1.4.2005
Som studerende kender man det godt. Er man afsted på diverse læsesale på universiteterne, bemærker man de stylede m/k´er: Vi er klædt lækkert på – os alle til hobe, det er vi altid. Læs her, hvordan Anne-Marie Mai ser en parallel mellem hverdagens opstyltede festlook og arbejdslivets udviskede grænser. Nu er man altid til rådighed for arbejdsmarkedet. Altid til fest.
Ja, tak – var mit glade svar på en nylig invitation til en stor aftenfest. Ja tak, hvor bliver det skønt sådan rigtigt at feste igennem i en vild gallakjole og sko af slags, man ikke kan gå i, men kun ifører sig, når man skal danse og dåne. Middage og venner og kolleger på besøg har jeg i min kalender, men rigtige og store fester, det er sjældent. For sjældent!
Jeg glædede mig! Også til jagten på kjolen. Den helt rigtige – en rus af farver og stoffer, der ville få en voksen kvinde til at stråle. Muligheder begyndte allerede at tone frem på min indre catwalk. Det var ti år siden, jeg sidst havde iført mig en eventyrlig kjole og nydt hvert et sekund af det helt store bal. Men min gamle kjole lignede noget, som ikke engang Askepots forsamlede fuglekor og de små musefamilier ville kunne peppe op. Der måtte og skulle købes ind!
Men her var det så, at ja tak hurtigt blev til ak ja. En bytur gjorde det krystalklart, at festtøj ikke længere forhandles til almindelige dødelige i den danske provins. Forhandlere og kunder er helt enige om, at den slags har vi simpelthen ikke brug for her ude i arbejdslivet! Kvinder kan da godt få moderigtigt drys af pailletter på deres herrejakke, hvis ideen har været i Alt for damerne tre uger i træk. Men festtøj: Nej. Vi skal helst være i arbejdstøjet både til hverdag og fest, og alle ser ud til at have taget budskabet til sig. Aftenkjoler forefindes simpelthen ligeså lidt her, som i min landarbejdende oldemors klædeskab, hvor den mest ekstravagante beklædning var et forklæde til fint (Jeg er stadig ejer af det gamle klædestykke fra 1920, men nu var det jo ikke karneval, men derimod gallafest, jeg var inviteret til). Min mislykkede indkøbstur efterlod ikke nogen tvivl: Rigtigt festtøj er kun for højere rangklasser og kongelige med eget skrædderi. Ligesom på min oldemors tid!
Er vi på vej til jobbet, fitnesscentret, barnets konfirmation eller til flirte-middag med den eneste ene: butikkernes perlestukne håndværkerbukser og fitness-slåom-tøjet med rhinstene passer det hele. Rhinestone cowgirls er altid på job.
Stress som tabu
Blev jeg ikke fristet af flotte kjoler, blev jeg til gengæld fristet til den tanke, at den trivielle tilstand i stangtøjet fortæller om et nutidsliv, hvor arbejde og fritid, hverdag og fest glider i et. Stress, der markerer, at der kunne og burde gøres forskel på arbejde og fritid, er blevet en pinlighed og et tabu i et liv, hvor arbejdet skal ligne en fest og festen et arbejde. Arbejdslivet er paradoksalt nok ved at forsvinde som livssfære samtidig med, at det har bredt sig over alle grænser, og mange “flex´er” sig ind i en tilstand, hvor de ender med altid at stå til rådighed for arbejdsgiveren.
Der er i dag ikke nogen social prestige forbundet med at være fortravlet og stresset af arbejdets mange opgaver. Men frem for at løse problemet med det stigende arbejdspres, lader både arbejdstagere og arbejdsgivere ofte som om stres slet ikke findes. Stress befordrer ikke karrieren – det er blevet den enkeltes pinlige problem. Mens børnene i skolen har fået kontant besked om at tage ansvar for egen læring, har de voksne i arbejdslivet fået ansvar for egen stress. Begge dele er en uret, og den har indfundet sig i takt med, at det er blevet attraktivt at tilføre sit liv blandt hvide sofaer et polish af simple living. Men er man som arbejdsløs eller ældre sat på en omgang tvungen simple-living, er der ikke meget hverken at polere på eller at prale med. Med mindre arbejdstagere og arbejdsgivere begynder at hæge om forskellen mellem arbejde og fritid og bringe stress ud af den blinde vinkel, begge parter er lige gode om at skabe, bliver forholdet til arbejdet mere og mere urealistisk.
Arbejdsløsheden kan ikke nedbringes, før vi giver arbejdet klarere, synligere og mere menneskelige rammer. Før vi begynder at tale om, hvad arbejde i nutiden og fremtiden skal være i forhold til andre menneskelige aktiviteter, kan vi ikke dele arbejdet hverken med den stigende gruppe af arbejdsløse eller med de ældre, der gerne vil blive i et job, men tvinges ud før tiden. De, der arbejder, arbejder så hårdt, at de er helt ude af stand til at se, hvornår arbejdet begynder, og hvornår det egentlig hører op. Den sovende foran sit tv er jo i sin udmattelse stadig på arbejde lige så vel som den, der bruger job-mailen som sin personlige godnathistorie. Det er ikke mærkeligt, at efterlønnen er svær at ændre på. Efterlønnen er den eneste mulighed for med samfundets velsignelse at slippe ud af arbejdstilstanden og over i en anden tilstand, der stadig klinger skønt af arbejde: En løn, der følger efter lønnen er selvfølgelig umulig at pille ved i et samfund, der har svært ved at se arbejdets moderne byrder i øjnene og ofte presser sine ældre ud af deres job.
Arbejdet som aktivitet
Arbejde er for mig at se blevet en tilstand, ikke en aktivitet. Jo mere det fysiske arbejde out-sources, jo mere breder arbejdstilstanden sig mentalt.
Det sker paradoksalt nok på en måde, der ligner mange af vore oldemødres døgnlange slid i marken og i stalden. Hvis skal der skabes nye arbejdspladser i den målestok, der er brug for, må vi forsøge os med at se arbejdet som en aktivitet, der kan og skal deles af flere også i forhold til en større omverden. Som aktivitet vil arbejdet sikkert ikke kunne placeres entydigt i tid og rum, men arbejdsaktiviteten må vi kunne beskrive ud fra dens omfang.
Ordet arbejde kommer ordhistorisk af ord, der også betyder møje, besvær, lidelse, ja ligefrem nød. Vi trænger til at få befriet arbejdsaktiviteten fra den forhistorie. Vi trænger også til at lære at gøre forskel og kunne trække både i arbejdstøj og festtøj.