5.5.2016
Af Maiken Fredsøe
Har du nogensinde set en spurvehøg slå en due ihjel på det indre Nørrebro? For bynaturen er ikke blot det grønne pynt mellem husene, men kan også give os en dybere forståelse af de sammenhænge, der hele tiden sker i naturen. Bynaturen er både det intuitivt meningsskabende, som f.eks. træerne i byen, men rummer også en skjult fortælling, der først bliver synlig ved usædvanlige hændelser, som da vandet strømmede gennem de københavnske gader under skybruddet i 2011. Arkitektkontoret Tredje Natur arbejder med bynaturens potentiale i deres projekter, og den ene af tegnestuens grundlæggere, Flemming Rafn Thomsen, uddyber i dette interview arkitekternes forestillinger om naturens betydning i de moderne storbyer.
Dette er første artikel ud af to om bynaturen. Del 2, Naturbyen, følger senere.
Bynaturen – Et livgivende ærinde
Kan du uddybe nogle af de forestillinger om naturen, der ligger bag tegnestuens arbejde?
Vores arbejde udtrykker et ønske om at komme bort fra den polariserede forståelse af natur og kultur. Mennesket er et godt eksempel på, at vi dybest set er begge dele – vi er både biologiske og skabende væsner. Byen er en levende udtryksform for, hvordan mennesket agerer, når det skaber – ligesom når træer vokser, vinden blæser og der opstår sprækker i jorden. I et udefrakommende perspektiv kan man anskue de første bosættelser i verden som små, civilisatoriske lommer i et enormt, uendeligt resursehav, hvor man bare kan stikke hånden ud – så har man alle resurserne. Men naturen har også altid været farlig. Der har været rovdyr, sygdom, epidemier og andre slemme mennesker, og så har man forskanset sig. Arkitekturen er opstået ud af dette behov for at sætte materialer sammen, som f.eks. kan danne en klimaskærm, der kan beskytte kroppen mod vind, vejr og kulde.
Men arkitekturen og planlægningen angår også øvrige forhold som f.eks. sanitet. Nogle af de store transformationer, som vi har oplevet i form af pest- og koleraepidemier, medførte et paradigmeskift for byerne i form af sanitet og kloakering, idet de øgede borgernes sikkerhed markant. Der er altid en dialektik mellem de udefra kommende faktorer og det indefra skabte tryk – vi har organiseret os som det klogeste dyr på planeten, men dermed også separeret os fra dét at være i et fysisk, meningsskabende miljø, hvor man som menneske interagerer, læser landskabet og reagerer på mikroklimaet. Når du f.eks. går en tur på Assistens Kirkegård og hører vinden blæse i poplerne, virker dette ligesom en indikator, der giver kroppen information om vind og vejr. Men vi har gradvist mistet evnen til at afkode vores fysiske omgivelser, hvilket er paradoksalt, for det er både sanseligt, meningsfuldt og æstetisk nærværende at have disse fænomener omkring os.
Byen er i gode tilfælde fascinerende men altid forfaldende, hvorimod naturen altid er i udvikling, konstruktiv og skabende. Med vores projekter på Tredje Natur sætter vi os midt i denne blanding mellem forfald og skabelse. I byerne har man manglet forståelsen for at være en del af et større økosystem, og her kommer bynaturen ind i billedet. For bynaturen er ikke kun et spørgsmål om at lave natur for bier og blomster, men i høj grad også en måde at skærpe den realitet, at natur i dag er en menneskelig udtryksform, fordi vi har udryddet næsten enhver form for oprindelig natur. Alt er kultur i dag, og derfor er det relevant at kigge på bynaturen som et ærinde – både en forpligtelse – men også et fuldstændig fantastisk, generøst og livgivende ærinde.
I er ikke de eneste, som rokker ved denne traditionelle modstilling mellem natur og by, men hvorfor er det, at interessen samler sig om naturen i byen i disse år – også inden for arkitekturen?
Der er nok flere årsager. For at tage kraften ud af denne modstilling mellem natur og by, kunne jeg spørge dig om, hvor du ville tage hen, hvis du skulle ud og se natur? For der er simpelthen ikke noget natur tilbage. Det gælder i særlig grad Danmark, hvor 2/3 af det areal, vi besidder, er monokultur. Vores efterspørgsel efter kød og den industrielle optimering som konsekvens, har resulteret i landbrugsland, som er uden sammenhæng med det oprindelige landskab, der har været et langt mere diverst, drænet og varieret landskab, og man har ikke gjort sig de store tanker omkring landbrugets fortsatte udvikling. I dag kan landskabet bedst karakteriseres som et industrilandskab, der intet har at gøre med en æstetisk sammenhæng, så oplevelsen af at tage ud på landet er blevet marginaliseret.
I dag oplever vi også en tiltagende urbanisering. Byen er tilbage i billedet, i modsætning til tidligere hvor forstæderne boomede og oppebar en forestilling om landlig idyl med plads til have, børn og det gode naboskab. At man flyttede ud i forstæderne skyldtes i høj grad, at byen ikke var særlig rar at opholde sig i. Der var slum, forfald og sociale problemer. Men i mellemtiden har byen på flere måder fornyet sig selv, og byrummene danner nu attraktive rammer om sociale begivenheder, de spontane møde, koncerter, massekultur m.v. Der er opstået en helt anden form for synergi og naboskab i byen. I dag kan alle hipstere jo finde ud af at sætte en højttaler på en christianiacykel – der er opstået et begær efter bare at komme ud i byen og være sammen og opleve den accelererende socialitet, som byen kan skabe. Dette forventningspres, og den realitet at mange af os både arbejder og bor i byen, bevirker, at vi sjældent kommer ud af byen. Vi opholder os på små arealer og tilbagelægger relativt korte afstande. I hele denne syntese mellem hjem og arbejde, kan vi, i vores stenalderkroppe og naturmaskiner, mærke en form for afsavn eller afkobling til naturen. Hele det sanselige nærvær som f.eks. dét at sætte sig under et træ og opleve, hvordan det er større end en selv, lever længere end en, er ’grounded’ – og dybest set er træet egentlig bare er et stofskifte.
Der er ikke noget så smukt som at sidde under et træ på Assistens Kirkegård og kunne iagttage, hvordan gravstenene er blevet skubbet op og væltet af træernes rødder pga. den måde, de har bevæget sig på i jorden, og så se sit etårige barn kravle rundt på sådan en gravsten! Det giver en forståelse for, at vi alle sammen er en form for proces, lidt fint sagt: en form for kosmologi. Vi ser f.eks. træerne blomstre, men væksten er også smertefuld – det er ikke for at romantisere det fuldstændigt. Når man har set en spurvehøg slå en due ihjel på Sorgenfrigade på Nørrebro, så forstår man pludselig nogle sammenhænge. Det gør man også, når man ser det regne, og kloaksystemet bryder sammen – for så ser man alt vandet vælte op. Det fortæller os samtidig, at det har været der hele tiden, vi har bare skjult det. Vi har i den grad separeret os fra naturen af frygt for smitterisiko, infrastrukturelt sammenbrud m.m.
n
[blockquote text=”Alt er kultur i dag, og derfor er det relevant at kigge på bynaturen som et ærinde – både en forpligtelse – men også et fuldstændig fantastisk, generøst og livgivende ærinde. ” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]
Spurvehøg på Sorgenfrigade. Foto: Flemming Rafn Thomsen
Planlægning ud fra naturens sammenhænge
Hvorfor begynder man inden for arkitekturen i stigende grad at planlægge ud fra naturens sammenhænge?
Vi er nået til et punkt i byens evolutionstrin, hvor der både er et driftsbegær og en higen efter noget oprindeligt eller meningsfuldt sammenhængende. Vi er pressede rent klimamæssigt til at træffe nogle foranstaltninger i vores by, men vi er også drevet af en indre trang til at komme hen til en ’byens empati’. Dette betegner et niveau, hvor alle byens individuelle bestanddele honoreres, for en by indeholder både mennesker, maskiner, dyr og bygninger, og hele denne syntese udtrykker en struktur, der indeholder værdirelationer. Men hvis man udelukkende opererer på et monofunktionelt plan, ved at fokusere ensidigt på f.eks. parkeringspladser og boliger, så kan det godt være, at man kan skaffe god plads til bilerne, men der er ingen, der kan holde ud at være der. Derfor er man nødt til at forholde sig nuanceret i forhold til planlægningen.
Med hensyn til planlægningen for klimatilpasning i byerne er der tale om et paradigmeskift, som, jeg også mener, udtrykker et indefra kommende begær. For efter de seneste årtiers vækst og forbrug, udløser de voldsomme miljø- og økonomiske kriser, flygtningestrømme mm. en anden form for refleksion. Hvis jeg lukker øjnene og prøver at tænke tilbage på mit liv, så viser det vigtigste sig måske at være det, at jeg fik lov til at være fremfor at gøre. Naturen udgør en gigantisk resurse i forhold til at understrege betydningen af denne blotte værens-dimension i tilværelsen.
Den sammenhæng med naturen, som vi længes efter, er jo opstået i kølvandet på teknologiens opkomst og civilisationens fremmarch. Er det overhovedet muligt at overvinde denne moderne splittelseserfaring?
Jeg synes faktisk, at vi i stigende grad oplever det nu. Kunstneren, arkitekten og videnskabsmanden har traditionelt set været integreret, måske endda forenet i en og samme person eller i en og samme handling. Siden industrialiseringen er de blevet afkoblet, og den nye optimeringstankegang, hvor man mister fornemmelsen af hånden i forhold til stoffet, har bredt sig. Mange af de gamle huse vi har i København er flere hundrede år gamle, hvorimod mange af de nye sjældent overlever mere end 30 år. Men vi ved jo godt, hvor vi helst vil være.
I forhold til adskillelsen mellem natur og kultur – eller biologi og arkitektur/bygning, oplever vi i dag en langt bedre integrering mellem fagene. Det tværdisciplinære felt har i lang tid været en art humanistisk mani, men vi bliver jo nødt til at sætte os ind i et rum og udtænke tingene sammen for ikke at lade ingeniørerne eller planlæggerne styre det hele. Og hvad med de øvrige fag, f.eks. antropologerne, skal de ikke med ind over? Vi sidder jo her og designer byer og huse til mennesker. Det tværfaglige aspekt har givet arkitekturen og byplanlægningen en fornyet vitalitet. Vores projekter er også præget af nogle sociale problemstillinger, nogle højkulturelle potentialer eller klimatiske udfordringer, der overskrider alt.
Kan du give et eksempel på et projekt, der illustrerer hvordan Tredje Natur arbejder med bynatur og klimatilpasning i byrummet?
Et igangværende projekt som Enghaveparken er egentlig blevet kickstartet af skybruddet i 2011. Skybruddet var sådan en tusindårs-hændelse, det dér monster hvor alle kan huske, hvor de befandt sig henne og var en hidtil uset regnvejrshændelse og et fantastisk skue – vand i alle byens gader – helt ligesom at bo i Venedig! På denne måde oplevede man naturens orden som en voldsom genkomst i byens gader, der hidtil havde været holdt nede af kloakeringen. Det var samtidig fatalt dyrt. Skybruddets direkte skader beløb sig til næsten 5 milliarder, og der blev registreret over 90.000 skadesanmeldelser på bare denne ene dag.
Katastrofe fører til handling, og på Vesterbro bliver man nødt til at finde en måde at opsamle og lede vandet ind i Enghaveparken for at undgå, at det ellers vil fordele sig ud over hele bydelen. Udfordringen lød således på at gøre plads til 24.000 m3 skybrudsvand i en park, der samtidig er fredet. Vi udtænkte den ligefremme løsning at sætte en kant på parken. Så kunne den holde halvdelen af vandet. Vi forestillede os et dige eller en vold i starten, men det endte med at blive noget så simpelt som en bænk; en helt lavpraktisk løsning, der også har et socialt potentiale. Så nu anlægges en 800 meter lang folkebænk, hvor der bliver noget for alle. Den anden halvdel af vandproblemet løste vi ved at grave ned i parkens nyklassicistiske struktur. Enghaveparken kommer til at danne ramme om mange forskellige typer hændelser: sociale begivenheder, sanseoplevelser og interaktion med regnvandet – og så har vi samtidig fået løst vandproblemet. Som besøgende vil du opleve, at der ikke er nogen modstilling mellem det store klimaproblem, og det at være i parken og have en sanselig, ikke-programmeret oplevelse, og i øvrigt udvise kanonstor respekt for det nyklassiske udgangspunkt. Du bliver ikke kun vidne til et klimatilpasningsprojekt, men en park der skal ligge her de næste 100 år.
Jeg synes Enghaveparken er et godt eksempel på, hvad bynatur egentlig handler om. Det handler nemlig ikke bare om træer inde i byen. Det handler i høj grad også om byens natur eller ”civilisationens natur” som en ny udtryksform eller en empati, hvor man både løser problemer og skaber en kunstnerisk og naturlig overbygning på problemstillingerne. Lige nu tror man, at der er tale om et paradigmeskift, men i virkeligheden er det måske bare en form for naturlig succession. Man har kondenseret en masse materialer og værdier i bykernen, og det efterlader en form for tomrum uden for byen. Det, der er tilbage derude, er inde i en dødsspiral hvor kontrakten mellem forbruger og industri er skæv. Sammenholder du landbrugets enorme gæld med hvor dyrt det er at lave ny infrastruktur, så er det helt opportunt at flytte alle mennesker ind på langt mindre plads inde i byen. For så kan alt det derude begynde at regenerere. Det er naturligvis en helt vild forsimplet drøm, men til gengæld en positiv en af slagsen, hvor det allestedsværende vækstparadigme udfordres.
Enghaveparken: TREDJE NATUR, COWI og Platant for Københavns Kommune
Træer som fysiske ankerpunkter i erindringen
I arbejder også med at skabe nye forbindelser mellem natur og menneske i byen. Hvad karakteriserer disse?
Et af de eksempler som jeg synes bedst udtrykker forbindelsen mellem natur og menneske i byen er hele den protestbølge, der opstod i forbindelse med fældningen af kastanjetræet på Enghave Plads. I København har vi jo ikke en træpolitik, planter er bare noget, der kan flyttes. Jeg forstod selv, hvilken betydning naturen konkret har i det enkelte menneskes liv ud fra en mands fortælling om, hvordan han kunne huske kastanjetræet helt tilbage fra sin barndom, når han blev hentet af sin bedstemor. De havde et fast ritual, hvor de altid gik ind til slagteren og købte en frikadelle, og så satte de sig sammen under træet. Det, efterfølgende at opleve træet blive fældet, var som at udslette hele mindet om denne tid-rum situation. Træet har været et omdrejningspunkt i hans mentale bybillede, de nervebaner han har trådt – et fysisk ankerpunkt i hans erindring, som nu er forsvundet. Hele denne relation mellem frikadellen, hans bedstemor og så det mikroklima, som træet kan skabe ved at kaste skygge på en varm sommerdag, som en flimrende fænomenologisk enhed omkring ørerne, bliver til en historie, der har træet som omdrejningspunkt.
Folk undskylder ofte og griner lidt over at være sådan en ”tree-hugger” type, men hvorfor egentlig? Det er ikke svært for os at blive enige om, at et gammelt hus skal bevares. Men træerne har jo ikke nogen intention, de opfylder ikke noget tilsyneladende formål – du kan ikke sælge dem eller bo i dem. Men vi er nået til det punkt, hvor vi som samfund må have overskud til at insistere på træernes værdi i byen. De ældste træer har vi faktisk inde i byen, fordi de står beskyttet i de historiske parker. For når vi først kommer uden for bygrænsen, er der ikke nogle gamle træer.
Hvad er det bynaturen kan tilføre byerne?
Noget så banalt som at se et træ igennem vinduet sænker både stressniveau og blodtryk og reducerer muskelspændinger. Det er også smukt – det er intellektuelt og intuitivt stimulerende at se noget, der har struktur, form, farve og konstant ændrer tilstand. Det kan virke fattigt at bruge videnskaben til at argumentere for, hvorfor vi skal have natur i vores by. Men hvis vi har brug for evidens, har vi i løbet af de sidste årtier videnskabeligt fået dokumenteret den positive, psykologiske effekt af byens natur i byen.
Hvis vi tager naturen ud af byen, så mister vi hele den syntese af bløde, meningsskabende værdier, som ingen bygninger kan give. Det kan ligefrem være forrående og ødelæggende for dig som menneske ikke at have denne relation til naturen. Forstår du så egentlig, hvordan tingene hænger sammen? Halvdelen af byen er faktisk som en skjult fortælling, f.eks. i form af gemte, nedgravede rør, der ligger inde bag ved alt muligt andet. Men sådan er naturen jo ikke – den er ikke skjult, den er altid ”in your face”. En oversvømmelse ledes af, og følger altid, spor i terrænet, men det vi har bygget vores byer på, er ofte skjult. En stor del af vores infrastruktur er lagt på åløb, fordi det var her i byen, at der var plads til den. Hvis man stod på broen over Lyngbyvejen d. 2. juli 2011, så var man vidne til en hidtil uset og ekstrem iscenesættelse af en naturhændelse – taxaer, der flød rundt, folk der ikke kunne komme på arbejde og måtte holde fri. Men hele denne kraft, dette tilstandsskift og det ekko, som byen formåede at holde i kraft af denne oversvømmelse, er også ekstremt værdifuld, fordi der er en så høj akkumulering af mennesker omkring denne hændelse – det bliver til en begivenhed.
Sagt på en anden måde: et træ der er inde i byen har 13 gange så høj samfundsværdi som et træ, der står ude i skoven. Det er derfor, det altid går galt. For klimaforandringerne handler ikke om vand eller naturen. De handler om mennesker. Den største klimaudfordring i denne antropocæne epoke er jo netop os selv, og den mest ligefremme løsning er jo kondomer og veganisme! Så når man må konstatere, at klimaet ændrer sig, så må man prøve at vække interessen for, hvordan tingene hænger sammen, og hvorfor tingene ændrer sig f.eks. ved at dykke ned i nogle skjulte fortællinger. For det, der påvirker dig sanseligt, kan skabe en interesse og behov for at dykke ned i, hvorfor noget er på en bestemt måde, eller hvorfor byen ændrer udtryk.
Kan denne sanselige påvirkning påvirke folks klimabevidsthed?
En sanselig påvirkning kan virke bedre end en løftet pegefinger. Hvis jeg ser noget er godt, kan jeg begynde at reflektere over, hvorfor det er godt og bedre end noget andet. Hvis dit liv har udspillet sig omkring et træ nede på Enghave Plads, og du så fælder træet, så gør det ekstremt ondt. Men hvis man har fældet træet og ladet pladsen stå uden træer til næste generation, så vil den næste generation ikke have samme forståelse.
Man kan se hele dramaet omkring kastanjetræet på Enghave Plads som et udtryk for, at vi klynger os til de små positive fortællinger af noget, der engang har været. Men hæver vi blikket op for at forstå, hvad der sker i et større perspektiv, så er det som om, vi sidder med 1 % af det meningsfulde tilbage og krampagtigt klynger os til det. Men reelt burde vi jo tidoble antallet af træer i byer, fordi de er så intuitivt meningsskabende, og samtidig løser så mange konkrete klimaproblemer i vores byer. Det virker for tiden som om, nogen har stirret sig blind på den lille procentdel, der er tilbage af landets egentlige natur i stedet for at åbne øjnene og indse, at der er noget galt med den måde, vi forvalter naturressourcerne på. Blot en tiendedel af de grøntsager, vi dyrker på dansk mark, bliver indtaget som føde, resten går til foder og juletræer. En yderligere tredjedel af vores eget landbrugsareal optager vi i Sydamerika, hvorfra vi importerer sojakage til foder.
Vi oplever således en række vidtgribende årsagssammenhænge, der simpelthen ikke rummer noget perspektiv for fremtiden. Samtidig vendes opmærksomheden mod de få procent af arealet, der udgøres af randzoner og vandløb. Men er det der problemerne ligger? Gu’ er det da ej! Det er et helt andet sted. Der er igen ingen modstilling mellem at lave et smukt, grønt byrum og samtidig oplyse om, at der er nogle tabte sammenhænge i verden, som vi kan blive bedre til at understøtte. Ultimativt skal der masseres et nyt mindset frem, for at tingene kan hænge bedre sammen