De unge og nihilismen

I forbindelse med udgivelsen af interviewet med den italienske filosof og psykoanalytiker Umberto Galimberti, udfolder tekstens oversætter, Jens Viggo Olavi Nielsen, det filosofiske udgangspunkt bag Galimbertis tanker om ungdommen og nihilismen. I artiklen tager Nielsen livtag med Galimbertis samfundsdiagnose og sætter den i relation til den danske ungdom, ligesom han peger på en række forskelle mellem den pessimisme, han mener der hersker blandt de unge i Danmark og i Italien.

Unge kvinder i Napoli

06.09.2018

Som underviser i gymnasieskolen oplever man en omsiggribende tendens blandt unge i Danmark til uden videre at erklære tilværelsen for meningsløs. På tilværelsens fundamentale spørgsmål om, hvem man er og hvad der har værdi, samt hvad der giver tilværelsen fylde, svarer mange af de danske unge prompte: “Videnskaben har da for længst bevist, at der ingen mening er med livet” (Steen 2015). Eksempelvis fremhævede en elev for nylig over for undertegnede, at evolutionsteorien klart har påvist, hvor tilfældig, perifer og ja, dybest set hvor meningsløs, menneskets rolle i naturen og universet reelt er.

Den italienske filosof og psykoanalytiker, Umberto Galimberti (født 1942), gør sig i et interview i tidsskriftet Micromega fra 2014, der bærer titlen ”Den fraværende fremtid”, lignende tanker om nutidens italienske unges mellemværende med nihilismen i forlængelse af Friedrich Nietzsches filosofi. Mens problemet i Danmark tilsyneladende primært er knyttet til videnskabens erosion af traditionel livsmening, så er problemet i Italien ligeledes, som Galimberti ser det, relateret til en samfundsproblematik præget af stor ungdomsarbejdsløshed og stor usikkerhed omkring fremtiden og andet. Hvortil kommer, at den ældre generation ikke frivilligt lader til at vige pladsen på arbejdsmarkedet for yngre kræfter – med stigende resignation og udbredt livslede blandt mange unge til følge.

Ingen lette løsninger

Der melder sig her en hel række af spørgsmål og problemstillinger, som Galimberti tager livtag med i interviewet, samt i sine bøger om emnet, idet han samtidig ingenlunde foregiver, at der foreligger nemme og færdigsyede løsninger på, hvordan man for eksempel, som han formulerer det, kvalificeret kan tyde en tilværelse, der er domineret af fortidens og nutidens temporale ekstaser, og hvor fremtidsperspektivet er fraværende. Et væsentligt element i hans løsningsforslag består dog i at insistere på den narrative fortællings dannelsespotentiale eller den form for filosofisk (unge)vejledning, der tager udgangspunkt i en eftertænksom opmærksomhed, og som tillige i sig selv kan afbøde for det stadig vanskeligere forhold generationerne imellem. Om noget formår fortællingen, herunder særligt litteraturens, at sætte den unges egen mere eller mindre vellykkede eksistens ind i et større perspektiv. Og et tredje element, der ligeledes udgør en vigtig dimension ved samtalens fænomenologi, er kritikken, der formår at stille relevante spørgsmål til tidens forfladigende mytologier, herunder eksempelvis den idé om økonomisk vækst, som kun få ifølge Galimberti lader til at ville problematisere – men som en del unge heldigvis for længst har fået en fornemmelse af hulheden i.

Galimbertis erfaringer med det italienske skolesystem

Umberto Galimberti taler ud fra personlige og direkte erfaringer med de unge, idet han selv er tidligere gymnasielærer i Monza, tæt ved Milano, hvor han tillige er født og opvokset. Han blev dog allerede ansat som universitetslektor i filosofi ved Ca’ Foscari-universitetet i Venedig fra 1978, indtil han for fem år siden trak sig tilbage (blandt andet efter beskyldninger om at have gjort sig skyldig i plagiat). Vi har med andre ord med en tænker at gøre, der har investeret en meget stor del af sit professionelle liv inden for uddannelsessystemet – og vel at mærke i dannelsen og uddannelsen af den yngre generation. Men som det gerne skulle fremgå af det indledende Freud-citat, der tillige spiller en central rolle i Galimbertis bog om netop dette emne, Den foruroligende gæst – De unge og nihilismen (Galimberti 2007), mener han ingenlunde, at skolesystemet formår at leve op til sin forpligtelse til ikke blot at uddanne, men at danne de unge. Han har her særligt fokus på det, man kunne kalde for ‘følelsernes dannelse’, der ifølge Galimberti ikke mindst har med læsningen og fortolkningen af litteratur at gøre – og meget mindre med digitaliseringens (alt for ofte) narcissistiske selvdannelsesprocesser. Hvor den store litteratur åbner op for vores indre liv ved at sætte ord på tanker og følelser, vi ikke engang selv vidste, vi havde, men som vi umiddelbart genkender os selv i, så lukker det forfladigende sprog og de overfladiske aktiviteter, som mange hengiver sig til online, os inde i vores allerede etablerede livsverden og åbner ikke op for nye dimensioner ved vores indre selv, som vi ikke allerede kendte på forhånd. Kun såfremt tankerne og følelserne dannes – og stedet herfor er frem for alt skolesystemet og dets indbyggede kombination af socialisering og læring – får man individer, der ikke er afstumpede, men som formår at sætte ord og tanker på det, de oplever.

Relevant herfor fremhæver Galimberti i et andet interview fra 2014, der ligeledes omhandlede bogen Den foruroligende gæst, og som blev bragt i onlinetidsskriftet Café Boheme, at de unge i dag har et meget begrænset ordforråd: Hvor en almindelig ung i 1976 gjorde brug af 1500 ord, der kendte hun tyve år senere, det vil sige allerede i 1990’erne, kun til cirka 650 ord – hvor mange ord de unge italienere mestrer i dag vides ikke. Og “[…] eftersom vi ikke kan tænke hinsides de ord, vi besidder, så vil du være i stand til at formulere stadig færre tanker, jo mindre ordforråd, du behersker. Dette er situationen.”[i] Budskabet er med andre ord, at den, der ikke kan sætte ord på hverken sin glæde eller sit ubehag, let ender som følelsesmæssigt afstumpet eller i hvert fald som analfabet.

Nihilisme, meningssøgen og pessimisme

Mennesket har altid søgt en mening med tilværelsen, men hvor det tidligere fandt svaret på eksistensens mening i myterne, findes der i dag ikke længere noget svar. For Gud er død, og det er os selv, der har slået ham ihjel. Nihilismen er med andre ord ikke alene et eksistentielt, men afspejler i lige så høj grad et kulturelt armod og en samfundsmæssig afmagt, der giver eksistentielle udslag i form af det, Galimberti kalder for psyko-apati (Galimberti 2007: 13). I den forstand er nihilismen tillige en antik figur, der går helt tilbage til overgangen mellem mythos og logos hos grækerne (ibid.: 17). Men hvorfor trænger dette problem sig først for alvor på i den moderne verden? Her peger Galimberti, i forlængelse af Heidegger, på den teknisk-videnskabelige rationalitet som en “hovedskurk”. For eftersom det teknisk-videnskabelige verdensbillede “[…] i dag er blevet verdens tilværelsesform, den sidste horisont hinsides enhver horisont, så løber alle meningssøgende spørgsmål i dag forvildet rundt uden at finde svar på en jord, der er blevet forladt af sin himmel, og som er vært for den menneskelige begivenhed ligesom for enhver anden begivenhed.” (ibid.: 18).

Galimberti tegner kort formuleret et temmelig pessimistisk billede af en omsiggribende nihilisme, der er irreversibel – nøjagtig som de videnskabelige landvindinger er det – og af et Vesten, der ligesom hos Oswald Spengler er bestemt til undergang. Ja, nogle steder sammenligner Galimberti ligefrem Vesten i dag med Romerriget i 300-tallet, der langsomt var på vej til at gå i opløsning indefra. Andetsteds adspurgt om, hvorvidt han selv er ramt af den nihilisme, han registrerer hos de unge, svarer Galimberti endvidere: “Der gives ikke en løsning på alting. Når jeg siger, at vi sidder på en bombe, så betyder det: Vi må holde op med at gøre os forhåbninger, for vi har ikke været i stand til at skabe de vilkår, der skal til for at de unge kan realisere sig selv.”[ii]

Dialogen mellem generationerne

Hvilke konsekvenser bør drages af dette vilkår og denne irreversibilitet? Et første løsningsforslag består ganske enkelt i at undlade at tale til og med de unge om håb og forventninger til fremtiden! I det følgende citerer Galimberti en af de mange unge, der skriver til hans brevkasse i den italienske avis La Repubblica: ”Det er den totale desperation. De unge skriver til mig: I skal ikke komme og prædike for os om noget som helst! Hvad har I at sige til os, I, der ikke kan love os noget?’ Der hersker den totale nihilisme, og jeg har ikke noget håb for fremtiden.”[iii]

Galimbertis pointe er, at man skal holde op med at give de unge falske forventninger til fremtiden, og at de ældre generationer ligefrem bør afholde sig fra at benytte udtryk som “Jeg håber sådan for dig, at … ”, eller “Vi ønsker sådan for jeres skyld, at … ”. Det skyldes, at disse udtryk i højere grad gnider salt i såret og dulmer ubehaget hos den, der gør brug af dem, frem for at hjælpe dem, de er henvendt til. Derudover negligeres problemerne i virkeligheden og afstanden mellem generationerne øges.

Vi skal desuden, fremhæver Galimberti, og her måske ikke mindst henvendt til forældrene, holde op med konstant at rose de unge for at være fantastiske, dygtige og intelligente, også når det langt fra er tilfældet. For hermed gør vi ikke andet end at understøtte ureflekterede følelsesudladninger og spontane kreative (eller destruktive) livsytringer, hvor der måske mere er brug for at lære de unge om eftertænksomhed og vedholdenhed, for så vidt det for langt de fleste af os kræver hårdt arbejde at frembringe noget af virkelig kvalitet (Galimberti 2007: 41).

I mangel på bedre giver Galimberti derfor også både forældre og lærere det velmente råd, uanset hvad de unge måtte finde på af godt eller skidt, at de for enhver pris må sørge for at ’blive i dialogen’: “For de unge skal nok selv sørge for at afbryde den, hvilket ofte sker – sådan som nyhedsbilledet viser det – på destruktiv facon.” (ibid.: 42). En pointe kunne også være, at det forhåbentlig er igennem samtalen, at man kan spotte de unge, der eksistentielt er hårdest ramt, og så tage fat i dem, før de eventuelt gør skade på sig selv eller andre. Sagt med Galimberti, er “[…] deres emotive fundament udtørret og det, de for enhver pris ønsker at undgå, er en konflikt. De efterlader sig ingen spor, fordi de ikke har nogen udtryksmæssige instrumenter: De lider og kan ikke engang sætte ord på det onde, de lider af.”[iv]

Den fortsatte dialog: Et glimt af håb?

Omtrent ti år efter, Galimberti udgav sin første bog, udgiver han endnu en bog om samme emne, denne gang med titlen: De unge har ordet – Dialog med den aktive nihilismes generation (Galimberti 2018). Værket består, som titlen angiver det, og bortset fra et indledende kapitel skrevet af Galimberti selv, af intet mindre end 72 skriftlige indlæg med spørgsmål fra unge italienere henvendt til Galimberti i dennes egenskab af brevkasseredaktør på La Repubblica, samt hans svar på disse. I det indledende kapitel konstateres det, at den depressive, kulturelle tilstand, som den første bog havde tegnet et udførligt og desillusioneret portræt af, desværre stadig gør sig gældende og tilmed har bidt sig fast:

“I denne tilstand af kulturel depression, hvor individet bliver et offer for en fremherskende mangel på fremtidsperspektiver- og projekter, når ikke det ligefrem savner enhver sanselig åbenhed og emotive relationer, er det nyttesløst at søge tilflugt i psykofarmaka eller psykologhjælp, fordi de imødegår lidelserne som noget, der udgår fra individet selv. Men ondet kommer tværtimod udefra, det forefindes allerede i det kulturelle miljø, der udgør individets livsvilkår; den meningsløse ørken, hvor intet viser sig i horisonten, intet motiverer eller opildner, intet tiltrækker eller fascinerer, intet åbner en vej ud af den absolutte nutid, som de unge udlever med maksimal intensitet og en del risici – ikke fordi den fremkalder glæde, men for at begrave den angst, der melder sig, når dét, der viser sig i horisonten, netop er fraværet af mening.” (Galimberti 2018: 11).

Alligevel er den opdaterede dialog med de unge præget af et vist håb, om end et temmelig behersket et af slagsen, der i det store og hele er fraværende i den første udgivelse: “Og i dag? I dag er der ikke meget, der har ændret sig, bortset fra den måske ikke ringe procentdel af de unge, der er gået fra resignationens passive nihilisme og til den aktive nihilisme, der ganske vist anerkender den tyngende vægt af nihilismen uden formål og begrundelse, men som ikke resignerer, og afsøger alle muligheder i en målrettet bestræbelse på at holde liv i deres drømme.” (ibid.: 13).

En præcis samtidsdiagnose?

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke Galimbertis samtidsdiagnose kan diskuteres på flere punkter: Indledningsvis kan man spørge, i hvor høj grad Galimbertis kulturelle diagnostik passer på danske unge? Følger man de unges syn på videnskaben som endegyldig forklaringsmodel, ja, så lader samtidsdiagnosen af nihilismen som vilkår og perspektiv til at stemme nogenlunde overens med den italienske ditto. Og det samme kan vel siges om den omsiggribende brug af psykofarmaka i de to lande, diagnosticeringen af unge med ondt i livet med videre. Problemet hos os består dog næppe på samme måde i, at den ældre generation ikke vil vige pladsen, men snarere i, at de unge foretrækker at leve i nuet (hvortil de blandt andet gør flittigt brug af den SU, der ikke findes tilsvarende uden for de nordiske lande), fordi udsigten til at skulle tage ansvar for sig selv og andre opleves som angstfremkaldende, det vil sige som en byrdefuld begrænsning af den unges afgrundsdybe frihed. Når de unge, og tillige mange ældre danskere, foretrækker at forblive evigt unge og leve i nuet, skyldes det med andre ord ikke, at de stort set ingen muligheder har, som i Galimbertis hjemland, Italien, men snarere, at en stor del af dem har mange muligheder og føler, at de skal træffe alt for mange livsafgørende valg. Og det tyngende består selvsagt i, at valgmulighederne indsnævres i takt med, at det ene eller det andet vælges til og fra. Hvortil kommer, at verdens kompleksitet forekommer så tilpas skræmmende, at det kan være fristende at spærre sig inde i en osteklokke, den være sig digital, national eller gymnasial. Eller for den sags skyld i en diagnose, der på forskruet måde kan give én det faste holdepunkt i tilværelsen, man forgæves søger andre steder – og som beskytter én imod for alvor at tage livtag med de mange vanskeligheder, tilværelsen nu engang byder på.

Men fælles for de to grupper af unge er ikke desto mindre, at billedet af fremtiden mildest talt fremstår som grumset, og det gælder i særdeleshed dét, man på en lidt gammeldags måde kunne kalde for fællesskabets fremtid. Ganske vist er nationalstaten ikke umiddelbart under afvikling, men det er stort set alle øvrige traditionelle livsværdier og strukturer, også herhjemme, som man tidligere antog for en selvfølge. ”Flydende modernitet” kalder Zygmunt Bauman det. Globaliseringens tidevandsbølge modsvares nationalt af paroler om ’konkurrencedygtighed’ og ’omstillingsparathed’, og den mentale respons herpå er stress.

Irreversibilitet og håb(løshed)

I forlængelse heraf kan man spørge, om det overhovedet giver mening at opfordre til, som Galimberti gør, at give de unge mere plads, det vil sige give dem mulighed for at løse de epokale nøgleproblemer, vi andre er slået fejl med at finde holdbare løsninger på, og så samtidig argumentere for, at nutidens nihilisme er irreversibel? Hvordan hænger det sammen, at de unge skal tage styringen, hvis skibet alligevel er på vej i afgrunden? Jeg vil i denne sammenhæng ikke repetere den indlysende og tillige klassiske filosofiske kritik af den aktive nihilismes ’horisontale platonisme’ i Nietzsches filosofi, der ganske vist ikke er tvunget til at foregøgle sig et indbildt hinsides for at finde trøst, men som ikke desto mindre henlægger løsningen på alle problemer til en endnu ukendt fremtid, der har det med at lade vente på sig. Men Galimberti har jo ret i, at det er her, problemet ligger. Skal vi bare uden videre bifalde de unge, mens de begraver deres håb og fremtidsforventninger? Én ting er altså, at man ikke bør indgyde de unge falske forventninger om fremtiden – hvilket der nok kan være grund til, særligt i Italien og Sydeuropa. En anden ting er, at det er vanskeligt, hvis ikke umuligt – det være sig som forælder, underviser eller omsorgsperson – at grunde sit engagement i de unge på en antagelse om, at det ikke giver mening at knytte håb og forventninger til fremtiden overhovedet. Galimberti er selv inde på, at de unge, samtidig med, at de stiller spørgsmålstegn ved undervisernes autoritet – og i Italien alt for ofte med rette, idet mange undervisere bestemt ikke er ansat på grund af deres pædagogiske kvalifikationer – kalder på og efterlyser, at lærerne træder i karakter. De unge efterspørger karismatiske lærerautoriteter, der ikke moraliserer, men alligevel tør stå inde for noget som mennesker og fagpersoner. Autoriteter, der tør se de unges og deres egen generations, ja for den sags skyld verdens, problemer i øjnene og italesætte dem ærligt og åbent. Men hvis vi selv møder op med den samme nihilisme, som de unge kæmper med, hvilken modstand giver vi dem så, og hvad har de i så fald at gøre oprør imod? Blot at ville overlade pladsen til de unge kan således også være udtryk for en form for ansvarsfralæggelse: Og hvis vi ikke tør have forhåbninger til de unge og fremtiden, vil de så ikke hurtigt lugte lunten?

Et muligt bud kunne være, at det handler om at turde sætte ord på såvel fælles som generationsbestemte og individuelle problemstillinger i vores sporadiske og fortløbende samtaler med de unge, herunder deres mulige løsninger, uden at lægge skjul på vanskelighederne ved at føre disse ud i livet. Og i øvrigt, hvilket Galimberti fremhæver med rette, så vidt muligt bestræbe os på at lade vores ord følge af tilsvarende handlinger, det vil sige være konsekvente. Dette frem for at lade de unge egenhændigt tage hånd om problemerne, idet en sådan tilgang faktisk også passer bedre til Galimbertis egen opfordring om at ’blive i dialogen’ med de unge – dvs. at stille sig til rådighed for samtale, analyse, kritik, løsningsforslag og meningsudveksling, når de selv opsøger den.

Samtalekunstens genkomst

Relevant herfor insisterer medieforskeren Sherri Turkle (født 1948) i bogen At genvinde konversationen – samtalens styrke i en digital tidsalder i lighed med Galimberti på dialogen som et uomgængeligt remedium i en digitaliseret nutid, der er ramt af en veritabel “flugt fra samtalen” (Turkle 2015). Samtalen ansigt til ansigt er, i modsætning til forbundetheden online, tålmodighedskrævende og forpligtende, mens vores online-aktiviteter omvendt ofte tillige er udtryk for en flugt fra os selv; en frygt for at være alene med os selv og vore egne tanker. Men Turkle lader det samtidig skinne igennem, at hun er mere håbefuld på samtalens vegne, end Galimberti er det, særligt hvis de voksne kan formå at genskabe de “helbredende” dimensioner ved samtalekunsten, som apoteosen af eksempelvis de sociale medier har stillet sig i vejen for – ikke mindst hos de voksne selv – og som Galimberti tillige har sans for, men som han ikke lader til at have forstået i hele sit omfang. Måske fordi han i det moderne mediebillede frem for alt ser problemet i det forhold, at ingen længere læser litteratur, mens problemet ifølge Turkle i lige så høj grad består i, at ingen længere virkelig taler sammen, det vil sige konverserer opmærksomt og lyttende. Eller sagt med Turkle: “Som det er i dag, er generationer af unge vokset op med forventningen om, at forældre og omsorgspersoner kun er halvt nærværende. Mange forældre er online under morgenmaden og middagen, og mange babysittere ignorerer børnene, når de følger dem hen på legepladsen og i parken. Når måltider og legetider på denne måde er indhyllet i tavshed, så former omsorgspersonerne ikke de relationskompetencer, der også fordres for at indgå i samtaler. Der er frem for alt tale om evnen til empati: Du er opmærksom på andres følelser, du signalerer, at du vil prøve på at forstå dem. Også børn foretrækker at være online frem for at tale med hinanden i skolen og på legepladsen. Unge er således usikre på deres tilknytninger til andre, fordi de frygter samtalens given-og-tagen. Og de er usikre på samtalen, fordi de frygter det at knytte bånd til andre.” (ibid.: 27).

Dannelse og fremtidshåb

Det faktum, at Galimbertis dialog med de unge primært er analog og skriftlig, diskvalificerer den selvsagt ikke som diagnosticeringsredskab vis-a-vis samtiden, ligesom han givetvis har en pointe med at pege på litteraturen og fortællingen som et kulturelt reservoir for følelsernes og tankernes dannelse. Alligevel kan det ikke udelukkes, at han gør sig skyldig i en performativ selvmodsigelse, idet den medicin, han via sit eget eksempel peger på som en del af løsningen på tidens sygdomstegn, i sig selv kan hævdes at udgøre en del af sygdomsbilledet: Galimberti har ganske vist ret i, at den fremstormende digitalisering skaber lige så store afstande mellem mennesker, som den overvinder disse, men spørgsmålet er, om det er tilstrækkeligt at genetablere en dialog med de unge om og via den analoge skrift. Her fremhæver Turkle med rette nødvendigheden af at udvikle en på én gang analog og digital dannelse, der blandt andet indebærer, at vi – om ikke andet, så lejlighedsvis – går offline i mødet med andre og på den måde genopliver samtalen ansigt til ansigt. Hvilket selvsagt ikke udelukker hverken de sociale medier eller den analoge skriftlighed som givtige supplementer, nødvendige analyseredskaber og/eller velkomne redningsplanker for ensomme sjæle (det være sig unge såvel som ældre), så længe man blot gør sig klart, hvilken kommunikationsform, der hører sig til hvor og hvornår.

Den dannelse, man således forstået stræber imod at opnå, vil ikke alene kunne blive en følelsernes dannelse, men tillige en tankernes og sprogets dannelse, idet man sammen i mødet fortløbende bestræber sig på at udvide sit opmærksomhedsfelt og sætte ord på samme, samt lade det komme til udtryk i fremtidsrettede projekter. Eller kort sagt: Det modsatte af den resignerende, passive nihilisme, som Galimberti taler om, er i sidste ende hverken moralisme eller en såkaldt aktiv nihilisme, men derimod dialogisk dannelse; af personligheden, af følelserne, og af det skrøbelige rum, der findes samtalepartnerne imellem, samt af det fremtidsrettede håb, der ikke fremsættes naivt, men med åbne øjne.

Noter

[i] Se dette link for svaret på det fjerde spørgsmål.

[ii] Se dette link for svaret på det næstsidste spørgsmål.

[iii] Se ovenstående link for svaret på det tredjesidste spørgsmål.

[iv] Se ovenstående link for svaret på det fjerde spørgsmål.

Referencer

Freud, Sigmund (1910): “Zur Einleitung der Selbstmorddiskussion”, i: Gesammelte Werke bd. 8.

Galimberti, Umberto (2007): L’ospite inquietante. Il nichilismo e i giovani. Milano: Feltrinelli.

Galimberti, Umberto (2018): La parola ai giovani – Dialogo con la generazione del nichilismo attivo. Milano: Feltrinelli.

Steen, Uffe (2015): “Intet er sandt. Intet er umagen værd.”. Kronik i Weekendavisen, 17/04-2015

Turkle, Sherri (2015): Reclaiming Conversation – The Power of Talk in a Digital Age. New York: Penguin Press.

Foto: Mario Mancuso.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *