring og en hær på 150.000 mand forsøgte sultanen at erobre en af de vigtigste europæiske hovedstæder. Det mislykkedes, og i et stort slag uden for byen tabte tyrkerne og blev tvunget til et ydmygende tilbagetog.
Europas syge mand
Fra det tidspunkt gik det tilbage for det osmanniske rige, som altså nåede sin største udstrækning i slutningen af d. 17. århundrede. Det omfattede det meste af Balkan, det nuværende Tyrkiet og det meste af den arabisktalende verden: i øst fra Det Kaspiske Hav ned til Den persiske Golf, i vest over til og med det nuværende Algeriet, i syd helt ned til Aden i Yemen på sydspidsen af den arabiske halvø. Selvom de største erobringer nåedes i d. 17. århundrede, må det alligevel fastholdes, at riget var på retur allerede tidligere: Osmannerrigets storhedstid var i d. 16. århundrede.
Der var flere problemer, som gradvist fik det osmanniske rige til at miste sin kraft. For det første forfaldt sultanens administration: der udvikledes nepotisme, korruption og ineffektivitet samtidig med, at de lokale styrer i provinserne fik større magt. For det andet sørgede sultanen ikke for at udvikle hæren, så den vedvarende var slagkraftig. For det tredje kan personspørgsmålet også have spillet en rolle: måske var sultanerne i d. 17. århundrede, 18. og 19. århundrede ikke af samme støbning som de tidligere, berømte sultaner, hvoraf den mest kendte er Suliman d. I (1520-66 – kaldet Suliman den Prægtige). For det fjerde – og måske vigtigst – det osmanniske rige var præget af utidssvarende politiske, sociale og økonomiske strukturer, som gav herskerne voksende problemer i takt med, at de europæiske stormagter var i færd med at gennemløbe en moderniseringsproces, som skulle komme til at ændre verden fuldstændigt.
På det militære område kunne europæiske magter allerede i begyndelsen af 1700-tallet matche osmannernes militære slagkraft og var snart suverænt stærkere. Økonomisk var tyrkerne allerede tidligere sakket bagud. Den europæiske ekspansion, kolonialisme og senere imperialisme medførte en kolossal vækst i de europæiske lande samtidig med, at økonomien i Osmannerriget stagnerede. En krise i 1870erne blev forstærket af misvækst i landbruget, hvor flere års kombinationer af tørke og oversvømmelser førte til katastrofale hungerproblemer i det indre Anatolien. Denne situation forstærkede Osmannerrigets store vanskeligheder med at betale af på sin gæld.
Den udbredte talemåde “Europas syge mand” havde med andre ord en såvel politisk, social, økonomisk som militær baggrund og selv om sultanen forsøgte at rette op på økonomien, lykkedes det ikke for alvor. Grunden til, at Osmannerriget holdt sammen så længe, var bl.a., at stormagternes konkurrence om at komme til at dominere i de osmanniske besiddelser gjorde det muligt at spille dem ud mod hinanden.
Nationalismer i Tyrkiet
Den kurdiske nationalisme har eksisteret omtrent lige så længe som den tyrkiske, dvs. siden 1. verdenskrig. Moderne tyrkisk nationalisme, formuleret i 1920’erne af Mustafa Kemal Atatürk har den klare hensigt og rationalitet at etablere, eller måske snarere retablere en nationalfølelse, der er blevet sønderrevet af en verdenskrig, hvor Tyrkiet nærmest ved et uheld er blevet medansvarlig taber og flået af naboerne, ikke mindst af Grækenland. I denne rekonstruktion af den nationale selvfølelse efter oprettelsen af republikken Tyrkiet i 1923 går det hårdt ud over Tyrkiets etniske mindretal, der – set fra Ankara – repræsenterer latente opløsningstendenser for den nye nation.
Den kurdiske nation – hvis det giver mening at tale om en sådan – optræder ikke på den internationale scene før i 1918. Og stort set samtidig hermed – i begyndelsen af 1920’erne – kan det konstateres, at skæbnen som en nation, der aldrig kan blive en stat, besegles: fra midten af 1920’erne giver det ikke længere mening at påstå, at der findes en reel mulighed for, at en samlet kurdisk stat kan etableres.
En væsentlig del af diskussionen om et forestillet kurdisk fællesskab drejer sig om de grænser, der findes i det kurdiske område. Det er en ofte fremsat påstand, at grænserne mellem Iran, Irak og Tyrkiet er blevet trukket hen over det kurdiske territorium for at forhindre den kurdiske nationalisme i at udvikles. Dette er en sandhed med modifikationer. Grænsen til naboen mod øst, Iran, har en forhistorie, som rækker langt tilbage – længe før nationalismens opståen og længe før den moderne opdeling af Mellemøsten, som mandatmagterne har foretaget hen over hovedet på folk og fyrster i regionen siden 1. verdenskrigs afslutning.
Men hvor grænserne i området tidligere har repræsenteret en mulighed for at overleve – såvel i økonomisk som i etnisk forstand – udvikles de selv samme grænser i det 20. århundrede til det modsatte, mere og mere udtalt op gennem århundredet. Det har i de foregående århundreder været det kurdiske folks vilkår at være et grænsefolk, der som bønder og nomader så at sige kunne lukrere på at bevæge sig frit i de enorme bjergområder og levere landsbrugsprodukter og brugskunst til befolkningerne i de lande, der støder op til området. Men den politiske udvikling i det 20. århundrede, hvor grænserne bliver overvåget og kun, hvis man ikke vil udsætte sig selv for livsfare, kan passeres ved bevogtede grænseovergange, omskaber mulighedsbetingelserne for livet i dette gigantiske bjergområde.
Det handler for Tyrkiets vedkommende om militærstrategiske overvejelser. Men desuden kan der være god grund til at overveje den specielle tyrkiske opfattelse af grænsen mod øst. For den tyrkiske politiske og militære elite forekommer selve diskussionen absurd – det kemalistiske statsbygningsprojekt har ganske givet haft stor succes med etablering af en mental forestilling om, at Tyrkiets grænser er uforanderlige, uagtet at de faktisk kun er 75 år gamle.
Allerstørst betydning i virkelighedens verden har imidlertid de to strategiske ressourcer, olie og vand, som der faktisk er meget store mængder af i det kurdiske område. Hvad olie angår, mest i iransk og irakisk Kurdistan. Hvad vand angår, mest i Tyrkiet, hvor en afgivelse af kontrollen over det kurdiske område ville betyde et farvel til råderetten over Mellemøstens største vandreserver (bortset fra Nilen). Det er blevet hævdet, at den tyrkiske stat har iværksat sit ambitiøse GAP-projekt (et af verdens største dæmnings- og kunstvandingsanlæg) med den bevidste hensigt at pacificere kurderne i området ved at give dem velstand. Sådanne ædle motiver er der næppe grund til at tilskrive den tyrkiske stat. Man har med dette projekt – uanset om området er befolket af kurdere eller ej – ganske enkelt villet skabe vækst i den del af Tyrkiet og kontrol med områdets vandressourcer, et potentielt konfliktfelt i relation til Syrien og Irak
Begrebet Kurdistan
Begrebet Kurdistan anvendes første gang i 1200-tallet af seldjukkerne (tyrkerne) som en betegnelse for et område i bjergene østpå, som ikke for alvor var af interesse for nogen. Det kurdiske område lå uden for de store handelsveje – kurdernes forbindelse til de større mellemøstlige kulturer var som leverandører af kød, uld, tæpper osv.
Der er næppe nogen, der før begyndelsen af det 20. århundrede interesserer sig synderligt for at afgrænse et kurdisk område endsige territorium – heller ikke kurderne selv. Ikke desto mindre giver det mening historisk at tale om et folkeslag, som kan kaldes kurdere. Allerede længe før vor tidsregnings begyndelse, i det mindste fra 650 fvt., tales der om kurdere, dog mere som befolkningsgrupper, indoeuropæiske stammefolk, der befinder sig vest for de babyloniske og assyriske riger, end som egentlige distinkt etniske folkeslag.
Der har været bestræbelser, som har peget i retning af etableringen af et kurdisk hjemland, nemlig formuleringer i den såkaldte Sèvrestraktat, der definitivt opdeler resterne af Osmannerriget i 1920. I § 62 hedder det, at en kommission, udpeget af England, Frankrig og Italien, inden for seks måneder skal udarbejde en plan for etableringen af lokalt selvstyre i de overvejende kurdiske områder øst for Eufrat, syd for Armenien og nord for Tyrkiets grænse mod Syrien og Mesopotamien (Irak). Endvidere hedder det i § 64, at hvis et flertal af befolkningen i disse områder inden for et år ønsker uafhængighed fra Tyrkiet, skal dette meddeles dem. Problemet er imidlertid, at denne traktat bliver indgået med en i praksis betydningsløs tyrkisk ledelse i Istanbul, mens Mustafa Kemals forsamling i Ankara allerede nyder langt større anseelse og har langt større autoritet i befolkningen. Sèvrestraktaten er et dødfødt projekt set fra et tyrkisk synspunkt, og da Atatürks magt øges i begyndelsen af 1920’erne, er det paradoksalt nok englænderne, der afstår fra at kræve traktaten opfyldt hvad det kurdiske spørgsmål angår. Englændernes primære bekymring er uro i landområdet ind mod Irak, og der kan Atatürk bruges til at skabe ro. Lidt hårdt trukket op kan man sige, at det er 1. verdenskrigs sejrherrer med England i spidsen, der for at skabe stabilitet i den del af den nære Orient får tyrkerne til at sætte sig tungt på bjergområderne i Østanatolien.
22. januar 1946 proklameredes der en kurdisk republik, Mahabad, i det nordlige Iran, som omfattede et mindre landområde ved fire småbyer, Mahabad, Bukan, Naqada og Ushnaviya. Republikken fik præsidentstyre og en form for hærledelse, der etableredes en avis, og der blev produceret kurdisk undervisningsmateriale til brug i skolerne. Republikken holdt dog ikke længe. En fejlvurdering blandt lederne, der kalkulerede med sovjetisk støtte til opbygning af republikken, var en for voldsom provokation mod shahen i Teheran. En militær konfrontation endte med Mahabads nederlag og i marts 1947 blev præsidenten og de nærmeste ledere hængt. Denne statsdannelse har en vigtig symbolværdi for kurderne, idet det formelt set er det tætteste det kurdiske folk har været på en selvstændig stat.
Hvis ikke en stat, hvad så?
Det realistiske perspektiv for kurderne i Tyrkiet handler om autonomi. Den tyrkiske stat må bringes til at indlede forhandlinger med repræsentanter for det kurdiske folk, der resulterer i etableringen af kurdiske institutioner, skoler og universiteter. De former for selvstyre, som findes inden for rammerne af EU, kan gælde som forbilleder og udviklingstrin hen mod en ordning, der på længere sigt kan gøre det muligt for 12-15 millioner kurdere at leve et anstændigt liv inden for rammerne af den tyrkiske nationalstat.
Men Irak-krisen har understreget et udenrigs- og sikkerhedspolitisk dilemma for Tyrkiet, der bliver mere og mere påtrængende: at finde sine ben mellem at fastholde traditionelle nationalistiske fordringer og at finde sig i at give udenrigspolitiske indrømmelser – selvom der måtte blive trykket på de allerømmeste tyrkiske ligtorne.
I denne omgang handler det om Irak-krisen i almindelighed og det kurdiske spørgsmål i Nordirak i særdeleshed. Resultatet synes at være, at Tyrkiet ender i taberens rolle uden for alvor at kunne bebrejdes andet end at være blevet fanget på det forkerte ben i en konflikt, hvor stormagters udenrigspolitiske interesser er på spil.
Det minder lidt om situationen tilbage i 1960, da et amerikansk U2 spionfly, som var lettet fra den tyrkiske Incirlik-base, blev skudt ned over USSR, hvorefter Moskva hævdede, at Ankara krænkede sovjetisk luftrum. Tilsvarende episoder fandt sted i 1965 og 1967 og det triste ved historierne set fra et tyrkisk synspunkt var, at alle tre gange blev resultatet, at Tyrkiet egentlig uden egen skyld lagde sig ud med både USA og USSR og fik anfægtet sin udenrigspolitiske handlefrihed.
Tyrkiet mistede i forbindelse med den amerikanske invasion i Irak i marts 2003 meget store lån og tilskud fra USA på grund af en uheldig afstemning i det tyrkiske parlament. Nøgternt set var det et uheldigt sammentræf af omstændigheder, der fik til konsekvens, at man måtte skyde en hvid pind efter en betragtelig amerikansk bistand, som afgørende kunne have bidraget til at afhjælpe den tyrkiske økonomis aktuelle trængsler.
Miseren skyldtes, at det tyrkiske parlament underkendte det lovforslag, der skulle have tilladt amerikanerne at overflyve tyrkisk luftrum med bombefly på vej til Irak, at benytte militære lufthavne i Sydøsttyrkiet til operationer mod Irak samt at acceptere, at USA måtte sende adskillige amerikanske divisioner ind i Irak nordfra. Ifølge tyrkisk lovgivning kræver beslutninger om at gå i krig eller – som her – at tillade en anden stat, der er i krig, at operere fra tyrkisk territorium, et flertal i parlamentet. Man fik et flertal i parlamentet på 264 mod 250 for regeringens forslag, men flertallet var ikke stort nok. En del AKP-medlemmer undlod at stemme og uden et absolut flertal faldt forslaget.
Uheldigvis faldt afstemningen sammen med, at man skulle have manøvreret den nuværende ministerpræsident Recep Tayyib Erdogan ind i det tyrkiske parlament og formentlig var det denne sælsomme foreteelse, der gjorde, at man ikke var helt opmærksom på at få alle misteltene taget i ed, inden man skred til afstemning. Såfremt Erdogan havde været på plads som præsident og Abdullah Gül som udenrigsminister allerede inden den uheldige afstemning, forekommer det sandsynligt, at man kunne have sikret en højere grad af partidisciplin i det regeringsbærende AK-Parti. Nu endte det så i en situation, der var omtrent lige så barok som i Danmark i 1973, da salig Erhard Jacobsen kom for sent til afstemning i Folketinget – med de kendte konsekvenser.
Nogle uger efter endte det med at Tyrkiet alligevel gav sig. Og da var det for sent. De amerikanske styrker var for længst blevet afskibet og transporteret rundt om den arabiske halvø for med 3-4 ugers forsinkelse at blive indsat i Irak-krigen. Til gengæld for alligevel at kunne benytte tyrkisk luftrum lovede USA tilsyneladende tyrkerne, at de irakiske kurdere ikke fik frit spil i Nordirak.
Den mest sandsynlige politiske konstruktion i post-Saddam Irak, en føderationsregering hvor kurderne så får en parlamentarisk repræsentation, der svarer til deres demografiske andel af det irakiske folk, er ikke en løsning, tyrkerne er trygge ved. Men tyrkerne blev bundet på hænder og fødder.
Europæisk arrogance
I betragtning af den splittethed, der prægede de europæiske lande i forbindelse med forhandlingerne i FN frem mod den amerikansk-engelske invasion i Irak, forekom det at være en lidt overraskende europæisk reaktion, der kom til udtryk i forbindelse med de daværende tyrkiske meldinger om evt. at intervenere militært i Irak, hvis udviklingen – set fra Ankara – pegede i uheldig retning.
Det var især Belgien og Tyskland, der gjorde gældende, at såfremt Tyrkiet gik ind i Irak, kunne man godt opgive ethvert håb om medlemskab af EU. Situationen var bemærkelsesværdig, fordi de europæiske lande (bortset fra England, Spanien og Danmark) jo holdt sig uden for den militære konflikt i Irak, men altså alligevel gjorde synspunkter gældende om, hvordan Tyrkiet burde forholde sig i selv samme konflikt.
Man kunne mene, at dette rummede en god del europæisk arrogance. Under alle omstændigheder var det interessant, fordi meldingerne i allerhøjeste grad blev taget alvorligt i Ankara. Hvad centrale europæiske stater mente om tyrkisk udenrigspolitik betød faktisk noget for de tyrkiske politikere, der gerne så og ser Tyrkiet som en del af EU inden for en nær fremtid. Et medlemskab af EU kan til sin tid komme til at indebære, at Tyrkiet må underlægge sig en europæisk Mellemøst-politik, som bryder med årtiers tyrkiske udenrigspolitik.
Amerikansk allieret
I Tyrkiet er det en udbredt opfattelse, at man altid har været loyal over for amerikanske interesser og desuden et loyalt NATO-medlem. I årtier har man gjort, hvad USA har ønsket, men det er ikke lykkedes USA som tak at presse EU til at optage Tyrkiet. Tyrkiet har stor betydning for USA i geostrategisk henseende, og det forekommer sandsynligt, at der vedvarende vil være et strategisk interessefællesskab USA og Tyrkiet imellem. I det perspektiv vil der være en vis tolerance fra amerikansk side med hensyn til at tillade et frirum for tyrkiske særstandpunkter og nationale interesser.
Alligevel er der grænser for amerikansk tolerance. En tyrkisk militær intervention i Nordirak lå uden for denne grænse. Med andre ord havde vi her et klassisk eksempel på en sammenhæng, hvor amerikanske strategiske interesser kom i konflikt med nationale tyrkiske opfattelser. Al den stund de store kurdiske organisationer i Irak tilsyneladende havde tilsluttet sig planen om et fælles parlament i Bagdad, kunne USA ikke tillade Tyrkiet at gå ind militært og skabe konflikter, som kunne bringe det amerikanske Mellemøst-setup i fare.
I den forbindelse kunne man se de europæiske reaktioner, da Tyrkiet rumlede med at ville gå militært ind i Nordirak, som at føje spot til skade. Tyrkerne forstod ikke situationen: hvordan kunne man stå på sidelinien – som Tyskland gjorde det – og mene noget om, hvad Tyrkiet måtte eller ikke måtte. Overraskende nok så det ikke ud til at anfægte tyrkernes ønske om at tækkes både amerikanerne og europæerne. Tyrkiet stod som klassens tykke dreng og fandt sig i amerikansk selvrådighed og europæisk arrogance. Uden at få ret meget for det.
Den ydmygende situation viste sig at få indenrigspolitisk betydning i Tyrkiet således, at nationalismens mest indædte fortalere, hæren, fik sværere ved at insistere på at diktere den sikkerhedspolitiske dagsorden. Men kampen mod PKK kan blive et stort problem i den forbindelse. I sommeren 2005 var der flere konfrontationer. PKK var op gennem 1980’erne og 1990’erne aktiv især i den sydøstlige del af landet. Efter tilfangetagelsen af partiets leder, Abdullah Öcalan i 1999 var der i nogle år indtrådt en bedring i sikkerhedssituationen, men i løbet af 2005 kom det til nye anslag fra PKK’s side.
Det kan være en bevidst kalkuleret strategi fra PKK’s side. Man ved, at Tyrkiet er meget opsat på at gøre en positiv figur over for EU og kan derfor udnytte situationen ved at søge at fremprovokere voldsomme modreaktioner fra tyrkisk side, som uvægerligt vil give problemer i forholdet til Europa, hvor man set fra et tyrkisk synspunkt aldrig har forstået forholdet mellem den almindelige kurdiske befolkning og terrororganisationen PKK. Den kurdiske nationalismes muligheder for at bevæge sig mod fremskridt lider stor skade, når den flere årtier lange konflikt blusser op igen. Erdogan vil gå langt for at tækkes EU, men over for PKK er han nødt til at stå fast. Dette både af hensyn til den tyrkiske offentlighed og – ikke mindst – af hensyn til den tyrkiske militære ledelse, der ikke er parat til at tillade den mindste blødsødenhed over for yderliggående kurdiske nationalister.
