01 May Kroppen: hinsides posthumaniteten

1.5.2007

I dén udvidede virkelighed, man møder i nutidens digitale kultur og projekter i informationskunst, er det vanskeligt, hvis ikke umuligt, at distingvere klart mellem forskellige korporealiteter (fysiske, mekaniske, kemiske, biologiske, psykiske, bevidste, forstående, intelligente, rationelle), ligesom grænserne for human kropslighed synes overmåde svære at få øje på. Dette tidsskriftsnummer retter sig mod en udforskning af (post)human kropslighed som problemstilling for en epoke karakteriseret ved udvidet virkelighed og informationsteknologisk allestedsnærvær. Artikelbidragene sigter specielt mod en fint differentieret behandling af denne problemstilling i forhold til mulighederne for menneskeligt kropslig æstetisk erfaring af den samtidskunst, der aktivt og eksplorativt involverer nye medier, digitalitet og IT. Artiklerne forfølger spørgsmålet om menneskelig krop og kropslighed i en bred vifte af mediekunstformer i informationskulturen i dag – fra installationskunst over arkitektur, video, mobiltelefoni, computerspil, reklamer, sportsmediering og wearable computing til kunstigt liv. Denne introduktion søger specifikt at artikulere og udfolde kompleksiteten i den helt aktuelle forskningsmæssige debat om posthuman kropslighed, som udgør den bredere kontekst for de følgende artiklers behandling af vigtige facetter af en korporeal medieæstetik af i dag.

Spændvidden i behandlinger i eksisterende forskning rækker helt fra forsvaret af den essentielle, rent menneskelige kropslighed til udfoldelsen af decideret posthumane eksplorative bevægelser. Her repræsenterer Francis Fukuyamas indlæg en markant afvisning af posthumaniteten og en retur til klassisk aristotelisk humanisme, tilsat visse nyere statistiske data til brug i overvejelserne om forsvaret for det essentielt menneskelige vha. mere eller mindre restriktiv lovgivning på området. [1] Eugene Thacker indikerer i et nyligt tidsskriftsnummer behovet for en ’kritisk posthumanisme’, hvormed han mener en bioteknologisk og biomediemæssigt velinformeret diskurs, der rækker ud over velkendte tendenser til at reinstallere teknofile utopier hhv. kulturelle dystopier. [2] Mark B. Hansen gør sig til fortaler for en affektivt erfaringsmæssig neohumanisme på neurobiologisk grundlag, med reference til Varelas arbejde, således at en bio-affektiv forskel bevares, idet vores kropslighed nok åbner for koblinger med teknologien, men kun af indirekte art. Bernadette Wegensteins nylige arbejde præsenterer med sin behandling af distribueret kropslighed og ”et organ uden en krop” en medierende og delvist posthuman angrebsvinkel, hvis indsigter fra fænomenologi, psykoanalyse og feminisme illustrerer, hvorledes vi i dag lever med bl.a. virtualiserede kroppe. [3] Brian Massumi giver udtryk for en bekræftende, men forsigtig begærsmæssig åbning for en mangfoldighed af posthumane tilblivelser. Katherine Hayles har igennem en årrække formuleret en kropslig (embodied) posthumanisme, hvor sømløse forbindelser og gensidigt, transformativt samspil mellem human kropslighed og et teknologisk miljø med intelligente maskiner måske rækker hele vejen ned i en kaotisk immanens. [4] En nok så radikal posthumanisme forfølges af John Johnston i arbejdet med AI og kunstigt liv, der nu synes at bryde ”kompleksitetsbarrieren”, som von Neumann kaldte det, så kognition nu afdækkes som en evolutionær maskinisk proces distribueret gennem mangfoldige feedback loops med omgivelserne, og så humaniteten igennem en dynamisk udfoldning af det, Deleuze og Guattari kaldte ”the machinic phylum”, co-udvikler sig, eller i hvert fald deler sin økologi, med systemer af autonome robotter og software-agenter. [5]

Bidragene i dette tidsskriftsnummer er langt fra enige om stillingtagen til eller positionering i dette forskningsfelt, og snarere end at rette sig mod et samlet og entydigt sæt besvarelser, afspejler artiklerne den spændvidde, man møder i konstellationen af ovennævnte tilgange. Til gengæld er bidragyderene enige om dels at fokusere på kropslighed, kunst og mediering i en vifte af samtidshistoriske felter i en kulturel og teknologisk livsverden, dels at søge at gå i dialog med flere af ovennævnte skribenter undervejs i en skitsering af et antal væsentlige spor ift. udvidet virkelighed og kropslighed for dermed at sætte denne problematik til fornyet debat. Læseren finder således i dette nummer (post)human udvidet kropslighed behandlet som et spørgsmål om: mediemæssige og æstetiske udgrænsninger af perception i nutidig videokunst (Arild Fetveit), medieret affektiv menneskelighed i mobiltelefoni og reklamer for samme (Bent Fausing), kropslig interaktion i og med installationskunsten af i dag (Anne Ring Petersen), aktualiseringen af spildesignet kropslighed i relation til en vifte af computerspil (Kjetil Sandvik), mediering og teknologisk infiltration af sportslig kropslighed (Bo Kampmann Walther), levende kroppes kunstighed set ift. artificial life og den kybernetiske tradition (Anders Michelsen), kreeringen og opretholdelsen af kroppens performative og æstetiske grænseflader i samspil med ny, informationsteknologisk udvidet arkitektur (Hanne-Louise Johannesen), udviskninger og kompliceringer af den kropslige intimsfære igennem udviklingen af teknologisk allestedsnærvær qua pervasive computing (Lone Kofoed Hansen) samt problematiseringen i dag af følesansens primordiale rolle for en kropslig æstetiks tilgang til augmented reality og kropslighedsmæssig kodning (Ulrik Ekman).

Da debatten i dette felt endnu er præget af så markant uenighed og ofte af overophedede polariseringer, der genvækker utopier og skrækscenarier for helt klassiske metafysiske og ontologiske forestillinger om ideelle og reelle kroppe, søger denne introduktion at omgå åbenlyse gentagelser af traditionel transcendental og empirisk tænkning ved at udfolde problematikken vedrørende (post)human kropslighed i udvidet virkelighed i sin kompleksitet. Det involverer: en berøring af forestillinger om den guddommelige og den monstrøse krop (I); en passage fra 1990ernes fokus på transcendentale muligheder gennem en senere ’fysisk vending’ mod en reel kropslighed til spørgsmålet om udvidet kropslighed (II); en behandling af behovet i dag for tilgange til udvidet kropslighed, der inddrager indsigterne vundet ved en ’fysisk vending’ og undgår at reinstallere traditionelle dualismer (III); en diskussion af den forskningsmæssige uafklarethed omkring en udvidet kropsligheds immanente karakter, dvs. spørgsmålet om og i hvilket omfang udvidet kropslighed transformerer vores virkelighedsopfattelse eller endog vores væren (IV).

I. Omslutningen af den monstrøse og den guddommelige krop

Da den australsk baserede performance kunstner Stelarc i 1995 lancerede sin Ping Body begivenhed i Paris, Helsinki og Amsterdam, og da den amerikanske installationskunstner Bill Viola i starten af årtusindet gennemførte sit ambitiøse projekt The Passions, og bl.a. åbnede for besøgendes deltagelse i Five Angels for the Millenium (2001), var der en hel serie indikationer at finde af en bredere udvikling i ’vores’ kulturkreds i retning af et stadig mere intenst samspil mellem IT, nye medier og samtidskunstens emergente æstetik. [6] Stelarcs og Violas kunstprojekter gjorde det tydeligere, på tværs af deres betydelige forskelle, at dette samspil omkring nye typer større og mere komplekse installationer ikke bare tenderer mod at involvere det, vi har kendt som ’menneskekroppen’ på nye måder, men gør dette via tilnærmelser til mere radikale former for eksterioritet eller potentiel extra-humanitet. Stelarc og Violas projekter er ganske sigende og dog relativt tilforladelige indikationer af nye problemstillinger omkring ’krop’ og ’posthumanitet’. De er nu bredt kendte, deres arbejder har stadig en eksistentiel dimension med noget, vi forholdsvis umiddelbart genkender som en menneskelig krop, omend under udsathed eller overskridelse, og endelig muliggør deres sammenstilling en berøring af det aktuelle spørgsmål om, hvor virkelig karakter denne ’posthumane’ eksterioritet har.

Når Stelarcs verdensomspændende begivenhed muliggjorde deltagernes internetbaserede fjernadgang til en teletilstedeværende ’ping-krop’, dels via visuelt orienterede billedpræsentationer på et websted, dels via det computermedierede system til muskel-stimulering der bevægede Stelarcs biologiske krop, efterlod det på flere interessante måder virkelighedseffekter qua aftryk af ’posthumane’ typer kropslighed (embodiment). Der var for det første tale om en markant dekonstruktion af kropslig agens, idet kropsbevægelser her tog form af ufrivillige ’spasmer’ fremkaldt af elektriske stød (0-60 volt), selvom Stelarc stadig kunne respondere med upload af billeder via sin (robotbaserede) ’tredje arm’. Derudover blev den kropslige selv-beroenhed eller individets selv-afgrænsning og –udvikling som biologisk krop problematiseret, ikke blot fordi det her drejede sig om en intersubjektiv eller socio-kulturel krop, der fra et andet sted determinerer og bevæger en enkelt krop, men snarere fordi denne singulære krops proprioception og hele muskulatur bevægede sig med den eksterne ebbe og flod af data i selve internetaktiviteten. Når tilfældig ’pingning’ — eller målinger af ekko-tider i internet-domænet — kortlægger geografiske afstande og transmissionstider, og disse aktiverer et mangfoldigt system til muskel-stimulering, der igen initierer fysiske kropsbevægelser, så har vi med nye medier og informationsteknologi at gøre i en vis ’posthuman’ forstand, for så vidt som man her møder en invertering af den konventionelle forestilling om internettet som opereret og interfacemæssigt styret af et antal kollektive kroppe. Her er internettet ikke blot en abstrakt informationsteknologi eller et socio-kulturelt og i sig selv angiveligt neutralt transmissionsmedie, men snarere en art transduktiv kropskoreograf hvis ret bogstaveligt organiserende og disorganiserende aktivitet er åbenlyst udvidet til det analoge plan og bevæger den enkelte menneskekrop. [7]

Medlevende deltagelse i Violas installation Five Angels for the Millenium kan umiddelbart forekomme en humanistisk bekræftelse af vores kulturelt konstruerede kroppe og deres ekstensive, virkelige kropslighed. Som mange kommentatorer har observeret, er Violas større installationer minutiøst omhyggeligt opbygget rummæssigt mhp. opnåelse af ganske bestemte sanseindtryk, affektmæssige billedoplevelser og begrebsmæssige eller ideale forestillinger hos besøgende. Her afsætter Violas inspiration af de store gamle katedraler i Europa sine tydelige spor, ikke mindst i form af installationernes integration af bestemte, typisk dybe tonelejer i en auditivt atmosfærisk dimension. Grundige overvejelser omkring de anvendte temporale brud og forløb i bevægende billeder yder ligeledes deres bidrag til at det, der for en menneskelig besøgende uomtvisteligt er en stærk krops-, sanse- og affektmæssig oplevelse, vedbliver at bevæge sig meditativt i retning af en bevidst refleksiv erfaringsdannelse og begrebsmæssig tilegnelse. I den forstand intenderer installationsprojekter af Viola ganske åbenlyst et æstetisk møde med et særdeles genkendeligt humanistisk subjekt, hvis perception og sansning forud er antaget som et holistisk organiseret apparat, og hvis kropslige interaktion med en given installationen sigter mod en mere egentlig erfaringstilegnelse, en klarere kunstnerisk forestilling, og en øget eksistentiel forståelse.

På den anden side møder man i Five Angels for the Millenium, både i det auditive og i det visuelle register, et sæt operationer med nye medier og teknologi, der udsætter den menneskelige krop for begivenheder af tilsyneladende grænseoverskridende karakter. Installationen kan lydmæssigt og i forhold til bevægende billeder omgås med noget, der er på eller under grænsen for sansning og dermed ikke bare æstetisering, men også betydning — fordi ny medieteknologi tillader det. Det er mærkbart for den besøgende og medlevende, at lyddimensionen i Violas installationer opererer både på og måske hinsides grænsen for individets afgrænsning via selv- og anden-reference på det kropslige plan. Lydens temporale vedvarenhed og svagt modulerede kontinuerthed, dens generering af spatial omsluttethed og ikke mindst dens dybe trykmæssige påvirkning af både hørelse og følesansens udstrakthed over hele kropsoverfladen gør, at den auditive atmosfære ikke blot konstant genoptegner grænsen for den medlevendes kropslige selv-identifikation, men varierer og udsætter kroppen for en imperceptibel sansning af andre kræfter, der har vag, ubestemmelig og måske inhuman karakter.

Viola er ikke mindre kendt for sin ekstreme fascination af slow-motion i digital video: billedernes fremvisningshastighed kan sænkes eller decelereres så meget, at de undertiden stort set synes at fremstå som fotografier, og dermed tværs over deres digitale manipulérbarhed formår at trække på fotografiske modi af evidens og troværdighed. Den type virkelighedseffekt kan opnås ved først at optage den originale sekvens med et analogt filmkamera og en film med ekstremt høj hastighed, nemlig hele 300 frames per second, i modsætning til den normale fremvisningshastighed for film på bare 24 fps, eller 30 for videoens vedkommende. Denne første, analoge optagelse kan dernæst konverteres til digitalt videoformat, der i installationen vises med den normale hastighed på 30 fps. Dermed opnås en meget høj eller supermættet slow-motion kvalitet i hvert enkelt billede, til trods for at slow-motion effekten her egentlig er af illusiv art, da videoen kører som normalt.

Det kan forekomme blotte tekniske og supplementære greb inden for lyd og billede, men her må man mere varsomt notere sig, at ’værket’ med sin kobling af ny analog og digital medieteknologi udfører noget ret radikalt og unikt. Det opererer et godt stykke under den nedre grænse for menneskelig perception, men formår dette til trods at gøre sig bemærket. Den medierede begivenhed i sådanne installationsprojekter lader os på paradoksal vis sanse det humant ikke-sanselige (eller non-sense i (de-)konstitutiv forstand, som Deleuze ville sige) og lader os, måske, på anderledes vis og med visse forsinkelser antage eller begynde at give det betydning, lade det være meningsfuldt. Vi bringes sammen med dette kunstprojekt i affekt. Og det af en affektivitet der normalt er umærkelig, som man kunne kalde den rige tekstur af mikrostadier et sted imellem genkendelige emotionelle tilstande og mere rent diskrete affektive tilstande. Denne tekstur af mikrostadier i mellemrummet forbliver normalt ubemærket, fordi de indtræffer for hurtigt til at øjet, eller øret, kan opfatte det, i hvert fald hvad angår perception og bevidst refleksion. Men her hos Viola er det på sin vis lige det omvendte, der foregår. Mikrostadierne er umærkeligt mærkbare, fordi de indtræffer for langsomt til, at man kan opfatte serien af forandringer, der udfylder det umarkerede mellemrum mellem diskrete affektive tilstande, som et kontinuum eller en sammenhæng. Kun via et mikro-differentielt brud på opmærksomheden og via en kontrast opnået via udsættelse, dukker en anelsesmæssig opfattelse op – ledsaget af følelsen af at have gennemlevet noget meget intenst. Dette kan finde sted på baggrund af en tele-teknologisk ekspansion af begivenheden og lokaliseringen, en teknologisk udvidelse af øjeblik og stedlighed. Her er det så på et niveau af temporal og spatial kommen-i-affekt, dvs. et niveau der har med at gøre, hvorledes tid og rum er os kropsligt givet, et niveau der kan siges at være konstitutivt og dekonstitutivt for det, vi ellers tit gerne kalder ’subjektet’.

Der er dermed, ude på grænsen af enhver egentlig erfaring af Violas installation, tale om, at ’vores’ selv-affekt undergår en teknisk udvidelse, en komplicerende forstørrelse qua intensivering og/eller ekstension, idet det imperceptible mellemrum for følelsesmæssige tilstande og tilbliven, i.e. affektiviteten som sådan, åbnes for eller som (vores) kropslighed. Det er et endnu uafklaret og forskningsmæssigt omdiskuteret spørgsmål, hvordan man kan eller skal omgås med denne sætten ’vores’ i parentes eller anførselstegn. Man kan som Mark B. N. Hansen gå i ontologiserende retning, men dog søge at afgrænse posthumane udvidelser af potentiel kropslighed ved at insistere på en vital og eksistentielt levet neohumanisme. [8] Således er Violas bearbejdning af og på ’vores’ grænser at anskue som et illustrativt eksempel på nye mediers evne til at foranstalte et teknisk udvidet nu og her, der ganske vist er radikalt kropsliggjort, men dog stadig har intentionelt tilegnende og be-gribende karakter. I den forstand er der i en sådan teknisk og mediemæssig udvidelse tale om en intensivering af ’vores’ kropsligsheds relation til affektiviteten. Det er en intensivering, der forbliver ’vores’, da det intensiverede er kroppens subjekt-konstituerende erfaring af egen levet vitalitet. Teknologiens og de nye mediers bidrag til en sådan udvidelse er at forstå som en mere fuld og intens erfaring af ’vores’ subjektivitet. Skiftet fra en abstrakt tids- og rummæssig bevidsthed til en kropsliggjort eksistentiel affektivitet ses som noget, der muliggør en tættere relation til ’os selv’. Det giver en mere intim erfaring af den vitalitet, der udgør selve kernen af ’vores’ væren, i.e. ’vores’ konstitutive ufuldendthed som dødelige. [9]

På den anden side er det langtfra klart, at informationsteknologiens og nye mediers mestendels implicitte eksperimenteren med menneskelige grænser eller decideret grænseoverskridelse, i og uden for kunstverdenen, uden videre er at betragte eller tilgå som erfaringsmæssigt reapproprierbar af de livsformer og typer af intelligens, vi søger at betegne med termer som ’human’ og ’menneskelig’. Her er Stelarcs projekter i sig selv anderledes og mere eksplicit provokative, ligesom en hel serie af hans manifester og artikler kun alt for tydeligt signalerer, at mennesket bør forlades og erstattes, ligesom kroppen er både uhensigtsmæssig, utilstrækkelig og overflødig. ”The body is obsolete”, som Stelarcs manifesto af samme titel forkynder. [10]

I sin bog Parables for the Virtual, inspireret af nyere tiltag i naturvidenskaberne, kognitiv teori, amerikansk pragmatisme og ikke mindst Gilles Deleuzes tænkning, tilegner Brian Massumi et kapitel til Stelarcs projekter. [11] Massumi går, som Hansen, ontologiserende til værks over for nye teknologiske og mediemæssige udvidelser eller overskridelser af det humane. Her hører tendentielle ligheder dog også op, idet Massumi ikke så meget søger at artikulere en eksistentiel neohumanisme på affektiv, vitalistisk baggrund som at nærme sig et samspil med Stelarcs projekt på dettes egne, radikale vilkår. Massumi tager udgangspunkt i Stelarcs overordnede projekt for udstrækkelse af intelligens hinsides denne planet, et projekt hvis medie er kroppen – forudsat at ’kroppen’ her tilnærmes som ’overflødig’. For Massumi indebærer dette en konfrontation med det tilsyneladende paradoksale ved en performativ ’kropskunstner’, der søger at operere på intelligensen, hvilket meget vel kunne indrullere Stelarc i gentagelse af traditionelle dualismer (krop og sjæl, body and mind, eller, æstetisk set, krops- og koncept-kunst).

Det interessante er her, at Massumis tilgang forfølger Stelarc som et radikalt eksperiment med at opleve kroppen som idé: hans performances er strenge sonderinger af kroppens funktionelle grænser, der åbner denne krop som en direkte erfaring af ideer eller gør kroppen til en aktuel manifestation af begreber. I den forstand er Stelarcs medie kroppen qua ’sanseligt begreb’, som Deleuze ville have kunnet udtrykke det. Problemet, der bliver udfoldet med Stelarcs genforening påny af krop og tanke, er dermed: Hvordan er det, at kroppen tænker sig selv? Fra denne vinkel kan Massumi beskrive Stelarcs undersøgelse af sansningen som en suspension af kroppen, der ikke udtrykker behov eller brugbarhed, ejheller noget af symbolsk eller semantisk værdi, men snarere forbliver ubestemt i forhold til funktion og betydning. Vi møder her en korporeal åbning, en eksperimentiel interpolering af kroppens åbenhed der fører ganske vidt. Kroppen skifter her status fra objekt til at blive noget ganske andet: en transducer qua transformativ manifestation af nye rytmer og energistrømme. Hos Stelarc bliver kroppen via suspension til en art sanselig åbning af udvidede transformationsmuligheder, der måske for ’os’ tillader en helt anderledes tilbliven. I det perspektiv kan Massumi betone forskellen, Ping Body gør, som en ny og anderledes udstrækning i retning af en type cyborg samt det maskinelle. Stelarc synes at åbne ’vores’ kroppe for cyborgrytmer og for elektromagnetismen som en anden fundamental kraft i eksistensen.

Hermed ligger der i Massumis samspil med Stelarcs performances en noget anderledes bekræftende åbning for et posthumant potentiale, end tilfældet var hos Hansen. Men denne bekræftelse har ikke overtaget den radikalt utopiske tonart fra Stelarcs manifester og betjener sig omvendt heller ikke af den dystopiske katastrofisme, man kan finde hos for eksempel Paul Virilio. Der er snarere tale om en mere nuanceret, forsigtig bekræftelse. Dels af kroppens aktuelle overflødighed i det øjeblik et tilstrækkeligt udsnit af menneskeheden begærsmæssigt drives til en hidtil utænkelig fremtid hinsides denne planet. Dels af denne ’overflødighed’ som eksistentiel betingelse. ”Kroppen er altid allerede overflødig,” skriver Massumi således og mener hermed, at hvis forandring og transformation altid nødvendigvis er undervejs, så er kroppen helt reelt overflødig, idet kroppens overflødighed er selve betingelsen for forandring. [12] Deraf Massumis konklusion vedrørende potentialet for fremtidigt liv i immanent forstand: Kroppens vitalitet er i overflødigheden.

Massumi følges med Stelarcs performative kunstprojekt og finder dér en operativ sansningens ’fornuft’, en løbende eksperimentiel proces der er guidet af en intuitiv, pragmatisk fornemmelse for en given situations åbenhed for anderledes respons. Hvis der er tale om en ’fornuftens alkymi’, som Massumis titel antyder, så er det fordi, Stelarcs kropskunst begiver sig af med en slags ’mikro-specifik’ kvalitativ videnskab for umulige transformationer. Stelarcs projekt afstedkommer en art differentiel emergens, et immanent forskelsmæssigt spring ind igennem kroppens sansning, der ligger før eller hinsides enhver form for progressiv, lineær evolutionsmæssig tænkning. Ping Body, og Stelarcs cyborgeksperimenter generelt, bevæger sig henimod at involvere kroppen og den såkaldt frie vilje i et ekspanderende, transindividuelt netværk, på en sådan måde at selve definitionen af ’krop’ og ’human’ meget vel kunne gå hen og blive anderledes gennem mødet med det potentiale, der ligger i informationsnetværkets kræfter. Ganske vist kan et sådant ekspanderende netværk og dets immanente udvidelse af kroppen afstedkomme humane subjektiverings-effekter på socialt plan, som bevægelige selv-netværk, men dette er så en slags relativt stabiliseret sideeffekt af en mere omfattende produktiv proces af involutionær karakter. Som Massumi ender med at pointere: Stelarc projicerer en postevolutionær forandring af det humane, der paradoksalt nok går vejen igennem en aktualisering af selve betingelserne for evolution. [13] Det er som en rekursiv størrelse, som en fremadrullende indfoldning med sigte på udfoldning af ganske andre forvandlinger, at Stelarcs kunstprojekt efterlader ’vores’ kroppe ufrivilligt suspenderet mellem det præhumane og det posthumane.

Violas og Stelarcs kunstprojekter tilbyder, ligesom Hansens og Massumis tilnærmelser til disse, et initielt sæt berøringer af de samtidshistoriske begivenheder og bevægelser, som en stadigt hyppigere italesættelse af ’posthumaniteten’ også peger på. De berører på interessant vis den udvidelsesmæssige dimension eller bevægelse mellem (en multipel) kropslighed og den enkelte krop (i sin singularitet), vi nu mere eller mindre ubevidst og usikkert lever med. Det gør de, for så vidt som en kropsudvidelse kan gå igennem en stadigt mere kompleks indfoldning via inkorporering af nye implantater. Eller for så vidt som det kan dreje sig om at række hinsides proteser i substitutionsmæssig, eksterioriserende forstand. Ligesom de er i det udvidende via deres formåen mht. at suspendere kroppen. Enten i en formel og uafgørlig åbning af ’subjektive’ kroppe for det singulært multiple der er at komme. Eller i en konkret, men abstrakt netværksmæssig fraktalisering hvor forbindelseslinier mellem en mangfoldighed af ko-eksisterende kropsknudepunkter kan blive til exhumant liv eller intelligens. Man kan dermed uden at overdrive sige, at vi i dag kan nærme os kunstneriske og forskningsmæssige projekter som disse for at komme i kontakt med en anderledes, udvidet kropslighed, for hvilken det gælder, at det ikke umiddelbart er til at afgøre, hvorvidt og hvordan den i sin mangfoldighed og unikhed eventuelt er ’vores’.

Viola, Stelarc, Hansen og Massumi er interessante indgange, fordi de påpeger og komplicerer mindst to mere essentialistiske eller fundamentalt determinerende tendenser i det diskursive felt omkring posthumaniteten. De muliggør et tiltrængt problematiserende kig på forestillinger om rent metafysiske hhv. ontologiske eksterioriseringer, så vi kan forskyde resterende religiøse eller substantielle forestillinger om enten ideal eller fysisk virkelighed, samt rent formel eller konkret repræsentation. Dette til fordel for en diskussion af det kropsligt udvidende som en tilnærmende eller distancerende transduktiv [14] relation på spil mellem en anderledes, mangeartet kropslighed og et unikt korpus. De begynder at optegne en mobil og dynamisk dimension eller tidslighed, hvor vi bliver mere virkelighedsnære eller distante, for så vidt som vi approksimerer eller fjerner os fra en udvidet kropslighed, der forbliver mærkbar i vagt (ikke) onto-teologisk forstand.

Man må bemærke, at Violas større installationsprojekter, såsom Five Angels for the Millenium, på den ene side situerer og iscenesætter den besøgende og medlevendes humane krop under devisen ’kroppen er hellig’. Her anskues og berøres kroppen som adgangsvejen til en øget åndelig oplevelse eller erfaring, og dermed synes Viola på en måde at genvække teologiens register for åbenbaringer af transcendent karakter. I den forstand er kunstprojektets titel delvis vildledende, da der her og nu ikke blot er fem, men seks eller en mangfoldighed af engle tilstede, for så vidt som dette er en installation af den eller de besøgendes englelige oplevelse eller bliven-engle. På den anden side gør installationens arkitektoniske, auditive, cinematisk temporale, nye mediemæssige og avancerede teknologiske aspekter på mange måder opmærksom på deres tilstedeværelse og rolle, således at vi også hele tiden mærker, at dette vedrører vores oplevelse af kropsligheden, oplevelsen af at være uendeligt endelige, med en vis emfase på endeligheden.

I et næsten rent modsætningsforhold til Viola synes Stelarcs devise, ’kroppen er overflødig’, umiddelbart at efterlyse, hvis ikke foretage, en decideret ontologisk overskridelse af ekcessiv art, der mere end antyder, at kroppen kun er interessant som eksperimenterende forløber for extra-terrestriale intelligensformer, f.eks. i siliconbaseret cyborgiansk forstand. Hvortil man må tilføje, at Stelarcs rent ekcessive invertering af menneskekroppens relevans næppe kan overgås som strategi for at genaktualisere potentialerne i såvel en eksistentiel kropsfænomenologi som en kreativ begrebsliggørelse af selv-netværk qua krop(pe) uden organer, i begge tilfælde på denne side af helt fundamentale og substantielle overskridelser.

Pointen er her, at også i dag i mødet med det kropslighedsmæssigt udvidende, er der visse hyperstatiserede spekulative forestillinger på spil vedrørende hhv. den guddommelige og den monstrøse krop. Som Jaques Derridas endeløse dekonstruktion af nærværsmetafysikken minder os om, forsvinder disse ideer ikke, men er måske nok i dag arbejdet igennem i en grad og på så mange måder, at man med fordel kan betragte dem som omsluttet. I arbejdet med en (post)human kropslighed vil man derfor gerne insistere på, at en sådan hverken er transcendentalt guddommelig og hellig eller substantielt ontologisk og monstrøs, men snarere rummer et nietzeansk ekko, der bekræfter, at denne verden og kropsligheden først og sidst og for de fleste forbliver kun alt for menneskelig. [15] Problematikken vedrørende posthumanitet og kropslighed er hyperaktuel og fordrer forskningsmæssigt arbejde, men det, der her er udvidende, er det i immanent forstand, og det at berøre denne problematik drejer sig om en sporing af en udvidet kropslighed, der altid allerede er i og går igennem ethvert ’os’ eller ’jeg’. Den sporing kan, som hos Derrida, tage form af en mere negativ, kvasi-transcendental tilnærmelse via en kropslig autoimmunitet, der bevæger sig i retning af en umulig inkorporering af det radikalt andet. Eller sporingen kan, transcendentalt empirisk og affirmativt tænkt, udvikle sig som et væld af flugtlinier qua kreative involutioner. [16]

II. Fra den mulige over den reelle krop til udvidet kropslighed

Det er ønsket om at foretage en sådan immanentiserende sporing, efter en omslutning af den hellige og monstrøse krop og disses repræsentationer, der motiverer dette tidsskriftsnummer og bidragydernes artikler. Teksterne, der mødes her, er motiveret af en stadigt hyppigere konfrontation med det, der menneskeligt og kropsligt set synes at ligge på eller som grænsen for, hvad vi kan mærke, opleve og erfare i forhold til kontemporær kultur i dens nye mediemæssige og informationsteknologiske dimensioner. Mere snævert set stammer motivationen fra indtrykket af, at det med vores humane kroppe meget tit er svært eller umuligt at begribe, artikulere, percipere, sanse eller overhovedet erfare et sæt af de ting, der er på spil i meget af den samtidskunst, der involverer ny tværmedialitet, informationsteknologi og digitalitet. Artiklerne søger en ny dialog omkring, hvad der ligger i denne udvidelse af kropsligheden og/eller grænsen for den humane krops opmærksomhed helt generelt, specifikt hvad angår informationskunsten.

Teksternes fokus på kropslighed og kroppen af i dag responderer på den udvikling, som Gilles Deleuze skitserede i sit korte essay fra tidligt i 1990erne om kontrol-samfundet, dvs. udviklingen fra den moderne og institutionaliserede disciplinering af samfundets individer til en internaliseret kontrol over den enkelte krop i meget mere omfattende og tilsyneladende næsten umiddelbar forstand. [17] Artiklerne er alt andet end alene med forehavendet, siden det at søge nye typer respons til denne situation må antages at være noget, vi deler med stort set alle andre i den vestlige kulturkreds, i det mindste i dennes mere vestillede lag. Dette tidsskriftsnummer indskriver sig i en akademisk og faglig kontekst, hvor de sidste 15-20 år har set en ganske enorm og meget varieret produktion af værker vedrørende krop og kropslighed, noget man måske kan se som et af de klarere tegn på den akademiske indflydelse, kulturstudier har haft i denne periode. Tekstbidragene her når selvsagt ikke omkring de flere tusinde nyere bøger og artikler i dette forskningsfelt og kan ejheller opridse alle vigtige tiltag og tendenser. Men de responderer på det, der i dag udgør en særdeles udstrakt italesættelse og iværksættelse af kroppen, dvs. en diskursivering og aktivering af en krops-diskurs og kropslig performativitet af hidtil uset omfang og med ny lydhørhed over for legemlig identitetspolitik, problemerne ved generelle socio-kulturelle konstruktioner af kroppen samt ekskluderende behandling af marginaliserede eller unikke kroppe.

I den forstand kan man i artiklerne her finde flere slags ekko ikke bare af denne overordnede problematik vedrørende korporeal kontrol og frihed, men også af den distinktion mellem the body og embodiment (kroppen og kropslighed), som spiller en afgørende rolle i N. Katherine Hayles’ forfatterskab, der ikke mindst sigter mod en uddifferentieret og kompleks tilnærmelse til netop embodiment i et informationsmættet og måske kaotisk sæt omgivelser. Denne distinktion danner grundlag for Hayles’ tidligere arbejde i How We Became Posthuman, [18] men hun vender senere tilbage til den i artiklen, ”Flesh and Metal”, hvor hun opridser den således:

”The body… is an abstract concept that is always culturally constructed. Regardless of how it is imagined, ‘the body’ generalizes from a group of samples and in this sense always misses someone’s particular body, which necessarily departs in greater or lesser measure from the culturally constructed norm. At the other end of the spectrum lie our experiences of embodiment. While these experiences are also culturally constructed, they are not entirely so, for they emerge from the complex interactions between conscious mind and the physiological structures that are the result of millenia of biological evolution. The body is the human form seen from the outside, from a cultural perspective striving to make representations that can stand in for bodies in general. Embodiment is experienced from the inside, from the feelings, emotions, and sensations that constitute the vibrant living textures of out lives – all the more vibrant because we are only occasionally conscious of their humming vitality.” [19]

Hos Hayles er ’kroppen’ altså et abstrakt, generaliserende og normativt begreb, der dækker kroppen som kulturelt konstrukt, mens ’kropslighed’ indikerer den enkeltes unikke erfaringer af legemlighed, oplevet indefra — inklusive hele spandet fra egne følelser og sansninger til ’livsteksturer’ på anderledes biologiske og fysiske planer. Set fra dette perspektiv arbejder bidragene i dette tidsskriftsnummer ligeledes med en videre artikulering af de eventuelle skel i dag mellem generaliserende og normativt trendsættende design af kroppen, den oplevede legemlighed samt unikt levende kropslighed.

Dette tidskriftsnummer retter sig særligt mod den mere begrænsede kontekst, som også er Hayles’ fokus, idet vi ønsker at undersøge og diskutere de markante forandringer af krop og kropslighed i nutidig informationskunst . Bidragene i dette nummer arbejder ud fra observationen af, at ligesom der i en bredere socio-kulturel og akademisk forstand er voldsomt øget fokus på kroppen og kropslighed, så er noget lignende tilfældet i samtidskunst, der involverer nye medier, informationsteknologi og digitalitet. I den specifikke kontekst er der måske kun forskningsmæssig enighed om nødvendigheden af at sætte fokus på krop og kropslighed. Ellers divergerer udgangspunkterne for videre diskussion markant, så krop og kropslighed betragtes eller opleves som hhv. udsat, udgrænset, truet, forbedret, udvidet eller overskredet mere og på andre måder end hidtil. Denne forholdsvis nylige, stigende brug af ordet ’posthumaniteten’ er ikke det eneste, men nok et af de klareste fingerpeg i retning af denne problematisering af det legemlige. I artiklerne søger forfatterne på forskellig vis at tage fat på en endnu uløst, dobbelt opgave ift. udforskning af informationskunst: at forskyde både teknofilt utopiske og kulturelt dystopiske ideer om ’posthumanisme’ i retning af en anderledes, immanent, udvidet forestilling om en krop og kropslighed i samspil med teknologien.

Dette fokus på krop og kropslighed er vækket af udviklinger inden for nye medier og tværmedial kunst efter den intense interesse for virtualiteten og virtuel virkelighed indtil første halvdel af 1990erne, [20] inklusive emfasen dér på nedsænkning (immersion), fuldstændig simulation, og en række formelle, abstrakte, eller metafysiske idealiseringer, som vi kender det fra William Gibsons behandling af cyberspace og fra Wachowski brødrenes The Matrix, for at tage to velkendte eksempler. [21] Hvis man med god ret kan sætte spørgsmålstegn ved de privilegier, den rent mulige og abstrakte kropslighed blev tillagt igennem 1990ernes arbejde med virtualiteten, synes der i dag at være et belæg for at sige, at der efterfølgende har været tale om en slags ’fysisk vending’. Igennem en sådan re-ontologiserende bevægelse lægges der nu en helt anden emfase på kroppen og reel kropslighed, hvor man initielt kan pege på to brede udviklinger inden for kunstprojekter og IT:

* Fremkomsten af en mangfoldighed af former for store, komplekse, intermediale og interaktive installationer, der kunsthistorisk set har gjort installationen til en slags paradigmatisk kunstart [22] — hvis man momentant tillader sig at se bort fra den mere traditionelle massemediemæssige ramme for visuel informationskultur udgjort af billeder og reklamer, mainstream film og TV-produktion — ikke kun på museer eller i kunstinstutionel sammenhæng, men også i det offentlige rum globalt og kulturelt set, ligesom installationsprojekter via nettet, computeren, mobiltelefonen [23] samt mange nye typer interfaces, aktanter og sensorer finder vej gennem de traditionelle grænseflader mellem kropslig nærhed og distance, privathed og offentlighed, internalitet og eksterioritet og synes at gøre disse vilkårligt porøse. [24]

* Genindskrivningen af den reelle krop og kropslighed i VR via den teknologiske og mediemæssige udvikling i samme tidsrum, i første omgang den komplekse serie af tiltag efter indførelsen af telepresence, [25] der præsenterer ikke bare traditionelle typer medierede telekommunikative nærværseffekter (telefoni, fjernsyn, video etc.), men også demonstrerer anderledes umiddelbar og reel fysisk rækkevidde og effekt — som når kirurger situeret i Californien foretager real-time kirurgiske operationer på patienter i Europa. [26]

I en af sine korte nyere artikler, ”The Poetics of Augmented Space”, opridser Lev Manovich på historiserende vis netop en sådan ’fysisk vending’ og artikulerer dennes medie- og teknologimæssige udviklingstendenser meget klart og i helt kompakt form:

“The 1990s were about the virtual. We were fascinated by new virtual spaces made possible by computer technologies. The images of an escape into a virtual space that leaves the physical space useless and of cyberspace – a virtual world that exists in parallel to our world – dominated the decade. It started with the media obsession with Virtual Reality (VR)… It is quite possible that this decade of the 2000s will turn out to be about the physical – that is, physical space filled with electronic and visual information… While the technologies imagined by [current] research paradigms accomplish this in a number of different ways, the end result is the same: overlaying layers of data over the physical space.” [27]

Hvis tendenserne i denne udvikling holder, og det ser de indtil videre ud til i helt mundant empirisk forstand — både i kunstverdenen, det offentlige rum og privatlivssfæren — så synes det oplagt, at mødet af samtidskunst og informatik finder sted mellem installationen og dels en sådan ’udvidet rumlighed’ med fysiske og datamæssige dimensioner lagt ind i og over hinanden, dels en ’udvidet temporalitet’ med lignende digitale forandringer af ’det temporale objekt’ og tidslig oplevelse af for eksempel cinematik og musikologi.

I Manovichs udvidede rum er kroppen tydeligvis genindsat gennem en ’fysisk vending’ og opererer på en anderledes opprioriteret måde end i de tidlige 90eres idealforestillinger om en formal transcendent virtualitet, der i ’posthuman’ forstand både kunne og skulle undslippe kødet og kødeligheden helt og aldeles. Men i tilgangen til en sådan genindskrevet kropslighed afhænger alt her af, hvorledes man nærmer sig det, Manovich her benævner som ’fysisk rum’ og ’datarum’. Alting afhænger desuden ikke mindst af, hvilken betydning der i distinktionen disse imellem tillægges hhv. ’lag’ og ’overlægning’ (layers; overlays). Her kan Manovichs fremstilling undertiden synes vilkårligt tæt på en genindførelse af en art materialistisk dualisme med den såkaldt naturlige, fysiske eller biologiske krop som primær base i res extensa og en databehandlende krop, der som overbygning bevæger sig gennem sansning og perception i retning af res cogitans.

Hvis dualismernes og Descartes’ genkomst synes at spøge hos Manovich og, på kompleks vis, i store dele af Merleau-Pontys eksistentielle kropsfænomenologi, [28] der også hyppigt genaktiveres i dette felt i dag, [29] så synes videre behandling af AR og status dér for reel kropslighed stadig at fordre bearbejdning af traditionelle dualismer mellem mind og matter, sjæl og krop, idéalt kropsskema og kropslighed. Denne ’fysiske vending’ medfører som minimum et anderledes fokus på noget, der nu, også i informationskunsten, bevæger sig som en interagerende, medlevende krop under både konkret teknisk og socio-kulturelt eller psykisk opfindsom udvidelse. I denne udvikling får legemligheden en mere accentueret rolle. Det sker i takt med, at informationskunsten, nye medier og IT både konkret og abstrakt set omgiver, gennemtrænger eller altid allerede er med, i og som et menneske, der er reelt såvel som muligt legemliggjort. Med emfasen på ’både… og’ indikeres ikke blot en problematisering af dualistiske tilgangsvinkler, men også at forholdet mellem mulig og reel kropslighed endnu er forskningsmæssigt uafklaret, ikke mindst hvad angår en evt. udgrænsning af det humane register.

Her kan man initielt på den teknologiske side notere sig, at Ronald Azumas bredt anvendte definition påpeger, at ’udvidet virkelighed’ er et miljø, der inkluderer elementer af både virtuel virkelighed og den virkelige verden. Mere specifikt defineres et AR-system som et, der kombinerer det virkelige og det virtuelle, er interaktivt i real-time og registreres i 3D. [30] Typiske eksempler ville her i konkret teknisk forstand omfatte, hvad Manovich bredt beskriver som de nyere, men allerede bredt distribuerede udviklinger i en sådan fysisk vending, i.e. overvågningsteknologier (der kontinuerligt oversætter det fysiske rum og dets beboere til data), cellspace teknologier (der løbende præsenterer data i og som mobile beboeres skiftende sæt omgivelser) samt ikke mindst dynamiske elektroniske planer (grænseflader og interfaces, typisk i display- eller skærmform). [31] Men det ville også involvere en serie konkrete forandringer af vores eksistens her og nu, vores løbende situerethed i omgivelserne. Det gælder for intelligente miljøer og bygninger, der monitorerer brugere og interagerer med disse på mange kanaler mhp. vidensopsamling og dynamiske HC-samarbejdsformer. Det gælder ligeledes AR-brugeren, der som museumsbesøgende bærer gennemsigtige briller, hvor hun kan se udstillingen i den virkelige verden såvel som computergenererede billeder og information løbende projiceret oven på denne verden. Eller det gælder den for en serie andre aktører: den arkitekturstuderende, som vandrer i både den virkelige by og den virtuelt projicerede urbanitet, der inkluderer både aktuel information og visning af tidligere eksisterende bygningsværker på et givet sted; online spilleren i pervasive gaming der indendørs eller udendørs agerer både i den virkelige og den virtuelle spilleverden, over for både virkelige og virtuelle medspillere; flymekanikeren hos Boeing hvis briller kontinuerligt lader ham se både flyets virkelige dele og al relevant information om og procedurer for (reparation af) disse.

Til trods for genindsættelsen af reel kropslighed indebærer ’udvidelsen’ i AR ingenlunde en ren afsked med transcendens og virtualitet. Man ville måske fristes til at tage en sådan afsked. Først ved med Manovich at give sig til at pege på forandringerne i form af en ’fysisk vending’. Dernæst ved mere generelt at indikere vigtigheden af et nyt forskningsmæssigt fokus på krop og kropslighed, herunder nye psykologiske og neuro-kognitive studier, der undersøger et sæt tilsyneladende særdeles empiriske træk ved menneskelig kropslighed. [32] Men selvom en sådan tendentiel invertering i reelt kropsliggørende retning kan synes et nødvendigt træk, er dette kun et første moment, der så fordrer en artikulation af, hvorledes transcendens og virtualitet både fortsætter og nu spiller forandrede roller i en udvidet virkelighed. Man erindrer her, at Mark Weiser, inden sin introduktion af termen ”ubiquitous computing”, anvendte ”embodied virtuality” som udtryk for det modsatte af eksisterende begreber for virtuel virkelighed. [33] Med dette in mente må man så igen, nu ift. en udvidet virkelighed, aktualisere spørgsmålene om eksistensen af og den mere eller mindre transcendente og/eller immanente status for distinktioner mellem imagination og perception, kommunikation og medier, kultur og teknologi. Vi møder mao. i dag, efter passagen fra forestillingen om VRs rent mulige kropslighed til dennes realisering igennem en art fysisk vending, spørgsmålet om status for en (post)human kropslighed, der ikke kan anskues dualistisk og er på spil i en udvidet virkelighed af både virtuelt mulig og reel karakter.

III. Udvidet kropslighed: hinsides mulig/reel-dualismer, efter en ’fysisk vending’

Nødvendigheden af idag ved mødet med udvidet virkelighed at arbejde sig ud over en dualisme mellem teknologiske og kulturelle, reelle og virtuelle kroppe synes at have ledt til en meget bred vifte af tilgange, som ganske vist rummer en tilbagevenden til en meget traditionelt substantiel og essentiel monisme for human kropslighed, eksempelvis hos Francis Fukuyama, [34] men som primært synes at forlade både dette og kategorisk strukturelle eller systematisk dialektiske behandlinger. Vi møder i dette forskningsfelt snarere flere alternativt medierende eller komplekse emergensmæssige tilgange, der dækker et særdeles bredt register, hvad angår bekræftende udforskning eller kritisk distanceret tilbagevisning af posthumaniteten.

Artikulationen af, hvad der er på spil i transformationen af kropslighed i samspillet mellem kultur og teknologi, der i den grad er tværmedialt og kunstnerisk sammenflettet, kalder i princippet på et meget omfattende arbejde. Skitseringen af, hvordan disse samtidshistoriske forandringer og strukturelle forskydninger af kropslighed, det sanselige og forestillingsevnen kan problematiseres og tentativt besvares må inddrage flere eksisterende forskningstraditioner. Det ville f.eks. implicere, at man på den ene side ser nøjere på, hvordan kroppen er blevet tænkt i moderne humanistisk og filosofisk forstand, fra Descartes over Kant til Hegel og derefter; at man skulle forfølge dette gennem decentreringer hos Nietzsche, Freud og Marx – gennem Husserls livsverden eller Bergsons levede tid, gennem Heidegger, Sartre og Merleau-Ponty, og ikke mindst gennem både de senere post-strukturalistiske bearbejdninger af mange af disse (i.e. Foucault, Lyotard, Deleuze, Hardt & Negri, Derrida, Nancy, Agamben), og i en bred vifte af kulturstudiernes diskursivering af kroppen. På den anden side synes de fysiske og empiriske aspekter af den drejning, der her er på spil måske ikke mindst at fordre, at man søger udblik til en anderledes naturvidenskabeligt orienteret forskningstradition vedrørende menneskelig kropslighed og dennes afgrænsning, hvor der igen ville være mange kilder at tage hensyn til. [35] Alt dette fører naturligvis for vidt i denne sammenhæng. Men man kan her anføre to væsentlige problemstillinger, der i vidt omfang præger forskningen vedrørende (post)human kropslighed i dag: (1) opgøret med mind/body dualismer; (2) forholdet mellem sprog og kropslighed.

(1) For det første er tendensen til at genaktualisere dualismer mellem krop og sjæl, det empiriske og det transcendente, hverken forsvundet eller nem at bevæge sig ud over. Når man i dag arbejder med (post)human kropslighed på en anderledes og mere interessant måde, skal det ikke direkte gentage dette spor, men snarere ske via et initielt spørgsmål om, hvordan kropslighed er i relation (i relationel bevægelse og processuel forandring) mellem det intensive og det ekstensive, menneske og maskine, kunst og teknologi, datarum og fysisk rum, etc.

Det kan jo synes helt arkaisk at pege på sådanne cartesianske split i dag. Men hvis man erindrer hvor massivt et arbejde, Merleau-Ponty påtog sig for at bringe sin eksistentielle perceptionsfænomenologi hinsides netop denne problematik, og i hvor høj grad den blev ved med at spøge og forfølge hans tænkning, synes det måske straks at blive mere aktuelt. Også langt tættere på i dag synes denne problematik at genvækkes, eksempelvis hos Hayles, der, som anført ovf. (n.13), allerede meget tidligt i How We Became Posthuman gør opmærksom på behovet for at indføre en distinktion mellem ”the body” som et abstrakt begreb, der altid er kulturelt og diskursivt konstrueret ved at generalisere fra en gruppe eksempler, og så ”the experience of embodiment”, som ganske vist også er kulturelt konstrueret, men kun delvist, idet sådanne erfaringer opstår unikt hver gang fra komplekse interaktioner mellem bevidst tænkning og de fysiologiske strukturer, som er resultatet af millioner af års biologisk udvikling. Hayles finder det altså nødvendigt at skelne mellem den menneskelige form, som den fremstår set udefra (”the body”), versus kropsligheden som erfaret indefra (”experience of embodiment”). Førstnævnte udgør et kulturelt perspektiv, der søger repræsentationer af ”kroppen”, som kan stå for kroppe generelt set, mens sidstnævnte i en eller anden grad søger at respektere den enkeltes erfaring, inklusive følelser, emotioner og sansninger i al deres for det meste før-bevidste og præ-diskursive vibreren.

Allerede i dette værk er Hayles bevidst om, at dualismens genkomst lurer lige om hjørnet, når hun indfører denne analytiske distinktion, og det er givetvis derfor, at hun insisterer på en art helhed, på at ”kroppen” og ”erfaringen af kropslighed” altid er i dynamisk interaktion. Til gengæld kan man kan se både dette og Hayles’ efterfølgende reaktion som tegn på, at der stadig er et vist arbejde at påtage sig mht. at finde alternativer til genindførelsen af sådanne dualismer. For Hayles vender selv senere tilbage til problemet og gør da rede for, hvordan hun nu ønsker at gøre op med dualistiske reminiscenser. [36] Her anfører hun, at snarere end at begynde dualistisk vil hun foreslå at fokusere på ideen om relation og anskue denne som den dynamiske strøm eller foranderlighed, ud af hvilken både ”kroppen” og ”kropslighed” qua erfaring opstår. Det medfører angiveligt markante forandringer i tilgang til bevidsthed og krop, kropslighed og omverden.

Særligt interessant er det at bemærke, at Hayles, med reference til Hansen, bringer termen ”the mindbody” i anvendelse som alternativ til traditionelle, skarpe distinktioner mellem sjæl og krop. [37] Man kan således hos Hayles finde en innovativ forfølgelse af en decideret relationel posthuman kropslighed (embodiment), der er interessant på mindst to måder. Dels fordi den betoner den sømløse forbindelse mellem hjerne og indre organer samt mellem kropslig handling og omgivelser. Dels fordi posthuman relationalitet tilgås som en sideordnet co-evolution eller gensidig specifikation af menneskelig kropskultur og intelligente maskiner i et informationsrigt sæt omgivelser. Til gengæld må man notere sig, at Hayles’ anvendelse af Hansens term samt forestillingen om extended mind (som model for kognition, der er gennemført indlejret i verden) [38] på underbelyst vis er en åbenbart rent immanentiserende manøvre. Det synes forudantaget, at man kan betjene sig af en distinktion mellem disembodiment og embodiment og forblive alene med sidstnævnte. Hayles’ stærke modstand mod ideen om en transcendent og kropsløs informationsvidenskab, ikke mindst visse forestillinger om virtualitet og intelligent robotik, efterlader her et implicit spor af nærmest dualistisk karakter, da det endnu ikke af hendes arbejde fremgår, hvorledes vi i dag måtte ønske at gå til dette tilsyneladende ikke specielt relationelle forhold mellem embodiment og disembodiment. Man kan altså påpege, som Hansen gør andetsteds, at Hayles til kulturstudier i dette felt i dag synes at have testamenteret et dødt punkt eller en blindgyde, nemlig modsætningen mellem kropslighed og det ulegemlige. [39]

For at passere igennem denne blindgyde kan der skitseres alternative tilgange, der beholder et relationelt eller medierende fokus. For det første kan der tegnes en mindre posthuman og mere human relation ved at arbejde videre med ”the mindbody” via ideen om en indirekte kobling. Det er, hvad Hansen gør med reference til Varelas arbejde i neurobiologi og kognitiv videnskab. Snarere end som Hayles at udvide diskussionen af, hvordan mennesker nu er sømløst og gensidigt forbundne med computere, argumenterer Hansen for, at mennesker bibeholder en type kropslighed, der er kategorisk anderledes end computeres materialitet, selvom de to parter indirekte kan interagere. Der kan, for det andet, også føres argumenter for en anderledes posthuman og relationel tilgang til kropslighed end Hayles’, hvilket kan tage form enten af en delvis eller en radikal åbning af posthumaniteten.

Man kan som Bernadette Wegenstein delvist tilbagevise Hayles’ entydige fokus på at demonstrere umuligheden af immateriel og kropsløs information ved at imødekomme kroppens virtualisering og den erfaring, der i dag deles af mange, nemlig erfaringen af en vis opløsning af kroppens grænser i den kontemporære livsverden for en informationskultur. [40] Wegenstein kan således bekræfte kroppens kapacitet til at forsvinde, men samtidig insistere på, at en sådan forsvinden ikke er mulig for selve kropsligheden. Man kan altså godt arbejde med den virtualiserede krop uden at abonnere på teser om radikal løsrivning fra ’vores’ kropsligheds vilkår og begrænsninger. Via Wegensteins ide om ”et organ i stedet for en krop” kan man dermed søge at nærme sig mennesket som en type distribueret kropslighed, hvor opgaven bliver at artikulere grænsen for erfaring af menneskelig kropslighed i dag. Her vil Wegensteins svar være, at ’vores’ integritet som menneskelige væsener kommer fra ’vores’ irreducible spredning, i.e. den potentielle indifferens mellem kroppen og omgivelserne. Med andre ord markerer ’vi’ os ikke så meget ift. et miljø, som ’vi’ udstrækker os sømløst og på robust vis gennem en nu gennemført digitaliseret livs- og teknosfære. Her er kropsligheden mediering: ’vi’ er midlertidigt autonome kroppe via ’organer’, dvs. man møder her temporære kodninger af kroppen gennem et specifikt organ qua en konjunktion mellem en kropslig potentialitet og en teknisk affordance. [41]

Anderledes radikalt til værks går John Johnston, der tager udgangspunkt i forholdet mellem det posthumane og det maskiniske, navnlig aktuelle krydsninger af kybernetik, kognitiv videnskab og kunstigt liv. [42] Johnston deler med de øvrige forskere i dette felt en bekræftelse af vores posthumane fremtid eller nuværende tilværelse (siden vi for Hayles allerede er eller altid har været posthumane). [43] Til gengæld er Johnston langt fra sentimental, hvad angår at frede og bevare en menneskelig sfære. Han anfægter et flertal af forskere, der åbenlyst bestræber sig på at give information menneskelig mening ved at rette opmærksomhed mod den angiveligt uundgåelige rolle, vores kropslighed spiller i enhver rammesætning af information. Her går Johnstons bekræftelse af relationelle ”mindbodies” gennem en markant posthuman empiricisme, således at kernepunkterne i hans ekstensive arbejde på tænkningen af teknicitet – hos Deleuze & Guattari, Jacques Lacan, Gilbert Simondon og Bernhard Stiegler – er, at menneskelig viden er teknologisk i sit væsen, at viden kun er mulig med en kunstig hukommelses inskriptionsmæssige overflader, og at den helt konkrete karakter af sådan teknisk understøttelse (qua organiseret inorganisk materialitet) udgør virkeligheden for menneskelige kognitive operationer. Dermed er mennesker og maskiner i co-udvikling, vi husker teknisk, og vi udfolder os protesemæssigt. For Johnston er kybernetikken grundlæggende i naturen, protesen er originær, og informationsmæssig kalkule må være en del af poiesis, dvs. del af oprindelsen af både et ’hvem’ og et ’hvad’. I det perspektiv er opgaven at nærme sig en tænkning af hjørnestenene i et posthumant liv, hvilket her vil sige en udforskning af det, der er at komme via kybernetikken og kunstigt liv i form af maskinisk selv-organisering og selv-reproduktion. Implicit i dette er, at menneskets rolle i en sådan proces forandres: fra at være en aktør, hvis intentionalitet orkestrerer processens dynamik, til en blot og bar operatør der fungerer som del af et større system. På den flugtlinie, Johnston begynder at optegne, er det humant kropslige subjekt qua informationsmæssig rammesætter et særdeles midlertidigt og egentlig irriterende intermezzo, hvis forsøg på arkitektoniske lagdelinger viser sig som ineffektive og uproduktive hæmsko.

Som aktuel grundforskning i dette felt synes at vise, er der mere produktiv problemløsning og mere signifikant udvikling af højere intelligenstyper, når evolutionære processer opererer gennem genetiske algoritmer og neurale netværk mhp. selv-organisering og frembringelse af komplekse, tilpasningsdygtige former for systemkonstruktion. Nylig forskning viser, ifølge Johnston, at den største forhindring for forfølgelse af sådanne evolutionære strategier – hvor kompleks opførsel opstår via lokale interaktioner blandt varierende elementer og i relation til et omskifteligt miljø – er at få distanceret den menneskelige designer fra det konstruktive loop, i sidste ende gerne ved helt at fjerne designeren. Den ’bedste’ måde at udvikle intelligente agenter synes simpelthen at være at slippe dem fri og lade dem udvikle sig. Det vil sige, den ønskede løsningsmodel er en selv-organisering med kapacitet til gradvist stigende evolution uden menneskelig supervision. Relationelle og intelligente ”mindbodies” er der stadig på spil i Johnstons sammenvævning af teknologiske og kulturmæssige livsformer i emergensen, og forfølgelsen af nyere teori for ad hoc netværk med en multiplicitet af forbundne knudepunkter flytter sig tilsyneladende langt hinsides dualistiske reminiscenser. Men for så vidt som dette har prognostisk værdi, vil ”assemblages” på ”the machinic phylum” ikke præsentere sig med et menneskeligt ansigt. [44]

(2) Opgøret i dette forskningsfelt med dualismer fremviser en ret markant uafklarethed og tværdisplinær uenighed. Lignende forhold gør sig gældende i kulturstudiernes omgang med forholdet mellem sprog og kropslighed, både generelt og mere specifikt i dette felt vedrørende posthumaniteten. Man ville måske umiddelbart være fristet til at sige, at den meget omfattende og differentierede behandling af kroppen i nyere kulturstudier netop har bragt os langt ud over enhver dualistisk problemstilling. [45] Selvom det har sin delvise rigtighed, får man dernæst øje på, at et bestemt spørgsmål omkring kroppens levede virkelighed i høj grad forbliver ubesvaret. Det kan betegnes som en markant ambivalens vedrørende det at sætte eller møde grænsen for sproglig diskurs (dvs. ikke mindst for kulturstudiernes arv af Foucaults diskursteori), men gælder også mere generelt for hele vendingen fra bevidstheds- til sprogtænkning. Kulturstudiernes versioner af ’the linguistic turn’ har mao. været af afgørende vigtighed med hensyn til på forfinet og uddifferentieret måde at artikulere ’kroppen’ som socio-kulturelt diskursivt konstrukt. Men de har på den anden side, typisk ganske implicit og med ’ontologisk tavshed’ som princip, opereret med en distinktion mellem abstrakt socio-kulturel generalisering og den enkelte levede krop, diskursiv krop og refereret krop, sproglig og virkelig krop, eller mellem kunstigt konstrueret og naturlig krop. Det var bestemt ikke tilfældigt, at Judith Butler fandt det nødvendigt at udgive sit værk med titlen Bodies that Matter, med en vis emfase på matter. [46] Man vil meget gerne, i dag og mhp. forskydning eller tilsidesættelse af visse velkendte dualismer, have udforsket, hvor langt diskursiv social-konstruktivisme rækker, og hvordan man skal arbejde med dens grænse i mødet med augmented reality og dennes udvidelse af kropslighed, tit på meget konkret, intermedial, teknisk, biologisk og fysisk vis.

Der er i dette felt et åbenlyst behov for videre diskussion af, hvor bogstaveligt man skal forstå åbningen af sproglig og diskursiv praksis i ontologisk retning. For at føre en sådan diskussion kan man meget vel initielt betjene sig af den distinktion mellem ’indskrivningsmæssig praksis’ og ’inkorporerende praksis’, som Timothy Lenoir foretager i kølvandet på Hans Ulrich Gumbrecht og andres arbejde på kommunikationens materialiteter. [47] Her er spørgsmålet så, hvor bogstaveligt, man skal tilgå ’indskrivningsmæssig praksis’. Med dette menes der rækkevidden af diskurser og retorik fra datalogi, bioteknologi, robotik, nanoteknologi, medievidenskab, kunst, film, video, science fiction, litteraturvidenskab, filosofi og reklamer, i.e. alle de ting vi siger og skriver, de repræsentationer vi konstruerer eller, kort sagt, de koder vi sætter i omløb vedrørende information og dennes relation til kroppe. Med ’inkorporerende praksis’ menes der de normer, adfærdsmønstre, færdigheder og skemaer for fysisk udførelse, der, såvidt dette er muligt, modulerer kropsliggørelsen af kulturelt konstruerede indskrifter og aktuelle kroppes performance på disses vilkår. En sådan distinktion tillader ikke blot, at man i mellemrummet indikerer et spændingsforhold mellem det diskursive og det materielle, en vis dynamik for semiotiske og materielle aktører. Man kan også spørge til, hvordan man vil nærme sig deres interface, herunder de typer åbninger eller brudflader materielle kroppes resistens måtte fremkalde i en vifte af diskursive regimer eller lagdelte registre. I netop denne forskningsmæssige sammenhæng er bogstaveligheden af dette interface en uforløst problematik, specielt fordi de eksisterende diskussioner af hybrid menneske-maskine interaktion i altovervejende grad tenderer imod at anskue de materielle, maskiniske komponenter som forbedringer, forlængelser eller omkonfigureringer af sanserne, dvs. maskinen forlænges antropomorft snarere end på grundlæggende vis at lave mennesket om eller udskifte det. Selv når der i dag indbygges kredsløb og forbindelser med proteinbaseret logik i maskineri på celle-niveau og mhp. molekulært design og montage, bliver dette typisk via logikken assimileret diskursivt, således at endog en maskinisk natur altid synes at have et menneskeligt ansigt. Kort sagt forfølges vi stadig af en indgroet ambivalens i forhold til materiel agens, hvor vi på den ene side synes at ønske at tildele praksis og teknologi en egen materialitet (som ’tingenes parlament’ hos Bruno Latour), mens natur og teknologi på den anden side konstant i indskrivningsmæssig praksis humaniseres som socio-kulturelle konstrukter.

I forhold til en (post)human kropslighed kan dette spændingsforhold mellem indskrift og inkorporering måske bedst illustreres ved at kontrastere posthumane ansatser hos Johnston og Massumi med Hayles og Hansens arbejde på erfaring af kropsligheden. Da ville man på den ene side pointere, hvorledes Johnston og Massumi åbner mere posthumant ved at bekræfte det materielle flow i hhv. maskiniske og begærsmæssige flugtlinier og dermed marginaliserer diskursive udviklinger som marginale, stærkt forsinkede side-effekter, uanset disses produktive udtryksmæssige vigtighed. [48] På den anden side er Hayles’ relationalitet for mindbodies og Hansens neurobiologiske affektivitet mere humane (uanset Hayles’ ’posthumanisme’), primært fordi de begge eksplicit vedbliver at forholde sig til et fænomenologisk erfaringsbegreb af subjektivitetsmæssigt tilsnit. Til gengæld er forskellen de to imellem meget markant i tilgangen til diskursiv inskription.

For Hayles er der ganske enkelt ikke nogen vej ud af diskursen, selvom hun bestemt ønsker at anerkende teknologien eller materiel agens som ting i sig selv udenfor. Det vigtige er dels de interfaces, som indlejrer teknologien i menneskelig kultur, dels de (diskursive) bevægelser, der foretages for at udviske indskrivningen som kropslig proces. Derfor forfølger Hayles en dobbelt strategi mhp. at artikulere både måder, teknologi bringes ind i diskursen, og muligheder for at omdirrigere diskursen i kropslig retning. Hayles’ undersøgelse af posthuman kropslighed tager altså form dels af en gøren opmærksom på måderne, hvorpå sproget opstår kognitivt fra kropslige, tekniske og fysiske realiteters før-bevidste og vage ’mumlen’ (ikke mindst gennem emotive, proprioceptive og kinæstetiske forbindelser), dels en dekonstruktion af etablerede diskursive regimer omkring ’information’ (specielt ulegemlig information af transcendent, virtuel karakter).

Her kunne kontrasten med Mark Hansen næppe være stærkere, da denne netop lægger vægten på et radikalt brud med repræsentation og med den lingvistiske model overhovedet. Der er dermed snarest tale om simpelthen at betragte problematikken vedrørende indskrift/inkorporering, teori/praksis og repræsentation/materiel agens som en anden Gordisk knude, der med fordel kan hugges over. Allerede i Hansens første monografi var udgangspunktet en kritik af både poststrukturalistisk teori og kulturstudier for at undlade at følge implikationerne af egne radikale problematiseringer af repræsentation helt til dørs. [49] Hansen kritiserer således skribenter som Derrida, Bourdieu og Baudrillard for at have en bestemt reduktion tilfælles, nemlig hvad han med en neologisme benævner ”technesis”. Sigtet med kritikken er på detaljeret vis at demonstrere i hvert enkelt tilfælde, at en erklæret interesse i at favne teknologisk eksterioritet og materialitet implicit kompromitteres for at sikre en integritet og autonomi i tænkning og repræsentation. Hansen søger dermed at demonstrere, at en sådan technesis-strategi fungerer ved at transformere radikal materiel eksterioritet til en blot relativ eksterioritet, som dermed på paradoksal vis situeres inden i tænkningens domæne.

Hansens alternativ er, bekræftende set, at nærme sig den rige og komplekse materialitet for teknologien, således at denne frigøres fra den traditionelle indlejring i diskursiv og repræsentationel tænkning. I et sådant ærinde bliver Bergsons forsvar for den affektive, prædiskursive krop som aktiv kilde til semantik af central vigtighed for Hansen, reaktualiseret i en nutidig kontekst vha. indsigter hentet fra Varela, Hutchins, Clark og Damasio. Her er tilgangsvinklen så radikalt anderledes end hos Hayles, idet teknologier, ifølge Hansen, forandrer selve grundlaget for vores sanselige erfaring og på drastisk vis påvirker, hvad det vil sige at leve som kropslig, human aktør. Specielt informationsteknologierne forandrer os ved at omkonfigurere sanserne på førkognitivt niveau, forud for bevidst perception og lingvistisk tilegnelse. Hvis teknologien og dens kodninger modificerer kropsligheden, gælder det for Hansen omvendt, og navnlig, at ethvert informationsteknologisk regime, inklusive det digitalt konvergente, er primordialt rammesat gennem en ’embryogenetisk’ forbindelse med den menneskelige krop. [50] Vi er muligvis på den anden side af eller forud for diskurs og repræsentation, men der er, ifølge Hansen, ingen information, ejheller noget billede, uden det formgivende potentiale, der lever vitalt i menneskelig kropslighed.

Som det fremgår af skitseringen af begge disse større problemstillinger og deres behandling på særdeles forskellig vis i aktuel forskning, betinges meget af uafklaretheden omkring ’posthumaniteten’ og ’kropslighed’ af, at der stadig ikke kan etableres enighed om, hvorledes man evt. kan eller skal trække grænsen for en sådan ’fysisk vending’. Det er endnu i dag ikke afgjort, hvor bogstaveligt man må tilgå udvidet virkelighed, eller hvor immanent de er, co-evolutionen og det dynamiske samspil mellem kropslighed og informationsteknologi.

IV. Af det immanent udvidende

De erkendelsesmæssige implikationer af flere af ovennævnte typer tilsidesættelse af såvel mind/body dualismer som diskursiv repræsentation er temmelig vidtrækkende. For så vidt som enhver erkendelse af kropslighed er hinsides klar skelnen mellem den mulige og den reelle krop, er der her tale om i praktisk og æstetisk erfaring samt dennes diskursivering at måtte tage højde for en måske gennemført og kontinuerligt tekno-medieret aktualisering af kropslighed, der kan række hele vejen ud og være gennemført indlejret i en udvidet virkelighed. I den forstand er ’medieret kropslighed’ eller ’embodiment is mediation’ betegnelser for, at et nu komplekst og mere sideordnet samspil mellem kultur og teknologi, virtualitetens muligheder og det relle i nogen grad må siges at udviske klare distinktioner mellem subjekt og objekt, sjæl og krop, indre og ydre, mind og matter.

Dermed synes vi at være i en situation, hvor virkelighed snarest udgør en emergent dynamik (et kontinuert, ubrudt transformationsfelt), hvor verden og menneskelig kropslighed eksisterer gennem deres teknologiske og kulturelle relationer under udfoldelse, og hvor det kropsligt ikke umiddelbart er til at skelne klart mellem embodied mind og cognitive body. Måske bryder indlejringen af virtualiteten i ’vores’ korporlige livsverden på afgørende vis med distanceret objektivering. Det forskyder os fra traditionelle dualismer og bringer os i kontakt med en immanent og mangfoldig udvidet virkelighed, hvor teknologi og kultur er ganske indlejret i hinanden. En mediekunsthistorie i dag må da accentuere augmented reality som tendentielt installationsparadigme, hvilket må lede både til indsættelse af udvidet kropslighed som et afgørende spørgsmål og til diskussion af en evt. udgrænsning af menneskelig immanens i lyset af den ’fysiske vending’, der ligger i koblingen mellem det immaterielt mulige og det korporeale. Hvis intentionel objektivering tilsidesættes, så man accentuerer, at der kun er ko-eksisterende, indlejrede multipliciteter, møder man problemet vedrørende det, der er at finde immanent i de emergensmæssige relationer mellem mulige og reelle kroppe. Kan man blandt sådanne sameksisterende og gensidigt indlejrede multipliciteter skelne mellem menneske og maskine, kultur og teknologi, eller mellem humane aktualiseringer og virtualiseringer af kropslighed på den ene side og, på den anden, disses in- eller ekstra-humane teknologiske operationalisering i teknologisk allestedsnærvær (ubiquitous eller pervasive computing)?

I den situation er spørgsmålet, hvorledes menneskelig kropslighed forsvinder og/eller dukker op, er virtuelt kropslig og/eller er under anderledes aktualisering i dag i forhold til informationskunst i bredeste forstand. I en epoke karakteriseret på samme tid ved menneskets radikale eksteriorisering i en stadigt mere mobil, distribueret, dynamisk og komplekst konvergerende medieplatform og teknologiens markante infiltration af og indfoldning i selv den mest intime inderlighed i og af det, vi har kendt som mennesket – forekommer det usikkert, om man kan definere menneskelighed ud fra traditionens opfattelser af vores art som et autonomt reproduktivt væsen, en psykisk opfindsom livsform under frigørelse, selvstændigt agerende individer, sprogligt begavede, bevidst og intelligent tænkende personer, eller inspirerede sjæle. Human kropslighed er i så fald vag eller delvis under udviskning, fordi den ikke eller kun vanskeligt kan skitseres blandt mange andre, teknologisk aktualiserende kropsanimeringer samt sjælekroppes bevægelser qua immanente transcendenser i virtuel forstand. Hvis der er en human kropslighed på spil, er det i gensidigt udviklende samspil (co-poiesis) med åbenlyst virkelighedsnære former for nutidig informationsteknologi og –kunst, hvilket i konkret teknisk forstand i dag involverer intelligente robotter, kunstig intelligens, virtuel virkelighed, tele-tilstedeværelse, augmented reality, allestedsnærvær, biomedier og kunstigt liv samt nanoteknologi.

’Vores’ immanente kropslighed er da ikke entydigt fokuseret og klart til at belyse, men snarere diffust og eksperimenterende udstrakt til, i og som et miljø, der tillader korporlig, intuitiv tekstur-, kontur- og retningsafsøgning. Med andre ord: udvidet kropslighed er i immanent forstand med os som en måske upersonlig kulturel og teknologisk problematik vedrørende karakteren af og dynamikken i miljøet, omverdenen, omgivelserne eller livsverdenen. Arbejde med (post)human kropslighed i forhold til denne problematik fordrer således en forfølgelse af implikationerne i den videre teknologiske og mediemæssige udvikling i retning af ’allestedsnærvær’, efter Mark Weisers og John Seely Brown, tidlige visionære skrifter på området, [51] og nu med komplekse momenter af gennemtrængning eller omfattelse af livsverdenen og historicitet helt generelt via pervasive eller ubiquitous computing. For så vidt som vi allerede lever i en verden af allestedsnærvær, i en mere umærkelig og kompleks forstand end vores forhold til omgivelserne qua mobiltelefoni og ipods, involverer dette både visse udgrænsninger af bevidst agens og perception samt problemer med at foretage grænsedragninger for ’vores’ kropslighed. Her indikerer ’allestedsnærvær’ informationsteknologiens tredje bølge, eller en decideret post-mainframe og post-desktop model for menneske-computer interaktion, hvor informationsbehandling er gennemført indlejret i hverdagsobjekter og –aktiviteter, hvor man er forbundet med mange devices og ad hoc netværkede systemer samtidigt, undertiden også internt ift. kropsoverfladen, og uden nødvendigvis at kunne vide eller blot være opmærksom på dette. [52]

Inden for kunstverdenen er der endnu kun et begrænset sæt projekter i informationskunst, der for alvor bringer en sådan problematik på bane. Et godt fingerpeg kunne siges at være at finde i Diller & Scofidios Blur Building, deres arkitekturprojekt til Swiss Expo 2002, hvor ikke mindst artifaktuel tåge, brugerprofilering og de anvendte ’brain coats’ bidrog til at konfrontere medlevende kropslige aktanter med problematikker vedrørende allestedsnærvær, usynlighed og det mere eller mindre umærkelige. [53] Et andet sæt indikationer kunne siges at være at finde i to nyere projekter fra den canadisk-meksikanske relationelle arkitekt Rafael Lozano-Hemmer, hvis SubTitled Public (2005) og Under Scan (2006) i hhv. lille og stor skala på beundringsværdig og interessant performativ og interaktiv vis dramatiserer både den nyeste teknologi og dens sociokulturelle implikationer for et stadig mere subtilt kontrolsamfund, hele tiden med en vis selv-refleksiv og ironisk kritik for øje. [54]

Det er i den eksisterende, begrænsede forskning tydeligt, at det endnu er et ganske uafgjort spørgsmål, hvorvidt vi her primært har med en epistemologisk og erfaringsmæssig problematik at gøre, eller om der snarere og i første række er tale om en mere decideret ontologisk problematik. I begge tilfælde kunne man sige, at den underforståede kontekst er en (post)human livsverden, men her synes begge de brede spor af ’livsverdenen’ at blive reaktualiseret, dvs. både det ontologiske spor fra Heidegger over den sene Husserl til senere (post-)fænomenologiske udviklinger hos f.eks. Francisco Varela eller Deleuze, og det socio-kulturelt epistemologiske spor fra Alfred Schütz til Jürgen Habermas eller Niklas Luhmann.

Den primære grund til dette er formodentlig, at der ikke er enighed om det teknologiske ’objekt’ i dag, ligesom det endnu er uklart, hvor langt pervasiveness eller teknologisk allestedsnærvær rækker mht. transformation af virkelighedsopfattelse hhv. virkeligheden selv, her for kroppe og kropslighed. Hvis man mener at kunne antage, at teknologien i hovedsagen kan objektiveres, og at teknologiske objekter kan behandles som så mange hjælpemidler eller blot sekundære supplementer inden for rammerne af konkrete sociologiske og psykologiske analyser af vores hverdagskultur, så er der enten ingen problemer med at bekræfte en human kropslighed, eller også kan der, marginalt set, være tale om visse ’posthumane’ overskridelser af en kulturel antropologi for så vidt som teknologiske systemers kompleksitet rækker hinsides det humane (f.eks. mht. kropsligt funderet perception, rumlig udstrækning og situering, temporale bevægelser og hukommelse, bevægelighed eller hastighed). Men selv i sidstnævnte tilfælde kan radikale positioneringer, som vi finder dem hos bl.a. Friedrich Kittler og Paul Virilio, [55] i princippet tilbagevises ved henvisning til, at ’vi’ naturligvis er endelige væsener, at der ikke er noget nyt ved ’overskridelser’ af humane registre, f.eks. i forhold til det, der er tale om ved indførelsen af elektricitet eller telefoni, og at vi derfor blot iscenesætter en unødig antropocentrisme, når vi giver os til at debattere pro et contra angående termen ’posthuman’. Et godt eksempel på en tilbagevisning af denne type er at finde i et nyligt interview med Hans-Ulrich Gumbrecht:

”Again, this weird and passé concept of the ’post-human.’ What would be ’human’ speed–and why should any kind of speed, so to speak, bother to be ’human’? Isn’t this ridiculously anthropocentric, once you agree that the entire dimension and category of the ’sublime’ (which we discussed earlier) could not possibly exist if it were not for all of those (endless, innumerable) phenomena that exceed the different human capacities for decomplexification? Let me just suggest a very simple comparison: we know that each of the different human senses only covers or captures a limited range of what other living beings can capture, and therefore perceive and even experience. There are levels of speed (and slowness) that we may be able to calculate, but for which we will never have any mental or physical affinity. So what’s the big deal?” [56]

”The big deal” er, vil nogen invende, ikke bare, at kropslighed i udvidet virkelighed og ift. pervasiveness selv på socio-kulturelt livsverden-niveau endnu er helt utilstrækkeligt behandlet i den eksisterende forskning, men snarere at teknologien ikke kan objektiveres, og at vi enten altid allerede er eller i hvert fald i dag eksisterer som irreducibelt og måske umærkeligt teknologiske væsener. Man vil bekræfte, at i den type observation trækker Gumbrecht og mange andre på en socio-kulturel tilgang til livsverdenen, der måske nok ift. teknologien anerkender omverdenens potentielt ex-humane kompleksitet i formel forstand. Men man vil indvende, at den tilgang netop ikke lader systematisk, antropomorf selv-reference anfægte for alvor og derfor forbliver ude af stand til at nærme sig helt aktuelle ontologiske og livsmæssige udviskninger, via teknologien, af distinktioner mellem subjekt og objekt, indre og ydre. Man forbliver komfortabelt ude af stand til at mærke den i dag meget insisterende teknologiske irritation af dekompleksificerende koblinger mellem system og omverden på de sociale og semantiske planer. Kropslighed er til debat på (post)humant, ontologisk plan, fordi udvidet virkelighed ikke bare peger på problemer vedrørende vores erfaring af egenkroppen og enhver diskursiv og semantisk tilgang til rum, tid, bevægelse og hastighed, men også, og måske nok så meget, på problemer vedrørende bioteknologi, nanoteknologi og teknologiens indlejring i eller som livsverdenen på sådanne måder, at både ’vi’ og ’teknologien’ ser ud til, i opfindsomt samspil, at være godt i gang med at omkonfigurere begge dele tværs igennem alle eksisterende grænsedragninger mellem kropslig natur og kropskultur. For det første synes informationsteknologiens hastighed og allestedsnærværets paradigme om usynlig, umærkelig og flydende indlejring at åbne for versioner af tekno-kulturel omgang med temporalitet og rumlighed, der ikke eller kun i tilfælde af systemfejl og uindsete konsekvenser udspiller sig i traditionelt set antropomorfe registre. [57] For det andet synes specielt nanoteknologiske og bioteknologiske transformationer i dag at påpege, at der ikke er nogen egentlig menneskelig kropslighed, idet det synes stadig mere åbenbart, at det informationsmaskiniske (i Deleuziansk forstand) arbejder produktivt, kreativt og på mangfoldig vis tværs igennem alle subjektiveringer, der i afgrænsende øjemed søges begrebet via traditionelle distinktioner mellem det humane og det teknologiske, eller det biologiske og det mekaniske.

For dette tidsskriftsnummer og aktuel forskning er det et åbent spørgsmål, hvorledes man tilnærmer sig immanent kropslighed. Det gælder mht., hvor virkelighedsnær og traditionelt set (ikke-)antropocentrisk en sådan er, i.e. hvorledes ’vi’ eller ’man’ er af det immanent udvidende. Ligesom det gælder mht., hvordan man komplicerer skellet mellem en teknologisk distribution af reelt korporlig art versus det kropslige, nu også forstået som et sæt anderledes udstrakte muligheder for teknologisk opfindsomhed, kodemediering og maskinperception i en livsverden med allestedsnærvær. Overordnet set forekommer dette forskningsfelt stadig præget af, hvad navnlig to betydelige forskningstraditioner har testamenteret i form af en utilstrækkelig bearbejdning af komplekst immanent selv- og anden-reference. Det drejer sig dels om fænomenologien (fra Husserl gennem Heidegger, Derrida og Nancy til kognitive studier i dag), dels om udløbere af empiricisme (fra Bergson gennem Deleuze til i dag; neurobiologi og –kognition; dele af systemteori; science studies). Vi møder på den ene side et antal forsøg på fra fænomenologisk hold at åbne et transcendentalt subjekt eller en egologisk intentionalitet i teknologisk, heterogent pluralitetsmæssig og kvasi-empirisk retning. [58] På den anden side synes der stadig i dag at mangle en mere udførlig udfoldning af, hvorledes et fokus på distinktionen mellem det reelle og mulige i denne sammenhæng kunne kompliceres, f.eks. ved diskussion af dels Deleuzes tanker om det virtuelle og det aktuelle som anderledes end disse, dels dennes opgør med fænomenologisk egologisme til fordel for tanken om en multiplicitet som udtryk. [59] Hvis bidragyderne til dette nummer er enige om, at spørgsmålet om (post)human kropslighed i dag drejer sig om at være af det immanent udvidende – så synes dette at pege mod forskningsmæssig undersøgelse af, hvordan et ’hvem’ og et ’hvad’ er i transduktion mellem det singulært plurale korpus og en kropslig mangfoldighed.

Bibliografi

Adelstein, Frank. Fundamentals of Mobile and Pervasive Computing. New York: McGraw-Hill, 2005.

Arns, Inke. Interaction, Participation, Networking: Art and Telecommunication. Available: http://www.medienkunstnetz.de/themes/overview_of_media_art/communication/scroll/. 29.12. 2005.

Azuma, Ronald T. “A Survey of Augmented Reality.” Presence 6.4 (1997): 355-385.

Barbaras, Renaud. The Being of the Phenomenon : Merleau-Ponty’s Ontology. Bloomington: Indiana University Press, 2004.

—. “A Phenomenology of Life.” The Cambridge Companion to Merleau-Ponty. Eds. Taylor Carman and Mark B. N. Hansen. Cambridge: Cambridge University Press, 2005. 206-230.

Baudrillard, Jean. “Telemorphosis.” Ctrl Space : Rhetorics of Surveillance from Bentham to Big Brother. Eds. Ursula Frohne, et al. Cambridge: MIT Press, 2002. 480-485.

Benthien, Claudia. “Teletactility.” Skin: On the Cultural Border between Self and World. New York: Columbia University Press, 2004. 221-234.

Bishop, Claire. Installation Art. London: Tate, 2005.

Bordo, Susan. Unbearable Weight : Feminism, Western Culture, and the Body. Berkeley: University of California Press, 2004.

Busca, Joëlle, and Orlan. Les Visages D’orlan : Pour Une Relecture Du Post-Humain. Bruxelles: Lettre volée, 2003.

Butler, Judith. Bodies That Matter : On the Discursive Limits Of “Sex”. New York: Routledge, 1993.

Carman, Taylor, and Mark B. N. Hansen. The Cambridge Companion to Merleau-Ponty. Cambridge: Cambridge University Press, 2005.

Clark, Andy. Natural-Born Cyborgs. Oxford: Oxford University Press, 2003.

Crary, Jonathan, and Sanford Kwinter. Incorporations. New York: Zone, 1992.

Cronenberg, David. Existenz. 1 videodisc (97 min.). Buena Vista, Burbank, Calif., 1999.

Damasio, Antonio R. Descartes’ Error. London: Penguin, 2005.

—. The Feeling of What Happens. New York: Harcourt Brace, 1999.

Deleuze, Gilles. Bergsonism. New York: Zone Books, 1988.

—. Difference and Repetition. New York: Columbia University Press, 1993.

—. The Fold : Leibniz and the Baroque. Minneapolis: University of Minnesota Press, 1993.

—. “Postscript on Control Societies.” Negotiations, 1972-1990. New York: Columbia University Press, 1995. 177-182.

Deleuze, Gilles, and Félix Guattari. A Thousand Plateaus : Capitalism and Schizophrenia. Minneapolis: University of Minnesota Press, 1987.

—. What Is Philosophy? New York: Columbia University Press, 1994.

Derrida, Jacques, and Giovanna Borradori. “Autoimmunity: Real and Symbolic Suicides – a Dialogue with Jacques Derrida.” Philosophy in a Time of Terror : Dialogues with Jürgen Habermas and Jacques Derrida. Chicago: University of Chicago Press, 2003. 85-136.

Diller, Elizabeth, and Ricardo Scofidio. Blur : The Making of Nothing. New York: Harry N. Abrams, 2002.

Dove, Toni. “The Space Between: Telepresence, Re-Animation and the Re-Casting of the Invisible.” New Screen Media: Cinema/Art/Narrative. Eds. Martin Rieser, et al. Karlsruhe: ZKM Center for Art and Media, 2002. 208-220.

Ekman, Ulrik, and Hans Ulrich Gumbrecht. “The Speed of Beauty: Hans Ulrich Gumbrecht, Interviewed by Ulrik Ekman.” Postmodern Culture 16.3 (2006): §§1-38.

Featherstone, Mike. Body Modification. London: SAGE, 2000.

Feher, Michel, Ramona Naddaff, and Nadia Tazi. Fragments for a History of the Human Body. New York: Zone, 1989.

Foster, Thomas, Carol Siegel, and Ellen E. Berry. Bodies of Writing, Bodies in Performance. New York, 1996.

Fukuyama, Francis. “Human Biomedicine and the Problem of Governance.” Perspectives in Biology and Medicine 48.2 (2005): 195-200.

—. Our Posthuman Future : Consequences of the Biotechnology Revolution. 1st ed. New York: Farrar, Straus and Giroux, 2002.

Fuller, Matthew. Media Ecologies : Materialist Energies in Art and Technoculture. Cambridge: MIT Press, 2005.

Gibson, James Jerome. The Ecological Approach to Visual Perception. Boston: Houghton Mifflin, 1979.

Gibson, William. Neuromancer. New York: Ace Books, 1984.

Goldberg, Ken. The Robot in the Garden : Telerobotics and Telepistemology in the Age of the Internet. Cambridge: MIT Press, 2000.

Grau, Oliver. Virtual Art : From Illusion to Immersion. Cambridge: MIT Press, 2003.

Greenfield, Adam. Everyware : The Dawning Age of Ubiquitous Computing. Berkeley, CA: New Riders, 2006.

Grosz, E. A. Volatile Bodies. Bloomington: Indiana University Press, 1994.

Gumbrecht, Hans Ulrich. Production of Presence: What Meaning Cannot Convey. Stanford: Stanford University Press, 2004.

Gumbrecht, Hans Ulrich, and Karl Ludwig Pfeiffer, eds. Materialities of Communication. Stanford: Stanford University Press, 1994.

Hansen, Mark B. N. “Becoming as Creative Involution? Contextualizing Deleuze and Guattari’s Biophilosophy.” Postmodern Culture 11.1 (2000): 66 paragraphs.

—. Bodies in Code : Interfaces with Digital Media. New York: Routledge, 2006.

—. Embodying Technesis : Technology Beyond Writing. Ann Arbor: University of Michigan Press, 2000.

—. “The Embryology of the (in)Visible.” The Cambridge Companion to Merleau-Ponty. Eds. Taylor Carman and Mark B. N. Hansen. Cambridge: Cambridge University Press, 2005. 231-264.

—. New Philosophy for New Media. Cambridge: MIT Press, 2004.

—. “The Time of Affect, or Bearing Witness to Life.” Critical Inquiry 30.3 (2004): 584-626.

—. “Wearable Space.” Configurations 10.2 (2003): 321-370.

Hansmann, Uwe. Pervasive Computing Handbook. New York: Springer, 2001.

Hayles, N. Katherine. “Chapter 1: Toward Embodied Virtuality.” How We Became Posthuman. Chicago: University of Chicago Press, 1999. 1-24.

—. “Commentary: The Search for the Human.” New Literary History 36.2 (2005): 327-333.

—. “Desiring Agency: Limiting Metaphors and Enabling Constraints in Dawkins and Deleuze/Guattari.” SubStance 30.1 (2001): 144-159.

—. “Flesh and Metal: Reconfiguring the Mindbody in Virtual Environments.” Configurations 10 (2002): 297-320.

—. How We Became Posthuman. Chicago: University of Chicago Press, 1999.

Hayles, N. Katherine, and Danielle Foushee. Nanoculture : Implications of the New Technoscience. Portland: Intellect Books, 2004.

Hutchins, Edwin. Cognition in the Wild. Cambridge: MIT Press, 1995.

Ihde, Don. Bodies in Technology. Minneapolis: University of Minnesota Press, 2002.

—. Technology and the Lifeworld. Bloomington: Indiana University Press, 1990.

Johnson, Galen A., and Michael B. Smith. Ontology and Alterity in Merleau-Ponty. Evanston, Ill.: Northwestern University Press, 1990.

Johnson, Mark. The Body in the Mind. Chicago: University of Chicago Press, 1990.

Johnson, Mark, and George Lakoff. Philosophy in the Flesh. New York: Basic Books, 1999.

Johnston, John. The Allure of Machinic Life: Cybernetics, Artificial Life and the New AI. Cambridge: MIT Press, forthcoming.

—. “A Future for Autonomous Agents: Machinic Merkwelten and Artificial Evolution.” Configurations 10.3 (2004): 473-516.

—. “Machinic Vision.” Critical Inquiry 26.1 (1999): 27-48.

Jones, Amelia, and Andrew Stephenson. Performing the Body/Performing the Text. London: Routledge, 1999.

Kac, Eduardo. Signs of Life : Bio Art and Beyond. Cambridge: MIT Press, 2007.

—. Telepresence and Bio Art : Networking Humans, Rabbits, and Robots. Ann Arbor: University of Michigan Press, 2005.

Kittler, Friedrich A. Draculas Vermächtnis : Technische Schriften. Leipzig: Reclam, 1993.

—. Gramophone, Film, Typewriter. Stanford: Stanford University Press, 1999.

—. “There Is No Software.” Literature, Media, Information Systems : Essays. Ed. John Johnston. Amsterdam: G+B Arts International, 1997. 147-155.

Lawlor, Leonard. “The End of Phenomenology: Expressionism in Deleuze and Merleau-Ponty.” Continental Philosophy Review 31.1 (1998): 15-34.

Lenoir, Timothy. “Makeover: Writing the Body into the Posthuman Technoscape: Part Two: Corporeal Axiomatics.” Configurations 10.3 (2004): 373-385.

Lévy, Pierre. Becoming Virtual : Reality in the Digital Age. New York: Plenum Trade, 1998.

MacKay, Donald M. Information, Mechanism and Meaning. Cambridge: MIT Press, 1969.

Manovich, Lev. The Poetics of Augmented Space. 7.10.2005. Available: http://www.manovich.net/DOCS/augmented_space.doc.

Massumi, Brian. “Chapter 4: The Evolutionary Alchemy of Reason – Stelarc.” Parables for the Virtual : Movement, Affect, Sensation. Durham: Duke University Press, 2002. 89-132.

—. Parables for the Virtual : Movement, Affect, Sensation. Durham: Duke University Press, 2002.

Maturana, H. R., and F. J. Varela. Autopoiesis and Cognition. Dordrecht, 1980.

McCullough, Malcolm. Digital Ground : Architecture, Pervasive Computing, and Environmental Knowing. Cambridge: MIT Press, 2004.

Meslet, Laurent. Le Psychisme Et La Vie. Paris: Harmattan, 2005.

Mirzoeff, Nicholas. The Visual Culture Reader. New York: Routledge, 1998.

Morse, Margaret. Virtualities : Television, Media Art, and Cyberculture. Bloomington: Indiana University Press, 1998.

Nancy, Jean-Luc. Corpus. Paris: A.M. Métailié, 1992.

—. Être Singulier Pluriel. Paris: Galilée, 1996.

—. Noli Me Tangere : Essai Sur La Levée Du Corps. Paris: Bayard, 2003.

Norman, Donald A. The Design of Everyday Things. New York: Basic Books, 2002.

—. The Psychology of Everyday Things. New York: Basic Books, 1988.

O’Bryan, C. Jill. Carnal Art : Orlan’s Refacing. Minneapolis: University of Minnesota Press, 2005.

O’Hara, Daniel T. “Neither Gods nor Monsters: An Untimely Critique of The “Post/Human” Imagination.” boundary 2 30.3 (2003): 107-122.

Oliveira, Nicolas de, et al. Installation Art. London: Thames and Hudson, 2001.

Orlan. Orlan, 1964-2001. Salamanca: Ediciones Universidad de Salamanca, 2002.

Orlan, and Pierre Bourgeade. Orlan : Self-Hybridations. Romainville: Al Dante, 1999.

Oxley, Nicola, Michael Petry, and Nicolas de Oliveira. Installation Art in the New Millennium. The Empire of the Senses. London: Thames & Hudson, 2003.

Oyama, Susan. The Ontogeny of Information. Durham: Duke University Press, 2000.

Petitot, Jean, et al. Naturalizing Phenomenology. Issues in Contemporary Phenomenology and Cognitive Science. Stanford: Stanford University Press, 1999.

Pingali, Gopal et al. Proceedings of the 2004 ACM SIGMM Workshop on Effective Telepresence. New York: ACM Press, 2004.

Rebentisch, Juliane. Ästhetik Der Installation. Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2003.

Rosenthal, Mark. Understanding Installation Art. From Duchamp to Holzer. Munich: Prestel, 2003.

Ruyer, Raymond. La Cybernétique Et L’origine De L’information. Paris: Flammarion, 1954.

Scarry, Elaine. The Body in Pain. Oxford: Oxford University Press, 1985.

Shanken, Edward A. “Tele-Agency: Telematics, Telerobotics, and the Art of Meaning.” Art Journal 59.2 (2000): 64-77.

Sheppard, P. J., and G. R. Walker. Telepresence. Boston: Kluwer Academic Publishers, 1999.

Shields, Rob. The Virtual. New York: Routledge, 2003.

Simondon, Gilbert. Du Mode D’existence Des Objets Techniques. Paris: Aubier, 1989.

—. L’individuation Psychique Et Collective : À La Lumière Des Notions De Forme, Information, Potentiel Et Métastabilité. Paris: Aubier, 1989.

Sobchack, Vivian Carol. Carnal Thoughts : Embodiment and Moving Image Culture. Berkeley: University of California Press, 2004.

—. Meta-Morphing : Visual Transformation and the Culture of Quick-Change. Minneapolis: University of Minnesota Press, 2000.

Sundaram, Hari et al. Proceedings of the 2003 ACM SIGMM Workshop on Experiential Telepresence. New York: ACM Press, 2003.

Teknologisk Fremsyn – Pervasive Computing. Hovedrapport . København: Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, 2003.

Thacker, Eugene. Biomedia. Minneapolis: University of Minnesota Press, 2004.

—. “Data Made Flesh: Biotechnology and the Discourse of the Posthuman.” Cultural Critique 53 (2003): 72-97.

—. The Global Genome : Biotechnology, Politics, and Culture. Cambridge: MIT Press, 2005.

Varela, Francisco J. Embodied Mind. Cambridge: MIT Press, 1996.

Virilio, Paul. “From Superman to Hyperactive Man.” The Art of the Motor. Minneapolis: University of Minnesota Press, 1995. 99-132.

—. The Information Bomb. London: Verso, 2005.

—. The Vision Machine. Bloomington: Indiana University Press, 1994.

Wachowski, Andy et al. The Matrix. 136 min. Warner Brothers, 1999.

—. The Matrix Reloaded. 138 min. Warner Brothers, 2003.

—. The Matrix Revolutions. 129 min. Warner Brothers, 2003.

Waldenfels, Bernhard. Bruchlinien Der Erfahrung : Phänomenologie, Psychoanalyse, Phänomenotechnik. Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2002.

—. Phänomenologie Der Aufmerksamkeit. Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2004.

Wegenstein, Bernadette. Getting under the Skin : The Body and Media Theory. Cambridge, Mass.: MIT Press, 2006.

Weiser, Mark. Ubiquitous Computing. 19.03.2007. Available: http://www.ubiq.com/hypertext/weiser/UbiHome.html.

Weiser, Mark, R. Gold, and J. S. Brown. The Origins of Ubiquitous Computing Research at Parc in the Late 1980s. 19.03.2007. Available: http://www.research.ibm.com/journal/sj/384/weiser.html.

Williams, Simon J., and Gillian Bendelow. The Lived Body. London: Routledge, 1998.

Zylinska, Joanna. The Cyborg Experiments. London: Continuum, 2002.

[1] Jf. Francis Fukuyama, Our Posthuman Future : Consequences of the Biotechnology Revolution, 1st ed. (New York: Farrar, Straus and Giroux, 2002), Francis Fukuyama, “Human Biomedicine and the Problem of Governance,” Perspectives in Biology and Medicine 48.2 (2005).

[2] Cf. Eugene Thacker, “Data Made Flesh: Biotechnology and the Discourse of the Posthuman,” Cultural Critique 53 (2003). Se også Thackers interessante og mere ekstensive arbejde på området i Eugene Thacker, Biomedia (Minneapolis: University of Minnesota Press, 2004), Eugene Thacker, The Global Genome : Biotechnology, Politics, and Culture (Cambridge: MIT Press, 2005).

[3] Cf. Bernadette Wegenstein, Getting under the Skin : The Body and Media Theory (Cambridge, Mass.: MIT Press, 2006).

[4] Hayles’ arbejde på posthuman kropslighed strækker sig over mere end et tiår og involverer en bred vifte af tekster i monografi og antologi-form, såvel som et antal enkeltartikler. Cf. N. Katherine Hayles, How We Became Posthuman (Chicago: University of Chicago Press, 1999), N. Katherine Hayles, “Desiring Agency: Limiting Metaphors and Enabling Constraints in Dawkins and Deleuze/Guattari,” SubStance 30.1 (2001), N. Katherine Hayles, “Flesh and Metal: Reconfiguring the Mindbody in Virtual Environments,” Configurations 10 (2002), N. Katherine Hayles, “Commentary: The Search for the Human,” New Literary History 36.2 (2005), N. Katherine Hayles and Danielle Foushee, Nanoculture : Implications of the New Technoscience (Portland: Intellect Books, 2004).

[5] Se her særligt John Johnston, “A Future for Autonomous Agents: Machinic Merkwelten and Artificial Evolution,” Configurations 10.3 (2004): 474-475.

[6] Se også Stelarcs website, http://www.stelarc.va.com.au/pingbody/index.html 25.5.2007 . Bill Violas større serie The Passions findes også præsenteret i websammenhæng, http://www.getty.edu/art/exhibitions/viola/ 27.5.2007. Five Angels er del af den faste samling på AroS Aarhus Kunstmuseum, cf. http://www.aros.dk/page.asp?sideid=99&zcs=3 27.5.2007.

[7] Transduktion forstås her på baggrund af ordets ingeniørmæssige, biofysiske og fysiologiske betydninger. Transducere fungerer som udstyr i en proces, der konverterer en type energi til en anden. Biofysisk set er transduktion en overførsel af energi fra et elektron (donoren) til et andet (receptoren), hvor energiens klasse skifter. Fysiologisk er transduktion en transport af stimuli til nervesystemet. Generelt set anvendes ordet i denne introduktion også med speciel reference til den betydning, Gilbert Simondon tillagde det i sit arbejde på den generelle fænomenologi for maskiner, der har udgjort en afgørende indflydelse på Gilles Deleuzes tænkning såvel som Bernard Stieglers skrifter op til i dag. Dvs. transduktion er her at forstå som en præ-individuel, gensidig, dynamisk relation, der går forud for og tillader konstitution af termerne på begge relationens sider. Simondons teori bygger således på ideen om transduktion som en uendelig ontologisk individueringsproces, der foregår i et metastabilt miljø. I den forstand er transduktioner præ-individuelle felter, der muliggør løbende, ufuldendte individueringer med en irreducibel præ-individuel rest, som åbner for fremtidige individueringer. Desuden kreerer sådan individuering altid både et individuelt og et kollektivt subjekt, der individuerer sig sammen. Se også Gilbert Simondon, Du Mode D’existence Des Objets Techniques (Paris: Aubier, 1989), Gilbert Simondon, L’individuation Psychique Et Collective : À La Lumière Des Notions De Forme, Information, Potentiel Et Métastabilité (Paris: Aubier, 1989). For en nylig behandling af Stieglers arbejde med reference til Simondons betydning, se Ulrik Ekman, “Of Transductive Speed: Stiegler,” Parallax 13.3 (2007).

[8] Mark B. N. Hansen er endnu relativt lidt kendt i dansk sammenhæng, men har i en årrække og adskillige værker beskæftiget sig med implikationerne af informationsteknologi og nye medier for den vestlige kulturkreds, her ikke mindst for fænomener i kunst- og livsverdenen. For en ekstensiv behandling af netop Bill Violas arbejde i denne sammenhæng, se Mark B. N. Hansen, “The Time of Affect, or Bearing Witness to Life,” Critical Inquiry 30.3 (2004). Hansens mere vægtige bidrag er at finde i form af tre monografier, i.e., Mark B. N. Hansen, Embodying Technesis : Technology Beyond Writing (Ann Arbor: University of Michigan Press, 2000), Mark B. N. Hansen, New Philosophy for New Media (Cambridge: MIT Press, 2004), Mark B. N. Hansen, Bodies in Code : Interfaces with Digital Media (New York: Routledge, 2006).

[9] Cf., Hansen, “The Time of Affect, or Bearing Witness to Life,” 589.

[10] Se Stelarc, ”The Body Is Obsolete.” http://www.stelarc.va.com.au/obsolete/obsolete.html 25.5.2007

[11] Cf., Brian Massumi, “Chapter 4: The Evolutionary Alchemy of Reason – Stelarc,” Parables for the Virtual : Movement, Affect, Sensation (Durham: Duke University Press, 2002).

[12] Cf. Massumi, 109.

[13] Cf. Massumi, 125.

[14] Cf. n.2 ovf.

[15] Se også behandlingen af dette hos Daniel T. O’Hara, “Neither Gods nor Monsters: An Untimely Critique of The “Post/Human” Imagination,” boundary 2 30.3 (2003): 109.

[16] De to implicitte referencer her er til Jacques Derrida and Giovanna Borradori, “Autoimmunity: Real and Symbolic Suicides – a Dialogue with Jacques Derrida,” Philosophy in a Time of Terror : Dialogues with Jürgen Habermas and Jacques Derrida (Chicago: University of Chicago Press, 2003), Gilles Deleuze, Bergsonism (New York: Zone Books, 1988) 91-113. Deleuzes tænkning på ny af kreativ involution strækker sig videre igennem Gilles Deleuze, The Fold : Leibniz and the Baroque (Minneapolis: University of Minnesota Press, 1993), Gilles Deleuze and Félix Guattari, What Is Philosophy? (New York: Columbia University Press, 1994). Se også behandlingen af dette i Mark B. N. Hansen, “Becoming as Creative Involution? Contextualizing Deleuze and Guattari’s Biophilosophy,” Postmodern Culture 11.1 (2000).

[17] Cf. Gilles Deleuze, “Postscript on Control Societies,” Negotiations, 1972-1990 (New York: Columbia University Press, 1995).

[18] Se N. Katherine Hayles, “Chapter 1: Toward Embodied Virtuality,” How We Became Posthuman (Chicago: University of Chicago Press, 1999).

[19] Cf. Hayles, “Flesh and Metal: Reconfiguring the Mindbody in Virtual Environments,” 297-298.

[20] Den mest interessante filosofiske behandling af virtualitet er stadig Deleuze, Bergsonism. Problematikken er behandlet ekstensivt, med udblik til kulturteori, kunsthistorie og studier i nye medier, hos bl.a. Pierre Lévy, Becoming Virtual : Reality in the Digital Age (New York: Plenum Trade, 1998), Oliver Grau, Virtual Art : From Illusion to Immersion (Cambridge: MIT Press, 2003), Margaret Morse, Virtualities : Television, Media Art, and Cyberculture (Bloomington: Indiana University Press, 1998), Nicholas Mirzoeff, The Visual Culture Reader (New York: Routledge, 1998), Rob Shields, The Virtual (New York: Routledge, 2003).

[21] Jeg refererer her til Gibsons første trilogi, navnlig dennes første bind, cf. William Gibson, Neuromancer (New York: Ace Books, 1984). Matrix filmene er endog meget bredt kendte og trendsættende i denne forbindelse, også inden for æstetik og post-production, mens andre cinematiske behandlinger af virtualitet typisk er noget mindre kendte, eksempelvis David Cronenbergs arbejde med dette i David Cronenberg, Existenz, 1 videodisc (97 min.), Buena Vista, Burbank, Calif., 1999. Wachowski brødrenes arbejde er at finde i Andy et al. Wachowski, The Matrix, 136 min., Warner Brothers, 1999, Andy et al. Wachowski, The Matrix Reloaded, 138 min., Warner Brothers, 2003, Andy et al. Wachowski, The Matrix Revolutions, 129 min., Warner Brothers, 2003.

[22] Anne Ring Petersen s artikel i dette nummer beskæftiger sig netop med forholdene omkring kroppen, digitalitet og nutidig installationskunst. For udmærkede kunsthistoriske og kritiske behandlinger af dette felt, se også Claire Bishop, Installation Art (London: Tate, 2005), Nicola Oxley, Michael Petry and Nicolas de Oliveira, Installation Art in the New Millennium. The Empire of the Senses (London: Thames & Hudson, 2003), Mark Rosenthal, Understanding Installation Art. From Duchamp to Holzer (Munich: Prestel, 2003), Nicolas de Oliveira, Nicola Oxley, Michael Petry and Michael Archer, Installation Art (London: Thames and Hudson, 2001), Juliane Rebentisch, Ästhetik Der Installation (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2003).

[23] Mobiltelefonens og reklamernes forhold til og udgrænsning af menneskelig affekt behandles mere indgående i Bent Fausings artikel i dette nummer.

[24] Netop disse transformationer af traditionelle distinktioner og deres betydning for oplevelsen af intimitet diskuteres mere detaljeret i Lone Kofoed Hansens artikel i dette nummer.

[25] De epistemologiske implikationer af teletilstedeværelse er behandlet på meget interessant og differentieret vis i en antologi med bidrag fra bl.a. Ken Goldberg, Martin Jay, Lev Manovich og Oliver Grau, cf. Ken Goldberg, The Robot in the Garden : Telerobotics and Telepistemology in the Age of the Internet (Cambridge: MIT Press, 2000). Der findes et mindre sæt kilder, der påbegynder artikulering af flere af de kritiske og kunsthistoriske problematikker, som teletilstedeværelse præsenterer, f.eks. Claudia Benthien, “Teletactility,” Skin: On the Cultural Border between Self and World (New York: Columbia University Press, 2004), Jean Baudrillard, “Telemorphosis,” Ctrl Space : Rhetorics of Surveillance from Bentham to Big Brother, eds. Ursula Frohne, Peter Weibel, Thomas Y. Levin and Zentrum für Kunst und Medientechnologie (Cambridge: MIT Press, 2002), Inke Arns, Interaction, Participation, Networking: Art and Telecommunication, Available: http://www.medienkunstnetz.de/themes/overview_of_media_art/communication/scroll/, 29.12. 2005, Toni Dove, “The Space Between: Telepresence, Re-Animation and the Re-Casting of the Invisible,” New Screen Media: Cinema/Art/Narrative, eds. Martin Rieser, Andrea Zapp, Timothy Duckrey, Martin Rieser, Andrea Zapp and Timothy Duckrey (Karlsruhe: ZKM Center for Art and Media, 2002), Edward A. Shanken, “Tele-Agency: Telematics, Telerobotics, and the Art of Meaning,” Art Journal 59.2 (2000), Matthew Fuller, Media Ecologies : Materialist Energies in Art and Technoculture (Cambridge: MIT Press, 2005). En serie af de datalogiske og teknologiske spørgsmål i dette felt er ridset op i bl.a. P. J. Sheppard and G. R. Walker, Telepresence (Boston: Kluwer Academic Publishers, 1999), Hari et al Sundaram, Proceedings of the 2003 ACM SIGMM Workshop on Experiential Telepresence (New York: ACM Press, 2003), Gopal et al Pingali, Proceedings of the 2004 ACM SIGMM Workshop on Effective Telepresence (New York: ACM Press, 2004).

[26] Stelarcs Ping Body (behandlet ovf.) er et første godt kunsthistorisk eksempel på denne problematik, hvor teletilstedeværelse involveres på en sådan reel og re-ontologiserende måde, mens Orlans tele-teatralske iscenesættelse af egne plastiske operationer, f.eks. i La Réincarnation de sainte Orlan (1990-) , omvendt er et godt eksempel på en mere medieret tilgang til t eletilstedeværelse, om end indgrebene selv måske bevæger sig nok så langt i retning af inhumane transformationer af egenkroppen. En bred vifte af Orlans arbejder præsenteres i Orlan, Orlan, 1964-2001 (Salamanca: Ediciones Universidad de Salamanca, 2002), Orlan and Pierre Bourgeade, Orlan : Self-Hybridations (Romainville: Al Dante, 1999). Der er udmærkede kritiske behandlinger i bl.a. Mike Featherstone, Body Modification (London: SAGE, 2000), Joëlle Busca and Orlan, Les Visages D’orlan : Pour Une Relecture Du Post-Humain (Bruxelles: Lettre volée, 2003), C. Jill O’Bryan, Carnal Art : Orlan’s Refacing (Minneapolis: University of Minnesota Press, 2005). Ellers er teletilstedeværelse måske bedst kendt og mest interessant udforsket i Eduardo Kacs projekter for biotelematik og transgenisk kunst, cf. Eduardo Kac, Signs of Life : Bio Art and Beyond (Cambridge: MIT Press, 2007), Eduardo Kac, Telepresence and Bio Art : Networking Humans, Rabbits, and Robots (Ann Arbor: University of Michigan Press, 2005).

[27] Cf. Lev Manovich, The Poetics of Augmented Space, 7.10.2005, Available: http://www.manovich.net/DOCS/augmented_space.doc.

[28] At passagen i Merleau-Ponty fra dualistiske reminiscenser i det tidligere og mere epistemologiske hovedværk Phenomenology of Perception til spørgsmål vedr. kødets reversibilitet og kiasmus-bevægelser i de mere ontologiske værker (både The Visible and the Invisible og de posthumt publicerede tekster om naturen) stadig bearbejdes, attesteres f.eks. ved de i øvrigt glimrende og tankevækkende behandlinger i Renaud Barbaras, The Being of the Phenomenon : Merleau-Ponty’s Ontology (Bloomington: Indiana University Press, 2004) 3-18, 147ff, Galen A. Johnson and Michael B. Smith, Ontology and Alterity in Merleau-Ponty (Evanston, Ill.: Northwestern University Press, 1990), Taylor Carman and Mark B. N. Hansen, The Cambridge Companion to Merleau-Ponty (Cambridge: Cambridge University Press, 2005) 1-25.

[29] Merleau-Pontys tænkning fungerer for eksempel som udgangspunkt for Don Ihdes arbejde i Don Ihde, Technology and the Lifeworld (Bloomington: Indiana University Press, 1990), Don Ihde, Bodies in Technology (Minneapolis: University of Minnesota Press, 2002). Det gælder ligeledes for Katherine Hayles, der gerne refererer direkte til Ihde, cf. Hayles, “Flesh and Metal: Reconfiguring the Mindbody in Virtual Environments,” 305. Og det er derudover tilfældet for Vivian Sobchacks værker, her specifikt Vivian Carol Sobchack, Meta-Morphing : Visual Transformation and the Culture of Quick-Change (Minneapolis: University of Minnesota Press, 2000), Vivian Carol Sobchack, Carnal Thoughts : Embodiment and Moving Image Culture (Berkeley: University of California Press, 2004). Mark B. Hansen indikerer direkte behovet også i dag for en viderebearbejdning af spørgsmålet, der kan lede ud over kødets implicitte antropomorfisme og intentionalitetens uudslettelige dualismer og anerkender her i sit forord til samme Bernadettes Wegensteins arbejde på dette spor, cf. Wegenstein, Getting under the Skin : The Body and Media Theory xvi. Både Barabas’ og Hansens eget bidrag til en nutidig diskussion er at finde i Renaud Barbaras, “A Phenomenology of Life,” The Cambridge Companion to Merleau-Ponty, eds. Taylor Carman and Mark B. N. Hansen (Cambridge: Cambridge University Press, 2005), Mark B. N. Hansen, “The Embryology of the (in)Visible,” The Cambridge Companion to Merleau-Ponty, eds. Taylor Carman and Mark B. N. Hansen (Cambridge: Cambridge University Press, 2005).

[30] Ronald T. Azuma, “A Survey of Augmented Reality,” Presence 6.4 (1997).

[31] Jf. Manovich, The Poetics of Augmented Space.

[32] Et produktivt eksempel på sådant arbejde er at finde i Jean Petitot, Francisco Varela, Bernard Pachoud and Jean-Michel Roy, Naturalizing Phenomenology. Issues in Contemporary Phenomenology and Cognitive Science (Stanford: Stanford University Press, 1999). Der findes endvidere særdeles givende behandlinger, fra mere fænomenologisk og ikke helt så umiddelbart empirisk naturaliserende hold, af denne kropsligheds- og livsverdens-problematik, f.eks. i Bernhard Waldenfels, Bruchlinien Der Erfahrung : Phänomenologie, Psychoanalyse, Phänomenotechnik (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2002), Bernhard Waldenfels, Phänomenologie Der Aufmerksamkeit (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2004).

[33] Cf. Mark Weiser, Ubiquitous Computing, 19.03.2007, Available: http://www.ubiq.com/hypertext/weiser/UbiHome.html. Min emfase.

[34] Jf. Fukuyama, Our Posthuman Future : Consequences of the Biotechnology Revolution.

[35] Se f.eks. n.24 ovf. Desuden er en stribe af tekster vedr. neurokognition, neurobiologi, biologisk emergens og informationsbegrebet af indlysende relevans her, cf. H. R. Maturana and F. J. Varela, Autopoiesis and Cognition (Dordrecht: 1980), Francisco J. Varela, Embodied Mind (Cambridge: MIT Press, 1996), Susan Oyama, The Ontogeny of Information (Durham: Duke University Press, 2000). Det er her desuden værd at bemærke, at både Hayles og Hansens arbejder på hver deres måde i mødet med Shannon og Weavers kybernetik vælger at trække på MacKays alternative (kontekstuelle og betydningsorienterede) informationsbegreb, og i Hansens tilfælde desuden specifikt Ruyers humanistiske behandling af information, hvor en menneskelig rammesætning og subjektiv fortolker ses som en nødvendig betingelse. Cf. Donald M. MacKay, Information, Mechanism and Meaning (Cambridge: MIT Press, 1969), Raymond Ruyer, La Cybernétique Et L’origine De L’information (Paris: Flammarion, 1954). Ruyer er endnu relativt ukendt i både dansk og engelsksproget sammenhæng, men hans tænkning er taget op til fornyet behandling i dag, ikke bare hos Hansen, men f.eks. også i Laurent Meslet, Le Psychisme Et La Vie (Paris: Harmattan, 2005).

[36] Se Hayles, “Flesh and Metal: Reconfiguring the Mindbody in Virtual Environments,” passim.

[37] Ibid.: 299.

[38] Hayles’ arbejde søges bredt støttet af George Lakoff & Mark Johnson, Francesco Varela, Evan Thompson & Eleanor Rosch, og af Andy Clark, Antonio Damasio samt Edward Hutchins. Jf. Mark Johnson and George Lakoff, Philosophy in the Flesh (New York: Basic Books, 1999), Varela, Embodied Mind, Andy Clark, Natural-Born Cyborgs (Oxford: Oxford University Press, 2003), Antonio R. Damasio, The Feeling of What Happens (New York: Harcourt Brace, 1999), Antonio R. Damasio, Descartes’ Error (London: Penguin, 2005), Edwin Hutchins, Cognition in the Wild (Cambridge: MIT Press, 1995).

[39] Jf. Hansens ”Foreword” i Wegenstein, Getting under the Skin : The Body and Media Theory ix-xvi, xi.

[40] Ibid.

[41] Jeg refererer her til perceptionspsykologen J. J. Gibsons begreb, senere bragt i ekstensiv anvendelse af D. Norman inden for menneske-maskin interaktion (HCI). For Gibson er en ’affordance’ at forstå relationelt som de interaktive egenskaber på spil mellem verden og en aktør (menneske eller dyr). ’Affordances’ eksisterer naturligt og behøver ikke at være synlige, erkendte eller ønskværdige. Bredt set er en ’affordance’ en handling, som et individ potentielt kan udføre i sit miljø, men det kan her dreje sig enten om enhver sådan mulighed eller kun om dem, aktøren er opmærksom på. Norman anvender begrebet i den sidste betydning og peger her på de handlingsmuligheder, der findes gennem aktørens fysiske formåen såvel som dennes mål, planer, værdier, antagelser og tidligere erfaring. Cf. James Jerome Gibson, The Ecological Approach to Visual Perception (Boston: Houghton Mifflin, 1979), Donald A. Norman, The Psychology of Everyday Things (New York: Basic Books, 1988), Donald A. Norman, The Design of Everyday Things (New York: Basic Books, 2002).

[42] Navnlig to af Johnstons tekster er relevante markører: John Johnston, “Machinic Vision,” Critical Inquiry 26.1 (1999), Johnston, “A Future for Autonomous Agents: Machinic Merkwelten and Artificial Evolution.” Se også den seneste, ekstensive udfoldning af denne problematik i John Johnston, The Allure of Machinic Life: Cybernetics, Artificial Life and the New AI (Cambridge: MIT Press, forthcoming).

[43] I denne passage skylder jeg tak til Timothy Lenoir for hans behandling af dette forskningsfelt i Timothy Lenoir, “Makeover: Writing the Body into the Posthuman Technoscape: Part Two: Corporeal Axiomatics,” Configurations 10.3 (2004).

[44] Ang. ”assemblage” og ”machinic phylum”, se Gilles Deleuze and Félix Guattari, A Thousand Plateaus : Capitalism and Schizophrenia (Minneapolis: University of Minnesota Press, 1987) 409.

[45] Cf. væsentlige bidrag som (kronologisk): Elaine Scarry, The Body in Pain (Oxford: Oxford University Press, 1985), Michel Feher, Ramona Naddaff and Nadia Tazi, Fragments for a History of the Human Body (New York: Zone, 1989), Mark Johnson, The Body in the Mind (Chicago: University of Chicago Press, 1990), Jonathan Crary and Sanford Kwinter, Incorporations (New York: Zone, 1992), E. A. Grosz, Volatile Bodies (Bloomington: Indiana University Press, 1994), Thomas Foster, Carol Siegel and Ellen E. Berry, Bodies of Writing, Bodies in Performance (New York: 1996), Simon J. Williams and Gillian Bendelow, The Lived Body (London: Routledge, 1998), Johnson and Lakoff, Philosophy in the Flesh, Amelia Jones and Andrew Stephenson, Performing the Body/Performing the Text (London: Routledge, 1999), Joanna Zylinska, The Cyborg Experiments (London: Continuum, 2002), Susan Bordo, Unbearable Weight : Feminism, Western Culture, and the Body (Berkeley: University of California Press, 2004).

[46] Cf. Judith Butler, Bodies That Matter : On the Discursive Limits Of “Sex” (New York: Routledge, 1993).

[47] Jf. Lenoir, “Makeover: Writing the Body into the Posthuman Technoscape: Part Two: Corporeal Axiomatics,” 373. Lenoir synes her implicit at arbejde med visse indsigter fra Hans Ulrich Gumbrecht and Karl Ludwig Pfeiffer, eds., Materialities of Communication (Stanford: Stanford University Press, 1994). Gumbrechts senere, mere udførlige og interessante arbejde på en ontologiserende bevægelse delvis hinsides sproglig betydningsantagelse eller –tilskrivning er at finde i Hans Ulrich Gumbrecht, Production of Presence: What Meaning Cannot Convey (Stanford: Stanford University Press, 2004).

[48] Se f.eks. emfasen lagt på ’korporeal åbning’, på kroppen som ’sanseligt begreb’ i Massumis bemærkninger vedr. Stelarcs suspenderede, ophængte krop: ”The suspended body expresses nothing of need or use, nothing of symbolic or semantic value. As a sensible concept, it is an undetermined one from the point of view of function and meaning. It is a corporeal opening.” Jf. Brian Massumi, Parables for the Virtual : Movement, Affect, Sensation (Durham: Duke University Press, 2002) 104.

[49] Henfør Hansen, Embodying Technesis : Technology Beyond Writing.

[50] Se her navnlig Hansens referencer til Ruyers informationsteori samt Hansens eget arbejde på den sene Merleau-Ponty i Hansen, “The Embryology of the (in)Visible.”

[51] Se f.eks. Weiser, Ubiquitous Computing, Mark Weiser, R. Gold and J. S. Brown, The Origins of Ubiquitous Computing Research at Parc in the Late 1980s, 19.03.2007, Available: http://www.research.ibm.com/journal/sj/384/weiser.html.

[52] Flere termer anvendes stort set synonymt i dag mhp. betegnelsen af dette problemfelt i sin helhed eller af dets enkelte dele, f.eks. pervasive computing, ubiquitous computing, tangible computing, ambient intelligence, everyware, ting-der-tænker, IT-i-alting. Forskningen er stadig i sin vorden, ligesom teknologien, medierings- og interface-typer er under hastig udvikling. Den fælles kerne er her udviklingen af mangeheder af små, robuste, billige devices med relativt intelligente typer informationsindsamling, -behandling og kapacitet for mobil agens, distribueret gennem alle niveauer i hverdagskulturen, og forsynet med mere eller mindre usynlige og umærkelige interfaces hvis ideal for menneske-computer relationer er en såkaldt ’naturlig’ (common sense, vagt bevidst eller ubevidst) interaktion på den humane side. Her i landet har Videnskabsministeriet behandlet emnet, cf. Teknologisk Fremsyn – Pervasive Computing. Hovedrapport, (København: Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, 2003). Der er stærk interesse ikke mindst inden for pervasive healthcare (se f.eks. Teknologirådets bemærkninger http://www.tekno.dk/pervasive/ og relaterede projekter ved Ingeniørhøjskolen i Aarhus, http://www.iha.dk/Default.aspx?ID=1306). I humaniora er problematikken under behandling i forskernetværket ”Nutidens Digitale Kunst og Kultur – Pervasive Computing”, cf. http://www.ubiquity.dk/default.html. Flere internationale forskningspublikationer har for relativt nyligt beskæftiget sig med emnet, i bred kulturel forstand i Adam Greenfield, Everyware : The Dawning Age of Ubiquitous Computing (Berkeley, CA: New Riders, 2006)., og mere teknisk og feltspecifikt i f.eks. Frank Adelstein, Fundamentals of Mobile and Pervasive Computing (New York: McGraw-Hill, 2005), Malcolm McCullough, Digital Ground : Architecture, Pervasive Computing, and Environmental Knowing (Cambridge: MIT Press, 2004), Uwe Hansmann, Pervasive Computing Handbook (New York: Springer, 2001).

[53] Cf. Elizabeth Diller and Ricardo Scofidio, Blur : The Making of Nothing (New York: Harry N. Abrams, 2002). Projektet er også udmærket fremvist i kort form på nettet, henfør http://www.designboom.com/eng/funclub/dillerscofidio.html Available: 25.5.2007, og lidt mere udførligt billedmæssigt her: http://thl.dskd.dk/view.php/page/BLUR Available: 25.5.2007. En længere kritisk og teoretisk tekst om oplevelsen og erfaringen af dette kunstprojekt er tilgængelig i Mark B. N. Hansen, “Wearable Space,” Configurations 10.2 (2003).

[54] Ulrik Ekmans artikel i dette nummer beskæftiger sig mere indgående med Lozano Hemmers arbejde, hvilket også er tilfældet for Hanne-Louise Johannesens tekst. Quicktime film er tilgængelige, for begge de nævnte projekters vedkommende, på Lozano-Hemmers websted, se http://www.lozano-hemmer.com/video/subpub.html Available: 1.6.2007 og http://www.lozano-hemmer.com/video/uscanlincoln.mov Available: 1.6.2007.

[55] Jf. Friedrich A. Kittler, Draculas Vermächtnis : Technische Schriften (Leipzig: Reclam, 1993), Friedrich A. Kittler, “There Is No Software,” Literature, Media, Information Systems : Essays, ed. John Johnston (Amsterdam: G+B Arts International, 1997), Friedrich A. Kittler, Gramophone, Film, Typewriter (Stanford: Stanford University Press, 1999), Paul Virilio, The Vision Machine (Bloomington: Indiana University Press, 1994), Paul Virilio, “From Superman to Hyperactive Man,” The Art of the Motor (Minneapolis: University of Minnesota Press, 1995), Paul Virilio, The Information Bomb (London: Verso, 2005). For en kritisk behandling af posthumane / humant katastrofiske træk i hhv. Kittler og Virilios tænkning, se også tekstpassagen fra introduktion til kapitel 2 i Hansen, New Philosophy for New Media 1-92.

[56] Jf. Ulrik Ekman and Hans Ulrich Gumbrecht, “The Speed of Beauty: Hans Ulrich Gumbrecht, Interviewed by Ulrik Ekman,” Postmodern Culture 16.3 (2006): §37.

[57] Interessante udviklinger af Friedrich Kittler og Paul Virilios posthumane indsigter på dette område, ikke mindst mht. implikationer for visuel og haptisk kultur af humanistisk tilsnit, er at finde i to af John Johnstons artikler nævnt ovf., henfør Johnston, “Machinic Vision.”, Johnston, “A Future for Autonomous Agents: Machinic Merkwelten and Artificial Evolution.”

[58] Jeg tænker her f.eks. på Bernhard Waldenfels arbejde på en relationelt netværket livsverden og fænomenteknik, se ovf. Derudover er Jean-Luc Nancys skrifter vedrørende et singulært multipelt korpus, herunder tekniske indlejringer i og af dette, af åbenlys relevans. Cf. Jean-Luc Nancy, Corpus (Paris: A.M. Métailié, 1992), Jean-Luc Nancy, Être Singulier Pluriel (Paris: Galilée, 1996), Jean-Luc Nancy, Noli Me Tangere : Essai Sur La Levée Du Corps (Paris: Bayard, 2003).

[59] Cf. Deleuze, Bergsonism, Gilles Deleuze, Difference and Repetition (New York: Columbia University Press, 1993) 208-221. For e n givende behandling, se Leonard Lawlor, “The End of Phenomenology: Expressionism in Deleuze and Merleau-Ponty,” Continental Philosophy Review 31.1 (1998).